Denne artikel handler om, hvordan omsorgspersoner – særligt forældre men også lærere, pædagoger og andre behandlere – kan berolige et ureguleret barn og derigennem mindske sandsynligheden for konfliktoptrapning samt øge mulighederne for udvikling og læring.
Det teoretiske udgangspunkt
Artiklens udgangspunkt er den neurovidenskabelige forskning og særligt den metode, der kaldes Den Neurosekventielle Tilgang, som er udviklet af den amerikanske psykiater og forsker i behandlingsmetoder til traumatiserede børn, Bruce D. Perry.
Grundlæggende for metoden er antagelsen om, at hjernen er det vigtigste organ for menneskets adfærd, emotionelle og kognitive tilstande og for samtlige fysiske, sociale og motoriske færdigheder. Derfor må man naturligt nok vide noget om hjernen og dens udviklingsfaser, for at kunne sætte ind med relevante og virkningsfulde interventioner.
Som omsorgsperson er det derfor altid hensigtsmæssigt at vide noget om børns neurologiske og psykologiske udvikling.
Problemadfærd er barnets svar på utryghed
Børn har grundlæggende behov for trygge, stabile, forudsigelige omgivelser at vokse op i. Hvis ikke barnet tilbydes sådan et opvækstmiljø, øges risikoen markant for adfærdsmæssige, emotionelle, kognitive, fysiske og sociale udfordringer – det som andre mennesker vil opfatte som problemadfærd.
Utryghed skaber en afvigende organisering og funktion i en række af hjernens og nervesystemets regulerende kredsløb. På grund af usikkerheden, udvikler det utrygge barn en hyperagtpågivenhed og særlig sensitivitet. Det bliver overfølsomt overfor alle mulige indre og ydre stimuli, og vil derfor let kunne blive angst, vredt eller provokeret og dermed falde ind i en umoden overlevelsesbetinget adfærd.
Dysfunktionelle stressresponsnetværk hos et barn kan viser sig i mange forskellige symptomer som eksempelvis angst, impulsivitet, aggressivitet, kollaps, mangel på selvkontrol, søvnproblemer, relationelle problemer, raseri, indesluttethed, generthed og lignende.
Et barns hjerne skal udsættes for forudsigelige, pålidelige, konsekvente, stimulerende, regulerende, støttende og venlige handlinger og oplevelser for at udvikle sig sundt. Hvis det udsættes for fjendtlighed, kaos eller forsømmelse, udvikles dets hjerne i overensstemmelse hermed – som kaotisk, med manglende integration, forsinket udvikling og dysfunktionelt.
Det utrygge barn bliver reaktivt – og der skal generelt ikke så meget til, før end det mister evnen til alderssvarende adfærd. Det kan være en opgave i skolen, en kammerat der ikke vil lege, et nej til en is, en oplevet ulyst, en for vanskelig udfordring, eller en hvilken som helst anden situation, der, uforståeligt for andre, kan trigge barnets overlevelsesresponser. Det utrygge barn er et vagtsomt og emotionelt ustabilt barn.
Når det er sagt, så gælder det for alle mennesker, at når vi er bange og føler os truede og usikre, eller når vi er sulte og trætte, så regredierer vi – det vil sig at vores hjerne falder tilbage på en mindre moden funktions- og adfærdsstil.
Den ængstelige hjerne
Hjernen er neuroplastisk. Det betyder, at den fra fødslen er formbar og vil udvikle og organisere sig efter dets ydre omgivelser – det som Charles Darwin kalder miljøet for evolutionær tilpasning. Det giver ud fra et evolutionært synspunkt de bedste overlevelseschancer for et menneske, at det evner at tilpasse sig de omgivelser, det skal leve i. Vokser vi op i fredelige og venlige omgivelser indretter vores hjerne sig på det. Vi udvikler en hjerne gearet til læring og vækst. Vokser vi derimod op i fjendtlige, ustabile eller uforudsigelige omgivelser, tilpasser hjernen sig dette. Resultatet bliver en vagtsom, ængstelig og ustabil overlevelseshjerne.
Et barn bliver sensitivt, når det møder et truende miljø – som fra et barns perspektiv ikke kun handler om decideret farlige og mishandlende familiemæssige omgivelser, men også om forældre, der på en ene eller anden måde ikke kan rumme barnet og mestre forældrerollen. Forældrene er måske selv ængstelige, triste, vrede og emotionelt ustabile. De føler sig måske ikke kompetente, stærke eller robuste nok, eller de synes barnet skal kunne mere, end det kan eller være på en bestemt måde, som barnet ikke magter eller modsætter sig.
Når forældre har uforløste indre konflikter og eventuelt også et højt konfliktniveau mellem sig, falder sandsynligheden for, at de kan udfylde forældrerollen på en for barnet tiltrækkelig konsekvent og tryg måde. Forskningen viser, at forældre til utrygge børn med problemadfærd, typisk selv er utrygge som et resultat af egen opvækst.
Når barnets hjerne er ængstelig, vil dets amygdala oftere end normalt mediere en indre alarmtilstand og en tilsvarende overlevelsesbetinget adfærd, som kan synes helt ude af proportioner med det, som er sket. Barnets stresses utrolig let og pludseligt, kommer hyppigt ud af sig selv og kan have svært ved at falde til ro igen.
En sensibiliseret stressrespons holder generelt et højt arousalniveau, og barnet vil derfor være meget labilt (uligevægtigt) og ustabilt. Det skal intet til før end det fragmenterer og falder ind i en uhensigtsmæssig overlevelsesmodus.
Hvis vi i sådan en problematisk situation forestillede os, at vi tog en måling og biopsi fra barnet, ville vi kunne konstatere en fysiologisk høj-arousaltilstand med konsekvens for hjerterytmen og stresshormoner i blodet.
Et barn kan ikke styre sin hjerne
Når et barn først er blevet sensitivt og reaktivt som et resultat af et generelt forhøjet baselineniveau for arousal, viser det sig først og fremmest i barnets adfærd og i dets relationelle samspil.
Hjernen reagerer automatisk på alle subjektivt oplevede potentielle trusler ved, at kaskader er neuronal aktivitet vil stige opad i hjernen. Når barnets hjerne befinder sig på et højt niveau for arousal- og frygtaktivering, vil det ikke kunne modtage selv simple beskeder, fordi de tænkende, logiske, sproglige og problemløsende regioner i hjernen har lukket ned.
Barnets funktionsevne vil således være styret af hjernestammen og derfor være meget umoden, primitiv og rigid. Ikke fordi barnet er uopdragent eller vælger det, men fordi det ikke har mere hjernekapacitet til rådighed for nærværende.
For en udenforstående er det let at misforstå barnets indre tilstand. Man ser ikke dets frygt tydeligt, og kan forledes til at tro, at det kan kommunikere, tage imod ordrer eller gode råd og i det hele taget handle rationelt. Den voksne ser ikke, at barnet slet ikke kan overkomme de mange anvisninger, ikke kan ikke holde op, tage sig sammen eller gøre noget andet. Den voksne ser i stedet en umoden adfærd, som fortolkes ind i vedkommendes egne ubevidste erindringer om selvsamme adfærd fra egen barndom.
Den måde, vi forældre ser vores børn på, når de er ude af sig selv, korrelerer med den måde, vores forældre reagerede på os på; ligesom den måde vi vælge at behandle det overvældende og oprevne barn på; ved at skælde ud, ved at slå, ved at råbe og skrige, ved at ignorere barnet og lade som ingenting, ved at ekskludere barnet og isolere det alene – eller ved at berolige det på en venlig og ikke-dømmende måde, således at barnet langsomt kan genvinde sin fulde hjernekapacitet.
Jo mere agiterede og vrede forældrene bliver, eller jo mere de vælger at ignorere barnet og lade som ingenting, jo mere frygt vil barnet føle, og som en konsekvens heraf opføre sig endnu mere umodent, urimeligt og fjendtligt.
Det er kun en rolig voksen, der kan berolige et barn
Det er svært ikke at blive voldsomt påvirket af et barns utilpassede adfærd – særligt hvis vi ikke forstår adfærden som et legitimt udtryk for barnets indre emotionelle tilstande.
Første skridt i at kunne rumme barnet og hjælpe det ud af affektkapringen er således at vedblive med at se barnet som en person, der har et berettiget behov for støtte her-og-nu; som et oprevet og bange barn, og ikke som et uopdragent, fjendtligt eller dårligt barn.
Ingen voksen kan berolige et barn, hvis dets egen hjerne er gået offline. Man skal være rolig og balanceret, før man kan hjælpe andre. Ligesom i et fly, hvor man selv skal have iltmasken på, før end man kan assistere et barn eller andre voksne.
Det kan have den konsekvens at man som forælder kan være nødt til lige at tage sig af sig selv, før end man kan gøre noget relevant og passende for sit barn.
Tålmodighed – forandringer i hjernen tager tid
Som vi har været inde på, så er hjernen plastisk – man bruger begrebet neuroplasticitet. Hjernen kan således forandre sig hele livet igennem, dog mest i de første 3-4 leveår, og visse regioner i hjernen er endvidere mere plastiske end andre.
Hovedreglen er, at de evolutionært senest udviklede strukturer og dermed også de mest komplekse, responderer lettere på ændrede omgivelser end de tidligste og mest primitive hjernestrukturer. Jo længere ned i hjernens hierarki, vi kommer, jo mindre plastisk er den; det er således lettere at ændre holdninger end at ændre følelser.
Mennesket har generelt en enorm læringskapacitet i de senest udviklede dele af hjernen. Vi kan eksempelvis lære nye ord og sprog hele livet igennem, vi kan lære matematik og udvikle vores logiske, problemløsende tænkning, vi kan forbedre vores hukommelse, udvikle nye synspunkter og lære af vores erfaringer. Det gælder også for den 90-årige.
Men vi kan ikke ligeså let lære ikke at være bange, ikke at føle det, vi føler, lade være med at trække vejret, ændre hjerterytmen, holde op med at svede eller fryse eller ændre vores indgroede vaner og adfærd. Det er der en god evolutionær grund til.
Når et hjernesystem først er organiseret, og det sker i specifikke udviklingsetaper defineret af og nedlagt i vores arvemasse, er det sværere at ændre. Hjernestammen er stort set færdigudviklet, når vi kommer til verden, således at vi kan trække vejret og vores indvolde fungerer med det samme.
De følelsesmæssige systemer i hjernen udvikles i løbet af de første leveår i det relationelle samspil med forældrene, og er i den kritiske periode meget modtagelige overfor omgivelserne, men bliver herefter mindre tilpasningsorienterede.
Hvis en bestemt adfærd hos et barn har stabiliseret sig – en adfærd som måske viser sig som upassende emotionelle, kognitive og adfærdsmæssige problematikker – så er opgaven at hjælpe barnets hjerne til forandringer, og jo tidligere jo bedre.
Gentagelse, gentagelse og gentagelse
Hjernen og nervesystemet ændrer sig med gentagelse. Et barn lærer for eksempel sprog ved at blive udsat for ord igen og igen og igen. Et barn, der ikke bliver talt til, lærer ikke selv at tale. Hjernen skal stimuleres for at blive aktiv, og stimuleringen skal finde sted på det udviklingsmæssigt rette tidspunkt. Lige meget hvor meget vi taler med et spædbarn, så begynder det først at udvikle sprog ved to-års alderen.
Et barn med en ængstelig hjerne skal gennem gentagne støttende handlinger hjælpes til at udvikle eller genvinde et normalt funktionsniveau. Dette er en langstrakt proces, som kræver utrolig megen tålmodighed. Det er derfor ofte her forældre eller andre omsorgspersoner svigter, fordi vi bliver frustrerede over, hvor lang tid det tager. Det kan være svært at forblive motiveret, når de hurtige resultater synes at udeblive, eller der hele tiden kommer tilbagefald.
Ikke desto mindre kræver hjælp til forandring en vedvarende og konsekvent indsats for at muliggøre heling, vækst, udvikling og genopbygning af de kompromitterede funktioner i barnets hjerne.
Se barnets udviklingsmæssige alder
De interventioner den voksne bør sætte ind med, skal matche barnets udviklingsmæssige alder og ikke den kronologiske. Når en barn reagerer, som om det er i sine følelsers vold, så er det fordi, det er i sine følelsers vold. Barnets kognition fungerer ikke, når hierarkisk dybere dele af hjernen er dysregulerede, og derfor er det ikke modtageligt overfor argumenter og sund fornuft.
Barnet, uanset dets kronologiske alder, skal således beroliges på hjernestammeniveau; det vil sige på en forholdsvis ikke-verbal, rytmisk, musisk måde med beroligende lyde, fysisk berøring og øjenkontakt. Fuldstændig på samme måde, som man ville trøste eller nedregulere et spædbarn. Man ville rokke det, synge for det, holde om det og være tæt sammen med det.
Det kan tage sin tid at få et spædbarn til at falde til ro, og således forholder det sig med ethvert barn, uanset alder. Det tager tid for en menneskehjerne at nedregulere sig, når frygtsystemet har været aktivt, og for den ængstelige, sensitive hjerne, tager det endnu længere tid. Den voksne skal således tage sig tid til at være helt og aldeles til stede og indstille sig mentalt på ikke at skulle andet end at tilbyde sit venlige nærvær. Ingen gode råd, ingen formaninger, ingen skæld ud, ingen laden barnet være alene.
Udvikling og læring fordrer stabilitet
Denne måde at se børns problemer på, Den Neurosekventielle Tilgang, volder ofte modstand hos mange omsorgspersoner, fordi den kan opleves at stride imod mere konventionelle måder at forstå børns adfærd og opdragelse på. Det kan være mere end svært at gøre noget, man som forælder, synes strider mod alt, man ved eller har lært . Noget som næsten synes kontraintuitivt, imod al sund fornuft.
Men metoden er grundigt testet efter videnskabelige standarder og fremviser gode og holdbare resultater i forhold til utrygge børn med problematisk relationel adfærd.
Som forælder kan man øve sig ved at erkende, at det er fuldstændig ligegyldigt, om et barn lærer at regne og læse, hvis ikke det kan finde ud af at begå sig med andre mennesker. Hvis det enten reagerer med impulsiv aggressiv adfærd, eller hvis det lukker sig inde i sig selv. Der er det med hjernen, at den stort set kan lære at læse og regne hele livet igennem, mens de helt afgørende sociale, emotionelle og relationelle kompetencer helst skal læres tidligt i livet.
Forældre tror ofte fejlagtigt, at det er vigtigt, at barnet kan følge med i skolen, at det er dygtigt og kan klare en masse ting. Det er også vigtigt, men ikke ligeså vigtig som at trives fysisk og psykologisk. Man kan alligevel ikke få nogen glæde af sin klogskab, hvis man rammes af angst og depression. Vores lykke afhænger mere af vores selvværd og relationelle kompetencer end af viden og eksamensbeviser.
Trivsel og tryghed hænger intimt sammen, og et barn er først modtageligt for læring, når det det føler sig i sikker havn. Der opnås generelt mest læring, hvis barnet nyder de aktiviteter, det er involveret i. Børn og voksne skal mærke belønning, og børn skal helst mærke den med det samme.
Hjælp til selvhjælp
Den bedste måde at hjælpe et ureguleret barn på er ved selv at være en reguleret, balanceret og emotionel stabil voksen. Utrygge voksne har derfor brug for at lære at kunne regulere egen arousal og affekt, før end de kan støtte barnet.
Denne erkendelse er en nødvendig forudsætning for at ville forandre sig selv – for at være villig og motiveret til at deltage i den lange, seje og til tider smertefulde proces det er, at ændre sin hjerne og nervesystem. Vores hjerne er resultatet af vores barndom. Der er mange veje til stabil selvregulering – her nævner jeg blot nogle kort og i flæng:
- Terapi
- Psykoedukation
- Uddannelse
- Massage
- Yoga
- Motion
- Mindfulness meditation
- Leg
- Musik
- Dans
- Drama
- Naturen
- Kunst og kreativitet
Den meste almindelige måde i vores samfund at regulere dysfunktioner i hjernens lavere niveauer på, er gennem diagnosticering af en psykisk lidelse som eksempelvis ADHD, angst eller depression og efterfølgende medicinering.
Ifølge Bruce D. Perry er denne udvikling fatal af flere årsager. For det første kender man ikke langtidspåvirkningerne af medicinering af børns sårbare hjerner. For det andet, er barnets diagnose måske snarere et symptom end en årsag – en reaktion på ikke at være i et tilstrækkeligt trygt miljø.
I så fald er det ikke barnet, der er problemet, det udspiller det blot. Problemet er i stedet uregulerede voksne med et stort behov for hjælp og støtte til selv at blive regulerede.
Reference
Artiklen baserer sig på Bruce D. Perrys forskning og mange artikler og bøger om behandling af traumatiserede børn.