Axel Honneth er tysk filosof født i 1949. Han arbejder på Johann Wolfgang Goethe Universitetet i Frankfurt.
I bogen Behovet for anerkendelse, som er udgivet på Hans Reitzels Forlag i 2003, samles en række af Honneths centrale tekster i relation til hans teori om anerkendelse.
Honneth pointerer, at anerkendelsesbegrebet endnu ikke er fastlagt – hverken hverdagssprogligt eller filosofisk, men at vi fødes som mennesker med universelle rettigheder og pligter, hvilket han ser som anerkendelsens moralske grundsten.
På den baggrund har Honneth har udviklet en teori om anerkendelse, og i det arbejde har han analyseret forskellige former for anerkendelse og deres betydning for mennesket og samfundet. Teorien kommer til udtryk i en række forskellige publikationer – herunder Behovet for anerkendelse, men også i hovedværket Kamp om anerkendelse.
Som titlerne siger, er det karakteristisk for Honneths arbejde, at han er dybt interesseret i menneskets grundlæggende behov for selvrealisering, og hvordan dette behov kan blive tilfredsstillet i det menneskeliv, der udlever sig i en given social og samfundsmæssig kontekst. Udforskningen af menneskets kamp for anerkendelse er et centralt udgangspunkt for meget af Honneths forskning, og det er de undersøgelser, der lægger grundstenen til en egentlig teori om anerkendelse.
Anerkendelse er ifølge Honneth en af de væsentligste konstituerende betingelser for et individs identitet og selvrealisering. Det at have en identitet – som i psykologisk forstand vil sige at have en oplevelse af et selv, der er afgrænset fra andre – er en afgørende forudsætning for overhovedet at kunne indgå i de forskellige sociale fællesskaber. Et individ kan ikke udvikle identitet uden anerkendelse fra andre, og anerkendelsesbehovet kan kun dækkes gennem eksistensen af ”den konkrete anden”, som Honneth siger. Med andre ord: Den individuelle identitetsdannelse afhænger helt af den sociale anerkendelse.
Ifølge Honneth skal individet mødes af tre anerkendelsesformer for at blive fuldt individueret: selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse. De tre anerkendelsesformer fungerer med andre ord som ”måder” at blive sig selv i verden på – som integrationsformer. Det er i den betydning, at Honneth taler om anerkendelsesbehov. Uden anerkendelse ingen menneskelighed.
Honneth anskuer således anerkendelse som et grundlæggende menneskeligt behov, der ene og alene udspringer af det faktum, at mennesket er menneske. Den kamp om anerkendelse, Honneth beskriver, rækker således ud over kampen om overlevelse og opfyldelse af egeninteresser. Den er langt mere fundamental. Honneth udskifter dermed den gængse filosofiske model, der ser menneskets kamp som en kamp for sig selv og sin egen overlevelse med en model, der betragter menneskets kamp som en kamp for anerkendelse og en plads i fællesskabet.
Bogen er ikke let godnat-læsning, men en kompliceret og spændende filosofisk rejse ind i menneskets dybeste og inderligste behov for både at være sig selv og samtidig være en del af fællesskabet.