Om det emotionelle omsorgssvigt og den symbiotiske familie
Denne artikel handler om en særlig familieform, jeg kalder den symbiotiske familie, og som jeg overraskende ofte støder på i min klinik. Den symbiotiske familie er en familie, hvor barnet ikke bliver trygt tilknyttet sine forældre, fordi de selv er utrygge og kæmper med indre og ydre konflikter. Familiedynamikken er kendetegnet ved en forstyrret emotionel kommunikation. Jeg har skrevet flere artikler om den symbiotiske familie. Denne kommer særligt ind på de forskellige forældretyper, der ikke kan give barnet den tilstrækkelige, følelsesmæssige omsorg til, at det kan vokse op som et sundt, trygt og selvstændigt menneske. Artiklen indeholder endvidere en række tjeklister, som kan stimulere refleksion over egen barndom og familiedynamik. Artiklen bygger på bogen ”Running on Empty – Overcome Your Childhood Emotional Neglect af Jonice Webb.
Hvis du finder artiklen interessant og gerne vil vide mere, så afholder jeg også workshops om temaet. Se mere på min hjemmeside.
Det usynlige omssorgssvigt
Det følelsesmæssige omsorgssvigt er et ofte meget subtilt og næsten usynligt omsorgssvigt. Det er svært at sætte ord på det, fordi det handler mere om det, forældrene ikke gjorde, end det de gjorde, og da vi som børn ikke ved, hvad vi kan forvente med hensyn til omsorg, kan vi senere i livet heller ikke udtrykke, hvad det var i barndommen og i relationen til vores forældre, der nu medvirker til den intense psykologiske smerte i form af tomheds- og ensomhedsfølelser, der martrer os i voksenlivet.
Man har symptomer, men kan ikke forklare hvorfor. Det er meget sværere for hjernen at huske det, der ikke skete, end det der rent faktisk blev gjort og sagt. Emotional Neglect handler om alt det, man ikke kan huske fra sin barndom, fordi det ikke skete.
”Emotional Neglect is, in some ways, the opposite of mistreatment and abuse. Whereas mistreatment and abuse are parental acts, Emotional Neglect is a parent’s failure to act. It’s a failure to notice, attend to, or respond appropriately to a child’s feelings. Because it’s an act of omission, it’s not visible, noticeable or memorable. Emotional Neglect is the white space in the family picture; the background rather than the foreground. It is insidious and overlooked while it does its silent damage to people’s lives.” (Jonice webb)
Usynlig kraft fra barndommen
Det følelsesmæssige omsorgssvigt er ikke desto mindre meget virkeligt, fordi det som en usynlig kraft fra barndommen, styrer os langt ind i voksenlivet. Ligesom med fantomsmerter. Vi har ondt på grund af noget, som ikke længere eksisterer. Den særlige dynamik, der karakteriserer den symbiotiske familie former os på radikal vis – i form af indre arbejdsmodeller – det vil sige neurale netværk i hjerne og nervesystem, der medierer overlevelsesadfærd. Det mærkes som fysisk og psykologisk smerte i form af en uforståelig tomhed, ensomhed og kronisk utilfredsstillethed samt en insisterende fornemmelse af ikke at kunne være tryg og sikker.
Følelsesmæssig udsultning
På engelsk betyder ordet neglect: To have little attention or respect or disregard. To leave unattended to, especially through carelesness. Neglect er altså den form for forsømmelse, der ligger i at være tonedøv eller blind overfor et barns emotionelle behov. Man kan ikke se barnet klart, fordi man er så optaget af sin egen indre verden – af egne konfliktfyldte tanker, følelser og sansninger.
Barnet bliver således ikke tilstrækkeligt og konsistent nok valideret for sin unikke betydningsfuldhed, og det mærkes senere i voksenlivet som en fremmedgørelse og selvafbrydelse. Man er grundet den mangelfulde spejling og tynde samhørighedsoplevelse blevet blind overfor sine egne behov og ønsker, og føler generel stor skamfuldhed over dem.
Vitaminmangel
Det, som i særlig grad kendetegner den symbiotiske familiedynamik, er en forstyrret form for emotionel kommunikation, hvor barnet ikke ses, høres, spejles, anerkendes og valideres tilstrækkeligt til, at tilknytningen til den ene eller begge forældre kan blive tryg. Kommunikationen udtrykker sig primært gennem stereotype roller som offer, redder og krænker, som mor og far tager på skift.
Barnet kan sagtens få alt, hvad det måtte have behov for af mad, tøj og materielle goder, og hjemmet kan være velfungerede og ressourcestærkt set udefra, men på et følelsesmæssigt plan er forældrene så optagede af deres eget, at de ikke kan tilbyde barnet det minimum af stabil, empatisk, sensitiv, varm, forudsigelig, konsistent og vedvarende følelsesmæssig støtte og omsorg, det har brug for, for at kunne knytte sig trygt til dem. Man har fået mindre end minimum af ”den tilstrækkelig gode moder”, for at bruge et udtryk fra Donald Winnicott.
Omsorg består af mange forskellige handlinger – konkrete som mentale – fra forældrenes side. Den manglende ingrediens i den symbiotiske familie er, hvad tilknytningsforskeren Mary Ainsworth kalder ”sensitiv responsivitet”. Det er lidt som med et måltid mad. Man har måske fået tilstrækkelig at spise til at fjerne sulten, men det man spiser, mangler et afgørende vitamin til, at man kan udvikle sig optimalt. Den empatiske og sensitive responsivitet er det vitamin, man ikke fik og heller vidste, man manglende.
Dysfunktionelle omsorgsbudskaber
Sunde omsorgsbudskaber som fører til tryg tilknytning kunne lyde i retning af:
– Jeg ser dig og holder af det, jeg ser
– Jeg er her for dig
– Jeg trøster dig, når du er ked af det
– Jeg forlader dig ikke
– Jeg passer på dig
– Du kan ikke bestemme over mig, jeg er den voksne
– Jeg er robust, jeg ved hvordan man er voksen
– Du har ikke ansvar for andet end at være barn
– Jeg overskrider ikke dine grænser
– Mine grænser er mit ansvar
– Jeg tager det fulde ansvar for vores trivsel
– Jeg er mig, og du er dig
– Vi er forskellige og hører sammen
Disse budskaber afviger væsentligt fra dem, som fører til henholdsvis utryg undvigende og utryg ambivalent tilknytning hos et barn – og som kendetegner den symbiotiske familie:
– Hold nu op
– Gå væk
– Lad mig være i fred
– Tag dig sammen
– Vær nu stor
– Du er svag, når du er lille
– Du er uhøflig, når du har behov
– Det er ikke så slemt
– Lad være med at græde
– Du er grim, når du er hidser dig op
– Du er et pattebarn
– Du skal blive her
– Det er farligt derude, pas nu på
– Du skal hjælpe mig
– Når du er ked af det, bliver jeg ulykkelig
– Du er ond
– De andre forstår mig ikke
– Du er ligesom mig
– Jeg er så trist, du skal opmuntre mig
– Du skal beskytte mig
– Jeg kan ikke klare mig uden dig
– Jeg er afhængig af dig
– Vi er bedste venner
– Vi mener det samme
– Du skal være lige som mig
– Vi to holder sammen mod de andre
Barnet som en ikke-person
Alle ved, at et barn lider forfærdeligt, hvis det mister en forælder. Det vil føle stor sorg, vrede, frustration og depressivitet. Men der er mange måder at miste en forælder på. Når mor eller far ikke forholder sig til barnet som en eksisterende, selvstændig person med subjektive behov, følelser og tanker, opleves det i barnets verden som et fatalt tab; at man har mistet sin mest betydningsfulde omsorgsperson. Når et barn ikke eksisterer i omsorgspersonens indre verden, hvilket kan beskrives som en form for mindblindness, fyldes det af angst, vrede og dyb sorg – en forladthedsdepression, som kan ligge som en emotionel klangbund i hele barnets opvækst, men først folde sig ud for fuld udblæsning langt ind i voksenlivet.
Fordi barnet behandles som en ikke-person; som om dets indre verden, sind og følelser ikke er vigtige – føler barnet sig som en usynlig, uvirkelig og anderledes person. Et menneske, der er faldet ud af både familien, fællesskabet og menneskeheden. Det fører af indlysende grunde til oplevelser af depersonalisering, dyb tomhed og ekstrem ensomhed.
Det emotionelle omsorgssvigt er således resultatet af en hel eller delvis lukkethed overfor barnets eksistens og følelsesmæssige tilstande, og samspillet med forældrene vil typisk ikke indeholde en regulerende og integrerende kapacitet for barnet. Når et barn ikke bliver set og mødt i dets naturlige behov, fanges det i sin egen indre verden i dyb ensomhed. Når mor og far ikke har overskud til at rette deres opmærksomhed mod barnet og sikre det tilstrækkelig ro, sikkerhed og stabilitet, påbegynder barnet, den for den symbiotiske familie helt karakteristiske adfærd; at tilpasse sig forældrenes behov og ønsker.
Den symbiotiske families kendetegn
Der er særlig tre markører, der indikerer et emotionelt omsorgssvigt og karakteriserer den symbiotiske familie:
Rolleombyttede adfærd – hvor den ene eller begge forældre bruger barnet som en primær tilknytningsfigur og alliancepartner. Det vil sige, at det bliver barnets opgave at tage sig af forældrenes behov. Det træder ind i en rolle som eksempelvis hjælper, trøster, rådgiver, ven, terapeut, konfliktmægler, budbringer eller personlig opvarter, og barnet bliver således ansvarlig for forældrenes og familiens trivsel. Dette gælder både det lille barn og op igennem voksenlivet.
Seksualiseret adfærd – hvor den ene eller begge forældre bruger barnet som en voksen partner. Barnet berøres intimt, kys og kærtegn har voksenkarakter, der tales på en flirtende og seksualiseret måde, barnets køn, krop og nøgenhed påtales. Der kan endvidere finde en ublu stirren sted, og barnet kan blive opfordret til at betragte den voksne.
Desorienteret adfærd – hvor den ene eller begge forældre ikke reagerer nærværende og interesseret på barnets omsorgs- eller selvstændighedsbehov, men forbliver passive, misforstår, fejlfortolker eller ignorerer barnet – konsekvent.
Endvidere er den symbiotiske familie kendetegnet ved:
– Interpersonelle konflikter
– Alliancer på kryds og tværs
– Hemmeligheder, løgne og bedrag
– Sladder, bagtalelse og talen om de andre
– Man opfatter sig som rigtige familiemennesker
– Man synes at egen familieform er den eneste rigtige
– Alle skal synes, mene og sige det samme
– Selvstændighed og individualitet straffes hårdt
– Indirekte og utydelig kommunikation
– Manipulation
– Man bringer beskeder til hinanden gennem hinanden
– Kompensatorisk adfærd
– Intern konkurrence om at have det hårdest og være den det er mest synd for
– Overbeskyttende og kontrollerende adfærd
– De voksne tager ikke forældreansvar
– Der kæmpes om at være den rigtige, gode og uskyldige
– Man taler ikke om følelser eller reflekterer over indre tilstande, man påtaler i stedet adfærd
– Man reagerer og handler impulsivt på følelser
– Man råber højt, og synes det er i orden
– Man tier stille og straffer gennem tavshed og ignorering
– En pågående insisteren på familiesammenhold
– Rigiditet og fastlåste mønstre, ritualer og rutiner
– De voksne udstiller deres indre tilstande overfor børnene
– Skyldfølelse og udelukkelse bruges til at korrigere uønsket adfærd
– Man forklarer sig intenst, men lytter kun overfladisk og afbryder ofte
– Der generaliseres i form af altid, aldrig, alle eller ingen
– Gentagne krænkelser og grænseoverskridelser
Symptomer som voksen
Det er ofte smertefulde symptomer, der bringer folk i terapi, uden at de ved, at det er et tidligt følelsesmæssigt omsorgssvigt, der medierer disse intense, uforklarlige ubehagstilstande. Emotional Neglect skjuler sig altid i noget andet, end det er; angst, depression, kronisk vrede, humørsvingninger, nådesløs selvkritik, katastrofetanker, dårlig samvittighed, søvnløshed, skam etc.
Jonice Webb nævner disse markører:
Intense negative følelser – man plages af en insisterende form for tomhed, ensomhed og forladthed
Separationsangst – man frygter hele tiden adskillelse, svigt og tab, men kan heller ikke udholde for meget nærhed
Skyld og skam – man kan ikke holde sig selv ud og føler sig defekt
Svindlersyndrom – man er overbevist om, at andre kan se lige igennem en og gennemskue, at man ingenting kan eller er
Ringe selvomsorg – man kan ikke finde ud af at passe godt på sig selv
Nedsat selvdisciplin – man har svært ved at vise initiativ, tage beslutninger og gennemføre opgaver
Irritabilitet – man martres af en insisterende og permanent utilfredshed
Perfektionisme – man presser sig selv og har svært ved at være tilfreds og tage imod anerkendelse
Selvafbrydelse – man mister nemt fokus og har svært ved at være i nuet
Dårlig samvittighed – man føler stor skyld og skam ved egne behov og ønsker
Dårlig grænsesætning – man kan ikke finde ud af at udtrykke egne behov klart eller at sige nej
Aleksitymi – man har svært ved at mærke, identificere og navngive følelser og indre sindstilstande
Du kan eventuelt teste dig selv ved at klikke her. Så kommer du til en masse spørgsmål, som alle sammen kan være indikationer på et emotionelt omsorgssvigt.
Forældretyper
Jonice Webb nævner en række forskellige typer af forældre, som på grund af deres egne indre konflikter ikke kan varetage barnets legitime, medfødte emotionelle behov:
Den narcissistiske forælder – bruger barnet som et objekt, der skal passe ind i det billede forælderen har om sig selv som bedre end andre, fantastisk og uden fejl. Barnet opfattes og behandles som, noget forælderen ejer og kan bestemme over. Barnet er til for forælderens skyld. Det er ikke noget i sig selv.
Den autoritære forælder – et regelbundet, streng, straffende, invaderende, kontrollerede forældretype, som hele tiden er over barnet med forventninger og krav. Barnet skal adlyde og individuelle livsudtryk er ikke velkomne. Barnet bliver overvåget og styret.
Den passive forælder – konfliktsky, tilbageholdende, afventende og vil helst have at alle er glade hele tiden. Er voldsomt ukomfortabel ved at have og tage ansvar, og har svært ved at tage autoritet i forældrerollen. Giver op og giver efter. Kigger den anden vej. Kan ikke sætte grænser og barnet efterlades med et alt for stort ansvar.
Den sørgende forælder – er fyldt af traume, tab og kronisk sorg. Det kan være et dødsfald, skilsmisse, sygdom eller et handicappet barn. Har et lavt energiniveau, er træt hele tiden, føler sig drænet og stillet overofr alle for mange krav. Føler ingen vitalitet eller glæde ved livet – eller barnet. Kan være fyldt op af indestængt bitterhed og vrede, som af og til får afløb, og som barnets eksponeres overfor.
Den afhængige forælder – er afhængig af alkohol, stoffer, medicin, shopping, spil, porno, sex, mad, tv, internettet etc, og udviser en klassisk misbrugsadfærd. Er uberegnelig og har svært ved at forpligte sig selv, tage ansvar og overholde løfter. Er mentalt fraværende. Lover ofte en masse, men løber fra det igen og igen. Glemmer ofte deres forældrerolle og har en uforudsigelige adfærd.
Den deprimerede forælder – en nedtrykt og deprimeret forælder uden entusiasme, engagement og energi. Vil helst bare være i fred og trækker sig fra barnet. Holder vernden på afstand og føler sig overbebyrdet. Mærker en permanent utilfredshed, og der kan ligge meget vrede under overfladen.
Den arbejdsafhængige forælder – en fraværende forældretype, som ser hele sin identitet bundet op i arbejde og karriere. Arbejder mange timer, er meget væk og lader andre om at passe barnet. Er ikke nærværende i hjemmet eller rigtig engageret i barnets liv og færden.
Den perfektionistiske forælder – investerer alt i at barnet skal blive perfekt og specielt. Presser barnet, men siger at det er for barnets bedste. Barnets har ikke noget valg, men forventes at tage sig sammen og samarbejde blindt. Barnet er endnu et projekt i forælderens liv, som skal bidrage til andre menneskers anderkendelse.
Den sociopatiske (psykopatiske) forælder – en uempatisk og selvoptaget forælder, der ikke kan føle skyld, som snyder, bedrager og lyver efter forgodtbefindende og som er helt uden evne til at indleve sig i barnets følelsesmæssige indre verden. Barnet bliver kontrolleret og manipuleret groft, og forælderen veksler mellem at være krænker og offer.
Udover disse typer, som Jonice Webb beskriver mere indgående i sin bog, kan nævnes familier:
– Som er opslugte af og overinvolverede i religion, sekter eller andre trosregimer
– Som fungerer som pleje- eller aflastningsfamilie for udsatte børn
– Som er stærkt overdrevent optagede af en god sag uden for hjemmet
– Som består af så mange børn, at de store skal passe de små
– Hvor et familiemedlem er alvorlig syg, handicappet eller døende.
Fælles for alle forældretyperne er, at de selv er blevet tidligt sviget emotionelt, at de er uforløste med hensyn hertil, og derfor selv bærer den utrygge tilknytning videre til næste generation.
Den smertefulde men nødvendige erkendelse
Mennesker, som er vokset op i en symbiotisk familie, ser helt almindelige ud og lever et set udefra ganske normalt liv. De har familie, venner og arbejde og rejser på sommerferie, som de fleste andre. Men inde i dem selv er der indre uro, stress og lidelse. De ved ikke selv, at de er blevet emotionelt svigtede og er vokset op i et følelsesmæssigt vakuum, og andre kan ikke se det. Det er fuldstændig usynligt.
Mange søger terapi ene og alene, fordi de gerne vil have det bedre, dog uden at kunne forklare, hvad det er, de lider under. Derfor har de typisk konstrueret forklaringer på, hvorfor de er som de er – at der er noget galt med dem, at de er anderledes, ikke-gode-nok-personer. Disse narrativer opleves som virkelige, men de er langt fra sande. Der er ikke noget i vejen med klienten, andet end at vedkommende har bivirkninger i krop og sind efter en barndom uden tilstrækkelig følelsesmæssig omsorg. De lider under den diffuse smerte, jeg kalder traumesmerten.
Mange klienter siger næsten med det samme, at de ved, deres forældre elskede dem, men de kan ikke føle kærligheden i deres krop eller komme med overbevisende eksempler. Kærlighed i den symbiotiske familie er nemlig ikke at modtage, men at præstere; at opgive og ofre sig selv og sin egen individualitet. Men det er ikke dén kærlighed, et barn har brug for, for at blive trygt tilknyttet. Det har brug for den kærlighed, der består af to betydningsfulde ingredienser; venlighed og respekt. Hvad er kærlighed hvis ikke venlighed og respekt?
Venlighed handler om åbenhed, rummelighed, varme og imødekommenhed. En invitation til nærhed og støtte. Respekt handler om den nødvendige distance, om at lade den anden være sig selv og holde en passende afstand. Kærlighed føles som varme; som varme, helende stråler der rammer ens sande og uforfalskede væren.
Der er stor forskel på at vide, man var elsket, og føle det.
At se sin barndom mere klart
Mange klienter er forståeligt nok meget ukomfortable ved tanken om, at deres forældre har haft så stor indflydelse på deres nuværende liv. Det føles truende, især hvis man selv har børn. Man tror modsætningsvist, at man bliver svagere og får det endnu dårligere, hvis man fuldt ud erkender sine forældres betydning for ens voksenliv, men man bliver faktisk stærkere og mere robust, når man tør se sammenhængene mere tydeligt. Når man tillader sig selv at reflektere og mærke mere efter, og ikke skal bruge alle sine kræfter på at holde sammen på en skrøbelig historie om en god barndom og perfekte forældre. Det er voldsomt energikrævende at presse sig selv til at rumme modsætningen mellem ideen om den lykkelige barndom og det lidelsesfulde her-og-nu-liv.
Når det er sagt, er målet med terapi ikke at kritisere sine forældrene, men udelukkende at lukke op for muligheden af, at kunne tåle at se dem, som de virkelig var og er – klart og uforurenet. Indtil det lykkes, har klienten ofte et arsenal af forklaringer og undskyldninger for forældrenes umodne adfærd, både dengang og nu, som der skal bruges kræfter på at finde meningsfulde:
– Sådan er de bare
– Hun har angst
– Han har en depression
– Det har heller ikke været let
– De ved ikke bedre
– Han mener det ikke på den måde
– Hun er bare engageret
– Han kan ikke gøre for det
– De er gamle nu
– De gjorde deres bedste
– Jeg ved min far elskede mig, selvom han drak og slog
– Hun havde en vanskelig opvækst
– De hørte til en anden generation
– Sådan gjorde man dengang
– Det er ikke deres skyld
Livets benzin
Det er med barndommen som med fundamentet i et hus. Uden et stærkt fundament, bliver alt andet skrøbeligt og sårbart. Der skal ikke så meget til, før man slår revner eller blæser omkuld. Det, vi har med os fra livets første betydningsfulde relationer, vil gennemtrænge og præge resten af vores liv – vores forhold til andre mennesker men mest afgørende af alt, vores forhold til os selv. Skam fører til selvhad og foragt.
Stærke samhørighedsfølelser, integritet og selvstændighed er livets benzin, og den egentlige drivkraft bag vores motivation, engagement og vitalitet – det vil sige vores evne til at føle os forbundet med andre, samtidig med at vi kan holde os adskilte og autentiske. Samhørighed og selvstændighed skal læres tidligt i livet af venligtsindede og følelsesmæssigt generøse omsorgspersoner. Ellers kommer der ensomhed og tomhed, og så kan man ikke længere engagere sig i livet med lethed og glæde.
Selvomsorg og restitution
Tomhedsfølelser kommer af at ikke have været spejlet, set, hørt og rummet tilstrækkeligt i den første tilknytningsrelation. Man har internaliseret det tomme, fraværende og utilgængelige blik i omsorgspersonens øjne. Man er ikke blevet fyldt følelsesmæssigt op, og nu lever man livet på en tom tank – som titlen på Jonice Webbs bog: Running on Empty.
Derfor er det ofte helt basale ting, man ikke har lært; Som at vide, hvad man har brug for, vide hvad man kan lide, at kunne mærke sine behov, at kunne sætte ord på, hvad der er rigtig at gøre og lade være med at gøre, at tage sunde beslutninger – og ikke mindst at kunne berolige sig selv. Man kan ikke finde ud af at leve et normalt liv, hvor man passer på sig selv, for man aner ikke hvad det vil sige. Man kan ikke tage sunde valg for sig selv.
Man kan ikke finde ud af at sove, spise, motionere, bede om hjælp eller tage en pause. Man kan enten ikke komme i gang, eller så kan man slet ikke stoppe. Måske føler man, at man mangler nære og nærende relationer. Man føler sig tom, og det skyldes, at man ikke blev fyldt op – engang for længe siden. Man lever et dysfunktionelt liv, som afspejler barndommens, og som giver symptomer. Jonice Webb kalder det for ”The emotional neglected childs self-programme”. Man svinger mellem at gøre sig selv ansvarlig for ALT eller for slet INGENTING.
Der er ingen hurtig, let eller magisk vej til heling. Alt det man ikke lærte, og alt det man ikke fik i barndommen, må man i stedet øve sig i at give sig selv. Ofte er det helt basale ting som at lære at sove og spise ordentligt, lære at passe på sin krop, lære at påtage sig opgaver uden hverken at presse sig selv eller give op. Lære at restituere, prioritere og sige nej, lære at berolige sig selv, bede om hjælp og knytte tættere bånd til andre (trygge) mennesker – i det hele taget lære at behandle sig selv med mildhed, venlighed og respekt.
Den gode nyhed er, at man KAN lære det – selv sent i livet. Man kan give sig selv et nyt liv.
Kilde
Jonice Webb: Running on Empty – Overcome Your Childhood Emotional Neglect