Denne artikel handler om tilknytningsfokuseret terapi, og beskriver hvordan der kan arbejdes terapeutisk med utrygge og/eller tilknytningstraumatiserede børn og unge – samt med de voksne omsorgspersoner, typisk plejepersonale, plejeforældre eller adoptivforældre. Artiklen introducerer en række betydningsfulde tilknytningsteoretiske begreber som Blocked Trust, Blocked Care, Safety Blindness og Safety Messages. Der gives endvidere en introduktion til de meste centrale principper i tilknytningsfokuseret terapi, som er en terapiform baseret på neurovidenskab.
Tidlig toksisk stress skaber en overlevelseshjerne
Den efterhånden omfattende neurovidenskabelige forskning viser tydeligt, hvordan tidlig eksponering overfor højstress grundet utilstrækkelig omsorg, gearer et barns hjerne til et defensivt liv i højeste alarmberedskab – på bekostning af sund udvikling og læring.
Barnet udvikler kompetencer til at overleve i fjendtlige og farlige miljøer, men betaler senere en høj pris herfor i form af globale ubehagstilstande, manglende impulskontrol, overaktiv stressrespons, kompromitteret affektregulering, negative selvbilleder og mangelfulde sociale og relationelle kompetencer.
Når man har mistet evnen til at kunne stole på andre mennesker, må man leve defensivt og forsvarsberedt. Dette sker helt automatisk som et resultat af en kompleks, udviklingsmæssig tilpasning af hjerne og nervesystem til fjendtlige omgivelser – til forældre, der ikke kunne møde ens naturlige behov, da man var barn.
Call-and-Response-System
Tilknytning etableres gennem et avanceret psykobiologisk system kaldet Call-and-Response- System. Dette interagerende system består af barnets medfødte, biologiske tilknytningssystem og forældrenes omsorgssystem. Når barnet ”kalder” og kommunikerer omsorgsbehov, og forældrene konsistent og på en aldersvarende måde ”svarer”, ved at tilbyde barnet, hvad det har brug for, skabes der basal tillid i barnet. Barnet erfarer, at det ikke er alene, og at der altid er hjælpe at hente. Denne dynamik mellem barn og forælder skaber en såkaldt Trust Building Cycle.
Forældrenes mest betydningsfulde emotionelle opgave er, at fjerne alt ubehag fra barnet og bringe det i ro (nedregulering af arousal) samt at stimulere barnet ved at lege med det og nyde samværet (opregulering af arousal). Det kaldes også Comforting, og indebærer at forældrene bestræber sig på, at eliminere stress for spædbarnet og dermed konsolidere Call-and-Response dynamikken. Ved konsistent, venligt og på en alderssvarende måde at blive ned- og opreguleret, lærer barnet over tid selv at kunne både forstå og regulere sine indre mentale og kropslige tilstande. Dette kaldes affektregulering, og er en afgørende kompetence for et liv i trivsel.
Når et barn har uhindret adgang og fuld tillid til sine forældre, kan det bruge sine ressourcer til alderssvarende aktiviteter som at sove trygt, spise godt, lege, gå på opdagelse, udforske, lade sig overraske og lære nyt. Alt det, er som er vigtigt for at kunne udvikle sig hensigtsmæssigt.
Når forældre gør det ”hårde” arbejde med at tage det fulde ansvar for barnets og familiens trivsel – ved at sikre en tryg base og sikker havn – kan barnet få fred og ro til være barn og erhverve sig den nødvendige udvikling.
Negativity Bias og Safety Blindness
Børn, som mistrives, udvikler en stærk, impulsdrevet tendens til at observere fare alle steder. På grund af det dysfunktionelle opvækstmiljø, udvikler de en utryg indre arbejdsmodel – et slags automatiseret socialt hukommelsessystem i hjernen (Social Memory System), der herefter fungerer som en ubevidst, implicit model af verden og andre mennesker, som barnet bruger til at forsøge at forudsige andres intentioner og adfærd for at kunne tage de nødvendige forholdsregler og bringe sig selv i sikkerhed hurtigst muligt. Man kalder også denne hypervagtsomme, defensive adfærd for Negativity Bias.
God eller dårlig omsorg tidligt i livet sender forskellige signaler ind i barnets umodne hjerne, og resulterer i forskellig effekt på genernes udtryk i hjernens regulerende strukturer – bl.a. i stressresponssystemet og det sociale engageringssystem.
Når forældre opbygger tillid i barnet ved konsistent at sende Safety Messages ind i barnets hjerne, udvikles hjernen epigenetisk til at blive kompetent til at leve et liv med tillidsvækkende andre mennesker.
Utrygge børn derimod må hele tiden scanne deres omgivelser for faresignaler. De føler sig ikke trygge nok til at kunne bruge deres ressourcer til leg, afslapning, udforskning og læring. De har ikke overskud til at udvikle et indre fokus, og bliver derfor fremmede overfor deres indre liv. De lukker i stedet af for ubehagelige følelser og naturlige omsorgs- og selvstændighedsbehov.
Udover at barnet fornemmer trusler alle steder, også når der slet ikke er fare på færde, bliver det også dårligere til at afkode sikkerhedssignaler. Dette kaldes Safety Blindness, og udtrykker en stærk tendens til ikke at opdage sikkerhed i venlige omgivelser. Det er som om, hjernen ikke vil tillade at give slip på trusselsmonitoreringen. Den har tidligt i livet lært, at det ville kunne fremkalde ubehagelige eller deciderede farlige situationer. Hyperårvågenhed kombineret med Safety Blindness er barnets evolutionært udviklede måde at reducere uforudsigelighed på – en metode til at forsøge at se ind i fremtiden og forvente det værste; en metode til at forsøge at styre og kontrollere andres følelser og adfærd.
Blocked Trust
Blocked Trust er resultatet af en tidlig tilknytningsrelation præget mangelfuld omsorg – også kaldet No-Call-And-Response-Relationship med en tilknytningsfigur. Barnet kalder, men får ikke noget svar, og holder til sidst op med at kalde.
Blocked Trust handler således om, hvordan barnet meget tidligt lærer at undertrykke medfødte behov for omsorg og nærvær med det formål at overleve omsorgssvigtet. Barnet lærer, hvordan det kan få det mest basale ud af omsorgspersonen uden at komme for tæt på og derved bringe sig selv i fare. Dette er et utrolig adaptivt svar på et møde med skræmmende omsorgspersoner.
Naturligvis vil ethvert barn opleve en voldsom separationsangst og emotionel smerte ved ikke at blive mødt med imødekommenhed, men vil grundet hjernens plasticitet udvikle måder at kompensere på, samt finde metoder til at overleve i netop dette miljø. Men når barnet bliver voksent og træder ind i andre mere venligtsindede miljøer, er dets hjerne ikke gearet hertil. Hjernen vil nu se fare alle steder, og personen vil have mindre end optimale empatiske og relationelle kompetencer, og vil derfor være i risikozonen for at fremkalde andres menneskers afvisning. Først traumatiseres barnet af tilknytningspersonen, senere vil selvsamme overlevelsesstrategier, barnet udviklede som svar på den primære traumatisering, føre til risiko for en sekundær traumatisering i nye relationer.
Blocked Trust hos et barn ses tydeligst i dets defensive adfærd, men er grundlæggende et psykologisk og følelsesmæssigt fænomen – ikke et adfærdsmæssigt.
Smertehåndtering
Blocked Trust kan forstås som en epigenetisk udviklet smertehåndteringsstrategi, hvor barnet tidligt lærer at undertrykke sin adskillelsesangst, omsorgsbehov og emotionelle smerte – også kaldet forladthedsdepression. Dette gør barnet ved udelukkende at have et ydre fokus. Det holder vagtsomt øje med verden omkring sig, og undgår at mærke sit indre følelsesliv. For et utrygt barn kan det være katastrofalt at komme til at mærke sin frygt og ensomhed, da dette ville kunne føre til gråd – og netop gråd er et af de tilknytningssignaler, der i dysfunktionelle familier kan fremkalde straffende adfærd fra forældrenes side. For ikke at græde, er barnet nødt til at fjerne fokus fra sine indre tilstande.
Barnets neurale belønningssystem, også kaldet dopaminsystemet, som hos trygge børn aktiveres, når barnet oplever tilfredsstillende socialt samvær, kapres hos de utrygge børn af smertehåndteringsstrategien, således at barnet oplever belønning, når det undslipper en farlig situation. Barnet føler således ikke længere umiddelbar glæde ved samvær med andre mennesker, fordi det er forbundet med potentiel fare. Det er præget ind i hjernens neurale netværk. Alle neurotransmitter-systemer i organismen påvirkes af vores eksterne miljø – det gælder dopamin-, serotonin-, opioid- og oxytocinsystemerne.
Denne form for følelsestomhed kan forfølge barnet resten af livet, og give anledning til psykologisk smerte og voldsom ensomhed, som kun perifært kan dæmpes gennem anerkendelse – og måske beundring og berømmelse. Man har fået frataget sin naturlige evne til at føle glæde og tilfredshed i samvær med andre mennesker – man er faldet uden for menneskeheden på et emotionelt plan.
Når belønningssystemet er kapret af barnets smertehåndteringsstrategi, får det samtidig svært ved at føle empati med andre, fordi det er de samme hjerneregioner, der ikke udvikles optimalt. Medfølelse med andre undertrykkes på lige fod med barnets andre følelser. Barnet føler ikke med sig selv, og derfor heller ikke med andre. Barnets overlevelsesstrategi inkluderer altså en nedlukning af alle følelsestilstande, og udvikling af en fantasi om ikke at behøve andre mennesker. Et barn, der ikke kan regne med at finde sikkerhed hos omsorgspersonen, vil, helt basalt for at redde livet, forsøge at klare sig selv så godt som muligt, og holde sig vagtsom i passende afstand – både fysisk og følelsesmæssigt – til at kunne erhverve sig det mest nødvendige, som barnet endnu ikke selv kan skaffe sig på anden måde.
Blocked Trust har mange ansigter
Forfatterne J. Baylin og D. A. Hughes, som har skrevet bogen: ”The Neurobiology of Attachment Focused Therapy”, som denne artikel bygger på, opererer med tre arketypiske måder, Blocked Trust kan vise sig på hos børn, som er anbragt i pleje eller er blevet adopteret.
Tiger – Barnet er hovedsageligt drevet af en kamp-respons medieret af den sympatiske komponent i den autonome nervesystem. Det kæmper, gør massiv modstand og har en masse aggressivitet og vrede mod andre mennesker. Barnet har absolut ingen tillid til de voksne, og hverken kan eller vil samarbejde. Børn med denne strategi kaldes også Fighters.
Opossum (en nordamerikansk pungrotte) – Barnet er underlagt en parasympatisk drevet flugt-respons. Det gør sig usynligt, gemmer sig og går under radaren. Børn med denne strategi kaldes Hiders.
Kamæleon – Barnet undertrykker sine egne behov og følelser. Det føler i stedet som sine omgivelser, og smelter ind i andre mennesker. Barnet lader sig tage farve af omgivelser og sørger på den måde ikke at skille sig ud. Man kan sige, at barnet påtager sig en identitet og socialitet, men at den er falsk, overfladisk og ofte også manipulativ. Børn med denne strategi kaldes også Pretenders.
Blocked Care
Blocked Care udtrykker omsorgspersonens – typisk plejefamilie, adoptivforældre eller personale på en institution – manglende evne til at omfatte barnet med forståelse, empati og venlighed. Når omsorgspersonen kan ikke undgå at gå med impulsen til selv at blive defensiv i mødet med barnets socialt upassende, defensive adfærd.
God omsorg er, når omsorgspersonen på trods af barnets defensive adfærd kan opretholde en medfølende sindsstilstand overfor barnet. Når omsorgspersonen kan gå mod impulsen til at forvare sig, hvis barnet angriber, og som hurtigt kan tage initiativ til reparation, når der uvægerligt kommer brud i relationen. Det er således betydningsfuldt, at omsorgspersonen kan vise barnet, at relationen er vigtige end adfærden. God omsorg hjælper barnet tilbage til en mere emotionelt velreguleret tilstand.
Blocked Care er resultatet af for meget biologisk stress, som undertrykker de højere, mere reflekterende og mentaliserende hjernefunktioner, som er helt nødvendige for at kunne give omsorg og støtte. Når frygt- og stresssystemet går online, går omsorgssystemet offline.
På samme måde som barnet, udtrykker Blocked care en beskyttelse mod smerten ved afvisning. Den er altså den samme smerte, omsorgspersonen beskytter sig mod ved at lukke af for barnet. Omsorgspersonen forsøger at undgå den smerte, der er forbundet ved at tilbyde omsorg og kærlighed og så blive fejet af banen. Men når man lukker ned for sine følelser og undertrykker sin smerte, nedlukkes også evnen til empati – fordi disse kompetencer er forbundet i hjernens højere regioner. Når Blocked Trust møder Blocked Care sker der en gensidig, smertefuld udelukkelse af hinanden – en aggressiv kontaktløshed uden varme og empati.
Like hugging a cactus
Det er klart, at det kan knuse omsorgspersonens hjerte, når man konsekvent bliver afvist i sine omsorgs-og kærlighedsforsøg. Man udtrættes, mister troen på forandring, lukker ned og kan således ikke længere omfatte barnet med empati.
Risikoen for Blocked Care øges, hvis omsorgspersonen tager barnets adfærd personligt, og ikke er i stand til at se den som en tidligt tillært selvbeskyttelsesstrategi med det formål at lukke af for emotionel smerte og forladthedsdepression. Derfor bliver omsorgspersonens egen barndom meget relevant, fordi omsorgspersonens tilknytningsmønster reflekterer vedkommendes afvisnings-sensitivitet. Jo tryggere omsorgspersonen selv er, jo nemmere vil han eller hun have ved ikke at blive defensiv. Man skal kunne udholde at kramme en kaktus, som forfatterne siger.
At være forælder/omsorgsperson spiller en central rolle for vores identitet og selvforståelse, og det kan være skamfuldt at føle sig usikker i den rolle – at synes man mislykkes med sit barn/plejebarn/adoptivbarn. Især hvis man indser, at man nok er en del af barnets problem, og derfor frygter at blive bedømt hårdt af andre.
Omsorgspersoner kan nemt komme til at føle skyld over, at de tror, barnet ikke elsker dem – især hvis de selv har et utrygt tilknytningsmønster. Når oplevelsen som omsorgsperson matcher en følelse af noget, der skete, da man selv var barn, og når mødet med barnets mistillid, aktiverer egen uforløste tilknytningsstress, er der forøget risiko for Blocked Care.
Vejen ind i hjerne og nervesystem – Safety Messages
Hovedvejen til barnets subkortikale hjerne er primært gennem den nonverbale kommunikation – gennem de såkaldte micro-expressions. Det vil sige gennem vores subtile ansigtsudtryk og stemmeleje, der bliver medieret uden for vores viljes kontrol af det limbiske system, og som opfanges på samme ubeviste måde af barnet. Gennem morens milde blik, blide berøringer og bløde afstemte toneleje skabes første ansats til spædbarnets trygge tilknytningsmønster.
Safety Messages kan sammenfattes som Kind Eyes, Kind Touch og Kind Tone, og virker gennem frigivelsen af oxytocin fra neuronerne i hypothalamus.
Det milde blik, tonefaldet og stemmens prosodi er helt afgørende elementer i kommunikationen. Omsorgspersonen skal berøre barnet med en følelsesladet, mild og venlig stemme, der matcher barnets emotionelle intensitet. Både gennem blikket og stemmen tænder omsorgspersonen for hjernens følelseskredsløb, og får barnet til at føle sig blødere, tryggere og mere sårbart – det giver adgang til de nedlukkende følelser og de dybe medfødte behov for kontakt.
Det omsorgssvigtende barn har i eklatant grad manglet tryghed og er ikke blevet hjulpet ind i velregulerede tilstande. Fraværet af sikkerhed, trivsel (comfort) og glæde tidligt i livet har gjort barnet utrygt og mistillidsfuldt – et tab af tillidskompetence, som kan have afgørende betydning for resten af barnets liv, hvis ikke barnet får endnu en chance for at blive mødt med ubetinget empati.
Derfor skal omsorgspersonen konsistent sende Safety Messages ind i barnets mistillidsfulde hjerne. Det betyder ikke, at man ikke kan holde fast i regler og disciplin; det kan man godt, men man skal samtidig udtrykke empati overfor den stress, ubehag og ulyst, disse regler påfører barnet. Det empatiske ligger i at anerkende barnets oplevelse og barnets ret til at have sin subjektivitet.
Barnet skal føle sig imødekommet på et emotionelt plan, og det skal opleve, at det er elskeligt på trods af sin adfærd – at det ikke risikerer at blive sendt væk og bortskaffet som affald. Det skal modtage en kommunikation, der udtrykker: ”Du er sikker her og nu og sammen med mig” og ”jeg kan godt lide dit selvskab”. Barnet må på ny lære at have tillid, sådan at den voksne kan få lov til at gøre det, en voksen skal, og barnet kan være barn og bruge sine ressourcer på en alderssvarende udvikling.
Daniel Siegel kalder den form for forældreskab for Connection-Based-Parenting, som indebærer, at omsorgspersonen kan omfavne hele barnets væsen og rumme alle aspekter af det – også dets mistro og defensive adfærd – og omfatte det med varme og empati, når det afviser os. Connection-Based-Parenting står overfor Correction-Based-Parenting, som baserer sig på direktiver og værdsættelse af barnets lydighed mere end dets autentiske behov og udviklingsmuligheder. Daniel Siegel siger Connection before Correction.
Forandring kræver nye stimuli
Det utrygge, mistillidsfulde barn forventer afvisning og smerte. Det var sådan, det mødte verden tidligt i livet, og det er disse fjendtlige omgivelser, barnets hjerne har formet sig efter. Det inkluderer Negativity Bias og Safety Blindness, som vi har været inde på før.
Hjernens plasticitet medfører heldigvis en mulighed for, at barnets hjerne også senere kan omformes, men det kræver nye omgivelser og nye stimuli. Hjernen skal overraskes og forvirres på en positiv og terapeutisk måde. Når den hjerne, der forventer afvisning, straf og smerte, i stedet mødes med venlighed, opstår der dybt inde et fejlsignal (Error Signal), som over tid kan mediere afbrydelse af den gamle vane med at blive defensiv og forvente det værste. Et barn som forventer negative reaktioner fra en voksen og får dem, overraskes ikke. Der opstår intet Error Signal, og den gamle læring konsolideres yderligere. Hvis barnet derimod mødes med empati på sin sædvanlige defensive adfærd, fører det til en såkaldt ”Positive Error” og fundamentet for ny læring opstår.
Alle hjerner er forudsigelsesmaskiner, og har den lært at se afvisning, trusler og kritik alle steder, vil den ofte udsende alarm – også falsk alarm. Når den tilstrækkelig mange gang overraskes og forvirres, fordi den ikke møder afvisning men imødekommenhed og empati, vil den langsomt begynde at se venlighed som et sandsynligt udfald af en interaktion. Med langsomt menes ofte flere år. Det er det tidsperspektiv, omsorgspersonen skal kunne rumme at arbejde med.
Tilknytningsfokuseret terapi – DDP
Forfatterne har udviklet en tilknytningsfokuseret terapiform, de kalder DDP, som står for Dyadic Developmental Psychotherapy.
Tilknytningsfokuseret terapi bygger på tilknytningsteori og neurovidenskab – af Daniel Siegel kaldet Interpersonel Neurobiologi. Viden om hjernens normale udvikling og mulige fejludvikling ligger som fundament for de terapeutiske interventioner, og derfor er neurovidenskabelig viden afgørende for denne terapiform, ligesom den er hele grundlaget for den psykoedukative indsats.
Tilknytningsfokuseret terapi er mere en terapeutisk videns- og holdningsposition end en bestemt teknik, og derfor er der mange terapiformer, der kan falde ind under tilknytningsfokuseret terapi – ikke kun DDP. Enhver intervention eller proces, der hjælper klienten igennem et indre skifte fra defensiv lukkethed til åbenhed og kontakt – til en mere tryg og engageret vital værenstilstand, har i princippet sin berettigelse i tilknytningsfokuseret terapi. Forfatterne beskriver dog tre særlige kendetegn ved terapiformen DDP:
Mindset – Det første er som nævnt terapeutens mindset , som indebærer, at terapeuten nødvendigvis må udvikle en metode, som netop ikke føles som en metode, men som en integreret del af ens egen personlighed. Man må udvikle en terapeutstil, som både er ens helt egen, men som også bygger på kendt videnskab. Terapeutens mindset udtrykkes gennem måden, terapeuten kommunikerer på – gennem en affektiv-refleksiv dialog og PACE-principperne. Se mere nedenfor.
Affektregulering – Det næste er at have arousal- og affektregulering som det primære indsatsområde. Terapeuten skal se det som en hovedopgave at hjælpe klienten med at lære at op- og nedregulere sine følelser og indre tilstande. Terapeuten skal således bevæge sig ind i klientens indre verden og følelsesliv, uden selv blive kapret af intense følelser.
Mening – Det tredje er, at terapeuten skal hjælpe klienten med at skabe mening i alt det ubehag, stress og lidelse, som klienten oplever, gennem en såkaldt affektiv-refleksiv dialog og gennem et medrivende engagement.
Den affektive-refleksive dialog baserer sig på, hvad forfatterne benævner PACE. Det står for Playfulness, Acceptance, Curiosity og Empathy. Disse er de bærende principper i dialogen mellem terapeut og klient.
Når klienten er et utrygt barn, men dette gælder også universelt, må terapeuten konsistent sende Safety Messages ind i barnets mistillidsfulde hjerne – gennem et venligt blik, en venlig stemme og venlig berøring. På grund af barnets Negativity Bias, må terapeuten endvidere bestræbe sig på at kommunikere helt tydeligt til barnet, for at udgå enhver tvetydighed. Der må ikke efterlades et rum for fortolkning.
Terapeuten må mestre, at føre en ubetinget anerkendende og empatisk dialog, der endvidere matcher barnets emotionelle intensitet – uden at terapeuten kapres af samme følelsesmæssige tilstand. Terapeuten skal således være både involveret og engageret men også velreguleret og grounded. Det kalder på en terapeut, der hverken er tilbagelænet og neutral men heller ikke direktiv.
For at kunne befinde sig i en emotionelt involveret position, må terapeuten være oprigtigt involveret og nære et ikke bare fagligt men også personligt ønske om, at terapien gør en synlig og afgørende forskel for barnet. Og mere end det; terapeuten er nødt til at kunne holde af barnet – dets adfærd upåagtet. Terapeuten skal kommunikere en klar interesse i barnet.
Den affektiv-refleksive dialog har dels en affektregulerende effekt, dels en meningsskabende. Den benytter sig både af bottom-up og top-down processer med interventioner rettet mod både subkortikale og kortale hjerneregioner. Den indbyder således til både affektregulering og til mentalisering.
Terapeuten accepterer alle barnets oplevelser i form af følelser, tanker, ønsker, behov, opfattelser, holdninger, interesser og erindringer – men ikke nødvendigvis en konkret given adfærd. Terapeuten har en ubetinget accept af barnets indre liv og evaluerer eller fordømmer ikke det. Terapeuten engagerer endvidere barnet gennem lette, legende og afslappede dialoger.
Med hensyn til nysgerrighed, så handler det om at befinde sig i en ikke-vidende position uden forudindfattethed, forventninger eller vurderinger. Terapeuten møder, hvad man møder, og er interesseret i det. Terapeuten lader sig fascinere af barnets indre liv og viser denne fascination tydeligt frem, og spejler dermed barnet som en spændende person at lære at kende.
Terapeuten viser barnet, at det er dejligt at være sammen med. Terapeuten er således nødt til hurtigst muligt at finde en måde at synes godt om barnet på og finde frem til ægte varme følelser. Det kræver et specifik terapeutisk mindset og en vilje og evne til at vedvarende at sende besked om venlighed, tilgængelighed, troværdighed og tryghed ind i barnets hjerne (Safety Messages) – og derigennem vække barnets sovende sociale engageringssystem.
Et mistillidsfuldt barn er forseglet og stagneret i en kronisk forsvarsposition – nedlukket for kontakt og følelser, og fanget ind i en kontinuerlig frygt og stivnen. I den empatiske kontakt, som terapeuten tilbyder, begynder barnet langsomt at mærke sin længsel efter nærhed og dermed også sin smerte og forladthedsdepression.
Terapeuten arbejder empatisk med at fjerne barnets blokering fra den medfødte og naturlige motivation for samvær og kontakt. Uanset barnets ydre værensform, er der altid et sovende potentiale for åbenhed, tillid og kontakt i ethvert menneske. Det er terapeutens opgave at vække denne iboende kapacitet for lethed og glæde til live igen. Ikke ved at presse på, men ved at tro på processen.
Når barnet begynder at kunne rumme flere følelser og dermed også sin smerte, kan det langsomt tage hele sit liv til sig – uden at behøve at ty til selvbeskyttelsesstrategier. At komme tilbage til livet og sig selv indebærer, at barnet begynder at mærke hele sig selv, alle sine følelser, at det kan udholde at eksponere sig for alle sine traumer og gamle frygtbaserede erindringer. Barnet begynder at føle de farlige og forbudte følelser, som kobler sig til separationsangst og stress samt behov for både nærhed og individualitet – følelser som barnet ikke måtte mærke tidligere, fordi de ville mediere tilknytningsadfærd og afhængighed, hvilket var både umuligt og måske farligt i de konkrete opvækstomgivelser.
Når barnet konsekvent mødes empatisk, og igen og igen oplever den uventede sympati og medfølelse fra terapeuten, kommer der en stor konflikt inde i barnets hjerne (Error Signal) – særligt mellem det hyperaktive frygtsystem og det sociale engageringssystem. Disse to systemer kan ikke være online på samme tid, og da barnet af beskyttelsesmæssige årsager har lukket ned for det sociale engageringssystem, skal det trænes til at blive aktivt og mere velfungerende. Det vil over tid føre til markante ændringer i barnets defensive værenstilstand.
Terapi og supervision med omsorgspersonen
Terapeuten skal på samme måde som ved barnet, have omsorgspersonens tillid (adoptivforældre, plejefamilie, plejepersonale, pædagoger etc.), ellers kommer terapien ikke til at gavne barnet. Først når der er tillid, er omsorgspersonen villig til at høre andre perspektiver og tage imod terapeutens eventuelle forslag. Alliancen er først stærk, når parterne kan være uenige, uden at blive defensive, og begge indgå i en gensidig reparationsproces.
Voksenterapien er mere rådgivende, men som ved barnet, har omsorgspersonen heller ikke brug for en indpisker eller ”cheerleader”, men én som kan udholde frustrationen og smerten sammen med vedkommende – og tåle at være i uvisheden. Hovedopgaven er sammen, at undersøge, hvad barnets adfærd mon betyder, og hvordan omsorgspersonen bedst kan hjælpe barnet.
Terapeuten møder omsorgspersonens Blocked Care på nogenlunde samme måde, som vedkommende møder barnets Blocked Trust. Fordi begge fænomener udtrykker det samme: En defensiv værensform med henblik på at beskytte sig selv mod emotionel smerte ved afvisning. Omsorgspersonens livshistorie og tilknytningsmønster bliver da relevant i den fælles udforskning.
Kilde
J. Baylin & D. A. Hughes: The Neurobiology of Attachment Focused Therapy