Denne artikel, som er den første del af to, handler om heling af tilknytningstraume – et tema, som jeg har skrevet en række artikler om på min blog, og som min seneste bog ”Den indre uro” også omhandler. Artiklen bygger på Gretchen L. Schmelzers bog ”Journey Through Trauma” fra 2018. Artiklen kommer både ind på, hvordan vi kan forstå et tilknytningstraume og beskriver de faser, en terapeutisk helingsproces typisk indbefatter. Schmelzers fasemodel adskiller sig ikke væsentligt fra andre betydningsfulde traumeterapeuters modeller, der over tid har vist sig at være bæredygtige. At hele et traume tager lang tid og kræver både viljestyrke, mod og ressourcer. Derfor kan det være godt at læne sig op af andres erfaringer. Schmelzer har gjort rejsen selv, samtidig med at hun har uddannet sig til terapeut.
Hvad der traumatiseres i en relation, skal heles i en relation
Man kan ikke selv hele sit tilknytningstraume. Man kan forbedre sin situation markant uden terapi, selvfølgelig kan man det, men egentlig heling kræver, at man genvinder en basal form for tillid til en betydningsfuld anden og derigennem tager sig selv til sig på en ny, empatisk og mentaliserende måde. At man lader sig se af en anden og oplever sig rummet – også i den dybeste skam.
Det, der er blevet traumatiseret i en relation, skal også heles i en relation. Det kan være hos en terapeut eller i en terapeutisk gruppe. Selvhjælpsbøger, tro, spiritualitet, kunst, meditation eller andre former for personlig udvikling kan være en stor hjælp på rejsen, men for at udvikle tillid, er man også nødt til knytte sig stærkt til et medmenneske og erhverve overskridende, korrektive nye erfaringer med tilknytning og omsorg.
Gretchen Schmelzer nævner tre grundlæggende principper for heling af tilknytningstraume: For det første, at heling er muligt, for det andet, at heling kræver mod og for det tredje, at helingsarbejdet ikke kan gøres alene. Man kan få en masse viden ved at læse eller høre om traume, men forståelse og indsigt alene gør det ikke. Man skal have hjælp af en anden; man skal være villig til at modtage hjælp – intet menneske heler i ensomhed.
Men netop fordi traumet skete i en betydningsfuld relation, som man var afhængig af, er det meget svært at indse, at man behøver en relation for at kunne hele. Det kan være nærmest umuligt at finde tilliden – og villigheden til at sige, at man har brug for noget fra en anden. Og selv når man endelig beder om hjælp, er arbejdet med at hele traumet stadig ens eget. Den store indsats hviler på ens egne skuldre. Det er ikke fair, for det der skete en gang, var ikke barnets skyld, mens helingen af senfølgerne efter tilknytningsforræderiet er klientens eget ansvar. Ingen kan fjerne en traumesmerte udover den, som bærer på den – men ikke alene. En helende relation er nødvendig for traumeheling. Relationen skal støtte en integration og nyorientering ved at sikre, at det, som er blevet splintret, atter bringes sammen til en helhed.
Hvad vil det sige at blive helet? Det vil sige, at man kan leve et normalt liv uden at være i kronisk overlevelsesmodus. Man kan leve i nuet. Man kan rumme sin livshistorie. Man kan fortælle om det, der skete engang i datidsform. Man kan forestille sig en god fremtid. Det normale liv er ikke et liv uden sorger og bekymringer. Det er et liv med alle de katastrofer, et menneskeliv rummer, men det er også et liv, man grundlæggende føler sig tilpas i – og hvor man i intense stunder kommer i kontakt med taknemmelig over at have fået netop dette liv.
Sunde, helende livshistorier har en fortid, en nutid og en fremtid, der hænger sammen. Fortællinger der giver mening. Traume destruerer livshistorien, og nedbryder sproget om hvad der skete, hvordan man beskyttede sig og overlevede, hvad der ikke skete og alt hvad man mistede. Det er fortællingen om livet før, under og efter traumet.
Tilknytningstraume er en traumatisering, der bliver ved
Der er stor forskel på et engangstraume som for eksempel en bilulykke og så en vedvarende, gentagen traumatisering i en betydningsfuld relation. Et engangstraume skaber en stærk fysiologisk frygtreaktion, mens det gentagne traume på sigt medierer en smertefuld nedlukning i organismens regulerende strukturer. En nedlukning som kan forstås som et resultat af barnets bestræbelser på at tilpasse sig utrygge omgivelser, og som gør det muligt for barnet at eksistere i sin familie uden at blive skør eller på anden måde gå helt til grunde. Alt den frygt og alt det kaos, man oplever indeni, forsøger man desperat at få til at give mening.
Man kan sammenligne nedlukningen med at klippe ledningerne til en alarm, der hele tiden går af. Man gør sig følelsesløs, og man dissocierer. Man omskriver virkeligheden, opdigter historier og bedrager sig selv. Man siger eksempelvis: ”Det var ikke så slemt”. ”Måske er det hele noget, jeg selv finder på.” Man distraherer sig selv, og går ud af sig selv. En radikal form for selvafbrydelse, hvor man forlader sig selv for at kunne leve et så normalt liv som muligt. Man økonomiserer med sin sparsomme energi. Et tilknytningstraume er et flystyrt, der sker hver eneste dag.
Traume medierer voldsom hjælpeløshed, og barnet og senere den voksne, må konstruere falske historier omkring traumet for at beskytte tilknytningsrelationen. Falske historier om hvad, der skete, hvorfor det skete, og hvorfor det ramte en. Man forvrænger virkeligheden for at kunne holde livet ud og undgå at blive skør. Virkelighedsforvrængninger giver en oplevelse af kontrol, men er også dybt skadelige, fordi man udhuler tilliden til sig selv. I voksenlivet tror mange stadig, at den historie, de altid har fortalt om sig selv, deres forældre og deres opvækst, er sand. Helingsprocessen indbefatter, at man begynder at se, at den historie man fortæller om sig selv ikke er sand; at man opfandt den for bedre at kunne holde det ud.
Ikke kun det der skete, men måden man håndterede det
Tilknytningstraume er det, der engang skete for barnet, men mest af alt, hvordan barnet og senere den voksne håndterede det. Hvad skete? Hvordan overlevede du? Hvilken pris betalte du for overlevelsen? Hvad skete ikke? Hvilken vækst og udvikling gik du glip af? Hvilke færdigheder fik du ikke lært?
Tilknytningstraume er terrorisme i hjemmet. Det kan være i form af tydelig vold, misbrug og svigt. Det kan også være mere subtilt i form af isolation, tavshed, ydmygelse og skam. Tilknytningstraume udspiller sig altid i feltet af voldsomme dynamikker mellem dominans og underkastelse og følelsesmæssig umodenhed. Samlet set er tilknytningstraumet det at skulle gennemleve og bære voldsom frygt helt alene – ikke at have nogen som beskytter og hjælper.
Traume er således alle situationer, der har overvældet den biologiske organismes naturlige evne til at beskytte sig selv. Den intense frygt oversvømmer kroppen med adrenalin og kortisol, der på sigt sensibiliserer hjerne og nervesystem og reducerer stresstolerancen markant. Oplevet livsfare medierer en ekstrem opgivenheds- og underkastelsesrespons.
Det er ikke ualmindeligt, at der jævnligt indtræder visuelle eller emotionelle flashbacks – også kaldet traumatiske erindringer – fordi hjernen af indlysende overlevelsesgrunde hele tiden vil bestræbe sig på at huske det farlige og forfærdelige. Traume medierer en slags biologisk allergi overfor alt, hvad der kan minde om det oprindelige frygtelige. Diagnosen hedder Kompleks PTSD.
Et biluheld varer måske 60 sekunder, mens den kroniske traumatisering kan vare hele barndommen og indbefatte gentagne eksponeringer af oplevelser, der udløser rædsel, forfærdelse, frygt og hjælpeløshed, og hvor barnet er nødt til at forandre sig selv og sine naturlige handletendenser for at overleve.
Ofre for tilknytningstraume vil typisk have et arsenal af strategier (handletendenser) med henblik på selvbeskyttelse, og som, fordi de har været aktive fra et tidligt tidspunkt i livet, har formet hjernen til en overlevelseshjerne. En overlevelseshjerne er fokuseret på overlevelse og på at undgå alt for overvædende psykisk smerte. En overlevelseshjerne er organiseret omkring frygt, med fatale konsekvenser for andre, mere udviklingsorienterede kompetencer, som hjernen skulle have faciliteret. En overlevelseshjerne er ikke optaget af vækst og udvikling, og neuroner der ikke anvendes, visner bort.
Over tid bliver selvbeskyttelsesstrategier til en integreret del af personligheden og automatiserede måder at være i verden på. De beskytter mod det frygtede, men afskærer også fra livsnødvendige færdigheder som tillid, evne til tilknytning og det at modtage og give omsorg. Selvbeskyttelsesstrategier bliver typisk til en smal, fikseret og rigid måde at leve sit liv på.
Tilknytningstraumer handler derfor særligt om alt det, der ikke skete i fortiden. Den tid, man mistede, hvor man skulle have udviklet bæredygtige livskompetencer. Man lærte eksempelvis ikke at regulere sine følelser, tanker og indre tilstande i samspil med modne og troværdige tilknytningsfigurer, og i voksenlivet står man derfor ubeskyttet overfor stress, retraumatisering og selvsabotage.
Startskuddet er et inderligt ønske om forandring
Første skridt i helingsprocessen er altid et ønske om forandring – i følelser, tanker, adfærd, indre tilstande og relationer. Helingsprocessen er en forandringsproces og kan ikke gennemføres uden et stærkt ønske om selvforandring, som af gode grunde ofte er bundet op på en mindst lige så stor frygt for forandringen. Man skal til at træde ind i noget ukendt, og det føles skræmmende. Forude ligger en lang rejse, hvor målet er at finde tilbage til sig selv. Det selv man allerede er, når man er uden sine selvbeskyttelsesstrategier. Det sande og det sunde selv.
Gretchen Schmelzer sammenligner gennem hele sin bog, helingsprocessen med at bestige et bjerg – hvilket vi jo alle ved, kræver en kraftanstrengelse uden lige. En præstation, der fordrer umådelig meget træning og forberedelse samt en stærk vilje til ville gå hele vejen til toppen – og som man har brug for andres hjælp og støtte til.
Heling er ifølge Gretchen Schmelzer som en opdagelsesrejse. Man ved ikke, hvad man skal igennem. Man er uden landkort. Derfor kan motivationen kun komme fra en selv, ligesom hos en opdagelsesrejsende, men man har brug for en guide for at kunne tolerere den frustration og lidelse, der er forbundet med heling. I løbet af processen kommer man gennem så mange gentagelser, så mange benspænd og så meget frustration, at man har brug for en ledsager. Og rejsen er ovenikøbet ikke liniær men en cyklus, man skal igennem igen og igen.
Bjergbestigning blegner ved siden af traumeheling, for en bjergbestiger skal kun en ting – nemlig bestige bjerget, mens den, der skal hele et barndomstraume, både skal tage sig af helingen og leve et almindeligt liv ved siden af.
De fem faser i den cykliske helingsprocess – en model for traumeheling
Gretchen Schmelzer opererer med fem faser i model for traumeheling – baseret på et terapeutisk forløb. De fem faser benævner hun:
Preparation – En indledende forberedelsesfase, en slags Base Camp og sikker zone. Det er i denne fase, man finder den rette terapeut og investerer tid i at udvikle en god alliance med vedkommende. I denne fase er klientens sikkerhed i fokus. Det handler om at leve et sikkert sted, lære at sove ordentligt, spise sundt, motionere og restituere samt få orden på sin økonomi, den jobmæssige situation og sit parforhold. Man kan ikke bestige et bjerg uden en Base Camp.
Unintegration – Fasen kan først påbegyndes, når der er en tryg alliance med terapeuten. Fasen har fokus på, at man slipper sine identifikationer med falske selv- og andrebilleder og med usande fortællinger, man har bygget op omkring sig selv og sin livshistorie. I denne fase begynder man at se både sin barndom og sine beskyttelsesstrategier mere klart. Man begynder langsomt at processere det traumatiske, der skete engang, samtidig med at man, sammen med terapeuten, arbejder med den modstand, der uværgerligt vil komme mod netop at processere traumet. Schmelzer sammenligner fasen med at bryde en mur ned ved at tage en mursten ad gangen. Man begynder at forstå sit traume og indser, hvordan man overlevede det. Man åbner den sorte boks, og alle livsfragmenter hvirvles op og skaber kaos og forvirring.
Identification – I denne fases sammensættes klientens livshistorie på ny, nu hvor man husker traumet og forstår det på en ny måde. Fortællingen om ens liv ændrer karakter, og det gør ens følelser, tanker og sansninger også. Man stiller spørgsmål ved de gamle overbevisninger. Fasen er således startskuddet på en nyorientering i livet. Man samler lige så stille alle sine livsfragmenter til en ny helhed, samtidig med at man gennemgår hver brik minutiøst. Det er typisk også en fase med dyb sorg, fordi man begynder at indse, alt hvad man mistede.
Integration – Den fase hvor fortiden definitivt bliver fortid, Man har fået et nyt sprog for det, der skete, og man kan sætte nuancerede ord på sin livshistorie: hvad der skete, og hvordan man klarede det. Man kan også forklare det, der ikke skete. Også denne fase er fyldt med sorg, men også mere håb. Fasen er en ny begyndelse, hvor en fremtid begynder at blive mulig. Man udvikler nye kompetencer. Livsfragmenterne synes at give mening og kan endelig samles til en helhed – en sammenhængende og meningsfuld livshistorie.
Consolidation – Man konsoliderer alt man har lært. Man holder måske en pause med terapi. Man lever sit liv og øver sig i sine nye færdigheder. Man tilvænner sig langsomt til et lande i et normalt liv uden drama og konstante følelsesmæssige svingninger. Man lærer at leve uden en permanent oplevelse af at være i fare. Man erfarer hvordan det er at være i en krop uden overlevelseshjerne; at eksisterer i et liv uden frygt, panik og nedlukning.
Afslutning på første del
I anden del af denne artikel, kommer vi nærmere ind på de forskellige fem faser. Jeg vil gennemgå, hvad faserne hver især indebærer, og hvilke særlige udviklingsopgaver, der knytter sig til dem.
Kilde
Gretchen L. Schmelzer: Journey Through Trauma – At Trail Guide to the 5-Phase Cycle og Healing Repeated Trauma