Denne artikel handler om mor – mor som symbolet på den primære omsorgsperson i barndommen. Den gør op med den store modermyte om, at alle mødre elsker deres børn. Det er til gengæld sandt, at alle børn elsker deres mor, og at alle børn har brug for mors kærlighed. Fik man ikke den omsorg, venlighed og respekt, man skulle have haft som barn, kan det få konsekvenser for hele livet med hensyn til sundhed og trivsel. Artiklen bygger på bogen ”The Emotionally Absent Mother” af Jasmin Lee Cori.
At se mor klart
For mange af os er det svært og smertefuldt at se mor klart, hvad end hun lever eller er død. Vores sprog om mor har udviklet sig som et lag, der ikke har nogen fast forbindelse til, hvad vi reelt har oplevet og føler på et dybere plan. Vi siger eksempelvis, at mor var stærk og havde sproget i sin magt, men på det følte plan handlede det om, at mor var vred og dominerende og talte på en krænkende måde. Eller vi siger, at mor altid var så opofrende og god mod andre, men i virkeligheden var mor træt, deprimeret og opgivende. Vi kan også finde på at sige, at mor gav os en fri opdragelse, mens det reelt handlede om, at mor ikke så os, ikke satte passende grænser, og at vi var overladt alt for meget til os selv.
Vi udvikler et sprog om mor, som slører sandheden, for at beskytte mor og relationen til hende, og dermed bedrager og forråder vi os selv. For når det, mor gjorde, var godt, må det jo være vores egen skyld, at vi har det så miserabelt og føler os så tomme og utilfredsstillede.
Du kan spørge dig selv, om der stadig er noget, du forsøger at få fra din mor? Hendes kærlighed, respekt eller anerkendelse? I så fald er du stadig ikke fri og dine symptomer vil fortsætte. Det er ikke meningen, at vi skal arbejde hårdt på at få følelsesmæssige ydelser af vores mor; de skal flyde helt af sig selv. Fra mor til barn, som en del af den sunde og naturlige tilknytnings- og omsorgsdynamik.
Når vi ikke er frie, selvstændige voksne, men stadig hænger fast i fortidens uforløste og smertefulde relation til mor, er vi nødt til at lukke af for vores protest og naturlige vrede. Der er noget, vi savner desperat, og derfor forsøger vi igen og igen at få det – ikke bare hos mor men i alle relationer med tilknytningsbetydning. Men fordi vi gentager og gør mere af det samme, får vi det samme; intense smertefulde følelser af forkerthed. Vores identitet er båret af skam.
Man arbejder hårdt for et selvbillede af sig selv som en god person, men svigter grundlæggende sig selv, fordi man lever med et narrativ, som ikke stemmer overens med de egentlige erfaringer, men som man holder krampagtigt fast i. Heling kræver adgang til vrede.
Må man tale om mor
At tale om sin mor i det terapeutiske rum, er ikke det samme som at skyde skylden på hende, men man må nødvendigvis bearbejde og slippe den enorme skyld, skam og dårlige samvittighed, som konstant piner og plager en. Skam forgifter selvet og gør tilværelsen til en smertefuld rejse – fra fødsel til død. Er det fair at holde mor ansvarlig? Ja – for vores trivsel var mors ansvar engang. Men vi behøver ikke lukke mor ude. Det er langt bedre at se klart, hvad det var mor gjorde og ikke gjorde, end at blive ved med at gøre sig selv forkert. Mor var med stor sandsynlighed selv Unmothered.
I terapirummet kan vi arbejde med vores frygt og modstand mod at se vores mødre, som de virkelig var og er. Vi kan begynde at se, at vi må holde op med at beskytte og idealisere mor – og dermed gøre os selv forkerte. Det kan gøre ondt at åbne sig for den smertefulde sandhed og se det, der manglende i barndommen, som man burde have haft. Alt det man ville have fået med sig, hvis mor havde været der for en. Alt det tabte potentiale. I løbet af et terapeutisk forløb kan vi lære, bedre at forstå os selv og derigennem færdiggøre udviklingsmæssige opgaver, vi ikke fik støtte til tidligere – og dermed hele de sår, der blev påført os.
Den gode nok mor er som livets træ
Der findes ingen perfekte mødre, og et lille barn kan fint få dækket sine behov af en mor, som ikke er perfekt. Donald Winnicott taler om ”den tilstrækkeligt gode mor”, som er hende, der det meste af tiden, kan og vil tilpasse sig barnets behov og være sensitiv responderende overfor dem. Der er tale om en mor, som bestræber sig på at afstemme sig med barnet og gå ind i at hjælpe og støtte barnet – på barnets præmisser vel at mærke. Mor giver og forventer ikke modydelser. Mor tager det fulde ansvar for relationen, og for at reparere de brud i tilknytningsbåndet, der uvægerligt vil indtræffe over tid. Mor er komfortabel ved at være den, som sørger for både fysisk sundhed og psykologisk trivsel.
Jasmin Lee Cori sammenligner den gode mor med et træ. En mor skal være som et livets træ – en der giver ly, beskyttelse, sikkerhed, ro og balance. En person, der forsyner barnet med alt, hvad det behøver, og som sætter barnets autentiske behov først. I princippet skal hun give og give, og derfor skal hun være klar til denne opgave, for det er ikke let, selvom det kun er for en begrænset periode, at sætte sine egne behov i parentes. Og det er næsten en umulighed, hvis man selv har utilfredsstillede barnebehov.
Når mor er god nok, hengiver barnet sig betingelsesløst til relationen. Barnet føler sig i sikkerhed og kan bruge sine ressourcer på vækst og udvikling. Det er altid godt for et barn at vide, at mor kan finde ud af at være mor, for det lille barn er grundlæggende totalt afhængig af hende. Det er utrygt og stærkt ubehageligt at være afhængig af en person, man ikke har tillid til.
Den gode nok mor sender konsistente signaler til barnet, der er tryghedsskabende og tillidsvækkende (Safety Massages):
– Jeg er glad for, at du er her
– Jeg ser dig
– Du er helt speciel for mig
– Jeg respekterer dig
– Jeg elsker dig
– Dine behov er vigtige for mig
– Jeg er her for dig
– Jeg sørger for, at du kan føle sig tryg og sikker
– Du kan regne med mig
– Jeg nyder dig
– Du er lyset i mit liv
Emotionel Hunger og Unmothering
Robert Firestone bruger begrebet Emotional Hunger til at beskrive den desperation og tomhedsfornemmelse i voksenlivet, der er den direkte konsekvens af et følelsesmæssigt omsorgssvigt i barndommen, og som Jasmin Lee Cori ser som senfølgerne af Unmothering – det vil sige ikke have haft en tilstrækkelig nærende relation til mor.
Den måde vi ser os selv på, vores selvopfattelse og mere eller mindre ubevidste fortællinger om relationer, er det direkte resultat af båndet til mor. Man kan føle, at mor lever i en som en permanent støtte og kærlighed, eller man kan føle tomhed eller ensomhed. Man kan også føle sig forgiftet af kronisk skyld, skam og dårlig samvittighed. Det man føler indeni, er det man fik af mor.
Når mor ikke er en god nok mor, kommer opstår der typisk det fænomen, at barnet tager over og begynder at kompensere. Det kaldes enten det omvendte generationshierarki eller Parenting the Parent, hvor barnet bestræber sig på at tilpasse sig mors stemninger, følelser og behov. Dette er kontraevolutionært, biologisk dysfunktionelt og en fatal begyndelse på udvikling af det falske selv – også et begreb af Donald Winnicott.
Det falske selv
Det falske selv er en identitetsopbygning, der tager udgangspunkt i noget uden for en selv, og som derfor ikke er en del af selvet. Man udvikler sig uden genuin kontakt med egne behov, følelser og værdier og bliver derfor både fremmed for sig selv og uautentisk i relation med andre.
Når et barn ikke ses og gives følelsesmæssig opmærksomhed, efterlades det med skam og et stort hul indeni; fyldt med intense følelser af forkerthed og selvhad. Barnet føler sig hverken ønsket eller velkomment. Det føler sig i stedet misforstået, usynligt, uelsket, uværdigt, anderledes, mærkeligt, forkert og i kronisk fare. Det lærer om sig selv, at det er en byrde, fylder for meget, har forkerte behov, ikke kan noget, og at det ikke hører til nogen steder.
Barnet får tilstrækkeligt til at overleve men ikke til at trives, hvilket fordrer homeostase – det vil sige balance i barnets organisme. Det fejlafstemte barn fyldes med uro, der ikke kan nedreguleres. Hvis man ikke bliver set, spejlet og valideret korrekt, er det så alvorligt, at man ofte efterlades med en livslang, dræbende længsel efter den form for anerkendelse, og derfor søger den alle vegne. Man kan ikke slappe af og leve i nuet, men må konstant fungere i en ufrivillig, stræbsom og krævende søgeproces. Emotionelle tilstande og personlighedstræk, som bliver spejlet vokser, resten af selvet visner hen. Dette er det tabte potentiale.
Mor som den trygge base
Tilknytningen starter ved livets begyndelse – ja helt fra fostertilstanden – og det er barnets første og vigtigste opgave at vække mors omsorgssystem. Alle børn har brug for at blive beskyttet og taget sig af. Når mor er emotionelt moden, kan hun respondere sensitivt på barnets fysiske og psykologiske behov på en aldersvarende og afstemt måde. Hun kan:
- Rumme og respondere på barnets invitationer til nærhed på en varm og imødekommende måde.
- Rumme og respondere sensitivt på barnets behov for distance og selvstændighed.
- Tune ind på barnet, forholde sig til dets indre tilstande og mentalisere barnet.
- Møde barnets behov på en empatisk og alderssvarende måde.
- Se på barnet og møde barnets øjne med et kærligt, mildt og venligt blik.
- Respektere barnet i sin egenart, og validere hvad hun ser – vise barnet at det er unikt og værdifuldt.
Tryg tilknytning er et spørgsmål om at kunne udvikle tillid til, at mor er der stabilt og konsistent – ikke blot fysisk men også emotionelt. Denne tillid skal helst være konsolideret inden for det første leveår. Tilknytningsbåndet til mor, er barnets største chance for overlevelse og beskyttelse og fungerer som den lim, der knytter mor og barn til en samarbejdende enhed. Tilknytningsbåndet har uendelig stor betydning for barnets selvfølelse og senere identitet.
Tryg tilknytning fordrer, at mors fokus er rettet mod barnets behov og trivsel, at barnet er i centrum. Mor skal vide, hvad netop dette barn har brug for. Derfor er mor nødt til at være rolig og tålmodig nok til at lære barnet rigtigt at kende. Hun skal udvikle en intuitiv forståelse for barnets unikke, udviklingsmæssige behov og kapaciteter, og hverken forvente for meget eller for lidt.
En mor skal beskytte sit barn mod alt, hvad der kan skade dets udvikling og overlevelse; barnet skal føle sig trygt og værdifuldt. Det lille barn er hardwired til at holde sig tæt ved mor, og ved separation komme i kontakt med overvældende frygt, der omgående medierer tilknytningsadfærd. Når barnet lander der, skal mor være der. Mor skal såvel verbalt som nonverbalt fortælle barnet, at hun passer på det, og at intet ondt vil ske.
Det tilstrækkeligt gode mor ved, at hun ikke ejer barnet, og at hendes vigtigste opgave er at sikre, at barnet en dag kan forlade sin oprindelige familie for at begive sig ud i verden som en moden og selvstændig voksen person – det kræver bl.a.:
- At barnet erfarer, at det er i sikkerhed og bliver holdt af mor.
- En glad mor, der tager ansvar for et lavt konfliktniveau i familien.
- Følelsesmæssig generøsitet og overskud, hvor mor giver og har masse at give af uden at forvente modydelser.
- At mor har problemløsningskapacitet, at hun tager ansvar for at løse problemer, og at hun kan og vil reparere brud på relationen til barnet.
- At barnet erhverver en oplevelse af at høre til, at have en tryg base og være ønsket.
- Et rummeligt og mildt opvækstmiljø, hvor alle aspekter af barnets selv kan tolereres og mentaliseres.
- Plads til at være barn på et barns præmisser
- Masser af kropskontakt, berøring, kys og kram.
Når mor ikke kan eller vil give
En mor kan være så følelsesmæssig sulten selv (Unmothered), at hun ikke ved eller orker at forholde sig til, hvordan hun skal støtte et barn. Hun oplever barnets behov som krævende og invaderende, og projicerer det over på barnet. Når en mor plages af indre uro, er hun af gode grunde mere optaget af sine egne utilfredsstillede behov, og det at tage sig af et barn bliver uoverskueligt. Hun klarer måske alt det praktiske og ydre, men fordi hun selv plages af insisterende og smertefulde barnebehov, kan hun ikke give, hvad der behøves. Et barn kan ikke give et andet barn, den følelsesmæssige omsorg, det har brug for.
Måske mor fik barnet for at få noget til selv, men når barnet selv har behov, overvælder det mor. Hun kan føle sig skrøbelig og inkompetent. Hun kan være helt uvidende om et lille barns sunde, naturlige behov, og hun kan tilbageholde sin støtte, fordi hun langt inde er misundelig på barnet. Hun vil gerne selv være det barn, der modtager. Det er svært, for ikke at sige næsten umuligt, at give noget, man selv mangler. Mors misundelse er toksisk for barnet, fordi barnet ikke forstår den, men mærker foragten. Misundelsen dræber barnets selvfølelse og autenticitet.
Mor kan også være bange eller deprimeret – uden energi eller motivation – og hun kan derfor ikke engagere sig helhjertet i barnet på en uforbeholden og entusiastisk måde. Mor er vores første base, og hvis hun ikke var tilgængelig men i stedet selvabsorberet, usikker, ustabil, irritabel, svingende, depressiv, angst eller på anden måde ude af stand til at være følelsesmæssigt nærværende, oplever barnet ikke mor som en tryg base. Den følelse af mangelfuldhed, utilfredsstillethed og ensomhed tager man med sig ind i voksenlivet. Man lever livet på en tom tank.
Når behovet for tryghed ikke varetages i tilknytningen til mor, vedbliver det med at være et primært behov og bliver ved med at fylde i forgrunden – også i voksenlivet. Behov som ikke tilfredsstiles bliver insisterende og larmende, mens behov der tilgodeses dæmpes og træder i baggrunden.
Trygge børn bliver sikre og selvstændige voksne, der kan udvikle nære og sikre relationer og regulere deres følelser. De fastholder et positivt syn på sig selv, andre og verden. De er præget at optimisme. Utrygge børn derimod har en sensitiv stressrespons og har lettere ved at udvikle angst, depression, søvnforstyrrelser, spiseforstyrrelser, somatisering, misbrug og selvskade og gå med tanker om selvmord.
Det utrygge barn hører mors kommunikation:
– Jeg kan ikke
– Jeg orker ikke
– Jeg vil ikke
– Jeg har ikke noget at give dig
– Lad mig være i fred
– Du beder om for meget
– Dine behov er for krævende
– Du fylder for meget
– Jeg bryder mig ikke om dine behov
– Du skal ikke læne dig op af mig
Emotionel Neglect
Der findes den slags omsorgssvigt, som kan finde vej til avisoverskrifterne, og som alle kan forholde sig til. Der findes også et omsorgssvigt, som er næsten usynligt og meget subtilt, som handler om en subjektiv følt oplevelse af ikke at have en tryg base. Man har måske ingen erindringer om øjenkontakt, kærlige øjne, kys, varme eller at blive beroliget i stressfyldte situationer. Man har ikke erfaringer med at blive mødt på den måde, hvor man ved, at den anden har forstået; at mor deler ens oplevelse. Barnet føler ikke, det har en mor, hvilket det jo har, og det skaber en stor indre konflikt, hvor barnet føler sig crazy og mister tilliden til sin egen dømmekraft.
Jasmin Lee Cori taler om en spøgelsesmor. En mor som nok var i hjemmet, men som alligevel ikke eksisterer rigtigt for barnet, fordi barnet ikke kan fornemme hendes nærvær og engagement. Det, ikke at kunne få sin mors fulde opmærksomhed, er på mange måder det værste i verden for et barn, fordi barnet er hardwired til at være i tæt kontakt med mor og føle sig i sikker sammen med hende. Et barn vender sig kun væk fra sin mor, når hun opleves at være utilgængelig og fuldstændig ude af stand til at tilfredsstille ens basale behov. Når det gør for ondt at række ud og blive afvist.
En spøgelsesmor er slags mekanisk mor eller en modstræbende mor, som ikke føles virkelig, fordi hun er der på en følelsesmæssigt fjern og frakoblet måde. Hun føles som en ikke-person, og barnet bliver selv en ikke-person sammen med hende. Man får måske at vide af andre, at man har en fantastisk mor, men man kan ikke mærke det selv, og føler skyld. Senere fortæller man i terapirummet, at man ved, man var elsket, men man kan ikke føle det – og det er svært at fremkalde erindringer, der underbygger det.
Det følelsesmæssige omsorgssvigt kan både handle om kontrol, invadering og dominans, eller om forsømmelse og ignorance. Der kan have været et fatalt mangel på opsyn og supervision, hvor barnet alt for tidligt selv går hjem fra skole, tager selv bussen og selv må sørge for sig selv. Mor vil ikke ind i barnets verden, vil ikke vide hvad det tænker, føler eller laver. Det kan omskrives til frihed, men er forsømmelse. Det følelsesmæssige svigt finder altid sted i en kontekst af dysfunktionel kommunikation og en mangel på empatisk indlevelse i barnets indre verden. Mor hvor var du?
Er du i tvivl om, hvad du har taget med dig fra din barndom, kan du prøve at tænke over disse markører på følelsesmæssigt omsorgssvigt. Listen er på ingen måde udtømmende:
– Lavt selvværd eller decideret selvhad
– Føler at du har nogen støtte nogen steder
– Svært ved at udtrykke egne behov og ønsker
– Føler dig emotionelt udsultet
– Svært ved at tage imod ros og anerkendelse
– Svært ved at have tillid til både dig selv og andre
– Svært ved at træffe beslutninger
– Problemfyldt i nære og intime relationer
– Ætsende følelser af ensomhed og ikke at høre til
– Svært ved at identificere, navngive, processere og kommunikere følelser
– Fyldt af en smertefuld og permanent følelse af for lidt
– Mange problemer og konflikter i det relationelle felt
– Jalousi og misundelse
– Nedtrykthed, melankoli og depression
– Afhængighed og misbrugsadfærd
– Følelser af forkerthed og inkompetence
– Sansning af fare og megen indre uro
– Perfektionisme og selvkritik
– Svært ved at mærke dig selv og opleve autenticitet
– Tvangspræget og ulystpræget adfærd
– Barndomsamnesi
– Idealisering af forældre og familie
– Vrede, sorg eller ubehag når du er sammen med mor uden at kunne forklare det
– Svært ved at reflektere over mor og tale om egen barndom
– Svært ved at fortælle om mor uden at undskylde hende
– Føler skyld, skam og dårlig samvittighed
– Længes desperat efter nærhed men viger bort fra den
– Følelse af vrede eller sorg når du ser et barn få støtte og omsorg
– Undgår dine egne børn følelsesmæssigt
Terapi
Følelsesmæssigt omsorgsvigt i barndommen er et traume – et tilknytningstraume – som kan variere i grader og intensitet. Konsekvensen af Unmothering er en indre kernetilstand, hvor man føler sig kronisk utilfredsstillet, ensomhed og forkert – en indre kernetilstand gennemsyret af implicit skam; skam som man ikke nødvendigvis ved er skam.
Skamtilstande er ofte uintegrerede og lever deres eget vilde liv i vores indre. I det terapeutiske rum, kan de blive italesat, set og mødt. Når de bliver taget frem i lyset kan de mentaliseres og blive mindre automatiserede og mere bevidste – og over tid mindre forstyrrende. I terapi kan man lære at møde og tage i mod de helt basale behov for både omsorg og selvstændighed.
Mange former for terapi kan være virksomme og man må prøve sig frem og have tålmodighed, for der findes, så vidt jeg ved, ingen magiske løsninger eller quickfixes til at omprogrammere vores følelsesmæssige hjerne. Det er en lang læreproces at hele traumer. Der kan være tale om samtaleterapi, somatisk orienterede terapier, ekspressive terapier (kunst, dans og lign.) men også familieterapi, parterapi, psykoedukation og egentlig rådgivning kan være hjælpsomt.
I forhold til tilknytningstraume er det helt afgørende, at terapeuten vil stille sig til rådighed som en følelsesmæssig transparent og tilgængelig tilknytningsperson. Ikke alle terapeuter vil det, eller er egnede til det, men det er relationen mellem terapeut og klient, der er den helt essentielle helende faktor, når vil taler om tidlig traumatisering.
Det siges, at ”You dont´ heal what you cant feel”. Man kan således se terapi som en slags fremkaldervæske, der langsomt bringer barndommens oplevelser frem i lyset, og hvor der efterhånden begynder at danne sig et mere klart billede af, hvad der skete, og hvorfor det har så store konsekvenser for trivslen og sundheden i voksenlivet. Der er tale om en omfattende erkendelsesproces, der ikke stopper ved at vide, men også skal føles.
Mange kommer i terapi, og syntes de har været i terapi i hundrede år, og de orker næsten ikke mere. Forståeligt nok. Andre har undladt at tænke på deres egen barndom og holdt alle erindringer væk fra bevidsthedsfeltet, og kommer først i terapi på et tidspunkt, når de rammes af noget ubærligt som en skilsmisse, et dødsfald, en afskedigelse, depression, stress eller et panikanfald.
Fælles for os alle er, at vi først slipper fortiden, når vi er færdige med den – ikke en sekund før.
Kilde
Jasmin Lee Cori: The Emotionally Absent Mother: How to Recognize and Heal the Invisible Effects of Childhood Emotional Neglect.