Denne artikel handler om sammenhængen mellem tidlig toksisk stress og sygdom senere i livet – både fysisk og psykisk sygdom. Utallige undersøgelser viser efterhånden, at utryg tilknytning og tilknytningstraume i barndommen, udgør menneskehedens største udfordring med hensyn til helbred og trivsel, og er roden til en række sygdomme og lidelser, som ofte først viser sig midtvejs i livet. Artiklen stiller skarpt på menneskets helbred, og udforsker forbindelsen mellem frygt og sygdom – med udgangspunkt i bogen Scared Sick af Robin Karr-Morse & Meredith S. Wiley.
Overvægt og misbrug
Det største helbredstema overhovedet i den moderne verden menes at være overvægt og fedme, som på et neurovidenskabeligt grundlag kan forstås som en afhængighed og dermed et misbrug grundet en dysregulering i organismens sult-mæthedssystem. 34 % af menneskeheden antages at være overvægtige målt på et BMI mellem 25 og 30, og omkring 40 sygdomme menes at være relateret til overvægt. Det gælder bl.a. diabetes, hjertekarsygdomme, kræft, slidgigt og galdeblærelidelser. Livet med overvægt er både et kortere liv og et liv med mere sygdom.
Behandling af ekstrem fedme med eksempelvis gastric bypass operation viser, at helt op til 30% af patienterne efter operationen skifter over til et andet rusmiddel som eksempelvis alkohol eller rygning. Det kaldes Addiction Transfer. Ligesom slankekure og diæt sjældent løser problemet på den lange bane på grund af tilbagefald.
Udgangspunktet for misbrug er biologisk og stærkt relateret til hjernens biokemi. Fællestegn for alle typer af misbrug er et under normalt niveau af dopamin, hvilket kan føre til abstinenser (på engelsk kaldet cravings). Det har fået neurovidenskabelige forskere til at spørge: Hvorfor er dopaminniveauet mon så lavt hos disse mennesker?
Den udviklingsmæssige forklaring er, at mennesker som har været udsat for tidlig toksisk stres, generelt har et dårligere fungerende neuralt belønningsnetværk. Dette skyldes epigenetiske forandringer og ikke generne som sådan. Man ved nu, at epigenetiske forandringer bl.a. drives frem tidligt i livet af ikke-optimale opvækstmiljøer fyldt med for megen frygt og stress. Permanente stresstilstande i en udviklingsmæssig ung og sårbar hjerne, kan facilitere en fysiologisk dysregulering i hjernens primære, regulerende strukturer. Det betyder at organismens evne til at regulere sig overlevelseskompetent kompromitteres. At spise for meget er fra et evolutionsmæssigt synspunkt unødvendig højrisikoadfærd, som nedsætter både levetid og livskvalitet.
Misbrug er sygdom
I et neurovidenskabeligt perspektiv er misbrug en kronisk sygdom, karakteriseret ved substantielle forandringer i hjernen, som kan resultere i en tvangsmæssig trang til at benytte kemiske substanser.
Tidlig stress og traume øger risikoen for misbrug markant, fordi kemiske substanser er en måde at kompensere på for manglende arousal- og affektregulering – også kaldet selvregulering. Man bruger substansen til at bringe sig selv i en form for oplevet ligevægt, fordi psykologisk smerte skaber en utrolig stærk motivation til at søge lindring – for at undslippe, blive følelsesløs og distrahere sig selv.
En undersøgelse viser, at mænd som har en ACE-score på 6 eller mere er 600 gange mere i risikogruppen for at udvikle et misbrug end andre mænd. ACE står for Adverse Childhood Experiences, og er den største undersøgelse i verden om sammenhængen mellem barndomstraume og sygdom. Jeg har skrevet flere artikler om ACE-undersøgelsen. Du kan se mere om ACE-scoren ved at klikke her.
Fritsvævende diagnoser uden årsagssammenhæng
Der er generelt en tendens i sundhedssektoren til forklare sygdom med alderdom eller gener, men ofte forbliver den virkelige årsag skjult. Som forfatterne til bogen Scared Sick siger: ”Genes load the gun, while enviroment pulls the trigger”.
Mange diagnoser, hvis ikke de fleste, er generelt frakoblet et menneskes levede liv – herunder eventuelle traumatiske oplevelser tidligere i livet, og er dermed også adskilt fra de egentlige udviklingsmæssige årsager.
Når dette er sagt, er der selvfølgelig en række stressrelaterede sygdomme, som er alment anerkendte som eksempelvis mavesår, fordøjelsesproblemer, hjertekarsygdomme, fedme og kognitive forringelser generelt, men de bliver ofte kun koblet til et stressfyldt liv her-og-nu. Hvad angår traumerelaterede sygdomme, er de langt fra kendte eller anerkendte, fordi symptomerne ikke umiddelbart kan forstås i en sammenhængende sygdomshistorie og derfor ofte overses som hypokondri, karaktersvaghed eller psykisk sygdom.
Det kan være vanskeligt at koble fortid med nutid og se en lige linje mellem et dysfunktionelt opvækstmiljø og sygdomme langt senere i livet – og vanskeligt helt at forstå, at tidlige frygtbaserede oplevelser senere kan konverteres til fysiologiske sygdomme. Den dybe indsigt i denne sammenhæng – herunder koblingen mellem sind og krop, mellem fortid og nutid, fortabes ofte på grund af den lange tidshorisont. Patienten kan ofte ikke engang selv huske, hvad der hændte. Men når det er sagt, så hæmmes indsigten typisk af genuin modstand, uvilje og en kollektiv benægtelse af, at forældre ikke beskytter deres børn. Man ser det som et både privat og tabuiseret anliggende, hvordan forældre interagerer med deres børn.
Traumerelaterede sygdomme kommer fra tidlige, vedvarende oplevelser af hjælpeløshed og håbløshed, som skaber indre toksiske stresstilstande i barnets umodne og sårbare hjerne, og som kan føre til en kronisk overstimulering af det autonome nervesystem og stressresponsen. Når vi lever i usikkerhed og frygt, sensibiliseres vores stressrespons og efterlader os ekstremt sårbare overfor stress og sygdomme også senere i livet – ofte midtvejs i livet.
Traumerelaterede sygdomme udspringer af en dysreguleret cyklus i det autonome nervesystem, hvor nogle tilstande er højarousal- og andre lavarousal-baserede. Denne dysregulering kan mediere diffuse symptomer som eksempelvis skeletsmerter, global ømhed, stivhed, kronisk træthed, afbrudt søvn, følelsesløshed, summen, kilden og snurren, hyperårvågenhed, emotionel ustabilitet, svimmelhed, kvalme, hovedpine, hukommelsesproblemer, muskelsmerter, irritabilitet, brændende fornemmelser, mavesmerter, brystsmerter, hjertesmerter, diarre, forstoppelse, panik-og angstanfald, besvimelse, hjertebanken, øget forskrækkelsesrespons, overfølsomhed, uvirkelighedsfornemmelser, indre uro og meget mere.
Disse diffuse symptomer driver lægevidenskaben til vanvid, fordi de er så kaotiske, forvirrende, uforudsigelige og mærkelige, at det er nemmere ikke at forholde sig til dem, eller se dem som patientens egen opfindelse.
Men med det neurologiske begreb Kindling, kan de sættes ind i en evidensbaseret optik, fordi begrebet beskriver, hvordan sensitive og sensibiliserede neuroner lever deres eget vilde liv, og spontant stimulerer andre neuroner, som trigger en generel fejlfunktion i hjernen og kroppen – uden at nogen ydre omstændigheder har været indblandet – det vil sige uden grund. Fænomenet Kindling forklarer, hvorfor traumerelaterede sygdomme ofte bliver værre over tid, fordi neuroner og neurotransmittere kommer mere og mere ud af balance, og ødelægger organismens homeostase med fatale konsekvenser for helbred og trivsel. Homeostase betyder, at der er en sund balance mellem organismens regulerende strukturer – centralnervesystemet, det endokrine system og immunsystemet. Det beskytter vores helbred.
Vi kan således også kalde alle disse lidelsesstilstande for dysreguleringssygdomme. De er kroniske og snigende, uden en klar begyndelse eller afslutning. Man kan ofte ikke se sygdommene eller måle dem – de falder helt udenfor den konventionelle sygdomsforståelse.
Traume og tilknytningstraume
Frygt er vores mest basale og primære svar på at føle os truede, og trigger en automatisk, evolutionært udviklet respons, kaldet stressresponsen, som fører til et meget snævert repertoire af overlevelsesadfærd, der fungerer efter et fylogenetisk princip. Det betyder, at vi tyr til de evolutionært senest udviklede og mest avancerede overlevelsesresponser først, når vi føler os truede. Som patte- og flokdyr har mennesket udviklet stærke kompetencer til at forstå og samarbejde med de andre i flokken. Vores første løsning, når vi oplever os i fare er derfor at søge hjælp hos et større og stærkere medlem af flokken. Det svarer til, at barnet helt automatisk søger beskyttelse hos sine forældre gennem fysisk nærhed.
Hvis ikke vi kan komme i sikkerhed i flokken, vil vores næste strategi ofte være at flygte, og hvis det ikke er en mulighed, at kæmpe. For et barn forholder det sig anderledes, fordi muligheden for flugt eller kamp ofte ikke er en reel mulighed inden for familiens rammer. Et spædbarn kan ikke flygte eller kæmpe, fordi det ikke kan bevæge sig ved egen hjælp, og et mindre barn ville ikke kunne klare sig uden sine omsorgspersoner. Når nærhed og sikkerhed ikke kan etableres med forældrene, fordi de er afvisende, fjendtlige, utilgængelige, passive, ængstelige, deprimerede, uforudsigelige, skræmmende eller skræmte, efterlades barnet alene med sin frygt og må underkaste sig, hvad end det udsættes for. Dette er definitionen på et tilknytningstraume; at være efterladt alene med ubærlig frygt og smerte.
Et tilknytningstraume er ofte subtilt og usynligt. Det er ikke en pludselig katastrofe, en voldsom ulykke eller lignende, men en myriade af små traumer, mikro-traumer, som fordi de er vedvarende og akkumulerede over lang tid har langt større effekt end eksempelsvis en naturkatastrofe. Tilknytningstraumet kompromitterer barnets hjerne og nervesystem fatalt på et udviklingsmæssigt sårbart tidspunkt. Det gør en ydre katastrofe sjældent.
Med hensyn til tilknytningstraume er det helt store spørgsmål ikke, hvad der skete, men med hvem, det skete. For et barn findes der ikke noget større traume end at miste følelsen af sikkerhed og tryghed. Et tilknytningstraume er et dobbelttraume, fordi der både sker noget truende og smertefuldt, og fordi det sker i en tilknytningsrelation, det vil sige med de selvsamme personer, som skulle beskytte barnet. Traume inkluderer alt, hvad der forstyrrer barnets tygge base og sikre havn i familien.
Freeze-responsen og dissociation
Traume er som sagt en ekstrem frygttilstand akkompagneret af oplevelsen af hjælpeløshed og håbløshed. Tilknytningstraumet er et voldsomt psykisk chok, og trigger hos barnet den sidste overlevelsesrespons vi har – også kaldet freeze-responsen. Freeze-responsen er en underkastelsesrespons og vores mest primitive overlevelsesrespons. Freeze-responsen medierer en kropslig fastfrysning og nogle gange det, man kalder tonisk immobilitet, som er en markant forandret bevidsthedstilstand af ubevægelighed og følelsesløshed.
Det antages, at det er den dorsale vagusnerve, som gør det muligt for dyr at gå i dvale, som også katalyserer menneskets freeze-respons. Vagusnerven medierer bl.a. en nedsættelse af cellernes iltbehov, lukker ned for de indre organer og sænker hjerterytmen og vejrtrækningen. Dette er vejen ind i en ændret bevidsthedstilstand kaldet dissociation, hvor rationel tænkning og emotionel og fysisk smerte er midlertidigt suspenderet.
Den massive energiudladning, der almindeligvis er en del af vores frygt- og overlevelsesresponser, er under dissociation fanget inde i kroppen. På et biologisk plan er der tale om en slags dobbeltaktivering i det autonome nervesystem, hvor både den sympatiske og parasympatiske komponent er fuldt aktiveret – hvilket kan sammenlignes med at træde både på speederen og bremsen på samme tid i en bil. Organismens oversvømmes med stresshormoner, som ikke anvendes til noget, fordi organismen er stivnet. Det ene system modarbejder det andet, og lammer hele organismen.
Fra naturens side har freeze-responsen til formål at initiere et så markant kropsligt kollaps, at vores fjende, i tidernes morgen typisk et rovdyr, måske mistede interessen for os et øjeblik – nok til at vi kunne undslippe. Eller hvis dette ikke lykkedes at give os så nådig en død som muligt.
Et barn i en dysfunktionel højrisikofamilie, som ofte ikke har haft andre overlevelsesmuligheder end at dissociere, vil ofte udvikle et utrygt desorganiseret tilknytningsmønster, som udtrykker den største grad af utryghed et mennesket kan fremvise. Det er mange gange mere sårbart overfor at udvikle både alvorlige somatiske og psykiske lidelser livet igennem end andre børn.
Evnen til selvregulering ødelægges
Traume ligner ikke nødvendigvis dét, vi i hverdagsforståelsen forbinder det med. Vi mennesker kan bedst forholde os til traumer, hvis nogen kommer ud for noget voldsomt og bliver påført en alvorlig fysisk skade. Tilknytningstraumet derimod, som i sin grundsubstans skyldes et emotionelt, relationelt omsorgssvigt bag lukkede døre, er langt sværere at få øje på – og derfor også at forstå rækkevidden af.
Vi er kollektivt fanget ind af en sejlivet myte om moderskabet, og af fantasien om, at alle forældre elsker deres børn. Dertil kommer, at vi ofte føler os overbevidste om, at et lille barn er beskyttet mod ydre kaos, fordi det ikke forstår, hvad der sker. Men det er ikke forståelsen, der er afgørende, men derimod den emotionelle grundtone i barnets familie, fordi den bliver barnets egen emotionelle baseline – en indre grundstemning præget at frygt, uro og kropsligt ubehag – det vil sige manglende homeostase.
Et citat i bogen Scared Sick af Alia Liebermann udtrykker dette rammende: ”One of the most important findings over the last 30 years is, that there is no such thing as a baby, not noticing what is happening”.
Alle mindre børn (og voksne for den sags skyld) er utrolig sårbare overfor hård tale, et vredt tonefald, onde øjne, mangelfuld eller ikke-sensitiv berøring, slag, negative kommentarer, konflikter, slagsmål, voldsom støj og alt hvad der i det hele taget kan medvirke til en trykkende, truende og fjendtlig stemning i dets nærmeste omgivelser.
Forstyrret emotionel kommunikation i familien og mellem omsorgsperson og barn vil skabe tilknytningsforstyrrelser. Når omsorgspersonen eller afviser eller trække sig fra barnet, eller når vedkommende invaderer og overstimulerer barnet, fører til en skadelig dysregulering i barnets nervesystem. En omsorgsperson, som selv er emotionelt ureguleret, fejlfortolker ofte barnets signaler og kommer frem til konklusioner og overbevisninger omkring barnet, som ingen rod har i virkeligheden – som for eksempel at barnet ikke elsker en, at barnet er ondt, at barnet bare vil have opmærksomhed, eller at barnet fint kan klare sig selv. Når disse virkelighedsforvrængninger kombineres med omsorgspersonenes uvillighed til at erkende dette, tale om det, tage ansvar for det og søge hjælp, øges risikoen markant for utryg tilknytning eller et decideret tilknytningstraume.
Det er i den tidlige tilknytningsrelation, barnet lærer selvregulering – det vil sige både at berolige, motivere og stimulere sig selv og finde ind i en sund livsbalance mellem at være aktiv og restituere. Selvregulering er en forudsætning for, at vi kan finde ud af at tage os godt og sundt af os selv – særligt med hensyn til at sove, spise, udforske, arbejde, være alene eller i kontakt med andre, tænke, processere følelser samt restituere. Det er gennem vores omsorgsperson, at vi lærer livets utallige rytmer at kende og derigennem at regulere os selv – at vi er i stand til at dosere, justere og balancere alle elementer i livet på en overlevelseskompetent måde – herunder at trække os væk fra det farlige eller usunde og tilnærme os det, som er godt for os.
Det siger sig selv, at barnet kun kan lære denne fine og komplekse dans med livet og selvet, hvis omsorgspersonen mestrer den. Det kræver en balanceret og velreguleret voksen at hjælpe et barn i ligevægt med hensyn til hyper- eller hypoarousal. Barnet skal kontinuerligt støttes både med hensyn til stimulering, beroligelse og restitution. Ellers efterlades barnet alene med sit sårbare og dysregulerede nervesystem – og dette er set fra et barns perspektiv traumatiserende.
Hvis omsorgspersonens nervesystem er roligt og velreguleret, vil alle barnets rytmer med hensyn til eksempelvis søvn, vågenhed, leg og mad synkronisere sig med moren. Hvis moren derimod er ængstelig, deprimeret, vred eller lignende, og hendes liv er hektisk, konfliktfyldt og kaotisk, vil barnets nervesystem og organisme synkronisere sig med disse tilstande, og barnet vil som en konsekvens heraf selve opleve intense, negative følelsesmæssige tilstande og toksisk stress. Dette gælder også spædbarnet – og fosteret.
Prænatal stress og epigenetiske forandringer
Det ufødte barn har naturligvis sine genetiske dispositioner, men på hvilke måder, disse gener kommer til at udtrykke sig, afhænger af miljøets påvirkning af generne. Det kaldes epigenetik, og er den evolutionært udviklede mekanisme, som har gjort mennesket til den meste adaptive og dermed overlevelseskompetente af alle racer. Vi fødes umodne og ufærdige, så vi kan tilpasse os lige præcis den familie, vi fødes ind i – på godt og ondt. Således er vores medfødte temperament allerede påvirket af vores liv i livmoderen, fordi vi som foster deler mors indre emotionelle tilstande gennem den biokemi, disse tilstande medierer.
Prænatal stres skyldes som oftest mors stress under graviditeten. Det kan enten føre til en spontan abort, lav fødselsvægt og til dysreguleringssygdomme senere i livet. Mors stress- og kortisolniveau har stor betydning for fosterets udvikling og barnets stresstolerance. Et sensibiliseret stressresponssystem gør barnet og senere den voksne sårbart overfor en række livsbegivenheder og sygdomme.
Prænatal stress kan også skyldes operative indgreb både før og lige efter fødslen, fordi en alt for tidlig eksponering overfor overvældende smerte, giver et øget sensitivitet for stress og smerte også senere i livet. Dette gælder også spædbørn som omskæres, får huller i ørene eller på anden måde udsættes for smertefulde indgreb. På samme måde kan prænatal underernæring eller fejlernæring senere føre til en kaskade af sygdomme og udvirke dårligt fungerende indre organer.
Hvert 15. barn i USA fødes for tidligt. En for tidligt født hjerne, er en traumatiseret hjerne. 52% af disse børn børnene udvikler indlæringsproblemer og emotionelle udfordringer. Det hænger tæt sammen med den tidlige traumatisering i kuvøsen med nåle, katedre og skræmmende invasive procedurer. Nogle gange udsættes et kuvøsebarn for op til 10-15 smertefulde indgreb dagligt – på et præmaturt udviklingstidspunkt, hvor barnet ikke skulle have oplevet nogen form for smerte overhovedet.
Børn, der starter livet i frygt og smerte, er i risikozonen for problemer med søvn, selvregulering, opmærksomhed, indlæring og generelt en varig forandring i organismens smertesystem, hvilket kan foranledige diagnosen kronisk smertesyndrom og andre psykosomatiske lidelser i senere i livet.
Det er særligt kortisol-ubalancen, som menes at skabe epigenetiske forandringer og senere sygdomme. Kortisolniveauet leder til strukturelle forandringer i barnets hjerne og skaber en global dysregulering i organismens biokemi. Barnet udvikler hypervagtsomhed (eller PTSD), hvilket er hensigtsmæssigt, når man lever i farlige omgivelser, men dysfunktionelt i en mere fredelig konktekst, hvor man forventes at kunne lære, huske, være udforskende, nysgerrig og samarbejdsorienteret – hvor man skal kunne koncentrere sig og styre både sin opmærksomhed og sine impulser.
Studier viser, at ekstrem stress hos moren øger barnets risiko for bl.a. skizofreni, autisme, angst og depression. Men den epigenetiske forandringsproces rækker langt videre. Den israelsk/amerikanske traumeforsker Rachel Yehuda, har med hendes opsigtsvækkende undersøgelser påvist, hvordan traume kan bevæge sig gennem generationer. Hun har bl.a. undersøgt, hvordan efterkommere af Holocaust-overlevere med PTSD ofte fødes med et lavere end normalt kortisolniveau, hvilket kan mediere PTSD-lignende symptomer – uagtet man ikke har oplevet noget traumatisk selv. Hun har lavet tilsvarende undersøgelser med børn født af mødre som overværende 9/11 og fik PTSD-symptomer. Dette kaldes et transgenerationelt traume.
Citat fra bogen Scared Sick: ”But a surprising number of diseases are ”all in the family”, not solely because family members share genes, but because the family litterally embraces the fear-filled experiences its members have also shared”.
Fødselsdepression og spædbarnsdepression
Det anslås, at mellem 10-25% af alle mødre får en fødselsdepression. Dem som er i farezonen for at udvikle en fødselsdepression, er kvinder som typisk har en familiehistorik med utryghed, angst og depression, og hvor den ene eller begge forældre ikke har været emotionelt tilgængelige. Bag en fødselsdepression gemmer der sig ofte også tidligere traumer, misbrug, spiseforstyrrelser, konflikter eller vold i parforholdet, selvskade og selvmordsforsøg.
Moderens fødselsdepression påfører spædbarnet et traume, fordi hun er emotionelt utilgængelig. Hun opfanger ikke alle de subtile tilknytningssignaler og invitationer til kontakt og samspil, som barnet kommunikerer, og barnets indre verden bliver derfor ikke spejlet tilstrækkeligt. En deprimeret mor er i en tung og intens smertetilstand, som forhindrer, at hun kan nyde sit barn og være sammen med det med lethed og glæde.
Morens emotionelle grundtone præger barnet massivt; det nedtones, og kommer i risikozonen for at udvikle spædbarnsdepression. Et depressivt barn søger mindre øjenkontakt, smiler og ler mindre, er mere tungt og følelsesmæssigt fladt samt mere passivt og mindre livligt. Det er også mere ængsteligt, har et vanskelige temperament og lider mere af separationsangst. Det er mere opgivende og får mindre ud af berøring og socialt samvær end andre børn.
Barnets indadvendte og ængstelige adfærd er den direkte konsekvens af at have oplevet alt for lidt smil, latter, glæde, leg, ansigtsnærhed, øjenkontakt og regulær nydelse til at dets hjerne har kunnet udvikle sig optimalt. Hjernens neurale belønningskredsløb kan ikke udvikle sig i samspillet med en deprimeret og opgivende mor, og fyldes som en konsekvens heraf selv med alt for intense, negative følelser. Det resignerer, bliver apatisk, falder sammen og mister evne til at nyde livet.
I bogen Scared Sick omtales et forsøg, hvor personalet på en institution, bliver bedt om at interagere varmt med samtlige børn, uden at få at vide, hvilke der er børn af depressive mødre. Videoklip viser, at personalet berører og smiler mindre til børnene af depressive mødre, fordi disse børn responderer mindre på omsorgen, end børnene af de øvrige mødre. Selvom der er i forsøget tale om helt små spædbørn, har de allerede taget farve af deres opvækstmiljø – de er blevet mindre kompetente end andre spædbørn til at indgå i glædesfyldte, interpersonelle samspil. De har allerede inden deres første leveår, mistet tilliden til at kontakt skulle nytte noget.
Der er efterhånden mange professionelle, der ser en fødselsdepression som lige så skadelig for barnet som misbrug og anden omsorgssvigt. Eksempelvis viser et forsøg, at børn af en psykologisk utilgængelig, ofte depressiv mor, var mere traumatiserede end børn af mødre, som slog, forsømte eller afviste deres børn.
Af de mange symptomer som en fødselsdepression kan mediere, kan nævnes en højre hjerterytmefrekvens, væksthæmning, lavere fødselsvægt, flere luftvejs- og lungelidelser, forøgede kortisolniveauer, lavere serotonin- og dopamin-niveauer, færre positive emotioner, tilpasningsproblemer med nyt og uforudsigeligt, sensibiliseret stressrespons, dysreguleret HPA-akse og et reaktivt frygtsystem.
Som et citat fra bogen Scared Sick udtrykker det: ”The MacLean Study found that when it comes to mental health, early emotional abuse is even more likely to produce psychiatric problems in adults than physical abuse”.
Afslutning
På trods af de omfattende konsekvenser for et menneskes liv og helbred, som et tilknytningstraume har, er der altid grund til optimisme. På samme måde som barnets hjerne former sig i forhold til utrygge omgivelser, kan den voksne hjerne også forme sig efter tryggere omgivelser. Denne hjernemæssige formbarhed kaldes også neuroplasticitet.
Neuroplasticitet betyder, at vi kan lære, forandre og udvikle os hele livet igennem. Vi kan som voksne give os selv optimale betingelser for at udvikle et tillært trygt tilknytningsmønster, og vi kan tilrettelægges vores liv på sådan en måde, at det tager hensyn til de symptomer, vi måtte have udviklet som en konsekvens af et tidlig stress og traume. Det er ikke sikkert, vi kan slippe af med alle symptomerne, men vi kan med stor sandsynlighed bedre forholde os til dem og leve mere fredeligt med dem, når vi forstår, hvad de handler om. Når vi indser, at vores symptomer ikke er os, men handler om det, der blev gjort imod os.
Hvis du er interesseret i at vide mere om tilknytningstraume, kan du finde flere artikler på min blog. Du kan også deltage i en af mine workshops.
Kilde
Scared Sick – The Role of Childhood Trauma in Adult Disease, Robin Karr-Morse & Meredith S. Wiley