Denne artikel handler om tillknytning og tilknytningsteori. Den stiller skarpt på et evigt vedkommende udviklingspsykologisk spørgsmål om, hvordan vi bliver den, vi er, og hvad det er, der former vores personlighed, identitet og evne til at indgå i kærlighedsrelationer. Denne artikel er den anden af to, og kommer nærmere ind på de forskellige tilknytningsmønstre, og den væren-i-verden, de medierer. Den bygger på bogen ”Becoming Attached – First Relationships and How They Shape Our Capacity to Love” af Robert Karen.
Den tilstrækkelig gode mor
”Mothering is a strong tendency to suppress own needs in favor of the baby´s” (Donald Winnicott).
Både John Bowlby og Donald Winnicott beskriver den gode mor, hvis forældrestil gør barnet trygt tilknyttet. Der er tale om en mor, som accepterer barnet betingelsesløst. I hendes øjne kan det lille barn ikke gøre noget slemt eller forkert. Barnet er et godt barn, uanset hvad. Den omsorg, hun tilbyder, er vedvarende, blid og støttende, og hun holder sig i nærheden af barnet. Hun straffer ikke barnet, og hun bestræber sig på at opfylde barnets fysiologiske og emotionelle behov.
Det helt afgørende er, at hun beskytter barnet og giver det en oplevelse af sikkerhed og tryghed. Hun værner det mod ydre farer, men også mod intense, indre følelsestilstande, som ellers ville overvælde barnet. Hun regulerer barnets indre følelsesliv ved selv at være velreguleret – ved at være i psykologisk balance. Dette er fundamentet for resiliens og de første rudimentære skridt til selvværd.
Mary Ainsworth stillede gennem sin forskning en række centrale spørgsmål. Hun ville vide, hvad det er, der sker mellem mor og barn det første leveår, og hvilke konsekvenser det kan have for barnet og senere den voksne. Mary Ainsworth kom efter sigende selv fra en familie, hvor der ganske vist ikke var tab og separation, men hun beskrev sin mor som selvoptaget, distancerende og følelseskold, og hun led selv under selvværdsproblemer. Mary Ainsworth var den første, der ville undersøge mor/barn-dynamikken til bunds gennem konkrete observationer i det naturlige miljø. Hun ville kortlægge, hvad begrebet separation, som jo var det, John Bowlby var optaget af, kunne omfatte, udover fysisk adskillelse.
Mary Ainsworth observerede, at et tilknyttet barn differentierer mellem sin mor og alle andre mennesker, og at det er stærkt selektivt. Det lille barn græder, når hun går, og når det kan gå følger det efter hende og er meget optaget af hendes humør og følelser. Det elsker berøring og kravler på mors krop, begraver ansigtet i hendes skød, og bruger i det hele taget mors krop til beskyttelse. Barnet flygter hen til mor, når det er bange. Det smiler til mor, klapper hende, berører hende, løfter armene op mod hende og udviser stor glæde sammen med hende. Mary Ainsworth udvikler på baggrund af disse observationer begrebet ”en sikker base” – et begreb som John Bowlby også tager til sig. For det trygt tilknyttede barn er mor en sikker base, hvorfra barnet kan erobre verden uden frygt.
Uden sikker base
I sit feltarbejde så Mary Ainsworth mødre gøre alt det tilsyneladende rigtige. De gav barnet bryst og fysisk omsorg. Der var ingen nævneværdig separation, og alligevel blev barnet utrygt tilknyttet. Det vakte hendes nysgerrighed, og hun studerede det nøje. Hun kunne konstatere, at barnet blev utrygt, når mor var fyldt med intense negative følelser. Det kunne skyldes mange ting; som eksempelvis konflikter med manden, problemer med arbejdet, stress og ikke mindst egne uforløste indre konflikter. I sådanne tilfælde kan en mor ikke tilbyde et let og glædesfyldt samvær barnet, men dog et samvær – som set udefra kan se normalt ud.
En mor, som ser livet (og barnet) som hårdt arbejde, og som ikke har forhåbninger og tro på en lykkelig fremtid, bliver som en martyr, der synes, at hun ofrer sig og er hårdt ramt af en uretfærdig og ond skæbne. Der er tale om en mor, som synes, det at blive mor, indbefatter at hun må opgive sig selv. Barnet føles, for det meste ubevidst, som et personligt angreb på mors egne behov. Mary Ainsworth opdager således, at det ikke er samspillet som sådan mellem mor og barn, der er afgørende, men kvaliteten af samspillet. Hele forskellen ligger i, om mor nyder barnet.
På baggrund af observationerne udviklede Mary Ainsworth en skala og nogle undersøgelsesspørgsmål, som kunne hjælpe med at gruppere børnene som henholdsvist trygt eller utrygt tilknyttede. Hun arbejdede således i starten af hendes karriere kun med to grupperinger; The Attached Child og The Unattached Child.
- Hvor ofte er mor sensitiv overfor barnets signaler?
- Hvor meget accept af barnet udviser mor i forhold til afvisning?
- Samarbejder mor med barnets behov og ønsker, eller interfererer hun og påfører barnet sine egne rytmer, ideer, planer, når hun giver barnet mad, leger, skifter ble etc.?
- Hvor tilgængelig er mor for barnet, og hvor ofte ignorerer hun det?
Der findes børn, som gang på gang kommer til skade, når de udforsker verden. Børn som vandrer væk fra deres mor eller forlader hjemmet. Børn som ikke søger øjenkontakt eller opmærksomhed. Det er som om, de undersøger, hvor langt de kan gå, før deres mor vil tage dem tilbage. Hvor meget de skal opleve, før deres mor synes, det er for meget. Hvor meget frygt, de behøver at gennemleve, før mor vil hjælpe.
De utrygge børn
Undersøgelser viser, at eksempelvis skolelærere behandler børn forskelligt, alt efter barnets tilknytningsmønster. Det trygge barn bliver typisk mødt med varme og en alderssvarende respons. Barnet ses som kompetent og bliver behandlet i overensstemmelse hermed. Der bliver stillet krav, og barnet bliver hjulpet og støttet, når det udtrykker behov for hjælp. Det trygge barn er således både i stand til at agere selvstændigt og til at bede om hjælp.
Det utrygge, ambivalent tilknyttede barn bliver mødt, som var det yngre, end det er. Lærerne har en tendens til at agere mere beskyttende overfor barnet og undskylde dets tilsyneladende mangelfulde evner til at agere selvstændigt. På den måde infantiliseres yderligere og fastholdes i en ”lillehed”.
Det utrygt undgående barn derimod mødes med mere vrede, afvisning og kontrol, som et svar på barnets distancering, som typisk opfattes som selvtilstrækkelighed og arrogance. Uden at vide det, ender lærerne med at behandle børnene på samme måde som forældrene.
Undersøgelser viser, at de undvigende børn typisk er de mest upopulære, og ofte bliver det ambivalente barn offer for det undvigende barns aggressivitet. I nogle tilfælde inviterer det ambivalente barn selv til overgrebene fra det undvigende. Det trygge barn derimod tillader typisk ikke sig selv at blive mobbet eller skubbet ind i relationer med en skadelig dynamik. Den adfærd er nærmest fremmed for det, og det vil ikke have noget med den at gøre.
Andre undersøgelser viser, at trygge børn scorer højere på alle variable knyttet til selvværd. Dette er i overensstemmelse med tilknytningsteorien, som forklarer, hvordan det at modtage omsorg på en konsistent og forudsigelig måde giver barnet en følelse af værdighed og kompetence; at det er i stand til at skaffe sig set, det behøver i samværet med sine forældre. At det er et elskeligt barn.
Det utrygge barn derimod skammer sig og lærer at hade sig selv. Det føler sig eksempelvis deformt, mærkeligt, grimt, tykt, utiltrækkende, forkert, ondt, egoistisk og udueligt – uelskeligt. De aspekter af selvet, som omsorgspersonen ikke kunne rumme bliver til skamfulde selvdele, som må skjules. Skammen er ofte implicit og uerkendt, men medierer selvbeskyttelsesadfærd og defensivitet.
Undersøgelser viser endvidere, at trygge børn nok har selvværd, men at de ikke ser sig selv som perfekte, stærke eller uafhængige. Undvigende børn derimod tegner typisk et billede af sig selv som stærke og perfekte, men kan ikke rumme kritik eller nogen form for konstruktiv feedback. De søger at skjule deres skam under et lag af grandiositet og distance. Ambivalente børn har omvendt helt tydeligt et lavt selvværd, som de tager frem og taler om igen og igen i håb om at modtage sympati og støtte uden at skulle bede om den direkte.
Observationer af 6-årige børn viser, at det trygge barn taler åbent med mor og er synligt glad for samværet. Der indgår ofte berøring, og barnet viser tydeligt sine følelser. Det ambivalente barn er, ja ambivalent. Samværet med mor er præget af et blanding af nærhed og fjendtlighed. Barnet kan være indsmigrende og pleasende i samtalen samtidig med, at en tone af passiv aggressivitet skinner igennem. Det undgående barn taler helst ikke med mor. Det holder afstand ved at lege med sig selv og holde sig i periferien. Når det taler, er det mestendels om neutrale ting uden emotionalitet.
Det utrygge barns adfærd er præget af de strategier, som det ubevidst har måtte udvikle for at håndtere omsorgspersonens afvisning, kritik, forsømmelse eller uforudsigelige, inkonsistente umodne adfærd. Dette har en pris i form af ubærlige intense følelser som sorg, had, frygt og raseri akkumuleret i organismen uden mulighed for forløsning i samværet med omsorgspersonen.
Det ambivalente barn
Det ambivalente barn bruger en masse energi på desperat at vække omsorgspersonens fulde opmærksomhed. Det er fanget ind af hans eller hendes uforudsigelige og inkonsistente omsorg, og det faktum, at vedkommende både kan være der og pludseligt forsvinde væk. Fremfor at omsorgspersonen naturligt har opmærksomheden rettet mod barnet og dets behov, må barnet selv skaffe sig den, og udvikler derfor metoder til at gøre opmærksom på sig selv. Det erfarer, at der er mest at hente, hvis det opfører sig mere uselvstændigt, end det er, og hvis det fremviser lillehed og ængstelighed. Barnet bliver således bekræftet i, at omsorgspersonen kun er der, hvis det presser på og laver en masse dramatisk, emotionel ”larm”. Dette kalder man en hyperaktiverende strategi.
Det ambivalente barn forsøger konstant at holde på omsorgspersonen, og veksler imellem at klynge sig til vedkommende og straffe denne. Barnet er afhængigt af omsorgspersonen på en usund, symbiotisk måde, hvor det skal bruge uforholdsmæssig megen en masse energi på at tune ind på omsorgspersonen – energi som skulle have været brugt til leg, læring og udforskning. Barnet erfarer, omend ubevidst, at omsorgspersonen ikke har det, der skal til for at det kan føle sig trygt. Det protester og vil have, at omsorgspersonen forandrer sig.
Det er hårdt og som oftest nyttesløst at insistere på en andens forandring, og barnet ender derfor let med at bliver forælderens forælder. Det man kalder ”Parenting the Parent”. Fordi omsorgspersonen selv er ængstelig og ikke oplever sig fri og selvstændig, responderer vedkommende mest på barnets frygt og ængstelighed. Når en omsorgsperson reagerer særlig kraftigt på frygt, tillærer barnet sig frygtsomhed, fordi det bliver en måde at fastholde omsorgspersonens fokus på. Barnet lærer at være bange, lille og uselvstændigt.
Undersøgelser viser, at mødre til ambivalente børn ser ud til at være ekstremt følelsesmæssigt afstemte med deres barn, men kun når det er bange. Andre følelser som glæde, sorg eller vrede spejles ikke tilstrækkeligt eller forkert. Barnet lærer derfor, som nævnt ovenfor, at frygt er den primære adgangsbillet til nærvær med mor – og senere med andre mennesker.
Dette forstærkes yderligere af, at barnet ofte vil blive følelsesmæssigt straffet for individualitet og autonomi. Dette fordi omsorgspersonen holder fast på barnet gennem manipulative interventioner – det vil sige fremvisning af følelser som skuffelse, sorgfuldhed og depressivitet med det formål at etablere indre tilstande i barnet af skam, skyld og dårlig samvittighed. Det binder barnet til omsorgspersonens indre kaotiske følelsesliv – et følelsesliv med underskud af positive, glædesfyldte følelser – som barnet må afstemme sig med for at få adgang til omsorgspersonen.
Fordi omsorgspersonen selv er så bange for separation, vendes en masse aggression mod barnet, når det ønsker individualisering. Ofte vises fjendtligheden på en subtil, passiv måde -lejlighedsvist afbrudt af intense vredesudbrud. Omsorgspersonen forestiller sig ofte svigt, skuffelse og forræderi, og ser barnets selvstændighedstiltag som sådan. Det vækker intense følelser i omsorgspersonen af vrede men også af afsky og misundelse.
Det ambivalente barn er barn af en uforudsigelig, inkonsistent, svingende, lunefuld og ængstelig omsorgsperson. Det siger næsten sig selv, at barnet selv bliver ængsteligt, nervøst, impulsivt, underreguleret og klyngende. Det vil mangle initiativ og vil have tendens til at miste troen på sig selv og let give op.
Det ambivalente barn og senere den voksne vil være uvillig til at tage imod noget godt, fordi man er overbevist om, at det er midlertidigt og manipulerende. Man vil blive ved med at teste den anden og klynge sig både ængsteligt men også modstræbende og fjendtligt til vedkommende og ende med at stille helt urimelige krav, der fører til den frygtede afvisning.
Det undgående barn
Det undgående barn bliver fjendtligt og vredt afvisende, når det oplever sig sårbart – som en tillært respons på at erfare omsorgspersonens afvisning, når barnet har haft behov for fysisk kontakt, nærhed, støtte og omsorg. Når barnet oplever den mindste smerte eller skuffelse nedlukkes tilknytningssystemet tvangsmæssigt, og barnet erfarer derfor ikke, at det har nogle behov, eller at det har brug for hjælp, venlighed og kærlighed. Barnet oplever sig selvforsynende, men er det naturligvis ikke. Intet menneske er en ø. Nedlukningen er den direkte konsekvens af at blive mødt med kritik, ydmygelse og afvisning; en strategi med henblik på at opnå en vis nærhed med en omsorgsperson, som lukker af og trækker sig. Dette kalden en deaktiverende strategi.
Barnet lukker ned for både sine egne men også andre menneskers tilknytningssignaler. Det lærer at se følelser og emotionelle behov som forkerte og skamfulde, og har derfor svært ved at udvise empati – både i forhold til egne og andre børns sårbarhed.
Barnet samarbejder med omsorgspersonens ubehag ved følelsesmæssig nærhed, sårbarhed og intimitet. Det holder sig på afstand af hensyn til relationen. Når omsorgspersonen skælder barnet ud for ikke at kunne klare sig selv og dække egne behov, og når det påtager sig ansvaret med at blive selvforsynende, kommer det samtidig til at opleve en vis stolthed.
Det roses for ikke at være lille og for at kunne håndtere svære følelser selv. Det roses for ikke at være til besvær. På den måde kan omsorgspersonen helt undgå at skulle forholde sig til sine manglende kompetencer i forhold til omsorg. Vedkommende behøver ikke at mentalisere sin kolde, afvisende og ukærlige omgang med barnet. Omsorgspersonen kan sige: ”Se selv, dette barn klarer sig fint uden mig og foretrækker det sådan.” Det udløser ubevidst en enorm lettelse hos omsorgspersonen. ”Jeg har heldigvis fået et barn, der ikke behøver mig.”
Det undvigende barn bliver uvilligt til at åbne sig og vise sin sårbarhed for nogen. Det lukker ned og lukker dermed andre ude. Det er en selvbeskyttelsesstrategi, der kan få andre til at føle sig nedvurderede, ignorerede og distancerede, og øger sandsynligheden for, at det faktisk bliver afvist – præcist som det frygter. Barnet og senere den voksne sender vedvarende signaler ud til sin omverden om, at det ikke behøver noget: ”jeg behøver dig ikke”, ”hold dig væk”, ”lad mig være i fred”.
Det undgående barn er barn af en rigid, bitter, vred, afvisende, følelseskold omsorgsperson, som hurtigt bliver irriteret på barnet, fordi det behøver kontakt. Omsorgspersonen kritiserer, skælder ud, udskammer og straffer typisk med tavshed og udelukkelse fra samvær. Det er moren der siger: ”Rør mig ikke. Lad mig være.”
Omsorgspersonen til et undgående barn er typisk fejlafstemt med barnets såkaldte negative følelser, især når de er rettet mod omsorgspersonen selv. Barnet skal helst være tilfreds, glad og kunne klare sig selv. Særligt barnets naturlige søgen efter trøst, nærhed og komfort er svær at rumme for omsorgspersonen, hvorimod han eller hun synes mere afstemt med barnet, når dét barnet er optaget af, er noget ydre, og når det handler om præstation.
Mary Ainsworth observerede tre slags undgående børn: Det aggressive barn, der går hårdt efter andre. Det ensomme og kontaktsky barn, som foretrækker at være alene, og det tilbagetrukne, forvirrede barn, som dagdrømmer, og som ingen interesse viser i sine omgivelser. Fælles for dem alle er, at de oplever intens smerte og ensomhed og længes efter kontakt, men de foragter også denne længsel og finder den svag og latterlig. De søger nærhed, det gør alle mennesker, men trækker sig omgående, når nogen kommer for tæt på. De frygter invadering af deres indre, og at deres oplevede frihed kan blive taget fra dem. Nogle forsøger at undgå al form for kontakt og isolerer sig, mens andre blot undgår nærhed og intimitet.
Man kan sige at barnet, og senere den voksne, udsulter sig selv følelsesmæssigt – præcist som omsorgspersonen gjorde. Selv i terapi vil den undgående klient ofte beskrive, forklare og fortolke sin egen adfærd for at undgå nærkontakt med terapeuten, og det er også en måde at sige til terapeuten på; ”jeg er her, men jeg behøver dig ikke. Jeg ved alt om mig selv. Du kan ikke gøre nogen forskel for mig”.
Der har i forskerkredse været debat særligt omkring det det undgående tilknytningsmønster, og mange (ofte mænd) har haft svært ved at acceptere undgåelse og emotionel distancering som et tegn på utryg tilknytning. Måske fordi en række studier viser overvægt af netop afvisende mødre, der ikke vil have noget at gøre med barnets omsorgsbehov. De foretrækker børn, der ikke græder eller søger for megen nærhed eller trøst. Når mange nok har det på samme måde, har det med at blive normalt og et kulturelt accepteret fænomen. Men det bliver det ikke mere trygt af.
Dertil kommer, at tilknytningsforskningen og konkrete målinger viser, at selvom det undgående barn ikke ser ud til at være berørt af eksempelvis mors manglende følelsesmæssige tilgængelighed, så udviser barnet højarousal på indersiden. Dets hjerterrytme er stærkt forhøjet, og der er masser af stress, men barnet skjuler det, fordi det er kun sådan, det kan være sammen med mor uden afvisning.
Mary Ainsworth grundige forskning viser, at en varm og sensitiv omsorg ikke skaber ”barnagtighed” eller usund afhængighed, men derimod autonomi og selvstændighed. Dette var og er stadig en provokation mod dem, som mener, at børn skal lære ting på den hårde måde. Forskningen viser dog, at børn, der bliver trøstet med det samme, generelt græder mindre, end de børn, hvis forældre synes, de skal lære at klare sig selv, allerede mens de er spædbørn.
Den indre arbejdsmodel
Både Mary Ainsworth og John Bowlby var interesserede i at finde ud af, hvorfor mon fortiden influerer så meget på fremtiden. Med udgangspunkt i sin store interesse i evolutionære og biologske tanker, udvikler John Bowlby konceptet om ”den indre arbejdsmodel”, Han beskriver den som et neuralt program selekteret frem af evolutionen, som styrer vores måde at fortolke verden på og dermed vores adfærd.
Lige så vel som barnet er genetisk disponeret til at kunne sutte, gribe, lytte, vokalisere og bevæge sine lemmer allerede fra fødslen, lige så hardwired er det til at gøre alt, hvad det kan for at sikre fysisk og psykologisk nærhed med sin nærmeste omsorgsperson, typisk moren. Dette program kalder han for tilknytningssystemet. Alle børn gør gennem diverse aldersbetingende tilknytningssignaler opmærksom på sig selv og sine behov. Tilknytningssignalerne er beregnet på at aktivere morens omsorgssystem, således at hun tager sig hensigtsmæssigt af barnet, hvilket naturligvis øger sandsynligheden for dets overlevelse.
Barnet bruger tilknytningssystemet og udforskningssystemet til at undersøge og processere information fra omverdenen. Det erfarer, at visse signaler udløser bestemte responser fra omsorgspersonen og får derigennem feedback på sin egen væren-i-verden, og kan på den måde tilpasse sig sine omgivelser bedst muligt. Tilknytningssystemet er indledningsvis helt genetisk drevet, på samme måde som en edderkop, der spinder et spind, men bliver over tid mere og mere specialiseret, og kommer til at kendetegne barnet – det bliver en integreret del af barnets personlighed, når det handler om relationel væren.
Den indre arbejdsmodel reflekterer barnets reelle og virkelighedsnære erfaringer, og kodificerer den adfærd, der har vist sig at være mest optimal i interaktionen med omsorgspersonen. Der er tale om et neuralt program, som på basis af utallige daglige samspilskonsekvenser med omsorgspersonen, kommer til at definere, hvordan barnet oplever sig selv og andre mennesker, og hvilke behov og behovtilfredsstillelsesadfærd, der er legitim – også i voksenlivet. Det er således gennem vores hjerne og nervesystems strukturelle udformning, at fortiden præger nutiden og fremtiden. Fortiden manifesterer sig konstant her-og-nu, fordi fortiden er blevet en integreret del af vores biologiske organisme.
Utrygge indre arbejdsmodeller bliver over tid rigide og svære (men ikke umulige) at ændre. Af gode grunde, for det barn, som har erfaret smerten ved afvisning og svigt er ikke uden videre villig til at se andre, som nogen man kan stole på. Hjernen betragter verden gennem den indre arbejdsmodel og farver alt, hvad vi ser. Vi tænker måske om os selv, at vi er neutrale og objektive, men vi er altid prædisponerede. Det er sådan vores biologi er indrettet, fordi det giver de største overlevelseschancer.
Beklageligvis betyder det også, at tidlige svigt kan ende med at blive en selvopfyldende profeti, fordi børn og voksne med forventning om afvisning, nemt får andre mennesker til at trække sig. Der er ingen, der føler sig bekvem ved at blive mødt med mistillid, skepsis og fejltolkninger. Når denne dynamik indtræder igen og igen, forstærkes den indre arbejdsmodel og bliver endnu sværere at forandre. En utryg indre arbejdsmodel ender således med at producere falske, forvrængede og urealistiske selv- og andrebilleder. Det sker ubevidst, og derfor noget, vi ikke kan reflektere over.
Den allertidligste tilknytning bliver den mest ubevidste, fordi den formes før sproget. Den bliver til uforklarlige selvaspekter og følelser. Den indre arbejdsmodel er en indre repræsentation af ydre, reelle tilknytningserfaringer – og bliver efter sproget til et sæt af sproglige overbevisninger om selvet og andre – og bliver afgørende for såvel kvantiteten som kvaliteten af fremtidige relationer. Vi viser altid vores indre verden gennem sproget. Det er hele fundamentet for samtaleterapi.
En utryg indre arbejdsmodel efterlader os i en smertefuld, eksistentiel ensomhed, hvor vi frygter både afvisning og separation, men også nærhed og intimitet. Vi bliver mere disponerede for angst og depression. Den ambivalente ved det, mens den undgående ikke vil vide af det. Den ambivalente bliver misbruger af mennesker; den undgående af arbejde og ting. Den undgående viger uden om sorgen, mens den ambivalente er uvillig til at slippe den; de græder og græder, men smerten forløses ikke.
Tilknytningsmønstre har det med at være forholdsvis stabile, mestendels fordi de oprindelige tilknytningsbaserede omgivelser ikke forandrer sig – heller ikke når barnet bliver voksent. Det voksne barn forlader ganske vist sin oprindelige familie, men har det med af søge ind i miljøer der minder om opvækstfamilien – eksempelvis ved at finde en partner, hvor de samme destruktive samspilsdynamikker kan udspille sig. Hjernen søger ubevidst efter det velkendte, der hvor den kender spillereglerne – den søger netop de omgivelser, som den har brugt de dyrebare tidlige år på at tilpasse sig.
Med utryg tilknytning i bagagen, er der større sandsynlighed for, at man på et eller andet tidspunkt i voksenlivet rammes af en voldsom forladthedsdepression, som en direkte konsekvens af, at man i livet med sin partner eller andre tilknytningsfigurer har det med at replicere samspillet med mor og far. Man giver sig selv det, man fik.
Afslutning
Selvom vi på godt og ondt er formet af livets første kærlighedsaffære med mor og far, er vi ikke definerede af vores tidlige erfaringer. Vi kan tillære os tryg tilknytning (Earned Secure Attachment) ved at omgås mennesker, som er venlige og respektfulde, hvorved vores sensitive stressrespons kan falde mere til ro. Vi kan gennem konkrete og overskrivende nye oplevelser med menneskeheden generobre vores tabte tillid og finde tilbage til de samhørighedsoplevelser, vi er født til at mærke, og som vi ikke kan leve et tilfredsstillende liv uden.
Kilde
Robert Karen: Becoming Attached – First Relationships and How They Shape Our Capacity to Love