Det utrygge parforhold – del 1

Denne artikel er den første ud af to sammenhængende artikler om det utrygge parforhold. Den beskriver den særlige dynamik, der kendetegner stort set alle utrygge relationer – her med fokus på parforholdet. Del 1 kommer særligt ind på de to utrygge tilknytningsmønstre, mens del 2 belyser de samspilsformer, der uvægerligt opstår, når en persons behov for nærhed og omsorg møder en anden persons behov for selvstændighed og frihed. Det utrygge parforhold belyses i begge artikler gennem neuroaffektiv udviklingspsykologi og tilknytningsteori – og med udgangspunkt i bogen ”Attached” af Amir Levine & Rachel Heller.

Tilknytningsteorien som forklaringsmodel

Tilknytningsteorien blev oprindelig formuleret af John Bowlby, Mary Ainsworth og Mary Main, men mange forskere og klinikere andre har siden videreudviklet og forfinet teorien, sådan at den i dag fremstår som en stærkt empirisk og evidensbaseret teori om menneskets udvikling fra barn til voksen – herunder hvordan man kan forstå psykisk smerte som et resultat af tidlig traumatisering i det relationelle felt. Med inddragelse af nyeste viden indenfor neurovidenskaben, må tilknytningsteorien i dag anses som den mest veldokumenterede teori overhovedet til forklaring af såvel intrapsykiske som interpersonelle fænomener og lidelsestilstande.

Derfor kan man også bruge videnskaben om tilknytning til at forklare, hvorfor nogle trives i relationer og er gode til glædesfyldt samvær med andre mennesker, mens andre synes at leve i permanent konflikt og ubehag. Tilknytningsteorien er omfattende og ganske kompleks, men også meget intuitiv og let af begribe. Teorien har således et enormt og lettilgængeligt forklaringspotentiale i forhold til barndom, børns udvikling, ungdom, forældreskab og altså også voksnes relationer – særligt parforholdet.

Et evolutionært udgangspunkt

Tilknytningsteorien er baseret på, at alle vores behov for fysisk nærhed og sikkerhed som flokdyr ligger i vores gener, og er selekteret frem af evolutionen, fordi netop disse behov giver os den største overlevelses- og reproduktionschance. Det er ikke tilfældigt, at vi søger andre menneskers nærhed og beskyttelse, når vi overvældes af frygt. Sådan er vi designede fra naturens side.

På savannen var tilknytning og omsorg et spørgsmål om liv og død, og sådan opleves det stadig – for både børn og voksne i situationer hvor vi er kapret af frygt. Tilknytning og omsorg øger således et menneskebarns chance for at overleve, og derfor belønnes tilknytning også med følelser af glæde, behag og tryghed – ligesom vi også belønnes for at have sex – med lystfølelse og tilfredsstillelse.

Forskellige strategier men samme problem

Tilknytningsteorien forklarer, hvordan et barn enten kan blive trygt eller utrygt tilknyttet sine omsorgspersoner. Udgangspunktet er, at et lille barn er afhængigt af at blive beskyttet, støttet og hjulpet op igennem hele barndommen, med henblik på mange år senere at kunne træde ud i voksentilværelsen som en overlevelseskompetent selvstændig person.

Barnets umodne hjerne og nervesystem udvikler sig gennem tilpasning til omsorgspersonens samme. Der er således overvældende sandsynlighed for, at et barn af en sikker, rolig, stabil, balanceret, responderende, varm og venlig omsorgsperson udvikler en tryg tilknytningsstil. Det betyder, at barnet og senere den voksne etablerer positive forventninger, tanker og følelser i forbindelse med sig selv og andre, og at dette afspejles i den konkrete adfærd som tillidsfuldhed.

Forfatterne til ”Attached” taler om begrebet ”afhængighedsparadoks”, som beskriver det fænomen, at jo mere konsistent et behov stilles, jo mere uafhængig, selvstændig og fri bliver man som menneske. Eller sagt på en anden måde: Jo hurtigere og mere empatisk et barns emotionelle behov bliver mødt jo bedre – fordi det giver en erfaringsbaseret dyb, basal tillid til omsorgspersonen og en øjeblikkelig beroligelse og regulering ud af en stressfyldt situation. Det er godt, fordi stress forstyrrer hjernen og nervesystemets sunde udvikling.

I omgivelser, hvor omsorgspersonen er opfyldt af intense indre konfliktfyldte ubehagstilstande, får barnet ikke opfyldt sine naturlige behov for omsorg og selvstændighed, og er derfor nødt til at udvikle kompensatoriske strategier med henblik på at erhverve en sekundær form for tryghed.

I nogle familier kan det være bedst at undgå at vise sine omsorgsbehov og gøre sig følelsesmæssigt selvforsynende (undvigende/afvisende tilknytningsmønster), mens det i andre familier giver mest, hvis man klynger sig ængsteligt til omsorgspersonen og opgiver sin autonomi (ambivalent/ængsteligt tilknytningsmønster). I begge tilfælde er barnet nødt til at slå knuder på sig selv og sin egen biologi for at få et vist mindstemål af oplevet sikkerhed.

Dermed lærer barnet og senere den voksne desværre også, at tilknytning og omsorg er hårdt arbejde, og at man ikke automatisk kan regne med, at få sine basale følelsesmæssige behov opfyldt. Dette afspejler sig både i selv- og andreforholdet og i den konkrete adfærd, som bliver præget af vagtsomhed og mistillid.

Når et barns næromgivelser udgør en tryg base og en sikker havn, kan det udforske verden og udvikle sig personligt. Det samme gælder i parforholdet. Men når vi er usikre på, hvor vi har vores partner; om vedkommende vil være der for os, når vi får brug for det, tager frygten hurtigt over og bemægtiger sig hele vores opmærksomhedsfelt. Så kan vi ikke længere leve vores liv med lethed og glæde og fokusere på læring og vækst. Så går vi i overlevelsesmodus, trækker vores engagement i verden tilbage og er permanent på vagt.

Det har således store konsekvenser for både vores psykiske trivsel og fysiske helbred, når vi har en partner, vi ikke har tillid til. Vi får en lavere og mere sensitiv stressrespons, hvilket giver næring til en intens, nærmest kronisk indre uro, som endvidere forgifter vores relationer. Dette kaldes relationsstress.

Voksnes tilknytningsstile

Voksne knytter sig grundlæggende på samme måde som børn. Vi finder sammen med få udvalgte personer, som vi i særlig grad føler os følelsesmæssigt forbundet til, og hvis hjælp og støtte, vi søger i situationer, hvor vi oplever os truede, usikre og fulde af tvivl. Husk at det sådan, vi er designet fra naturens side.

Det siger sig selv, at det at søge andre mennesker bliver mere vanskeligt, når vi har udviklet en indre arbejdsmodel, der betyder, at vi, ubevidst, ser andre mennesker som potentielt fjendtlige. Så fyldes vi af indre konflikt og stærke modsætningsfyldte impulser om både at søge nærhed men også holde distance.

Tilknytningsteorien forklarer endvidere, hvordan vi som voksne også knytter os til vores partner på nogenlunde samme måde, som vi knyttede os til vores omsorgspersoner i barndommen. Det er godt, når vores tilknytning var tryg, men utrolig uhensigtsmæssigt, hvis vi blev utrygt tilknyttet vores mor eller far.

I det utrygge parfold vil vi således have en stærk, typisk helt automatiseret og ubevidst, tendens til – i stressfyldte situationer – at anvende de sekundære, kompensatoriske strategier, vi lærte i barndommen, med henblik på at få opfyldt vores emotionelle behov i voksenlivet. Vi skruer enten helt ned, går under den følelsesmæssige radar og agerer ligeglade. Eller skruer op for fuld styrke og skaber det helt store drama.

Allerede nu står det vist klart, at dén utrygge parforholdskonstruktion, som rummer mest konfliktpotentiale er den, hvor en person med et ambivalent/ængsteligt tilknytningsmønster forelsker sig i en person med et undvigende/afvisende tilknytningsmønster. Forfatterne til bogen ”Attached” kalder meget sigende dette for The Anxious-Avoidant Trap. Det er klart, at det giver store udfordringer, når én persons behov for nærhed og omsorg møder en anden persons behov for selvstændighed og frihed.

Tryg og utryg tilknytningsstil

Når vi skal lære os selv og vores partner at kende fra et tilknytningsperspektiv, træder en række afgørende faktorer for et parhold tydeligere frem i lyset:

Vi kan være forskellige i vores grad af komfort med hensyn til nærhed, intimitet og samhørighed – og særligt graderne af, hvordan vi forsøger at undgå dette.

Vi kan være forskellige i vores grad af komfort med hensyn til distance, selvstændighed og frihed – og særligt graderne af, hvordan vi forsøger at undgå dette.

Vi kan være forskellige i graden af vores nervøsitet, ængstelighed, ambivalens eller ubehag omkring partnerens kærlighedsudtryk og emotionelle tilgængelighed, og vi kan have en meget forskellig tolerancetærskel i relation til både nærhed og distance.

De forskellige tilknytningsstile varierer altså med hensyn til hvordan vi:

Oplever intimitet og samhørighed
Forstår konflikter og løser konflikter
Har det med seksualitet og sex
Evner at kommunikere vores dybeste behov og ønsker
Forstår essensen i et parforhold
Har forventninger til vores partner

Noget forsimplet kan de forskellige kontaktstile udtrykkes således:

Den trygge partner:

– Er troværdig og konsistent
– Er følelsesmæssig stabil og robust
– Er sig selv og spiller ikke rollespil
– Inviterer til fælles beslutningsprocesser
– Kan give og modtage både nærhed og distance
– Kan sige undskyld og bede om en undskyldning
– Kan tilgive og komme videre
– Vil gerne tale om parforholdet
– Kan sætte rimelige og fleksible grænser
– Er ikke bange for at engagere sig
– Er ikke bange for ærlige udmeldinger om egne indre tilstande
– Gør sig umage med at pleje forholdet
– Tager både egne og partnerens behov alvorligt
– Giver anerkendelse og komplimenter
– Støtter og hjælper partneren
– Ser parforholdet som et samarbejdende team

Den utrygge undvigende/afvisende partner:

– Sender modsætningsfyldte signaler om forholdets karakter og seriøsitet
– Holder en bagdør åben
– Tager selv beslutninger
– Holder kærlighedserklæringer tilbage
– Sætter frihed og selvstændig over alt
– Devaluerer omsorgsbehov
– Frygter at blive snydt og udnyttet
– Frygter at blive invaderet af krav
– Fremhæver forskelligheder og ignorerer ligheder
– Kan og vil ikke se egen andel i konflikter
– Har urealistiske tanker om det perfekte forhold
– Undgår øjenkontakt
– Foretrækker sex uden for megen intimitet
– Har en generel mistillid til partnerens intentioner
– Bruger forholdet som en hvilebase, hvor man kan være sig selv
– Har mange rigide regler for et forhold
– Trækker sig eller eksploderer ved konflikt
– Udtrykker ikke egne behov, ønsker eller intentioner klart
– Har svært ved at tale om følelser
– Mener at et parforhold er en kontrakt om ydelser og modydelser
– Har svært ved at tale om parforholdet
– Negligerer partnerens behov for bekræftelse og anerkendelse
– Undgår konfrontationer og søger væk
– Har brug for at føle sig stærk og kompetent
– Benytter distancerende og deaktiverende selvbeskyttelsesstrategier

Den utrygge ambivalente/ængstelige partner:

– Kan ikke få partneren tæt nok på, men skubber samtidig også væk
– Er villig til at ofre personlig frihed og autonomi for nærhed
– Føler panik uden en partner
– Frygter at blive svigtet og forladt
– Undlader at træffe beslutninger
– Spiller spil og manipulerer for at få opmærksomhed
– Forventer at partneren skal gætte behov og ønsker
– Har brug for at se partneren som stærkere og klogere end sig selv
– Har urealistiske tanker om det perfekte forhold
– Fastholder øjenkontakt
– Har svært ved ikke at tage ting personligt
– Bruger forholdet som en emotionel ventil og et sted man læsser af
– Har svært ved at komme videre efter en konflikt
– Foretrækker intimitet fremfor sex
– Oplever at det i parforhold er en kamp at få noget til sig selv
– Giver for at få og holder regnskab
– Mistror partnerens intentioner
– Eskalerer konflikter og dramatiserer
– Stiller krav og bebrejder den anden
– Har brug for at føle sig taget af
– Bruger hyperaktiverende selvbeskyttelsesstrategier og protestadfærd

Det siger næsten sig selv, at et parforhold, der består af mindst én men gerne to trygge personer, har den største sandsynlighed for at udvikle sig til en tryg base og en sikker havn. Det vil sige et parforhold, hvor man udvikler sig personligt, støtter hinanden og trives både hver for sig og sammen – og hvor der skabes de bedste forudsætninger for at få trygt tilknyttede børn. Tryghed har det med, som en stafet, at vandre fra en generation til den næste.

Kommunikationsstile

Lad os i det følgende kigge lidt nærmere på den kommunikations- og konfliktløsningsstil, der karakteriserer henholdsvis det ambivalente/ængstelige og det undvigende/afvisende tilknytningsmønster.

Det ambivalente/ængstelige tilknytningsmønster – protestadfærd

Den ambivalente vil, i pressede situationer, ofte ty til at kommunikere gennem såkaldt protestadfærd. Protestadfærd er et tilknytningsteoretisk begreb, der beskriver en naturlig og automatiseret reaktion for et barn, når omsorgspersonen ikke er tilgængelig og ikke tager sig af tilstrækkeligt af barnets behov og basale sikkerhed. Så protesterer barnet og udsender tilknytningssignaler med henblik på at fange omsorgspersonens opmærksomhed og vække omsorgssystemet. Protestadfærd kan således defineres som enhver handling, der har til formål at genetablere kontakt med omsorgspersonen og få vedkommendes opmærksomhed.

I nogle familier, lærer barnet, at det er nødvendigt at skrue op og overdrive sine tilknytningssignaler for at være sikker på at blive imødekommet. Barnet erfarer, at de følelsesmæssige forsyninger er svingende og af svingende kvalitet, og at det hellere må være meget aktivt i sin tilknytningskommunikation. Barnet oplever sig på usikker grund og mærker denne her næsten kroniske mangeltilstand af emotionel næring, og vedbliver med at protestere, og tilknytningssystemet blokerer for at udforskningssystemet kan åbne.

Når et barn får, hvad det behøver, bruger det typisk ikke energi på at protestere. Det bevæger sig i stedet trygt ud i verden i sikker forvisning om, at den er et sikkert sted, og at andre mennesker vil én det bedste. Barnet erfarer, at det kan have tillid, og at den følelsesmæssige support er stabil og af god kvalitet. Som voksen ved man således, hvordan man kan kommunikere sine behov og ønsker uden protestadfærd.

Protestadfærd er altså kun nødvendig i utrygge omgivelser præget af inkonsistens og uforudsigelighed. Det barn, som bliver konsekvent afvist holder over tid op med at protestere og giver op. Det trækker sig fra kontakt og frakobler sig sine omsorgsbehov. Det bliver til det undvigende tilknytningsmønster, mens det barn, der modtager en inkonsistent form for emotionel støtte på en bundklang af irritation, klynger sig til omsorgspersonen og mister sin selvstændighed. Det bliver ambivalent tilknyttet.

Ambivalent tilknyttede børn udvikler over tid et hypersensitivt tilknytningssystem og fyldes som en konsekvens heraf lettere med ængstelighed og indre uro. Den øgede arousal øger sandsynligheden for at barnet og senere den voksne med større sandsynlighed fejlfortolker andres intentioner i en negativ retning. Man ser mere fjendtlighed og afvisning, end der reelt er. Det viser en række forskellige forskningsresultater – til forskel for den afvisende, som generelt ser mindre er der er, fordi man lukker ned for sine impulser.

Protestadfærd kan også vise sig i et parforhold, når den ene eller begge partner er ambivalent tilknyttet – eksempler på protestadfærd kunne være:

Konstant opsøgende. Ringer, smser eller mailer hele tiden. Venter på utålmodigt på svar.

Udspørger partneren.

Kan ikke stoppe en diskussion/samtale, fastholder partneren og bliver ved og ved.

Vil hele tiden vide hvor partneren er i forholdet, hvad partneren tænker og føler om forholdet.

Opsøger steder, hvor partneren kunne tænkes at være.

Holder igen på sig selv. Lader som om man er optaget af noget andet, vender ryggen til, tier stille eller ignorerer partneren.

Kontrollerer partneren. Tager tid, holder regnskab, prøver og tester partneren.

Venter på at partneren tager det første skridt til forsoning.

Ruller med øjnene, kigger væk, sukker, forlader partneren midt i en samtale.

Truer med at forlade partneren på en indirekte måde, siger fx: ”Jeg kan ikke klare det her mere” eller ”jeg tror ikke, vi passer sammen”.

Lader som om man har travlt eller er optaget af noget andet, ignorerer telefonopkald eller beskeder, lyver om sine planer.

Flirter med andre for at gøre partneren jaloux, holder kontakt med sin ekskæreste, taler flatterende om tidligere kærester, eller personer man har mødt.

Kritiserer, bebrejder eller håner partneren.

Som ambivalent tilknyttet er man ofte af den overbevisning, at der er noget grundlæggende galt med en, og at man derfor skal være heldig for et finde en partner. Man tror, at man kun er kompatibel med meget få partnere, og det at finde den rette, er som at finde en nål i en høstak.

Når man så endelig møder en, der gerne vil have en, synes man, at man skal være taknemmelig og arbejde hårdt for at få forholdet til at fungere. Det er en del af det ambivalente tilknytningsmønster, at man føler sig forkert, og at man derfor i lange perioder må affinde sig med at være alene eller tage til takke.

Når vi er ambivalent tilknyttet har vi det desværre med at gå uden om de trygt tilknyttede, fordi vi synes de er kedelige, og at gnisten ikke er der. Vi har på et dybt ubevidst plan lært at associere kærlighed med drama, inkonsistens, afvisning, ængstelighed og hard-to-get-fornemmelsen, og bliver derfor tiltrukket af mennesker, som sender modsætningsfyldte signaler. Det gør den afvisende tilknyttede.

Når man som ambivalent finder sammen med en afvisende partner, bliver man bliver med garanti bekræftet i sit eget selvbillede; at der er noget galt med en, og at man altid ender op med at ønske sig mere nærhed, end andre er villige til at give. Man indser, at man aldrig kan få det, man søger, og at man uvægerligt vil blive skuffet og svigtet igen og igen. Ligesom den afvisende partner bliver bekræftet i, at de altid vil blive presset for mere, end de reelt har lyst til at give, som jo passer til selvbilledet om, at man stærkere og mere uafhængig end sin partner.

Den undvigende/afvisende tilknytningsmønster – modsætningsfyldte signaler

Den afvisende har lært at lukke ned for sine omsorgsbehov og på et dybt plan erfaret, at nærhed, både fysisk og følelsesmæssig, er skræmmende, invaderende og stærkt ubehageligt. Som en modreaktion idealiserer man i stedet selvforsyning, selvtilstrækkelighed og uafhængighed, og ser generelt ned på omsorgsbehov – som et udtryk for svaghed.

Man ser ofte partneren som krævende, invaderende og afhængig af bekræftelse, og man mærker ikke egne behov for nærhed og anerkendelse, fordi man har lært ikke at kunne identificere sig med dem. Man undertrykker sine emotionelle behov i stedet for at udtrykke dem.

For at holde sine naturlige, biologiske tilknytningsbehov nede og uden for bevidsthedsfeltet, er man nødt til at benytte sig af forskellige, tillærte tvangsprægede strategier; man går for eksempel uden om samtaler om følelser og relationer, man søger væk fra andre mennesker, man vil helst være alene, man intellektualiserer, man kan kun tale om det rationelle og logiske, man generaliserer, normaliserer, minimerer eller overdriver. Samtaler handler om at diskutere og få ret, og man må ikke vise tegn på behov eller sårbarhed. Som afvisende elsker man måske nok sin partner, men føler sig typisk bedre og klogere – og at man i valget af partner er gået et niveau ned – under sin egen standard.

Det kan udefra ligne styrke, karakterfasthed og robusthed, men den afvisende er ligesom den ambivalente ikke en fri og autentisk person, fordi man konstant er nødt til at være på vagt og holde andre på emotionel sikker afstand. Som utrygt tilknyttet har man altid en særlig sårbarhed overfor stress, traume, angst og depression.

Der er en række måder, hvorpå man som afvisende tilknyttet kan holde sin partner på afstand, uden at man selv ved, at det er det, man gør:

Taler overdrevent idealiserende om tidligere partnere, sine forældre, søskende og venner,
Idylliserer en eventuel tidligere skilsmisse. Ser tidligere brud på en optimistisk men tvangspræget måde; som om man har glemt, hvad der førte til bruddet og alle de intense negative følelser, der var forbundet med det.
Fremstiller sig selv som en, der er stærk og har styr på alt.
Glemmer situationer, hvor man var bange, ensom og deprimeret.
Leder efter et uopnåeligt ideal. Partneren skal være på én bestemt måde og helst se ud på én bestemt måde.
Foretrækker ofte at gøre ting selv, og kommer let til at leve et parallelliv med sin partner.
Holder ofte en bagdør åben. Det kan fx være egen lejlighed, eget værelse, egen økonomi, kontakt med tidligere kærester og ved at ikke at involvere sig 100%.
Siger at man ikke er klar til at forpligte sig, men holder kontakt og/eller forbliver i forholdet.
Fokuserer vedvarende på partnerens fejl og mangler.
Fortsætter med at have tæt kontakt med ekspartner, selv om ens partner ikke bryder sig om det.
Flirter med andre, kigger på andre og taler om andre på en flirtende måde.
Giver aldrig eller kun sjældent komplimenter.
Siger aldrig eller kun sjældent ”jeg elsker dig”.
Undlader at ringe tilbage eller svare hurtigt tilbage på beskeder.
Trækker sig fra følelsesmæssige samtaler eller forsøger at omgøre dem til en diskussion.
Har hemmeligheder om sig selv og kommunikerer generelt uklart med hensyn til sig selv og følelser.
Undgår fysisk nærhed. Føler sig ukomfortabel ved for meget nærhed og intimitet. Foretrækker sig sex fremfor anden intimitet.
Tror på uafhængighed og selvtilstrækkelighed.
Sørger sjældent åbent, men bliver deprimeret og kan ikke forklare hvorfor

Undersøgelser viser, at selv når en afvisende elsker sin partner og man har det overvejende godt sammen, så vurderer man sin partner lavere, end trygge personer ville gøre det. Man er generelt ikke så god til at læse emotionelle signaler fra sin partner, og tænker grundlæggende, at partneren skal tage sig af sig selv. Når man er afvisende tilknyttet, er det meget svært at have andres, særligt partnernes, men også ens børns, indre følelsesmæssige tilstande på sinde.

Som afvisende holder man kortene tæt ind til livet og undlader at fortælle ret meget om selv, sin egen barndom og historie. Man foretrækker at tale om noget tredje udenfor sig selv og at holde sig upersonlig – det vil sig på følelsesmæssig afstand. Når man støder på udfordringer i parforholdet vil man typisk først forsøge at generalisere og minimere problemet. Dernæst vil man give partneren skylden for det. Man vil meget sjældent lede efter dybere, følelsesmæssige svar, men i stedet fortrække ydre, rationelle, logiske forklaringer, der ikke har noget med en selv at gøre.

Når vi er afvisende tilknyttet har vi det desværre, ligesom de ambivalente, med at gå uden om de trygt tilknyttede, fordi vi ikke er komfortable med deres autenticitet, direkte kommunikation og invitationer til nærhed. Så tænker vi, at vi endnu ikke har fundet den perfekte. Vi har dog på et dybt ubevidst plan lært at associere kærlighed med kritik, bebrejdelser, krav og invasion, og bliver derfor tiltrukket af mennesker, som agerer sådan. Det gør den ambivalent tilknyttede, når vedkommende protesterer.

Når man som afvisende finder sammen med en ambivalent partner, bliver man bliver med garanti bekræftet i sit eget selvbillede; at man kun kan stole på sig selv, og at der er noget galt med andre mennesker – at man, hvis ikke man er på vagt, altid vil ende med at blive kritiseret, udnyttet, snydt og afpresset for mere, end man reelt har lyst til at være med til.

For den afvisende tilknyttede er det, at se sig selv som en del af en udfordrende, interpersonel dynamik i et parforhold ikke en mulighed. Man har svært ved at forstå følelser og følelsesmæssig kommunikation, hvilket jo skyldes den manglende emotionelle afstemning i barndommen – og man føler sig i stedet forvirret og vred. Den afvisende vil derfor typisk ikke engagere sig helhjertet i en tilbundsgående problemløsning, men vil i stedet håbe, at det hele går over, hvis man ikke taler om det, hvilket naturligvis ikke er tilfældet. Den afvisende vil også kun meget modvilligt søge professionel hjælp – for eksempel i form af parterapi.

Læs mere i del 2

I anden del af denne artikel kommer vi nærmere ind på, hvad der adskiller den trygge og utrygge person, og hvad man bør være opmærksom på i sin søgen efter den rette partner. For såvel trygge som utrygge er det, at finde en tryg partner det allermest attraktive – og en sund helende proces for den utrygge til at erhverve det, man kalder tillært tryg tilknytning. Det at leve sammen med en tryg person har det med at smitte, og forholdet bliver således mere harmonisk, glædesfyldt, let og stabilt.

Kilde

Amir Levine & Rachel S. F. Heller; ”Attached – The new science of adult attachment and how it can help you find – and keep – love”