Denne artikel beskriver, hvordan en tidlig traumatisering i en betydningsfuld relation, senere i livet påvirker evnen til at mærke og udtrykke egne behov og sætte passende grænser og ikke mindst evnen til at indgå i nærende og kontaktfulde relationer.
Relationsbrud
Et tilknytningstraume er resultatet af vedvarende og alvorlige brud i relationen mellem barnet og dets nærmeste omsorgspersoner. Bruddet kan have karakter af alvorlig mishandling og vanrøgt, men også være i form af et mere subtilt emotionelt omsorgssvigt, hvor barnet krænkes på selve dets autentiske væren. Der kan være tale om, at barnet kritiseres, ignoreres eller behandles med foragt og fjendtlighed, at barnet overlades for meget til sig selv, eller at barnet misbruges og udnyttes til at hjælpe omsorgspersonerne i deres egen uro, kaos og smerte.
Skader i hjerne og nervesystem
Når traumatiseringen sker tidligt i livet, mens barnets hjerne og nervesystem er ufærdigt og under udvikling, får det vidtrækkende konsekvenser såvel fysiologisk som psykologisk. Det forhøjede arousalniveau, som barnet generelt oplever som resultatet af frygt og stress, sensitiverer nervesystemet og skaber mulighed for neurobiologisk fejludvikling. Dette kan forstås som et udtryk for tilpasning, hvor det lille barn på bedste vis, forsøger at tilpasse sig et uforudsigeligt, fjendtligt og farligt miljø ved at stivne, trække sig sammen og lukke af for kontakt – med sig selv og sin egen krop og med omverdenen.
Konsekvenser af traumet
Det voksne individ kan opleve en lang række symptomer, som med fordel kan forstås som en konsekvens af, tidligt i livet at have skullet tilpasse sig dysfunktionelle omgivelser. Et lille barn vil altid tilpasse sig for at beskytte tilknytningsrelationen, som dets overlevelse helt og aldeles afhænger af. Symptomerne kan både være somatiske og psykiske, men de har det til fælles, at de er resultatet af en dysreguleret indre biologi – biokemisk og neuralt. Således kan alle de psykologiske symptomer også ses som et udtryk for en underliggende alvorlig dysregulering i hjerne og nervesystem. Denne moderne neurovidenskabelige forståelse af psykiske lidelser, bygger på et omfattende videnskabeligt og empirisk grundlag muliggjort af nyeste teknologi.
Kontakt – den største frygt og den dybeste længsel
Når barnet ikke har fået den kontakt – fysisk som emotionel – som det har behov for, for at kunne udvikle sig sundt i en holistisk forstand (krop og sind), så vil dette tema kunne vise sig igen og igen livet igennem. Man vil have svært ved at mærke sin krops sansninger og sine indre følelsesmæssige tilstande, hvilket betyder, at man også vil få svært ved at mærke sine behov og udtrykke dem tydeligt. Ikke at kunne mærke og udtrykke sine behov giver alvorlige problemer med grænsesætning; man kommer let til at lade sine grænser overskride og tilsvarende overskride andres grænser.
Man har fået ødelagt sin evne til både at give og modtage omsorg på en tillidsfuld måde, og det giver af gode grunde anledning til mange relationelle udfordringer og indre konflikter. Det at være i en tæt og tillidsfuld kontakt med andre er grundet traumatiseringen blevet til en smertefuld tilstand, som man både længes desperat efter, men også frygter så meget, at man holder sig tilbage. Livet er på den måde blevet en kampzone, hvor andre mennesker udgør den største fare for ens oplevelse af sikkerhed, samtidig med at man længes efter samhørighed, nærvær og den grundlæggende tryghed, som kun et stærkt tillidsbånd til andre kan give. Heri består den smertefulde ambivalente værenstilstand, som alle med tilknytningstraumer lider så grufuldt under, og oplever sig ude af stand til at finde en vej ud af.
Kompromitteret emotionsregulering
Hvis vi ser samlet på alle de symptomatiske tilstande, et tilknytningstraumatiseret menneske, kan lide under, så kan de sammenfattes under en ødelagt evne til at regulere egne indre emotionelle tilstande – affektregulering.
Dette betyder, at man let og ofte uden varsel oversvømmes og overvældes af intense indre tilstande af ubehag, frygt og angst – uden at opleve at man gøre noget ved det. Man er prisgivet, magtesløs og fanget i ubærlig lidelse.
Er affektreguleringskompetencen udviklet og intakt, vil mennesket dels kunne berolige sig selv gennem top-down processer, altså ved at den tænkende og reflekterende del af hjernen taler til og beroliger dybere og mere automatiske subkortikale strukturer i hjernen – herunder det autonome nervesystem. Dels gennem bottom-up processer ved at slappe af i kroppen, trække vejret dybere og komme til stede i nuet – og derigennem lade angsten passere. Derudover vil man kunne bruge andre mennesker til beroligelse. Det at tage kontakt til, række ud efter og bede om hjælp hos en anden person, har en stor effekt i forhold til beroligelse og nedregulering af arousal.
Når affektreguleringskompetencen er kompromitteret, som et resultat af alt for meget arousal i kroppen (hyperarousal grundet frygt) på et tidligt tidspunkt i livet, hvor hjernen og nervesystemet er uudviklet og dermed ekstremt sårbart overfor ikke-optimale tilstande, så har man ikke længere evnen til at berolige sig selv – ligesom man heller ikke kan række ud efter hjælp og søge regulering ad den vej. Man er således overladt til sig selv og egne indre, skræmmende og ubærlige tilstande. Dette er tilknytningstraumet – en navnløs frygt som man må bære alene.
Den mentale overbygning – identitetsforvrængninger
Ud af tilknytningstraumet opstår der mentale forestillinger om selvet og andre, som ikke bygger på virkeligheden, men på hvordan virkeligheden opleves, når den betragtes gennem et traume. Igennem tilknytningstraumets prisme, udgør andre mennesker den største fare af alle. Man monitorerer derfor alle potentielle farer gennem hyperagtpågivenhed og vagtsomhed. Alt hvad der kunne tænkes at udgøre en trussel, opdages og handles på, hvorved nervesystemet hele tiden holdes i alarmberedskab. Alle tegn eller handlinger kan i den optik blive til en voldsom krænkelse og trussel – et blik fra en fremmed i supermarkedet, et løftet øjenbryn, en høj stemme, et neutralt ansigtsudtryk, en billist der dytter etc.
Forestillingerne om selvet kan handle om, at man ikke har ret til at være her, at man ikke må fylde, at man er grundlæggende forkert og defekt og at ens behov er uacceptable. Dette giver anledning til den dybeste selvforagt. Man skammer sig over, at man i det hele taget eksisterer. Denne ubærlige patologiske skam kan forsøges håndteret gennem ligeså forvrængede, rigide selvbilleder; om at man ikke har nogle behov selv, at man ikke har brug for andres hjælp eller omsorg, at man er et offer og ude af stand til at tage ejerskab for eget liv, at man stolt over at være den, som giver en masse til andre og aldrig selv beder om noget, at man aldrig er vred, at man stærk og perfekt og videre i den dur.
Terapeutiske implikationer og neuroplasticitet
Når vi kan forstå menneskets emotionelle lidelser som et symptom på et dysreguleret nervesystem og fejludviklede neurale netværk, bliver det i en behandlingsmæssig og terapeutisk sammenhæng helt afgørende, først og fremmest at arbejde med at styrke og stabilisere individets evne til arousal- og emotionsregulering.
Dette er så helt afgørende for at kunne finde modet til at forandre sit liv og komme mere i kontakt med livfuldhed og vitalitet. Uden en vis oplevelse af indre stabilitet, om end indledningsvist skrøbelig, er fundamentet for udvikling ikke til stede. At forandre sig selv og sit liv kræver et minimum af intention og bærekraft, der kan sætte den nødvendige bevægelse i gang. Derfor er det her – i affektreguleringen – al forandring nødvendigvis må starte.
I relation til psykoterapi, betyder det, at der skal arbejdes med såvel bottom-up som top-down processer med det formål langsomt at styrke evnen til selvregulering og beroligelse. Til dette formål er der løbende blevet udviklet og efterprøvet en lang række interventioner, der kan styrke dette arbejde, som både indbefatter samtale, somatisk opmærksomhed og nærvær, mindfulness og berøring.
Disse interventioner støtter på sigt også evnen til at kunne udholde mere kontakt – med sig selv og med sig selv sammen med en anden, i første omgang terapeuten. Dermed udvikles også evnen til at kunne rumme mere vitalitet, lethed og glæde og modet til at mærke, at man overlevede og er levende og har et liv foran sig, som man kan tage ejerskab til.
Grundet den nyeste neurovidenskabelige viden, ved vi nu, at hjernen og nervesystemet kan udvikle og forandre sig hele livet igennem. Dette kaldes neuroplasticitet. Det er denne plasticitet, der på den ene side former barnets hjerne og nervesystemet, efter de omgivelser, det møder, og på den anden side gør forandring mulig, når tidligere dysfunktionelle, adaptive strategier, har standset udviklingen og gjort livet til en overlevelseskamp.
Kilde
Denne artikel bygger på en række forskellige kilder i tilknytning og traumer, men tager særligt udgangspunkt i bogen “Udviklingstraumer” af Laurence Heller og Aline Lapierre, som står bag udviklingen af den terapeutiske metode NARM – den NeuroAffektive Relationelle Model.