Karoshi

Denne artikel handler om arbejdsafhængighed. Arbejdsafhængighed er lige som enhver anden afhængighed en værensform, som både kan give et kick og intense euforifølelser, men som på sigt også fører til abstinenser, tvangspræget adfærd, stress, udbrændthed og et liv i isolation – og i sidste ende måske død. Karoshi er det japanske ord for at død pludseligt på grund af overanstrengelse. Artiklen ser på arbejdsafhængighed i et tilknytningsteoretisk perspektiv.

I Japan er det ikke ualmindeligt at arbejde 10-12 timer alle ugens dage. De fleste karoshi-dødsfald sker, når personen er i fyrrerne eller halvtredserne, men kan også ske tidligere. Døden indtræffer på grund af alvorlig stress frembagt af et enormt underskud af restitution, og selve dødsårsagen diagnosticeres ofte som hjerterytmeforstyrrelse. Man dør, fordi hjertet holder op med at slå. Det kan ikke længere.

Karoshi-døden kommer typisk i kølvandet af en ekstrem grad af udbrændthed, hvor man har mistet al energi, motivation og livslyst – man kører udelukkende videre, fordi man presser sig selv til det yderste. Der er tale om både en fysiologisk og emotionel udmattelse samt en følelse af fremmedgjorthed – overfor sig selv og andre mennesker. Det kan føre til apati og resignation og i sidste ende også drive personen til selvmord. Et sådant selvmord kaldes Karojisatsu på japansk, men kendes også i Kina som Guolaosi. I Japan dør flere og flere på grund af deres arbejde.

Arbejdsrelaterede karakteristika, der kan føre til karoshi:

– Ekstremt lange og intense arbejdsdage
– For lidt sammenhængende søvn og mangelfuld ernæring
– Frustration og stress over ikke at kunne nå de opsatte mål
– Pressede mellemledere
– Konstante nedskæringer, afskedigelser og effektiviseringer
– Mobning og offentlig ydmygelse

Det er ikke givet, at de japanske karoshi-dødsfald også handler om arbejdsafhængighed, for i Japan er der ikke mange muligheder for at sige nej tak til mange og lange overarbejdstimer. Men i USA og Europa ses en stigende tendens til, at mennesker bliver afhængige af arbejdet. De kan ikke lade være med at arbejde hele tiden, også selvom de ikke er nødt til det eller bliver tvunget. De presser sig selv.

Uden restitution ingen sundhed

Mennesket er grundlæggende designet til at kunne fungere i verden i tre forskellige modi – med eller uden frygt.

Frygtmodus

Når vi føler os truede går vores organisme i overlevelsesmodus. Stressresponsen slår til, og organismen overskylles af stresshormoner. Det føles utrolig ubehageligt, og det er fordi, det er meningen, vi hurtigst muligt skal bringe os selv ud af den tilstand igen. Vi skal identificere faren og enten fjerne os fra den eller bekæmpe den. Overlevelsestilstanden drives primært af adrenalin.

Udforskningsmodus

Når der ikke er frygt, og vi oplever os i sikkerhed, kan vi udforske verden, skaffe os det vi behøver for at overleve og leve et trygt liv. Vi kan finde bolig, venner, en partner, reproducere os selv og slutte livets cirkel. Denne tilstand drives af vores udforsknings- og motivationssystem og dopamin.

Restitutionsmodus

Når vi har alt, hvad vi skal bruge, kan vi slappe af og ”spilde tiden” med at lave ingenting. Det er det løverne gør, når de har fanget en gazelle og er mætte. Så ligger de og slanger sig i skyggen, fordøjer og samler kræfter. Der er også i disse stunder, de voksne løver leger med og nurser deres unger. Det samme gælder mennesker. Vi har brug for at lade op, sove, fordøje, være sammen, nyde naturen, gå en tur ved havet, gå til yoga eller samle på frimærker. Restitutionssystemet drives hovedsageligt af oxytocin.

Det er således decideret kontraevolutionært at leve sit liv i travlhed og presse sig selv. Det forringer overlevelseschancerne, nedsætter levetiden og giver et liv i ubehag. Det er ikke nødvendigt, at vi arbejder hele tiden. Vores overlevelse er ikke betinget heraf – selv dyr slapper af.

Det er naturligvis et privilegium at have et arbejde, man synes er spændende og meningsfuldt, som man brænder for og derfor giver megen opmærksomhed. Men det er ikke det, denne artikel handler om. Den handler om at være-i-verden med stressresponsen permanent online. Når det er tilfældet, er der ingen nydelse.

Arbejdsafhængighed er en arbejdsbetinget psykisk lidelse

Det er ikke kun antallet af timer, man bruger på arbejdet, men også ens forhold til arbejdet der karakteriserer arbejdsafhængighed. Begrebet udspringer af det engelske ord ”workaholism” – som indikerer, at man er afhængig på samme måde som ved alkohol.

Pernille Rasmussen definerer arbejdsafhængighed på denne måde: ”En tvangspræget tilskyndelse til at arbejde. Den arbejdsafhængige arbejder typisk flere timer end gennemsnittet af befolkningen, og de fleste andre livsaktiviteter så som samvær med familie og venner samt fritidsaktiviteter nedprioriteres.”

I udlandet findes der selvhjælpegrupper som eksempelvis ”Workaholics Anonymous” som fungerer på samme måde som Anonyme Alkoholikere, men til forskel fra alkoholafhængighed, er arbejdsafhængighed typisk noget, andre beundrer og anerkender.

Afhængighed er misbrug

Når arbejdsafhængighed anskues på samme måde som alkoholisme, stofmisbrug og afhængighed af eksempelvis mad, sex eller spil, er det fordi, det er de samme mønstre og dynamikker, der gør sig gældende ved alle former for misbrug. Det handler om, at dét, man er afhængig af, tager magten, og at man ikke kan holde op.

Arbejdsafhængighed er således den situation, hvor arbejdet har fået overtaget og blevet det mest essentielle i vores liv – hele vores omdrejningspunkt. Og hvor vi ikke kan lade være med at arbejde uden af få abstinenser og symptomer i form af indre uro, rastløshed, kedsomhed og ængstelse.

Arbejdsafhængighed handler basalt om, at vi bruger arbejdet til føle os bedre tilpas og regulere den indre uro. Arbejdet får således en emotionel betydning for os – på samme måde som alkohol, hvor den afhængige også bruger alkoholen til at op-eller nedregulere indre følelsestilstande og til at bringe sig selv i en oplevet større emotionel balance og ud af et overvældende ubehag.

Kendetegn ved arbejdsafhængighed

Der er ifølge Workaholics Anonymous i USA særligt seks kendetegn, man kan være opmærksom på:

Flere former for afhængighed på samme tid – ofte vil den arbejdsafhængige også være afhængig af andre stoffer som eksempelvis kaffe, cola, cigaretter, alkohol, sukker, salt, fedt, internettet, sport etc.

Svingende urealistisk selvopfattelse – ofte vil den arbejdsafhængige veksle mellem at se sig selv som dygtig og som komplet inkompetent. Selvbilledet er ustabilt og svingende, og ofte vil man foretrække at forholde sig til noget konkret og handlingsrettet fremfor følelser og indre tilstande.

Ydrestyring – den arbejdsafhængige vil typisk orientere sig gennem signaler fra andre mennesker. Man vil være meget optaget af, hvad man tror, andre tænker om en, forventer og ønsker og mindre i stand til at mærke, hvad man selv har brug for.

Tvangsprægede arbejdsmønstre – den arbejdsafhængige skaber hele tiden mere arbejde for sig selv, konkurrerer med sig selv og andre, vil gerne overgå sig selv og sætte nye rekorder. Man vil ofte være en slave af tjeklister, og ting man skal huske at gøre.

Manglende evne til at slappe af – den arbejdsafhængige kommer i kontakt med uro og angst, når vedkommende ikke skal lave noget eller forsøger at slappe af. Man kan ikke holde kroppen i ro, uden der opstår et massivt ubehag.

Fornægtelse – den arbejdsafhængige hverken kan eller vil se virkeligheden i øjnene, og bliver både vred, defensiv, benægtende og bortforklarende ved enhver konfrontation med problemet.

Fortrængning og ureguleret angst

Når arbejdet tager magten kommer alt andet i anden række – også partner og børn. Men det er sjældent noget, der kan tales åbent om. Den arbejdsafhængige siger i stedet: ”Jeg skal lige henover denne her pukkel, så bliver det mere roligt, og så kan vi lave noget sammen”.

Men faktum er, at man ikke finde ud af at holde fri eller rettere sagt; man kan ikke rumme de følelser og indre tilstande, der kommer, når man ikke holder sig selv beskæftiget med arbejde. Der vil som sagt ofte komme rastløshed, og drivkraften bag rastløshed er uerkendt frygt. Man ved ikke, at man er bange, og hvad man frygter, men man mærker en masse symptomer og får det fysisk dårligt af at slippe arbejdet. Det er således ubevidste, automatiske drivkræfter baseret på ureguleret angst, som medierer arbejdsafhængighed, og som forhindrer én i at være mentalt nærværende, når man ikke arbejder.

Tvangspræget adfærd

Når man er blevet afhængig af sit arbejde indsnævres livsrummet markant. Man lever for at arbejde, fremfor at arbejde for at leve. Man føler sig fortabt uden arbejdet, og ved ikke, hvordan man ellers skal få tiden til at gå. Det er som om, livet er kommet til at handle om at få ting gjort og overstået – man skynder sig og synes hele tiden, man halter bagefter. I realiteten er man aldrig i nuet –og det er kun i nuet man kan leve sit liv.

I begyndelsen vil der ofte være en både en fysisk og psykologisk gevinst ved arbejdsafhængighed. De mange arbejdstimer og det store engagement vil føre prestige og status med sig, og man vil blive beundret og set op til. Man bliver høj og føler sig euforisk. Det giver en intens følelse af at være i live; af overskud og vitalitet. Følelsen medieres hovedsageligt af dopamin og endorfiner, og endorfiner er lige som al anden narkotisk kemi, stærkt vanedannende.

Man vænner sig til suset, og skal have mere af det for at blive tilfreds. Det er dejligt at føle sig energisk og ovenpå. Føle at man er en slags overmenneske, der kan klare det hele og ikke er til at slå ud – at man er uovervindelig. Typisk vil man vil gøre rigtig meget for at holde fast i den gode fornemmelse.

På sigt aftager rusen dog, uanset hvor meget man arbejder, og livet præges i stigende grad af tvang, pres, ulyst og stress. Stress, udbrændthed og arbejdsafhængighed er således tæt koblet. Når man ikke restituerer er det kun et spørgsmål om tid, inden hjerne og krop kollapser, og det kan være både sundhedsskadeligt og livsfarligt.

Indsnævring af livsrummet

Når man kun arbejder, får man får efterhånden et meget trivielt og ensidigt liv – det kommer til at mangle friskhed og spontanitet. Nuancer fader ud. Man arbejder, og det er det.

Det forholder sig dog sådan, at den menneskelige hjerne trives bedst med jævnligt at møde noget nyt og anderledes; når vi begiver os ind i livsområder, som er helt nye for os. Som når vi rejser, lærer et nyt sprog, begynder på en ny sport, lytter til ny musik, oplever naturen eller møder nye mennesker, leger med et barn, anskaffer en kat etc..

Når hjernen ikke stimuleres tilstrækkeligt og bliver ved med at køre i de samme neurale spor, udvikles hjernens fulde potentiale ikke. Den mister læringskapacitet, og det føles typisk som stress, opgivenhed, ængstelighed og depressivitet.

Flugten fra at mærke sig selv

Arbejdsafhængighed er ligesom alkoholisme en flugt. Man arbejder og holder sig i gang for at holde noget andet ude af opmærksomhedsfeltet, og dermed afskærer sig fra sit indre følelsesliv og autentiske tilstande – og fra et ægte engagement i den ydre omverden. Livet bliver meget enkelt på den måde, men også meget unuanceret. Lidt som at spise den samme ret igen og igen. Det er ensformigt og usundt.

Man mister over tid kontakten med andre mennesker, og netværket skrumper ind. Man bliver således mere sårbar og mere ensom. Men man mister også kontakten til sig selv, og hvordan man egentlig har det. Man ser på sig selv på en mekanisk, instrumentel og grundlæggende uempatisk måde. Hjernen og kroppen skal servicere én, men man nægter at passe godt på den. Man ignorerer alle tegn på dalende trivsel og sundhed, og kompenserer i stedet med kaffe, cigaretter, alkohol eller sovemedicin.

Angsten for at slappe af og give slip

Der findes et begreb på engelsk som meget fint indrammer, hvorfor den arbejdsafhængige arbejder så meget. Det er for at undgå et intenst, diffust ubehag, som opstår spontant, når man ikke beskæftiget med noget – begrebet er Relaxation Induced Anxiety.

Man har mistet den medfødte og af evolutionen fremselekterede evne til at restituere med nydelse. Restitutionsevne og det at kunne bringe sin organisme ind i en rolig og behagelig tilstand hænger uløseligt sammen med, hvilket opvækstmiljø, vi har haft som børn, og hvorvidt vores forældre var i stand til at trøste og berolige os, når vi var bange og kede af det.

Det lille barn er ikke født med selvreguleringskapacitet, men genetisk disponeret for at lære det i samspil med rolige, venlige, empatiske og kompetente forældre. Selvregulering – at kunne både berolige (nedregulere sin arousal) og motivere sig selv (opregulere sin arousal) – er helt afgørende for et liv med lethed og glæde.

For meget tidlig stress er toksisk for et lille barn med en umoden hjerne og nervesystem, og vil senere i livet resultere i en generel lav stress- og frustrationstolerance, store udfordringer med at slappe af og en øget disponering for afhængighed og misbrug. Man kan og bør således betragte arbejdsafhængighed ud fra et udviklingspsykologisk og tilknytningsteoretisk perspektiv.

Stræben efter anerkendelse

Arbejdsafhængighed er en måde at kompensere for den værdiløshed og skam, man grundlæggende føler inde i sig selv, fordi man ikke blev taget empatisk imod af sine forældre. Når man ikke føler sig som en god nok person, bliver man let afhængig af anerkendelse udefra. Man overidentificerer sig med arbejdet og den position, det giver, og kan ikke sige nej eller geare ned, fordi man frygter andres negative reaktion. Dette gælder også børn og unges forhold til eksempelvis deres skolearbejde.

Når man søger den ydre anerkendelse, forsøger man at tilfredsstille et diffust behov, som er karakteriseret ved netop ikke at kunne tilfredsstilles. Arbejdsafhængighed er en evighedsmission. Man jagter et mål, der ikke eksisterer.

Markører på at arbejdet har taget magten

I det følgende oplistes en række markører, som kan indikere, at arbejdet har taget magten. Disse markører er de samme, som også gælder ved stress:

– Rigiditet og mangel på spontanitet
– Sort/hvid tænkning
– Perfektionisme
– Konstant dårlig samvittighed
– Tjeklister
– Altid på vej videre – aldrig i nuet
– Kronisk tidspres
– Skal hele tiden være online
– Multitasking
– Dårlig søvn
– Work-Life balance forstyrret
– Mavesår og mavesmerter
– Indre uro
– Angst
– Hukommelsesbesvær
– Koncentrationsproblemer
– Irritabilitet
– Depressivitet
– Fysik ubehag
– Muskel- og kropssmerter
– Kvalme
– Hovedpinde
– Manglende motivation
– Energiløshed
– Træthed
– Trykken for brystet
– Kedsomhed
– Nervøse, urolige, ufrivillige bevægelser i kroppen
– Fordøjelsesproblemer
– Kontroladfærd
– Kan ikke sig fra, sige nej og lover alt for meget
– Selvkritik
– Katastrofetænkning
– Ønsketænkning
– Nedsat indlæringsevne
– Ubeslutsomhed
– Rysten
– Vægtændringer
– Overfølsomhed
– Magtesløshed

Kulturelle påvirkninger

Selvom det er meningsfyldt og helt nødvendigt at betragte arbejdsafhængighed i et tilknytningsteoretisk perspektiv, kan vi ikke undgå også at skulle forholde os til begrebet i et kulturelt perspektiv.

Vi lever utvivlsomt i en præstationsorienteret verden, hvor det at have travlt giver status og beundring, og den måde vi har indrettet arbejdslivet på, befordrer en tvangspræget arbejdsrelation – her kan nævnes:

– Udflydende arbejdstider
– Ideen om selvledelse
– Matrixorganisation
– Krav om følelsesmæssigt engagement
– Strømmen af projekter
– Uklare roller, ansvar og beføjelse
– For ensidigt fokus på effektivitet
– Arbejdet ophøjes til en værdi i sig selv
– Det grænseløse arbejde
– Kravet og forventningen om personlig udvikling i jobbet
– Arbejdet som det primære sociale fællesskab
– Hjemmearbejdspladser
– IT og onlinemuligheder
– Den gældende praksis med at outsource børn til institutioner
– Arbejdsværdier som engagement, fleksibilitet og tilgængelighed

Vi lever i en tid, hvor succes og identitet hænger tæt sammen med vores arbejde og jobtitel. Vi er ikke rigtig noget uden arbejde. Det er lavstatus ikke at arbejde eller kun at arbejde lidt – det anses som dovenskab og uansvarlighed.

Koblingen til tilknytning

Selvom der er en masse kulturelle og samfundsmæssige faktorer, der fodrer arbejdsafhængighed, er det alligevel kun et mindretal, der får et tvangspræget forhold til deres arbejde. De fleste er i stand til at have et liv udenfor arbejdspladsen – og se arbejdet som noget andet end selve livet.

Dette bringer os tilbage til udviklingspsykologien. Her er det vigtigt at slå fast, at tilknytning ikke handler om, at man som barn lærer at kopiere sine forældres adfærd, men om at man introjicerer deres syn på én. Man tager deres opfattelse til sig, og begynder at se sig selv, som de så en; som en der ikke er fuldendt og god nok i sig selv, og som derfor må forandre sig, omgøre sig og blive til en anden, førend forældrene kan acceptere en. Tilknytningsrelateret læring handler ikke om imitation, men om introjektion.

Man lærer overansvarlighed og tvangspræget adfærd, når det har været afgørende for et barn at samarbejde med forældrenes forventninger på bekostning af egne legitime behov og ønsker. Man ved, at børn, der vokser op i en familie med en arbejdsafhængig forælder, har større sandsynlighed for at blive utrygt tilknyttet, og dermed komme til at lide af en række af de dertil knyttede symptomer, som eksempelvis indre uro, ængstelighed og depressivitet.

Emotional Neglect

Den arbejdsafhængige forælder er typisk så optaget af sine egne følelsestilstande, indre konflikter og den vanskelige relation til arbejdet, at barnet ikke bliver set, hørt, følt eller berørt tiltrækkeligt og med tilstrækkelig interesse, kontinuitet og nærvær. Samvær uden nærvær er uden emotionel betydning for et barn, og et barn der udsættes for følelsesmæssigt fraværende forældre, lider under et virkeligt men meget usynligt omsorgssvigt – også kaldet Emotional Neglect.

Arbejdsafhængige, følelsesmæssigt utilgængelige forældre er typisk fraværende både fysisk og mentalt, og når de ikke arbejder, er de ofte irritable, anspændte og distancerende. De har abstinenser. Disse forældre kræver almindeligvis meget af deres børn og har en enten kontrollerende eller passiv adfærd. Det at tage sig af barnet er endnu et punkt på tjeklisten; noget der skal klares og overstås.

Der er lavet undersøgelser, der sammenligner børn, der er vokset op i en alkoholfamilie med børn af arbejdsafhængige forældre, og der er skræmmende ligheder; barnets tilknytning bliver usikker i begge tilfælde, og senere i voksenlivet kan der opstå kaskader af uforståelige symptomer.

Undersøgelser viser bl.a., at børn i begge familietyper scorer højere på angst, depression og tvangsprægede tendenser end andre børn. De er mere ydrestyrede, mindre motiverede og oplever generelt, at de ikke har indflydelse på eget liv – det man kalder tillært hjælpeløshed. I puberteten og voksenlivet er risikoen for at få en psykisk lidelse større. Alt i alt svarer dét, at vokse op i en familie med arbejdsafhængighed, til en alkoholfamilie.

Når et barn bliver overladt for meget til sig selv på et emotionelt plan, eller bliver bedt om at påtage sig følelsesmæssige opgaver og ansvar, det ikke er modent nok til, mistrives barnet, og den sunde udvikling hæmmes. Et barn i en familie med arbejdsafhængighed vil ofte kun høste anerkendelse, når det det præsterer, er dygtigt, stille, ikke stiller for mange krav og ikke fylder for meget, og ofte vil barnet have en uoverskuelig opgave med at tage sig af den forælder, som efterlades i hjemmet.

Konsekvenser for familien – misbrug og medmisbrug

For den arbejdsafhængige er arbejdet en måde at undgå intimitet og nærhed på, og det har naturligvis konsekvenser for familien. Når man er fysisk og mentalt fraværende, viser man de øvrige familiemedlemmer, at arbejdet er det vigtigste. Ægtefælle og børn føler sig af gode grunde oversete, svigtede og alene, men kan også let komme til at føle skyld over, at de ikke er mere taknemmelige.

En sådan familie vil typisk være præget af færre positive følelser, mindre samhørighed, mindre intimintet og mere fremmedgjorthed end andre familier. Ægtefællen vil føle sig alene med ansvaret for hjem og børn og let falde ind i en rolle som martyr og offer, hvilket uvægerligt vil føre til beklagelser og selvmedlidenhed – dog helt uden forandrings- og problemløsningskapacitet. Således vil børnene blive fanget i en ond cirkel mellem skyld og dårlig samvittighed og påtage sig et alt for stort ansvar for familiens trivsel.

I en familie med en misbruger vil der altid være en medmisbruger – en der måske nok beklager sig, men som grundlæggende ikke tror, man kan have betydende indflydelse over eget liv. Medmisbrugeren søger for, at misbruget kan opretholdes og fungere – primært ved ikke at tage et voksenansvar for enten at få forandret situationen eller forlade den arbejdsafhængige ægtefælle.

Ægtefællen vil typisk føle sig fanget imellem utilfredshed med parforholdet og angst for at forlade det. Det er et svært og smertefuldt sted at befinde sig, og katastrofalt for børnene i familien. En vred, ængstelig og trist forælder kan ikke give et barn den emotionelle støtte og omsorg, det har brug for, for at udvikle tillidsfuldhed, selvværd og resiliens.

Konsekvenser på arbejdspladsen

Det er ikke kun familien, der vil blive negativt påvirket af arbejdsafhængigheden. På sigt vil den også smitte af på arbejdspladsen. På grund af det indre pres, vil arbejdet i stigende grad føles som en byrde, man ikke ved, hvordan man skal håndtere. Arbejdet bliver mere og mere stressfyldt, hvilket selvfølgelig vil præge både relationer, kvalitet og effektivitet.

Den arbejdsafhængige vil have mindre overskud, blive mere irritabel og følelsesladet, begå flere fejl, blive mindre spontan og kreativ, presse andre og generelt sprede en dårlig stemning omkring sig. Det er særlig fatalt, hvis vedkommende bestrider en ledelsespost, og kan give anledning til kaskader af stress og mistrivsel i organisationen.

Helbredelse og vejen ud af afhængigheden

At slippe ud af arbejdsafhængighed er lige så stor en udfordring som eksempelvis at holde op med at drikke, og det kan være helt afgørende at få professionel hjælp gennem hele processen.

Første step er at erkende sit misbrug og derefter at begynde den langsomme og udfordrende rejse mod et liv med mindre tvang og mere lethed og glæde. For nogle gælder, at de er nødt til at tage en kold tyrker og holde op med at arbejde eller påtage sig et job af et helt anden karakter. Man skal under alle omstændigheder af de elektroniske platforme og ind i livet.

Grundlæggende skal man lære at kunne restituere og finde en ny og mere livsduelig balance i sit liv – mellem at være i vigør og helt ubeskæftiget. Man skal give slip på alle tvangstankerne, gøre ting langsommere og med mere nærvær. Man skal måske erhverve et kæledyr eller få sig en fritidsinteresse. Og man skal have genoptaget sit sociale liv. Man skal endvidere påtage sig ansvaret for at leve sundt. Det indbefatter at spise, sove og motionere regelmæssigt – uden at gøre det til endnu et tvangspræget projekt.

For nogle går vejen gennem træning i mindfulness og måske et terapeutisk forløb. Det vigtigste er dog, at man tager det fulde ansvar for sin egen helbredelse og omfatter sig selv med både mildhed og tålmodighed. Det har taget tid at miste sig selv; og det tager også tid at finde sig selv igen.

Kilde

Pernille Rasmussen: Når arbejdet tager magten, Hans Reitzels Forlag, 2005