En artikel om forældres emotionelle svigt
Denne artikel beskriver, hvordan forældres ængstelighed og usikkerhed hæmmer barnets personlige udvikling. Når barnet skal tage ansvar, det ikke er modent til, for at kompensere for forældrenes mangelfulde evne til grænsesætning, mister barnet tilliden til, at forældrene er robuste og kompetente, hvilket er fatalt, og barnet bliver grundlæggende utrygt tilknyttet.
Flokdyr organiserer sig i sociale hierarkier
Mennesket er et flokdyr, der ligesom andre pattedyr organiserer sig i grupper og fællesskaber, fordi det, evolutionært set, giver os de største overlevelseschancer. Et menneske er fortabt uden de andre i flokken.
Alle flokdyr og sociale fællesskaber organiserer sig endvidere i hierarkier, det vil sige efter rangorden og status. Dette princip er også evolutionært selekteret frem, fordi hierarkiet som organiseringsform byder på indlysende fordele i form af tydelighed, rammesætning og rollespecificering, hvilket fører til basal sikkerhed og tryghed samt en minimering af konflikter og rivalisering.
Når alle ved, hvem der bestemmer hvad over hvem, så kan man slappe af og indtage sin rolle, hvor den nu end måtte være i hierarkiet, og i fred og fordragelighed. Stressniveaet falder drastisk og dermed øges både overlevelsesmuligheder og trivsel.
Familien er ikke et demokrati
En familie er, ligesom en pattedyrsflok, et socialt hierarki – og ikke et demokrati. Mor og far er de øverste i hierarkiet, fordi de er de mest erfarne, modne og kompetente til at indtage denne position.
Kompetente voksne ved, at deres hovedopgave er at sikre, at alle i familien trives, de ved at trivsel indtræffer ved den rette dosis af og balance mellem omsorg og stimulering, mellem trøst og leg, mellem restitution og udforskning.
Kompetente voksne ved også, at det er dem, der har det fulde ansvar, og at det er dem, der bestemmer; fordi barnet ikke er tilstrækkeligt robust og mentalt udviklet til at påtage sig så stor en opgave. Barnets hjerne er på ingen måde i stand til så tidligt at udvikle de færdigheder, der skal til for at lede en familie eller sin egen udvikling.
Kompetente voksne vedkender sig deres lederrolle og det fulde ansvar for familiens trivsel og velbefindende, og alle de beslutninger der fører dertil – og overlader ALDRIG den opgave til barnet.
Uklare roller skaber utryghed
Når mor eller far er usikre og ængstelige, og ikke rigtig kan finde ud af at tage voksenansvar, er det ofte fordi, de ikke ved eller kan mærke, hvad der er rigtigt og forkert – de kommer hele tiden i tvivl. De har i sig nogle uhensigtsmæssige indre koblinger mellem det at tage autoritet og fylde forældrerollen ud med lederskab – og mellem dominans, magt og autoritære metoder. Men det at fylde sig med autoritet og vedkende sig sit ansvar, er ikke det samme som at være autoritær. Autoritet er vanvittig attraktivt i forældrerollen, fordi det giver tryghed for såvel de voksne som barnet, mens det autoritære handler om netop magt, dominans og undertrykkelse, og fører kun til frygt og utryghed.
Selvom forældrene måtte have de bedste intentioner om at være imødekommende overfor barnets mange behov, er det grundlæggende dysfunktionelt for barnets udvikling at blive inviteret ind i forhandlings- og beslutningspresser, det slet ikke er udviklingsmæssigt parat til at deltage i. Processer som meget ofte derfor ender i konflikt, skuffelse og vrede, som dels ødelægger barnets tillid til forældrene, dels resulterer i skyld, skam og lavt selvværd hos barnet. Dette er fatalt for livsdueligheden.
Eksempel: Far kommer hjem med reklamegave. Der er to stykker legetøj, men tre mindre børn i familien. Mor føler et stort psykisk ubehag ved at skulle tage beslutning om, hvem af børnene, der ingen gave skal have. Da ubehaget er større end mor kan rumme, ender hun med at trække de to større børn til side om bede dem, som de store, at finde ud af, hvem af dem, der skal have det ene stykke legetøj – for lillesøster skal det andet, fordi hun er den mindste. Ubehaget ved at skulle træffe beslutningen, som med stor sandsynlig har rod i mors egen udviklingshistorie, sætter en frygt- og stressrespons i kraft i hende, hvorved der lukkes ned for voksenkompetencen og dermed adgangen til en hensigtsmæssig og omsorgsfuld forældreadfærd. Børnene overlades til at gennemføre beslutningen; en opgave som rettelig er de voksnes. Børnene bedes om at tage ansvar for en beslutning, som deres hjerner på ingen måde er moden tid. Det skaber konflikt, mistillid og utryghed i familien generelt.
Generationshierarkiet gælder livet ud
I den sunde og trygge familie sker organiseringen af rollerne ud fra princippet om, at det er den ældste generation, der tager ansvar og bestemmer. Barnet fritages for ansvar for såvel sin egen, forældrenes og hele familiens trivsel. I takt med barnets udvikling, kan det begynde at påtage sig opgaver og deltage i forskellige beslutningsprocesser og gøre sin indflydelse gældende, men aldrig længere end, at det stadig er mor og far, der er ansvarlige for familiens trivsel – for at håndtere konflikter og reparere brud i relationerne (også mellem søskende).
Eksempler på forældreansvar:
- Det er forældrenes ansvar at støtte barnet i dets læring. Hvis barnet er træt og ikke kan koncentrere sig om sine lektier, græder eller er vredt, kan forældrene sige; ”Jeg kan se, at du er alt for træt til at lave lektier lige nu. Du kan lave dem i weekenden i stedet for, når du er udhvilet. Jeg giver dig en seddel med i skole, så din lærer kan se, at det er mig der har bestemt, at lektierne ikke er lavet.”
- Det er forældrenes ansvar, at barnet får sund og nærende mad, og at barnet har muligheden for at være sultent, når maden skal spises. Hvis et barn plager om kiks, slik, boller, cornflakes, yoghurt mm lige før et hovedmåltid, kan forældrene sige: ”Jeg kan godt forstå, du er sulten. Vi skal spise lige om lidt. Du kan få en gulerod nu”.
- Det er forældrenes ansvar, hvordan stemningen udvikler sig ved aftensmaden. Hvis eksempelvis teenageren er vred over ikke at få yndlingsretten, kan forældrene sige; ”Jeg kan høre, du er skuffet over maden. Det må du gerne være. Du kan vælge at spise med alligevel, du kan også rejse dig fra bordet, eller tage en rugbrødsmad.”
At forældreansvaret gælder hele livet betyder selvfølgelig ikke, at mor og far skal blande sig og tage beslutninger omkring deres voksne barn – det ville netop være autoritært og dominerende – men det det betyder, at forældrerollen gælder livet ud, og at forældrene må påtage sig ansvaret for barnets barndom.
Ingen forældre er perfekte
Mange voksne børn vil på et tidspunkt i deres liv – hvis ikke før så ofte, når de selv får børn – komme i kontakt med situationer i deres barndom, som de finder utilfredsstillende, ubehagelige eller traumatiske. De kan for eksempel synes, at der ikke blev taget hånd om, at de blev mobbet i skolen, at de flyttede for ofte, at de ikke måtte have venner med hjem, at forældrene altid arbejdede, at de ikke kom til udlandet på sommerferie eller fik lov til at gå til ridning, at de ikke måtte få en hund, at far altid lå på sofaen og så tv, at mor hele tiden glattede ud, at de boede på landet, at de var for meget alene eller altid blev kontrolleret osv.
Når forældre møder disse kommentarer eller anklager fra et voksent barn, er det helt og aldeles afgørende, at de fastholder deres forældreansvar, og giver det voksne barn lov til at have disse erindringer og oplevelser – uden at de begynder at forklare, forsvare sig, vige udenom eller angribe.
Mange forældre holder deres voksne børns utilfredshed og lidelse i live, fordi de ikke tager det fulde ansvar for barndommen i familien. De siger ”sådan husker jeg det ikke”, eller ”det er ikke sandt” eller ”jeg gjorde mit bedste” eller ”hvor er du utaknemmelig” eller ”du sårer mig dybt” eller “så slemt var det vist ikke” i stedet for at sige UNDSKYLD. De tager ikke det fulde ansvar, men forkertgør det voksnes barns subjektive oplevelse. De forældre, der ikke kan sige entydigt undskyld, kan være dem , hvor egne behov har stået i vejen for at kunne se og opfylde barnets behov.
Når mors eller fars behov kommer først
I en sund familie tager forældrene sig af deres børns behov. De ser dem, undersøger dem og prøver sig frem med engagement og optimisme, men de er også bevidste om, hvilke behov, der er nødvendige og alderssvarende, og hvilke der er udtryk for barnets selvstændighedstrang eller nysgerrighed. Et treårigt barn, som insisterer på at gå alene ned af en farlig trappe, skal selvfølelig ikke imødekommes her, fordi opgaven er større end barnet kan klare, men det kan i stedet blive imødekommet på dets i øvrigt aldersvarende behov for at begynde at ville selv.
I utrygge familier er der oftest vendt op og ned på generationshierarkiet – mest tydeligt ses det i deciderede dysfunktionelle familier, karakteriseret ved for eksempel misbrug, psykisk sygdom, vold og incest – men det finder også sted i familier, hvor mor eller far er utrygt tilknyttede, fordi de voksede op i familier præget af autoritær opdragelse, afvisning, kritik og følelseskulde eller i familier med usikre, bange, urolige, fraværende eller stressede forældre.
Når mor og/eller far er kapret af intense emotionelle tilstande som for eksempel frygt eller vrede, lukker det biologisk og genetisk disponerede omsorgssystem ned, mens tilknytningssystemet åbner. Det betyder, at forældrene får så stor indre uro, at de selv får behov for trøst, støtte, opbakning og omsorg, og at disse behov blokerer for at kunne give selvsamme til barnet. Det resulterer i svigt overfor barnet, og at barnet kan blive nødt til at træde til i forhold til forældrenes emotionelle behov eller i forhold til opgaver i familien, som retteligt er de voksnes ansvar.
Disse forældre enten bruger barnet til at få opfyldt egne emotionelle behov, eller bliver helt optagede af, at få noget til dem selv, at de mister barnets behov af syne. Dette er helt oplagt tydeligt i den dysfunktionelle familie, hvor alkoholikerens behov for alkohol, kommer før børnenes tryghed og trivsel, i voldsfamilien hvor forældrenes behov for at udagere og komme af med voldsomme spændinger, kommer før børnenes sikkerhed og trivsel, og i incestfamilien, hvor forældrenes emotionelle og seksuelle behov kommer før barnets sikkerhed, tryghed og trivsel – det gælder både den forælder der krænker, og den forældre, der er vidende om krænkelsen, men ikke griber ind.
Det subtile svigt
Men svigtet kan også eksistere på mere usynlige og subtile måder – her nogle eksempler:
- Mor er bange for, om hun kan klare sig alene, og bliver derfor i et forhold med en kæreste, der tydeligt viser, at han ikke bryder sig om mors barn. Mor lader som om, alt er som det skal være og hjælper derfor ikke barnet med at italesætte dets følelser og ubehag. Mor vedbliver med at opretholde en familiekonstellation, hvor barnet mistrives.
- Mor og far er bange for konflikter, og derfor bliver de ved med at sige, at det nok skal gå, hvis bare deres barn tager sig sammen ovre på skolen, hvor det bliver drillet og holdt uden for.
- Far er bange for, at barnet ikke klarer sig godt nok i gymnasiet til at komme videre på universitet. Far presser og kontrollerer barnet med hensyn til lektier og siger hele tiden, at hvis barnet ikke tager sig sammen, bliver det ikke til noget. Far ser ikke barnets behov for accept og betingelsesløs støtte uanset karakterer, fordi far selv er så bange.
- Mor kan ikke sige nej og sætte grænser, fordi hun er så bange for vrede – både sin egen og andres. Derfor ved barnet ikke rigtig, hvor det har hende, og prøver, i bestræbelserne på at finde ind til mors robusthed og forældrekompetence, hele tiden mors grænser af. Barnet fastholdes i et adfærdsmønster, der skader det og dets relationer, fordi mor prøver at undgå konfrontationer. Det er hendes behov – ikke barnets.
Forældreansvaret dækker også eget velbefindende
Når mor og far emotionelt set ikke er i balance, kommer deres egne behov først. Det er ikke fordi, de er onde, men fordi sådan er vi mennesker udviklet evolutionært set. Det er meningen, at vi skal tage os af vores frygt, når den melder sig, fordi frygten er resultatet af at føle os truede.
Derfor skal forældre helst være rolige, trygge og føle sig både optimistiske og kompetente – det meste af tiden. Børn har brug for emotionelt stabile og velregulerede forældre. Mange forældre ved udmærket godt dette, men fortæller sig selv, at deres barn ikke ser og mærker deres indre uro. De fortæller sig selv, at deres barn er upåvirket af deres ængstelighed. Det er dog sjældent tilfældet, og der vil stort set altid være eller komme indikationer herpå i form af usikkerhed, angst, depression, spiseforstyrrelser, raseri eller andre emotionelle indre konflikter hos barnet, på et eller andet tidspunkt i dets livsforløb.
Derfor er det vigtigt, at forældre tager ansvaret på sig – også dette ansvar – for at bringe sig selv i emotionel balance. Det er kun fra dette udgangspunkt, det kompetente forældreskab kan udvikle sig – med alle dets fejl og mangler – men måske uden de allemest ødelæggende forstyrrelser. Og skulle der være noget, børnene er utilfredse med senere i livet, så kan man jo sige undskyld.