Denne artikel handler om den depression, der bedst kan forstås som en konsekvens af tidlige, utrygge tilknytningserfaringer og traumatisk stress. Bag de ofte usynlige indre symptomer i form af indre uro og livsstress, og bag rækken af synlige ydre symptomer som eksempelvis angst, relationelle konflikter, uforklarlige sygdomme, spiseforstyrrelser, misbrug, selvskadende adfærd og lignende ligger der ofte en stor smerte i form af en global, påtrængende, panisk angst for både nærhed, svigt og adskillelse. Denne smerte benævnes forladthedsdepression.
Utryg tilknytning og depression
Utryg tilknytning giver en særlig sårbarhed overfor depression både i puberteten og senere i livet. Depression er en særlig værens- og sindstilstand præget af et specifikt arousalmønster, bestemte emotioner og mentale tankemønstre, der medierer vedvarende ubehagstilstande.
Ofte følger depressionen efter en stressbelastning, og kan således forstås som resultatet af en fysiologisk, mental og emotionel overbelastning resulterende i et sammenbrud. En fatal fragmentering af et menneskes sammenhængskraft og evne til at leve et liv med lethed og glæde. Depression er en kollapstilstand og et symptom på udtrætning.
Markører på depression
Den deprimerede tilstand er typisk karakteriseret ved:
– Angst og indre uro
– Et ubestemt kropsligt ubehag
– Koncentrationsbesvær, irritation og vrede
– Nedtrykthed og fortvivlelse
– Opgivenhed, afmagt og handlingslammelse
– Tomhed, ensomhed, kontaktløshed
– Følelsesløshed og fastlåshed
– Ligegyldighed og apati
– Skyld- og skamfølelse
– Ulyst, lede og afsky
– Træthed og energiløshed
– Rumination; grublerier over fortiden, bekymringer for fremtiden
– Søvnforstyrrelser og mareridt
To depressionsmønstre
Ifølge Jon G. Allen, som forstår depression i et tilknytningsteoretisk og neurovidenskabeligt perspektiv, findes der to karakteristiske depressionsmønstre:
Det dependente depressionsmønster – karakteriseret ved oplevelser af hjælpeløshed, opgivenhed og afhængighed som bygger på angsten for at blive forladt og overladt til sig selv, og på forestillinger om selvet som svagt og inkompetent. Dette depressionsmønster kobler sig særligt til utryg, ambivalent tilknytning.
Det selvkritiske depressionsmønster – karakteriseret ved følelser af uværdighed, mindreværd og skyld, som bygger på en tvangs- og pligtmæssig måde at være i verden på præget af perfektionisme, rivalisering, præstationstvang, fjendtlighed, kritik, jalousi og misundelse. Dette depressionsmønster kobler sig særligt på utryg, undvigende tilknytning.
Begge depressionsmønstre kendetegner forladthedsdepressionen, som er en sammensat, kompleks emotionel tilstand omfattende depression – herunder vrede og raseri, frygt og skyld, hjælpeløshed og tomhed.
Når mennesker forsøger at beskrive disse følelser, bruger de ofte stærke metaforer som en vulkan, der kan gå i udbryd hvert øjeblik det skal være, en sump, kviksand eller et mørke, man synker ned og går til grunde i, som en tåge, hvor man mister orienteringen, som et isbjerg med følelser af tomhed, kulde og ensomhed. Eller som en rundkørsel uden udgang, eller et bjerg der ikke kan bestiges.
Angst og depression hænger sammen
Utryg tilknytning fører til både angst og depression, og angst er altid en stærk komponent i depression. I relation til utryg tilknytning i barndommen, oplever barnet både fare og tab. Det erfarer, at dets autentiske behov for omsorg og autonomi, skaber negative emotioner hos omsorgspersonen.
Barnet frygter et livstruende tab af omsorgspersonen og tilpasser sig godt som muligt ved enten af skrue ned eller op for sine tilknytningssignaler; ved at gøre sig mere selvstændig og stærkere, end det er aldersmæssigt, eller ved at gøre sig mere hjælpeløst og svagt. Barnet bruger en masse mental energi på at hæmme og omforme sine naturlige livsudtryk i forsøget på at dulme angsten og forhindre tabet af tilknytningspersonen.
Tabets to poler
Utryg tilknytning fører altid til tab. Ved det utrygge undvigende tilknytningsmønster er det særligt frygten for at miste sin selvfølelse og selvstændighed, der dominerer, mens frygten for at miste omsorg og nærhed, kendetegner det utrygge ambivalente tilknytningsmønster.
Det undvigende barn erfarer i samspillet med omsorgspersonen, at særligt omsorgsbehov ikke er legitime. Derfor undertrykker barnet disse behov og kompenserer ved at gøre sig uafhængigt og selvforsynende. Alt hvad der opleves som en trussel mod den konstruerede selvtilstrækkelighedsfølelse, fører voldsom angst med sig. Det værste for et menneske med et afvisende tilknytningsmønster er at opleve sig afhængig af andre – og dermed svag – hvilket fører til voldsom skamfølelse.
Det ambivalente barn derimod erfarer, at selvstændighedsbehov er truende for omsorgspersonen, og derfor undertrykker barnet disse, og kompenserer ved at klynge sig til omsorgspersonen og vise sin afhængighed. Alt hvad der opleves som en trussel mod den konstruerede selvutilstrækkelighedsfølelse giver angst, og det farligste bliver således at komme i kontakt med autonomibehov og adskilte identitetsudtryk.
En eksistentiel udviklingsopgave
Ifølge Sidney J. Blatt står alle mennesker overfor to betydningsfulde eksistentielle udviklingsopgaver; Dels at kunne etablere og opretholde meningsfulde, givende og beskyttende interpersonelle relationer, dels at kunne etablere og fastholde en konsistent, differentieret, realistisk og integreret selvfølelse. Udviklingsopgaven kan mislykkes i begge poler grundet de livsomstændigheder, man møder tidligt i livet.
Man kan på den ene side få alvorlige problemer med sin oplevelse af selvet. Man bliver ekstrem sårbar overfor kritik, ydmygelse, fejl, skyld- og skamfølelser. Man kæmper for selvets opretholdelse ved at kræve selvstændighed, frihed og adskillelse. Man sin forsvarer sin sårbarhed, som man ikke vil være ved; med konfrontation, kontrol, isolation, projektion og intellektualisering.
På den anden side kan man blive udfordret i det relationelle felt, fordi man efterstræber symbiose, homogenitet og kæmper for nærhed, intimitet og samarbejde, uden at man kan finde ud af at sætte grænser mellem sig selv og andre. Man bruger sin sårbarhed til at gøre sig afhængig, og man forsvarer den ved at undertrykke og benægte egne differentierede behov for identitet og selvstyrke.
Disse udviklingspsykologiske problematikker fører, understøttet af omfattende empiri, ifølge Sidney J. Blatt til to forskellige former for depression, som korrelerer med de af Jon G. Allen nævnte depressionsmønstre – kaldet den anaklitiske og den introjektive depression.
Anaklitisk depression
Dette er en afhængighedsdepression, hvor man fokuserer på tab, svigt, forladthed og ensomhed. Depressionen udtrykker sig gennem en smertefuld overoptagethed af relateren, ensartethed, afhængighed og nærhed.
Den anaklitiske depression viser sig således som emotionelle forstyrrelser i form af en desperat og bekymret overoptagethed af temaer som tillid, kærlighed, omsorg, afhængighed, intimitet, samarbejde, tryghed, gensidighed og lignende.
Man vil hele tiden være i anstrengte overvejelser, om man nu får nok af andre og selv giver nok. Om man er god nok, og om andre er. Disse påtrængende tanker bemægtiger sig vedvarende opmærksomhedsfeltet, og hviler på en konstant og plagsom vurdering af egen og andres kærlighedsevne.
Kærligheden bliver målt, vejet og vurderet. Kærlighed og venlighed er noget man skal gøre sig fortjent til; den kan og må ikke tages for givet, hvilket jo netop karakteriserer den trygge tilknytning, at kærligheden kan man regne med og tage for givet.
Relationer får derfor en tvangsmæssighed over sig, fordi der hele tiden er et regnestykke, der skal gå op. Man føler sig forpligtet til at være en god og omsorgsfuld person, og man mener, andre også er forpligtede. Omsorg er ikke et valg eller en mulighed, men en pligt. Denne automatik betyder, at hverken egne eller andres behov undersøges, og at man let kommer til at påtvinge andre den omsorg, man selv længes så desperat efter, men aldrig finder tilfredsstillende.
Omsorg som påtvinges er dog ikke omsorg men en krænkelse af en andens integritet. Når kærlighed skal føles på en bestemt måde, bliver margenen for, hvornår den er rigtig eller forkert meget snæver, og derfor bliver man voldsomt optaget af ensartethed, sammensmeltning og symbiose. Rigtig kærlighed er først, når man føler det samme, oplever det samme og udtrykker det på samme måde.
Man er, grundet sine utrygge tilknytningserfaringer – typisk præget af en inkonsistent, uforudsigelig, invaderende, utidig, omklamrende, klyngende og insisterende forældreadfærd – blevet så optaget af relateren, omsorg og samhørighed, at udviklingen af ens selv, identitet og selvstændighed fuldkommen overses, og bliver sekundær. Selvets eksistens, berettigelse og potentiale for adskilthed og styrke mentaliseres ikke; det falder helt uden for opmærksomheds- og refleksionsområdet.
Den anaklitiske depression er således kendetegnet ved mange, intense indre konflikter, og forestillinger om at blive svigtet, forrådt, frataget omsorg og interesse – invaderende og smertefulde tanker om at blive forladt og efterladt alene.
Introjektiv depression
Dette er en selvkritisk depression, hvor man fokuserer på fejl, mangler og mindreværd, og hvor depressionen udtrykker sig gennem en overoptagethed af selvidentitet, forskellighed, uafhængighed og distance. For personen bliver det helt afgørende at kontrollere sig selv og andre, at hævde sig selv, definere sig selv som forskellig og adskilt og værne om sin integritet.
I den introjektive depression kæmper man desperat for at holde sammen på en stabil selvfornemmelse og at opretholde en fornemmelse af at være en uafhængig person, der er værdig i sig selv og ikke behøver andre.
Man martres af et permanent utilfredsstillet behov for anderkendelse, respekt og beundring. Det at opretholde en acceptabel selvfølelse, bliver vigtigere end nærhed med andre mennesker, og der eksisterer en indre grundlæggende antagelse om, at nære relationer er krænkende, fordi al form for kontakt med emotionalitet og sårbarhed korreleres med skam og skyld.
I den introjektive depression er der en voldsom sensitivitet overfor kritik og afvisning, og man kommer meget let til at opleve sig lille og værdiløs, hvilket medierer voldsomme følelser af protest og raseri. Man kæmper konstant for at opretholde selvværdet – en kamp med dybe rødder i en forældreadfærd, der var præget af kontrol, invadering, straf, kritik, fordømmelse og ydmygelse.
Polarisering
Begge depressive tilstande har, som vi har set, et gennemtrængende tema, der viser sig i en dysfunktionel overinvolvering i enten selvstændighed eller nærhed.
Begge depressionsmønstre skaber smerte og livstress, idet oplevelser af overdreven afhængighed af andre, ødelægger den sunde selvfølelse af kompetence, mens rigide overbevisninger om uafhængighed af andre, medierer tab af nære relationer og dermed påtrængende følelser af isolation og tomhed.
Grænsesætning
Udviklingen i de to poler – selvstændighed og relateren – er gensidig afhængige. Et robust og fleksibelt selv, som er både er differentieret fra andre og integreret i personlighedsstrukturen, er ikke muligt uden erfaring med tilfredsstillende, interpersonelle relationer. Og evnen til sunde, givende relationer kan ikke udvikle sig uden klare grænser mellem selvet og de andre.
En sund relation fordrer tydelig grænsesætning og selvdefinition fra begge parters side. Ligesom evnen til grænsesætning og individualitet fordrer erfaring med at blive mødt empatisk og mentaliserende i sit autentiske livsudtryk. Udvikling mod styrke i begge poler starter ved livets begyndelse, og fortsætter gennem hele livet i forskellige faser.
At hænge fast i en ene af de to poler fører til psykisk smerte, rigiditet og intense følelser af frustration og utilfredsstillethed.
Det falske selv
Forladthedsdepressionen er resultatet af et emotionelt omsorgssvigt. Utryg tilknytning fører altid til et brud på det autentiske selv og skaber grundlaget for udviklingen af et falsk selv og kompensatoriske selvbeskyttelsesstrategier.
”En mor, som ikke er ”tilstrækkeligt god”, formår ikke at gøre barnets omnipotens virkelig. Hun undlader gang på gang at komme barnets gestus i møde. Hun erstatter dem med sine egne gestus, der kun får mening ved, at spædbarnet tilpasser sig. Denne tilpasning fra barnets side er det falske selvs tidligste stadium, og det er knyttet til moderens manglende evne til at opfatte barnets behov.” Donald W. Winnicott
Sorgen, vreden og raseriet over at måtte give afkald på sig selv, sine naturlige behov og legitime livsudtryk, er det mentale materiale, der medierer indre konflikter og forladthedsdepression.
For at værne sig mod denne smertefulde depression og for at bevare tilknytningsrelationen, må al kontakt med enten omsorgs- eller selvstændighedsbehov holdes ude af bevidsthedsfeltet. Når de traumatiske erindringer alligevel bryder igennem til opmærksomhedsfeltet, folder forladthedsdepressionen sig ud for fuld udblæsning.
Forladthedsdepressionen udgøres, som nævnt, af et sammensat smertekompleks med mange intense ubehagstilstande og negative emotioner. Der er både raseri, panik, kollaps, magtesløshed og voldsomme skam- og skyldfølelser i spil på én og samme tid. Disse tilstande kan ikke reguleres, fordi arousal- og affektreguleringskompetencen har lidt skade under den utrygge tilknytning, og man må derfor i stedet ty til de sekundære, kompensatoriske overlevelsesstrategier for at beskytte sit sårbare selv og opnå et minimum af tryghed.
Det autentiske selv derimod undertrykkes med det primære formål at redde tilknytningsrelationen. Når man hverken kan flygte eller kæmpe, hvilket det afhængige barn ikke kan, vender man kampen mod sin egen organisme, og fører krigen dér som en indre konflikt. Når den voksne senere i livet kommer bare perifært i kontakt med det autentiske selv, kommer der både voldsom angst og intense følelser af sårbarhed, at være alene og uden beskyttelse.
Det falske selv fungerer som en selvsløring; man skjuler sig under falsk identitet og udgiver sig for at være end anden, end den man er. Man opgiver sig selv og alle selvets muligheder og fulde potentiale, for at undgå forladthedsdepressionen.
Det kan give en midlertidig lindring, men prisen er fatal, fordi vi på samme vis som de tidlige omsorgspersoner, svigter os selv. Når vi vender os væk fra vores egen følelsesmæssige virkelighed, forpasser vi muligheden for at leve vores eget liv.
Vi kommer til at leve et undgåelsesliv, hvor vi for enhver pris ikke må komme i kontakt med autentiske behov og ønsker, fordi denne kontakt omgående minder os om, at de er illegitime, forbudte, foragtelige, og at vi bliver svigtet og følelsesmæssigt forladte, hvis vi fremviser dem.
Således ligger forladthedsdepressionen hele tiden lige under overfladen, og kan aktiveres når som helst af alle mulige hændelser, indre som ydre, der skaber kontakt med subjektive livsbehov.
Det emotionelle omsorgssvigt
Dette responsmønster i stivnen og rigiditet bygger på reelle tidlige erfaringer med omsorgspersonens tilbagetrækning af sit emotionelle engagement, når barnet fremviser autentiske selvudtryk og dermed differentierer sig som et frit menneske, som nok er forbundet med, men også forskellig fra andre mennesker.
Barnets straffes for disse livsudtryk og belønnes tilsvarende for at tilpasse og føje sig og leve op til omsorgspersonens fantasier og projektioner. Forældrene har således et billede af barnet, som på ingen måde stemmer overens med barnet, som det egentlig er.
Forladthedsdepressionen er kendetegnet ved, at evnen til både at være sammen med andre mennesker og til at være alene har lidt skade. Evnen til at være alene påbegynder sin udvikling allerede hos spædbarnet, når det erfarer, at det kan hvile i fred; at det både kan være vågen, rolig og helt tryg i omsorgspersonens nærvær – uden angst for at blive invaderet eller forladt. Denne samspilsdynamik er forstadiet til positive interaktionsforventninger og til en oplevelse af selvet som værd at elske.
Det barn derimod, som frygter invasionen eller ensomheden, overvældes af stress og indre uro, som det ikke evner at nedregulere, fordi omsorgspersonen ikke i sin interaktion med barnet kan vise, hvordan man gør. Når barnet ikke reguleres af en empatisk voksen, sensitiveres frygtsystemet og organismen bringes ud af ligevægt.
Det emotionelt omsorgssvigtende barn og senere den voksne har en skabelon for relationer, der er adaptiv i forhold til svigt og krænkelse; man ikke bare forventer svigt fra andre, man oplever også kontinuerligt disse svigt i virkeligheden, fordi hjernen er hardwired til denne oplevelsesmodus.
Dét at relatere sig til sig selv, andre og verden omkring én er blevet noget af det mest farlige i livet. Hvis vi ikke kan engagere os i livet med lethed og glæde, men i stedet oplever selve det at eksistere som et overgreb mod vores personlige integritet, mister vi engagementet og livsviljen og falder ind i depression eller bliver indebrændte, bitre og kronisk utilfredsstillede.
Det emotionelle omsorgssvigt er ofte næsten usynligt og meget subtilt, og kan ikke umiddelbart erindres. Det er tavst og umentaliseret, fordi det mest af alt handler om det, omsorgspersonen ikke gjorde – nemlig ikke at møde barnets emotionelle behov på en empatisk måde. Det er altid sværere at erindre noget, som ikke fandt sted, men som ikke desto mindre var virkelighed.
I forladthedsdepressionen føler man sig fremmedgjort, og man kan ikke bede om hjælp, for man ved ikke, hvad der vil hjælpe. Man har ikke rigtig ord for det manglende. Sproget har ikke forbundet sig ordentlig med følelserne. Når man ikke kan verbalisere og dermed mentalisere sine indre tilstande, bliver det let at bebrejde sig selv for ikke at være mere glad, taknemmelig og tilfreds.
Kilder
Jon G. Allen: Mentalizing in the Development and Treatment of Attachment Trauma. Carnac Books, 2012.
Jon G. Allen: Mentalisering i tilknytningsrelationer – behandling af traumer med traditionel terapi. Hans Reitzels Forlag, 2014.
Sidney J. Blatt: Polarities of Experience – Relatedness and Selv-definition in Personlality, Development, Psychopathology and the Therapeutic Process. American Psychlogical Association, 2008.