Alle mennesker kender til frygt, og det er der god grund til, for frygt er med til at sikre vores overlevelse. Når vi bliver nervøse, bange, fulde af frygt eller decideret rædselsslagne, er det netop den følelse, der kan mobilisere de enorme kræfter, vi skal bruge til enten at kæmpe eller flygte fra det, der truer vores liv. Frygt er således et evolutionært udviklet og dermed biologisk betinget indre alarm- og reaktionssystem, der fortæller os, at vi skal handle, og at det skal være nu.
Angst er en tilstand af grundlæggende mistillid
Den frygt, jeg vil beskrive her er dog en anden form for frygt – nemlig den kroniske angst; der hvor man lever sit liv i en vedvarende nervøs, ængstelig, urolig, stresset eller decideret angstfyldt tilstand. Den angst har intet med virkelige, farlige situationer at at gøre, men rodfæster sig i stedet i en grundlæggende mistillid – til sig selv og til andre.
Den ødelagte tillidsevne
Bag den kroniske angst finder vi derfor ofte en livshistorie om en kompromitteret tillidsevne; om en opvækst, et liv eller dele af et liv præget at mangel på betingelsesløs anerkendelse af den person, man er. Man er ikke blevet set, spejlet og imødekommet i det omfang om med den omsorgskvalitet, man havde behov for, og man er ikke blevet mødt med tilstrækkelig emotionel sensitiv responsivitet på kritiske tidspunkter i ens udvikling. Man er i stedet blevet opdraget, kritiseret, domineret, skræmt, ignoreret eller ladt for meget alene – eller decideret blevet invaderet af betydningsfulde andres meninger, holdninger, krav eller gode råd.
Når ens tillidsevne har lidt skade i manglen på omsorg og tillid fra betydningsfulde andres side, er det svært at gå ud i verden og knytte bånd, og man kommer meget let til at befinde sig i en smertefuld double-bind-situation; på den ene side er man biologisk disponeret til at søge kontakt til andre mennesker; på den anden side er det netop dét, man frygter allermest, fordi det indebærer, at man træder frem og eksponerer sig, og dermed også bliver sårbar. Alle mennesker kommer dog i kontakt med sårbarheden, når man rækker ud efter en anden; man kan blive vurderet og fundet ikke-egnet og dermed afvist.
Et forvrænget selvbillede og en ødelagt kontaktevne
Når man ikke er blevet mødt tilstrækkeligt i sine behov i sit tidlige liv, lider ens evne til kontakt skade. Man får svært ved at mærke sig selv og sine egne behov, og man bliver let overvældet af sine følelser eller kropslige sansinger som trykken for brystet eller en knude i maven. Man kan således opleve sig ude af stand til at håndtere intense følelser som sorg, tristhed, ophidselse, angst, vrede eller glæde.; man kan hverken berolige sig selv eller bede andre om hjælp. Eller man kan føle sig helt tom for følelser og afkoblet andre mennesker på et emotionelt niveau. Man føler sig mærkelig, fremmed og som en, der ikke hører rigtigt til.
Den tidlige tilknytningsforstyrrelse medfører, at man mister sin selvreguleringsevne – man kan ikke berolige sig selv og føler sig derfor overvældet, magtesløs og indfanget i lidelsesfulde tilstande – af både mental og kropslig art. Endvidere vil konsekvensen ofte også være et forvrænget selvbillede, masser af selvkritiske indre dialoger, selvhad, en overdreven opmærksomhed på hvad andre tænker eller synes om en, samt en global underminering af selvværdet.
Afvisningsangst
For den, som ikke har tillid til sig selv eller andre, er det at knytte bånd en utrolig stressfaktor i livet. Man ved, at man ikke kan holde ud at leve et liv i ensomhed, men man tør heller ikke tilbyde sig selv eller lukke nogen ind. Bare tanken om en potentiel afvisning sætter kaskader af angstfølelser i spil. Man føler sig fanget, frustreret og ulykkelig.
Eksponeringsangst og skam
Det, at skulle stå frem, fortælle hvem man er, udtrykke hvad man mener og synes, er typisk også en næsten uovervindelig udfordring. Man kan næsten ikke udholde tanken om, hvad de andre vil tænke, og man er helt overbevist om, at de andre ikke vil være venligsindede. Dybt inde i ens hjernes neurale netværk har man gamle implicitte – dvs. ubevidste – ikke-sproglige erindringer om, at man ikke kan regne med at blive modtaget med accept og velvillighed. At man er forkert. Dette er skammen.
Skam er en værenstilstand, som hviler på en gennemtrængende indre oplevelse af ikke at være værdifuld som menneske – at være en forkastelig person. Skam handler om foragt og fjendtlighed – om at blive bedømt og fundet uegnet.
Vi er ikke født skamfulde. Vi vælger ikke selv vores selvopfattelse – den skabes i de tidlige relationelle samspil med vores forældre eller andre tilknytningspersoner. Skam er resultatet af at have været for længe i et ikke-optimalt tilknytningsmiljø, og have forsøgt at tilpasse sig det. Skam er således en defensiv følelse, som har til formål at omdirigere naturlige følelser af vrede og sorgfuldhed til en lammende følelse af selvforagt. Dermed beskyttes tilknytningsrelationen.
Undgåelsesadfærd
Det er så ubehageligt at mærke angst, at man vil gøre næsten alt, for at undgå den, og det fører uvægerligt til undgåelsesadfærd og et indsnævret livsrum. Man holder måske op med at følge forelæsningerne på sin uddannelse, man siger nej til invitationer, man spørger ikke om hjælp på arbejdet, man siger nej tak til nye jobmæssige udfordringer, eller man ser i det hele taget kun få mennesker og opsøger ikke nye bekendtskaber. Man affinder sig med at leve et forholdsvist isoleret liv. Man tilrettelægger livet med henblik på at undgå angsten, mere end at leve det lev, man værdsætter.
Front mod angsten
Men vejen ud af angst er ikke at forsøge at undgå den. Vejen ud af angsten er, paradoksalt nok, at vende front mod den og gå direkte ind i den. Og lige præcis det, er mange af de klienter, jeg møder, knap så villige til – forståeligt nok. Sagen er dog, at man som menneske ikke kan skaffe sig af med følelser på kommando, og jo mere man kæmper mod dem, jo mere intensive har de det med at blive. For følelser er både nyttige og naturlige – også de mindre behagelige af slagsen. Følelser er en integreret del af vores biologi – vores hjerne og nervesystem. Følelser er en del af et biologisk indre informationssystem, og uden dem ville vi ikke kunne overleve. Frygt er både en naturlig og vigtig følelse og kropslig tilstand, og er i sig selv ikke farlig. Man dør ikke af at blive bange eller rædselsslagen, selvom det kan opleves sådan.
Det indre drama
Angst er en ekstrem grad af selv-centrerethed; i den forstand at man er overoptaget af sine kropslige tilstande, tanker og følelser. Man er så at sige suget ind i sit eget indre drama, som man opretholder qua sit intensive fokus på det. Når man i stedet går ind i angsten fremfor at forsøge at undgå den, lader man den gennemtrænge sig uden at klynge sig til den. Man giver den fri passage, hvorved den kan flyde uhindret igennem ens biologiske og mentale system. Angst forbliver kun i kroppen, hvis den bliver fordret og tilført ny energi. Hvis ikke, så ebber den ud. Når man vender front mod angsten, er det lige præcis det man undlader at gøre; man giver den plads, men man fylder ikke på den.
Det usynlige liv under radaren
Når man har mistillid til sig selv og sit eget værd, er man som en båd uden rorpind; man bliver kastet hid og did i bølgerne. Man tør og kan ikke mærke, hvad man selv mener, ønsker og har behov for, og bliver derfor nødt til at indrette sit liv efter, hvad andre ønsker og mener. Man lever så at sige andre menneskers liv – både dem fra fortiden, og dem som er tilstede nu. Og når man ydermere har mistillid til andre i form af, at man tænker, at de tænker dårligt om en, så ender man med at leve sit liv under radaren. Man bliver usynlig, utydelig, indkapslet og kan føle sig umådelig ensom – som en outsider.
Isolation og dødsangst
Den største og mest gruopvækkende ensomhed er den, hvor man har mistet kontakten til sit eget autentiske selv. Man føler sig udenfor menneskeheden, anderledes, fremmed og ikke værd at elske. I den forstand er ensomhed udtryk for en eksistentiel forkerthedsfølelse: ”Jeg hører ikke til”. Ensomhed er angsten for isolationen, for ikke at blive lukket ind, for at blive lukket ude og blive afvist.
Angsten for eksklusion er helt fundamental og meget smertefuld, fordi eksklusion i hele menneskehedens evolutionære udviklingsrejse har været lig den visse død. Den angst, der således knytter sig til den skadede tillidsevne, er den rene og skære dødsangst. Selvom man med sin rationelle del af hjernen ikke kan forstå, hvorfor man fx er så angst for at blive forladt af sin kæreste, tage bussen, taget ordet i en forsamling eller bede andre om hjælp, så korresponderer den voldsomme og ukontrollerbare angst, med angsten for eksklusion – hvilket grundlæggende er dødsangst. Angsten er det man har med sig fra de tidlige relationer, der ikke var tilstrækkeligt emotionelt sensitive.
At være bange og alligevel leve livet
Al form for træden ud i livet indeholder eksponering – hvorved vi alle kommer i kontakt med angst i en eller anden grad. Forskellen mellem mennesker er altså ikke, at nogen har angst, mens andre ikke har. Forskellen ligger i, hvordan man forholder sig angsten. Den, som kæmper mod angsten og forsøger at undgå den, vil undlade at eksponere sig og dermed trække sig tilbage fra livet i mangel på tillid, mens den som har tillid vil eksponere sig på trods af angsten. Man kan nemlig godt både være bange og gå efter det, man gerne vil have. Det er sådan livet er.
Angst giver natuligt nok en stærk trang til tilbagetrækningsadfærd, men intet menneske er en ø og kan i det lange løb ikke holde til ensomheden. Det er den sunde pendulering mellem tilbagetræknings- og tilnærmelsesadfærd, der kendetegner psykisk sundhed. Den, som oplever sig invalideret af angst og undgåelsesadfærd, er typisk stagneret i tilbagetrækning – og vejen ud, går gennem det stik modsatte; tilnærmelsen. Man må ind i angsten for at komme ud i livet.
At reparere sin tillidsevne
Når man nærmer sig andre, søger og tager imod kontakt, knytter man bånd, og når man knytter bånd, styrker man sin tillidsevne – både den til andre og den til sig selv. Man reparerer sin skadede tillidsevne; man restituerer og kommer tilbage til livet.
The mindful way
Mindfulness handler om at være opmærksomt til stede med dét, der er – på en ikke-dømmende måde. Mindfulness har derfor rigtig har meget at byde på, når man skal lære at rumme hele sig selv – og alle sine vanskelige tanker, følelser og kropslige fornemmelser.
Artiklen her er inspireret af bogen: The Mindful Way Through Anxiety. Jeg tilbyder intensiv mindfulness-træning både i gruppe- og individuelle forløb. Se mere på min hjemmeside: www.ingeholmaps.dk.