Fantomsmerter

Smerter fra en barndom, der ikke længere findes

Denne artikel beskriver hvordan tidlig stress og traume fra en længst svunden barndom, kan fortsætte som en ubestemt, global og insisterende smertetilstand ind i voksenlivet. Jeg kalder denne smerte for traumesmerten. Traumesmerten har, ligesom fantomsmerter, rod i et fænomen, som ikke længere eksisterer.

Fantomsmerter

Fantomsmerter er et både fascinerende og skræmmende fænomen, for hvordan kan man have ondt i en fod eller en arm, som man ikke længere har, og hvordan kan man i det hele taget lindre sådan en smerte, når det, som var sygt eller gjorde ondt, allerede er amputeret?

Begrebet fantomsmerte beskriver således det fænomen, at man kan føle smerte i et fantomlem – det vil sige en legemsdel, man har mistet ved en ulykke eller amputation, eller som hænger livsløst på grund af afbrudte nerveforbindelser.

Op til 80% af alle amputerede patienter, føler smerter i den manglende del af deres krop efter operationen, og helt op til 95% får det, man kalder fantomfornemmelser – det vil sige virkelighedsnære fornemmelser af, at den amputerede legemsdel stadig eksisterer.

Smerter bor i hjernen

Det er hjernens alarm- og smertesystem, der forårsager smerteoplevelsen og ikke den fjernede legemsdel.

Tidligere troede man, at fantomsmerter opstod, når nerverne blev skåret over ved en amputation. Man mente, at de destruerede nerveender blev ved med at sende fejlmeddelelser til hjernen om, at den amputerede kropsdel stadig fandtes. Dette var før fremkomsten af moderne neurovidenskab.

Nu ved man, at det hovedsagligt er hjernen , der skaber den subjektive oplevelse af smerte. Den teori blev faktisk fremsat første gang allerede i 1965 af den anerkendte canadiske psykologiprofessor Ronald Melzack. Der er dog stadig ikke videnskabelig konsensus omkring fantomsmerter, men mange læner sig op af teorien om sensorisk feedback. Her forestiller man sig, at hjernen ved amputation af en legemsdel, modtager modstridende sanseinformationer, som i hjernens fortolkning bliver til smerte.

Således oplever mange amputerede, at fantomlemmet eksempelvis stadig kan bevæge sig. Når hjernen modtager disse bevægelsesinformationer, som dog ikke stemmer ikke overens med sanseinformationer fra øjnene, som jo ikke kan se fantomlemmet, forvirres hjernen. En amputation forstyrrer således hjernens ”landkort” over alle kropsdelene – på engelsk kaldet Brain Maps. En forvirret hjerne producerer stort set altid indre ubehagstilstande.

Spejlterapi

Spejlterapi har vist sig at have en gavnlig effekt på patienter med fantomsmerter. Det var den amerikanske læge og forsker Vilayanur Ramachandran, leder af Center for Hjerne og Kognition ved University of California, der tilfældigt opfandt spejlterapi-metoden. Han modtag tilbage i 1993 en patient, som havde mistet sin arm ved en trafikulykke, og som de sidste 10 år havde været plaget af fantomsmerter, som hverken medicin eller operationer havde kunnet lindre.

Ramachandran satte et spejl op foran patientens brystkasse, hvorved patientens raske arm blev reflekteret i spejlet. Fra patientens synsvinkel så det ud som om, han havde to arme igen. Herefter blev patienten bedt om at bevæge sine fingre, og han oplevede mirakuløst – understøttet af den visuelle feedback fra spejlet – det som om, at fantomarmen vitterligt bevægede sig. Det medførte, at patienten selv kunne lette smerten ved motorisk at bevæge fingre og arm, fordi han oplevede, at smerten stammede fra fantomarmens fastfrosne og sammenknugede tilstand.

Med spejlterapi forsøger man således at rekonstruere hjernens langkort over kroppen og give den overensstemmende sanseinformationer, hvorved smertekredsløbet kan deaktiveres.

Traumesmerter

Jeg bruger begrebet traumesmerte til at beskrive de komplekse smertetilstande, som kan opstå i voksenlivet som en direkte konsekvens af kronisk stress og traume i barndommen – forårsaget af handlinger, undladelse af handlinger eller trusler om handlinger fra en forælder eller omsorgsperson, som skader barnet eller medfører risiko for skade. Den internationale ACE-undersøgelse (Adverse Childhood Experiences) opererer med fire overordnede kategorier af omsorgssvigt:

Fysisk mishandling – omfatter fysisk magtanvendelse så som at slå, sparke, ryste og brænde barnet eller lignede fysiske overgreb.

Seksuelt misbrug – omfatter involvering af barnet i alle former for seksuelle handlinger og aktiviteter.

Emotionelt omsorgsvigt – omfatter alle former for adfærd, der skader barnets selvværd og psykologiske sundhed, herunder mobning, brug af øgenavne, ignorering, udskamning, tilbageholdelse af kærlighed samt trusler og verbale angreb.

Forsømmelse og vanrøgt – omfatter forældres eller omsorgspersonens manglende evne til at møde barnets basale behov, herunder behov for husly, mad, tøj, uddannelse og adgang til læge, tandlæge mm.

Traumesmerter er, ligesom fantomsmerter, intense smerteoplevelser, som vedvarende skabes i hjernen på grund af neurologiske forstyrrelser. I tilfældet fantomsmerter grundet amputationen af en legemsdel. I tilfældet tilknytningstraumer grundet omfattende dysfunktion i hjernen og nervesystemets regulerende netværk skabt af kronisk toksisk stress og permanent hyperarousal.

I relation til fantomsmerter er hjernen forvirret med hensyn til, om fantomlemmet eksisterer eller ej. Når det drejer sig om tilknytningstraumer ved visse dele af hjernen (hjernestammen og den limbiske hjerne) ikke, at barndommens opvækstmiljø ikke længere er eller behøver at være en realitet. Hjernen har formet sig som en overlevelseshjerne, og sådanne medierer altid voldsom frygt og intense ubehagstilstande. Toksisk stress (permanent overdosis af stresshormoner) tidligt i livet påvirker hjernens størrelse, dens strukturer og dens funktionsevne negativt.

Komplekse psykosomatiske smerter

Traumesmerte er et samlebegreb for alle former for smerte, et tilknytningstraumatiseret menneske kan lide under. Traumesmerten er typisk både psykologisk og fysiologisk. Der er tale om en ubestemt men global form for smerte, som transcenderer hele livsrummet – kroppen, psyken og relationerne til andre mennesker.

Ifølge ACE-undersøgelsen, som man kan læse mere om på min blog, er der en tydelig og videnskabelig underbygget sammenhæng mellem tilknytningstraume og en række forskellige symptomer og sygdomme – både fysiologiske og mentale. Symptomer, der ligesom ved fantomsmerter, producerer komplekse kroniske smertetilstande uden at der nødvendigvis kan stilles en entydig diagnose, og uden at der kan genereres pålidelige årsags-virkningssammenhænge. Man lider, uden rigtig at vide hvorfor man lider.

En dysreguleret hjerne producerer kontinuerligt intense smerteoplevelser. Dette kaldes i hverdagssproget for kroniske smerter. På grund af hjernens neuroplasticitet er det sådan, at jo mere smertekredsløbet (The Pain Circuit) er aktivt, jo mere sensitivt bliver det, og kommer over tid til at optage mere og mere plads i hjernen, hvorved stadig flere hjernestrukturer involveres i smerteprocesseringen. Smerte bliver til mere smerte.

Kroniske smerter udtrykker en alvorlig dysregulering i hjernens alarmsystem, smertekredsløb og andre regulerende netværk – herunder særlig immunsystemet.

Mystiske smerter og autoimmune sygdomme

Ligesom det kan være svært at forholde sig til fantomsmerter, fordi de grundlæggende virker uforklarlige og absurde, er det også intellektuelt udfordrende at forstå kroniske smerter, psykisk lidelse og mærkelige sygdomme, som ikke rigtig kan forklares.

Man kan eksempelvis ikke gennem lægeundersøgelse, laboratorieprøver, røntgen, scanninger eller lignende påvise årsagen til symptomerne, og derfor ved man heller ikke rigtig, hvordan man skal behandle dem. Der er typisk tale om sammensatte, komplekse symptomer uden en verificerbar årsags- virkningssammenhæng.

Autoimmune sygdomme er et eksempel på sådanne sygdomme. En autoimmun sygdom karakteriseres ved, at immunsystemet angriber kroppen og ødelægger sit eget væv og celler, ligesom der vil ofte være tale om kroniske infektioner og betændelsestilstande forskellige steder i organismen – særligt i væv, organer, led og muskler.

Der findes mere end 80 autoimmune sygdomme, som giver meget meget forskellige symptomer, men de skyldes alle sammen et defekt immunforsvar. Autoimmune sygdomme er i udgangspunktet kroniske og kan ikke helbredes, men i bedste fald lindres. De mest almindelige er psoriasis, lavt eller højt stofskifte, kronisk inflammatorisk tarmsygdom, leddegigt, sukkersyge, og sclerose.

Et dysfunktionelt immunforsvar er skæbnesvangert for helbred og trivsel, fordi immunsystemet, som jo er beregnet til at beskytte kroppen, i stedet begynder at angribe kroppen. Kroppen destruerer sig selv.

Smerter fra en forsvunden barndom

Flere videnskabelige undersøgelser i kølvandet på ACE-undersøgelsen har fundet en overbevisende sammenhæng mellem tilknytningstraumer og autoimmune sygdomme.

Jo mere toksisk stress (høje doser af stresshormoner) en person har været ude for tidligt i livet, jo større er sandsynsligheden for senere at blive diagnosticeret med en autoimmun sygdom, og har man først udviklet én autoimmun sygdom, stiger risikoen markant for at udvikle flere.

Autoimmune sygdomme rammer kvinder hyppigere end mænd, hvilket korrelerer med, at piger oftere end drenge oplever alvorlig børnemishandling, særligt i form af seksuelt misbrug og voldtægt i familien.

Udover de autoimmune sygdomme er der en række andre sygdomme og tilstande, som har tæt sammenhæng med tilknytningstraumer:

– Forhøjet blodtryk
– Forhøjet kolesterolniveau
– Leversygdomme
– Iskæmisk hjertesygdom (åreforkalkning af hjertet)
– Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL)
– Kræft
– Overvægt
– Spiseforstyrrelser
– Depression, angst og andre psykiske lidelser – herunder PTSD
– Alkoholisme og andet misbrug – herunder rygning

Herudover kan nævnes:

– Migræne
– Fibromyalgi
– Kronisk træthedssyndrom (Chronic fatigue syndrome)
– Tyktarmskatar (Irritable Bowel Syndrome)
– Kronisk smertesyndrom
– Somatiseringstilstand
– Duft- og kemikalieoverfølsomhed
– Kronisk piskesmæld

Bodily Distress Syndrome

Når der ikke kan stilles en entydig medicinsk eller kirurgisk diagnose, der kan forklare et menneskes symptomer, sammenfattes de ofte under betegnelsen funktionelle lidelser eller medicinsk uforklarede lidelser. Eller man mistænker patienten for at lide af hypokondri.

Flere steder i udlandet har man samlet de uforklarlige og diffuse smertetilstande under samlebetegnelsen Bodily Distress Syndrome (BDS), som endnu ikke er oversat til dansk.

Symptomer ved BDS er bl.a:

– Hovedpine
– Smerter i ryg, muskler og led
– Maveproblemer
– Åndenød
– Voldsom træthed

Lægeligt erkendes det, at stress, overbelastning og traume kan øge risikoen for BDS, og sammenhængen mellem de ovennævnte symptomerne og tilknytningstraumer er efterhånden ganske evident – om dette stadig ikke er særlig udbredt viden i sundhedssystemet. Det hører således stadig til sjældenhederne, at lytte til en patients livshistorie.

Helbredelse gennem Neuroplastic Healing

En dysreguleret hjerne, som medierer kroniske smerter, bliver over tid mindre og mindre i stand til at fungere normalt, fordi smerteprocesseringen overtager mere og mere plads i hjernens strukturer. Dette neuroplastiske fænomen kaldes også Wind-up Pain, og udtrykker smertereceptorers overtagelse af nærtliggende hjernestruturer. Hjerneforskning har således vist, at der involveres flere og andre hjerneregioner til smerteregistrering hos personer med eksempelvis BDS end hos raske, og smertetærsklen forandres også.

Det er indlysende, at mennesker, der lider under traumesmerter, ønsker at lindre såvel de psykologiske som fysiologiske lidelsestilstande med smertestillende medicin, men neurovidenskabelig forskning viser, at dette ikke er vejen frem. Derimod skal hjernen trænes og genvinde sin funktionsduelighed – også kaldet neurostimulering eller Neuroplastic Healing – og dette er heldigvis muligt på grund af hjernens neuroplasticitet.

I sine bøger: The Brian That Changes Itself – Stories of Personal Triumph from the Frontiers of Brain Science og The Brain´s Way of Healing – Stories of Remarkable Recoveries and Discoveries, fortæller den amerikanske psykiater og psykoanalytiker Norman Doidge om, hvordan hjernen er i stand til at hele sig selv. Han tager udgangspunkt i en række konkrete eksempler, og interviewer både patienter, læger, psykiatere, psykologer, og andre behandlere samt ikke mindst nogle af verdens bedste forskere.

Hjernen kan trænes på utrolig mange måder. Nogle af de metoder Norman Doidge beretter dybtgående om er visualisering, meditation, neurofeedback, specialudviklede computerspil, kropslig motorisk træning og bevægelse, berøring, musik, lyde, vibrationer, elektricitet, lys, spejlterapi og psykoterapi.

At redde sig selv

Der er ingen nemme eller hurtige veje ud af traumesmerter. Alle de metoder Norman Doidge beskriver, er mentalt krævende, tager lang tid og kræver mange gentagelser, motivation og viljestyrke. For mennesker med traumesmerter er første skridt derfor, at blive villig til at tage det fulde ejerskab til egen helbredelse. Alle de metoder Norman Doidge fortæller om, gør om med ideen om, at nogen kan redde en. Man kan kun redde sig selv, men man kan med fordel sørge for at få gode hjælpere med på rejsen. Den gode nyhed er til gengæld, at man ikke er uhelbredelig.

Referencer

Norman Diodge: The Brian That Changes Itself – Stories of Personal Triumph from the Frontiers of Brain Science

Norman Doidge: The Brain´s Way of Healing – Stories of Remarkable Recoveries and Discoveries

Donna Jackson Nakazawa: Childhood Disrupted – How your Biography becomes your Biology, and how you can heal