Denne artikel, som er den første af to, handler om traumer – særligt dem som finder sted bag lukkede døre i familien, og som ingen ønsker at tale om. Det naturlige svar på grusomhed er at eliminere den fra bevidstheden og forsøge at glemme. Mennesket dissocierer, mens samfundet fortrænger eller benægter. Første del giver et historisk overblik over traumebegrebets udvikling for derefter at gå mere i dybden med, hvordan vi kan forstå barndomstraume, mens anden halvdel beskriver helbredelsesprocessen nærmere. Artiklen bygger på bogen ”Trauma and Recovery” af Judith Herman.
Sigmund Freuds store forræderi – første epoke
”Remember and Recover. Not forget and Forgive.”
Der er stadig en udbredt modvilje mod at ville høre om traumer og se sandheden i øjnene – at de findes og er virkelighed. Sigmund Freud var en af de første, der satte ord på de traumer, der sker bag lukkede døre i familier, og hvilke konsekvenser de kan have for det voksne barns fysiske og mentale sundhed senere i livet. Freud kaldte tilstanden for Hysteria og beskrev et arsenal af psykosomatiske tilstande hos patienterne, der tilsammen dannede diagnosen.
Gennem samtaler med patienterne, som ofte var yngre kvinder fra det bedre borgerskab, tegnede der sig efterhånden et grumt billede af et omfattende seksuelt misbrug af børn. Freud berettede i en række berømte videnskabelige artikler om patienternes oplevelser, om Hysteria og om helbredelse gennem det, han navngav psykoterapi (The Talking Cure). Han var af den overbevisning, at patienternes neuroser var resultatet af mishandling og seksuelt misbrug i barndommen, og at patienterne led under reminiscenserne af traumatiseringen. Det vi i dag kalder senfølger.
Senere, under stort pres fra kolleger og omgivelser, trak Freud desværre sin teori om Hysteria tilbage, således forstået, at patienternes lidelser nu sås som et resultat af seksuelle fantasier mere end reelle oplevelser. Hermed forrådte Freud både sine egne iagttagelser og patienternes livserfaringer.
Granatchok – anden epoke
I årene efter Freuds Hysteria-teori gik den langsomt i glemmebogen, og ingen talte længere om barndomstraume og seksuelt misbrug af børn. Først i forbindelse med første verdenskrig, og mange soldaters udvikling af alvorlige og komplekse symptomer, der gjorde dem ukampdygtige, kom traumebegrebet igen på banen. Man kaldte det granatchok eller Combat Neurosis.
Soldaterne led under forfærdelige flashbacks, panikangst, depression, søvnløshed, grådlabilitet kombineret med voldsom aggressivitet. Det vi i dag kalder PTSD. Man så indledningsvist symptomerne som et svar på at have gennemlevet forfærdelige oplevelser, men som det skete tidligere med Freuds seksuelt misbrugte patienter, dannede der sig konsensus om, at der i stedet var tale om svage og umoralske unge mænd, der prøvede at slippe for at gøre deres pligt. Ofte blev de derfor kun behandlet overfladisk og sendt retur til fronten. Også i denne situation valgte man at se bort fra konteksten for symptomernes opståen og i stedet pege på individuelle svagheder og fejl, som man kun kunne se på med foragt.
Efter anden verdenskrig genopstår krigstrauma-temaet for fuld udblæsning igen, både hos soldaterne, men også massivt hos civilbefolkningen og særligt hos dem, som i løbet af krigen har oplevet deportation, fangenskab og koncentrationslejre.
Voldtægt og traume i privatsfæren – tredje epoke
Tredje epoke af traumebegrebet tager sin begyndelse i 1970´erne i forbindelse med kvindebevægelsen, hvor kvinder nu begynder at tale åbent om det, der også kan ske bag de lukkede døre i hjemmet – om vold, voldtægt og seksuelt misbrug af børn, hvilket var præcis det, Sigmund Freud observerede 100 år tidligere. Man kan sige, at kvindefrigørelsen i 1970´erne ”opfinder” det psykologiske traume igen, og sætter ord på noget, som allerede er offentligt kendt, men som ingen har villet vide af.
Det er svært at opgøre, hvor mange børn og kvinder der udsættes for krænkelser, fordi emnet stadig er tabubelagt, men undersøgelser peger i retning af, at ca. hver 4. kvinde er blevet voldtaget, og at hver 3. kvinde er blevet seksuelt misbrugt som barn. Drenge udsættes også for omfattede seksuelt misbrug, men dette er om muligt endnu mere tabuiseret.
Mænds traumer er de samme som kvinders traumer. De handler om omsorgssvigt, vold, voldtægt, krænkelser, ydmygelser og følelsesmæssig forladthed – om at skulle gennemleve noget smertefuldt og ubærligt helt alene uden beskyttelse. Langt de fleste tilfælde af Combat Neurosis (PTSD) opstår ikke hos soldater i krig men hos kvinder og børn i det civile liv.
Den nødvendige diagnose
Ifølge Judith Herman er diagnoser nødvendige. Ikke at behandlingsmæssige årsager, men udelukkende grundet den enorme risiko der er for kollektiv fortrængning og benægtelse. Judith Herman har derfor i mange år været fortaler for en diagnose, hun kalder Complex Trauma, som indfanger alle de komplekse symptomer, også udover hvad PTSD-diagnosen beskriver, der kendetegner tilknytningstraumet – den repetitive traumatisering, der finder sted tidligt i livet begået mod et barn af en tilknytningsfigur, typisk mor og/eller far.
Denne diagnose er nu er realitet ICD-diagnosesystemet ICD-11 (World Health Organization’s International Classification of Diseases) med diagnosen Kompleks PTSD (k-PTSD), som især er møntet på tilstande, hvor der har været langvarige og gentagne traumatiske oplevelser, ofte startende i barndommen. Disse tilstande vil ofte udvikles på grund af en barndom med vold, seksuelt misbrug og udtalt omsorgssvigt. Tilstanden rummer både egentlige symptomer svarende til PTSD og personlighedsmæssige forandringer af længerevarende eller vedvarende, karakter; så som forstyrret selvbillede, affektiv dysregulering, dissociation og interpersonelle problemer. Samlet kan man forstå tilstanden som en radikal personlighedsændring efter katastrofeoplevelse.
De gængse PTSD-symptomer kan sammenfattes nogenlunde således:
Genoplevelse – man genoplever den katastrofale hændelse i form af mareridt og påtrængende erindringer, der pludseligt og uventet trænger ind i opmærksomhedsfeltet, også kaldet flashbacks. Genoplevelsen præges af angst, søvnløshed og stærke muskulære, kropslige spændinger.
Undgåelse – man oplever en stærk trang til at undgå situationer, som minder om det traumatiske, og man undgår i det hele taget eksponering af selvet.
Hypervagtsomhed – man oplever en generel øget vagtsomhed. Man har en høj og sensitiv forskrækkelsesrespons og har let ved at fare sammen. Man monitorerer konstant omgivelserne for faresignaler.
Kognitive problemer – man oplever bl.a. koncentrationsvanskeligheder, hukommelsesproblemer og indlæringsudfordringer.
Personlighedsforandring – man mister evnen til at leve med lethed og glæde og til at være i verden på en engageret måde. Evnen til tillid, empati og kærlighed formindskes. Angst, depressivitet og ustabile, svingende emotionelle tilstande opleves konstant eller periodisk.
Disse symptomer er også inkluderet i Kompleks PTSD, som derudover omfatter:
- Alvorlige forstyrrelser i personligheden og selvets organisering
- Affektiv dysregulering (kronisk hyper- og/eller hypoarousal)
- Ekstremt negativt selvbillede (patalogisk skam)
- Alvorlige relationsforstyrrelser
I fangeskab opgiver selvet
Traume må forstås inden for et spektrum – fra en isoleret hændelse til et repetitivt misbrug. Diagnosen k-PTSD retter sig særligt mod den tidlige og vedvarende traumatisering uden mulighed for at undslippe.
Barnet har ingen mulighed for at undslippe. Det er fanget i familien, dels fordi det er afhængigt af forældrene i forhold til ren og skær overlevelse, dels fordi det er følelsesmæssigt forbundet med sine forældre i et biologisk tilknytningsbånd. Det siger sig selv, at man er fanget, når man befinder sig i fængsel eller en koncentrationslejr, men familielivet kan også være en koncentrationslejr med tortur, vold, voldtægt, sult, ydmygelse, slaveri og forsømmelse.
Et barn som misbruges seksuelt af en forælder kan ses som en slave, der holdes i fangenskab og misbruges af en umentaliserende, uempatisk, kriminel tilknytningsfigur – uagtet at barnet kan forlade hjemme for at gå i skole eksempelvis. Den traumatiserede vil således senere kunne berette om at føle sig fanget, om ikke at kunne slippe væk og om ikke at kunne klare det. Tilknytningstraumet er den højeste grad af forræderi en menneske kan udsættes for.
Traumatiserende hændelser kan karakteriseres som intense, vedvarende, gentagne, pludselige, uforudsigelige, ukontrollerbare, bedrageriske og ekstremt negative og fjendtlige. Et langvarigt, gentagent traume kan kun finde sted i fangenskab uden flugtmuligheder og under streng kontrol af en krænker. Det kan være i fangelejre, koncentrationslejre, fængsler, religiøse sekter, loger, bander, bordeller eller i familier. Et barn vil som sagt altid være fanget, fordi det er afhængigt af sine omsorgspersoner af fysiske, økonomiske, sociale, juridiske og psykologiske grunde.
I totalitære familier vil der være fuldkommen dominans og kontrol af en krænker, som de øvrige familiemedlemmer må underkaste sig. Der vil være strenge krav om absolut underkastelse, og en italesættelse af underkastelsen og mishandlingen som nødvendig, ønsket og frivillig. Der vil være krav om lydighed, loyalitet og tavshed. Det er vigtigt at vide, at krænkeren kan have mange ansigter – også et tilsyneladende empatisk og medfølende.
Krænkeren findes i både aktive og passive formater. Det barn som eksempelvis voldtages af sin far og ikke beskyttes af sin mor, der stort set altid påberåber sig uvidenhed, lever faktuelt sammen med to krænkere, hvis dysfunktionalitet efterlader barnet fuldkomment ubeskyttet og alene. Et barn vil ofte udvikle en stærk idealisering af mindst den ene af forældrene – ofte den passive, og vil udvikle en fantasitilknytning til denne, som handler om, at han eller hun er en god beskytter; som en der gerne vil, men ikke kan. Men det kan også være krænkeren, barnet idealiserer og identificerer sig med.
Tilknytningstraume fragmenterer selvet
Tilknytningstraume overvældet selvet, fordi man taber kontrol, forbindelse til menneskeheden og mening med livet, når man udsættes for grusomhed af en man elsker. Der er tale om en ubærlig smerte, som man må bære helt alene i dyb ensomhed på en tidspunkt i livet, hvor hjernen er hardwired for sikkerhed, tryghed og tilknytning til en venligsindet anden.
Tilknytningstraumet er kontraevolutionært og så unaturligt, at det, man oplever, falder helt udenfor spektret af normale menneskelige oplevelser, og dermed udover, hvad den menneskelige adaptionskapacitet kan overkomme. Trods menneskets enorme tilpasningsevne overstiger tilknytningstraumet altså denne kapacitet. Fordi barnet er et barn, kan det ikke forstå eller mentalisere det, der sker. Det er i stedet kapret af smertefulde, globale, ubestemte, intense tilstande af frygt. Det føler sig truet på livet og krænket i sin integritet. Tilknytningstraumets frygt er en udryddelsesfrygt.
Det traumatiserende er ikke handlingerne i sig selv, men den altabsorberende opgivelsestilstand, der indtræder, når mulighederne for kamp eller flugt lukkes, og organismens medfødte, biologiske selvbeskyttelsessystem bryder sammen og desorganiserer. Traume producerer således voldsomme og varige ændringer i arousaltilstande, indre biokemi, følelser, tanker og hukommelse, og medierer disintegration mellem disse fænomener på et såvel biologisk, strukturelt som oplevelsesmæssigt plan.
Disintegration
Disintegration viser sig eksempelvis som forandrede oplevelses- og bevidsthedstilstande, tvivl, forvirring, ambivalens, håbløshed, tomhed, forladthedsdepression og smertefulde, skræmmende psykosomatiske ubehagstilstande. Man kan eksempelvis føle noget, uden at vide hvorfor. Eller tænke noget, uden at kunne forbinde det med emotioner. Eller opleve sammentrækningsmedierede smerter uden at kunne sanse muskelspændingen. Det er som om, man har mistet kontrollen over sig selv og svæver frit rundt i mørke og frygt.
Traume fragmenterer og splintrer organismens selvbeskyttelsessystem i atomer, hvorved nervesystemet forbliver forbundet med fortidens hændelser og uforbundet med livet her-og-nu. Man erfarer således ikke, at det forfærdelige er overstået og at man overlevede. Man forstætter med at leve som, var ens eksistens truet på livet. Traume transcenderer alle aspekter af menneskelivet.
Traumemarkører og traumatiske erindringer
Den smerte, et traumatiseret menneske efterlades med – traumesmerten – kan bedst beskrives som en kronisk, kompleks, global, ubestemmelig, transcenderende indre uro med både psykologiske og fysiologiske symptomer af varierende ubehagstilstande.
Listen over symptomer er enorm, og breder sig ud over hvad der omfattes af både PTSD og k-PTSD. Hvert menneske oplever traumesmerten forskelligt, men mange beretter om følgende:
- Hyperarousal – oplevelsen af at være i konstant fare
- Hypoarousal – tilstande af energiløshed, apati og håbløshed
- Dissociation – bevidsthedsudfald, nedlukning, følelsesløshed, virkelighedsforvrængning
- Somatisering – diffuse smerter i form af intense, foranderlige ubehags- og smertetilstande uden medicinsk forklaring
- Traumatiske erindringer – traumet bryder uforudsigeligt og spontant ind i bevidstheden som billeder (flashbacks), som følelser (emotionelle flashbacks), som kropssansninger (somatiske flashbacks), som stemmer (stemmehøring), som hallucinationer, som volds- eller sexfantasier, som tvangstanker, rumination eller som repetitive mareridt.
Traumatiske erindringer kan forstås som resultatet af et abnormalt fungerende hukommelsessystem i hjerne og nervesystem. Traumatiske erindringer er ofte ikke kodet i et normalt narrativt, men som sensationer, billeder og emotionelle sindstilstande. Traumet lagres ikke som andre oplevelser i den eksplicitte hukommelse i Hippocampus på grund af de høje niveauer af bl.a. adrenalin og kortisol. De lagres i den implicitte, kropslige hukommelse og i Amygdala.
Mareridt kan forstås som traumatiske drømme, der indeholder en gentagelse de oprindelige hændelser, men typisk i andre formater. Ofte vil mareridtet gentage sig i identiske drømme – også i de søvnfaser, hvor andre mennesker normalt ikke drømmer. Traumer gentages indtil de forløses. Børn gentager traumet i leg, og voksne i deres livsstil. De opsøger det ubevidst og retraumatiserer dermed sig selv ved at vælge det farlige og utrygge gang på gang. Sigmund Freud kaldte det gentagelsestvang – et spontant men ikke-succesfyldt forsøg på at hele traumet, der gentages igen og igen.
Det samme gør sig gældende, når man ikke kan erindre traumet. Traumatiseringen giver symptomer, uanset om man kan huske, hvad der skete eller ej. Post-traumatisk amnesi kan være en umiddelbar beskyttelses-løsning for organismen, men den er ikke helende.
Dissociation
Dissociation er et utrolig komplekst fænomen og intimt forbundet med tilknytningstraume. Dissociation en den ultimative underkastelsesrespons, og medierer ekstrem passivitet, følelsesløshed, uvirkelighedsfornemmelser, paralyse og eventuelt tonisk immobilitet. Dissociation er udtryk for, at organismens selvbeskyttelsessystem lukker ned i en parathed til at give op og dø. Man bevæger sig ind i en anden bevidsthedstilstand, som på et oplevelsesmæssigt plan kan bruges til at undslippe ubærlig smerte og frygt, når traumet gentager sig.
I den virkelige verden kan barnet ikke undslippe traumatiseringen, men i fantasiens verden kan det, fordi det bevæger sig ind i en anden bevidsthedstilstand, der giver adgang til oplevelsestilstande, der ikke er forbundet med virkeligheden. Dissociation er en måde at etablere en parallelverden på, hvor der indtræder en radikal ændring af bevidstslagene via frakobling af virkeligheden.
Mange beskriver dissociationen som en slags hypnotisk trancetilstand, men selv etablerer som en sidste udvej. En traumatisk trance, som medierer en fatal passivitet og følelsesnedlukning. Man træder så at sige ud af sin egen her-og-nu eksistens (depersonalisering) og ud af den virkelige verden (derealisation). Dissociation skaber en radikal ændring af den indre biokemi og niveauerne for de endogene opioider. Dette menes at kunne føre til misbrug senere i livet. Der er under alle omstændigheder en stærk sammenhæng mellem traume, dissociation og misbrug.
Den traumatiserede lærer at ændre sin virkelighed gennem dissociation, undertrykkelse af kropssansninger, tanker og følelser, gennem minimering, normalisering og benægtelse af ekstreme hændelser – af overlevelsesgrunde. Dette sker både bevidst og ubevidst. Man holder så at sige noget modsætningsfyldt adskilt og ændrer dermed virkelighedsopfattelsen. Der er tale om en radikal selvbeskyttelsesstrategi med henblik på at overleve og udholde ubærlig smerte i ensomhed.
Tilknytningsfrygt
Tilknytningstraumet ødelægger de betydningsfulde biologiske adfærdssystemer – eksempelvis tilknytningssystemet, omsorgssystemet og udforskningssystemet. Den naturlige kapacitet for tillid eroderes, og man står helt alene i verden. I tilknytningstraumets kerne lyser det faktum, at man intet betyder for krænkeren. Hvad man ikke vil være med til; hvad man mener, og hvad man har brug for er helt uden betydning for krænkeren. Krænkeren viser gennem sin dominans og udelukkelse af barnets menneskelighed sin foragt for offerets integritet, autonomi og værdighed, og barnet mister troen på, at man kan være sit autentiske selv sammen med andre. I voksenlivet vil tilknytningsfrygt blokere for at finde en sikker og tryg partner og udelukke intimitet og samhørighedsoplevelser.
Denne smertelige erkendelse af krænkerens kærlighedstomhed er afgørende for helingen af traumet, men den som langt de fleste voksne med barndomstraumer, har allersværest ved at forlige sig med, og som mange behandlere i form af læger, psykologer, terapeuter og socialrådgivere desværre også prøver at undgå at forholde sig til. De siger eksempelvis til den unge kvinde, der blev voldtaget af sin far gennem barndommen, at han elskede hende, men bare ikke vidste, hvordan han skulle vise det. En sådan benægtelse af virkeligheden bidrager til, at kvindens narrativ aldrig kan blive sammenhægende, og at hun altid vil føle sig ”skør”. Når man, for at beskytte sig selv, forsøger at overbevise nogen om, at kærlighed er grusomhed, ødelægger man meningen med livet for vedkommende. Naturligvis kan voldtægt og udnyttelse på ingen måde forbindes med kærlighed.
Ofte vil ofre for barndomstraume desværre berette om traumet på en usammenhængende og selvmodsigende måde, der ødelægger deres troværdighed. Det sker igen og igen i retssystemet, at der sås tvivl om ofrets beretning og motiver. Ofrets selvbeskyttelsesstrategier med amnesi, dissociation og passivitet ødelægger narrativet, og det omgivende samfunds skepsis og benægtelse ditto. Traumet må derfor træde frem som symptomer i stedet for overgreb og kriminelle handlinger. Tilknytningstraume har alle dage maskeret og fremvist sig som psykiske lidelser og bogstavsforkortelser – som det oprindelige traume kan skjule sig bag.
Vi er nødt til at kunne forstå og integrere os med fortiden, for at kunne leve her-og-nu og for at kunne indtage fremtiden.
Tab af tillid og toksisk skam
Patelogisk, toksisk skam er svaret på håbløshed, magtesløshed, uværdighed og integritetskrænkelser; det er svaret på foragten i den andens blik. Skam er en lammende skyld over at være den, man er. Det er altid ofret, der bærer på skammen og skylden, mens krænkeren går skamløst fri.
Troen på en meningsfuld eksistens og en venligsindet omverden begynder tidligt i livet gennem formationen af tilknytning. Tryg tilknytning til den nærmeste omsorgsperson er hele fundamentet for basal tillid og tryghed. Traume kompromitterer troen på samhørighed mellem mennesker og ødelægger den medfødte kapacitet til tillid.
Tab af tillid er fatalt for et flokdyr, og medierer kronisk sorg, forladthedsdepression og vedvarende forstyrrede relationer. Man gentager det oprindelige tilknytningsforræderi ved at etablere intense, dramatiske og stærkt ustabile relationer, og man svinger mellem ekstremer; mellem at klynge sig uselvstændigt til den anden eller fuldkomment at afvise den anden, trække sig og isolere sig.
Traumer forandrer personligheden
Tidlige traumer deformerer personligheden. Tilknytningstraume i familien fordrer, som tidligere nævnt, en næsten umulig adaption, hvor barnet er nødt til at erkende krænkende handlinger som kærlighed, og utroværdige personer som troværdige. Denne virkelighedsforvrængning er et forsøg på at skabe en smule kontrol i det uforudsigelige, emotionelle kaos, et tilknytningstraume altid udfolder sig i.
Når barnet kan ikke komme væk, har det kun et psykologisk forsvar at falde tilbage på. Det må tviste sin egen virkelighedsfornemmelse og dømmekraft, og med en kraftanstrengelse lære sig selv, at virkeligheden er anden, end den, den reelt er. Barnet må lyve og bedrage sig selv. Derfor siger ofret for eksempelvis seksuelle krænkelser ofte, at krænkeren var god og elskede barnet. Barnet og senere den voksne har medlidenhed med krænkeren og gentager dermed svigtet. Nu er det noget, personen gør ved sig selv.
Et barn udvikler en patelogisk utryg tilknytning til krænkeren, og er derfor ofte villig til at ofre egen realitetssans, sundhed og trivsel, for at holde fast i et billede af krænkeren som god – langt ind i voksenlivet. På de indre linjer giver det naturligvis en overvældende følelse af håbløshed og vanvid.
Det er en ubeskrivelig, nærmest umulig opgave at opretholde en tilknytning til en krænker og samtidig bevare håb og mening, men alternativet er fra et barns perspektiv være. For det ville være at se rædslen direkte i øjnene og mærke fortvivlelsen uden filter. Det kan intet barn klare i alenehed, og det vil derfor være tvunget til at opfinde grunde til omsorgssvigtet og mishandlingen – grunde der holder forældrene helt uden for skyld og ansvar.
Det uskyldige barn bliver således til et ondt barn, og de skyldige forældrene bliver gode. Barnet påtager sig en forgiftet, stigmatiseret og djævelsk identitet og friholder forældrene. Det ser på sig selv med dyb foragt og et enormt selvhad, og dette selvsyn bliver barnets indre kerne. Det er skammen, der fragmenterer personligheden.
Alle børn vælger at ændre virkelighedsopfattelse, når de er ude af stand til at forandre en ubærlig realitet – og de holder typisk mishandlingen for sig selv. Det bliver over tid til en bastant benægtelse, amnesi og dissociation, som i de værste tilfælde kan udvikle sig til separerede, fragmenterede personlighedsspaltninger. Dette kaldes en disorganiseret personlighedsstrutkur.
I anden del af denne artikel kommer vi nærmere ind på, hvad traumeheling er, og hvilke faktorer i den terapeutiske proces, der virker forløsende.
Kilde
Judith Herman – Trauma and Recovery