Indledning
Denne artikel beskriver to omfattende videnskabelige studier af, hvilken betydning barndomstraumer har for et menneskes samlede livskvalitet. Begge studier viser utvetydigt, at omsorgsvigt i form af mishandling, vanrøgt og forsømmelse af både fysisk og emotionel karakter, virker gennemgribende negativt ind senere i livet; man får et skrøbeligt helbred og øget sårbarhed overfor en række lidelser og sygdomme.
The ACE Study
ACE står for Adverse Childhood Experiences Study, og er en af de mest omfattende undersøgelser nogensinde, som undersøger forbindelsen mellem barndomstraumer (børnemishandling) og helbred generelt. Undersøgelsen påbegyndes i USA i årene mellem 1995 og 1997, hvor mere end 17.000 mennesker undersøges; dels har de gennemgået en omfattende lægelig helbredsundersøgelse, dels har de svaret på spørgsmål om mishandling og forsømmelse i barndommen. Frem til nu har undersøgelsen genereret mere en 50 videnskabelige artikler i anerkendte tidsskrifter, og der kommer hele tiden nye afgørende opdagelser til, hvor man med samme metode, undersøger nye deltagergrupper. Mange lande har løbende vist interessere for at komme med i undersøgelsen, og WHO bruger resultaterne i forbindelse med egne anbefalinger.
ACE-undersøgelsen viser, at bestemte oplevelser tidligt i livet udgør væsentlige risikofaktorer for sygdom og død, og medfører en betydelig reduktion i den generelle livskvalitet og trivsel. Således viser undersøgelsen, af nogle af de største helbredsmæssige og sociale problemer i USA, som koster skatteyderne ufattelige summer, har rod i barndomstraumatisering, Det samme gør sig med stor sandsynlighed gældende også i Danmark.
Børn, som er blevet mishandlet, har først og fremmest oftere alvorlige fysiske skader i form af brud på knogler, kraniebrud, skader på indvolde og organer, forbrændinger, stik med knive eller skarpe genstande og lignende. Dernæst medfører mishandlingen typisk også omfattende skader i hjernen, nervesystemet og immunsystemet grundet det kronisk høje stressniveau, barnet befinder sig i, og som neurobiologisk set er toksisk for barnets biologiske organisme og sunde udvikling.
Samlet set er barnet og senere den voksne i forhøjet risiko for omfattende helbredsproblemer – herunder særligt misbrug, depression, spiseforstyrrelser, overvægt, rygning, risikabel seksuel adfærd, forskellige kroniske sygdomme og selvmord.
Definition på børnemishandling
ACE-undersøgelsen definerer barndomstraumatisering og mishandling som enhver handling eller undladelse af en forælder eller anden omsorgsperson, som skader barnet eller medfører en risiko eller en trussel om at skade barnet. Undersøgelsen opererer med fire overordnede kategorier af mishandling:
Fysisk mishandling – omfatter fysisk magtanvendelse så som at slå, sparke, ryste og brænde barnet eller lignede fysiske overgreb.
Seksuelt misbrug – omfatter involvering af barnet i forskellige former for seksuelle handlinger og aktiviteter, herunder intime kærtegn og voldtægt.
Emotionelt omsorgsvigt – omfatter al form for adfærd, der skader barnets selvværd og psykologiske sundhed, herunder mobning, brug af øgenavne, ignorering, udskamning, tilbageholdelse af kærlighed, venlighed og omsorg samt trusler og verbale angreb.
Forsømmelse og vanrøgt – omfatter forældres eller omsorgspersonens manglende evne til at møde barnets basale behov, herunder behov for husly, mad, tøj, uddannelse og adgang til læge, tandlæge mm.
ACE Score
ACE-undersøgelsen har yderligere identificeret og defineret de risikofaktorer i barndommen, der får helbredsmæssig betydning senere i livet, og det er disse, der spørges ind til hos deltagerne. Det undersøges bl.a. om den voksne i barndommen har haft eller været udsat for:
- Verbal mishandling
- Fysisk mishandling
- Seksuelt misbrug og voldtægt
- Emotionel forsømmelse
- Fysisk forsømmelse
- Misbrugende forældre (alkohol, hash, narkotika mm)
- Psykisk syge forældre
- Forældre, der har været i fængsel
- Forældre, der er blevet separeret og skilt
- Vold i hjemmet, herunder mellem forældrene
Jo højere ACE Score, det vil sige jo flere af de ovenstående negative, traumatiserende barndomsoplevelser, man har været udsat for, jo større er risikoen for omfattende helbredsproblemer senere i livet. Der er således fundet en empirisk valideret direkte sammenhæng mellem omfanget af negative, traumatiserende barndomsoplevelser og det generelle heldbreds- og sundhedsniveau hos et voksent individ – uanset hvilken socialklasse man er vokset op i.
ACE Score og sundhed
Jo højere ACE Score en person har, jo større risiko er der for fysiske og psykiske helbredsproblemer generelt – herunder særligt:
- Alkoholisme og andet misbrug
- Rygning
- Depression og angst
- Partnervold
- Højrisikabel seksuel adfærd og mange seksuelle partnere
- Kønssygdomme
- Uønsket graviditet og aborter
- Tidlig seksuel debut og teenagegraviditet
- Få et dødfødt barn
- Overvægt
- Forhøjet blodtryk
- Forhøjet kolesterolniveau
- Leversygdomme
- Iskæmisk hjertesygdom (åreforkalkning af hjertet)
- Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL)
- Autoimmune sygdomme
- Cancer
- Selvmordsforsøg
Hjerneskader og psykiske lidelser
Som nævnt fører den kroniske, toksiske stress, som barnet oplever, til en ikke-optimal udvikling af hjernen, nervesystemet, immunsystemet og en række af organismens øvrige vigtige reguleringskredsløb. Udover den psykiske og fysiske smerte, dette fører med sig i form af en kronisk livsstress og globale indre ubehagstilstande, så medierer den dysfunktionelle hjerneudvikling også forringede mentale, emotionelle og kognitive evner – eksempelvis omkring indlæring, koncentration, hukommelse, empati samt en reduktion generelt i de sociale kompetencer, som er nødvendige for at kunne fungere normalt i et samfund. Man får svært ved at indgå i og opretholde sunde relationer.
Et relateret langtidsstudium viste, at helt op til 80% af unge mennesker, som har oplevet barndomstraumer, møder kriterierne for mindst én psykiatrisk diagnose, når de når 21 års alderen – udover at de slås med en mangfoldighed af både fysiske og psykiske problemstillinger så som depression, angst, spiseforstyrrelser og selvmordsforsøg. Dysfunktionen i det autonome nervesystem fører endvidere til kronisk hyperarousal, hyperaktivitet og forskellige opmærksomhedsforstyrrelser, og indvirker drastisk på søvnen og restitutionsevnen generelt. Barndomstraumer øger også risikoen markant for PTSD.
The Dunedin Study
Dunedin er en by i New Zealand. Her igangsatte man et studium af 1.037 børn født i byen i 1972 med det formål at undersøge børnenes udvikling og helbred op til deres fyldte 3. år samt at afdække, hvilke faktorer i opvæksten der kan føre til henholdsvis sundhed eller sygdom. Resultaterne 3 år senere i 1975 var så interessante, at man kunne finde finansiering til fortsat at følge børnene, hvilket man stadig gør her 44 år senere. Deltagerne i undersøgelsen er løbende hen over årene blevet undersøgt på kryds og tværs, og har svaret på så mange spørgsmål, at de er verdens meste undersøgte mennesker overhovedet.
Studiet har genereret tusindvis af videnskabelige artikler indenfor et meget bredt spektrum af sygdom og helbred. I relation til barndommens og opvækstens betydning for fysisk og psykisk sundhed, ligger resultaterne på linje med ACE-undersøgelsen. Børn som vokser op i venlige og sunde familier og som ikke udsættes for diverse risikofaktorer som nævnt under ACE-undersøgelsen, har generelt et bedre liv med mere trivsel og livskvalitet. De har harmoniske relationer og færre konflikter. De bliver gode samfundsborgere og undgår kriminalitet. De har markant færre sygdomme og ser ud til at leve længere.
Validering af tilknytningsteorien
Siden John Bowlby i 1950 påbegyndte udviklingen af tilknytningsteorien, og Mary Ainsworth understøttede den med empiriske studier af mor-barn samspil, har man videnskabeligt kunne påvise, at usikre opvækstvilkår, utryg tilknytning og tidlige traumer fører til en kaskade af symptomer i voksenlivet, og at der bag stort set alle psykiatriske diagnoser findes en individuel udviklingshistorie præget af enten mishandling, forsømmelse, traumer eller emotionelt omsorgssvigt.
Med ACE og Dunedin undersøgelserne styrkes denne sammenhæng mellem tilknytning og psykologisk trivsel. Og mere end det, idet der nu også er påvist en konsistent sammenhæng mellem utryghed i barndommen og en række somatiske tilstande og sygdomme – lige fra misbrug til kræft.
Begge studier viser, at utryg tilknytning har indgribende fysiologiske konsekvenser, og at en række diagnoser og sygdomme nødvendigvis må forstås som et direkte resultat af tidlig traumatisk stress – herunder en dysfunktionel udvikling i hjernen, nervesystemet og kroppens regulerende systemer.
Det er videnskabeligt bevidst, bl.a. gennem neurovidenskaben, at toksisk stress ødelægger organismens evne til homeostase (balance), og at en række af de afgørende fysiologiske og neurobiologiske processer forstyrres, hvorved sygdomme og globalt indre ubehag opstår som en direkte konsekvens heraf.
Det relevante spørgsmål enhver oplyst læge, psykiater, psykolog, psykoterapeut eller anden behandler nødvendigvis må stille til patienten eller klienten, er således ikke længere; Hvad fejler du, men hvad er der dog hændt dig i liv, siden du lider sådan? Ingen dysfunktion og lidelse, såvel somatisk som psykisk, kan forstås ordentligt uden indsigt i, hvordan grundlæggende utryghed tidligt i livet påvirker den samlede organisme. Krop og psyke kan ikke forklares uafhængigt af hinanden.
Referencer
Der findes en masse information om de to ovennævnte studier på internettet – herunder:
http://www.cdc.gov/violenceprevention/acestudy/index.html
http://dunedinstudy.otago.ac.nz
Der refereres også til undersøgelserne i mange bøger – herunder:
Bessel van der Kolk: The body keeps the score