Om familier hvor forskellighed er forbudt
Denne artikel beskriver en særlig familiedynamik, der er karakteristik for stort set alle dysfunktionelle familier. En dysfunktionel familie kan karakteriseres som en familie, hvor mors og/eller fars indre og relationelle konflikter hæmmer eller forhindrer barnets sunde og naturlige udvikling i forhold til nærhed og selvstændighed.
Forstyrret emotionel kommunikation som markør
Nogle familiers dysfunktionalitet viser sig tydeligt i form af psykisk sygdom, misbrug, vold, seksuelle overgreb og anden omsorgssvigt. I andre familier er det dysfunktionelle mere subtilt og skjult. Der behøver således ikke at finde nogen form for mishandling sted af barnet i traditionel forstand. Det, der er fællesnævneren og kendetegner stort set alle former for familiemæssig dysfunktionalitet, er den forstyrrede emotionelle kommunikation mellem barnet og dets forældre.
Forstyrret emotionel kommunikation er kendetegnet ved, at barnet og dets naturlige og legitime behov for nærværende omsorg, imødekommende venlighed og aldersvarende støtte på den ene side og opbakning til selvstændig udforskning, egen identitet og subjektive oplevelser på den anden side, ikke ses, anerkendes og valideres af forældrene.
Når mor og/eller far er uforløste med hensyn til egne indre konflikter eller traumer – og derfor typisk også oplever deres parhold som utrygt og konfliktfyldt, slører det evnen til at se barnet klart og på dets egne betingelser, og det bliver uundgåeligt aktør i et intenst og skræmmende emotionelt drama, det på ingen måde er modent og robust nok til at deltage i. Det svigtets på det groveste og efterlades alene med smertefuld frygt og utryghed.
Undersøgelser viser, at børn, som på den ene eller anden måde eksponeres overfor forældrenes intense, negative emotioner og interpersonelle konflikter, generelt har et forhøjet kortisolniveau. Dette kan have fatale konsekvenser for barnets udvikling, idet et højt stresshormon-niveau hæmmer hjernens og nervesystemets udvikling og kan give anledning til en række forskellige både psykiske og somatiske ubehagstilstande og sygdomme livet igennem.
Det emotionelle omsorgssvigt
Det emotionelle omsorgssvigt er resultatet af en hel eller delvis lukkethed overfor barnets eksistens og følelsesmæssige tilstande, og samspillet med forældrene vil typisk ikke indeholde en regulerende og integrerende kapacitet for barnet. Når et barn ikke bliver set og mødt i dets naturlige behov, fanges det i sin egen indre verden i dyb ensomhed. Når mor og far ikke har overskud til at rette deres opmærksomhed mod barnet og sikre det tilstrækkelig ro, sikkerhed og stabilitet, påbegynder barnet, den for den symbiotiske familie helt karakteristiske adfærd; at tilpasse sig forældrenes behov og ønsker. Der er særlig tre markører, der indikerer et emotionelt omsorgssvigt og kendetegner den symbiotiske familie:
Rolleombyttede adfærd – hvor den ene eller begge forældre bruger barnet som en primær tilknytningsfigur og alliancepartner. Det vil sige, at det bliver barnets opgave at tage sig af forældrenes behov. Det træder ind i en rolle som eksempelvis hjælper, trøster, rådgiver, ven, terapeut, konfliktmægler, budbringer eller personlig opvarter, og barnet bliver således ansvarlig for forældrenes og familiens trivsel. Dette gælder både det lille barn og op igennem voksenlivet.
Seksualiseret adfærd – hvor den ene eller begge forældre bruger barnet som en voksen partner. Barnet berøres intimt, kys og kærtegn har voksenkarakter, der tales på en flirtende og seksualiseret måde, barnets køn, krop og nøgenhed påtales. Der kan endvidere finde en ublu stirren sted, og barnet kan blive opfordret til at betragte den voksne.
Desorienteret adfærd – hvor den ene eller begge forældre ikke reagerer nærværende og interesseret på barnets omsorgs- eller selvstændighedsbehov, men forbliver passive, misforstår, fejlfortolker eller ignorerer barnet.
Forskellighed er lig med forkerthed
I den symbiotiske familie er rummeligheden overfor intense følelser som sorg og vrede, men det kan også være glæde og løssluppenhed, typisk meget lille, og barnet lærer, at dét, det mærker og føler, ikke er i orden eller udgør en decideret trussel for familiens stabilitet og balance. Den mangelfulde følelsesmæssige afstemning og de utilstrækkelige samhørighedsfølelser, som er så vigtige for et barns sunde udvikling, medfører typisk smertefulde oplevelser af at være en forkert og forkastelig person.
I den symbiotiske familie erfarer barnet, at det ikke må være anderledes end de andre, og at dets autentiske følelser og subjektive oplevelser ikke er velkomne. Barnets naturlige udvikling hen imod mere og mere autonomi understøttes ikke af forældrene, men anses tværtimod som en trussel for familiens sammenhold og stabilitet. Forskellighed er lig med forkerthed.
Tabet af selvstændighed
Selvstændighed og individualitet bremses gennem nedgørelse, forkertgørelse, ydmygelse, udskamning og inducering af dårlig samvittighed. Barnet erfarer således, at det er afgørende at holde sig tilbage og kun fremvise de dele af selvet, som ikke frembringer negative reaktioner hos forældrene. Barnet tilpasser sig for at få basale og livsnødvendige behov for anderkendelse og omsorg opfyldt, men prisen bliver en smertefuld, symbiotisk binding til familiens medlemmer. Barnet bliver nødt til at tage afstand fra sig selv og egne autentiske livsbehov for at få en oplevelse af at være inkluderet. Prisen for denne falske inklusion er tabet af selvstændighed.
Grænseoverskridelser, skam og skyld
Et barn der ikke bliver mødt i sine subjektive behov, lærer ikke at sig selv at kende. Selverkendelse forudsætter en uforurenet spejling, hvor det er barnets egne indre emotionelle tilstande, der navngives, italesættes og rummes uden forbehold. Når barnet i stedet invaderes af forældrenes ønsker, bliver det kompetent ud i at aflæse andre menneskers behov og signaler, men blind overfor sig selv. Barnet kan ikke mærke sig selv og kommer derfor nemt, også som voksen, til at fortsætte med at oversamarbejde med andre menneskers behov på bekostning af egne. Man har ikke fået installeret en god fornemmelse af, hvad der er dig, mig og os. Alt hvad der er forskelligt kommer til at opleves som en trussel mod relationen.
Sunde relationer er karakteriseret ved mødet mellem frie og selvstændige mennesker, der kan udtrykke egne behov tydeligt og direkte, og som godt kan rumme, at den anden har andre behov, er uenig eller føler på en anden måde. Ægte nærhed og samhørighedsfølelser opstår ud af at blive set og anerkendt i sin subjektivitet og individualitet; ikke gennem at ligne den anden. I sunde relationer er forskellighed ikke en trussel men et platform for læring og udvikling.
I den symbiotiske familie derimod er alle former for selvstændige jeg-udtryk forbudte. Der er kun plads til os og vi. De sunde og naturlige grænser mellem familiens individer er blevet udvisket og tabuiseret, og når man senere i livet kommer i kontakt med autentiske livsbehov kommer der omgående en samtidig voldsom skam og skyldfølelse – herunder dårlig samvittighed. Hvor det før var forældrene, der censurerede barnet, er det nu den voksne, der på samme nådesløse og uempatiske vis holder sit skrøbelige og maltrakterede selv i kort snor.
Dramatrekanten
Den dysfunktionelle, symbiotiske familie er karakteriseret ved en særlig kommunikationsform; ofte benævnt dramatrekanten. Denne form for kommunikation er kendetegnet ved tilstedeværelsen af tre stereotypiske positioner, som den dysfunktionelle families medlemmer på skift bevæger sig ind og ud af:
Offerrollen – som er kendetegnet ved den hjælpeløshed, magtesløshed, opgivenhed og selvmedlidenhed, der kommer af ikke at kunne tilkendegive egne behov og ønsker tydeligt og direkte. Personen i offerrollen føler sig prisgivet og fortabt og er overbevist om, at vedkommende intet kan gøre for at forbedre sin situation. Personen i offerollen føler sig lille, uselvstændig, inkompetent, umoden, svag, skrøbelig og uden evne til at tage ansvar. Da personen ikke kan udtrykke behovet for hjælp og støtte direkte, kommunikeres det i stedet på en indirekte og manipulerende måde, hvor vedkommende ynker, appellerer, plager, lokker eller truer sig til behovsopfyldelse. Særlig karakteristisk for samspillet mellem barnet og det voksne offer er, at der induceres en massiv dårlig samvittighed i barnet, når det ikke tager sig af den voksne.
Krænkerrollen – som er kendetegnet ved en aggressiv, hånlig, foragtende, nedgørende, ydmygende, manipulativ adfærd, der kan forstås som en projektion af egne indre ubærlige utilstrækkelighedsfølelser. Personen i krænkerrollen magter, ligesom offeret, heller ikke at tage ansvar for eget liv, og skyder derfor skylden på alle andre. Det er de andre, der er uretfærdige, egoistiske, dovne, svage, ondskabsfulde, aggressive, utroværdige og helt igennem forkerte. Den eneste måde krænkeren selv kan føle sig ok på, at ved at få andre til at føle sig defekte.
Redderrollen – som er kendetegnet ved et insisterende og opslugende behov for at føle sig uundværlig, værdifuld og god for andre. Pligt, hjælpsomhed og opofrelse bliver eftertragtede tilstande for redderen, fordi de kompenserer for smertefulde indre oplevelser af kun at være noget værd som menneske, hvis man tilsidesætter sig selv og stiller sig til disposition for de andre; særligt dem som opleves svage og nødstedte i deres liv. Redderrollen har intet med altruisme eller egentlig godhed at gøre, fordi redderen udelukkende stiller sig til rådighed for andre for selv at opleve sig ok. Den hjælpende, assisterende, rådgivende og terapeutiske adfærd er kompensatorisk, den erstatter en manglende sund selvfølelse.
Et psykologisk drama
Skiftene mellem de forskellige positioner kan indfinde sig på et splitsekund. Eksempelvis kan redderen nemt blive enten offer eller krænker, såfremt der er nogen, der takker nej tak til de gode råd eller finder hjælpsomheden upassende eller anmassende. Det gælder for alle tre positioner, at enhver form for et nej fra den andens side opleves som en voldsom krænkelse.
I den symbiotiske familie vil forældrene veksle imellem de forskellige positioner. De vil både tage positioner aktivt og og blive positioneret passivt af den anden. Når den ene forælder eksempelvis tager offerrollen, er der således kun krænker- eller redderrollen tilbage til den anden. Det er naturligvis utroligt ubehageligt at opleve sig mast ind i en rolle og giver typisk anledning til mange såvel indre som relationelle konflikter. Ofte vil forældrene have valens for en specifik rolle; det kan være mor, der hele tiden græder og har ondt af sig selv, og far der råber og smækker med dørene. Eller far der lader kritikken regne ned over sig uden at sige fra, og mor der desperat prøver at fremprovokere en reaktion ved at blive mere og mere grov.
Meget hurtigt i opvæksten kommer barnet og dets eventuelle søskende til at indgå i det psykologiske drama, de forskellige roller indbyder til. Ofte oplever barnet sig nødsaget til at tage redderrollen, hvorved den så typiske rolleombyttende adfærd frembringes. Barnet vil forsøge at mægle, glatte ud og overbringe budskaber mellem forældrene. Det vil stille sig til rådighed med trøst, beskyttelse og omsorg til offer-forælderen og forsøge at dulme eller distrahere krænker-forælderen. Er der flere børn, vil de forskellige redder-opgaver kunne fordeles; et barn vil trøste, et andet barn vil tage sig af det praktiske, og et tredje barn vil for eksempel kunne distrahere forældrene ved blive et problembarn.
Fra generation til generation
I redderrollen kan barnet gøre sig nyttigt og blive set og anerkendt herfor, men prisen er fatal; barnet får ikke den aldersvarende støtte og emotionelle omsorg, det selv har brug for, og når det senere kommer i kontakt med de biologisk betingende separations- og selvstændighedsbehov, vil de opleves som helt uforenlige med redderrollen. Barnet kan således ikke differentiere sig og begynde sin naturlige rejse ud af familien. Såvel forældre som søskende vil se ethvert ønske om tid til sig selv som forræderi, svigt og foragtelig egoisme.
Den mangelfulde følelsesmæssige omsorg i barndommen kombineret med tabet af selvstændighed, kan senere i livet give anledning til mange indre, uforløste konflikter som viser sig som intense emotionelle ubehagstilstande i form af kronisk sorg, voldsom vrede og en oplevelse af permanent utilfredsstillethed og rastløshed. De indre konflikter vil vanskeliggøre nære og tillidsfulde relationer, og nye dramaer vil kunne udspille sig i egen familie med egne børn; som en gentagelse af den oprindelige familie. Det er på den måde psykisk lidelse bevæger sig fra generation til generation.
Uden en robust selvfølelse og selvstændighed tvinges man til at lade sig krænke af andre og selv krænke dem. Man lader sine grænser overskride og overskrider andres. Alle tre positioner i dramatrekanten er således udtryk for grænseoverskridende og manipulativ, kompensatorisk adfærd og det jeg tidligere har benævnt som forstyrret emotionel kommunikation.
Det inkompetente selv
Uden selvstændighed føler man sig grundlæggende inkompetent, og vil derfor have svært ved at forestille sig, at man kan tage vare på sig selv og være en egentlig selvbestemmende aktør i sit liv. Man oplever sig prisgivet egne emotionelle tilstande og andres ditto. Det giver meget angst. Man svinger mellem at forsvare sig og gå til angreb. Livet føles som en kamp, man ikke kan vinde, og man genskaber derfor barndommens drama igen og igen for at få en fornemmelse af, at noget betydningsfuldt sker. Faktum er, er der ingen udvikling overhovedet er i dramaet – det er blot en endeløs gentagelseshandling, en pickup der kører i den samme rille igen og igen.
Kendetegn
Her en sammenfatning af særlige kendetegn for den symbiotiske familiedynamik:
- Interpersonelle konflikter
- Alliancer på kryds og tværs
- Hemmeligheder, løgne og bedrag
- Sladder, bagtalelse og talen om de andre
- Man opfatter sig som rigtige familiemennesker
- Man synes at egen familieform er den eneste rigtige
- Alle skal synes, mene og sige det samme
- Selvstændighed og individualitet straffes hårdt
- Indirekte og utydelig kommunikation
- Manipulation
- Man bringer beskeder til hinanden gennem hinanden
- Kompensatorisk adfærd
- Intern konkurrence om at have det hårdest og være den det er mest synd for
- Overbeskyttende og kontrollerende adfærd
- De voksne tager ikke forældreansvar
- Der kæmpes om at være den rigtige, gode og uskyldige
- Man taler ikke om følelser eller reflekterer over indre tilstande, man påtaler i stedet adfærd
- Man reagerer og handler impulsivt på følelser
- Man råber højt, og synes det er i orden
- Man tier stille og straffer gennem tavshed og ignorering
- En pågående insisteren på familiesammenhold
- Rigiditet og fastlåste mønstre, ritualer og rutiner
- De voksne udstiller deres indre tilstande overfor børnene
- Skyldfølelse og udelukkelse bruges til at korrigere uønsket adfærd
- Man forklarer sig intenst, men lytter kun overfladisk og afbryder ofte
- Der generaliseres i form af altid, aldrig, alle eller ingen
- Gentagne krænkelser og grænseoverskridelser
Vejen ud af symbiosen
Det er hårdt at leve med konsekvenserne af, at være vokset op i en symbiotisk familie, og ofte kan der gå mange år – langt op i voksenalderen – før end man begynder at mærke og reflektere over sine egne indre tilstande og sine relationer. Lang tid går med at overbevise sig selv om, at man kommer fra en perfekt, god og kærlig familie; at man bilder sig noget ind, mærker forkert eller bare er en dårlig person. Man kan ikke forstå, hvorfor der dels forekommer så mange konflikter i ens familie, dels hvorfor man selv har det så dårligt.
Dette stigende ubehag, man begynder at mærke, kan bringe en i terapi. Ofte ved klienten ikke, at der tale om emotionel traumatisering fra barndommen. I stedet kommer klienten med symptomer på stress, angst, indre uro, søvnbesvær, depression, følelser af meningsløshed, usynlighed, tomhed og energiforladthed, tab af spontanitet og livsglæde, kronisk sorg, manglende motivation eller relationelle konflikter.
Det er et stort og langvarigt arbejde at hele sine ar og tilbageerobre sin naturlige evne til både tillidsfuld nærhed og selvstændighed. Gamle mønstre med oversamarbejde, dårlig samvittighed, nedlukning af autentiske følelser og voldsom selvkritik skal erkendes og brydes. Det kræver en stærk intention, og en villighed til blive den voksne, selvstændige person, ens alder berettiger til.
Man skal langsomt og gradvist til at erkende, at man selv kan bestemme over sit eget liv, at man kan sige ja og nej uden at forklare, at man kan sige til og fra og selv sidde ved rorpinden i ens eget liv. Hvis liv skulle man leve, hvis ikke ens eget? Når man går i terapi støttes evnen til både differentiering, relateren og selvrespekt, og man kan endelig sætte sig selv fri, for nu ved man, hvem man er.
Referencer
Sue Gerhardt: Why love matters
Bessel van der Kolk: The body keeps the score
Tor Wennerberg; Vi er vores relationer
Tor Wennerberg; Selv og sammen
Alice Miller: Det selvudslettende barn