Temperament – den kroniske vrede

Denne artikel handler om vrede, raseri og hidsighed, og belyser temperamentsfuldhed i et tilknytningsteoretisk og udviklingspsykologisk perspektiv. Artiklen forklarer, hvad vrede er for en følelse, hvorfor vi har den, og hvad vi skal bruge den til. Vrede er i sit udgangspunkt en sund og naturlig følelse, men hvis den er forblevet ureguleret og dermed kronisk, vil det have store konsekvenser for livskvaliteten og relationerne til andre mennesker.

Vrede – en del af stressresponsen

Vrede er en kompleks kobling af kropssansninger, impulser, tanker, følelser og adfærd, og må derfor forstås som en meget sammensat, men også meget menneskelig tilstand, vi alle kender til. Vrede er både en stærk og smertefuld følelse, der gennemsyrer hele ens biologiske system og viser sig i kroppen, hjernen og nervesystemet. Vrede er det konkrete udtryk for en omfattende energimobilisering beregnet på overlevelse. Det er derfor voldsomme kræfter, der sættes fri, når vreden får frit løb.

Vrede er en af Darwins seks kategorialfølelser; Her er altså tale om en helt basal grundfølelse, som man finder hos alle folkeslag verden over og hos pattedyr generelt. Vreden er et udtryk for vores biologiske parathed til forsvare os selv. Det er således en følelse, der spontant initieres af oplevelsen af at være truet. Oplevelsen af at være truet aktiverer helt automatisk, og uden for vore viljes kontrol, det biologiske frygtsystem. Det vil sige, at der i hjernen og kroppen udløses såvel adrenalin som kortisol, som forbereder os på kamp eller flugt. Når frygtsystemet tager over, nedsættes vores evne til refleksion og omtanke betragteligt. Vi handler som om, det gælder vores liv. Vrede er altså både en angrebs- og forsvarsfølelse, der mobiliserer enorm kropslig energi til kamp eller flugt, og er en integreret det af menneskets biologiske stressrespons.

Sund grænsesætning

Vrede er en grænsesætningsfølelse, man skal bruge til at sætte grænser og skabe afstand, når man oplever sin integritet krænket. Vi har særligt brug for vreden til at kunne sige nej, eller til at kunne kommunikere klart og tydeligt omkring, hvad vi vil være med til, og hvad vi ikke vil være med til.

Evnen til sund grænsesætning er altafgørende for at kunne opleve sig som kompetent og i stand til at tage vare på sig selv; den er forudsætningen for den gode følelse af, at man sidder ved rorpinden i sit eget livs båd, i stedet for at blive kastet hid og did i bølgerne af, hvad andre tænker, siger, forventer eller gør. At man grundlæggende er i kontrol, og selv sætter kursen i sit liv.

Når vreden tager overhånd

Den sunde grænsesætning er karakteriseret ved, at vreden kan bruges på en passende og social acceptabel måde. Man er således i stand til at sige til og fra og udtrykke sine behov og ønsker uden at krænke den anden.

Når vreden modsat tager overhånd, er det udtryk for, at man er blevet kapret af ubærlige, negative, emotionelle, indre tilstande, som ikke udelukkende relaterer sig til den situation, man befinder sig i her og nu, men til tidligere, ofte glemte situationer, tilbage i barndommen, hvor man reelt oplevede sig krænket, ydmyget, disrespekteret, overfaldet eller invaderet af en dominerende anden – ofte den ene eller begge forældre.

Temperamentsfuldhed og kronisk vrede er således en beskyttelsesfølelse overfor gamle krænkelser i form af ondskabsfulde og respektløse handlinger begået mod én af betydningsfulde tilknytningspersoner, som man var helt og aldeles afhængig af, og som var mere magtfulde end en selv. I den optik kan vreden forstås som et forsvar mod at mærke ubærlige indre følelsesmæssige tilstande af skamfuldhed. Den skam, som er et resultat af reelt at have oplevet sig dårligt behandlet engang, og hvor man ikke fik den genrejsning og den undskyldning, man burde have haft. Man blev i stedet gjort forkert.

Når vreden forstås som en forsvarsfølelse, er det generelt nyttigt at undersøge, hvad det er, den forsvarer én imod. Det kan være følelser af skyld, skam, krænkelser, vanære, respektløshed, tab, sorg, frygt, magtesløshed, afvisning, utilstrækkelighed, mindreværd, ensomhed og meget mere. Alt sammen følelser, man gerne vil undgå, men som holdes aktive af selve bestræbelsen på at undgå dem.

Sensitivt nervesystem og letantændelig stressrespons

Et barn, som for ofte udsættes for en voksens voldsomme, ofte uforudsigelige adfærd i form af sønderlemmende skæld ud, råb og skrig, voldeligt sprog, truende ansigtsudtryk og kropsholdning samt generel dominans, får som konsekvens heraf et meget sensitivt autonomt nervesystem. Det vil sig, at der ikke skal ret meget til, før end frygtsystemet tænder og stressresponssen sætter ind. Dette er den udviklingspsykologiske og neurobiologiske forklaring på det, mange kalder temperamentsfuldhed. Den del af hjernen, som skal sikre passende en impulshæmning, har i det aggressive opvækstmiljø ikke haft optimale vækstbetingelser, hvilket kan give tilbagevendende problemer med emotionsregulering og utilstrækkelig impulshæmning, som raseriudbrud netop er et udtryk for.

Temperamentsfuldhed og voldsomme vredesudbrud er således udtryk for en fejludvikling i det autonome nervesystem, hjernen og den involverede biokemi, idet alle børn fødes med en udfærdig hjerne og nervesystem med henblik på at kunne tilpasse sig det miljø, de fødes ud i. Det, man kalder miljøet for evolutionær tilpasning. Det barn, som fødes ud i et generelt vredt, fjendtligt, uempatisk, usensitivt og ikke mindst uforudsigeligt miljø, tilpasser sig dette, ved at udvikle en stærk angrebs- og forsvarsparathed. I et fjendtligt miljø er det evolutionært set mest hensigtsmæssigt at være på vagt og hurtigt blive forskrækket, og det er endvidere mest sikkert at fortolke andre menneskers handlinger som potentielt fjendtlige. Det bliver det filter, man kommer til at betragte verden igennem.

Det aggressive miljø og den sociale arv

Temperamentsfuldhed handler ikke om, at man er født som en særlig aggressiv person, altså er genetisk forudbestemt til raseri og vredesudbrud, men om at man på et tidligt tidspunkt i ens liv, har skullet tilpasse sig et aggressivt miljø. Den temperamentsfulde voksne er således barn af aggressive forældre; i en udadvendt form med masser af voldsomme vredesudbrud og/eller i en indadvendt form, hvor aggressiviteten viser sig som selvkritik, oversamarbejde, udglatten, konfliktskyhed og en kompromitteret evne til sund grænsesætning. Ofte i en kombination.

Dette til trods, så tænker mange, at temperamentsfuldhed er medfødt, og mange foretrækker endvidere at bruge ordet temperament fremfor vrede, fordi det lyder mere ufarligt; som noget, der bare sker af sig selv, og ud af det blå. Men der er ingen spædbørn, der fødes med anlæg for kronisk vrede. Spædbarnet rummer i sig muligheden for en mangfoldighed af følelser, hvoraf vreden kun er en. Barnet lærer gennem sin interaktion med sine forældre, hvordan følelser kan håndteres, eller ikke kan håndteres. En vred forælder, vil således se barnet gennem denne følelse, og det vil ofte blive tillagt negative eller fjendtlige intentioner, og på den baggrund blive behandlet med hårdhed og kritik. Samtidig kan en vred eller skræmt forælder hverken lytte, forstå eller trøste barnet på en hensigtsmæssig måde, og det efterlades smertefuldt alene med sine egne indre oprørte tilstande. Det lærer således ikke at nedregulere negative emotioner, men bliver i stedet kapret af dem. Barnet har ikke fået udviklet den vigtige emotionsreguleringskompetence tilstrækkeligt.

Tanker der fodrer vreden

Følelser er udtryk for dynamiske biologiske tilstande. Følelser kommer og går, og det gælder både positive og negative følelser. De fylder ens fulde bevidsthedsfelt, når de topper, og giver så typisk slip igen. Den kroniske vrede er den vrede, som hele tiden bliver fodret af destruktive tanker, og som dermed ikke kan afslutte sin naturlige livscyklus. Ofte vil de tanker, der kommer før et vredesudbrud således handle om krænkelse i en eller anden form; eksempelvis at man føler sig misforstået, afvist, forladt, kritiseret, truet, ydmyget, snydt, ignoreret, hånet, drillet, uretfærdigt behandlet osv.

Når vreden er aktiv, kan man derfor meget nemt blive besat af at få hævn eller genrejsning; man kan blive overoptaget af retfærdighed, fordi man vedvarende oplever, at der bliver gjort store uretfærdigheder mod en. Man bliver fyldt af bebrejdelser og utilfredshed, og de nærer vreden, og forhindrer at den kan afslutte sin naturlige cyklus og give slip.

Offerrollen skaber stagnation i den personlige udvikling

Det er problematisk at overbevise sig selv om, at vreden ikke er ens eget ansvar; at det er de andres skyld, at man bliver vred, truer og overreagerer. På den måde giver man fortabt og kommer utilsigtet til at placere sig selv i en hjælpeløs offerposition. Man overbeviser sig selv om, at man er et offer for andres dårlige hensigter, men man er reelt blevet et offer for sine egne følelser. Vreden og alle de tilhørende tanker om uretfærdighed har taget over, og man oplever sig magtesløs i forhold til dem.

Man bliver et offer, når man vedvarende tænker, at andre mennesker er ude efter en, og at deres handlinger har et fjendtligt sigte. Hvis man eksempelvis mærker en bølge af vrede, når man opdager, at ens partner igen har sat tingene forkert i opvaskemaskinen, så handler vreden jo grundlæggende om, at man føler, at den andet har gjort det med vilje, og at handlingen derfor kun kan forstås som en udtryk for respektløshed, ligegyldighed eller ydmygelse fra den andens side. I den optik bliver vreden naturligvis både forståelig og legitim, men helt ude af trit med virkeligheden. Den beror således alene på en indre forestilling, som ofte slet ikke har rod i den konkrete situation, men i tidlige erfaringer med reelt at være blevet krænket og ydmyget af en tilknytningsperson. Tidlige traumatiserende oplevelser vil altid udgøre en udgøre en særlig sårbarhed, der igen og igen vil kunne trigge ens vrede.

Den kroniske vrede er udtryk for at sidde fast i en gammel rille. Man kører rundt og rundt i sit gamle mønster og udvikler sig ikke som menneske. Man forsøger via vreden af slippe en med følelser af mindreværd og skamfuldhed, men prisen er høj, fordi man dømmes til igen og igen at falde ned i rillen.

Kontrol som omdrejningspunkt

Kronisk vrede er typisk også et udtryk for et omfattende behov for kontrol, som giver god mening i et udviklingspsykologisk perspektiv. Hvis man er vokset op i uforudsigelige og voldsomme omgivelser, får man naturligt nok et stort behov for kontrol. Kontrol bliver lig med sikkerhed.

Man kan således forsøge at kontrollere andres adfærd gennem sin egen vrede. Gennem sit temperament og sin egen uforudsigelighed, kan man monitorere andre med, hvad de må og ikke må. Enhver form for forskellighed eksempelsvis i holdninger og adfærd, kan nemt blive fortolket som fjendtlighed. Vrede følges derfor ofte med mistro, skepsis og et vagtsomt blik, der hele tiden holder øje med andre, og meget nemt kommer til at fortolke deres handlinger som personlig forfølgelse.

Men andre mennesker er ikke dukker, som man kan føre rundt i ens eget teater. Man kan kun føre sig selv, hvis man vel at mærke kommer dertil i ens liv, hvor man beslutter sig for at tage rorpinden og ikke lade sig indfange af gamle krænkelser. Det sted i ens liv, hvor man beslutter sig for at tage ansvar for sin egen adfærd.

Det kan generelt være en stor lettelse af opgive at kontrollere andre mennesker og alt andet, der alligevel ikke kan kontrolleres. At opgive at skulle kæmpe imod noget. Man kan så i stedet bruge energien på noget, som man værdsætter og gerne vil.

Vejen ud af vreden går gennem accepten

Modgiften til vrede er accept, tålmodighed, mildhed og venlighed. Gennem accept gør man ikke nødvendigvis en ende på sine vrede og negative følelser, men man standser sin kamp med dem. For efter et raseriudbrud kommer der næsten altid både skyld og skam. Man skammer sig over, at man igen blev kapret af vreden, at man ikke kunne styre sig, og at man fik talt og/eller handlet på en alt for voldsom og krænkende måde. Man skammer sig over, at man ikke har kontrol over sig selv, og ikke mindst at andre ser en i sådan en situation. Man føler sig blottet, alene og forkert.

Det, man ikke kan ændre på, står man sig bedst med at acceptere. Accept er ikke nødvendigvis at tilgive en ugerning, men en form for klar erkendelse af, at det som er sket, er sket og at man må finde en måde at leve med det på, der ikke forurener ens liv med hadefulde, fjendtlige eller hævngerrige indre tilstande. Accept er således ikke for de andres skyld – det er for ens egen.

Accept handler om at sætte sig selv fri og om at give slip på noget, der var engang, og om at holde op med at plage sig selv med vrede, sorgfyldte og hævngerrige tanker.  Accept er at stoppe kampen med det, der alligevel ikke kan forandres eller vindes over. Manglen på accept er kernen i vrede og bitterhed. Accept er at give slip på forestillingen om, at andre ikke vil én det godt.  Give slip på de ofte rigide og dømmende indre grundantagelser og regler, man kører af på andre, for at forsvare sig selv.

Vejen ud af vreden handler således ikke om, at verden udenfor en selv skal ændre sig; det gør den ikke. Vejen ud af vreden handler om at tage ansvar for sit eget liv ved at blive bevidst om, hvilke indre mentale tilstande i form af tanker og følelser, der driver og vedligeholder vreden, så den vender tilbage igen og igen. Man er nødt til at bryde nogle gamle indre overbevisninger og skabe nogle nye, som man selv definerer, fremfor at være snøret ind af overbevisninger fra barndommen.

Vrede tåler ikke venlighed

Man kan desværre ikke bare sige; ”nu vil jeg ikke være vred mere”. Men man kan i stedet sætte ind med en stærk intention om at være mere venlig. Man behøver således ikke kæmpe med vreden, man kan invitere venligheden ind i stedet for. Det er ikke let; det kræver en stor indsats, men det er muligt for alle. Man kan øve sig i venlighed ved hver eneste dag at foretage venlige handlinger og tænke venlige tanker. Man kan også øve sig i bruge venlige ord og udelade alle former for spydigheder, sarkasme, ironi, hentydninger, generaliseringer, kritik og fordømmelse. Man kan i stedet påskønne sig selv, andre og alt omkring sig. Vreden tåler ikke den venlig indstilling.

Markører på kronisk vrede Mange destruktive og tilbagevendende tanker, der kredser om uretfærdighed, ydmygelse, bebrejdelse, respektløshed og utilfredshed. Mange interpersonelle konflikter og brud i både perifere og betydningsfulde relationer. Stort behov for at få ret og vinde enhver diskussion. Ser forskellighed som fjendtlighed. Påtvinger andre egne holdninger, og nedvurderer og foragter synspunkter, der ikke stemmer overens. Utålmodighed med andre og lille overbærenhed. Lille evne til tilgivelse, accept og reparation af relationelle brud. Indre uro og ængstelighed, særlig i situationer med grænsesætning. Skyld- og skamfølelser samt dårlig samvittighed. Voldsom forskrækkelsesrespons; bliver nemt forskrækket og oprevet. Stress, som i sidste ende kan påvirke immunsystemet og gøre en mere udsat overfor en række lidelser og sygdomme. Psykosomatiske lidelser som ondt i maven, hovedpine, trykken for brystet, smerter i hjertet, skære tænder, bide negle, kropslig uro, mareridt, søvnproblemer, eksem osv. Depression og udbrændthed. Selvmedicinering i form af alkohol, rygning, hash, stoffer samt smertestillende og beroligende medicin.