Denne artikel handler om skam og skammens neurobiologi. Skam er en fysiologisk og mental tilstand, der blokerer afgangen til kernefølelser som eksempelvis vrede, sorg eller glæde. Skammen hæmmer kernefølelsens naturlige udtryk og har som formål at udslette den, fordi den opleves som socialt uacceptabel.
Artiklen undersøger skamfølelsen i et tilknytningsteoretisk perspektiv – hvorved kronisk skam kan forstås som resultatet af repetitivt at blive mødt med foragt i den tidlige tilknytningsrelation. Dette dyadiske samspil forstyrrer selvets udvikling; underminerer selvforståelsen og selvværdet og foranlediger indre uro.
Skam er et konstant underliggende tema i utryg tilknytning, og med skammen som følgesvend bliver det svært at leve livet på en uanstrengt måde.
Skammen bor i øjnene
Man føler skam, når noget blødt i én, som ikke tåler hån, er blevet krænket, beskæmmet, vandaliseret og skændet. Vi tåler ikke beskadigelse af vores inderste væsen, af vores essens og unikke menneskelige udtryk. Når vi bliver set på med kritiske øjne, når vi bliver fejlafstemte eller ignorerede, når vi bliver mishandlede og frarøvet både vores omsorgsbehov og selvstændighedstrang, registreres dette omgående i form af skamfølelse. Skamfølelsen er det fysiologiske korrelat til overvældende forkerthed.
Vi sanser verden uophørligt og registrerer hele tiden, om vi er synkrone med betydningsfulde andre. Når vi rammes af det foragtelige blik, mærker vi dissonans, og må beskytte vores sårbarhed omgående. Skamfølelsen er intimt forbundet med øjnene. Det lille barn søger omgående øjenkontakt og følger omsorgspersonen med øjnene.
Det er i omsorgspersonens blik, barnets første selvreference indtræffer. Det ser, hvordan det opleves i en betydningsfuld andens hjerne og hjerte; om det bliver mentaliseret, spejlet, rummet og taget ind som en værdifuld person, eller om det efterlades alene med forkerthed, angst og sorgfuldhed. Som Donald Winnicott så smukt udtrykker det; det er i morens blik, barnet ser sig selv – det er her selvets udviklingsrejse starter. Det milde blik støtter, udvikler og udvider. Det hårde blik får barnet til at skrumpe sig; det falder sammen, skammer sig og begynder at hade sig selv.
Når barnet oplever sig forkert og skammer sig, slår det øjnene ned, rødmer og vil helst synke i jorden og forsvinde væk. Det er både naturligt og uundgåeligt at komme i kontakt med skamfølelse, fordi skam indgår i den nødvendige socialisering til en flok, men et barn skal helst hurtigt ud af den værenstilstand igen, og det skal hjælpes hermed af omsorgspersonen. Dermed inviteres barnet ind i den, for den trygge tilknytning så afgørende reparationsadfærd, og lærer efterhånden at skamfølelsen nok er ubehagelig, men ikke farlig; at man kan ryge ind i den, men også komme ud igen. Det udvikler barnets mestringsevne, selvtillid og tro på, at det kan klare sig.
Chok
Vi får den hjerne og det nervesystem, vores omsorgspersoner giver mulighed for; deres mentaliseringskapacitet bliver vores. Det lille barns ufærdige hjerne er utrolig sårbar overfor kritik, afvisning, marginalisering og eksklusion. Vi mennesker oplever os hurtigt truede, og er generelt meget sensitive overfor asynkroni i de relationelle samspil, fordi dét ikke at blive inkluderet i fællesskabet er så fatalt for et flokdyr.
Denne sensitivitet er hardwired i vores gamle overlevelseshjerne, som helt automatisk sætter ind med de primitive adfærdsresponser; kamp, flugt eller fastfrysning, når vi fornemmer fare. Skamfølelsen er en fastfrysningsrespons akkompagneret af intense oplevelser af at være truet, at blive naglet, at være kapret i højarousal med stor med stor trang til at flygte, men uden at kunne det. Skam er således på et neuroaffektivt plan den parasympatiske aktivering, der pludseligt og spontant finder sted i kølvandet på højarousal – som en direkte reaktion på det foragtelige blik, og det at blive erfaret som en forkert og forkastelig person.
Skamfølelse er en form for choktilstand, som kroppen og nervesystemet bringes i, fordi man er helt og aldeles uforberedt på angrebet, og derfor ekstremt sårbar uden parathed og et velfungerende forsvar. Derfor kommer den negative reaktion, skamfølelsen og fastfrysningen, som et chok og opleves dybt ydmygende. Det kan være barnet, der griner, larmer og er fuldt og glædeligt engageret i fjollerier og ballade, og som pludseligt og uventet rammes af et kritisk blik. Barnets nervesystem sætter ind med et omgående stop på grund af den frygt, foragten og den nonverbale trussel om eksklusion, blikket indeholder; deraf fastfrysningen, det nedslåede blik og den intense sansning af varme og rødme i ansigt og overkrop. Skamfølelse er den tilstand, der udløses, når en positiv sindstilstand voldsomt og pludseligt afbrydes.
Affektregulering
Et barn behøver en kompetent voksen til affektregulering. Emotioner, som ikke bliver empatisk modtaget af den anden, bliver til skamfølelse. I skammen oplever man sig alene med intens emotionel smerte; man er isoleret, alene og får ingen hjælp. Følelser af ydmygelse og skam er karakteristisk for en række af de psykiatriske diagnoser, og ofte en subtil underliggende grundtone i forbindelse med stress og indre uro. Man er i konstant kontakt med sin egen uformåenhed.
Skam beskytter tilknytningsrelationen
Skam er en værenstilstand, som hviler på en transcenderende indre oplevelse af ikke at være værdifuld som menneske – at være en forkastelig person. Skam handler om foragt og fjendtlighed og om at blive dømt ude.
Vi er ikke født skamfulde, men med den biologiske disposition til at lade os retlede af tilstanden, for at kunne overleve og trives i det forpligtende sociale fællesskab, menneskeheden udgør. Vi vælger ikke vores selvopfattelse – den skabes i de tidlige relationelle samspil med vores forældre eller andre tilknytningspersoner. Invaliderende skamfølelser er således, i et tilknytningsteoretisk perspektiv, resultatet af at have været for længe i et truende omsorgsmiljø, og af at have forsøgt at tilpasse sig det.
I den optik er skam også en defensiv følelse, en selvbeskyttelsesstrategi, med det formål at omdirigere naturlige følelser af glæde, vrede eller sorg til en lammende selvforagt. På den måde kan barnet beskytte tilknytningsrelationen, fordi det af helt basale, evolutionære overlevelseshensyn er mest hensigtsmæssigt at gøre sig selv forkert og skamme sig over sig selv, fremfor at føle vrede og had mod sine omsorgspersoner – også når de på det groveste forsømmer barnet. Skam beskytter tilknytningsrelationen, og omsorgspersonen holdes fri af barnets naturlige aggressive impulser, men er forbundet med store omkostninger; man mister adgangen til sine kernefølelser og det autentiske selv.
At blive udsat for kritik, afvisning, uvenlighed. At blive ladt alt for meget alene og ikke blive berørt af varme hænder eller set på med milde øjne. Og at få at vide, med eller uden sprog, at man er fundamentalt forkert som person, er en grænseoverskridende krænkelse af ens integritet. For et barn foreligger muligheden for at protestere eller forfølge den naturlige vrede og sorgfuldhed dog ikke, da det ville kunne ødelægge tilknytningsrelationen. I stedet vender barnet vreden og foragten mod sig selv, og kommer hen ad vejen til at monitorere sig selv gennem nådesløs selvkritik og selvhad. Skammen bliver en ubevidst og automatisk beskyttelsesstrategi, der toner frem, hver gang der kommer forbindelse til selvet og kernefølelserne, fordi man er blevet overbevist om, at der vitterligt er noget helt galt med en.
Toksisk selvkritik
Nervesystemet kender ikke forskel på kritik og selvkritik, på ydre eller indre fare. Nervesystemet og hjernestammen kan ikke tænke, reflektere eller mentalisere. Det kan bare reagere. Selvkritik tænder vores frygtsystem på samme måde som en ydre fjendtlighed. Vi oversvømmes af stresshormoner, der medierer basal overlevelsesadfærd.
Kronisk selvkritik skaber et toksisk miljø i hjernen, og kan resultere i celledød, kaldet apoptose. Selvkritik er voldsomt destruktivt, men kan være vanskelig at holde op med, når først de tilsvarende neurale kredsløb er skabt. Jo flere gange de aktiveres, jo mere virksomme bliver de. Men det er også svært, fordi vi kan opleve det som illoyalt, ikke at vende kritikken mod os selv, fordi den så nødvendigvis må rette sig mod dem, der lægger stemme til den. Den indre selvkritiske stemme er altid en introjektion af en ydre kritiker.
Hvis vi vender kritikken udad, kan det være det samme som at erkende, at vores forældre ikke var i stand til at skabe de optimale, trygge opvækstbetingelser for et lille barn; at de ikke var ideelle og måske decideret skadelige for os. Det kan være smertefuldt at komme til den erkendelse, at vi ikke var ønskede, og den kan bringe så megen skamfuldhed med op til overfladen, at vi foretrækker, så længe vi kan, at leve i en illusion om, at vores oprindelige familie var god – også selvom hverken den eksplicitte eller implicitte komponent af hukommelsen, kan komme med nogen som helst beviser herpå.
Skammens neurobiologi
Skammen er en frygtsom sindstilstand og ifølge Daniel J. Siegel udtryk for en gruppering af funktionelt samvirkende biologiske processer, der udvikler en sammenhængende (kohæsiv) aktivitetstilstand i den samlede organisme. Sindstilstande bliver over tid til mønstre, specifikke neurale kredsløb og egentlige karaktertræk, hvis de samme aktivitetstilstande aktiveres igen og igen, hvilket er tilfældet med kronisk skam og eksponeringsangst.
Skammens neurobiologi minder om frygtens i intensitet, men er ikke den samme. Frygten er det emotionelle resultat af højarousal grundet aktivering i den sympatiske komponent i det autonome nervesystem og hjernestrukturer som eksempelvis amygdala. Skamfølelsen er det emotionelle resultat af en voldsom og pludselig parasympatisk opbremsning, der sætter ind midt i en eksisterende sympatisk aktivering. Man kan således være midt i noget, man er engageret i, og som man måske føler glæde ved, hvorefter denne tilstand brat afbrydes, ofte helt uden varsel. Det hurtige spring fra arousal, nysgerrighed og glæde til opbremsning, nedlukning og tilbagetrækning.
Stop-respons
Der er tale om et nervesystem i frit fald; et chok hvor man spontant falder ind i en fastfrysningsmodus, stopper alle bevægelser og undgår øjenkontakt kombineret med en underkastende kropsholdning. På et fysiologisk plan falder blodtrykket drastisk, åndedrættet bliver kort, og blodet skyller igennem kroppen, hvorved man mærker intens varme og rødmen. Man falder sammen, kroppen bliver slap, og man får en stærk trang til at flygte og forsvinde væk på grund af den udledte kortisol, dog uden at opleve sig i stand til det. I den optik er skamfølelsen en opgivelses- og underkastelsesrespons, en primitiv og instinktiv stop-respons. Evolutionært er denne adfærd beregnet på overlevelse, fordi den utvetydigt signalerer underkastelse og samarbejdsvillighed. Skam er således resultatet af en trussel om eksklusion – man rives pludselig og abrupt ud af et opmærksomheds- og kontaktfelt, hvilket i stimulerer de samme hjernestrukturer som under fysisk smerte.
I et neurovidenskabeligt perspektiv svarer intens skam ifølge Allan Schore til en primitiv, instinktiv immobiliseringstilstand, der minder om dissociation, som er resultatet af den samtidige aktivering af begge komponenter i det autonome nervesystem – intens frygt uden mulighed for kamp eller flugt. Når denne sindstilstand er aktiv, mister man sin relationsevne og adgangen til det sociale engageringssystem. På den ene side stresses man og fastlåses i indre mentale tilstande af frygt og kaos, og på den anden side har man mistet evnen til at gøre noget ved det. Når vi ikke evner at regulere vores intense emotionelle tilstande, kan vi ikke mentalisere og vores kapacitet til informationsbearbejdning i hjernen falder drastisk. Vi står sårbare i verden uden modstandskraft og resiliens.
Patalogisk skam
Fanget ind af skammen, mister man sine kognitive og sproglige kompetencer, fordi store dele af præfrontal cortex går offline, som et resultat af Amygdalas aktivitet. Hjernens højre halvdel bliver mere aktiv og flere angstfyldte emotioner opstår. Forbindelsen mellem kortikale og subkortikale processer afbrydes, hvorved reelle informationer fra nuet, får mindre betydning end implicitte, smertefulde erindringer fra fortiden.
Patologisk skam er resultatet af disse traumatiske erindringsgennembrud; fortiden tager overhånd, og man fanges ind i et skræmmende altid. Amygdala har tendens til generalisering og leder konstant efter faresignaler. En sensitiveret og overaktiv amygdala i relation til skam, fungerer således som en slags social bremse. Man har tidlige procedurale erfaringer med det kritiske blik, afskyen og foragten, og søger derfor at undgå eksponering af det skrøbelige selv. Man viger bort fra kontakt.
I den tidlige tilknytningsrelation, har man på en dybt plan erfaret, at det at hengive sig kan være katastrofalt, og denne neurale læring udvirker dysfunktioner i de neurobiologiske belønningssystemer (serotonin og dopamin). Man vil som en konsekvens heraf ikke opleve sig belønnet af socialt samvær, kontakt og nærhed, men i stedet føle uro og vagtsomhed. Uden velfungerende belønningskredsløb, der kan motivere os til tilnærmelsesadfærd, søger vi i stedet mod undgåelsesadfærd, og vi får store udfordringer med at opretholde en sikker tilknytning til andre mennesker, og vores væren-i-verden tipper over mod overvejende at opleve livet som anstrengende og fyldt med ubehagstilstande.
Som ovenstående viser, er skammens neurobiologi og fysiologi meget kraftig og ubehagelig; hjertet begynder at banke, men bliver tør i munden, varme og rødme bemægtiger sig hele kroppen, tiden står stiller, man kan ikke bevæge sig, man kan ikke tænke, man skrumper ind og er helt og aldeles fortabt og prisgivet i en kontekst, der opleves som gennemgribende fjendtlig. Oplevelsen er så ubehagelig og smertefuld, at man typisk er villig til at investere alle sine kræfter i ikke at mærke skammen; ved at fortrænge eller benægte den, ved desperat at forsøge at undgå alle situationer, der kan initiere den, eller ved at projicere de skamfulde selvutilstrækkelighedsfølelser over på andre. Alle disse selvbeskyttelsesstrategier, holder dog blot skammen i live, hvilket betyder, at den kan dukke op igen hvor som helst, når som helst.
Reparation
I den trygge tilknytningsrelation, vil barnet ikke møde det foragtende blik, men vil som led i opdragelsen opleve skam som et resultat af omsorgspersonens bestræbelser på at nedregulere barnets arousal. Denne intervention vil skabe stress i barnet, men den velfungerende omsorgsperson ved, at barnet ikke tåler at være i denne smertefulde tilstand for længe, og vil derfor hjælpe barnet ud af den igen hurtigst muligt.
Omsorgspersonen ved intuitivt, at barnet føler sig alene, adskilt og at det længes efter genforening. I den trygge tilknytningsrelation er det altid omsorgspersonen, der tager initiativ til reparation og fornyet kontakt. Et lille barn kan ikke trøste sig selv og kan ikke give slip på skammen uden hjælp. Evnen til at kunne erfare skam, nedregulere sig og blive hjulpet ud af den igen, er ifølge Allan Schore vigtig for modningen af barnets hjerne og for den sunde socialisering.
Anderledes forholder det sig med den kroniske, patologiske skam, fordi den forhindrer barnet i at vende tilbage til glædesfyldte tilstande og nysgerrig udforskning – et biologisk adfærdssystem, som bl.a. medieres af dopaminkredsløbet. Skamfølelsen derimod reguleres ifølge Allan Schore af det noradrenaline kredsløb, som omgående bremser barnets adfærd, slukker for udforskningssystemet og medierer intense, smertefulde indre tilstande.
Skam tåler ikke det venlige blik
Som mennesker er vi hele tiden spændt ud i et eksistentielt dilemma. På den ene side har vi brug for at forfølge vores behov, tilfredsstille vores længsler og dermed også risikere svigt og afvisning. På den anden side kan det også være nødvendigt at vi holder os tilbage, gør som de andre og bliver på den sikre side. Dette kontinuum er i spil som et grundtema igennem hele vores liv – fra fødsel til død og fra øjeblik til øjeblik. Et menneskeliv indeholder både håb, forventning og længsel, men også stor frygt.
Tilknytningstraumatisering forstyrrer den sunde pendulering mellem autonomi og relateren, og kompromitterer normal udvikling af identiteten. Evnen til at være tryg og mærke tillid til både sig selv og andre eroderes og selvværdet undermineres. Vejen ud af den patologiske skam er paradoksalt nok ikke at forsøge at undgå den eller kæmpe mod den, men derimod at vise den frem – i samvær med en person, der kan holde ud at være med skammen og vise den både mildhed og venlighed. Skam tåler ikke det venlige blik. Når skammen mødes med medfølelse, opløses den.