Denne artikel belyser fænomenet skam i et tilknytningsteoretisk perspektiv.
Jeg holder jævnligt workshops om tilknytning.
Skam beskytter tilknytningsrelationen
Skam er en værenstilstand, som hviler på en transcenderende indre oplevelse af ikke at være værdifuld som menneske – at være en forkastelig person. Skam handler om foragt og fjendtlighed – om at blive bedømt og om at bedømme andre.
Vi er ikke født skamfulde. Vi vælger ikke selv vores selvopfattelse – den skabes i de tidlige relationelle samspil med vores forældre eller andre tilknytningspersoner. Skam er resultatet af at have været for længe i et truende tilknytningsmiljø, og have forsøgt at tilpasse sig det. Skam er således en defensiv følelse, som har til formål at omdirigere naturlige følelser af vrede og sorgfuldhed til en lammende følelse af selvforagt.
På den måde kan vi, som børn, beskytte tilknytningsrelationen. Det er af helt basale, evolutionære overlevelseshensyn mest hensigtsmæssigt for et barn at gøre sig selv forkert, det vil sige skamme sig over sig selv, fremfor at føle vrede og had mod sine nærmeste tilknytningsfigurer – også selvom de på det groveste forsømmer barnet. Dette ville kunne resultere i at blive forladt eller overladt til sig selv, hvilket er livstruende for et mindre barn. Skam beskytter således tilknytningsrelationen, men er forbundet med en stor omkostning for en senere oplevelse af et sundt og autentisk selv.
Det fjendtlige blik
At blive udsat for kritik, afvisning, uvenlighed. At blive ladt alt for meget alene og ikke blive berørt af varme hænder og set på med milde blikke. Og at få at vide, med eller uden sprog, at man er fundamentalt forkert som person, er en grænseoveskridende krænkelse. For et barn foreligger muligheden for at protestere eller forfølge den natulige vrede og sorgfuldhed dog ikke. Det ville kunne ødelægge tilknytningsrelationen til forældrene. I stedet vender barnet vreden og foragten mod sig selv, og kommer hen ad vejen til at monitorere sig selv gennem nådesløs selvkritik og selvhad. Skammen bliver en ubevidst og helt automatisk beskyttelsesstrategi. Man er blevet overbevist om, at der vitterligt er noget galt med en.
Eksponering af det skamfulde selv
Skammen vil typisk udspille sig i samværet med andre mennesker – i situationer hvor man føler sig eksponeret og set durk igennem. Man oplever sig blottet, gennemsigtig, ubeskyttet og fundamental utryg. Man fornemmer de andres kritiske blikke, og man undgår øjenkontakt for at undgå dem. Skammen kan dog også udspille sig, når man er helt alene, og kommer i tanke om situationer i fortiden, som har oplevedes skamfulde, eller situationer i fremtiden, som man frygter.
Skam er en følelse uden medfølelse
Skam er ikke det samme som skyld. Skyldfølelse handler om at opdage, at man, tilsigtet eller utilsigtet, har gjort en anden person skade. Skyld er den følelse, vi mærker, når vi kommer i kontakt med krænkelsen og med ønsket om at gøre det godt igen. Skyld igangsætter helende og formildende handlinger med henblik på reparation og genoprettelse af den ødelagte eller brudte relation. Skyld er således stærkt forbundet med ønsket om at vise sympati og medfølelse – og en helt nødvendig ingrediens i empati og venlighed. Man behøver ikke at have medfølelse eller tænke omsorgsfuldt på andre for at føle skam. Det gør man ved skyld. Skam er en undgående og defensiv følelse, mens skyld motiverer til tilnærmelse og forsoning.
Indtrængende og ubærlige erindringer
Emotionelle erindringer om skam kan dukke op hele livet, når vi træder ind i situationer og sammenhænge, der ubevidst minder om de oprindelige udskamningssituationer tidligere i vores liv. Disse erindringer skaber af gode grunde overvældende angst i nuet – og nogen gange en helt uforståelig angst, som er ganske uimodtagelig for rationelle argumenter.
Skammen kan således dukke op, når som helst og hvor som helst – og typisk i situationer hvor man på den ene eller anden måde må eksponere sig selv. For eksempel i sociale sammenhænge, ved eksamen eller når man skal tage ordet i større forsamlinger. Skammen dukker også altid op i psykoterapeutiske forløb, fordi klienten nødvendigvis på et eller andet tidspunkt må eksponere sig overfor terapeuten, hvis terapien vel at mærke skal være virksom.
Undgåelse som livsstrategi
Det er gennem vores helt tidligere tilknytninger, at vi lærer, hvad vi skal frygte allermest – herunder de følelser som er så ubærlige, at vi bliver nødt til at finde måder at forsøge at undgå dem på. Undgåelse er en relevant strategi for et barn; det har simpelthen ikke kognitive ressourcer til iværksættelse af andre løsninger, men for en voksen er det en særdeles uhensigtsmæssig måde at forholde og agere på. Jo mere vi forsøger at undgå bestemte situationer og emotionelle oplevelser, jo mere vil den dermed forbundne trusselsmonitorering holde det biologiske frygtsystem åbent – og jo mere angste, stressede eller deprimerede vil vi føle os.
Når vi skammer os eller bærer rundt på en grundlæggende indre oplevelse af at være værdiløse, så er vores sind og krop permanent i en tilstand af høj-arousal og angst. Frygtsystemet i vores hjerne og nervesystem er online hele tiden, og vi befinder os som en konsekvens heraf i et konstant alarmberedskab og forventer det værste.
Skam er så enerverende og ubærlig en følelse, at vi typisk vil bruge en masse mental energi på at undgå situationer og oplevelser, der kan bringe os i kontakt med den. For mange betyder det, at de isolerer sig og holder sig tilbage – og derfor ikke forfølger de drømme og ønsker, de måtte have for deres liv. De tager til takke med lidt, og ved det godt – hvilket øger sandsynligheden for depressive tilstande, passiv agression og generel utilfredshed.
Andre håndterer deres dybe skamfølelse ved at reagere hårdt, dømmende og uvenligt udadtil. Den ubærlige følelse af selvutilstrækkelighed, de løbende kommer i kontakt med, projiceres ud på andre, ofte nærtstående og betydningsfulde relationer; det bliver så dem, der er de uduelige og værdiløse. Ofte vil man dog ikke selv være klar over sin fordømmende og nedvurderende forholdemåde – hverken den man udsætter sig selv eller andre for.
Skam tåler ikke det venlige blik
Tilknytningstraumer forstyrrer den sunde udvikling af identiteten. Evnen til at være i tryg kontakt med sig selv og andre kompromitteres, og selvværdet undermineres. Vejen ud af skammen er paradoksalt nok ikke at forsøge at undgå den eller kæmpe mod den, men derimod at vise den frem – i samvær med en person, der kan holde ud at være med skammen og vise den både mildhed og venlighed. Skam tåler ikke det venlige og varme blik. Når skammen mødes med medfølelse, opløses den.