Denne artikel handler om, hvordan forældres parforhold og skilsmisse kan påvirke et barns trivsel – herunder dets helbred, identitetsudvikling og evne til at indgå i nære relationer senere i livet. Artiklen ligger i forlængelse af mine øvrige artikler om utryg tilknytning, tilknytningstraume og følelsesmæssigt omsorgssvigt i barndommen, men har særlig fokus på de tilknytningssvigt en skilsmisse rummer – især når forældrene bliver optagede af at finde sammen med en ny partner.
Når mors og fars relation er konfliktfyldt
”One of the most important findings over the last 30 years is, that there is no such thing as a baby, not noticing what is happening.” (Scared Sick)
Mors og fars relation og den emotionelle stemning, de samskaber i familien, er den ilt barnet indånder, som på et dybt psykobiologisk plan kommer til at præget barnet – ikke bare i barndommen, men gennem hele livet – både hvad angår fysisk og psykisk trivsel.
Fred, ro, harmoni og engagement udgør de optimale vækstbetingelser for et umoden hjerne og nervesystems udvikling. Barnet udvikler selvreguleringskapacitet, en sund selvfølelse og gode relationelle kompetencer – det bliver mere resilient. Alle tilknytningsrelaterede undersøgelser viser, at den største beskyttelse mod stress, tab og katastrofer livet igennem er et trygt tilknytningsmønster og sunde relationer.
Konflikter derimod, med al den frygt, sorg, depressivitet, passivitet, aggressivitet og potentielle vold, de fører med sig – influerer negativt på både et foster, spædbarnet og det større barn.
Spædbørn og børn fra konfliktfyldte familier er generelt mere urolige, græder mere, er sværere at trøste, har mere kropslig uro og diffuse smerter. De sover mindre og dårligere, er mere frygtsomme, mere frustrerede, mere kaprede af intense negative følelser. De har sværere ved at indlære, huske, koncentrere sig og fokusere – og de nyder samværet med andre mennesker mindre.
Tidlig toksisk stress
Børn i konfliktfyldte, uharmoniske familier udsættes ofte for skadelig, toksisk stress på et udviklingsmæssigt sårbart tidspunkt i livet, hvor de skulle føle sig sikre, trygge og beskyttede mod alt ondt. Alle familier, som brydes op, og hvor mor og far går fra hinanden eller aldrig har fundet ordentligt sammen, er set fra et barns perspektiv voldsomt skræmmende og utrygt. Det gælder både spædbørn, mindre børn, teenagere og store børn.
Konflikter, skilsmisse, anbringelse hos plejefamilie eller på institution, bortadoption, forældre der dør eller forsvinder væk er alt sammen gift for et barns hjerne og nervesystem. Barnets frygt- og stresssystem aktiveres for meget og for længe på et udviklingsmæssigt sårbart tidspunkt og kan resultere i kronisk hyperarousal og en dysregulering af organismens regulerende strukturer som eksempelvis det autonome nervesystem, det endokrine system og immunsystemet.
Alle disse biologiske systemer er indbyrdes forbundne og arbejder sammen for at holde kroppen i optimal balance bl.a. gennem aktivering og deaktivering af kemiske budbringere. Når dette fintunede biologiske system kommer ud af ligevægt, øges risikoen markant for både fysisk og psykisk mistrivsel.
Langvarig hyperarousal kan endvidere føre til hypoarousal med et faldende kortisolniveau, hvorved bl.a. immunsystemet overaktiveres. Det kan resultere i sygdom – eksempelvis allergier, funktionelle lidelser, autoimmune sygdomme, PTSD, kronisk træthedssyndrom og Bodily Distress Syndrome (BDS).
Tidlig stress gør os også mere sårbare overfor stress senere i livet og menes endvidere at øge risikoen for hukommelsesproblemer, opmærksomhedsforstyrrelser, for tidlig aldring, demens, Alzheimers, ringere kognitive færdigheder samt overstimulering af hjerneceller, som kan føre til celledød og en række ofte uforklarlige sygdomme.
Med hensyn til toksisk stress og traume, så er de emotionelle og fysiologiske reaktioner uadskillelige. Bekymring og grublerier udgør et lavere men til gengæld konstant niveau af stress (mikro-traumer), som over tid kan udvikle sig til højstress – også kaldet toksisk stress. Toksisk stress medierer en værensmodus med konstant indre uro og en diffus generaliseret angstfornemmelse, som kan give angstanfald, panik og fobier.
Ca. 15-20% af en befolkning antages at have en større sårbarhed overfor sygdom, og en livshistorie der byder på højstress helt fra forstertilstanden, op igennem barndommen og puberteten – og som midt i voksenlivet katalyserer sygdom bl.a. på grund af inflammation og immunsystemdysfunktioner.
Det første tilknytningssvigt
I en konfliktfyldt familie, hvor mor og far er fyldt med intense negative emotioner, er der altid øget risiko for et tilknytningssvigt, hvor barnet mister tilliden til, at de voksne kan passe på det og skabe den nødvendige følelse af tryghed og sikkerhed. Når et barn ikke føler sig tilstrækkeligt beskyttet, begynder det at udvikle strategier til at håndtere den indre uro og intense frygt, det kommer i kontakt med.
Det kan eksempelvis trække sig, spille ligeglad eller tvinge sig selv til at være i godt humør og tage ansvaret for stemningen i familien. Det kan også opføre sig på sådan en måde, at forældrenes aggressioner mod hinanden rettes mod barnet i stedet. Det kan også gøre sig usynligt, nemt og give udtryk for ingen behov selv at have. Alle de metoder, og her er børn utrolig kreative, som barnet forsøger at anvende for at opleve sig mere trygt, er kompensatoriske. De giver måske lige i øjeblikket en fornemmelse af mere kontrol, men på længere sigt forhindrer de barnets sunde udvikling og evne til at være autentisk i relationer.
Skilsmisse kan være en udmærket løsning til nedbringelse af konfliktniveauet i en familie. Dette er generelt hjælpsomt både for voksne og børn. Når konflikterne reduceres og roen falder på, kan barnet begynde at slappe mere af og gøre det, som det evolutionsmæssigt er beregnet til – nemlig at udforske verden, skabe relationer og lære nyt. At læring og udvikling forudsætter en tryg base og en sikker havn. Skilsmisse kan dog også åbne for yderligere tilknytningssvigt.
Det andet tilknytningssvigt
Alle skilsmissebørn lider under hele forløbet – især i den ofte konfliktfyldte tid op til beslutningen om skilsmisse, under opbruddet og lige efter skilsmissen . De lider under grundstemningen i familien og forældrenes indre kaotiske tilstande. De lider under tabet af familien som enhed og under usikkerheden for fremtiden – ofte indebærer en skilsmisse også en flytning og et skoleskift.
Barnet oversvømmes af frygt, vrede, protest og dyb sorg. Det kan ikke være anderledes, og det er helt naturligt. I tiden efter skilsmissen har barnet derfor brug for tid til at komme sig og restituere, og det har brug for forældrene og andre voksne, der har overskud til at støtte det i den proces.
Det er i denne utrolig sårbare fase, at risikoen for det andet omsorgssvigt indtræffer – nemlig at barnet forventes at skulle kunne forlige sig med den nye situation alt for hurtigt – uden tilstrækkelig emotionel støtte. For det er også i den periode, at mor og far selv er i gang med at hele sårene og nyorientere sig i tilværelsen, hvilke ofte indebærer, at de begynder at være opsøgende i forhold til en ny partner, hvis de ikke allerede har fundet en sådan.
Forelskelse trumfer omsorg
Risikoen for at blive tilknytningssvigtet igen stiger markant, når mor eller far bliver forelskede i en ny partner. Forelskelse er en stærk og intens følelse med det evolutionære sigte at blive emotionelt knyttet til en partner med henblik på at reproducere sig selv og sørge for at barnet overlever. Det sker bedst, når både faren og moren sætter alt ind på det fælles projekt. Så forelskelsen og etablering af et emotionelt stærkt bånd er den måde, vi mennesker er designet til at tage os bedst muligt af vores afkom.
Når vi allerede har børn og bliver forelskede igen – især hvis forelskelsen har dybe rødder i en måske ubevidst frygt for at være alene (separationsangst) – kan forelskelsen blokere for, at vi kan se barnets behov klart og tydeligt. Vi bliver så optagede af vores egne behov, at vi tilsidesætter barnets. Lad mig nævne nogle eksempler på sådanne tilknytningssvigt:
- Forventer at barnet skal komme sig hurtigt efter skilsmissen
- Forventer at barnet skal være glad og samarbejdsorienteret
- Forventer at barnet skal acceptere en ny partner
- Forventer at barnet skal kunne lide den nye partner
- Forventer at barnet underlægger sig den nye partners voksenautoritet
- Vil ikke høre eller anerkende barnets eventuelle protester
- Kan ikke rumme barnets mistro, vrede eller foragt i forhold til den nye partner
- Forventer at barnet vil bo sammen med den nye partner
- Forventer at barnet skal acceptere og kunne lide eventuelle børn af den nye partner
- Overhører at barnet ikke ønsker den nye partner i sit liv
- Straffer barnet for dets uvilje og modvilje
- Pålægger barnet ikke at savne eller tale om den anden forælder
- Truer barnet med ekskludering
Når mor eller far er optaget af en ny partner, stiger risikoen for det enorme tilknytningssvigt det er, set fra et barns perspektiv, at forælderen tager den nye partners parti. At forælderen vælger den nye partner frem for barnet. At barnet bliver bedt om at tilpasse sig eller flytte – det være sig hos den anden forælder, på efterskole, kostskole eller at flytte helt hjemmefra. Forælderens omsorgssystem kommer under pres og bryder sammen – og barnet er på fatal vis ikke længere førsteprioritet for forælderen. Barnet protesterer, men mange forældre vil desværre ikke tage dette svigt på sig, og bebrejder i stedet barnet dets dårlige opførsel.
Separationsangst blokerer for omsorg
Når mor eller far er blevet forelskede i en ny partner, kan magesøgningssystemet (bonding) komme i konflikt med omsorgssystemet, og det sker desværre ofte, at barnet bliver taberen – især hvis mors og/ellers fars omsorgssystem ikke er tiltrækkeligt veludviklet på grund af tidlig stress, tab eller traume i egen barndom.
Dette er naturligvis ikke kun problemetisk i relation til skilsmisse, at forældre ikke er i stand til at give deres barn alderssvarende omsorg, men en skilsmisse vil påvirke en allerede utrygt tilknyttet forælder mere, fordi vedkommende vil være mere sårbar overfor adskillelse. Det er dét, der ligger i den utrygge tilknytning, at man har mere separationsangst, ofte uerkendt, og at man derfor hurtigere og langt mindre reflekteret, søger at en partner til at dulme den – også når der sker på bekostning af ens eget barns omsorgsbehov.
Separationsangst og en fatalt manglende tillid til, at man kan klare sig selv og regulere sine egne affektive indre tilstande, er en betydelig del af årsagskomplekset til forældres omsorgssvigt af egne børn. Den er den frygt, der kan få en forælder til at vælge sit barn fra, hvis den nye partner ikke kan acceptere det. Det er den frygt, der kan få en forælder til ikke at opdage seksuelle krænkelser mod barnet begået af partneren. Det er den frygt, der kan få en forælder til at invitere en dysfunktionel ny partner indenfor hjemmets fire vægge og skabe tilstande af kaos.
Det andet tilknytningssvigt i forbindelse med skilsmisse kan være synligt og indlysende for andre, men det kan også være mere subtilt og skjult – omhandlende det følelsesmæssige svigt barnet udsættes for, ved at opleve, at forælderen ikke har det på sinde, og at det kan risikere at miste sin tilknytningsperson – hvis ikke det tænker, føler og agerer på en given forventet måde. Det ryster et barn i sin grundvold, at det ikke kan regne med sikkerhed, kærlighed og beskyttelse fra en forælder. At det kan blive valgt fra.
Den onde stedmor eller stedfar
Der er en grund til, at så mange folkeeventyr har den onde stedmor som omdrejningspunkt. Folkeeventyr handler ofte mellem linjerne om barndomstraumer – og set fra en barns perspektiv er det næsten altid risikabelt, når en stedmor eller stedfar flytter ind. Det risikerer at blive bedt om ikke at have de følelser, det har – og denne afstemnings- og mentaliseringsbrist af barnets legitime behov, længsler og følelser, kompromitterer tilknytningsbåndet. Tabet af tryg tilknytning er tabet af vores bedste beskyttelse mod lidelse, smerte og sygdomme hele livet igennem.
Dertil kommer, at en stedmor eller stedfar, ofte ikke kan ikke omfatte barnet med tilstrækkelig varme og empati – og ikke sjældent føler stedforælderen sig direkte truet af barnets eksistens og personlig krænket at dets afvisning og foragt. Det øger risikoen for, at barnet atter involveres i dysfunktionelle samspilsdynamikker, karakteriseret ved eksempelvis: Trusler, latterliggørelse, hån, fornedrelse, autoritær hård tone, aggressivitet, vrede, temperament, konflikt, fjendtlighed, mobning, irritabilitet, skænderier, kontrol, manipulation, afvisning, ignorering, manglende interesse, misundelse, ingen involvering, passivitet, følelseskulde, jalousi, humørsvingninger, straf og ekskludering.
Afslutning
Dette tilknytningssvigt er et betydningsfuldt men ofte overset aspekt af skilsmisser. Det kommer desværre sjældent frem i dagens lys. Vi lukker i stedet kollektivt øjnene for, at selv forældre, som menes at elske deres børn, kan være villige til at svigte dem, hvis deres egen utrygge tilknytning, separationsangst og nye forelskelse, trumfer omsorgen for barnet.