Om at komme igennem et traume og finde en ny mening med livet
Denne artikel handler om begrebet Post Traumatic Growth (PTG) – på dansk kaldet Posttraumatisk Vækst. Begrebet er dukket op i litteraturen de seneste år, og beskriver at det er muligt at overleve traumer og komme videre i sit liv som en stærkere og mere moden person.
Hvad er et traume
I forhold til den gængse lægelige definition, er et traume en hændelse, som er livstruende. Der kan eksempelvis være tale om naturkatastrofer, ulykker, flystart, biluheld, vold, voldtægt, dødfald, sygdom, kirurgi, arbejdsskader, kriminalitet, at komme i fængsel, krig, røveri, kidnapning, terrorisme, selvmord, giftudslip, livstruende sygdom, racisme, forfølgelse, koncentrationslejre etc.
I forhold til at kunne få tildelt en eventuel erstatning i forbindelse med udvikling af eksempelvis PTSD, som må anses for en arbejdsskade, hvis den livstruende hændelse er sket som led i arbejdet, er det helt afgørende, at der objektivt set har været tale om en livstruende begivenhed. Dette fortolkes almindelig meget restriktivt af Arbejdsskadestyrelsen, og mange som udvikler PTSD i arbejdsmæssig sammenhæng (fx soldater), kan således ikke få erstatning, uagtet det er en læge, der har stilles diagnosen PTSD.
I relation til tilknytningstraumer – det vil sige traumatiske hændelser i barndommen påført barnet af forældre alle andre nære omsorgspersoner – vil disse sjældent kunne leve op til den gængse definition på et traume, fordi barnet sjældent vil have været i livsfare, objektivt set. Fra barnets perspektiv forholder det sig naturligvis ganske anderledes, fordi alle former for dysfunktionel forældreadfærd, udgør en reel trussel for barnet og dermed det overlevelse. Et barn er helt og aldeles afhængig af sine forældre og/eller omsorgspersonernes velvilje mod det.
Det samme gælder mobning og alle former for offentlig ydmygelse, som er voldsomt traumatiserende – særligt for et barn. Uagtet at barnet ikke har været i livsfare objektivt set, er denne form for ekskludering traumatiserende. Barnet kan ikke undgå at føle sig fanget, magtesløs, sviget, alene og overvældet af intense og skræmmende følelser. Det kan ikke undgå at frygte at blive påført skade – såvel fysisk som psykisk, og dermed opleves mobning som livstruende på et subjektivt plan. Mange undersøgelser viser da også, at ofre for såvel tilknytningstraumer som mobning har en større risiko for en udvikle PTSD, angst, depression eller en anden psykisk lidelse senere i livet.
Der er således forskel på et klinisk traume og et diagnostisk traume. Et tilknytningstraume kan observeres i klinikken, men kan ikke indpasses i en retvisende diagnose. Der er tale om et komplekst traume, fordi hele livsrummet har været invaderet af en form for forældreadfærd, et barn ikke har haft nogen mulighed for at tilpasse sig uden traumatisering – det gælder for eksempel ved vold, seksuelle overgreb, misbrug, psykisk sygdom eller emotionelt omsorgssvigt. I voksentilstanden vil livsrummet fortsætte med at være invaderet af traumet – men nu i form af kronisk stress, fobier, angst, depression, diffuse smerter, sygdomme, selvskadende adfærd, misbrug og selvmedicinering, overforbrug af psykofarmaka, personlighedsforstyrrelser og selvmordsforsøg.
Livsbegivenheder og stressorer
Vi oplever alle meget igennem et levet liv. Noget af det, vi oplever, er skræmmende og gør os angste. Vi føler os truede, vores biologiske stressrespons aktiveres, og vi vores liv transformeres til en overlevelseskamp. Stressresponsen er evolutionært set designet til at være en kortvarig men kraftfuld reaktion på en akut trussel – ude i naturen på savannen. I naturen går alting typisk meget hurtigt; enten redder man livet, eller så bliver man spist. Hele vores biologiske konstitution er bygget op omkring vores mave- og tarmsystem. Vi er grundlæggende designede til at spise, fordøje og parre os – alternativt at blive føde for andre arter. Det er disse basale livsomstændigheder, hele vores organisme er funderet på.
Menneskeracen lever dog ikke længere i naturen, og det liv vi lever i vores civiliserede samfund er meget mere kompliceret, fordi vi forestiller os og forventer, at livet må have en større og mere agtværdig mening end netop af spise, fordøje og parre os. Vores forventninger gør os sårbare overfor skuffelser, og den kontante afregning som livet på savannen bød på, er nu erstattet af langvarig udholdelse af lidelsesfulde livsomstændigheder, som vi slet ikke er designede til at håndtere. Vi er gearede til at gå væk fra det, som ikke er godt for os, og omvendt nærme os det, som forøger vores overlevelseschancer. Vi er ikke biologisk indrettede til passivitet.
Intet menneske kommer igennem livet uden smerte, sorg og lidelse – eller uden periodisk at blive martret af intense negative følelser. Skilsmisse, dødsfald, sygdom og arbejdsløshed kan ramme alle, men er ikke nødvendigvis traumatiserende. Alle stressende livsbegivenheder har almindeligvis en livscyklus, som, når chokket har lagt sig, kan bane vejen for modning og nyorientering i livet. Bearbejdningsprocesserne være forskellige kan fra individ til individ og tage kortere eller længere tid, det er helt normalt, men de kan også blive kroniske i de tilfælde, hvor personens mentale og emotionelle ressourcer ikke rækker til bearbejdningen. Dette vil ofte tilfældet, når man bærer rundt på tidligere traumer.
Traumatisk stress
Traumatisk stress er en kronisk stresstilstand – en belastningsreaktion som ikke gennemlever en naturlig livscyklus, og som derfor ikke ophører. Stress er betegnelsen for den automatiske respons, der medieres i den sympatiske komponent i det autonome nervesystem, hvormed den samlede organisme falder ind i basal overlevelsesadfærd i form af kamp, flugt, fastfrysning eller underkastelse. Dette en energikrævende og smertefuld tilstand at befinde sig i for længe ad gangen – og som, hvis den bliver kronisk, kan medføre en række psykosomatiske lidelsestilstande.
Vi er, som nævnt, på ingen måde, designede til at oplevet os konstant truede og under pres – og ofte har vores oplevelse af at være i fare, heller ikke rod i virkeligheden. Vi føler os truede på et subjektivt plan, men i realiteten er det en trussel, vi selv skaber ved at tænke katastrofetanker. Når vores biologiske frygtsystem medieret af bl.a. amygdala først en online, så tænker vi ikke klart, men handler blot. Vi bestemmer ikke vores egen reaktion, vi reagerer efter et fylogenetisk princip. Vi starter typisk ud med den evolutionært senest udviklede overlevelsesmodus, og virker den ikke, går vi til den næste, indtil der ikke er flere af tage af og vi giver op.
Det værste vores nervesystem ved er uforudsigelighed. Det er derfor vi er bange for pludselige lyde, mørke og lignende. Vi søger hele tiden – uden at være bevidste om det – sikkerhed. Vi stræber efter størst mulig overblik og kontrol, og det er helt naturligt, men hvis vi tidligt i livet har gennemlevet traumatiserende følelser af kontroltab i forhold til vores egen organisme og personlige integritet, kan behovet for kontrol blive overdimensioneret og invadere hele vores livsrum, hvilket fører til angst.
Der er så meget i vores liv, vi ikke kan kontrollere – eksempelvis vores eget nervesystem – men når vi insisterer på kontrol og bruger al vores energi herpå, udtrættes vores hjerne og organisme af denne anstrengende og grundlæggende nyttesløse opgave, og vi kommer i risikozonen for kronisk stress, angst, depression eller en hvilken som helt anden psykiatrisk diagnose.
Af alle potentelle traumatiserende hændelser, er de menneskeskabte traumer typiske de mest ødelæggende – særligt tilknytningstraumet, fordi det påføres et forsvarsløst barn med en sårbar og umoden hjerne, og fordi det typisk er uforudsigeligt, repetitivt, mangesidet, fjendtligtsindet og vedligeholdes af en betydningsfuld tilknytningsperson.
Utryg tilknytning og barndomstraumer ødelægger vores basale tillid til os selv, andre og verden, og i mangel på denne tillid, må vi kompensere med en hyperårvågen og trusselsmonitorerende livsform, der transcenderer hele vores livsrum med en global indre uro, selvkritiske tanker og negative interaktionsforventninger.
Overdreven sikkerhedssøgende adfærd og undgåelsesadfærd er den næstebedste løsning, når der ikke er basal tillid til stede. I barndommen er dette en kreativt, aldersvarede og kompetent svar på tilpasning til dysfunktionelle omgivelser, men i voksenlivet medierer denne værensform massiv lidelse og potentiel sygdom.
Traumets leveregler
Et traume indkoder leveregler eller grundlæggende antagelser, som hen over tid vil virke stærkt styrende for en persons livsførelse – for eksempel at man ikke kan regne med andre mennesker, at verden er et farligt sted, at man ikke kan klare sig, at man er en defekt eller ødelagt person, eller at man er på grænsen til sindssyg.
Selvom den eller de traumatiske hændelser kan være langt overstået, fortsætter disse leveregler med at styre personens valg og livssyn. På den måde kan et traume stadig være aktivt – også selvom man overlevede og nu er i sikkerhed. Traumer efterlader dybe spor i hjernen – særligt i den somatiske (implicitte) hukommelse og nervesystemet – i form af umentaliserede og automatiske måder at percipere, sanse, tænke, føle og handle på.
I den optik kan et traume defineres en hændelse, der på markant vis ændrer en persons indre arbejdsmodeller – i form af holdninger, følelser, tanker og mål for livet – og som ødelægger evnen til at tåle og nedregulere stress. Et traume omformer hele livsnarrativet, således at livet kommer til at dreje sig om at undgå. Over tid giver det anledning til intense følelser af håbløshed, opgivenhed, depression og sårbarhed overfor stress og sygdomme.
Traume og sygdomme
Amerikanske undersøgelser viser, at mellem 60-70% af befolkningen har været udsat for et traume, og at 10-20% udvikler PTSD eller PTSD-lignende symptomer. Hos ca. 50% forsvinder symptomerne efter tre måneder. Diagnosen PTSD har 80% komorbiditet – det vil sige overlap med andre lidelser som depression, bipolar affektiv lidelse, misbrug, angstlidelser, personlighedsforstyrrelser, funktionelle lidelser etc. samt øget risiko for selvmord.
Andre undersøgelser, som eksempelvis ACE- undersøgelsen (Adverse Childhood Experiences) viser stærke sammenhænge mellem barndomstraumer og en række sygdomme eller helbredstruende livsfaktorer– eksempelvis:
– Alkoholisme og andet misbrug
– Rygning
– Depression og angst
– Overvægt
– Forhøjet blodtryk
– Forhøjet kolesterolniveau
– Leversygdomme
– Iskæmisk hjertesygdom (åreforkalkning af hjertet)
– Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL)
– Autoimmune sygdomme
– Kræft
– Selvmordsforsøg
– Partnervold
– Højrisikabel seksuel adfærd og mange seksuelle partnere
– Kønssygdomme
– Uønsket graviditet og aborter
– Tidlig seksuel debut og teenagegraviditet
– Få et dødfødt barn
Endelig er også en forbindelse mellem tidlige traumer og Bodily Distress Syndome, som bl.a. omfatter kronisk træthedssyndrom (træthed efter mindste anstrengelse, søvnforstyrrelser, især indsovningsbesvær, koncentrationsvanskeligheder, hukommelsesforstyrrelser, muskelspændinger, spændingshovedpine samt diverse symptomer fra mave- tarmkanalen omfattende specielt diarre og/eller forstoppelse), irriteret tyktarm, fibromyalgi, kronisk whiplash syndrom og kardialt syndrom X (brystsmerter).
Posttraumatisk Vækst
Nogle mennesker rammes hårdt og dybt i livet, men er i stand til at komme gennem traumet og ud på den anden side – mere robuste end de var tidligere. For de fleste af dem gælder, at de har et trygt tilknytningsmønster og derfor bedre kan håndtere livets katastrofer – de er med andre ord blevet robuste og resiliente. De kan blive ramt og rystede i deres grundvold, men de kan også rejse sig igen og komme tilbage til livet.
Et mindretal, om end et forholdsvist stort mindretal (op til 40%), har et utrygt tilknytningsmønster og er derfor meget mere sårbare overfor senere traumatisering. Deres barndom indeholder i sig selv så mange traumatiske elementer, at de er blevet sensitive overfor livets katastrofer.
Uagtet tilknytningsmønster, er det muligt for mange at rehabiliteres efter et traume – at komme sig og føle sig stærkere. Det at bearbejde og forløse et traume kan udvirke, at man får nye perspektiver på sig selv og livet, og at man oplever en personlig tranformation – fra at have været et offer til at være en overlever. Posttraumatisk Vækst er således den subjektive oplevelse af positive personligheds- og livsforandringer.
Posttraumatisk Vækst er ofte karakteriseret ved:
– Øget personlig vækst
– Øget selvværd og tillid
– Bedre, dybere og mere stabile relationer
– Ny forståelse af meningen med livet
– Nye muligheder, værdier og prioriteringer
– Spirituel udvikling
Væksten har ikke sine rødder i, at man har oplevet og overlevet noget traumatisk (der er intet godt at sige om traumer), men fra måden man har fået bearbejdet, processeret og forløst traumet på, og som har medført, at man over tid er kommet frem til nogle sundere, mere adaptive og virkelighedsnære forestillinger om sig selv og verden, hvor man har lært at acceptere, hvortil ens fysiske og psykiske kapacitet går. Ingen mennesker kan alting.
Hjælp og støtte
Nogle evner at bearbejde deres traume uden professionel hjælp, andre har brug for støtte og vejledning i processen, fordi det kan være så uendeligt svært at tro på, at et liv uden smerte og lidelse kan være en reel mulighed, når man ikke har prøvet det før.
I terapeutiske sammenhænge er det helt centrale omdrejningspunkt at genoptræne nervesystemets evne til at kunne håndtere og nedregulere stress. Dette arbejde omhandler både træning i selvberoligelsesmetoder (eksempelvis åndedrætsøvelser, meditation, yoga, bøn eller lignende) samt opbygning af evnen til at kunne huske og genfortælle hele sin livshistorie, inklusive diverse traumer, uden at blive overvældet.
Det er ikke meningen, at man skal få det dårligere i forbindelse med psykoterapi, men ofte vil der periodisk kunne forekomme en forøgelse af symptomerne, når man begynder at nærme sig det, man frygter mest. Derfor må den terapeutiske proces nødvendigvis gå langsomt og være utrolig nænsom – og klienten må føle, at vedkommende selv kan have kontrol over tempoet og det, der tales om.
Al form for terapi indeholder en vis form for eksponering. Denne eksponering er modsat den undgåelses- og selvbeskyttelsesadfærd, som traumer altid medierer. Eksponering i en sikker relation muliggør integration, mentalisering, forståelse og meningsdannelse i hjernen. Fordi noget implicit gøres eksplicit, og derfor kan indgå i et kronologisk og sammenhængende narrativ.
Der findes desværre ingen magiske veje til heling af et traume, og det tager den tid, det tager. For manges vedkommende er det flere år. Utålmodighed er således den værste modstander for bearbejdnings- og helingsprocessen.
I de seneste årtier er der blevet udviklet mange forskellige psykoterapeutiske metoder rettet mod traume, men der er ikke tale om én universalkur. Det, der virker for én person, virker ikke nødvendigvis for en anden, og for mange kan det være hensigtsmæssigt at være eksperimenterende og prøve sig frem, men samtidig have for øje, at det er vigtigt at være tålmodig. Men det man kan sikre sig er, at terapeuten er specialist i stress og traume, har relevante uddannelser og har erfaring med traumeterapi.
Heling af et traume er et ikke spørgsmål om pludselig en dag at vågne op og være fundamentalt forandret og have det godt. Det er snarere en langsommelig proces, hvor man skridt for skridt erhverver sig nye, mere livsduelige kompetencer – ikke som traditionelle færdigheder – men mere som måder at tænke, forstå, føle og sanse på. Når traumet begynder at miste sin magt, fordi man begynder at kunne rumme sin egen livshistorie, bliver man generelt mindre bange, og når man er mindre bange, kan livet åbne sig for en. På trods af alt det, som måtte være sket i ens liv, er der stadig tid tilbage til at gå efter det, man ønsker – og når angsten letter tør man bedre ønske.
Den forholdsvis nye forskning i Posttraumatisk Vækst bringer megen optimisme med sig, fordi den dokumenterer at heling af selv alvorlig traumatisering er mulig, og fordi den peger på faktorer som er virksomme for helingen – bl.a. social støtte, gode relationer, meditation, yoga, psykoterapi og ikke mindst accept. Accept af, at det som er sket, er sket, og at det naturligvis har indvirkning på ens liv, men at man godt, med hjælp og støtte, kan finde en måde at leve med det på som giver mere lethed og glæde.
Kilde
Michala Haas: Bouncing Forward – Transforming Bad Breaks into Breakthroughs
Linda Graham: Bouncing Back – Rewiring Your Brain for Maximum Resilience and Well-Being