Filosoffen Martin Buber blev født i Østrig i 1878 og døde i Israel 1965.
Bogen Jeg og Du filosoferer over det virkelige liv – det liv, der finder sted mellem mennesker og kan på mange måder siges at udgøre en teori om relationen – eller en almen teori om det mellemmenneskelige. Der er også dem, der kalder Buber ”mødets filosof”. I bogen Jeg og du præsenterer Buber således en forståelsesmodel for det interpersonelle – og giver dermed også indirekte et bud på, hvad anerkendelse er.
Bubers menneskesyn funderes i en opfattelse af, at mennesket altid er stillet over for noget værende, og at dette værende kan mødes med en Jeg-Du-holdning eller en Jeg-Det-holdning. Det er ifølge Buber det dialogiske forhold mellem mennesker, der definerer, hvem mennesket er. Menneskets hele livsverden består af relationer, fordi mennesket altid er i relationer. Også når det er alene, udspringer dets tanker i en kontekst af relationer. Mennesket producerer relationer, lever i dem og kan ikke leve uden dem.
Buber taler om mødet mellem mennesker som det virkelige liv, og han arbejder med den relationelle konstellation Jeg-Du, som han kalder et grundord. Her er således ikke tale om et Jeg og et Du, men om grundforholdet Jeg-Du. Jeg og Du er integrerede i hinanden og hinandens forudsætning. Det er i mødet, at Jeg’et træder ind i det umiddelbare forhold til Du’et, eller som Buber siger, ”sit” Du.
Individet har i sig et medfødt Du, og bliver til menneske gennem dette Du – bliver til et Jeg. Dermed mener Buber, at det er i relationen, at et individs selvforståelse og identitet konstitueres, ligesom det er i relationen, at livet kan leves. Begrebet ”det medfødte Du” beskriver således den eksistentielle længsel, et menneske altid har efter den Anden. For uden Du’et, ville Jeg’et være amputeret. Grundordet Jeg-Du kommer før Jeg’et.
Jeg og Du er en enkel og smuk bog om fælleskab og menneskelighed, hvor det eksistentielle tema om ensomhed og fravær hele tiden kan mærkes.