Dette er den tredje og sidste artikel om begrebet The Fantasy Bond. Artiklen kommer nærmere ind på de destruktive familiedynamikker, der gør et barn utrygt tilknyttet eller i værste tilfælde traumatiserer det. Jeg sætter særlig fokus på den forældreadfærd, som er subtil og nærmest usynlig, og som primært handler om forældre, der selv er blevet emotionelt omsorgssvigtet som børn, og som derfor, ofte helt uden at være bevidst om det, bringer de destruktive samværsformer videre til næste generation.
Hellere diagnoser end smertefuld refleksion
Mange forældre føler en stor lettelse, hvis deres barn med adfærdsproblemer kan få en diagnose, for så er det ikke nogens skyld. Så handler barnets problemer i stedet om sygdom, noget medfødt, biologi eller gener – noget i barnet i hvert fald.
I et udviklingspsykologisk, systemisk perspektiv kan et barns problemer og adfærd dog ikke forstås uden om den familiemæssige kontekst. Det er utroligt vigtigt, at forældre er villige til at reflektere over deres egen andel i barnets problemer – fordi de altid har en andel. Det betyder ikke, at man er en dårlig forælder, men at man måske har en blind plet overfor, hvordan ens barndom og egne indre konflikter påvirker barnets væren-i-verden.
Hvis man som forælder eksempelvis ikke kan tåle frustrationer, kan man ikke give sit barn et optimalt opvækstmiljø. Enten overbeskytter man det og gør det frygtsomt, ængsteligt, klynkende og hjælpeløst. Eller så underbeskytter man det ved at kræve, at det skal kunne klare meget mere, end dets alder berettiger til, og det skaber både vrede og angst hos barnet.
Når man som forælder kapres af intense negative følelser, og samtidig har alt for urealistiske forventninger til, hvad et barn kan magte eller ikke kan magte, er man dømt til at blive skuffet og til at ydmyge barnet. På den måde kan forældre presse deres barn til en enten større eller mindre afhængighed, end dets alder svarer til. Det kan blive tillært hjælpeløst eller overansvarligt.
Hvis man eksempelvis har et stort behov for harmoni og konfliktløshed, fordi man ikke selv tåler de intense følelser forbundet med frustration, bliver barnets i øvrigt helt normale aggressivitet en trussel mod billedet af en lykkelig familie. Det kan initiere uhensigtsmæssig forældreadfærd, der ikke sigter mod at udvikle barnet, men om at frustrationerne skal gå væk, så mor og far kan føle sig i balance igen.
Bag mange børns symptomer og diagnoser ligger der således ofte et svigt, som handler om, at forældrenes egne behov kommer til at stå i vejen for, at barnet kan få det, som det har brug for – og som alle børn har brug for. Alle dysfunktionelle familier har det omvendte behovshierarki som omdrejningspunkt, hvor mors og fars behov fylder alt for meget, til at de kan se deres barns behov tydeligt og uforurenet. Et barns adfærd, også når den er problematisk og uforståelig, er altid et udtryk for barnets bedste forsøg på at tilpasse sig sine forældre og den familiemæssige kontekst i øvrigt.
Det er først, når man som forælder tager et vigtigt skridt i retningen af at erkende egen rolle i barnets adfærd, at man kan begynde at sætte ind med de nødvendige forandringer. Man er beklageligvis nødt til at komme i kontakt med den smertefulde skyldfølelse, inden man kan motivere sig tilstrækkeligt til at lede efter løsninger helt andre steder, end der hvor man plejer. Hvis man ønsker, at ens barn skal ændre adfærd, er man nødt til at forandre sig selv først.
Fantasifamilien
The Fantasy Bond handler om barnets fordrejning af dets virkelighed. Når et barn mærker, at det ikke er elsket og beskyttet tilstrækkeligt, vælger det at se sig selv som et ondt barn og idealiserer forældrene. For et barn ville det medføre et psykisk nedbrud, hvis det skulle tage sandheden ind; at det er født ind i en familie, hvor mor og/eller far ikke er emotionelt modne nok til at give beskyttelse, nærhed og støtte til selvstændighed, og hvor mors og fars indre og relationelle konflikter står i vejen for, at barnet kan blive trygt tilknyttet.
The Fantasy Bond er den fantasitilknytning barnet klamrer sig til, men som også kræver, at det må se bort fra, hvad det oplever, sanser og mærker. Når mor eksempelsvis skriger og slår, må barnet se dette som en normal, velbegrundet og retfærdig behandling. The Fantasy Bond beror således på et Good-Parent-Bad-Child-System, som Robert Firestone benævner det.
Den fantaserede gode familie, som jeg også kalder den symbiotiske familie, ødelægger barnets realitetssans. Barnet får en karakter og en rolle at spille, og alle er optagede af at få mest muligt til sig selv. Barnet kan eksempelvis få en rolle som det mærkelige, syge eller afvigende barn, og bliver dermed bærer af alt det dysfunktionelle i familien. Eller barnet kan fungere som den, der glatter ud, overbringer beskeder og som skal sørge for den gode stemning.
I sådan en familie opretholdes der almindeligvis en stærk myte om familiesolidaritet, men i praksis er alle overladt til sig selv – særligt børnene. Forældrene i familien har et krampagtigt og tvangspræget behov for at se sig selv som hæderlige, ordentlige men også moralsk overlegne mennesker, der ikke er som alle de andre.
Man ser sig som en særlig familie, og som en særlig tæt familie, også selvom familiemedlemmernes indbydes relationer ofte ikke synes at tåle dagens lys – eksempelvis i form af utroskab, voldtægt, børnehjem, ”uægte” børn, alkoholisme, misbrug, psykisk sygdom, seksuelle overgreb, voldtægt, konflikter og gamle familiestridigheder, og også selvom barnets adfærd tydeligt indikerer mistrivsel. I stedet for at reflektere over familiens kommunikationsformer, placeres det patologiske hos barnet.
I den symbiotiske familie, taler man om det, som på overfladen synes at have substans, men som i virkeligheden handler om at opretholde en illusion om, at man beskytter og respekterer hinanden, og at man tillader ærlige og autentiske udvekslinger af ord og meninger. Dette er dog ikke tilfældet. Ofte er kommunikationen stereotyp, floskelagtig, fordomsfuld og mangler venlighed, åbenhed og frisked. Kommunikationen dækker over en permanent følelse af udsathed og utilfredsstillethed.
Behovshierarkiet
Trygge og sunde familier har det med at ligne hinanden på helt centrale punkter. Der er tale om familier, hvor de voksne både er og føler sig modne, selvstændige og kompetente. De hviler så meget i sig selv, at de har mentalt overskud til at tage sig af et eller flere børns insisterende behov for både nærhed og selvstændighed. De kan se barnet, uden at tillægge det falske intentioner, og de kan validere og anerkende det, sådan som det er. I den trygge familie er det mor og far, der leder familien og tager det fulde ansvar for både egen og barnets trivsel.
Når det kommer til dysfunktionelle familier kan ingen enkel beskrivelse favne hele spektret af familiedynamikker, der kan føre til utryg tilknytning hos et barn. Det er et meget bredt repertoire af forældreadfærd, der kan komme på tale – også forældreadfærd, som kan være meget svær at få øje på.
Det kan handle om en mor, som ikke berører sit spædbarn eller gør det på en mekanisk, instrumentel måde. Det kan handle om en far, som ser teenageren som uartig og provokerende, når vedkommende udtrykker sine egne selvstændige holdninger. Det kan være skældud, støj og konstante konflikter, eller det kan være en lammende stilhed. Det kan være mors kulde, foragt eller fordømmelse af barnets omsorgsbehov. Eller fars passivitet og tilbagetrækning. Det kan være skræmte eller skræmmende forældre. Det kan være aggressive, vrede, bange, dominerende, passive, konfliktsky, hjælpeløse, opgivende, sørgende eller deprimerede forældre. Fællesnævneren er emotionel umodenhed og dermed mangelfuld mentalisering af barnet.
Dysfunktionelle familier er dem, hvor mor og far er så optagede af sig selv og ofte også af deres indbyrdes relation, at de ikke har overskud og mentale ressourcer til at have barnet i centrum. Det er familier, hvor mor og far ikke giver barnet nok af det, som det har brug for at udvikle sig sundt, men bruger al deres energi på at få det tåleligt selv.
Emotional Hunger imiterer kærlighed
Når det emotionelle omsorgssvigt kan være så svært både at beskrive og se med det blotte øje, er det fordi, forældrenes adfærd set udefra, med et utrænet øje, ligner et sundt samspil. Forældrene taler måske om deres kærlighed til barnet, men kan ikke vise den på en måde, så barnet kan mærke den. Eller måske forældrene tilbyder nærhed til barnet, når de selv savner den. Det ser således ud som om, de giver omsorg, mens de i virkeligheden tager noget til sig selv. Det kan være mor, der siger: ”Du er bange, så du skal sove inde hos mig i nat”, men i virkeligheden, er det mor selv, der er ensom. Eller det kan være far, der siger: ”Du er træt, du skal sove nu”, mens det rettelig er far, der er træt af barnet.
Når en eller begge forældre er fyldt op med, hvad Robert Firestone kalder Emotional Hunger, som handler om den følelsesmæssige udsultning, de selv oplevede som børn, så tror de, at den smerte og længsel, de føler inde i sig selv, handler om kærlighed til barnet – men som i virkeligheden er et dybt behov for at få noget til sig selv. Emotional Hunger har intet med kærlighed at gøre.
Dysfunktionelle familier kan bestå af velmenende forældre, der siger og mener, at alt hvad de gør, er for barnets bedste, men hvor deres faktiske adfærd viser sig at være dybt skadelig for barnets sunde selvfølelse.
Tilknytningsforræderiet
Der er dybt skadeligt for et barn, når det møder modsætningsfyldte signaler. Når forældrene for eksempel siger, at de elsker barnet, men også mishandler det. Eller misbruger det følelsesmæssigt, på sådan en måde, at barnet oplever sig ansvarligt for forældrenes velbefindende og lykke. Den form for forældreinitiativer dræner et barn, og tømmer det for gode følelser og for en oplevelse af at være i sikker havn – at være et barn som kan elskes.
Når forældrene er uselvstændige, needy eller angler efter at føle sig anerkendte og gode, fører det ikke til tryg tilknytning, men kan ligne kærlighed. Tilknytningsforræderiet er den adfærd, der efterligner kærlighedens dynamik, men hvor der subtilt er byttet om på modtager-giverforholdet.
Den utrygge familie er således domineret af en kommunikationsstil, der igen og igen bringer skyld og skam op i barnet. Forældrene ser barnets behov og autenticitet som forkert og truende, og derfor vil barnet også begynde at se sine behov som forkerte, onde og skamfulde.
Moren synes måske det er skamfuldt, at hun ikke kan elske et lille, afhængigt og uskyldigt barn, og føler sig som en dårlig mor. Barnet minder hende måske om hendes egen sårbarhed og barndom. Ved at finde fejl og kritisere barnet, bliver det lettere og mere legitimt at have disse intense negative følelser mod barnet. For det er jo barnets egen skyld. Når en mor ikke kan acceptere og reflektere over sine egne negative følelser mod barnet, må hun i stedet projicere dem over på barnet. Så er det barnet og ikke hende, der er krænkende.
Barnet lærer, at hvis mor er straffende og hård, så er det fordi, barnet er slemt. Det er nødt til at fordreje virkeligheden og tvinge sig selv til at se det onde som det gode. Mors virkelige adfærd holdes ude af opmærksomhedsfeltet og projiceres måske over på andre.
En far kan også producere angst i et barn ved at overbeskytte det, kontrollere det, dominere det og indsnævre dets livsrum, fordi han selv er bange. Far agerer således på basis af sine egne indre og frygtsomme tilstande, og ikke ved at se barnets alderssvarende behov klart. Han vil derfor undlade at tilskynde barnet til selvstændighed og frihed, og manipulere det til at forblive i et afhængighedsforhold.
Som Robert Firestone siger: ”A rejecting and unloving parent will cause the child pain, but a dishonestly rejecting parent causes the child pain and makes him or her crazy”. En forælder, som lader som om, det giver til barnet, men grundlæggende er mest optaget af egne indre tilstande og selv at blive fyldt op, lyver både for sig selv og barnet. Konsekvensen er fatal, fordi barnet fuldstændig mister tilliden til sine egne sansninger og følelser. Det holder op med at tro på og regne med sig selv. Det er det, der ligger i betegnelsen crazy.
Det er et slags dobbeltforræderi, fordi forælderen, hverken elsker barnet eller vil indrømme, at det er sådan, det forholder sig. Barnet må på grund af sin lillehed og sin afhængighed, ofre sin realitetssans, og det er dette gradvise tab af virkelighedsfornemmelse, som i værste tilfælde kan føre til alvorlig psykisk sygdom. Alle former for diagnoser har virkelighedsforvrængning som det centrale omdrejningspunkt.
Self-Mothering
Vores handlinger afspejler vores indre tilstande, og den forælder, der oplever sig intimideret af et barns naturlige omsorgs- og selvstændighedsbehov, vil se barnet som grådigt, krævende, forkert, mærkeligt, egoistisk og ondt, og vil, uden nødvendigvis at være bevidst om det, straffe det. Barnet vil som et konsekvens heraf lide, udvikle skyld, selvhad og Emotionel Hunger. Det vil savne og længes desperat efter at blive mødt med venlighed, respekt og accept.
Samtidig vil barnet påbegynde en smertefuld proces med trække sit evolutionsbårne emotionelle engagement i verden og andre mennesker tilbage, og i stedet stimulere sig selv følelsesmæssigt gennem fantasier, drømme, mentale scenarier og tankespind og ved at udvikle forestillinger om en dag at møde et perfekt andet menneske, der vil tage sig helt og fuldkomment af en. Et menneske som aldrig vil svigte, og som vil leve op til ens dybeste behov. Denne selvnæringsproces kalder Robert Firestone for Self-Mothering. Man nærer sig gennem illusioner, fremfor kontakt med virkelige mennesker. Man kompenserer.
Som voksen er risikoen, at man arrangerer sit liv med henblik på at undgå angst, smerte, sorg og andre intense følelser, hvilket fører til, at man holder sig selv følelsesmæssigt tilbage. Man føler sig fremmedgjort og bliver undgående i forhold til kontakt og intimitet. Man bliver også optaget af at finde en anden, der vil give, men man vil ikke risikere noget selv. Man savner at blive fyldt op og eliminere den smertefulde tomhedsfornemmelse, som Robert Firestone benævner Emotional Hunger – og som altså kan komme til at stå i vejen for, at også ens eget barn kan udvikle en tryg tilknytning.
Toksisk skam og offeradfærd
I voksenlivet kan det emotionelle omsorgsvigt medføre omfattende symptomer af både psykologisk og fysiologisk karakter. Fraværet af forældrenes kapacitet til at give barnet omsorg og støtte bliver til en reel afvisning af barnet, åben eller skjult, og barnet oplever sig derfor uvelkomment, forkert og uden basal beskyttelse. Disse intense følelser af forkerthed og ekstrem udsathed ødelægger barnets frie vilje og tages med ind i voksenlivet som en skamfølelse, der hele tiden truer lige under overfladen. Man føler kronisk skyld og dårlig samvittighed, og al den vrede, man hele tiden vender mod sig selv, kan til sidst blive til en alvorlig depression.
Som en naturlig konsekvens af ikke at være blevet mødt med venlighed og respekt af sine forældre, udvikler man en særlig sensitivitet over for aggression i andre mennesker, og man føler sig konstant truet af, hvad man selv opfatter som fjendtlige handlinger. Ofte bemærker man ikke, at det faktisk er en selv, der er fjendtlig og mistroisk, og at man holder andre på afstand med sin vrede. Man bliver let indfanget i en form for paranoid tækning, fordi man oplever, at andre ikke vil en det godt, og at de er ude efter en.
På den måde kapres man også af en ydmygende offerrolle, hvor man overbeviser sig selv om, at man har ret til specialbehandling. Man vil have andre til at vise specielle hensyn, fordi man føler sig så usynlig og glemt, men i virkeligheden fylder man så meget, at andre måske trækker sig.
Man bliver overoptaget af retfærdighed, og det kan nærmest blive en besættelse, at give-modtage-regnskabet går lige op. Man evaluerer hele tiden andres handlinger og intentioner, og holder dem op imod en standard, man forventer andre skal kende og leve op til, men som man ikke kommunikerer åbent om. Standarden udtrykkes i stedet indirekte gennem bebrejdelser; ”Hvis det havde været mig, så ville jeg aldrig ….” eller ”Jeg kunne aldrig finde på at gøre sådan”.
Når man føler sig i et permanent følelsesmæssigt underskud, kan det let bane vejen for skamfulde følelser af misundelse og hævn, som man ofte helt uden at være bevidst om, kan projicere over på andre. Både kynisme, mistro og offeradfærd fylder meget i den paranoide tækning, fordi man konstant oplever sig fejlfortolket og misforstået. Man får således et stort behov for at få ret, så man både overfor sig selv og andre kan retfærdiggøre den paranoide tækning og afvisende adfærd.
Der er en form for næsten sygelig selvoptagethed pakket ind i offerrollen, hvor man synes at have patent på smerte og lidelse. Derfor kommer man også nemt til at mene, at andre skylder en noget, hvilket kan føre til egentlige umoralske handlinger. Man bliver bitter og manipulerer andre til at afvise, blot for at bevise overfor sig selv, at andre mennesker vitterligt er onde. Man nægter eksempelvis at have sex med sin partner, men bliver både dødeligt skuffet, overrasket og rasende, når vedkommende på et tidspunkt er utro.
Som offer håndterer man ikke livets kriser, som en voksen selvstændig person, men beklager sig i endeløse monologer. Man føler sig hjælpeløs, svigtet og samtidig ude af stand til at bede om hjælp. De andre forventes at finde ud af, hvad man behøver, men da intet menneske er en tankelæser, fører det utvivlsomt til skuffelse og en kronisk, vredesfyldt passivitet. Man kan ikke lide det, der hvor man er, men tør heller ikke flytte sig.
Når man bærer rundt på toksisk skam, som jo udtrykker et introjiceret men forvrænget og usandt selvbillede, etablerer man også stereotype billeder af andre mennesker. Disse usande selv- og andrebilleder gør det umuligt at nyde det virkelige liv. Man tør ikke tillade sig selv at være tilfreds, og man ødelægger dermed sine dyrebare relationer. Som barn var man vitterligt et offer, men som voksen bliver den adfærd, der medieres af toksisk skam skadelig for ens relationer, og man risikerer at reproducere den traumatiske følelse af at være uvelkommen i verden.
At give slip på fantasitilknytningen og idealisering af forældrene
I et terapeutisk forløb vil der ofte være modstand mod at give slip på den selvkritiske stemme og selvhadet, for hvis man selv er god, hvad så med ens forældre. Når man løsner selvhadet, rokker man ved den ligevægt Good-Parent-Bad-Child-System medierer. Man risikerer at ødelægge en destruktiv, men trods alt stabil identitetsfølelse.
Langt inde i voksenlivet vil emotionelt svigtede mennesker fortsætte med at holde forældrene skadesløse, og i stedet hævne sig på sig selv og andre uskyldige mennesker. Man møder både selvet og andre med skepsis, foragt, vrede og mistro. Man gør, hvad der skal til for at opretholde fantasitilknytningen.
Man forvrænger andres intentioner og verden omkring sig, og man føler ikke, man kan finde sin plads i livet, fordi man bruger al sin energi på at opretholde illusionen om, at man var et ønsket barn. Man ser ikke sine forældrenes adfærd klart, og man benægter sin egen aggressivitet, men i løbet af et terapeutisk forløb bliver det almindeligvis sværere og sværere at bilde sig selv ind, at man ikke mærker den irritation, man mærker.
Mange klienter udtrykker, at de ikke orker at tale mere om deres barndom. Den er gennembearbejdet, mener de, men ofte vil sådan en konklusion og en eventuel kritik af forældrene ofte maskere en stadig pågående idealisering. Det, der er afgørende for helingen er, at forældrene ikke længere har nogen magt over det voksne barn, og at klienten føler sig fri til at leve sit eget liv – herunder fortælle sin livshistorie igen og igen uden at gøre den hverken bedre eller dårligere, end den var, og uden at bortforklare eller undskylde forældrene. Når man ikke længere føler skyld, dårlig samvittighed, angst eller vrede i samværet med sine forældre, eller ved at tænke på og tale om dem, er det et sikkert tegn på, at fantasitilknytningen er ved miste sin kraft. Når man er kommet dertil i sit liv, at man siger ja og nej ud fra, hvad man selv vil, og ikke ud fra hvad man forestiller sig forældre eller andre autoritetsfigurer ønsker. Først da er man helt fri.
Helingen ligger således i at opgive håbet om, nogensinde at få den savnede kærlighed, forståelse og respekt af sine forældrene. Når man skridt for skridt tillader sig at forlade sin indre destruktive verden, som hæmmer ens livsudfoldelse så fatalt – og endelig begiver sig ud i den virkelige verden, hvor det virkelig liv leves med virkelige mennesker.
Kilde
Robert Firestone: The Fantasy Bond