Denne artikel handler om parforholdets helende kvaliteter, og om hvorfor den vigtigste beslutning i livet, er valget af partner. Artiklen kommer ind på begrebet tilknytningstraume og betydningen heraf i parforholdet – og om hvordan parterapi baseret på viden om traume og tilknytning, kan assistere en transformation af et utrygt parforhold til en tryg base og en sikker havn. Artiklen bygger på bogen ”Emotionally Focused Couple Therapy with Trauma Survivors” af Susan M. Johnson.
Det vigtigste valg er valget af partner
Når vi forelsker os eller af andre grunde beslutter os for at danne par, træffer vi samtidig den enkeltstående, mest betydningsfulde beslutning overhovedet for vores fremtidige trivsel, sundhed og livskvalitet. For den vi vælger at leve og bo sammen med bliver det nærmiljø, der fremover vil forme vores hjerne og nervesystem. Det miljø, som Charles Darwin og senere John Bowlby, kaldte miljøet for evolutionær tilpasning.
Selv om vi er voksne, vil vi stadig, på et biologisk plan og efter evolutionære tilpasningsprincipper, udvikle os i forhold til, hvad vi tilbydes af stimulation, omsorg og menneskeligt samspil. Ligesom vil selv i parforholdet vil byde ind med forståelser, fortolkninger og adfærd, formet af vores oprindelige familie – den vi voksede op i som børn. Vi er i vid udstrækning, fordi vi er sociale, biologiske væsener, resultatet af relationer og interpersonelle samspilsdynamikker. Vi er grundlæggende vores relationer.
En betydningsfuld person ved vores side, som støtter op omkring vores personlige udvikling og læring, og som er der, når vi har brug for beskyttelse, sikkerhed og trøst, vil over tid give os en konsistent følelse af at være beskyttede og holdt af; at være betydningsfulde og værdige til kærlighed.
Når vi erfarer, at vi ikke behøver at kæmpe alene; at vi har en ved vores side gennem opture og nedture, så bliver verden et mere sikkert sted – også selvom vi måtte have traumatiserende oplevelser med i vores livsbagage. Når vi har en, som vi kan gå ind i mørket sammen med, når det omfavner os med al sin gru og rædsel, er der noget i os, der kan falde lidt mere til ro. Det er ikke godt for mennesket at være alene i mørket. Vi bliver alle stærkere af at være sammen med en, særligt når vi er sårede, for så er det kun kontakt med en anden betydningsfuld person, der kan hele os. Vi kan ikke klare det alene. Vi er ikke krokodiller.
Parterapi og traume
Mange med traumer fra fortiden lykkes desværre ikke med at finde en tryg og sikker partner. Det skyldes det evolutionære princip om, at vores hjerne automatisk søger miljøer og mennesker, der ligner vores opvækstmiljø, fordi det er sådanne omgivelser, hjernen har lært at fungere i. En utryg hjerne har flest velafprøvede strategier til utrygge omgivelser.
Tidligt traume øger således risikoen for retraumatisering, hvilket vil sige, at det oprindelige traume med alle dets intense sansninger af frygt, vrede, sorg og skam, kan vækkes igen og igen i nye kontekster. Traumet er ikke blevet fortid, selvom det rettelig set er overstået. Dette er eksempelvis kernen i PTSD gennem flashbacks, og står også som et centralt symptom i tilknytningstraume.
I utrygge familier med emotionelt inkompetente omsorgspersoner lærer man ikke at beskytte sig selv ordentligt eller at bede om hjælp og række ud. Man kan ikke bruge sine følelser som kompas for, hvad der er rigtigt eller forkert, og hjernen vil som ovenfor beskrevet have en stærk valens for at søge det velkendte igen og igen, også selvom det er forbundet med stor fare eller smerte.
Senfølger af barndomstraumer påvirker naturligvis et parforhold dramatisk, og selve forholdet kan risikere at blive retraumatiserende. Man gentager automatisk traumet i parforholdet, og hvis partneren ikke bliver en aktiv del af helingsprocessen, kan vedkommende ende med at blive en del af problemet.
Parterapi kan hjælpe et par med at skabe en mere positiv relation mellem sig og i deres familie. For at undgå yderligere traumatisering, må forholdet udvikles hen imod en mere sikker havn og tryg base. Når dette lykkes, kan et parforhold vise sig at være den ideelle kontekst for traumeheling, resiliens, sundhed og trivsel.
Traumeinformeret parterapi hjælper således ikke blot parret med at kommunikere bedre, men også med aktivt at hele tidlige traumer. Vejen ud af et tilknytningstraume og en utryg, måske desorganiseret, tilknytningsstil, mod det, man kalder tillært tryg tilknytning (Earned Secure Attachment), kan vise sig at være netop parforholdet – eventuelt kombineret med parterapi.
Ens partner er til stede i ens liv meget mere end en hvilken som helst terapeut. Det er ham eller hende, der er der om natten, når mareridtet spiller sig ud, eller ved familiefesten, hvor der rippes op i alle de gamle sår. For en hjerne, der skal heles og finde tilbage i balance, betyder tid, nærvær og stabilitet alt.
Et udviklingspsykologisk traumebegreb
Traume handler grundlæggende om at opleve livsfare, smerte og rædsel, der overvælder organismen. Det overvældende består typisk i, at der ikke er nogen muligheder for at undslippe; man kan ikke søge andres hjælp, man kan ikke flygte eller kæmpe. Man er fuldstændig prisgivet, alene og magtesløs – og det er som om, organismen giver op og indstiller sig på det værste, på at dø. Traume inducerer således intens frygt, smerte og underkastelsesrespons.
Et tilknytningstraume handler på samme måde om at være alene med ubærlig frygt og smerte. Det traumatiske udspiller sig i relationen mellem barn og omsorgsperson, hvorved barnet ikke kan søge beskyttelse eller trøst der, hvor det er biologisk hardwired til at søge hen – til forældrene. Barnet er fanget mellem både at søge væk og hen imod sine forældre.
Traumet kan have form af åbenbare krænkelser og voldelige overgreb, men behøver ikke at have det. Det, ikke at blive set, hørt, berørt eller omfattet med varme og respekt kan også være traumatiserende, fordi det er repetitivt og på et tidspunkt i livet, hvor hjerne og nervesystem er umodent, og fordi det sker i en betydningsfuld tilknytningsrelation.
Disse misafstemninger (også kaldet mikrotraumer) mellem barn og omsorgsperson, som i enkeltstående tilfælde ikke ville have været traumatiserende, bliver det, fordi de gennemsyrer samspilsdynamikken og grundlæggende er et udtryk for et defekt omsorgssystem hos forældrene – det vil sige mangelfulde empatiske evner og en alvorlig brist i mentaliseringskapaciteten. Barnet er afhængigt af en omsorgsperson, der ikke har den emotionelle kapacitet til at være en tilstrækkelig god forælder.
Det traumatiske er således sjældent den fysiske smerte, men den psykiske forbundet med det totale tab af sikkerhed og beskyttelse. Senere i livet vil man igen og igen vende tilbage til det helt uforståelige der skete; at det var ens egne forældre, der behandlede en så ukærligt og nedværdigende. Tilbage til den ufattelige smerte, der naturligvis er forbundet med at måtte se i øjnene ikke at være elsket og beskyttet. Spørgsmålet ”hvordan kunne de gøre det?” dukker op i bevidsthedsfeltet igen og igen, men kan ikke besvares tilfredsstillende. Det kan udelukkende accepteres, at det var sådan det var. Gennem denne accept bliver forløsningen af traumet langsomt en mulighed.
Tilknytningstraume er et resultat af en bristet tillid og et ødelagt tilknytningsbånd, og er desværre ikke ualmindeligt. Man antager eksempelvis, at at ca. 1/3 af alle kvinder som børn er blevet seksuelt chikaneret af et mandligt familiemedlem eller en nær bekendt af familien, og tæt ved halvdelen af befolkningen har et utrygt tilknytningsmønster i varierende grader.
Traumesmerte og symptomer
Tilknytningstraume, som også kaldes udviklingstraume eller komplekst traume, er som sagt resultatet af en ubærlig smerte, man må håndtere alene. Flugt eller kamp har typisk ikke været en mulighed, og man er således fanget i den smertefulde tilstand. Når dette opleves livstruende, overvældes organismen, og der kan indtræde stærkt forandrede bevidsthedstilstande i form uvirkelighedsfornemmelser, følelsesløshed, hukommelsesnedbrud, fragmentering, disorganisering og dissociation.
Disse biologiske nedbruds- og kaostilstande er organismens naturlige svar på livsfare, men såfremt de bliver kroniske, fanges man i en permanent overlevelsesrespons og kan ikke længere regulere sig selv. Dette kaldes hyperarousal. Man lever sit liv gennem overlevelsesadfærd. Traume er ofte forbundet med symptomer som:
– Følelsesmæssig genoplevelse og flashbacks
– Følelsesløshed, nedlukning og undgåelse
– Hyperarousal
– Dissociation
– Følelser af tomhed og meningsløshed
– Mangelfuld emotionsregulering
– Somatisering
– Selvdestruktiv, selvskadende adfærd
– Ekstremt selvhad
– Relationer præget af aggressivitet, mistillid, fremmedgjorthed, magtesløshed og isolation
– Nedlukket empati og mentaliseringsvanskeligheder
Traume og relationsstress
Mennesker, som har utrygge eller traumatiserende oplevelser med sig i livet, vil generelt opleve meget mere stress i parforholdet (relationsstress), og desværre også have færre ressourcer til at håndtere den stress. Hjerne og nervesystem vil konstant scanne for faresignaler (hypervagtsomhed), og det man leder efter, vil man typisk finde. Man vil således blive overoptaget af at finde tegn på, at ens partner er utroværdig og med stor sandsynlighed vil snyde, bedrage og forlade en.
Parterne vil derfor let fanges i dødelige dynamikker mellem tilnærmelse og tilbagetrækning, mellem angreb og beskyttelse. Man vil frygte både nærhed og intimitet, fordi man er overbevist om, man vil miste den igen. Og man vil frygte tab, svigt og separation, fordi det er det, hjernen forventer. Parforholdet lider under, at parterne ikke tør investere i et tillidsfuldt engagement i hinanden. Forholdet opleves utrygt og svingende, og er fyldt med en masse intense, negative følelser.
Det giver stor mening, at se en sådan destruktiv parfoldholdsdynamik som et resultat af, at den ene eller begge parter, har senfølger efter at være blevet følelsesmæssigt forladt tidligt i livet af en betydningsfuld omsorgsperson. Følelsesmæssig forladthed indebærer, at vores naturlige emotionelle behov ikke blev imødekommet, og vi var overladt alt for meget til os selv – fyldt med frygt, vrede og sorg. Tilknytningstraume skyldes således grundæggende tidlig følelsesmæssig separation og isolation. Man kunne også kalde det for et ensomhedstraume eller en forladthedsdepression.
Den eksistentielle oplevelse af traume er håbløshed, opgivenhed, magtesløshed, fortvivlelse, følelsesløshed, tomhed, forvirring, desorganisering, intense diffuse ubehagstilsande og en konstant proces med at holde indtrængende tanker, følelser og erindringer væk fra bevidsthedsfeltet. Der er tale om en altabsorberende indre tilstand, der medierer en specifik, korresponderende ydre adfærd, der svinger ustabilt mellem tilnærmelse og tilbagetrækning.
Parterapi på et tilknytnings- og traumeinformeret grundlag
Formålet med parterapi kan være mangfoldigt, men ofte har parterne brug for:
– En oplevelse af tryg og sikker emotionel samhørighed
– Et større emotionelt engagement
– Øget evne til at støtte hinanden
– Mere samarbejdskapacitet i stressfyldte situationer
– At kunne opdage og standse reaktive, gamle mønstre
– At kunne bruge hinanden til sund emotionsregulering
– At kunne mentalisere sig selv, den anden og forholdet
Fokus i parterapien er det interaktionssystem, parterne over tid har konstrueret mellem sig, og hvordan dette system opretholdes gennem parternes respektive, ofte meget forskellige, fortolkninger af, hvad der sker og hvorfor – fortolkninger som ikke nødvendigvis er objektive sandheder, men subjektive forståelser, ofte vrangforestillinger, opstået som en konsekvens af, at se verden og den anden gennem utrygge indre arbejdsmodeller.
Opgaven i parterapien er bl.a. at udvikle et narrativ, der indfanger parrets samspilsdynamik, og som integrerer den ene eller begges tidlige traumer i narrativet. Traumer som typisk handler om afvisning og tilbagetrækning, om uretfærdighed, svigt og vrede, om dyb ensomhed og følelsesmæssig forladthed. Et sådan narrativ kan give mening og forståelse, og åbne for et nyt håb for fremtiden. Parternes ofte uforklarlige reaktioner i stressfyldte situationer bliver mere forståelige og normale, når de ses i et tilknytningsteoretisk perspektiv.
Traumatiske hændelser i barndommen er ofte oplevet i ekstrem alenehed og isolation. Det er kun sammen med en venligtsindet, betydningsfuld anden, at traumet – det vil sige det, der skete for længe siden samt alle følelserne, tankerne og sansningerne forbundet med det – kan blive tolereret af organismen og integreret i den episodiske hukommelse som fortid. I stedet for et evigt smertefuldt nu, der som en slags tikkende psykologisk bombe, kan sprænge hver øjeblik det skal være, og dermed bane sig vej ind i opmærksomhedsfeltet og blive til et her-og-nu- traume igen og igen.
Når traume er involveret, er symptomerne på relationsstress ofte mere ekstreme og komplekse, og de destruktive mønstre sværere at gennemskue. Konfliktniveauet vil være betydeligt højere, og ofte vil der være involveret forskellige former for selvdestruktive handlinger i form af trusler samt voldsom, eventuel farlig adfærd. I utrygge forhold er der mere jalousi, mere drama og flere negative følelser. Det utrygge forhold er mere følelsesmæssigt højspændt på den dårlige måde.
I et parforhold, hvor en eller begge partner har et tilknytningstraume, er tilknytnings- og omsorgsbehovene større, men også mere fyldte med ambivalens. Man længes efter nærhed, men kan ofte ikke tolerere den. Der vil typisk også være en historik med forskellige, smertefulde tilknytningsbrud i relationen, som i sig selv også bidrager til frygt og intense følelser af svigt, ensomhed og afvisning. Det kan dreje sig om utroskab, men også andre handlinger eller mangel på samme, kan opleves som voldsomme svigt og brud på tilliden.
Det har stor betydning for parterapien, at begge parter helhjertet ønsker at arbejde med relationen. En part, som konstant projicerer alle problemer over på den anden eller på omstændigheder udenfor parret, som lyver og ikke vil fortælle, hvad der foregår på indersiden, som tilbageholder informationer, der kunne være relevante, og som ikke udtrykker eksplicit interesse og engagement i relationen, vil med stor sandsynlighed ikke være villig til at deltage i den nødvendige forandringsproces, som jo først og fremmest fordrer en selvforandring. Al relationel forandring starter med selvforandring.
Faser i parterapien
Typisk vil der være nogle faser i terapien, som gradvis træner parret i at tilnærme sig hinanden på ny og udvikle mere tillid.
Fase 1: Stabilisering
Den første og mest basale opgave er at skabe en sikker ramme for terapien. Terapeuten skal udvikle en tryg alliance med begge parter – ved at være empatisk og transparent, og ved at validere alle de oplevelser, følelser og tanker hos begge parter, som ikke har været valideret tidligere.
Dernæst må terapeuten samarbejde med begge parter om at formulere et mål for terapiprocessen, sådan at der er noget konkret og synligt at arbejde hen imod. Terapeuten kan fortælle om, hvordan processen vil komme til at foregå og dermed gør den mere gennemskuelig.
Det er også i denne fase, at terapeuten kan undervise parterne i, hvad traume er, og hvordan det påvirker en relation. Dette kaldes psykoedukation. I samme forbindelse starter også arbejdet med at observere og italesætte det emotionelle drama og den destruktive samspilsdynamik, der pågår mellem parterne, og som typisk også vil vise sig her-og-nu i terapien. Som vi har været inde på tidligere, vil der ofte være tale om en genkendelig dynamik, der veksler mellem protest og kritik efterfulgt af tilbagetrækning, nedlukning, selvforsvar og distance, som så fører til mere kritik.
Sammen med parterne reflekterer terapeuten de underliggende følelser bag adfærden og navngiver dem – sætter ord på og puster dermed liv i fragmenterede, marginaliserede og forsømte følelser. Terapeuten har overvejende fokus på de emotionelle responser, det vil sige de ofte ubevidste følelser, der ligger under adfærden, men som typisk ikke bliver italesat direkte. Bag kritik og bebrejdelser ligger der således typisk et desperat behov for at blive mødt og forstået, og bag en aggressiv tilbagetrækning ofte en smertefuld følelse af afvisning og af ikke at være god nok. Tilknytningsbehov og tilknytningsfrygt adresseres tydeligt, samtidig med at begge parters behov for og forsøg på at beskytte egen integritet valideres.
Terapeuten hjælper parterne med at processere følelserne uden at blive alt for overvældede, og kobler, hvor det er muligt, disse følelser til det oprindelige traume meget tidligere i livet. Dermed normaliseres de defensive handlinger. Det betyder ikke, at terapeuten godkender alle former for adfærd, men at vedkommende validerer alle de følelser, der medierer den uhensigtsmæssige adfærd i parforholdet. Partnerne kan således langsomt og sikkert begynde at tage ejerskab til deres følelser og handlinger. Validering er således helt afgørende – på den følelsesmæssige dimension – men ikke nødvendigvis på den adfærdsmæssige.
Første fase handler grundlæggende om stabilisering af parret ved at søge at få konfliktniveauet ned og øve parterne i at være med følelser, uden at blive overvældet af dem på sådan en måde, at de igangsætter adfærd, der skader relationen.
Fase 2: Rekonstruktion af relationen
Formålet med næste fase er at skabe en ny og mere konstruktiv samspilsdynamik mellem parterne med mere følelsesmæssige, sensitive responser. Parterne skal lære at tale fra et andet mere følelsesmæssigt autentisk sted, der stopper den destruktive samspilsdynamik. De skal lære hinandens sårbarhed at kende – og at være mere følsom med den andens følsomhed.
De skal lære at sige mere ærligt, hvad de har brug for, og hvad ikke vil være med til – og dermed langsomt begynde at blive den person, de gerne vil være. Det tager tid og fordrer daglig træning at være i relationen med en øget grad af ægthed og sårbarhed, men det er helt afgørende, at parret erfarer, at det er muligt at begynde at have mere tillid til hinanden og tage nye chancer med hinanden.
Fase 3: Integration
Denne fase handler om øget integration på flere niveauer.
For det første skal parterne individuelt begynde at se og mærke sig selv mere tydeligt og tage alle aspekter af selvet til sig i udformningen af en identitet, der ikke er traumebåret, men funderet i en stæk fornemmelse af, man ved hvem man er, hvad man kan og vil.
For det andet skal parrets stigende erfaringer med at bryde den destruktive, defensive dynamik integreres i en ny forståelse af, hvad parforholdet er og betyder for dem begge. At de er et team, der arbejder sammen, hjælper og beskytter hinanden – at de ikke er hinandens værste fjender, men hinandens mulighed for heling af gamle tilknytningstraumer. Hinandens unikke mulighed for at få den varme, støtte og omsorg, de også skulle have haft som børn, men ikke fik. I terapien arbejdes der således vedvarende på udfærdigelse af et nyt narrativ om, hvordan parret i løbet af processen har udviklet sig og kæmpet på samme side mod fortidens spøgelser.
Parterne kan i denne afsluttende fase selv intervenere i samspilsdynamikken, uden ret meget støtte fra terapeuten. Det handler dog mindre om teknik og kommunikations- eller problemløsningsfærdigheder end om emotionsregulering. Sagen er, at når frygtniveauet falder, kan alle de færdigheder, som parterne allerede har, langt bedre komme i spil. Når de ikke hver især føler sig truede og i fare, kan de meget bedre se tingene fra hinandens perspektiv og deltage aktivt i at formulere hensigtsmæssige løsninger og strategier.
Terapeuten hjælper også i denne fase parret med tilknytnings- og omsorgsinteraktioner, og bliver ved med at italesætte, at de har brug for hinanden, at de kan være der for hinanden og sammen bryde relationsmønstre, som ikke som sådan har noget med dem som par at gøre, men som stammer fra dysfunktionelle interaktioner med betydningsfulde omsorgspersoner tidligt i livet.
Terapien afsluttes først, når forholdet er blevet en mere tryg base og sikker havn for begge parter. Det siger næsten sig selv, at når parterapi også fungerer som traumeheling, tager processen længere tid. Den største risiko mod et succesfyldt forløb er ofte, at parterne hurtigt får det bedre og stopper terapien – uden at de nye samspilsdynamikker er ordentligt integrerede i parrets hverdag.
Kilde
Susan M. Johnson: Emotionally Focused Couple Therapy with Trauma Survivors