Det utrygge parforhold – del 2

Denne artikel er den anden ud af to sammenhængende artikler om det utrygge parforhold. Hvor del 1 beskrev de to utrygge tilknytningsmønstre – det undvigende/afvisende og det ambivalente/ængstelige – kommer del 2 ind på den dysfunktionelle samspilsdynamik, der typisk præger det parforhold, hvor de to utrygge tilknytningsmønstre er repræsenterede. Nemlig der, hvor den ene persons behov for nærhed og omsorg møder en anden persons behov for selvstændighed og frihed. Endvidere indeholder artiklen refleksioner omkring det at finde den rette partner, udvikle sit parforhold i retning af mere tryghed og om at bryde med et dysfunktionelt parforhold. Det utrygge parforhold belyses gennem neuroaffektiv udviklingspsykologi og tilknytningsteori – og med udgangspunkt i bogen ”Attached” af Amir Levine & Rachel Heller.

The Anxious-Avoidant Trap

Et ordsprog siger, at kærligheden overvinder alt, men set i lyset af virkelighedens erfaringer, må det nok siges, at være en sandhed med modifikationer. Sagen er, at mange ikke har lært hvad kærlighed er, fordi de i varierende grad er er utrygt tilknyttede. Man har således smertefulde erfaringer med sig ind i voksenlivet, om ikke at føle sig elsket eller forestillinger om, at kærlighed er noget, der er forbundet med stor lidelse og hårdt arbejde. Man tror således fejlagtigt, at det, man har erfaret om kærlighed tidligt i livet, er kærlighed. Man har fået et forvrænget kærlighedsbillede. Faktum er, at man ikke fik den kærlighed, man skulle have haft, og at det ikke er kærlighedsfænomenet, der er er noget galt med, men ens omsorgspersoner.

Når vi som voksne bærer på indre arbejdsmodeller om kærlighed som smerte, uden at vi er bevidste om det vel at mærke, vil vi blive tiltrukket af personer, som matcher vores indre forestillingsverden. Som beskrevet i del 1, kan vi i valget af partner med et utrygt tilknytningsmønster få bekræftet alt, hvad vi ved om kærlighed og vores selvbillede. Når den ambivalente møder den afvisende føles det lige præcis, som det var engang, og nervesystemet finder en vis beroligelse i at befinde sig på velkendt territorium.

Som forfatterne til bogen ”Attached” siger, så eksisterer der i den ambivalente/afvisende kombination A build-In-Clash, fordi de to parter har ikke-kompatible og kolliderende nærheds- og selvstændighedsbehov. Så er det svært for forholdet at udvikle sig til en tryg base og en sikker havn. Parterne trigger i stedet hinandens usikkerhed og implicitte skam.

Følgende kan være markører på The Anxious-Avoidant Trap:

Push-Pull mønster – store udsving mellem nærhed og distance, som fører til ustabilitet og et højt konfliktniveau. Forholdet er som et hav i evigt stormvejr med bitte små øer af sikkerhed, der periodisk kan dukke op i horisonten.

Man bekræfter hinanden i de falske selvbilleder. Den ene ser sig som mindreværdig og inferiør, den anden som mereværdig og grandios, En under-dog i klammeri med en upper-dog.

Stabil ustabilitet – kronisk utilfredsstillethed i parforholdet koblet med separationsangst. Man kan ikke holde ud at være i forholdet, men man kan heller ikke bære ideen om at gå fra hinanden.

Højt og intenst konfliktniveau – mange skænderier om ting, som handler om noget helt andet – noget følelsesmæssigt og skamfuldt som ikke kan italesættes. Ofte efterfulgt af perioder med smertelig tavshed.

Konflikter løses ikke tilbundsgående, men kun overfladisk. De samme temaer blusser op igen og igen. De forbliver aktive lige under overfladen.

Selektiv hukommelse – den afvisende part har det med at huske det værste og glemme det gode ved partneren (nedvurderer partneren). Den ambivalente har det med at sørge, glemme det dårlige og kun huske det gode (idealiserer partneren).

Krisens fænomenologi

Krise opleves igennem vores tilknytningsmønster, og ser derfor forskellig ud, alt efter hvilke tilknytnings- og omsorgserfaringer, vi bærer med os. Vi kan have lært at forstå og håndtere relationsstress og psykisk smerte meget forskelligt.

Den ambivalentes tanker, følelser og adfærd i forholdet, når der er krise

Tanker:

Jeg ved, han/hun forlader mig
Jeg finder aldrig en anden
Jeg vidste, at det var for godt til at kunne vare ved
Jeg har ødelagt relationen
Der er intet, jeg kan gøre for at redde forholdet
Sådan går det altid for mig – jeg kan ikke finde ud af det med kærester
Jeg må se ham/hende lige nu
Han/hun skal sige undskyld lige nu, ellers kommer han/hun til at fortryde det
Jeg føler mig ikke anerkendt, set eller mødt
Hvis bare X, så ville forholdet være bedre
Der er noget galt med mig

Følelser:

Sorg
Vrede
Frygt
Hævngerrig
Frustration
Depression
Håbløshed
Jalousi
Fjendtlighed
Skyld
Skam
Selvhad
Urolighed
Rastløshed
Ydmygelse
Hadefuld
Usikkerhed
Afvist
Uelsket
Ensom
Misforstået
Ikke værdsat

Handlinger:

Acting out og drama – sender alle følelser ufiltreret ud
Prøver at få opmærksomhed og kontakt for enhver pris
Sætter konflikter i gang
Er insisterende
Truer med at forlade
Venter på at partneren gør det godt igen
Gør partneren jaloux
Spiller spil
Manipulerer
Protestadfærd

Hyperaktiverende strategier:

Ser op til partneren, men er også rasende
Føler sig lille og mindre betydningsfuld end partner
Tror at drama og frygt er kærlighed
Lever permanent i en oplevet følelsesmæssig farezone
Lever emotionelt svingende
Bliver afhængig af dramaet

Den afvisendes tanker, følelser og adfærd i forholdet, når der er krise

Tanker:

Jeg vidste jo, at hun/han ikke var den rette for mig
Jeg er ikke skabt til at være i tætte relationer
Hun/han overtager mit liv og vil styre alting, jeg kan ikke holde det ud
Prisen er for stor
Jeg føler mig fanget og invaderet
Hvis jeg havde fundet en anden, så ville dette ikke ske
Hun/han gør det med vilje for at genere mig
Jeg har lyst til at have sex med andre
Jeg ville klare mig meget bedre alene eller sammen med en anden

Følelser:

Frustration
Vrede
Pres
Uformåenhed
Ikke værdsat
Kritiseret
Overlegen
Tom
Stress
Selvtilstrækkelig
Mistillid
Ligeglad

Handlinger:

Trækker sig mentalt, følelsesmæssigt og fysisk
Søger væk
Gør sig utilgængelig
Gør den anden mindre
Latterliggør den anden
Intellektualiserer og taler om logik og rationalitet
Minimerer fysisk kontakt
Fortæller ikke noget
Tavshed
Ignorerer partneren

Deaktiverende strategier:

Tror at selvtilstrækkelighed er det samme som uafhængighed
Nedgør partneren for at styrke sig selv
Sender modsætningsfyldte signaler
Tiltror partneren fjendtlige intentioner
Ignorerer partnerens emotionelle behov
Fantaserer om den eneste ene
Undertrykker kærlige og varme følelser

Den utrygge indercirkel

Det er vigtigt at erindre, at utryg tilknytning ikke er en diagnose eller noget unormalt. Lige under halvdelen af en befolkning antages af være utrygt tilknyttet i varierende grader. Det viser næsten alle undersøgelser. Det betyder, at vi som utrygge sagtens kan fungere uden problemer i mange af livets henseender, og at tilknytningsmønsteret først og fremmest vil vise sig i parforholdet og i rollen som forælder. Vi kan således sagtens være meget kompetente i andre, ikke så emotionelle, relationelle anliggender.

Det er først, når vi kommer ind i indercirklen af en utryg persons liv, at vi for alvor mærker konflikten mellem nærvær og autonomi. Den ambivalente part vil være overoptaget af følelsesmæssig tilgængelighed hos partneren. Hvis partneren er tryg og derfor kan give nærhed, vil behovet hos den ambivalente over tid stilnes og fylde mindre. Hvis partneren derimod er afvisende overfor nærhedsbehovet, fordi det opleves som invaderende, vil den ambivalente blive bekræftet i, at nærhed er en mangelvare, og at man skal kæmpe hårdt for den. Så kommer tankerne om, at partneren ikke er der, og det er en selv, der skal gøre alt relationsarbejdet i parforholdet. Man føler sig forkert, uretfærdigt behandlet, lukket ude, svigtet men også bange for at miste sin partner.

Inde i den afvisendes parts indercirkel vil man opdage, at vedkommende er overoptaget af invadering og kritik. Hvis partneren er tryg og kan holde lidt distance, vil den afvisende over tid kunne falde mere til ro i forvisning om, at den anden ikke er ude efter hans ellers hendes frihed og selvbestemmelse. Er partneren derimod ambivalent og insisterende i sine nærhedsbehov, vil den afvisende blive bekræftet i, at man ikke skal lukke nogen ind, fordi de bare vil overtage hele ens væren i verden. Så kommer tankerne om, at den anden er barnlig, anmassende, krævende og kritisk. Man bliver vred, frustreret og føler sig uretfærdigt behandlet. Man føler, man ikke slår til og beskytter sig ved at ignorere, gøre sig ligeglad og lægge følelsesmæssig afstand til den anden.

Den værste fjende

Når man kommer ind i en utryg persons indercirkel sker det helt paradoksale, at man automatisk og ganske ubevidst bliver vedkommendes værste fjende. Parforholdet bliver derfor ikke et samarbejdende team, og man stoler ikke på hinanden. Man føler ikke den andens tillid, og det er smertefuldt – men man har ofte svært ved at se, at man heller ikke selv har nogen tillid at tilbyde.

Inde i en tryg persons indercirkel er man en vigtig og betydningsfuld person, og man bliver anerkendt, beskyttet og mødt i sine behov. Sagen er jo, at når man konsekvent møder hinandens behov og ønsker åbent og uden defensivitet, forsvinder både den afvisendes distancering og den ambivalentes omklamring. Det øgede grad af tryghed og sikkerhed skaber kun vindere. Den ambivalente får mere tilgængelighed og den afvisende mere frihed.

Er man utrygt tilknyttet og måske i et utrygt parforhold, tror man slet ikke, der findes personer med en tryg indercirkel – for man har aldrig oplevet det i sit eget liv. Og sådan er vi mennesker jo. Det, vi ikke selv har erfaret, tror vi ikke på eksisterer. Men tryghed eksisterer, og det trygge parforhold ligeledes. Det er det forhold, hvor man godt tør spørge, hvad den anden har brug for. For man ved, man kan rumme svaret – også hvis den andens behov skulle gå i en anden retning end ens egne.

At finde den rette og undgå den forkerte

Som jeg har været inde på tidligere, så er det at finde en tryg partner, det bedste vi kan gøre for at skabe os et liv med trivsel, lethed og glæde, og det er den bedste forudsætning for at få trygt tilknyttede børn. Sagen er, at mange med et utrygt tilknytningsmønster ikke ved, hvordan en tryg person ser ud, og hvis man endelig møder en sådan, med en vis sandsynlighed overhovedet ikke opfatter vedkommende som partnerpotentiale. Men en tryg person er det bedste partnervalg, vi kan tage, så her er en række markører, der peger i retning af et trygt tilknytningsmønster:

Inde i en tryg person, er der en tryg hjerne, som er programmeret helt fra barndommen til at forvente både venlighed og respekt i en relation. Man føler sig værdig til kærlighed, og er ikke bange for at miste den.

Man føler sig komfortabel ved både relationer og selvstændighed og ved nærhed og distance og kan derfor respondere sensitivt på både egne og partners behov.

Man er typisk ikke bekymret for relationen – hverken bevist eller ubevidst. Den trygge hjerne er mere positiv, optimistisk og mentaliserende. Man er således god til både at aflæse andre og forstå sig selv.

Man bliver sjældent defensiv, truende, afvisende, kritisk eller aggressiv, og man er ikke så sensitiv overfor eventuelle bebrejdelser.

Man er god til at kommunikere, sætte sprog på sine indre tilstande og være transparent for både sig selv og sin partner.

Man er selvstændig, tager beslutninger omkring sit liv og agerer aldersvarende, men man ønsker også nærhed, intimitet og samarbejde med sin partner.

Man spiller ikke spil eller manipulerer med sin partner. Man siger klart, hvad man gerne vil, og hvad man ikke vil være med til, og man er god til at sætte passende, fleksible grænser.

Man er villig til at sige undskyld og til at tilgive.

Man ser sex, intimitet og følelser som noget, der hænger sammen. Man ved instinktivt, at berøring og nærkontakt beskytter relationen og immuniserer forholdet mod konflikter og utroskab.

Man er god til at rumme forskellighed og ser ikke ensartethed som en forudsætning for en god relation. Man kan acceptere, at den anden kan have det helt anderledes, end man selv har det og have helt andre meninger, og det vækker ikke defensivitet – snarere nysgerrighed.

Man tager et aktivt medansvar for partnerens trivsel.

Man er emotionel og fysisk tilgængelig. Man stiller åbne spørgsmål, er nysgerrig på den andens tanker og følelser og melder selv ud om sine egne indre tilstande.

Man støtter og hjælper sin partner, uden at tage over og dermed bidrager man til at øge partnerens sikkerhed og selvværd.

Man tror helt og fuldt på ideen om et parforhold som en tryg base og en sikker havn.

Det er svært ikke at synes, at ovenstående er attraktivt – uanset tilknytningsmønster. For den trygge opleves det som en naturlig selvfølge, at man vil finde netop sådan en partner, mens det for den utrygge, strider imod de erfaringer, man har med sig om nære relationer. Derfor kan der også være læring i at se lidt nærmere på, hvad det er, den trygge person gør og lægger vægt på, når vedkommende er opsøgende i forhold til at finde en partner:

Man har ikke fantasier om den eneste ene eller den helt perfekte. Man er åben overfor, at mange typer af mennesker vil kunne fungere som partner.

Man er ikke på nogen måde tiltrukket af drama, hemmelighedsfuldhed, mystik, tilbageholdenhed, grandiositet, dominans, pleasen, rollespil eller magtspil.

Man synes grundlæggende, man er værdig til venlighed og respekt og forventer det også ved første møde. Man tager ikke ansvaret for en persons eventuelle dårlige opførsel eller uklare udmeldinger.

Man bruger ikke tid på gå ud med en person, som ikke opleves responderende på ens behov og ønsker, eller som ikke melder tydeligt ud, hvad vedkommende vil. Man sorterer alle personer fra, der opleves som utroværdige.

Man er god til at fornemme utroværdighed og mangelfuld autenticitet med det samme, og man giver ikke den forkerte, ikke-responderende person mange chancer.

Man har ikke bundet så meget energi op i personer, man mødes med, og hvor man ikke oplever et match. Man ser det ikke som nogens skyld, men som noget, der er normalt, når man leder efter en partner – at man måske skal møde mange, før end man synes, der er et match – begge veje. Man føler sig heller ikke dumpet eller afvist, hvis en person, man lige er begyndt at mødes med, stopper relationen.

Venlig bestemthed

Trygge og utrygge parforhold er grundlæggende usammenlignelige – der er en verden til forskel, som er den direkte konsekvens af de meget forskellige opvækstmiljøer.

Som trygt tilknyttet har man lært at kunne have tillid – til sig selv og betydningsfulde andre, og derfor kan man kommunikere om sine behov og ønsker i et direkte og tydeligt sprog, og man formår endvidere at gøre det på en ikke-dømmende, ikke-anklagende måde. Kombinationen af tydelighed og venlighed – det jeg kalder den venlige bestemthed – er en solid markør på tryghed.

Den form for kommunikation er altid effektiv – uden undtagelse. Når man udsiger noget personligt på en klar, ikke-bebrejdende måde, får den anden en reel chance til at svare ærligt og dermed være troværdig. Hvis man for eksempel på en date siger, at man er interesseret i et fast forhold og på sigt at få børn, kan det kun blive en win-win situation: Enten undgår man at bruge kostbar tid og kræfter på et forhold uden fremtid (Dead-End-Relationship), eller så bliver relationen dybere og kickstarter en gensidig ærlighedsproces. Det lyder enkelt at kommunikere på en tydelig, autentisk og ikke-dømmende måde, og det er det, hvis man vel at mærke er en trygt tilknyttet person.

For den ambivalente, som let bliver overvældet af angst for afvisning og separation, og som ikke forventer at blive imødekommet på sine behov, opleves det radikalt skræmmende at kommunikere på denne måde. Man har ingen referencer at trække på, og er på grund af den selektive afstemning, man erfarede som barn, ganske usikker på, hvad der er ens behov, og om de i det hele taget er legitime. Man er bange for at ens behov er forkerte, og for at de vil jage den anden væk. Man har lært, at betydningsfulde relationer er noget meget skrøbeligt, og at man skal holde sig selv tilbage. Derfor går man og venter og venter og akkumulerer en masse frustration, der til sidst kommer ud i endeløse, ordrige monologer fulde af kritik og skjulte trusler, hvilket kan få partneren til at trække sig. Protestadfærd er således langt fra en effektiv kommunikationsmåde, hvis man ønsker nærhed.

Er vi ambivalent tilknyttet kommunikerer og skændes vi gennem protestadfærd, som vi skal huske har til formål at gennemtvinge en følelsesmæssig opmærksomhed fra partnerens side, men som virker modsat, fordi partneren oplever sig angrebet, kritiseret og truet, og som selv bliver ramt et skamfyldt sted langt inde om ikke at være kompetent, dygtig og god nok. Det trigger en intens smertefuld følelse af opgivenhed og uformåenhed hos partneren.

Som afvisende tilknyttet mestrer vi heller ikke den åbne og ærlige kommunikation i stressfyldte situationer. Vi sender modsætningsfyldte signaler, lukker ned for de varme følelser, gør os ligeglade og kolde. Vi går vores vej, finder fejl ved vores partner, eller insisterer på at konflikten må kunne løses gennem rationel argumentering – ligesom en politisk debat på fjernsynet. Men ligesom man ikke kan skrue en skrue i med en hammer, kan man ikke løse følelsesmæssige konflikter med logik og argumentering.

Kritik er bandlyst i det trygge forhold

For den ambivalente handler det om at lære at udtrykke sine behov på en ikke-bebrejdende måde, mens det for den afvisende handler om at forblive i kontakten, men selvfølgelig også at melde klart ud, hvis man har behov for en pause eller at være lidt alene. Det helt, helt afgørende er, at afstå fra enhver form for kritik. Kritik er toksisk for relationer generelt og parforhold specifikt.

Det er præcis dét, det trygge barn lærer; at tale ud fra sine behov og ønsker uden protest eller undvigelse. Og det er dét, man som utryg voksen må lære, for at man selv kan få det godt og for at gøre parforholdet til et sikkert og venligsindet sted at opholde sig. Er man fanget i The Anxious-Avoidant Trap er det vigtigt at huske, at der ikke er noget galt med hverken en selv eller partneren, men at man er kapret i en dysfunktionel, smertefuld dynamik, der kun kan standses ved, at man radikalt sætter en stopper for al kritik – sin egen.

I det utrygge forhold er der samlet set mere drama, mere aggression, mere kritik, mere fjendtlighed og mere utydelig kommunikation end i det trygge. I det utrygge parforhold bryder man ofte med alle regler for sund konfliktløsning, man;

Viser ikke tydelig interesse for den andens trivsel
Mister fokus på problemet og inddrager alt mulig andet fra fortiden
Generaliserer og gør problemet til en permanent tilstand
Er ikke villig til helhjertet at engagere sig i problemløsningen
Kommunikerer uklart og tilkendegiver ikke sine behov og ønsker

Man bliver fanget i konflikten, kapret af højarousal og kan ikke se ud over egen smerte, fordi den smerte, der vækkes, har rødder tilbage i tidlig tilknytning- og omsorgsadfærd. Derfor vil man af gode grunde forsøge at undgå de sensitive følelser og temaer, men det betyder blot, at de ikke bearbejdes og derfor ligger latente under overfladen.

En konflikt er ikke et brud, og der er konflikter og modstridende interesser i alle parforhold, men såfremt man frygter at miste sin partner, må man må fortælle åbent om denne frygt. Det er det, der ligger i klar kommunikation. Ofte vil man ikke være den egentlige årsag til partnernes dårlige humør, og man har brug for at vide sig sikker i, at ens partner er der for en. Når behovet for et få en tilkendegivelse om, at den anden er der, dukker frem, skal det italesættes, og det skal mødes på en venlig måde. Når en persons behov mødes konsistent af partneren, dulmes det og vil over tid fylde mindre.

Effektiv kommunikation kræver, at man kan og vil udtrykke sine behov i jeg-form, og at man holder op med at forvente ting, som man ikke vil sige højt. Gættelege hører ikke til i et trygt parforhold.

At bryde ud af et parforhold

Det er vanskeligt for alle mennesker at bryde en tilknytningsrelation – og særligt hvis man er utryg. Det skyldes separationsangsten og frygten for at føle sig alene og uelsket, som man gjorde i barndommen. Når hjernens frygtsystem er online, er det meget svært at tage beslutninger. Man ved med sin kognitive, tænkende del af hjernen, at man vil være bedre stillet uden sin partner, men den følelsesmæssige del af hjernen er ramt af voldsom angst, som man måske forsøger at dulme ved minimere og normalisere problemerne, eller ved at lyve for sig selv. Vi kan eksempelvis sige til os selv, at vi bliver for børnenes skyld eller på grund af økonomien.

Det er der ikke noget underligt i, set i et evolutionært perspektiv, idet vi er hard-wired til at blive i flokken. Brud straffes med smerte og ensomhed, beregnet på at holde os tæt til vores omsorgspersoner og andre flokmedlemmer. Bare tanken om et brud, vil således ofte tænde tilknytningssystemet og mediere tilnærmelsesadfærd – lige der hvor man har allermest brug for at komme væk.

Derfor kan det være nødvendigt at planlægge et brud grundigt, fordi der i kølvandet på bruddet ofte vil forekomme tvivl, sløring af virkeligheden, angst eller depression. Man er således nødt til igen og igen at huske sig selv på, hvordan det var at være i indercirklen hos den anden – at skrive det ned og bede gode venner om at huske en på det. Og så skal man vide, at ingen smerte varer ved.

Kilde

Amir Levine & Rachel S. F. Heller; ”Attached – The new science of adult attachment and how it can help you find – and keep – love”