Om at vokse op i en emotionel dysfunktionel familie
Denne artikel handler om det følelsesmæssige omsorgssvigt – på engelsk kaldet Emotional Neglect eller Enmeshment. Dette omsorgssvigt kan være utrolig svært at få øje på og forstå, fordi det ikke så meget handler, om hvad forældrene gjorde, men om alt det, de ikke gjorde. Konsekvenserne af den særlige familiedynamik, der præger sådan en familie, som jeg også kalder en symbiotisk familie, bliver til gengæld både synlige og massive i voksenlivet – i form af angst, stress, depression og ensomhed samt en eklatant mangelfuld evne til at udtrykke egne behov og sætte sunde grænser. Artiklen bygger på Lindsay Gibsons fremragende bog: Adult Children of Emotionally Immature Parents.
Følelsesmæssigt umodne forældre
Følelsesmæssigt umodne forældre er grundlæggende usikre forældre med et utrygt tilknytningsmønster. De har vanskeligt ved at rumme intense følelser og bliver let overvældede, bange, vrede eller ulykkelige. Barnet erfarer, at det ikke kan udtrykke sine autentiske ønsker, behov, følelser, tanker og meninger, uden at det risikerer at vække forældrenes negative reaktioner. Barnet lærer således tidligt i livet at holde betydningsfulde aspekter af sig selv nede og fokuserer i stedet på forældrenes humør og stemninger.
Markører på emotionel umodenhed
Den ene, men ofte begge forældres emotionelle umodenhed kan vise sig på utrolig mange måder og i varierende grader, men som en fællesnævner kan nævnes, at de ofte:
– Er selvoptagede, afvisende, fraværende eller defensive
– Benægter, fortrænger eller fordrejer virkeligheden
– Ikke kan rumme, høre på eller tale om intense følelser
– Har en utrolig lav stresstolerance
– Inducerer skyld, skam og dårlig samvittighed i barnet
– Ikke kan mentalisere sig selv eller barnet
– Ikke kan sige undskyld eller bede om tilgivelse
– Ikke kan ikke se verden fra barnets perspektiv
– Ikke kan sætte egne behov til side og imødekomme barnet
– Ikke er der for barnet på et stabilt, trygt og følelsesmæssigt plan
– Forventer følelsesmæssige ydelser/modydelser fra barnet
– Har en meget begrænset kapacitet til at elske barnet på en sund måde
De fleste emotionelt umodne forældre har ingen ide om, at den måde de interagerer med barnet på er dysfunktionel. De ved ikke, hvordan de påvirker deres barn. Ikke fordi de ikke har mulighed for det, men fordi al form for selvindsigt, selv-refleksion og mentalisering holdes borte fra opmærksomhedsfeltet af defensive grunde. De magter ikke at forholde sig til hverken sig selv eller barnet på en realistisk og moden måde.
Hvis man eksempelvis klynger sig til ideen om, at man er en god forælder, og ikke kan rumme de følelser, der måtte opstå i kølvandet af at give plads til flere nuancer i eget forældreskab, har barnet ingen mulighed for at ytre sig selvstændigt om, hvad der er godt og ikke godt. Det vil nemt opleves som en uudholdelig kritik for forælderen, som derfor vil modsætte sig barnets perspektiv – ved at ignorere det, omdefinere det, udskamme det eller på anden måde straffe barnet – eller ved at inducere skyld og dårlig samvittighed i barnet. Kronisk dårlig samvittighed i barndommen og i voksenlivet er en af de tydeligste markører på det emotionelle omsorgssvigt. Lindsay Gibson opremser i sin bog følgende karakteristik på emotionelt umodne forældre:
– Overreager ofte på forholdsvis små ting
– Udtrykker ikke megen empati eller følelsesmæssig opmærksomhed
– Har ikke sprog for følelser og indre tilstande
– Bryder sig ikke om intimitet og sund følelsesmæssig nærhed
– Bliver ofte vrede eller irriterede over individuelle forskelle og andre holdninger
– Bruger barnet som en fortrolig, men er ikke selv én, barnet kan betro sig til
– Siger og gør ting uden at tænke over, hvordan det påvirker andres følelser
– Giver ikke barnet emotionel omsorg, undtagen måske når det er sygt
– Er inkonsistente, humørsvingende, selvmodsigende og uforudsigelige
– Siger et, gør noget andet, eller skifter mening og tilstand som det passer bedst
– Bliver fjerne, uhjælpsomme, vrede eller sarkastiske, når de føler sig pressede
– Taler størstedelen af tiden om det, de selv interesserer sig for
– Spørger ikke ind til barnets indre verden og følelsesliv
– Roser og anerkender ikke barnet
– Bliver let misundelige på barnet, hvis det har succes med noget
– Tager ikke fakta eller sund fornuft for gode varer
– Nægter at ændre mening eller nuancere egne perspektiver
– Siger ikke undskyld eller beder om tilgivelse
– Påtager sig ikke ansvar eller medansvar
– Straffer med fornærmethed, stilhed og isolation
– Tænker i sort/hvid og er enten meget rigide eller meget impulsive
– Har en lav frustrationstolerance
– Forventer at andre skal tage ansvar for deres indre tilstande og gøre det godt igen
– Er selvoptagede, selvinvolverede og forventer at andre skal være der for dem
– Truer og manipulerer for at få deres vilje
– Er sensitive overfor, hvad de oplever som kritik, hån eller ydmygelse
– Fylder og dominerer, synligt eller mere subtilt ved at manipulere
– Tager offerrollen ; barnet skal tage sig af forældrene (kaldet det omvendte generationshierarki, rolleombytning eller Parenting the Parent)
– Er emotionelt usensitive i forhold til barnets naturlige behov
– Forventer alt for meget eller slet ingenting
– Taler meget konkret; om det faktuelle men ikke om hvordan det opleves
– Intellektualiserer og bliver nærmest besatte af diverse temaer
– Taler i monologer uden at engagere andre i samtalen
– Bliver sårede hvis ikke de andre lytter intenst
Fire kategorier af emotionelt umodne forældre
Lindsay Gibson nævner fire typer af emotionelle umodne forældre. De har tilfælles, at der er tale om forældre, som er følelsesmæssigt usensitive. De har tendens til at være selvoptagede, uforudsigelige og følelsesmæssigt lunefulde og uberegnelige. De har en meget lav frustrationstolerance, og selv den mindste lille ting kan udvikle sig til et kæmpe følelsesdrama. De bruger uhensigtsmæssige coping-strategier og forvrænger let virkeligheden. De bruger deres barn til at få opfyldt egne følelsesmæssige behov, hvilket fører til den for symbiotiske families så karakteristiske rolleombytning, hvorved barnet tvinges til at tage meget mere ansvar end dets hjerne og nervesystem er modnet til.
Den emotionelt overvældede forælder – En følelsesmæssigt svingede, humørsyg, ustabil, barnlig, hjælpeløs og ængstelig forældretype, der ikke kan regulere eller berolige sig selv, og derfor er nødt til at bruge andre – herunder eget barn – til arousal- og affektregulering. Falder ofte ind i martyr- og offerrollen. Oplever sig selv som prisgivet, og bruger barnet som redder, hjælper, terapeut, ven eller partner. Er ofte fyldt af sorg og depressivitet. Ser verden i sort/hvid; enten er man god, eller så er man ond.
Den perfektionistiske forælder – Er målorientereret, tvangspræget, krævende, invaderende og perfektionistisk. Presser sig selv og alle andre, særligt barnet. Kontrollerer, dominerer, styrer, evaluerer, bedømmer og blander sig i alle aspekter af barnets liv. Ofte med den begrundelse, at det er for barnets bedste. Mener at vide, hvad der er det bedste for barnet, uden på nogen måde at være reelt nysgerrig på barnets egenart. Barnet skal typisk være på en bestemt, perfekt måde, og der er ingen empati med eller egentlig indfølelse i barnets autentiske væren. Barnets behov er sekundære i forhold til forælderens ønske om, hvad barnet skal være og gøre. Forælderen behandler barnet, som dets ejendom.
Den passive forælder – En undvigende, opgivende, passiv, konfliktsky forældretype, som ikke tager reelt forældreansvar, og som oftest lader sig bestemme over af en mere dominerende, aggressiv ægtefælle. Går under radaren ved alle potentielle konflikter, og fortrænger mange aspekter af virkeligheden, og kan derfor lade både misbrug, vold og anden form for omsorgssvigt finde sted, ved at kigge den anden vej og undgå at tage stilling. Tilbyder ikke barnet nogen form for stabilitet eller hjælp. Er ofte yndlingsforælderen, som barnet ønsker at beskytte og tage vare på, men barnet bruges af den passive forælder som støtte og nogle gange som en slags erstatningspartner – ofte også på en seksualiseret måde. Den passive forælder får barnet til at føle sig udvalgt og speciel, men det tilbydes ingen reel støtte, når det selv har brug for det.
Den afvisende forælder – Bryder sig ikke om tæt følelsesmæssig kontakt og samhørighed, holder afstand og kan ikke rumme intense følelser, hverken hos sig selv eller barnet. Ønsker grundlæggende ikke at involvere eller engagere sig i barnet eller familien som sådan. Trækker og isolerer sig, og vil helst bare befinde sig i periferien, hvilket barnet tvinges til at acceptere; at have en forælder det ikke kan tilgå eller føle sig velkommen hos. Er ofte irriteret og kritisk over barnet og kan ikke rumme dets væren, følelser og vitalitet. Undgår typisk øjenkontakt og viser med både kropsprog og verbalt, at vedkommende ikke er interesseret, og at barnet ikke er velkomment, men blot tåles.
Ingen af disse forældretyper agerer på en måde, der kan skabe tryg tilknytning hos barnet.
Symptomer i voksenlivet – ensomhed og tomhed
Det emotionelle omsorgssvigt kan føre til en kaskade af negative symptomer i voksenlivet, der kan gøre det vanskeligt at finde ind i gode, stabile og trygge relationer.
Når man som barn ikke bliver imødekommet i sine naturlige behov for både nærhed og selvstændighed, bliver man frygtelig ensom. Man føler sig komplet alene i verden, når man står uden kompetente og konsistente beskyttere, og man må indrette sin væren-i-verden, så den underliggende forladthedsdepression ikke slår igennem.
Da et barn ikke ved, hvad det kan forvente i en familie, ser det i stedet sig selv som et uelskeligt og dårligt barn, og begynder en lang og slidsom rejse mod at perfektionere sig og gøre sig umage med at tilpasse sig. Barnet udvikler fantasier og strategier om, at hvis bare det finder den rette måde at være på, så vil forældrene forandre sig og udvise kærlighed og venlighed. Disse fantasier kalder Lindsay Gibson for Healing Fantasies.
Det er overvældende ensomt at vokse op i en følelsesmæssigt forstyrret familie. Familien kan se fuldstændig normal ud udefra, fordi barnet ofte får mange andre, end de følelsesmæssige, behov dækket. Omsorgssviget kan således ikke altid ses med det blotte øje, og derfor er det også så utrolig vanskeligt senere, når barnet er blevet voksent, at forstå og erkende det. Det emotionelle omsorgsvigt er som sagt meget subtilt, privat, usynligt, fremmedagtigt og vanskeligt at sætte ord på. Til gengæld står man som voksen tilbage med en række smertefulde symptomer, som ingen årsag synes at have.
Ensomhedsfobi
Ensomheds- og tomhedsfornemmelserne følger med ind i voksenlivet, som et insisterende, ubestemt og gennemtrængende behov (men også angst) for kontakt og nærhed, som ikke synes at kunne tilfredsstilles – heller ikke selvom man måske har stiftet familie, fået børn, arbejde og gode venner. Man går rundt i verden med et stort, sort og tomt hulrum inde i sin organisme. En pinefuld umæthedsfornemmelse, som transcenderer alle aspekter af livet, og som får alting til at føles som hårdt arbejde.
Andre ser måske en som en stærk og kompetent person, og derfor er det også sandsynligt, at man hen ad vejen begynder at bebrejde sig selv, for ikke at føle sig lykkelig; ”Hvorfor har jeg det så forfærdeligt. Jeg burde være glad, for jeg har så meget. Jeg er en defekt, skammelig og utaknemmelig person”.
Selvom de emotionelle behov måtte blive tilfredsstillet i nuværende sunde relationer, bliver man jagtet af barndommens traumer og ensomhed – gennem angst, depression, urolig søvn og en gennemtrængende indre uro. Man er blevet utrolig sårbar overfor blot tanken om, at blive ladt alene. Man har fået en ensomhedsfobi, og derfor holder man så krampagtigt fast. Man klynger sig til fantasien om, at hvis bare man kæmper længe nok, presser sig selv og gør sig endnu mere umage, vil andre mennesker og verden omkring en ændre sig. Man fortsætter med at leve i fantasien om, at andre mennesker vil forandre sig – fuldstændig som man som barn håbede, at ens forældre ville gøre.
Oversamarbejde
Mange emotionelt svigtede børn vokser op som deres forældres støtte og nærmeste rådgiver. De hjælper og ordner og tager ansvaret for familiens velbefindende. De er ekstremt samarbejdsorienterede, og gør alt for ikke at være til besvær. De tager sig af praktiske gøremål og står til rådighed med trøst og forståelse – også selvom de måtte være ganske små og slet ikke er modne nok til at påtage sig så omfattende et ansvar. De trænger selv til at blive taget sig af, men det er der ikke plads til i familien. Intet barn kan dog være sin egen forælder.
Personer som har gennemlevet et emotionelt omsorgssvigt i barndommen kan som voksne næsten ikke tro, at andre mennesker kunne ønske at være sammen med dem for den person, de er. De tror, at de for at få nærhed, må spille en rolle eller please andre. De kan ikke forestille sig, at det, de har at byde på, uden at de anstrenger sig og presser sig selv, kunne være er nok. De tror, at de skal arbejde hårdt hele tiden for at bevare relationen, og de tror, at hvis de slapper af og blot er dem selv, så mister de den anden. De kan yde, men har mistet evnen til at nyde.
Følelsesmæssig beskæring
Det emotionelle omsorgsvigt kan forstås som en form for følelsesmæssig beskæring (Emotionel Pruning) – ligesom når man beskærer et æbletræ. De følelser, tanker og selvaspekter, som en forælder ikke kan rumme hos barnet, elmineres effektivt gennem spidsfindige men ofte helt ubevidste straffe- og belønningsanordninger. Barnet får således ikke lov til at udforske eller udtrykke hele sit følelsesregister, og hæmmes i sit autentiske livsudtryk. Det fører i voksenlivet til et stærkt begrænset repertoire af måder at være-i-verden-på. Selv-udtrykket bliver enten rigidt eller helt udflydende.
Børn af emotionelt umodne forældre vil ofte mene at have konkrete beviser på og erindringer om at blive elsket, fordi forældrene tog sig af deres fysiske og materielle behov, eller fordi de følte som særlig udvalgt, men oplever dette til trods ofte et insisterende og smertefuldt savn efter genuin følelsesmæssig kontakt. De kan rigtig ikke sætte ord på eller forstå savnet, fordi det repræsenterer væsentlige dele af en sensitivt responderende forældreadfærd, som ikke var til stede i barndommen.
Emotionelt umodne forældre har et ofte ambivalent forhold til følelser. På den ene side bliver de meget hurtigt oprevne, overvældede og kaprede af intense følelser, men på den anden side, forsvarer de sig mod at mærke de mest autentiske aspekter af deres eget følelsesliv. De oplever grundlæggende deres eget følelsesliv som utrolig skræmmende, og forsvarer sig. Da et barn vil altid vække intense følelser hos dets forældre, er det katastrofalt at have forældre, som ikke kan udholde, endsige respektere et bredt men naturligt repertoire af menneskelige emotionelle udtryk.
Drama uden dybde – mindblindness
I den symbiotiske familie kan der være masser af følelsesdrama, men det er ofte uden reel dybde og indeholder ingen læring eller selvindsigt. Drama kan ligne noget betydningsfuldt på overfladen, men er det sjældent. Det er snarere en måde at maskere emotionel inkompetence på, og udtrykker grundlæggende en modvilje mod at tage ansvar og reflektere over egne handlinger. Det er som Lindsay Gibson siger ”dramatic but not deep”, fordi mentaliseringsaspektet fuldkommen mangler. Der er tale om en familiedynamisk præget af mindblindness – blindhed overfor barnets indre verden.
Den emotionelt umodne forælder, bliver ofte fanget i én dominerende følelse, hvilket netop karakteriserer dramaet; en endimensionel følelsesprocessering, hvor vedkommende bliver kapret og ikke kan føle eller udtrykke flere følelser på en gang eller fornemme nuancer i følelsesregisteret. Der er ingen fleksibilitet eller smidighed i processeringen. Der er i stedet tale om en simplificeret, umoden form for tænkning og følelsesmediering uden dybde og nuancer.
Når der er sorg eksempelvis, er den så overvældende, at den lukker af for adgang til andre mulige mentale tilstande. Derved absorberes den emotionelt umodne forælder af sine egne indre tilstande, hvilket efterlader barnet følelsesmæssigt forladt og ensomt. En selvoptaget forælder er således en forælder, der let kapres af sig selv og egne indre tilstande. Den emotionelt umodne forælder bliver selv som et lille, uforløst barn, hvilket eroderer enhver sund forældrekompetence.
Indikationer på emotionelt omsorgssvigt
Lindsay Gibson opregner en række udsagn, som kan bruges til at undersøge sin egen barndoms familiedynamik, og som indikerer et emotionelt omsorgssvigt:
– Jeg følte mig ikke set, hørt eller lyttet til
– Mine forældres humør dominerede stemningen i hjemmet
– Mine forældre var ikke opmærksomme på mine følelser eller spurgte ind til dem
– Jeg skulle gætte mig til, hvad de gerne ville have, eller hvad der var det rigtige
– Jeg skulle gøre mine forældre tilfredse, men kunne aldrig lykkes med det
– Jeg arbejdede hårdt på at forstå mine forældre
– De arbejdede ikke hårdt på at forstå mig
– En åben og ærlig kommunikation var ikke mulig
– Man skulle opføre sig på bestemte måder og blive i sin rolle
– Mine forældre var ofte invaderende og manglende respekt for mit privatliv
– Mine forældre syntes, jeg var alt for tyndhudet og sensitiv
– Mine forældre havde favoritter mellem mig og mine søskende
– Mine forældre lyttede ikke, når det jeg sagde ikke passede dem
– Jeg følte mig ofte skyldig, skamfuld, egoistisk, uhjælpsom eller dum
– Jeg havde ofte dårlig samvittighed
– Jeg skulle tidligt tage vare på mig selv
– Min forældre lod det være op til mig at sige undskyld og komme videre
– Jeg følte ofte vrede, men kunne ikke udtrykke den
– De kunne ikke tale om følelser men udtrykte dem gennem konkret handling
– Jeg følte mig ansvarlig for stemningen i hjemmet
– Jeg skulle tage mig af mine forældre
Forholdet til forældrene som voksen
Den dysfunktionelle dynamik mellem det nu voksne barn og de emotionelt umodne forældre fortsætter typisk ofte også efter, at barnet er flyttet hjemmefra og måske også har stiftet egen familie. Forældrene holder fast i de gamle roller, og forventer at det voksne barn fortsætter med at stå til rådighed og agere i samspillet, som det gjordet som barn. I den symbiotiske familie er der ingen, der kan få lov til at blive voksen, selvstændig og selvbestemmende.
Forældrene fortsætter med at blive stressede og frustrerede og med at udleve deres utilfredshed på en primitiv, ikke-mentaliserende måde, hvorpå de forgifter atmosfæren omkring sig og smitter alle andre. Som voksent barn vækker det helt automatiske måder at agere på, og man vil typisk synes, det er så ubehageligt med den dårlige stemning, at man vil gøre hvad som helst, for at få forælderen til at få det bedre. Det voksne barn fortsætter med at føle sig ansvarlig for, at forælderen skal komme tilbage på sporet og få det godt igen.
Dette er dog ikke uden omkostninger for det voksne barn. Man fyldes med intense indre konflikter og modstridende følelser. Der kan komme vrede, som må siges at være helt berettiget, men denne vrede bremses effektivt af selvbebrejdelser og dårlig samvittighed, og man opfinder alle mulige grunde til at forblive i sin rolle; at forældrene vitterligt er hjælpeløse, at man skylder dem det, at de er blevet gamle, at det ikke nytter noget at sige fra, at det vil ødelægge stemningen eller relationen etc.
Mange frygter stadig, fuldstændig som i barndommen, at hvis de stopper med deres overansvarlige og oversamarbejdende adfærd, vil deres forældre (herunder søskende og andre familiemedlemmer) slå hånden af dem. Relationen holdes ikke sammen af kærlighed, men af frygten for at blive forladt. Dysfunktionelle familier søger symbiose; ikke emotionel nærhed. Emotionel nærhed fordrer selvstændige, frivillige personer, der kan rumme hinandens forskellighed og selvstændighed.
Rollespil
Emotionelt umodne forældre synes generelt, at de har ret til at sige hvad som helst når som helst, og ofte maskerer de deres impulsivitet, manipulation eller krænkende adfærd som ærlighed. De pakker den som ind autenticitet. De siger: ”Jeg siger det jo bare, som jeg har det”, eller ”sådan er jeg, og det kan jeg ikke lave om på”, eller ”jeg er sådan en, der siger tingene rent ud”. De kan ikke se, at de har et ansvar for, hvordan det, de siger, påvirker andre – herunder deres barn. De er ekstremt sensitive overfor kritik selv, men forventer at alle andre skal kunne rumme alt, hvad de selv siger og mener.
Emotionelt umodne forældre er desperate efter at blive set, hørt og lyttet til og få deres behov opfyldt, men evner reelt ikke at tage imod det, de bliver givet af deres barn. De føler ingen glæde eller taknemmelighed. Enten tager de det for givet, eller så forkaster de det med foragt. De trækker barnet, også det voksne barn, ind i smertefulde gættelege, og er aldrig helt tilfredse med resultatet. Dette er dynamikken, der holder samspillet fast i de gamle roller. Permanent utilfredsstillede forældre, der ikke kan sætte ord på autentiske behov og følelser, men alligevel forventer, at deres barn skal kunne tilfredsstille dem.
Emotionelt umodne forældre er generelt meget optagede af roller og stereotype måder at være på. Alle i familien skal forblive i rollen – fx som redderen, den sjove, den dumme, den mærkelige, den søde, den nemme, den vanskelige etc. Rollebegrebet korresponderer med Donald Winnicotts begreb om det falske selv. Når man ikke kan være sig selv, må man fremvise det, som man tror andre gerne vil have. Det giver et meget indsnævret liv at spille en rolle.
Hvis det voksne barn ønsker at træde ud af sin rolle, forskydes hele dynamikken i familiesystemet, og der vil komme stor modstand ofte efterfulgt af trusler om at blive ekskluderet. Ofte vil det voksne barn have et stort ønske om at fortælle sine forældre om behovet for en forandring i relationen, men vil typisk i den proces støde mod en voldsom mur af kulde og afvisning – eller endog trusler om selvmord.
For emotionelt umodne forældre kan alting koges ned til, om de oplever sig som gode eller dårlige personer. Derfor bliver de meget aggressive og/eller defensive, når nogen prøver at tale med dem om noget, de har sagt eller gjort. De kan ikke se sig selv udefra, de kan ikke rumme andre nuancer omkring dem selv, end den måde de foretrækker at se sig selv på. Derfor vil de modsætte sig enhver form for åben dialog og refleksion. De vil holde fast, og dermed vil det voksne barn fortsætte med at føle sig forkert. Indlejret i dynamikken ligger, at det er det voksne barn, der skal indordne sig og blive som før igen. Forældrene påtager sig intet ansvar, kan ikke sige undskyld, men forventer at det voksne barn holder op med hænge fast i fortiden.
Symptomer på traumatisk stress
For de fleste voksne børn af emotionelt umodne forældre, er det typisk først langt inde i voksenlivet, at man for alvor begynder lægge mærke til sine symptomer – det vil sige langtidskonsekvenserne af at have levet et langt liv uden at turde fremvise sit autentiske selv; uden at stå ved egne behov og ønsker for eget liv.
Symptomerne kan være mangfoldige. Jeg linker her til en liste, der beskriver en række af dem, og hvor man kan score sig selv – klik her. Symptomerne kan samles under fællesbetegnelsen indre uro; et begreb jeg bruger om de komplekse, globale, ubestemte, smertefulde indre ubehagstilstande, der kendetegner utryg tilknytning og traumatisk stress. De indbefatter bl.a.:
– Søvnløshed eller et afbrudt, uroligt søvnmønster
– Trykken for brystet
– Stikken i hjertet
– Ondt i maven
– Anspændthed i muskler
– Kropslig uro og rastløshed
– Fornemmelser af følelsesløshed i ansigt, arme eller ben
– Svimmelhed og/eller besvimelse
– Ængstelighed og irritabilitet
– Depressivitet
– Nedsat hukommelsesfunktion
– Overvældende træthed og udmattelse
– Katastrofetanker
Sammenbrud, gennembrud og vejen ud af gamle mønstre
Grundlæggende handler heling af traumatisk stress om at begynde at kunne udholde den angst, der kommer helt automatisk, når man begynder at være i være i verden og agere på nye måder, hvor man i stigende grad genfinder og fremviser sit autentiske selv, og hvor man afstår fra af gå ind i en rolle som en person, der ansvarlig for andre voksne menneskers følelser, tanker, indre tilstande og stemningen generelt.
Det lyder meget nemmere, end det reelt er, for det er både en slidsom og langsommelig proces at bryde med automatiseret, ubevidst adfærd. For mange mennesker kommer modet til at tage fat på forandringsprocessen først der, hvor omkostningerne ved at leve et uautentisk liv overstigerne gevinsten. Der, hvor man begynder at erfare, at man betaler en høj pris for at føle sig ansvarlig for andre mennesker – herunder særligt sine forældre – for at presse sig selv, for at holde sig selv tilbage og for at føle sig skamfuld, skyldig, frustreret og deprimeret meget af tiden.
Ofte materialiserer dette erkendelsesgennembrud sig som et egentligt sammenbrud. Man går ned med stress på arbejdet, har konflikter i parforholdet, får et barn, bliver skilt, mister en nær person, får konstateret depression, bliver pludselig følelsesløs i den ene side af kroppen, tager på i vægt, vågner om natten og tænker katastrofetanker, begynder at bruge rødvin som et middel til at finde ro etc. Eller det opstår i forbindelse med terapi eller anden personlig udvikling.
Sammenbruddet er første fase i den nødvendige forandring. Det er der, hvor man på et dybt plan erkender, at man ikke kan fortsætte sit liv som hidtil. At man ender med at dø før tid, hvis ikke man gør noget ved situationen. Sammenbruddet er et tegn på opvågning, mulighed og vækst. Og det man vågner op til kan være dybe, men smertefulde erkendelser om:
– At man har levet og lever en rollebaseret tilværelse
– At man grundlæggende ikke føler sig tryg i relationen til forældrene
– At man ikke bryder sig som sine forældre og/eller er bange for dem
– At man er fyldt med vrede, raseri, sorg og andre intense følelser
– At man har idealiseret sin forældre og undgået at se dem, som de virkelig er
– At man ikke har taget ansvar for sine egne behov og ønsker
– At man ikke har givet sig selv mulighed for omsorg og restitution
– At man har presset sig selv (og andre)
– At man hele tiden har håbet, at forældrene og eventuelle andre vil forandre sig
– At man har levet ud fra, hvad man tror, andre synes er rigtigt
– At man faktisk er blevet voksen og selv kan bestemme, hvordan man vil leve
– At man er ansvarlig for sit eget liv
At give slip på håbet og komme videre i eget liv
Den barnlige fantasi (Healing Fantasy), som man har taget med sig ind i voksenlivet om, at hvis bare man tager sig sammen, kommer videre, arbejder hårdt, presser sig selv, holder ud, er venlig og imødekommende, så vil ens forældre endelig vise en kærlighed, må slippes. Det er en fantasi, som har gjort det muligt at komme igennem barndommen og beskyttet tilknytningsrelationen til forældrene, men som i voksenlivet forhindrer, at man kan blive en fri og selvstændig person. Som Lindsay Gibson siger: ”You can´t win your parent over, but you can save yourself”. I forhold til ens forældre er opgaven således ikke at holde op med at behandle sine forældre anstændigt, men om at se dem mere klart. Virkelig at se hvem der er, og hvordan de agerer i verden.
Man bliver ikke fri ved at håbe på forandring hos andre, men ved at frisætte sig selv for håbet. Ved at indse, at ens forældre er, som de er, og at man må finde en ny måde at have en relation med dem på. For nogle er det nødvendigt at droppe kontakten med den ene eller begge forældre, permanent eller i en periode. For andre handler det om at tage fuldkommen styring over, hvordan man kan ses, hvor længe, og hvilke emner man vil tale om og ikke vil ind på. Uanset hvilken model man vælger, er det vigtigt at skabe en sund emotionel distance til sine forældre og vikle sig ud af den symbiotiske relation.
Når man afvikler den usunde og unaturlige symbiose, erkender man på et dybt plan, at man måske nok kan have en relation til sine forældre, men at denne relation ALDRIG kan blive tilfredsstillende på et emotionelt plan. Det er en smertefuld erkendelse, men helt nødvendig for at ophøre med igen og igen at føle sig misforstået, svigtet, forkert, dum, dårlig, skyldig og skamfuld i relationen. Man holder simpelthen op med at have nogen forventninger. Som en klient sagde: ”Jeg kan da ikke bare holde op med at elske min mor”. Nej men du kan holde op med at håbe på, at hun vil elske dig.
Man kan ikke have en nærende, sund og gensidig emotionel relation til voksne personer, som ikke er emotionelt modne. Det er Mission Impossible, men man kan godt se dem og være sammen med dem. Fra evolutionens side er det heller ikke meningen, at vi skal have dækket vores emotionelle behov hos vores forældre, når vi er blevet voksne. Vi er designede til at finde en partner i stedet og stifte vores egen familie og vennekreds, hvorved relationen til vores forældre, hvis der er tale om en tryg tilknytningsrelation, naturligt forandres til en ligeværdig voksen-voksen-relation.
Heling af tilknytningsrelateret stress i terapi
Mange klienter har, at gode grunde, stor ulyst og modvilje mod at tale om deres forældre eller sætte ord på de emotionelle svigt, de har oplevet. De fortrænger, benægter, idealiserer, intellektualiserer og normaliserer, fordi det føles som illoyalalt og bedragerisk både at erfare og beskrive sine forældrene mere klart og nuanceret. Men det at tale om sine forældre og sætte ord på autentiske oplevelser er ikke et bedrag. For det første kan det ikke skade forældrene at tale om dem – de hører jo ikke hvad der bliver sagt. For det andet er det netop det, at begynde at kunne tåle at se sine forældre, andre mennesker, verden og sig selv mere klart uden brug af selvbeskyttelsesstrategier, som skaber terapeutisk forandring og hele formålet med den terapeutiske proces. Terapi handler om at få hjælp og støtte til at se mere klart og finde nye måder at være i verden på, som ikke giver smertefulde symptomer.
Identifikation af emotionelt modne mennesker
Er man vokset op i en symbiotisk familie, vil man have en øget risiko for at støde ind i tilsvarende emotionelt umodne mennesker senere i livet. På et ubevidst plan søger vi altid det velkendte, og det som vi tidligt har forbundet med kærlighed, i vores par- og venskabsforhold. Det er hensigtsmæssigt, når vi har trygge tilknytningserfaringer, og katastrofalt, når vores indre verden er utryg.
Lindsay Gibson giver denne karakteristik af emotionelt modne mennesker, som man kan bruge i den læreproces det er, at begynde at være meget mere selektiv med hensyn til sine relationer – også udover sine forældre. Emotionelt modne og trygge mennesker:
– Er realistiske og pålidelige
– Forholder sig til virkeligheden i stedet for at bekæmpe dem
– Kan tænke over det de føler, og føle det de tænker
– Er stabile og konsistente
– Tager ikke alting personligt
– Er respektfulde og gensidige
– Respekterer både egne og andres grænser
– Kan både give og modtage i en relation
– Er fleksible og villige til at finde fælles løsninger
– Har et stabilt humør og temperament
– Er villige til at lytte og eventuelt skifte mening
– Er ærlige og villige til at sige sandheden
– Kan sige undskyld og bede om tilgivelse
– Er empatiske
– Er villige til at være åbne og forsøge at forstå
– Kan både give og modtage trøst og støtte
– Kan reflektere over sig selv, andre og situationen
– Er villige til at lære og forandre sig og støtte andres læring
– Kan have det sjovt
– Er nemme og ukomplicerede at være sammen med
– Accepterer deres egen og andres ufuldkommenhed
”People who engage in self-discovery and emotional development, get to have a second life – one that was unimaginable as long they got caught in old family roles and wishful fantasies”. (Lindsay Gibson)
Hvis du har lyst til at læse mere om den symbiotiske familie, har jeg endnu en artikel på min blog. Du kan finde den ved at klikke her.
Kilde
Lindsay C. Gibson, Adult Children of Emotionally Immature Parents – How to Heal from Distant, Rejecting, og Self-Involved Parents, 2015