Denne artikel handler om tillknytning og tilknytningsteori. Den stiller skarpt på et evigt vedkommende udviklingspsykologisk spørgsmål om, hvordan vi bliver den, vi er, og hvad det er, der former vores personlighed, identitet og evne til at indgå i kærlighedsrelationer. Artiklen, som er den første af to, undersøger bl.a. de samspilsdynamikker mellem barn og omsorgsperson, der tidligt i livet faciliterer enten resiliens eller lidelse. Det er næsten umuligt at læse om tilknytningsteorien uden samtidig at reflektere over egen barndom og samspillet med egne forældre. Artiklen er en invitation til sådan en refleksion, og bygger på bogen ”Becoming Attached – First Relationships and How They Shape Our Capacity to Love” af Robert Karen.
Arven
Mennesket er ikke et isoleret og aflukket energisystem. Vi er på ingen måde selvforsynede – hverken fysiologisk eller psykologisk. Vi er dybt indlejrede både i vores biologi og i de sociale interaktioner med artsfæller, vi inviteres ind i helt fra livets begyndelse. Vi er, som Tor Wennerberg siger, vores relationer.
Vi bærer, ofte uden at vide det, rundt på en massiv ”arv” fra vores forældre og forfædre – bestemt af deres måde at være forældre på. Vi formes afgørende i samspillet med vores forældre. Ligesom vores gener henholdsvis tænder eller slukker, alt efter hvad de tilbydes af omgivelser i form af indre biokemi. Alt i vores eksistens foregår i et kontinuerligt udvekslingsforhold mellem os og det udenfor os. Vores egenart er således resultatet mellem vores genetiske dispositioner, og det generne mødte i samspillet med betydningsfulde omsorgspersoner tidligt i livet.
Tryg tilknytning til vores forældre, eller i det mindste den ene af dem, er af afgørende betydning for vores sundhed og trivsel – både som barn og voksen. Barnets fysiologiske og psykologiske udvikling er intimt forbundet med omsorgspersonens forældrestil. Var den varm, mild, forudsigelig, konsistent og sensitiv, bliver vi overordnet trygge i vores eksistens og føler os godt tilpas i vores krop. Vores selvudvikling får de bedste opvækstbetingelser i venlige og respektfyldte omgivelser, og vi bliver selv mere tillidsfulde og empatiske – både i forhold til os selv og andre mennesker.
Den utrygge tilknytning derimod ødelægger vores tillids- og relationskapacitet, og vi får sværere ved at føle os forbundne med menneskeheden, at søge hjælp og behandle os selv og andre med venlighed og respekt. Det er kun i lyset af mors og/eller fars kærlighed, vi som børn kan trives og udvikle os optimalt. Der er intet, der kan kompensere for den kærlighed.
Vores forældre er den mest betydningsfulde enkeltfaktor for vores tilknytningsmønster overhovedet, men det er klart, at andre autoritetsfigurer som pædagoger, lærere, søskende, bedsteforældre og andre familiemedlemmer også spiller en rolle – ligesom samfundets normer og kulturelle værdier.
Toksisk stress
Hvis vores forældre var ikke-responderende, fraværende eller dominerende, og hvis de ikke kunne møde vores naturlige omsorgs- og selvstændighedsbehov på en alderssvarende måde, kunne vi som børn ikke føle os i sikkerhed. Vi måtte derfor bruge en masse energi på at skaffe os denne sikkerhed selv – ved at tilpasse os vores forældre så godt som muligt, og ved at opgive autentiske aspekter af os selv i denne tilpasningsbestræbelse.
Når vores omsorgspersoner var vrede, bitre, deprimerede, sørgende eller misundelige bliver disse stærkt negative emotionelle tilstande vores kontekst, og siver ind i vores biologiske organisme og præger vores hjerne og nervesystems udvikling på et helt fundamentalt neurologisk, epigenetisk plan. Tidlig stress er toksisk stress og kan have fatale konsekvenser for vores krop og psyke.
Toksisk stress medierer mistrivsel. Barnet mistrives på samme måde som en plante ville gøre uden vand og solskin. Barnet lider voldsomt under den følelsesmæssige udsultning og under de overbevisninger, det er nødt til at udvikle, for at kunne eksistere i familien. Nemlig at det er barnet selv, der er noget galt med.
Et følelsesmæssigt fattigt og omsorgssterilt miljø har store konsekvenser for barnet og senere den voksne. Depression, angst, ensomhed og tab af håb på det gode i selvet og menneskeheden, kan være prisen for at have indåndet dysfunktionelle, emotionelle stemninger fra omsorgspersoner, der var for optagede af dem selv.
Det blinde øje
Samfundet har alle dage vendt det blinde øje til. Kollektivt ubevidst har man overbevist sig selv om, at børnemishandling er så sjældent, at man ikke behøver at bruge særlig mange ressourcer på området eller lovgive specifikt herom, men faktum er, at traumatisering i barndommen er overordentligt ofte forekommende. Utallige undersøgelser viser, at mellem 30-40% af en befolkning har et utrygt tilknytningsmønster, og derfor er mere disponerede overfor for såvel psykisk som fysisk mistrivsel livet igennem.
Tal på børnemishandling er utrolig svære at opgøre, fordi langt de fleste overgreb på børn og unge aldrig indrapporteres til de officielle myndigheder. De eksisterer i det skjulte, fordi ofrene er for skamfulde til at stå frem, og fordi samfundskollektivet – herunder myndighederne – foretrækker ikke at se virkeligheden, som den er. Baseret på selvrapportering vurderes det, at hver femte pige udsættes for et eller flere seksuelle overgreb i barn- eller ungdommen, og at hver sjette barn udsættes for anden vold i hjemmet.
Biologisk determinisme
Dertil kommer, at tilknytningsteorien løbende har været udsat for angreb af teoretikere og forskere, som er overbeviste om, at børn fødes med et genetisk bestemt temperament, og at det er det, der grundlæggende afgør et menneskes personlighed, adfærd og livskvalitet. Når dette synspunkt strækkes til det yderste kaldes det ”biologisk determinisme”, og udtrykker således den holdning at uanset, hvad et barn udsættes for, så er dets skæbne allerede defineret i dets gener. Kærlighed gør ikke nogen forskel.
Biologiske forklaringer er attraktive, fordi man placerer problemet i genet og fritager forældre og samfund. Ængstelighed, utryghed, lavt selvværd og selvskade bliver et spørgsmål om genfejl og reparation af denne gennem medicinering. Dette paradigme er dominerende globalt i psykiatrien og samfundet generelt, hvor det er almindeligt at opfatte eksempelvis depression, angst, emotionsreguleringsdysfunktioner og andre former for emotionelle problematikker som en genbetinget effekt.
Dette synspunkt bliver generelt supporteret, og er blandt andet medicinalindustriens eksistensgrundlag, mens forskning baseret på udviklingspsykologi og sociale faktorer har svære ved at finde finansiel støtte. De biologiske forklaringer er forholdsvis lette at forstå for medier og politikere. De inducerer ikke ubærlige følelser, men adresserer til gengæld heller ikke problemets oprindelse.
Den epigenetiske forskning, som er hastigt voksende, forener mange af de divergerende synspunkter ved at konstatere, at selv gener er miljøpåvirkede. Om genet tænder og bliver aktivt, eller lukker ned og ingen indflydelse får på vores liv, afhænger både af genet selv, men også af hvordan genet påvirkes af eksempelvis hormoner – af hele organismens indre biokemi. Tidlig toksisk stress har således vist at have fatale konsekvenser for barnets umodne hjerne og nervesystem. Omsorgssvigt skaber organiske forandringer og ulabalance i organismes regulerede strukturer.
Skjult aggressivitet
Ifølge John Bowlby er der særligt to faktorer, der udgør en alvorlig forstyrrelse for barnet i barndommen. Hvis den primære omsorgsperson dør eller på anden måde forsvinder midlertidigt eller permanent ud af barnets liv. Eller hvis den primære omsorgsperson er fjendtligt indstillet overfor barnet, hvorpå samspillet med barnet i alle de basale hverdagsaktiviteter som at amme, skifte ble, spise, sove, tage tøj på, lege etc., bliver præget af en ofte ubevidst, subtil form for aggressivitet, der gør barnet fundamentalt utrygt, og får det til at opleve sig uønsket.
Ofte skjules aggressiviteten gennem en overbeskyttende, men overfladisk adfærd, der, typisk helt ubevidst, er beregnet på at dække over de sande men illegitime følelser. De viser sig dog alligevel gennem den følelsesmæssige indstilling til barnet, og siver, der på trods af alle maskerings- og fornægtelsesforsøg, ud som en emotionel tone rettet mod barnet – i form af irritation, frustration, bitterhed, depressivitet, passivitet, opgivenhed, nedlukkethed, misundelse, foragt og eklatant mangel på empatisk mentalisering af barnets indre tilstande.
Ubevidst ønsker omsorgspersonen, at barnet skal forsvinde, være et andet slags barn eller opføre sig på en anden måde, sådan at omsorgspersonen kan føle sig bedre tilpas. Denne tidlige samspilsdynamik bliver en skabelon for fremtidige relationer med tilknytningsbetydning, med mindre den brydes gennem reparerende, nye erfaringer. Det man kalder tillært tryg tilknytning.
Alle børn er til en vis grad ambivalente overfor den primære omsorgsperson. Barnet behøver omsorgspersonen, men ofte er det også denne, der skuffer barnet i behovsopfyldelsen. Ingen forælder kan være fuldkommen afstemt med sit barn hele tiden, så der vil uvægerligt indtræffe mange misforståelser og fejlafstemninger over tid. Det er almindeligt.
Men hvis barnet mere eller mindre konsistent oplever, at det ikke vækker glæde i omsorgspersonens liv, eller kun gør det, når det undlader at fremvise vise aspekter af sig selv og fremtræder på en tilpasset måde, udvikles fundamentet for en smertefuld indre konflikt, hvor barnet holder sin natulige protest og indædte vrede mod omsorgspersonen væk fra bevidstheden, og i stedet monitorerer selvet hårdt og brutalt.
Det falske selv
Donald Winnicott taler om det falske selv, som er de censurerede dele af barnets følelsesmæssige register, som omsorgspersonen kan tolerere, og som barnet derfor kan fremvise. Det falske selv er det direkte resultat af utilstrækkelig omsorg og mangelfuld empatisk mentalisering, og beror på omsorgspersonens angreb på barnets naturligs udtryk – en psykisk invadering af barnets subjektivitet og en hel eller delvis eliminering af barnets egenart – et identitetsdrab.
Det falske selv kan fremvise sig på et utal af måder – grandiost, underkastende, dominerende eller pleasende – men altid inkompetent i forhold til integritet og autenticitet. Det medierer en sindstilstand, som John Bowlby kaldte ”patologisk sorg” og som James F. Masterson benævnte ”forladthedsdepression”, hvilket udtrykker en transcenderende, eksistentiel ensomhedsfølelse, grundet en tidlig separation i barndommen fra menneskelig varme, hvilket har udløst både voldsom frygt, dyb følelsesmæssig isolation og en kronisk sorg, der ikke kunne blive processeret, fordi der ingen støtte var.
John Bowlby mente, at hvis barnet ikke fik hjælp til at være med sine autentiske følelser, ville det udvikle defensive selvbeskyttelsesmekanismer som eksempelvis aggressivitet, antisocial adfærd, fobier, depression, selvskade, misbrug eller anden psykisk sygdom – og i det hele taget kompromitterede relationelle evner.
John Bowlby lænede sig i sin teoriudvikling bl.a. op ad Harry Harlows berømte og berygtede forsøg med aber. De viste med al tydelighed, at en unges separation fra moren efter fødslen, medierede unormal og bizar adfærd i sociale flokssammenhænge, og at ungerne som voksne ofte blev ekstremt voldelige forældre, der i visse situationer endte med at slå deres egne unger ihjel. Senere hen præciserede Mary Ainsworth, som videreudviklede John Bowlbys tilknytningsteori, at separation ikke blot omhandler fysisk separation, men i høj grad også følelsesmæssig.
Skam
Skam er intimt forbundet med tilknytningstraume. Vi taler ikke om den almindelig skam, som alle kan komme i kontakt med, når de erfarer, at de har ageret på en måde, som falder uden for et givent fællesskabs normer og værdier.
Vi taler om den skam, Allan Shore kalder ”implicit shame”, som er en kronisk og patelogisk skam, ofte uerkendt, men alligevel fuldkommen styrende for personens totale livsførelse. Denne skam er konsekvensen af følelser, der ikke er blevet rummet, mentaliseret og håndteret på en moden måde – af samspillet med en ikke-mentaliserende omsorgsperson.
Den subtile, usynlige, nonverbale og skjulte men aggressive afvisning kan være den værste for et barn, fordi det med sine begrænsede kognitive evner ikke kan gennemskue, hvad der sker. Senere kan den voksne ikke huske afvisningerne eller sætte ord på dem, men man føler sig alene, forkert, forladt og kronisk afvist.
Skam føres fra generation til generation, når vi som forældre kan ikke tolerere at se vores egne ikke-mødte behov udtrykt i vores barns adfærd, og når vi ikke kan rumme barnets legitime protest, vrede og frustration over, at disse behov ikke bliver mødt. Når barnets behov ikke kan rummes og tilfredsstilles umiddelbart, bliver barnet nødt til at udvikle kompensatoriske strategier. Det lærer at lyve, true, manipulere, give eller please for at få sine behov opfyldt.
Skammen skjuler sig ofte under et lag af grandiositet eller kronisk oversamarbejde, men dækker over en konstant følelse af inferiøritet. Skam er den stedfortrædende følelse for afvisning, som vi typisk vil gøre alt for at undgå at mærke. Ofte ved vi ikke, at det er det, vi gø – ogg selve det at beskytte sig mod skamfølelsen kan blive skaminducerende i sig selv.
Afslutning
Del to af denne artikel kommer nærmere ind på de respektive tilknytningsmønstre og særligt, hvordan den trygge og utrygge tilknytning kan vise sig i forskellige livsfaser.
Kilde
Robert Karen: Becoming Attached – First Relationships and How They Shape Our Capacity to Love