Om hjernens evne til at hele sig selv – med lidt hjælp udefra
Denne artikel bygger på bøgerne ”The Brain That Changes Itself” og ”The Brain´s Way of Healing” af den amerikanske læge, psykoanalytiker og videnskabsjournalist Norman Doidge. Bøgernes omdrejningspunkt er fantastiske beretninger om, hvordan hjernen, selv efter alvorlige skader, kan hele sig selv. Noget man bare for få år siden, troede var umuligt. Dette er interessant for alle, som har smerter af enten fysisk eller psykisk art.
Norman Doidge har rejst til mange kontinenter, interviewet og fulgt nogle af verdens dygtigste læger indenfor neurovidenskaben – herunder forskere som er langt foran den gængse videnskab, og som bryder med alle stereotype ideer om, hvad der kan lade sig gøre.
Jeg introducerer i artiklen en række af Norman Doidges centrale pointer, men vil anbefale alle, som har sygdom, smerte og lidelse af enten fysiologisk eller psykologisk art tæt inde på livet, at læse bøgerne selv og eventuelt se dokumentaren om den første bog ”The Brain That Changes Itself” på YouTube .
Neuroplasticitet
Bøgerne bliver båret af fire gennemgribende pointer, som tilsammen udgør det, man kalder neuroplasticitet.
1 – Den første pointe er, at vores hjerne langtfra er færdigudviklet, når vi kommer til verden, således at den kan forme sig efter de omgivelser, vi skal vokse op og leve i. Vores hjerne udvikler sig ud fra, hvad den tilbydes af næring og stimulation fra vores nærmiljø, særligt i de første leveår. Vi kan i grove træk udvikle enten en overlevelseshjerne eller en udviklingshjerne – eller sagt på en anden måde; en støjende eller en rolig hjerne.
2 – Den anden pointe indbefatter videre, at hjernen er foranderlig og dynamisk hele livet. Den en ikke statisk, som man tidligere troede. Den kan både danne nye neuroner, nye synaptiske forbindelser og nye neurale kredsløb, hvilket er fundamentet for al udvikling og læring – og for heling.
3 – Den tredje pointe omhandler, at hver funktion og kropsdel ikke statisk har fået tildelt et fast område i hjernen. Der er naturligvis steder i hjernen, som har en særlig opgave som fx Brocas område, der i særlig grad medier vores sproglige formuleringsevne. Hjernens funktionsduelighed er mest af alt baseret på integration mellem de mange hjernestrukturer, mere end de enkelte strukturer i sig selv.
4 – Den fjerde pointe kommer fra reel erfaring med, at hjernen kan trænes og ikke mindst genoptrænes. Er der er sket en skade i hjernen, enten pga. en ulykke eller inflammation indefra, kan funktioner fra en dysfunktionel hjernestruktur delvist læres af andre nærtliggende strukturer. Hjernen kan kompensere.
Behandlingen halter efter videnskaben
Ideen om, at hjernen er plastisk, er gammel viden, men slog først for alvor igennem omkring 2007 i USA – uden at man på nogen måde kan sige, at betydningen af denne epokegørende viden har sat sine spor i den almene lægebehandling. Desværre. Det er stadig mest almindeligt at sige til patienter, som på den ene eller anden måde har beskadiget hjernen og nervesystemet, at der ikke kan gøres mere for dem efter den gængse, ofte helt utilstrækkelige genoptræning.
Derudover laver de fleste læger heller ikke en kobling mellem ubalance i hjernen og sygdomme, som der ellers er stigende videnskabeligt belæg for. Ligesom de ikke ser eller interesserer sig for forbindelsen mellem disse ubalancer og en utryg eller traumatisk opvækst.
ACE-undersøgelsen (Adverse Childhood Experiences) viser ellers en stærk sammenhæng mellem tidlig stres og en række somatiske sygdomme og psykiatriske diagnoser. Tidlig stress er toksisk for hjernen og skaber inflammatoriske indre tilstande, hvorved hjernen fejludvikles.
Bagsiden af neuroplasticitet
Bagsiden af neuroplasticitet er, at hjernen har en indbygget modvilje mod at give slip på det, den allerede har lært.
Man siger: ”Neurons that fire together, wire together”, hvilket betyder, at når der gennem utallige gentagelser af en given handling, fysisk som mental, er blevet skabt et neuralt netværk, vil det have en tendens til at blive mere og mere stabilt, som tiden går. Det kræver altså en ekstraordinær indsats at bryde med gamle mønstre, fordi de er selvforstærkende.
Det gælder både for det, vi almindeligvis forstår som kropslige symptomer som for eksempel smerter, og for mentale symptomer som eksempelvis angst og tvangshandlinger. Jo mere smerte eller angst vi oplever, jo stærkere bliver de respektive neurale netværk, der medierer disse oplevelser, og jo mere smerte eller angst, vil vi opleve. Symptomerne bliver over tid kroniske, og kommer til at fylde mere og mere i vores liv.
Use-it-or-loose it
Endvidere medfører hjernens plasticitet, at neuroner, som ikke bruges til noget, visner bort, hvorved andre hjernestrukturer, så at sige overtager pladsen. I et berømt forsøg syr en forsker to af en abes fingre sammen, så de kun kan bevæges samtidigt. Efter et stykke tid viser scanninger af abens hjerne, at de to fingres tidligere adskilte hjerneområder, kaldet Brain Maps, har fusioneret. Hjernen tror nu, at den kun har én finger. Da fingrene senere blev adskilt igen, kunne de kun bevæge sig samtidigt.
Man siger om hjernen, at den fungerer efter et ”Use-it-or-loose it” princip. Hjernen er således hele tiden optaget af at optimere sine processer og udnytte den begrænsede kapacitet bedst muligt. Hvis man ikke bruger dele af hjernen, visner de hen.
Learned no-use
Hvis man eksempelvis efter en hjerneblødning ikke kan bevæge den ene side af kroppen, vil hjernen efter et stykke tid lade de områder i hjernen (Brain Maps), som ikke bliver brugt, visne hen eller overgå til andre funktioner, og man vil som en konsekvens heraf få sværere og sværere ved at lære at bevæge de lammede legemsdele igen. Dette kaldes Learned no-use og er fatalt for rehabilitering.
Derfor handler det om, omgående om at genoptræne bevægeligheden i de lammede legemsdele, hvilket forskningen heldigvis viser os er muligt – også selvom der måtte være sket omfattende skade i respektive hjerneregioner. Bare der er en lille bitte smule at gøre godt med, kan der opbygges nye neurale netværk, ligesom andre nærliggende hjerneregioner kan rekrutteres til at deltage i opgaven – andre Brain Maps kan inddrages.
Dette kræver af gode grunde hård, intensiv træning efter en metode, man kalder Constraint-Induced Movement Therapy, udviklet af Dr. Edward Taub. Metoden indebærer, at man aktivt forhindrer patienten i at bruge den funktionsdygtige legemsdel, hvorved patienten ”tvinges” til at øve sig i at bevæge den ubrugelige arm eller ben. Gennem intensiv træning, mange timer dagligt, kan førligheden generhverves.
Hjernen optimerer og sparrer på energien
Princippet om Learned no-use gør sig globalt gældende i vores liv og tilværelse. Hvis vi eksempelvis sjældent er glade og således ikke aktiverer hjernens belønningsnetværk, visner det bort, og vi vil som en konsekvens heraf udvikle omfattende depression. Der er ingen grund til at opretholde en kapacitet for glæde, hvis ikke den udnyttes.
Det er indlysende, at mennesker, hvis hjerne af den ene eller anden årsag, ikke fungerer optimalt, og som har mistet betydningsfulde kompetencer, vil forsøge at finde en måde at kompensere herfor, som for eksempel at bruge højre hånd hele tiden, hvis venstre hånd ikke rigtig vil, eller være på vagt konstant (hyperårvågenhed), hvis frygtsystemet er blevet oversensitivt.
Men disse kompensatoriske strategier er typisk med til at forværre hjerneskaden, fordi princippet om Learned no-use betyder, at man yderligere svækker hjernen; man bliver dårligere til at bevæge venstre hånd i det første tilfælde og dårligere til at nedregulere frygtsystemet i det andet tilfælde.
Smerter bor i hjernen – Neuropathic Pain
Smerter er kroppens forsvarsadvokat. De kommunikerer til os, at vi skal tage os af en situation; at vi har en skade og skal bringe orden i den – tage os af den og os selv. Nerveceller fra det beskadigede sted sender besked om, det er her skaden er sket. Hjernen vurderer så beskedens alvor. Jo mere alarmerende skaden vurderes at være, jo større smerte oplever vi.
Nogle gange sker skaden ikke blot i væv men på selve de neuroner, der viderebringer smertemeddelelserne, og de kan gå amok. Neuroner og Brain Maps kan begynde at fyre ukontrollabelt, og forsætte med det længe efter, at det beskadigede væv er helet. Det kaldes Neuropathic Pain.
Smertefornemmelsen kommer således ikke fra vævet, men fra den neuronale aktivitet i sig selv. Over tid gør denne neuronale hyperaktivitet de implicerede hjernestrukturer hypersensitive, og vores smertetærskel nedsættes. Vi mærker mere og mere smerte, og der skal mindre og mindre til.
Smertehjernen
Det hjernen gør mest, bliver den bedst til. Hvis man for eksempel spiller klaver flere timer hver dag, bliver man bedre og bedre til det, hvilket beror på, at et stigende antal neuroner og Brain Maps involveres i processen. Man udvikler en hjerne, som tilpasser og former sig efter, hvad den bliver brugt mest til, og effekten af klavertræningen vil således kunne ses mange forskellige steder i hjernen. Man får en klaverhjerne.
Det samme princip gælder desværre også smerter eller angst. Kroniske smerter eksempelvis er udtryk for, at hjernen dels er forvirret, dels at stadig flere hjernestrukturer inddrages i smerteprocesseringen. Smerter bor således ikke i kroppen, men i hjernen, og når hjernen er dysfunktionel, giver det generelt intense ubehagstilstande. Man får en smertehjerne.
Den støjende hjerne
Norman Doidge kalder den dysfunktionelle hjerne for ”The Noisy Brain”. Der er i grove vendinger tale om en hjerne, som ikke fungerer optimalt; enten fordi den har en overdreven neuronal fyringsaktivitet eller en helt utilstrækkelig ditto – den er gået i dvale. Hjernen kan enten over- eller underperforme i forhold til den opgave, der skal løses. Den er kommet ud af balance, og kan derfor ikke længere sikre ligevægt (homeostase) i kroppen. Det føles som et intenst ubehag.
Dysfunktioner og støj i hjernen i hjernen kan skyldes mange ting. Man kan komme ud for en ulykke og pådrage sig kraniebrud, hjernerystelse eller lignende skader i hjernens materie. Dysfunktionerne kan også skyldes inflammation grundet en toksisk biokemi, hvor hjernen så at sige forgiftes. Man kan for eksempel have været udsat for farlige kemiske stoffer gennem sit arbejde, eller man kan være vokset op under forhold, der har været så skræmmende og utrygge, at stressresponsen permanent har været aktiveret (tidlig toksisk stress), hvilket også er giftigt, særligt for en ung og umoden hjerne.
En støjende hjerne skaber globale, komplekse, ubestemte, smertefulde ubehagstilstande og symptomer, der påvirker hele organismen – kroppen, sindet og det generelle velbefindende – og dermed også ens relationer. Norman Doidge beskriver en række sygdomme som et direkte resultat af en støjende hjerne – det gælder eksempelvis:
– Parkinsons sygdom
– Alzheimers sygdom
– Kronisk smertesyndrom
– Multipel Skelrose
– Endometriose
– Fibromyalgi
– Kronisk træthedssyndrom
– Autoimmune sygdomme
– Epilepsi
– Søvnløshed
– Autisme
– PTSD
– ADD
– ADHD
– Depression
– Angst
– OCD
For alle disse sygdomme/symptomer, og mange andre, gælder det, at årsagen med stor sandsynlighed skal findes i en dysfunktionel hjerne og nervesystem, og at der derfor nødvendigvis må skabes forbedringer i hjernens funktion, for at symptomerne kan ophøre. Medicin kan lindre, men ikke helbrede. Vejen til helbredelse går gennem fundamentale ændringer i hjernens måde at processere på. Dette er det helt epokegørende.
Hjernen er i kroppen
Neurovidenskaben er i fuld gang med at ændre den gængse opfattelse af sygdomme som enten somatiske eller psykiske. Denne sondring findes ikke i virkeligheden. Og hvis der er uoverensstemmelse mellem en teori og virkeligheden, kan man nok antage, at det er virkeligheden, der har ret.
Neurovidenskaben viser os, at mange sygdomme, hvis ikke de fleste, har rod i en støjende, dysfunktionel hjerne, og at hjernen endvidere må forstås som distribueret ud i hele kroppen. Den inkluderer således nervesystemet (det perifere og det autonome), muskulaturen, huden, hjertet, lungerne, indvoldene, de fem sansekanaler, hormonsystemet, immunsystemet og hele det indre biokemiske miljø formet af bl.a. neurotransmittere. En lille forstyrrelse et sted, kan skabe kaskader af ubalancer i det samlede biologiske system – og dermed symptomer.
Kanaler direkte ind i hjernen
Norman Doidge beskriver en række forskellige måde at intervenere direkte ind i hjernen på, med henblik på at stimulere, modulere eller nulstille den (resetting).
De fleste af de metoder, han beskriver, gør brug af energi i form af lys, lyd, vibrationer, elektricitet og bevægelse. Disse energiformer repræsenterer non-invasive måder at intervenere i hjernen på med det formål at vække hjernens egne iboende helingskapaciteter – uden bivirkninger vel at mærke.
Endvidere forklarer Norman Doidge, at en af de mest effektive teknikker til at stimulere eller modificere hjernens strukturer eller neurale aktivitet på, er selve det fænomen at fokusere tankerne på bestemte måder. Det kaldes også mindfulness. Denne viden har været kendt i årtusinder i Østen i form af traditionel kinesisk medicin, buddhistisk meditation og visualisering, yoga og kampsport, men den har ikke frem til nu været anset for videnskabelig i en vestlig forståelse.
Endvidere kan vi forstå psykoterapi som en måde at understøtte klientens måde at processere tanker, følelser og kropssansninger på med henblik på at skabe mere ligevægt og integration i den samlede organisme.
Neuroplastic Healing
Neuroplastiske tilgange til heling kræver patientens fulde viljesbestemte involvering i sin egen helbredelse – både kropsligt og mentalt. Og en indstillethed på at ville træne sin hjerne intenst og i lange perioder, ja måske resten af livet.
Det engelske ord ”heal” betyder ikke bare at helbrede, men at blive hel – at gøre noget helt igen, som har været fragmenteret. Dette taler direkte ind i det faktum, at hjernens funktionsduelighed beror på dens evne til at skabe integration – helhed.
Neuroplastic Healing handler grundlæggende om at skabe integration og balance i hjernen ved at udvikle nye neuroner, nye neurale netværk og afvikle gamle vaner. I nogle af de tilfælde, Norman Doidge beskriver, har patienten været nødt til at selv at opfinde metoder at hele sig selv på.
Der eksempelvis en gennemgang af en kronisk smertepatient, som bliver smertefri gennem selvopfundne visualiseringsøvelser, og en patient med Parkinsons sygdom, som lærer sig selv at kontrollere sine bevægelser gennem bevægelse med fuld bevidsthed kombineret med intens motion; ved at gå meget lange ture hver dag med en særlig form for mental opmærksomhed.
I andre tilfælde har patienten været så heldig at have fået oplysninger om metoder, som udføres af læger eller andre behandlere, og hvor der er blevet udviklet særligt udstyr til at stimulere hjernens iboende selvhelende mekanismer. Dette udstyr giver således hjernen en hjælpende hånd – en slags kickstart til at komme i gang.
Der er for eksempel beskrivelser af helbredelse eller lindring af autisme ved modifcerede lyde og musikterapi, brug af elektrostimulation på tungen til generhvervelse af balanceevnen efter en medicinforgiftning, afhjælpning af fantomsmerter ved spejlterapi, lindring af depression, angst, ADD, ADHD og epilepsi med neurofeedback og magnetisme (TMS – transcranial magnetic stimulation). Samt helbredelse af skadet væv og lindring af kroniske smerter med laserlys (Low-intensity laser treatment) og udbedring af seriøse kognitive problemer og kroniske smerter med Feldenkrais massage, og meget, meget mere.
Resetting the noisy brain
Norman Doidge har, efter at have set, oplevet og beskrevet de mange forskellige metoder og tilgange til helbredelse af forskellige sygdomme og symptomer, forsøgt at sammenfatte teknikkerne og forklare, hvad det er de gør og har til fælles, deres forskellighed til trods.
Først og fremmest samler han alle metoderne under begrebet Neuroplatistic Healing. Neuroplastic Healing indbefatter alle ikke-invasive metoder, som vækker, beroliger og assisterer en dysfunktionel hjerne.
Princippet on Learned no-use medfører, som vi tidligere har været ind på, at celler og neurale netværk bliver ”sovende” (going dormant), når de ikke anvendes, hvilket i øvrigt gælder som et universelt princip eller overlevelsesstrategi; når en levende organisme ikke kan tilpasse sig sine omgivelser på den naturlige, evolutionsskabte måde, visner den hen. Der er tale om en slags biologisk nedlukning, som kræver eksterne stimuli for at vågne igen (priming).
En støjende hjerne har problemer med synkroniseret neural fyringsaktivitet. Den er kommet ud af den naturlige rytme. Begrebet støj kommer fra de tekniske videnskaber og henviser til det, der sker i et system, der ikke kan kende eller genkende normale signaler, fordi de er for vage i forhold til den generelle baggrundsstøj. Der bliver intet at fokusere på, og så træder støjen frem.
I alle former for hjerneskader, vil der være neurondød (apoptose) og hvor de enten stopper med at sende signaler, eller bliver sovende. Sovende neuroner stopper ikke nødvendigvis med at sende signaler, men sender dem tilfældigt eller af en svagere styrke end normalt. Signalerne bliver irregulære og forstyrrer dermed alle andre neurale netværk, som de står i forbindelse med og skaber en kaskadeeffekt af støj og disharmoni – kaldet Brain Dysrhythmias. Når sunde neuroner ikke modtager signaler fra ødelagte neuroner eller modtager irregulære signaler, visner de også hen efter princippet om Use-it-or-loose-it, og hjernen disintegrerer.
Fem faser i Neuroplastic Healing
Norman Doidge foreslår, at der indgår fem faser i Neuroplastic Healing:
1 – Reparation af nerveceller (neuroner) og gliaceller (støtteceller)
Den generelle sundhed i nerveceller og gliaceller vil ofte være kompromitteret i den dysfunktionelle hjerne. Det kan skyldes inflammation, eller at de i er underskud af mineraler eller andre ressourcer. Her vil der ofte være tale om interventioner, der baserer sig på livsstilsændringer; at sove godt, spise sundt, motionere jævnligt og generelt restituere.
2 – Neurostimulation
Dette indbefatter at stimulere hjernecellernes fyrringsaktivitet med lys, lyd, elektricitet, vibration, bevægelse og mindfulness. Hermed understøttes over- eller underaktive neuroner til at genvinde deres synkronicitet, hvorved homeostase kan gendannes. Neurostimulation forbereder hjernen på at kunne danne nye neurale forbindelser.
3 – Neuromodulering
Neuromodulering virker ved at nulstille hjernens overordnede arousalniveau, ved at intervenere i to af hjernens subkortikale stukturer. Den første struktur kaldes Det Retikulære Aktiveringssystem (RAS) som er del af hjernestammen, men med forbindelser til mange områder i resten af hjernen. RAS sørger overordnet set for kroppens basale homeostase. Den anden struktur er det autonome nervesystem. Det ser ud til at de forskellige metoder virker ved at ”tænde for” den parasympatiske komponent i det autonome nervesystem, hvorved der skrues ned for støjen i hjernen. Dette faciliterer restitution og neuronvækst.
4 – Neurorelaxation
Når der er skruet ned for den sympatiske komponent i det autonome nervesystem, kan hjernen begynde at bruge den energi, der blev brugt til basale overlevelseshandlinger som trusselsmonitorering og fight/flight-aktiviteter, til at slappe mere af og etablere et bedre søvnmønster. Dyb søvn aktiverer bl.a. gliacellerne, som har til opgave at bortskaffe affaldsprodukter fra hjernen gennem cerebrospinalvæsken. Man ved, at for lidt eller for dårlig søvn ødelægger vitale hjernefunktioner og skaber en toksisk hjerne.
5 – Neurodifferentiering og læring
I denne sidste fase er hjernen mere stille og dermed klar til at lære og opbygge nye neurale forbindelser, hvilket kræver koncentrationsevne og opmærksomhed. Det er i denne fase, at nye kompetencer trænes intensivt.
Afsluttende bemærkninger
Det er desværre kun en brøkdel af den viden, Norman Doidge generøst deler ud af, jeg har mulighed for at gengive her. Derfor kan jeg kun anbefale dig at læse bøgerne selv. De bringer håb og optimisme med sig, og sætter en helt nye agenda for vores forståelse af smerte, sygdom og helbredelse.
Jeg planlægger at holde et seminar om Neuroplastic Healing. Hold øje på min hjemmeside eller tilmeld dig mit nyhedsbrev. Du er også velkommen til at sende mig en mail, hvis du kunne være interesseret i sådan et seminar.