Denne artikel handler om, hvordan frygt for nærhed, intimitet og følelsesmæssig åbenhed, kan komme i vejen for, at vi kan finde ind i et stabilt og trygt parforhold. Frygten for nærhed vil ofte være uerkendt og have dybe rødder i den tidlige tilknytning til vores omsorgspersoner i barndommen – og alligevel vise sig tydeligt i den måde, vi kommunikerer på i parforholdet og i de valg vi tager, eller føler os nødsagede til at tage. Frygten for nærhed kan have mange ansigter; når vi trækker os følelsesmæssigt for eksempel, eller når vi lukker ned, undgår berøring og sex, fantaserer om den eneste ene, kritiserer og holder kærlighedstilkendegivelser tilbage. Artiklen belyser de destruktive parforholdsdynamikker gennem udviklingspsykologi og tilknytningsteori – og tager sit afsæt i bogen ”Fear of Intimacy” af Robert Firestone.
Internalisering, selvbillede og skamidentitet
Den måde, vores omsorgspersoner så os på, da vi var børn, bliver langsomt men sikkert den måde, vi også ser os selv på – vores selvbillede. Vi internaliserer både den positive og negative feedback, vi modtager på vores eksistens og egenart fra livets begyndelse. Det lille barn ved ikke, hvem det er, men må erfare dette, ved at blive responderet på af sine nærmeste omgivelser. Møder vi et mildt og venligt blik, som fortæller os at vi elskelige og værd at være sammen med, eller møder vi foragt, kritik og fjendtlighed? Møder vi hjælpeløshed og afmagt i blikket? Møder vi overhovedet et blik og et ægte engagement, eller er vi overladt følelsesmæssigt til os selv?
Den positive feedback bliver til selvværd, integritet og autenticitet, mens den negative bliver til ikke-integrerede dele af vores personlighed – fritsvævende selvfragmenter, som vi foragter. Det negative, fjendtlige, ligeglade, hjælpeløse eller fjerne blik fra omsorgspersonen bliver til selvhad, selvkritik, skyld og skam – og til falske overbevisninger om, hvem vi er og ikke er. Til skam- og stolthedsbaserede identifikationer, der ikke har rod i vores essens, men noget vi er blevet påført mod vores vilje og til skade for vores sundhed og trivsel.
Når vores selvbillede grundlæggende afspejler fortidens negative feedback, som vi ofte ikke har klare erindringer om, oplever vi os typisk forkerte, defekte, mærkelige, onde, egoistiske, svage, sarte, uværdige og uelskelige. Vi skammer os over os selv, og den skam forhindrer os i at se både os selv og vores partner klart.
Når vores selvbillede er koblet tæt sammen med skamfølelsen (skamidentitet), må vi nødvendigvis møde omverdenen med frygt, mistillid, skepsis, paranoia og misundelse. Når vi har lært at forvente det værste i tætte relationer, begynder vi at frygte nærhed. Det kan ikke være anderledes. Vi er fra naturens side designet til at frygte det, som truer os. Frygten for nærhed er gift for vores relationer – for os selv og for den anden.
Frygten for separation og afvisning
Kerneproblematikken i et dysfunktionelt parforhold er ofte en fobisk intolerance overfor nærhed og intimitet baseret på de negative selv- og andrebilleder. Vi er overbeviste om, at vi ikke kan have tillid til den anden, og vi synes, vi kan finde beviser på det – igen og igen. Vores øjne ser kun det, sindet er villig til at opfatte.
Når vi frygter nærhed, vil vi ofte have udviklet forskellige selvbeskyttelsesstrategier, så vi på den ene side kan få opfyldt nogle basale behov, uden at vi på den anden side giver os hen til en anden person. Man udvikler en indadvendt, indskrænket og defensiv livsstil, hvor man lukker af for omverdenen og lukker ned for sine autentiske indre tilstande – dette kaldes på engelsk for ”numbing”. Man beskytter sig ved ikke at engagere sig fra hjertet.
Man har måske en fortælling inde i sig selv om, at hvis man undlader at gå all in, underlader at have behov og ønsker, holder sig tilbage og passer på med sine kærlighedsytringer, er man bedre rustet til den afvisning og tab, man frygter så desperat. I stedet kan man nære sig ved fantasier om perfekte relationer, der ikke findes; ved fantasier om alt det, den anden skal gøre anderledes, for at det kan blive godt.
Når man, grundet sin utrygge tilknytning tidligt i livet, har lært at frygte ensomhed, afvisning, sårbarhed og at blive emotionelt forladt, beskytter man sig naturligt nok sig mod denne potentielle smerte ved at holde sig selv tilbage; ved at tilbageholde sit autentiske engagement i verden og andre mennesker. Man anklager i stedet både sig selv og den anden.
Når man som barn har man oplevet separationsangsten og smerten ved reelt at blive emotionelt forladt, vil man som voksen undgå denne smerte igen – for enhver pris. Men det strider mod vores evolutionære arv og biologi, fordi vi er hard-wired til tillid, nærhed og tæt kontakt med de andre i flokken.
Vi har i den utrygge tilknytning på den ene side udviklet os sådan, at vi er blevet tilbageholdende med at give en anden betydningsfuld person en chance for at gøre os sårbare, men vi kan på den anden side ikke slippe for instinktet til kontakt og samhørighed. Man spændes således smertefuldt ud mellem det, man både frygter og savner mest; mellem den indlejrede viden i vores DNA, om at tæt kontakt med et andet menneske er roden til den største glæde, og det vi har erfaret gennem samspillet med vores omsorgspersoner, at kontakt også er roden til den største smerte.
Selvsabotage
Skamidentiteten – som ikke handler om, at man reelt har noget at skamme sige over, men om at man gennem tidlige, toksiske projektive identifikationer er blevet påført et selvbillede, der ikke er sandt – trues af varme og venlighed. Der kommer en voldsom indre konflikt, når man i en betydningsfuld andens blik, opfattes som værdig og elskelig, for det strider mod alt, man har erfaret om sig selv. Og mere end det, det truer det Bad-Child-Good-Parent tankesystem, man opfandt i barndommen, for ikke at behøve at erkende omsorgspersonens manglende empati og kompetence. Det er bedre at være uelskelig end uelsket.
Paradoksalt nok holder vi mennesker fast i skamidentiteten for enhver pris, også når vi for længst er blevet voksne. Man tør ikke at sænke sit forsvar og give sig tillidsfuldt hen, og man vil heller ikke. For hvad vil det sige om vores omsorgspersoner, hvis vi er værdige til kærlighed, og de ikke gav os den. Som voksen vil man derfor ofte ubevidst arbejde på, at ens partner skal tilbagereflektere den skamfyldte identitet; man vil med ens væren-i-verden sikre, at ens partner bliver negativ, kritisk og fjendtlig eller trækker sig væk fra en.
Det er ikke svært at få nogen til at blive defensive, man skal blot behandle dem uempatisk. Man kan kritisere og bebrejde, man kan straffe med tavshed, man kan true med at gå, man kan blive hjælpeløs og uansvarlig, man kan lade være med at sige, hvad man har brug for og insistere på, at den anden skal gætte det. Man kan dominere og styre. Man kan lukke af for de kærlige følelser, trække sig væk, undgå berøring og sex.
Fremfor at tage den andens kærlighed som et bevis for, at vores omsorgspersoner tog fejl, holder vi fast i selvhadet, og beder vores partner om at gå med i den destruktive dans. Det er nemmere for os, at holde fast i det velkendte, end at forandre forkerte antagelser – fordi det var selvsamme antagelser, der gjorde det muligt for os at komme igennem den kærlighedsløse barndom. Selvbeskyttelsesstrategier er vanskelige at slippe, når først de er blevet integrerede i vores personlighed.
Skammen tåler ikke det venlige blik, og skamidentiteten kommer under massivt pres, når vi møder en, som siger ”jeg elsker dig”. I mødet med en venligsindet person, i parforholdet, ligger der et stort helende potentiale af fortidens traumer og en mulig støtte til, at man stille og roligt kan opgive sin restriktive, selvkritiske og begrænsende livsform. At man kan tage hele sig selv til sig og vikle sig ud af et selvforhold, der intet godt har at byde på.
Den destruktive dans i parforholdet
Mennesker med en utryg tilknytning har en smertelig tendens til at søge en partner, der ligner en betydningsfuld men emotionel ustabil forælder – og i parforholdet at udleve sammenlignelige følelsesmæssige dramaer. Det er ikke noget, vi gør med vilje. Det sker, fordi det er sådan, vores hjerne indrettet. Den foretrækker det velkendte, og den søger mod de omgivelser, den er formet ud af. Den utrygge hjerne søger utrygge omgivelser.
Når begge parter i et forhold lever med en ubevidst frygt for nærhed, bliver relationen meget nemt et emotionelt drama på liv og død. Man føler sig sårbar. Man kan ikke udholde følelsen af at være afhængig, og man er konstant usikker på, om de behov, man har, er legitime. Man kan ikke give sig tillidsfuldt hen og må derfor bruge en masse energi på hele tiden at afkode, hvad der sker i den anden og i relationen. Man lever på randen af en psykisk katastrofe og frygter både den potentielle nærhed og tabet af den anden.
Emotionel Hunger
Når man er formet af en tidlig utryg tilknytning, tror man, at et emotionelt ustabilt og dramatisk parforhold er kærlighed. Man genoplever mange af de samme intense følelser som i barndommen – følelser af længsel, savn, skam og desperation – og forveksler dem kærlighed. Robert Firestone kalder disse smertefulde, tilknytningsrelaterede følelsestilstande for Emotionel Hunger. Emotionel Hunger er ikke kærlighed men senfølgerne af en følelsesmæssig udsultning i barndommen.
Emotionel Hunger sanses som en kronisk, dyb indre smerte og utilfredsstillethed. Man kan ikke finde ud af, hvad smerten handler om. Man leder desperat efter en forklaring i det ydre eller noget konkret, men faktum er, at smerten ikke relaterer sig til noget værende, men til noget, der ikke var. Hjernen har sværere ved at lokalisere det, der ikke var, end det der var, men Emotionel Hunger handler netop om alt det, der manglede i relationen med omsorgspersonerne, men som man ikke vidste, man skulle have.
Når man er barn, er mor, far og familien vores eneste standard for det normale. Er der mangel på følelsesmæssig tilgængelighed, tænker barnet typisk, at det er sådan, det er, at være familie. Eller barnet bliver overbevist om at, at det er så forkert, at det er umuligt for forældrene at udvise venlighed, forståelse og mildhed. Det forestiller sig, at det er dets egen skyld.
Senere i livet er der risiko for, at man finder en partner, der ligner en emotionel umoden forælder, fordi vedkommende passer til ens negative selvbillede og selvbeskyttelsesstrategier. Relation sikrer, at selvbeskyttelsesstrategierne kan fortsætte. Fremfor at finde en partner, der kunne lære os tryghed, søger vi typisk en ham eller hende, som kan blive beviset for, at vi ikke er værd at elske.
Man klynger sig derfor til destruktive relationer og lever med en masse negative konsekvenser af ikke at føle tillid, tryghed og autonomi. Det destruktive forhold er stærkt begrænsende for personlig læring og udvikling – både ens egen og ens partners. Man bliver ved man at blive bekræftet i det, man allerede ved: At kærlighed er smerte, og at man ikke er nok. Emotionel Hunger bidrager til regulær rædsel for aldrig at blive elsket og finde sand kærlighed – samtidig med at man selv saboterer alle chancerne.
Self-Nuturing og selvforsyningsfantasien
Når et barn lider under mangelfuld omsorg og emotionel næring søger det naturligt nok mod at stimulere sig selv – gennem dagdrømme, indre dialoger og fantasier. Denne selvstimulering (Self-Nuturing) er roden til en primær fantasi, der handler om, at man ikke behøver nogen tæt på sig følelsesmæssigt, og at man kan klare sig selv. Det implicitte budskab i parforholdet bliver derfor: ”Jeg har ikke brug for dig”. Det er klart, at en kærlighedsrelation lider stor skade, når man ikke kan rumme oplevelsen af, at man har brug for den anden.
Når først barnet og senere den voksne har fundet en vis balance gennem selvforsyningsfantasisen, og foretrækker denne fremfor nære relationer i den virkelige verden, vil enhver forstyrrelse i det selv- og andrebillede, fantasien beror på, frembringe angst. Selvforsyningsfantasien forhindrer således, at man kan se et andet menneske klart og tydeligt: man ser først og fremmest risikoen for at blive forrådt og gjort fortræd, samtidig med man er overbevist om, at der findes en rigtig person, som man bare ikke har fundet endnu – nemlig den person, som aldrig vil såre en. Men sådan et menneske findes ikke. Vi sårer hinanden, det ligger i vores natur. Ikke fordi vi er onde, men fordi vi ikke kan se ind i et andet menneskes indre verden, og fordi vi ikke er fejlfri.
Når man fantaserer om lykken et sted ude i fremtiden med et idealmenneske, der ikke findes, forhindrer mig selv i at nyde livets virkelige situationer og relationer. Man misser de øjeblikke, hvor lykken reelt kunne have være taget ind for fuld udblæsning – man nyder ikke sin partner eller sine børn. Det er præcis sådan Emotionel Hunger bevæger sig gennem generationerne.
Fremfor at være med den sårbarhed, der kommer naturligt, når vi giver os hen til en anden, lever man på en følelsesmæssig tilbageholdende måde, hvor man holder på sin medfødte impuls til at give og modtage fra andre mennesker i denne her verden. Man hæmmer sit naturlige behov for kontakt, nærvær og samhørighed, fordi frygten for tabet trumfer.
Det barn, som udsultes følelsesmæssigt vil samarbejde med omsorgspersonerne, for sådan gør børn, men de oparbejder samtidig en betydelig frustration og vrede, som ikke kan udtrykkes. Når barnet ikke kan protestere og vende den sunde aggression udad, vender det den mod sig selv; så bliver vreden til selvhad og selvsabotage.
Pseudoaggression og psykisk terrorisme
Emotionel Hunger fører derfor typisk også til det, Robert Firestone kalder pseudoaggression, som handler om, at man ikke vil være ved sit raseri, men i stedet manipulerer og kontrollerer en anden person gennem trusler, tilbageholdelse og afvisning. Man signalerer igen og igen, at man ikke har brug for den anden. Man bruger vreden til at holde en usynlig men mærkbar afstand til partneren, som man ikke kan blive opdaget i, fordi det foregår så subtilt.
Når vi tidligt har lært, at vores unikke behov og ønsker er illegitime og egoistiske, ved vi som voksne ikke, hvad vi vil, hvad vi har brug for og hvem vi egentlig er. Vi har mistet kontakten med os selv, og dermed også evnen til at mentalisere vores partner. Vi kan ikke se, at vi selv bidrager til den destruktive dans i parforholdet.
Som Robert Firestone påpeger, er der grundlæggende tre måder at kontrollere en anden person på. Man kan mobbe, dominere og bruge magt, man kan true og skabe frygtreaktioner hos den anden, eller man kan trigge den andens dårlige samvittighed ved at bebrejde vedkommende sin egen ulykkelighed.
Der er tale om en slags psykisk terrorisme, hvor man græder, truer, selvskader, skælder ud, tier, er deprimeret, går og kommer igen og videre i den dur. Man kan således manipulere på mange subtile måder; gennem sammenbrud, dramaer, depression, straf, fortielse, ydmygelse, hjælpeløshed, trusler, tavshed, udelukkelse, løgn, snyd, passivitet og narcissistisk gråd, hvor man tyranniserer den anden med sin kroniske utilfredsstillethed.
Emotionel Hunger i parforholdet giver således anledning til megen smerte, forvirring og desperation. Man bliver holdt på afstand, straffet og kørt rundt i en følelsesmæssig karrusel uden begyndelse og uden slutning.
Det vigtigste valg er valget af partner
For langt de fleste mennesker er det et mål at finde en partner og at leve i et tilfredsstillende parforhold, hvor man kan give og modtage kærlighed. Det er helt fundamentalt for mennesket, fordi vi er et flokdyr, at opleve samhørighed og intimitet. Men det kan være svært at elske og udholde hengivenhed, hvis man tidligt i livet erfarede følelsesmæssig kulde og distance.
Det er således næsten umuligt at tage imod kærlighed, når den samtidig vækker ubevidste, tilknytningsrelaterede erindringer om frygt, smerte, skam og ensomhed – når vi genoplever den intense frustration, desperation og panik i parforholdet, som vi måtte gennemleve i barndommen.
Den måske vigtigste beslutning i vores liv er valget af partner. Oplevet succes eller fiasko i livet er i høj grad influeret dette valg. Der findes ikke én perfekt partner, men visse kvaliteter er vigtige. De handler om evnen til både nærhed og selvstændighed – herunder det at kunne udholde at være sårbar sammen med et andet menneske.
Kritiske, vrede, dominerende, hårde, dømmende, kontrollerende, passive, misbrugende, hjælpeløse, deprimerede, angste og mistroiske partnere leder næsten altid til frustration og et smertefuldt parforhold, mens åbne, ærlige, selvstændige, venlige, empatiske og fleksible partnere øger sandsynligheden for, at parforholdet vil trives.
Selvbeskyttelsesstrategier fra en utryg barndommen kan ødelægge og forgifte en voksen kærlighedsrelation på utallige måder; Når man holder fast i en form for sikkerhed ved at holde sig emotionelt tilbage, når man rigidt holder sig til sine egne rutiner og levergeler og egne måder at forstå og tænke på – så kommer der stor smerte og ensomhed, fordi man grundlæggende ikke evner at lære den anden at kende. Man kommer ikke tæt nok på.
Når man lyver, manipulerer og bedrager den anden, ødelægger man både sin egen og den andens virkelighedsopfattelse. Når man ikke kommunikerer klart og i stedet sender modsætningsfyldte signaler, skaber man forvirring og fremmedgjorthed. Det kan ingen kærlighedsrelation holde til.
Kærlighed, på den anden side, indbefatter at man kan glæde sig over den andens individualitet og at være sensitiv overfor den andens subjektive behov, følsomhed og sårbarhed. At man kan vise respekt for behov, der er anderledes end ens egne, og at man både kan sætte og respektere grænser uden at krænke den anden.
Kilde
Robert Firestone: Fear of Intimacy