Inge Holm

Kender du dit tilknytningsmønster?

Menneskebarnet er biologisk og genetisk disponeret til at søge beskyttelse og tryghed hos en voksen – typisk mor og/eller far, eller i mangel på disse hos en anden voksen, der kan fungere som tilknytningsperson. Dette af helt basale evolutionære grunde med henblik på artens overlevelse.

Derfor sender barnet tilknytningssignaler til den voksne i form af gråd, skrig, blikkontakt, motoriske bevægelser som at række ud, gribe og holde om, ansigtsmimik, smil og senere sprog.

Lige som barnet er biologisk disponeret for omgående aktivering af et tilknytningssystem, er forældrene biologisk disponeret for aktivering af et omsorgssystem, når barnet udsender tilknytningssignaler. Et velfungerende omsorgssystem er dog betinget af, at forældrene selv har mødt et sådan i egen barndom, og dermed lært hvad omsorg er – og ikke er.

Den måde, den voksne møder barnets tilknytningsadfærd på, bliver afgørende for det dynamiske samspil mellem barn og voksen og bliver over tid til et forholdsvist stabilt mønster – et tilknytningsmønster. Vi kan også kalde det for et mønster for måder at være i kontakt med andre mennesker på. Et prototypisk mønster for relationer, eller slet og ret en personlig kommunikationsmodel.

Dette tilknytningsmønster vil altså også senere i livet fungere som fundament for nye betydningsfulde relationer – fx til en partner, egne børn, arbejdskolleger, chefer, venner etc. Et barns tilknytningsmønster til mor/far eller en anden betydningsfuld tilknytningsperson har således vist sig at have stor prædikativ værdi; det vil sige stor evne til at forudsige, hvordan barnet som voksen vil indgå i relationer med andre mennesker.

Tilknytningsteorien er en af de mest empirisk, videnskabeligt underbyggede udviklingspsykologiske teorier overhovedet, og der er siden teoriens indledningsvise udvikling i perioden 1930-og fremefter foretaget tusindvis af undersøgelser og forsøg over hele jordkloden, der alle peger i samme retning.

Teorien udspringer af børnelægen og psykoanalytikeren John Bowlby og psykologens Mary Ainsworths fascinerende og berømte arbejde med konkret at observere og i detaljer beskrive samspillet mellem mindre børn og deres mødre. På den baggrund har det vist sig muligt at opstille fire universelle kategorier for tilknytning:

  • Tryg tilknytning
  • Afvisende tilknytning
  • Ængstelig tilknytning
  • Desorganiseret tilknytning

På trods af tilknytningsmøntrenes forholdsvise stabilitet og dermed evne til at forudsige kommende betydningsfulde relationer, er der ikke tale om mønstre, der ikke kan ændres. Med den nyeste hjerneforskning ved vi nu, at hjernens neurale netværk, som bl.a. former det respektive tilknytningsmønster, kan og vil forandre sig, når man som menneske får nye erfaringer med nye mennesker. Et utrygt tilknytningsmønster kan således overskrives af et nyt og mere trygt. Tilsvarende kan et trygt tilknytningsmønster fragmentere.

I det følgende gennemgår jeg kort de fire forskellige tilknytningsmønstre:

Tryg tilknytning

Tryg tilknytning er den mest betydningsfulde enkeltfaktor overhovedet for et liv med lethed og glæde, oplevet meningsfuldhed, indre balance, trygge relationer og en stærk følelse af at være værdifuld – for sig selv og for andre. Det vi kalder selvværd.

Den trygge tilknytning former sig ud af et dynamisk samspil mellem barn og tilknytningsperson, der er kendetegnet ved at den voksne er nærværende, forudsigelig, konsistent, beskyttende, interesseret, sensitiv i forhold til barnets behov og stemning og til rådighed for barnet, når det har behov for regulering i form af fx trøst (nedregulering) eller stimulering og leg (opregulering).

Denne rummende, positive, nydende og ikke-fordømmende forældreadfærd giver barnet en tro på, at det ALTID kan regne med beskyttelse, hvilket betyder, at barnet, som det bliver ældre, får tillid nok til at bevæge sig nysgerrigt og udforskende ud i verden; vel vidende at det altid kan vende hjem igen til den trygge base.

Det trygge barn vokser op og tilegner sig som voksen personlige kompetencer som eksempelvis:

  • Realistisk optimisme
  • Empati, sætte sig ind i andres situation, medfølelse
  • Tillidsfuldhed
  • Åbenhed og fleksibilitet
  • Klar kommunikation om egne behov
  • Modstandsdygtighed overfor stress og belastninger
  • Kan beskytte både sig selv og andre fra eksterne farer og krænkelser
  • Kan reparere brud i relationer, dvs. gøre det godt igen
  • Kan rumme at andre er forskellige fra dem selv
  • Robusthed og selvværd

Undersøgelser viser at 60-70% af befolkningen har et trygt tilknytningsmønster.

Afvisende/undgående tilknytning

Et barn som vokser op med forældreadfærd præget af distance, afvisning, fordømmelse, ignorering, censur, kritik og eventuelt decideret fjendtlighed eller som er blevet ladt alt for meget alene, vil ikke opleve, at forældrene er til rådighed for det på et følelsesmæssigt plan; forældrene udgør med andre ord ikke en tryg base. Som resultat heraf føler barnet sig afvist, devalueret, ignoreret, ikke god nok, og ikke værd at være sammen med.

Barnet vil, når det har opgivet at blive set og mødt af sine forældre, slutteligt holde op med at udvise tilknytningsadfærd, og vil i stedet finde måder, hvorpå det kan regulere sig selv, dvs. trøste og stimulere sig selv. Det kaldes autoregulering. Selv i stressende situationer, hvor barnet bliver bange eller decideret angst, vil det forsøge at undgå at vise dets behov for beskyttelse og tryghed, fordi det risikerer at blive afvist, hvilket blot vil skabe endnu mere angst. Over tid vil barnet med stor sandsynlighed overbevise sig selv om, at det slet ikke har brug for andre og således isolere sig yderligere fra andre.

Samtidig vil barnet også forsøge at finde ud af, hvordan forældrene gerne vil have, det skal være, og vil således bestræbe sig på at leve op til deres forventninger, fremfor at kommunikere egne autentiske behov. Barnet vil undertrykke sig selv og forsøge at blive noget andet end det er. Det udvikler med andre ord et falsk selv.

Et afvisende tilknytningsmønster betyder ikke, at barnet nødvendigvis har været udsat for vold eller anden omsorgsvigt – men udelukkende at det på et emotionelt plan ikke er blevet mødt, set og betingelsesløst anerkendt af sine forældre; sådan som barnet fremstår i sin egen, unikke personlighed.

Som voksen kan det afvisende tilknytningsmønster vise sig på følgende måde:

  • Oplever sig følelsesmæssigt isoleret fra andre, som at leve i en osteklokke
  • Minimerer andres betydningsfuldhed i eget liv
  • Sender signaler til andre om ikke at have behov for dem
  • Har typisk ingen eller kun svag erindring om egen barndom, eller et decideret idylliseret billede
  • Engagerer sig typisk i logisk, konkret og analytisk tænkning
  • Kan have svært ved at forstå andre og føler sig ikke selv forstået/anerkendt
  • Kan have svag kropsfornemmelse
  • Kan foragte svaghed eller det der opfattes som svaghed
  • Kan blive ekstrem sårbar og angst i relation til egne behov, følelser og ønsker
  • Kan konkurrere og dominere
  • Tror på hårdt arbejde, og at man skal klare sig selv
  • Bliver nemt skuffet over andre, har en skrøbelig tillid til verden og andre
  • Indre (selv)kritiske dialoger
  • Kan have selvtillid, men mangle selvværd

Undersøgelser viser at 15-25% af befolkningen har et utrygt afvisende tilknytningsmønster.

Ængstelig/ambivalent tilknytning

Det ængsteligt tilknyttede barn er typisk vokset op med en inkonsistent og uforudsigelig forældreadfærd, hvor forældrene mestendels har været optaget af egne indre (angstfulde) tilstande end barnets. Barnet har således aldrig helt kunnet regne med om dets behov for regulering (trøst og stimulering) vil kunne blive mødt eller ej – og på hvilken måde. Forældrene udgør ikke nogen tryg base.

Uforudsigelige omgivelser producerer stress, hyperarousal og konstant årvågenhed i forhold til forældrene, deres behov, humør og indre tilstande. For at blive set skruer barnet således op for tilknytningsadfærden, men uden rigtigt at kunne få det, som det behøver. Det vil sige, nogle gange får barnet noget, andre gange ikke.

Denne form for usikkerhed skaber grobund for stor ængstelighed og usikkerhed hos barnet, kombineret med at det mister tilliden til at kunne få eller skaffe sig den regulering og omsorg, som det har behov for. Barnet både appellerer med tilknytningsadfærd og klamrer sig til den voksne, og har meget svært ved at falde til ro – også når det faktisk tilbydes regulering eller trøst. Det er fyldt med indre uro, nervøsitet og stor ængstelighed, og kan hverken bringe sig selv til ro eller bruge forældrene eller andre til hvile og restitution.

Som voksen kan det ængstelige tilknytningsmønster vise sig på følgende måde:

  • Usikkerhed og evig holden øje med andre
  • Angst og stress særlig i forbindelse med afsked, separation eller afvisning
  • Kan ikke regulere eller berolige sig selv
  • Skeptiske overfor andres intentioner, mistillid til omverdenen
  • Stort behov for omsorg og nærhed samtidig med stor frygt for at miste samme
  • Vrede og anklage mod andre
  • Bliver ofte overvældet af egne barndomserindringer, traumatiseret
  • Føler at de skal ”please” andre for at få det, de gerne vil have
  • Giver først og fremmest for at få noget tilbage
  • Stort behov for bekræftelse og anderkendelse, uden rigtig at kunne tage det ind
  • Typisk lav selvsikkerhed og selvværd

Undersøgelser viser at 5-15% af befolkningen har et ængsteligt tilknytningsmønster.

Desorganiseret tilknytning

Det desorganiserede tilknytningsmønster er karakteriseret ved at barnet ikke, som ved det afvisende og ængstelige mønster, har kunnet finde en brugbar overlevelsesstrategi (coping) i forhold til forældrenes adfærd: at lukke ned for tilknytningsadfærden som ved det afvisende mønster eller at skure op for det som ved det ængstelige mønster.

Det skyldes, at det er forældrenes egen adfærd, der skræmmer barnet allermest. Barnet er således på den ene side biologisk disponeret til at søge beskyttelse hos sine forældre; på den anden side er det netop forældrene der udgør det mest farlige for barnet. Det kan være i form af vold, overgreb, incest, krænkelser eller anden form for fysisk eller psykisk mishandling.

Forældrenes adfærd vil typisk være ekstremt skræmmende, kaotisk og uforudsigelig og involvere voldsomme skift mellem ekstreme tilstande; den voksne kan fx være rolig et øjeblik for at bryde ud i voldsomt raseri det næste. Barnet bliver på den måde fanget mellem både at søge sine forældre og flygte fra dem. En klassisk double bind situation. Uanset hvad barnet gør, kan det ikke få det, som det har behov for. Desorganiseret tilknytning er således det alvorligste udtryk for utryghed, et menneske kan vise, og det dynamiske samspil med forældrene bygger grundlæggende på angst.

Det desorganiserede tilknytningsmønster kan, af indlysende grunde, producere store både intrapsykiske og relationelle vanskeligheder. Som voksen kan det desorganiserede tilknytningsmønster vise sig på følgende måde:

  • Panik og angst i forhold til at indgå i relationer med andre
  • Voldsomme og skiftende humørtilstande
  • En oplevelse af indre og ydre kaos
  • Hypersensibilitet
  • Stress, panik og et nervesystem i evigt alarmberedskab
  • Overvældethed
  • Oplevelse af uvirkelighed, at være levende død
  • Svært ved at læse andre og deres intentioner, lille eller ingen empatiske kompetencer
  • Svært ved at læse hvad der er sikkert, og hvad der er farligt
  • Kan blive tiltrukket af farlige og ekstreme situationer
  • Misbrug af forskellig art
  • Selvdestruktivitet

Undersøgelser viser at 15-20% af befolkningen har et desorganiseret tilknytningsmønster.

Vejen mod tillært tryg tilknytning

Som nævnt tidligere kan et utrygt tilknytningsmønster overskrives af et trygt, fordi vi mennesker kan udvikle os hele livet igennem. Både vores hjerne og nervesystem er modtageligt for forandringer, og når vi udsætter os selv for nye og korrigerende relationelle erfaringer, har vi mulighed for at genvinde troen på både os selv og andre. Vi kan nyorientere os i verden om og om igen.

Netop fordi vi biologisk og genetisk set er så adaptive og fleksible som art, og derfor formes i forhold til det miljø, der omgiver os, har vi mulighed for vedvarende at skabe nye neurale kredsløb, der i højere grad afspiller det miljø og de forhold vi er i lige her-og-nu, fremfor at reproducere og afspille et gammelt mønster, der nok har sit udspring og sin overlevelsesværdi i en reel oplevet fortid (barndommen), men som ikke findes mere.