Denne artikel handler om kronisk træthed, energiløshed og en global og insisterende form for udmattelse, som bemægtiger sig hele ens væren-i-verden. En træthed, som umiddelbart opleves grundløs og uforståelig, men som giver mening, når man betragter den gennem tilknytningsteoriens linse.
En omstridt diagnose
Der findes en omdiskuteret diagnose, der hedder kronisk træthedssyndrom – på engelsk Chronic fatigue syndrome (CFS). Diagnosen er omstridt, fordi man ikke kan blive enige om, hvorvidt der er tale om en somatisk sygdom eller en psykisk lidelse.
Kronisk træthedssyndrom er sammensat tilstand bestående af en række symptomer, der ikke som sådan kan bevises videnskabeligt gennem lægeundersøgelse, laboratorieprøver, røntgen, skanninger og lignende. Man er således hverken i stand til at opstille klare og verificerbare årsags- virkningssammenhænge eller til at konstatere egentlig sygdom, der entydigt kan bekræfte diagnosen.
Derfor er det heller ikke lykkedes at finde en virkningsfuld behandling. Man ved ikke, om man skal behandle en psykisk lidelse eller en somatisk sygdom, og med hvad. Betegnelsen kronisk træthedssyndrom er knyttet til en egentlig psykiatrisk diagnose (neurasteni), men mange mener, at der rettelig er tale om en virus, en infektion, hormonelle ubalancer eller en neurologisk sygdom.
Moderne neurovidenskab
I et moderne neurovidenskabeligt perspektiv er denne sondring mellem det somatiske og det psykiske mindre relevant, fordi man nu med sikkerhed ved, at en række neurobiologiske forstyrrelser i eksempelvis hjerne og nervesystem samt immunsystemet og det endokrine system, kan have deres oprindelse i tidlig stress forårsaget af chok, traume, tab og utryg tilknytning mellem et barn og dets nærmeste omsorgspersoner.
Moderne neurovidenskab repræsenterer en såkaldt epigenetisk forståelse, hvor traditionel skelnen mellem krop og sind og mellem arv og miljø udviskes til fordel for en holistisk og videnskabelig forankret forklaring på sygdomme og menneskelig lidelse som psykosomatisk i deres grundnatur. Man konstaterer gang på gang, at mentale tilstande kan fremkalde kropslige symptomer, og at forskellige kropslige sansninger kan mediere specifikke mentale og emotionelle tilstande. Krop og psyke er ét sammenhængende hele, og hele kroppens biologi udvikler sig i et dynamisk samspil med omverdenen. Relationer former vores biologi helt ned på celleniveauet.
Så hvorvidt man foretrækker at kalde neurologiske afvigelser for en somatisk sygdom eller en psykisk lidelse er efter min mening ikke i sig selv afgørende, men det er klart, at begrebsliggørelsen kan have betydning for, hvad man får øje på med hensyn til behandling og forskning i behandlingsmetoder.
Symptomer
Kronisk træthedssyndrom er karakteriseret ved en tilstand af udtalt træthed, udmattelse og permanent energiløshed, som har sådan en styrke, at man bliver hæmmet i sine dagligdag; man kan for eksempel have svært ved at passe sit arbejde, dyrke fritidsinteresser, være social og udfylde de roller, man generelt har i livet. Det afgørende for diagnosen er, at søvn og hvile ikke afhjælper tilstanden af træthed. Udover træthed, er der en række andre symptomer, som skal være til stede, for at diagnosen kronisk træthedssyndrom kan stilles, eksempelvis;
- Hukommelsesvigt og formindsket koncentrationsevne
- Hyppigt ondt i halsen
- Forstørrede lymfekirtler
- Uforklarlige muskelsmerter
- Ledsmerter der bevæger sig
- Hovedpine
- Ikke-restituerende søvn
- Ekstrem udmattelse efter fysisk eller mental anstrengelse
Komplekse tilstande
Det, at man anvender begrebet syndrom, dækker over, at tilstanden er kompleks og sammensat af mange uensartede symptomer, og at man ikke kan pege på specifikke udløsende faktorer. Kronisk træthedssyndrom er vanskelig at afgrænse fra andre tilstande, og rummer i sig selv mange forskellige fremtrædelsesformer.
Dertil kommer, at man ikke kan pege på specifikke årsager til tilstanden. Den eneste måde at stille diagnosen på er således ved at udelukke alle andre mulige sygdomme, hvor træthed er et markant symptom – eksempelvis søvnlidelser som søvnapnø, søvnløshed og restless legs syndrome (urolige ben) eller medicinske tilstande som blodmangel, diabetes og hypothyroidisme (lavt stofskifte) samt psykiske lidelser som depression, angst og forskellige personlighedsforstyrrelser.
Reaktion på tidlig stress
Forskellige undersøgelser peger på, at kronisk træthedssyndrom kan være resultatet af en permanent aktiveret stressrespons, hvor man vedvarende oplever sig truet og i fare og som en konsekvens heraf befinder sig i en tilstand af hyperarousal med frygt. Denne tilstand kaldes som sagt også for stressresponsen, og den medierer adfærd fokuseret på trusselmonitorering, hyperårvågenhed og en krop i permanent flugt- eller kampberedskab. Stressresponsen er ikke i sig selv hverken farlig eller unormal, men hvis den ikke afløses af perioder med ro, sikkerhed, stabilitet og tryghed, kan denne højaktiverede tilstand have fatale konsekvenser for vores helbred, sundhed og livskvalitet.
Man ved, at stress tidligt i livet, endda helt i tilbage i fosterstadiet, kan føre til en kaskade af somatiske og psykologiske dysfunktioner, som i vid udstrækning kan føres tilbage til et dysreguleret autonomt nervesystem, og en hjerne der på et alt for tidligt tidspunkt er blevet overvældet af frygt. Denne frygt skyldes ofte et utilstrækkeligt omsorgsmiljø præget af konflikt, straffende, dømmende, invaderende, upålidelig, skræmmende eller skræmt forældreadfærd, emotionelt omsorgssvigt, misbrug, psykisk sygdom, vold, incest eller lignende. Forældreadfærd der på ingen måde har mødt barnets naturlige og alderssvarende omsorgsbehov på en sensitiv, indfølende, konsistent empatisk måde. Der kan også være tale om traumatiske hændelser som død, alvorlig sygdom, ulykker og anden traumatisering.
Utryg tilknytning skader organismen
Utryg tilknytning påvirker hele barnets organismes homeostase, det vil sige sunde balance. Nervesystemet bryder sammen, hjernens neurale netværk og integration kompromitteres, det endokrine system og immunforsvaret svækkes, og barnet udvikler ikke tilstrækkelig kompetence til selvregulering. Det betyder, at evnen til at kunne berolige sig selv og regulere intense emotionelle tistande ikke udvikles optimalt. Barnet, og senere den voksne, står således uden den livsnødvendige kapacitet det er, at kunne håndtere og dermed beskytte sig selv mod at blive overvældet af stress og intense emotionelle indre tilstande og det medfølgende insisterende globale ubehag. Man har ikke udviklet tilstrækkelig resiliens – det vil sige modstandskraft til at klare stress, frustration og livets katastrofer.
Neurologiske forstyrrelser
Undersøgelser af personer med kronisk træthedssyndrom har påvist forskellige afvigelser i såvel immunsystemet og hormonsystemet, og skanninger af hjernen har bekræftet afvigelser i nervesystemet. Man mener dog ikke, at disse forstyrrelser hver især kan forklare det kroniske træthedssyndrom, men kombinationen af dem, og den betydning de samlet set har for det komplekse samspil mellem vigtige regulerende strukturer i hjerne og nervesystem kan give en forklaring, som peger i retning af neurobiologisk ubalance kombineret til utilstrækkelig kapacitet til at regulere arousal og affekt. Dette medfører smerter – både fysiologiske og mentale.
Hvis man ikke kan bringe sig selv i ro, hvis man ikke kan slippe af med negative eller smertefulde indre tilstande, er man tvunget til at leve i anstrengelse – livet bliver i sig selv en krigszone og står dette på længe nok, vil man til sidst udtrættes og gå ind i en smertefuld tilstand af kollaps og udbrændthed. Der er grænser for, hvor længe et menneske kan holde til hele tiden at være på vagt. Det har evolutionen ikke biologisk indrettet os til.
Markører
Som sagt findes der ved kronisk træthedssyndrom ingen konkrete, specifikke, målbare beviser på sygdom andet end personens fortælling om sine symptomer. Dette gør ikke symptomerne mindre sande, men de udfordrer videnskaben. Udover de symptomer, der er nævnt ovenfor, rummer patienters sygehistorier beretninger om:
- Svimmelhed, dårlig balanceevne, problemer med at holde sig oprejst, besvimelse
- Globale, intense kropslige ubehagstilstande
- Temperatur-, lys-, lyd- og lugtsensitivitet
- Allergier og overfølsomhed
- Nedsat opmærksomhedsevne og koncentrationsbesvær
- Nedsatte kognitive funktioner, herunder hukommelsesbesvær
- Følelser af forvirring og desorientering
- Søvnbesvær og forringet søvnkvalitet
- Smerter i øjnene, visuelle forstyrrelser og hovedpine
- Muskel og ledsmerter
- Tarm- og fordøjelsesbesvær, mavesmerter, forstoppelse, diarre
- Uregelmæssighed i hjerterytme og vejrtrækning
- Voldsom udtrætning efter motion
- Kulderystelser og svedeture om natten
- Nedtrykthed, irritabilitet, depressivitet og angst
- Oplevelse af at være inde i en mental tåge (brain fog)
Behandling
Der er et citat fra Anton Tjekhov, der lyder sådan; ”If many remedies are prescribed for an illness, you may be certain that the illness has no cure.”
Således forholder det sig også med kronisk træthedssyndrom. For det første er selve diagnosen og navnet på den omstridt og anledning til megen uenighed og spild; dels læger imellem, dels mellem læger og patienter. For det andet er der ikke fundet en kur.
Der er dem. der hælder til, at behandlingen skal findes i det medicinske felt, og forskellige typer af medicin er afprøvet med svingende resultater. Så er der dem, der hælder til terapeutisk behandling, og her har man særligt afprøvet kognitiv terapi med forholdsvis gode men også svingende resultater. Endelig anvender man også motion i behandlingen – igen uden entydighed i resultaterne.
Disse behandlingsformer er alle et udtryk for, at man forsøger at fjerne eller mildne de komplekse symptomer, der karakteriserer kronisk træthedssyndrom. Hvis man udvider perspektivet med tilknytningsteorien og neurovidenskaben, så medfører det, at vi må tænke de komplekse og globale lidelsestilstande, som kronisk træthedssyndrom er udtryk for, ind i en udviklingspsykologisk kontekst, hvor klientens livshistorie og tilknytningserfaringer bliver yderst relevante.
I den optik bliver det komplekse, ja nærmest kaotiske symptombillede, sat ind i en videnskabelig forankret forståelsesramme, hvorved vi også kan forstå lidelsen som et resultat af en meget omfattende neurologisk dysregulering med rod i et utilstrækkeligt, potentielt traumatiserende omsorgsmiljø; som et resultat af tidlig stress.
Samtlige de symptomer, der nævnes i forbindelse med kronisk træthedssyndrom, kan genfindes i den efterhånden omfattende forskningsbaserede litteratur indenfor det neuroaffektive område, hvor skanninger af hjernen og biokemiske målinger har kunnet påvise strukturelle forandringer i hjernen og dysfunktioner i kroppens mange regulerende kredsløb – som en direkte konsekvens af utryghed, stress, tab og traume.
Denne perspektivudvidelse åbner for andre behandlingsformer end de ovennævnte; behandlinger som har vist sig virkningsfulde i relation til stress, chok og traumer – eksempelvis kropsligt orienteret psykoterapi, mindfulness, meditation, yoga, akupunktur og massage.
Accept
Men når dette er sagt, er det vigtigste af alt måske at acceptere og lære at leve med sine symptomer og ikke mindst indrette sit liv efter, at man blevet særlig sensitiv; at man lider under et komplekst sensitivitetssyndrom, som man kommer længst ved at møde med medfølelse og omsorg. I hvert fald så længe, der ikke findes en medicin, der kan kurere lidelsen.
Når man lider under det, jeg kalder globale, insisterende, ubestemte men intense indre ubehagstilstande, som ikke skyldes en specifik sygdom, lægevidenskaben kan tilbyde en behandling for, er den næstbedste løsning, at finde en måde at leve med sin lidelse på, der kan lindre symptomerne og undgå at forværre dem.
Denne levemåde er individuel, men generelt kan siges, at den ofte kræver, at man nedlægger modstanden og kampen mod lidelsen, og i stedet møder den med venlighed; at man møder sig selv med venlighed. Det kan betyde, at man er nødt til at tage radikale valg i sit liv; om sit valg af partner, om arbejde og karriere, om hvad man har lyst til, og hvad man ikke vil. Smerte og lidelse transcenderer alle aspekter af livet, og derfor må hele ens væren-i –verden indrette sig på samarbejde med lidelsen, og velvilje overfor at give sig selv mere adgang til lethed og glæde. Ud af accept kommer der ofte mindre lidelse.