Nyeste viden om hjernen og nervesystemet kan fortælle os en masse om, hvad stress og angst egentlig er for noget – lige som vi også her kan hente afgørende viden om, hvordan vi kan stabilisere og berolige os selv og komme ind til et liv med mere lethed og glæde.
Stress og angst er naturligt
Alle mennesker oplever fra tid til anden indre uro, ængstelighed, bekymring, anspændthed, frygt og angst. Det er fuldstændig normalt og hensigtsmæssigt at opleve disse tilstande, for de giver os vigtig information om, hvordan det står til med os, og hvordan vi eventuelt bør handle.
Frygt og varianter heraf er helt i overensstemmelse med vores biologisk betingede overlevelsessystem, og udtryk for en naturligt forekommende og meget vigtig stressrespons. Frygt er nemlig den kraftfulde tilstand, der giver os mulighed for at komme ud af en livsfarlig situation med livet i behold – enten ved at kæmpe eller flygte (fight/flight).
Når vi fx nærmer os en afgrundsdyb klippekant eller står over en bidsk hund, er det af evolutionære grunde hensigtsmæssigt, at vi bliver bange, fordi det kan få os til at passe på og afholde os fra at blive dumdristige. Frygt er altså en naturlig og konstruktiv tilstand, som løbende kommer og går. Når den farlige situation ophører, klinger stressresponsen almindeligvis af, og vi kan atter tænke klart og engagere os i livet.
Sondringen mellem angst og frygt
Almindeligvis bruger vi begrebet frygt til at beskrive den tilstand, der opstår, når vi står overfor en farlig eller livstruende situation, altså en reel trussel, mens angst ikke retter sig mod specifikt. Angst er således en retningsløs variant af frygten. Denne sproglige sondring mellem frygt og angst kan bruges til at skelne mellem den biologisk funktionelle frygt målrettet en synlig trussel, og den mere subtile form for indre ubehag, (angst) der ikke umiddelbart står i forhold til en ydre trussel – og altså er knap så forståelig eller hensigtsmæssig en tilstand.
Faktum er dog, at vores biologiske system ikke laver en sådan skelnen – uanset om vi taler om frygt eller angst, så er det den samme kropslige, følelsesmæssige og mentale tilstand, der opstår. En tilstand, der opleves som både stærkt ubehagelig og meget skræmmende – fordi det er meningen, at vi skal sætte alle kræfter ind på at komme ud af den igen hurtigst muligt. I den følgende bruger jeg begreberne frygt og angst synonymt.
Stress er en kronisk aktiveret angsttilstand
Alle mennesker oplever både frygt og angst i varierende grader – de udgør et biologisk og eksistentielt grundvilkår, som ingen mennesker kan leve foruden eller slippe for, men når graden af angst kommer ud af proportion med virkelighedens farer, varer meget længere end nødvendigt, eller aktiveres alt for hyppigt, er det, vi kan tale om en situation, hvor både hjernen og kroppen er blevet ude af stand til at regulere sig selv og derfor er landet i en ofte foruroligende og smertefuld tilstand af angst og stress. Eller sagt på en anden måde – vi er blevet fastlåste i en permanent stressrespons, hvor hjerne og krop fastholdes i en kamp/flugt tilstand, hvilket naturligvis er utrolig ubehageligt og lidelsesfuldt, og som på den lange bane også kan forårsage alvorlige skader i hjerne og nervesystem. Stress er således udtryk for en kronisk aktiveret angsttilstand.
Sådan opleves stress og angst
Angst er, ligesom andre følelser, grundlæggende både en kropslig og mental tilstand vævet ind i hinanden – formidlet af et komplekst biologisk system bestående af bl.a. hjerne og nervesystem. Angsttilstanden opleves på et kropsligt plan typisk som voldsom hjertebanken, sveden eller kuldegysninger, svimmelhed og vejtrækningsbesvær. Dette ledsages ofte af indre oplevelser af ubehagelige eller knugende fornemmelser i mave, hals eller brystkasse – eller af deciderede panikanfald. Der vil også typisk pågå en voldsom tankeaktivitet i form af katastrofetanker.
For den som er fanget i en kronisk stressrespons vil der typisk også kunne forekomme symptomer som eksempelvis: Rastløshed, kropslig uro, anspændthed, koncentrationsbesvær, irritation, utålmodighed, hukommelsesproblemer, muskelspændinger, hovedpine, grådlabilitet, træthed, nedtrykthed, nedsat lystfølelse, opgivenhed, manglende selvfølelse, søvnbesvær, overspisning eller madlede, sensitivitet overfor lugte, lyde og andre mennesker, hyppige forskrækkelsesresponser, uvirkeligheds- eller tomhedsfornemmelser, følelsesløshed, frygt for at blive syg eller sindssyg, dødsangst samt rumination, dvs. vedvarende katastrofefantasier, bekymringstanker og grublerier. Endelig vil der typisk også pågå intensiv trusselsmonitorering, dvs. en vedvarende scanning af alt hvad, der kunne opfattes som fare eller trussel.
Frygtens kredsløb
Med henblik på overlevelse er mennesket indrettet til helt automatisk at kunne registrere eventuelle farer og trusler i vores omgivelser. Dybt inde i vores hjerne findes amygdala, som bl.a. håndterer vores frygt- og forsvarssystemer i form af kæmp/flygt. Amygdala kan ikke som sådan tænke, men den kan opfange signaler lynende hurtigt og sætte kroppen i alarmberedskab. Amygdala sørger for, at der via hypothalamus frigives adrenalin. Adrenalin frigives ved direkte påvirkning fra hjernen, og det går derfor meget hurtigt. Adrenalinen cirkulerer rundt i blodet og stimulerer den sympatiske del af det autonome nervesystem.
Denne del af nervesystemet fungerer som en ”speeder” og har til opgave at gøre kroppen klar til en massiv energiudladning, således at man kan få tilstrækkelige kræfter til enten at kæmpe eller flygte. Det betyder, at hjertet slår hurtigere, blodtrykket stiger, og leveren frigiver oplagret sukker og fedtstoffer til blodet, hvorfra det optages og forbrændes af musklerne hurtigere end normalt. Blodet ledes således hen til hjerte og muskler og væk fra de indre organer. På et oplevelsesmæssigt plan mærkes dette som uro i maven, kvalme og tørhed i munden.
Samtidig med adrenalin udskilles også hormonet kortisol via HPA-aksen (hypothalamus-hypofyse-binyreaksen). Kortisol virker grundlæggende på samme måde som adrenalin ved at frigive energi til kroppen. Kortisol virker dog langsommere men til gengæld i længere tid. Kortisol har også til formål at stimulere immunsystemet til at omdirigere de hvide blodlegemer fra blodet ud i vævene, hvor de kan assistere med at bekæmpe infektioner. Disse kropslige fornemmelser kan tilsammen siges at udgøre selve angstoplevelsen.
Angstens fysiologi
Lad os tage nogle af angstens kropslige symptomer et ad gangen:
Hjertebanken – hjertets frekvens øges, så der kan ske en hurtig blodtilførsel til de store muskler. Det er nødvendigt for at kunne mobilisere kræfter til at flygte eller kæmpe. Hvis ikke hjertet bankede så hurtigt og sørgede for massive mængder af ilt til hjernen, ville vi besvime og dermed være et let offer. Dette kan også give oplevelser af prikkende og stikkende fornemmelser i ben, arme og hænder.
Opspændte og stive muskler – når musklerne blive stive, er det fordi de fyldes med blod. Denne stivhed er også et udtryk for en sidste overlevelsesmulighed, hvis kamp eller flugt ikke er muligt – nemlig at man går død eller fryser fast. Den sympatiske del af det autonome nervesystem er således hyperaktivt samtidig med den parasympatiske del. Denne del af det autonome nervesystem fungerer som en ”bremse” og har almindeligvis til formål at sikre restitution og energigenopbygning, men når den aktiveres samtidig med den sympatiske del, opstår der mulighed for immobilisering. Det svarer til at træde på både speeder og bremse på samme tid. Man kan således spille død for gennem denne sidste udvej at redde livet. Denne overlevelsesmekanisme har vi til fælles med andre pattetyr, og kan bruges til at aflede et rovdyrs interesse i os.
Rødmen i ansigtet – kommer som en reaktion på at de små blodkar til kraniets muskler udvider sig.
Åndedrætsbesvær – er et udtryk for lungernes hyperaktivitet og kan komme til udtryk som gispen efter vejeret eller hyperventilation, der, fordi det sker så hurtig, kan mærkes som åndenød.
Knugen i maven og bryst – opstår i forlængelse af, at kroppen samtidig med hyperventilationen, også forsøger at nedregulere åndedrættet, så vi ikke besvimer. Det opleves som kvælningsfornemmelser.
Tørhed i munden og klump i halsen – skyldes at kroppen arbejder aktivt for at holde på alt vandet i kroppen. Man producerer og udleder således meget mindre spyt, hvilke kan opleves som synkebesvær.
Kvalme, opkast eller diarre – mave og tarmsystem påvirkes af den udledte adrenalin, og giver impulser til at tømme kroppen for alt unødvendig vægt.
Varme- eller kuldefornemmelser – adrenalinen får de yderste blodkar til at trække sig sammen, for at man ikke skal miste for meget blod i en livstruende situation. Svedproduktionen øges endvidere for at afkøle kroppen før eller efter en eventuel kamp/flugt situation. Det kan give en oplevelse af skiftende varme og kulde i kroppen, og huden kan føles som klam og fugtig.
Tunnelsyn – skyldes adrenalinen, som får pupillerne til at udvide sige, hvilket styrker synet og synsfeltet overfor en given trussel, dog med den konsekvens at dybdestyrken i synet svækkes Det opleves som et indsnævret synsfelt og giver besvær med at fokusere på de helt nære omgivelser.
Uanset hvor ubehagelig angsttilstanden opleves, så er den ikke i selv farlig for vores helbred – den er jo beregnet til at redde vores liv, og det er derfor meningen, er at det skal føles særdeles ubehageligt. Det begynder først at blive helbredstruende, når vi permanent oplever den højaktiverede stressrespons, og ikke kan finde ud af at komme ud af den igen.
Når frygten ikke afvikles i kamp eller flugt
Almindeligvis vil frygten aftage, når den faretruende situation er håndteret, men hvis frygten ikke afvikles, fastholdes hjernen og kroppen i en hyperaktiv og energimobiliseret tilstand, hvor man hele tiden er på vagt og parat til at kæmpe eller flygte. Amygdala og det autonome nervesystem kommer på konstant overarbejde, hvilket naturligvis både er udmattende og smertefuldt – på et både fysiologisk og psykologisk plan. Stress er således et udtryk for, at frygtens kredsløb er permanent aktiveret eller meget let bliver aktiveret.
Neurale netværk
Et neuralt netværk er en samling af neuroner, der fyrer samtidigt på forskellige niveauer i hjernen og formidler en bestemt oplevelse – i form af tanker, følelser og kropslige sansninger. Når et neuralt netværk først har fyret og etableret sig som et mønster, aktiveres det fremover nemmere og kan sætte en hel kædereaktion i gang af neurale aktiveringer. På den måde kan en kropslig sansning vække en bestemt følelsesmæssig tilstand, som så igen kan iværksætte bestemte tanke- og handlemønstre, som man ikke oplever at være herre over.
Neurale netværk er således udtryk for indlærte måder at forstå virkeligheden på, og det er igennem neurale netværk, vi oplever vores virkelighed. Når hjernen og kroppen er i konstant alarmberedskab, fortolkes al ydre og indre information igennem dette ”filter”, som i særlig grad fokuserer på fare og trussel. Selv om der objektivt set ikke er noget at være bange for, kan man have lært, at forskellige situationer kan være farlige, og man reagerer derfor meget sensitivt heroverfor. Angst skaber på den måde mere angst, fordi hjerne og nervesystem husker, og reagerer automatisk. De neurale netværk er altså resultatet af gentagne erfaringer, der over tid lagres som hukommelses- og erindringsspor i hjernen.
Den ængstelige hjerne
Vi er ikke født med en ængstelig hjerne eller med et hyperaktivt frygtkredsløb. Vi er født med et biologisk responssystem, der giver os mulighed for at opleve frygt med henblik på at overleve livsfarlige situationer. Den ængstelige hjerne derimod er et udtryk for indlæring. Hjernen er ganske ufærdig og meget plastisk fra livets begyndelse med henblik på, at den kan forme sig efter det miljø, den bliver tilbudt at leve i. Vores hjerne har således en utrolig tilpasningsevne og reagerer sensitivt på alle typer af stimuli. Hvis den bliver tilbudt at udvikle sig i et utrygt miljø, vil den forme sig efter dette – simpelthen for fordi det vil øge individets overlevelsesmuligheder i et evolutionært perspektiv. Et menneske i utrygge omgivelser har brug for en årvågen hjerne og et sensitivt nervesystem, der hele tiden er på vagt og klar til skulle bringe sig ud af faretruende situationer.
Hjerne og nervesystem er således som blød modellervoks hos det lille barn, der langsomt men sikkert finder en mere fast og dermed også mere stiv form, som årene går. Modellervoksen formes af forældrene og andre betydningsfulde omsorgspersoner, og den ængstelige hjerne er resultatet af et emotionelt omsorgssvigt i en eller anden grad, hvorved hjernen har udviklet neurale forbindelser og netværk, der fortolker individets væren-i-verden som uforudsigelig og farlig. Man har fået installeret en indre krigszone og går rundt med en røgalarm inde i ens biologiske system, der konstant detekterer røg, og derfor larmer hele tiden.
Det traumatiserede nervesystem
Det emotionelle omsorgssvigt resultater i et traumatiseret nervesystem. Det autonome nervesystem har til opgave at kontrollere, aktivere og hæmme aktivitet i alle de indre organer. Den sympatiske del sørger for kroppens og hjernens beredskab. Det er ansvarligt for energimobilisering, og sikrer at vi vågner om morgenen og kan gennemføre en masse energikrævende aktiviteter i løbet af en dag. Det medvirker til interesse, motivation og engagement i livet. Det er også den sympatiske del, der muliggør fight/flight responsen, når vi oplever os truede. Den sympatiske del af det autonome nervesystem er vores indre ”speeder”.
Den parasympatiske del derimod hæmmer vores beredskab og sørger for hvile og restitution, og sikrer balance i kroppen og de indre organer. Denne del af nervesystemet fungerer som vores indre ”bremse”. Det medvirker til afslapning, indre ro og nærværsoplevelser. Det er også den parasympatiske del af det autonome nervesystem, der kan tilbyde os en sidste udvej i livstruende situationer gennem immobilisering eller spillen død (Freeze), og det er også denne del, der kan bringe os ud af en intensiv, energiforbrugende høj-arousal, samle kræfter og komme tilbage til en rolig normaltilstand.
Tilsammen sikrer det autonome nervesystem homeostase, dvs. indre balance og harmoni, helt uden om vores bevidstheds kontrol. Det sker bare, uden at vi behøver at tænke over det – hvis systemets selvreguleringsevne vel at mærke er intakt. Det traumatiserede autonome nervesystem kan ikke eller kun i ringe grad sikre homeostase. Vores frustrationstolerance og belastningstærskel bliver som konsekvens heraf ganske lille, og vi bliver meget let agiterede og kommer ind i højaktiveret tilstand af stress, som vi ikke evner af bringe os selv ud af igen. Vi har mistet vores selvreguleringskapacitet, og følelser, tanker og sansninger lever deres eget vilde liv.
Den mentaliserende hjerne går off line
Nervesystemet og hjernen er tæt forbundet gennem hjernestammen og rygmarven. Hjernen udgør nervesystemets øverste niveau, og er selv opdelt i flere lag. Når vi mere eller mindre permanent befinder os uden for den optimale zone mellem sympatisk og parasympatisk aktivitet, formindskes vores evne til at tænke og føle klart. Det kaldes at mentalisere. Tænkning, fortolkning og rationel problemløsning finder hovedsageligt sted i pandelapperne (frontal kortex), men når amygdala er højaktiveret, slår pandelapperne fra, hvorved vi kommer uden for vores egen viljes kontrol. Vi er så at sige styret af frygtkredsløbet og stressresponsen fight/flight. Når vi siger, at vores hjerne slog fra i en given situation, hvor vi oplevede ikke kunne tænke klart, så er det ikke bare ord, men en realitet. Når frygtkredsløbet tager over, er der andre dele af hjernen, der går off line. Den ængstelige hjerne har således en hyperaktiv amygdala, som får frit spil.
Den hurtige og den langsomme rute
Almindeligvis vil amygdala blive hæmmet af bl.a. thalamus, som fungerer som en slags relæ-station for samtlige sanseindtryk, der registreres af hjernen. Ligesom amygdala er thalamus sammen med hypothalamus og hippocampus en del af hjernens limbiske system, et niveau dybere inde i hjernen (sub-kortex). Det er thalamus, der fungerer som første opsamlingssted for sanseindtryk fra omverdenen. Thalamus benytter sig af to systemer – amygdala og hippocampus; amygdala udgør den hurtige men upræcise vej, mens hippocampus udgør den langsomme men grundige vej.
I amygdala vurderes sanseindtrykkene i løbet af brøkdele af sekunder, hvorved hypothalamus går i gang med at sætte kroppen i alarmberedskab. Hypothalamus har nemlig direkte forbindelse til hypofysen, der er ansvarlig for produktion og frigivelse af hormoner via blodbanerne; herunder adrenalin og kortisol. Det som vi kender som stressresponsen, og som sikrer, at vi bliver mere vågne, opmærksomme, og anspændte.
Amygdala arbejder voldsomt hurtigt og er derfor ikke særlig præcis i sin vurdering af situationen – amygdala-kredsløbet har faktisk ingen adgang til rationel viden, refleksion eller eksplicit hukommelse. Derfor har vi også en anden og mere grundig bearbejdningsmekanisme i hjernen; nemlig den der går via hippocampus. Hippocampus spiller en central rolle for vores eksplicitte hukommelse og kan koordinere de forskellige elementer i vores erindringer som fx syns-, lugt- og lydindtryk, hvilket er forudsætningen for, at vi kan genkalde os bestemte oplevelser. Hippocampus gør det muligt at holde sanseindtrykkene fra thalamus op imod alle tidligere erfaringer og dermed foretage en grundigere vurdering af situationens beskaffenhed.
Det er afgørende for vores sundhed, at de to systemer; amygdala-kredskøbet og hippocampus-kredsløbet inklusive pandelapperne kan arbejde sammen, således at vi både kan kæmpe eller flygte, hvis der er alvorlig fare på færde, men også sådan at vi med vores bevidsthed og vilje kan bremse disse responser, hvis der vitterligt ikke er grund til så massiv en energimobilisering.
Et traumatiseret autonomt nervesystem og en særlig sensitiv amygdala – dvs. et overaktivt limbisk system – vil desværre have den konsekvens, at amygdala-kredsløbet tager over og hæmmer hippocampus. Vi bliver dermed kapret af primitive og instinktive responser, som vi ikke kan hæmme, fordi de mentaliserende dele af hjernen lukker ned, når frygtkredsløbet tager over. Dette af evolutionære grunde; det er ikke meningen, vi skal tænke, overveje, resonere eller bruge gamle erfaringer, når vi møder en tiger.
Emotionelle sanseindtryk
Den ængstelige hjerne, som jo er blevet formet af vores betydningsfulde tilknytningspersoner tidligt i livet, ser ikke farlige tigre alle vegne, men er er til gengæld særdeles følsom overfor de signaler andre mennesker udsender; deres ansigtsudtryk, kropssprog, det de siger, og især måden de siger det på. Den ængstelige hjerne har lært, at andre mennesker, særligt dem barnet er helt og aldeles afhængige af, kan være uforudsigelige, kritiske, fjendtlige, voldelige, ligeglade eller uopnåelige med hensyn til trøst, støtte og anerkendelse. Sådanne omgivelser udvikler en hjerne og nervesystem, som er særligt sensitivt overfor emotionelle signaler fra andre mennesker. Et overaktivt limbisk system – også populært kaldet den emotionelle hjerne – vil have en tendens til at fortolke signaler fra andre mennesker som truende, skræmmende og overvældende og dermed aktivere frygtkredsløbet.
Angst udløses således ikke af en livstruende situation her og nu, men af noget som af hjernen og nervesystemet fortolkes som livstruende, fordi det var det engang. For et barn er forældrenes ikke-sensitive omsorg livstruende, idet et barn, der bliver forladt ingen chance har for at overleve. Ikke at opleve sig anerkendt og beskyttet vækker således helt berettiget frygten for at blive forladt, hvilket er lige så farligt for barnet, som at møde et farligt rovdyr. Når hjernen formes ud fra denne frygt, vil der danne sig neurale netværk og dermed måder at forstå verden på der siger: ”Andre mennesker kan være farlige, jeg må hellere passe på og undlade at stole på nogen som helst – ikke engang mig selv”.
Den ængstelige hjerne er så optaget af at opdage mulige farer, at den er i stand til at generere angst og stress helt uden ydre stimuli. En tanke, en kropslig sansning eller en følelse kan alene gøre det. Således kan en tanke som: ”Min chef kan ikke lide mig” eller “Bare min kæreste ikke forlader mig” sætte kaskader af katastrofetanker i gang og vække følelser, der skaber tilstande af voldsomt ubehag såvel mentalt som kropsligt. Den ængstelige hjerne har mistet sin selvreguleringskapacitet og såvel tanker som emotioner får frit løb – uden nogen form for ophæng i virkeligheden.
Følgevirkninger af utryg tilknytning, langvarig stress og angst
Utryg tilknytning former hjerne og nervesystem, og der er undersøgelser, der påviser, at hippocampus skrumper (hippocampal atrofi) i alvorlige tilfælde, hvilket betyder, at amygdala får uhindret adgang til at sende signaler om trusler, der som nævnt tidligere, sætter kroppen i alarmberedskab. Endvidere kan langvarig stress have en neurotoksisk effekt på hjernen, hvilket forstyrrer af HPA-aksen, der styrer produktionen af kortisol. Den forhøjede mængde af kortisol medvirker til hyperaktivitet i det limbiske system og dermed angsttilstande.
Hjerne og nervesystem lider altså reel skade af emotionelt omsorgssvigt; der aktiveres neurale angstnetværk, hvilket gør personen meget mere modtagelig overfor stress, og man vil være tilbøjelig til at reagere meget impulsivt på stimuli, som den højaktiverede amygdala, ofte fejlagtigt, fortolker som truende. Når sådanne neurale netværk én gang er etableret, aktiveres de lettere efterfølgende. Det sætter gang i en ond cirkel: Den ængstelige hjerne producerer mere angst, og jo mere kronisk angst og stresset man bliver, jo mere nedbrydes de neurale strukturer til prefrontal kortex, hvilket betyder, at man bliver dårligere til at reflektere, huske, tænke og løse problemer (mentalisere); i det hele taget til at bruge sin sunde fornuft. Man svækkes i sin evne til at reagere passende og fleksibelt i komplekse situationer.
Udover de skader utryg tilknytning påfører barnets og senere den voksnes hjerne og nervesystem, så hæmmes også immunsystemet ved langvarig stress. I en alarmberedskabstilstand bruger kroppen alle sine ressourcer på mobilisere sig til kæmpe eller flygte, og det går ud over ressourcetilførslen til fx forplantningen, fordøjelsen og immunsystemet. Derfor kan man nemmere blive syg – både i relation til forkølelse og influenza og andre mindre alvorlige sygdomme, men også i relation til diabetes, astma, forhøjet bodtryk, mavesår, allergi, epilepsi etc. Stress forøger sandsynligheden for at vi udvikler sygdom.
Den plastiske hjerne
Som sagt er hjernen formbar, og det vedbliver den med at være hele livet igennem – dog i noget mindre grad, end da vi var børn. En ængstelig hjerne behøver således ikke at forblive ængstelig i al evighed – angst kan dæmpes eller helt udslukkes gennem udvikling af nye neurale netværk, der i højere gad tillader os at opleve andre mennesker som venlige eller i det mindste som ufarlige og verden som et trygt sted at være. Man kan således få adgang til at leve et liv med mere lethed og glæde, når man ikke er i konstant alarmberedskab. Det, man har lært engang, betyder ikke, at man ikke kan lære noget nyt og anderledes. Heldigvis.
For mange med kronisk stress og angst kan det dog være nødvendigt at få hjælp til denne udviklingsproces. Den ængstelige hjerne er formet af utryg tilknytning, og det er i en tilsvarende tryg tilknytning, den kan udvikle sig gennem dannelse af nye neurale forbindelser mellem hjerneceller og de forskellige lag i hjerne og nervesystem. Da angsten er indkodet i de neurale strukturer, skal der nødvendigvis dannes nye neurale netværk og dermed nye forståelser af selvet, de andre og af verden som sådan.
Det handler først og fremmest om at, frygtkredsløbet skal hæmmes, hvorefter den reflekterende hjerne (kortex) – skal trænes og styrkes med henblik på at gøre bearbejdningen af trusselsstimuli mere præcis og virkelighedskorrigeret. Når kortex inviteres ind i informationsbearbejdningssprocessen, får man adgang til en mere fleksibel, nuanceret og adaptiv form for tækning. Det vil berolige den limbiske hjerne og træne den til at gøre brug af den langsomme men præcise rute (hippocampus-systemet) fremfor den hurtige men upræcise rute (amygdala-kredsløbet). I den proces vil man efterhånden kunne begynde at tro på, at de overlevelsesstrategier man har benyttet hidtil, som fx rumination og trusselsmonitorering, både er uhensigtsmæssige og unødvendige.
Vejen ind i hjernen
Der kan være mange veje, omend indirekte – ind til hjernen og nervesystemet; via kroppen og kropslige sansninger, gennem tanker og følelser og gennem konkrete erfaringer og adfærd. I alle henseender spiller sproget en stor rolle. Det er betydningsfuldt, at man kan få hjælp til at sætte ord på, hvad man observerer, mærker, føler, sanser og oplever, således at man kan sætte det ind i en meningsgivende sammenhæng. Det helt afgørende er dog blive hjulpet til genvinde tillid til sig selv og til andre mennesker; at kunne opleve sig selv som kompetent og værdifuld og få konkrete oplevelser, der viser, at det er muligt at stole på andre mennesker.
Psykoterapi virker, fordi hjernen er plastisk og villig til at forme sig efter alle de stimuli, den tilbydes, men der er generelt mange forskellige veje at gå, i arbejdet med at udvikle sin hjerne og nervesystem. Mindfulness meditation kan berolige det autonome nervesystem ved at aktivere den parasympatiske del, hvormed man kan få mere adgang til afslapning og restitution. Mindfulness styrker også opmærksomheden og evnen til at være i nuet. Yoga, massage og andre former for kropslige interventioner er også en mulighed. I det hele taget gælder det, at den ængstelige hjerne først og fremmest skal tilbydes tryghed – herefter nye udfordringer.
At berolige et nervesystem er som at tæmme en vild kat. Først skal man gøre sig synlig og sidde helt stille i lang, lang tid – samtidig med at man tilbyder den noget, den kunne have brug for. Så kan man måske begynde at tale ganske blidt til den, og hvis den af sig selv begynder at nærme sig, kan man lade den komme tættere og tættere på – uden at ville noget med den, andet en at være der. Til sidst kan katten vise, om den er klar til at blive rørt – hvormed man selv bliver berørt.
Kilder
Artiklen er baseret på en række forskellige kilder bl.a:
Susan Hart
Jon G. Allen
Daniel Siegel
Peter Fornagy
Peter Levine
Bo Bach Pedersen
Bessel van der Kolk
Stephen Porges