Forladthedstraumet
At blive forladt af sin mor og far udgør den ultimative trussel for et barn. At blive efterladt alene uden evne og ressourcer til at kunne sikre sin egen overlevelse, er derfor en traumatisk oplevelse, der ryster barnet og kompromitterer dets tillidsevne. Alle adopterede bærer rundt på tidlige, implicitte, pre-verbale erindringer om at blive forladt.
At knytte sig til nye forældre
Mange adopterede børn er heldigvis i stand til at knytte sig til nye betydningsfulde omsorgspersoner og dermed genvinde tilliden til, at verden er et sikkert sted, hvor man kan regne med andres hjælp, venlighed og kærlighed. At man er en person, der er værd at elske og passe på. Gennem de nye forældres kompetente omsorg i form af sensitiv responsivitet overfor barnet; dets behov, ønsker, intentioner men også frustrationer, sorg og vrede, udvikles og styrkes barnets evne til at kunne føle sig tryg – både i nærhed med andre, og når det er alene med sig selv.
Mødet mellem et tilknytnings- og omsorgssystem
Hvorvidt det lykkes at skabe en tryg tilknytning mellem barnet og adoptivforældrene, beror på et kompetent og sensitivt møde mellem barnets biologisk betingende tilknytningssystem og forældrenes tilsvarende omsorgssystem.
Barnets evne til at udsende passende tilknytningssignaler i form af eksempelvis gråd, skrig, lyde, blikkontakt, motoriske bevægelser som at række ud, gribe, klynge sig til, holde om, ansigtsmimik, smil og senere følge-efter-adfærd og sprog kan have lidt skade i tiden før adoptionen. For eksempel hvis barnets tilknytningssignaler enten er blevet ignoreret, straffet eller mødt med uforudsigelig, utilstrækkelig eller usensitiv omsorg.
Overdreven, mangelfuld eller forvirrende tilknytningsadfærd fra barnets side, indvirker naturligt nok på forældrenes omsorgssystem. De kan, til trods for de bedste intentioner, komme til at møde barnet på en måde, som ikke skaber tryghed og autentiske samhørighedsoplevelser.
Forældrenes egne erfaringer med tilknytning
Forældrenes omsorgssystem, er ligesom barnets tilknytningssystem, på den ene side biologisk betinget og selekteret frem gennem evolutionen, men på den anden side også påvirkeligt af konkrete samspil med andre mennesker. Således er den måde forældrene møder deres adopterede barn på, et resultat af, hvordan deres egne tilknytningssignaler blev mødt, da de selv var børn. Der er størst sandsynlighed for at udvikle et kompetent, fleksibelt og sensitivt omsorgssystem, hvis man selv er blevet mødt af et sådan. Det er generelt svært at give noget videre, som man ikke selv har lært.
Forskellen på tryg og utryg tilknytning
Grundlæggende er forskellen mellem utryg og tryg tilknytning er et udtryk for, hvorvidt man som barn har fået tilstrækkelig hjælp til at håndtere frygt og psykologisk smerte. Har man fået hensigtsmæssig omsorg, har man fået tillid til, at andre vil én det godt, at man kan bruge andre til at blive beroliget, og at man dermed selv er en person, der er værd at vise omsorg og kærlighed. Har man ikke fået den nødvendige støtte, er ens tillidsevne blevet svækket, og verden er blevet et mere fjendtligt sted at befinde sig.
Man siger almindeligvis, at man skal elske sig selv for at kunne elske andre, men i et tilknytningsteoretisk perspektiv er det mest rigtigt at sige, at man skal elskes af en betydningsfuld anden, før end man kan elske sig selv. For at kunne opleve sig som et levende, vitalt og helstøbt menneske, er man nødt til at have oplevet at blive mødt og set af sine forældre som en person med egne legitime behov, ønsker og intentioner – og mere end det – at have oplevet at blive anerkendt herfor. At have mærket det blik, der siger: ”Jeg ser dig, og jeg elsker det, jeg ser”.
Tryg tilknytning handler således om meget mere end mad, søvn, tag over hovedet og en tør ble. Tryg tilknytning er resultatet af forældrenes sensitive respons på barnets mangeartede behov, hvilket fordrer, at den voksne er i stand til at se og forstå selv det helt spæde barn som et individ, der både har ønsker og intentioner, men også behov for støtte og omsorg; behov der må mødes med anerkendelse, varme, ømhed og omsorg – særligt når barnets tilknytningssystem er aktivt – dvs. når barnet er bange og søger trøst og nærhed.
Omfattende observationsstudier af forælder-barn-dyaden har gjort det muligt at beskrive netop den forældreadfærd, der udvikler tryg tilknytning hos barnet. Det handler først om fremmest et subtilt følelsesmæssigt samspil og om den sensitive respons, som har et karakteristisk udtryk af varme, hengivelse, nydelse og engagement. Den sensitive forælder opfanger barnets signaler, ønsker at forstå dem og handle på dem på en for barnet optimal måde. Særligt i situationer med uro, angst og stress hos barnet, er forælderen i stand til at trøste og nedregulere barnets arousalniveau. Der er tale om et dynamisk samspil med intense mødeøjeblikke, hvor forælderen møder barnet på en afstemt og synkron måde, der skaber resonans og samhørighedsoplevelser hos begge parter. Forælderen er i stand til både at møde barnets behov for nærhed men også dets behov for autonomi og udforskning.
Utryg tilknytning derimod er resultatet af en relation uden egentlig kontakt og samhørighedsfølelse, og hvor der udspiller sig en permanent utryghed og grundangst hos barnet i det relationelle samspil. Barnet møder i interaktionen med forælderen ikke en tilstrækkelige sensitiv respons på dets behov. Utryg tilknytning kan føre til en form for forladthedsdepression, fordi barnet grundlæggende er blevet forladt på et emotionelt plan, idet dets tilknytningsadfærd ikke er blevet mødt af en kompetent omsorgsadfærd.
Professionel hjælp
Mange adoptivforældre søger heldigvis professionel hjælp, når de oplever, at de er udfordrede i forhold til at forstå eller rumme barnet, og ofte rækker det med at erhverve en grundigere forståelse for barnets udviklingsproblematikker kombineret med forslag til nye måder at indgå i det relationelle samspil med barnet på. Dertil kommer, at der udviklet en række forskellige evidensbaserede terapiformer specifikt rettet mod børn med relationstraumer (tilknytningsforstyrrelser) eksempelvis Theraplay.
Man er nødt til selv at være tryg for at kunne give tryghed
I de tilfælde hvor den ene eller begge adoptivforældre selv har et utrygt tilknytningsmønster er det desværre ikke sikkert, at ovenstående gode tilbud og muligheder slår til, fordi forældrenes egen grundlæggende utryghed ikke adresseres tilstrækkeligt. Man er således ofte primært fokuseret på barnets dysfunktionelle adfærd, og mindre på forældrenes reelle emotionelle kapacitet til at rumme barnets adfærd og imødekomme dets behov.
På en kognitivt niveau kan man som forælder således udmærket forstå, at man er nødt til at ændre kommunikationsadfærd i samspillet med barnet for at kunne hjælpe det med at genvinde oplevelsen af tryghed og tillid, men på et emotionelt og praktisk plan, midt kampens hede i de vanskelige situationer i dagligdagen, magter man ikke at gennemføre disse ændringer. Man bliver kapret af sine egne følelser, mister sin indfølingsevne og falder gang på gang tilbage i det samme destruktive mønster sammen med barnet, med den konsekvens at den nødvendige udvikling hos barnet ikke indtræffer. Barnets emotionelle udvikling står og falder således med den voksnes.
At tilegne sig tryg tilknytning
For et kunne udvikle et kompetent, robust og sensitivt omsorgssystem er man nødt til selv at erhverve grundlæggende tryghed, hvis man ikke fik det med fra egen barndom. Man at nødt til at tillære sig tryg tilknytning for at kunne hjælpe sit barn med at blive trygt. Det er ligesom i et fly, hvor iltmaskerne falder ned. Man skal selv have masken på, før man kan hjælpe sit barn.