Denne artikel er den anden del af to. Den handler om heling af tilknytningstraume – et tema, som jeg har skrevet en række artikler om på min blog, og som min seneste bog ”Den indre uro” også omhandler. Artiklen, som bygger på Gretchen L. Schmelzers bog ”Journey Through Trauma” beskriver de faser, en terapeutisk helingsproces ofte vil indbefatte. At hele et traume tager lang tid og kræver både viljestyrke, mod og ressourcer. Derfor kan det være godt at læne sig op af andres erfaringer. En af de største hindringer for heling er mistillid, men tilknytningstraume heles kun i en relation – en tryg relation.
Jeg vil ikke have hjælp
”Healing from trauma is perhaps the most complicated form of therapy” (Gretchen Schmelzer)
Vi mennesker heles bedst i en den konfiguration, vi oprindelig blev traumatiseret i. Et tilknytningstraume er, er som navnet siger, en traumatisering, der fandt sted i en betydningsfuld relation, som vi var afhængig af, fordi vi var et barn.
Konteksten for heling skal være rigtig, og man har brug for hjælp, selv om en stemme indeni, bliver ved med at sige, at ingen kan hjælpe mig, at de ikke forstår, at jeg vil klare det selv, eller at man vil bruge sine venner eller sin partner.
Man kan dog ikke bruge en god ven, fordi en ven altid vil søge at undgå at gøre os mere kede af det, og fordi en god ven har brug for, at vi kan lide vedkommende. En professionel og god terapeut, baserer, ligesom en god mor, ikke sin adfærd på at være populær, men på hvad der er godt og aldersvarede for barnet. Terapeuten har ingen anden dagsorden end at hjælpe klienten, og er ikke belastet af at skulle være høflig eller undgå visse emner.
En professionel terapeut er veluddannet og kan rumme klientens fortælling og følelser. En terapeut skal ikke holdes af, eller have ”likes”, eller tages hensyn til. Af vores venner håber vi almindeligvis, at de skal kunne se det, vi ser. At de skal forstå gennem vores eget perspektiv, mens en terapeut ofte tilbyder et helt nyt perspektiv, som ikke er baseret på at være populær, men udelukkende på viden, solid teori og erfaring. En terapeut støtter både den side af klienten, der vil forandres, men også den side, der ikke vil. En god ven derimod, går med en, i det man siger.
Man betaler ikke en terapeut penge for at vedkommende skal tage sig af en. Man betaler en professionel, fordi terapeuten skal lære en, at tage sig ordentligt af sig selv. For det kan man ikke, når man er uforløst med hensyn til tab og traume. Vi har brug for en, der kan håndtere den dybe skam, og det kan vores venner eller en partner ikke. De bliver ulykkelige og føler sig magtesløse over ikke at kunne hjælpe. Det er alt for smertefuldt.
En terapeut er som en god forælder; vedholdende, tålmodig, og positiv. Vedkommende kan være der for klienten og sætte sig selv i parentes. En professionel er en, som ved en masse om toksisk stress og traume, men som også er villig til at lære nyt, og lære af klienten. En som kan tage sig selv uhøjtideligt og være med alle de svære følelser. En som kan se sine egne fejltagelser og være villig til at tale om dem – en som ikke ser sig selv som perfekt. En hvor klienten føler sig tryg og sikker, men også udfordret. Lad os nu gå nærmere ind i de fem faser i en terapeutisk helingsproces, som bekrevet af Gretchen Schmelzer.
Preparation
Det er klart, at man ikke går i gang med at hele sit traume, hvis ikke man kender til traumet, eller overhovedet vil tage ejerskab til det. Og det er ofte sådan, det er indledningsvist. Man kan og vil ikke indse, at det man har været ude for, er et tilknytningstraume, og at det har gjort umådelig stor skade i ens evne til at leve livet med lethed og glæde.
Traumet er således ikke kun det, der skete, men også alt det, der ikke skete, og den læring, udvikling og optimisme, man gik glip af. Traumet er den indvirkning, det der skete, har haft på ens biologiske organisme, hjernen og nervesystemets udvikling og de indre, mentale og følelsesmæssige sindstilstande, der lever deres eget liv dybt inde i vores krop.
Da man som barn blev udsat for sine omsorgspersoners svigt og tilknytningsforæderi, kunne man ikke andet, end at forsøge at lukke af for en skræmmende virkelighed. Man beskyttede sig selv mod psykisk kollaps, og man beskyttede sine tilknytningsrelationer mod sandheden om dem selv. Man forvrænger det man oplever, og overlever ved at fortælle sig selv, at virkeligheden ikke er, som den ser ud.
Så længe man fortsætter med at benægte og fortrænge, og det gør man typisk langt ind i voksenlivet, forbliver traumet uforløst. Man ser, ofte ubevidst, sig selv som den skyldige, forkerte og skamfulde, og lever sit liv i overensstemmelse med denne overbevisning – i valget af livsstil, i valget af partner og i den måde man er forælder for sine egne børn på.
Det er typisk op til forberedelsesfasen, at man begynder at opleve, at symptomerne forbundet med traumet og selvbeskyttelsesstrategierne, bryder igennem. Man sover måske dårligt, har voldsom indre uro og diffuse kropssmerter, angst, depressivitet, humørsvingninger, konflikter i de nære relationer, og man har måske også udviklet et misbrug af sociale medier, spil, tv, mad, sport, arbejde, porno, alkohol, stoffer, medicin el. lign..
Det er også her man, måske for første gang, overvejer at få noget hjælp, at gå i terapi. Det kan også være, man har været i en lind strøm af terapeutiske forløb gennem mange år, uden at det rigtig har rykket, fordi man ikke har været klar til at slippe sine selvbeskyttelsesstrategier. Det er helt normalt. Så selv når vi dybt og inderligt ønsker at forandre os, kan det være utrolig vanskeligt, fordi der kommer en voldsom indre frygt og modsand mod selvforandringen. Selvbeskyttelsesstrategier arbejder altid for at opretholde status quo, og modarbejde enhver forandring. Det er jo det, de er designet til.
Gretchen Schmelzer sammenligner forberedelsesfasen med piloten, der ankommer til sit fly og begynder at tjekke det via en tjekliste. På den måde kommer hun ind i ”flytilstand”, forbereder sig, grounder sig selv og kommer mere til stede som pilot. Det siger sig selv, at det mangedobler sikkerheden. Det er det samme en kirurg gør, før en kompliceret operation.
Det samme gælder bjergbestigeren. For at bestige et højt bjerg, må man være i ekstremt god fysik form, og det i sig selv, tager typisk et år. Det er den langvarige forberedelse, der gør det muligt, overhovedet at bestige et bjerg. Modet alene, gør det ikke. Det er med traumeheling som med bjergbestigning; det handler først og fremmest om det fysiske helbred og om en basal form for sikkerhed.
Mange klienter kommer dog ofte akut i terapi, fordi en eller anden hændelse har udløst en krise og skabt en retraumatisering. Det kan være, man har mistet sit job, skal skilles, har fået et barn, eller er blevet syg. Man er desperat, man lider og man vil have, at smerten skal gå væk – nu. Fordi smerten er så intens, tror man, at man kan kaste sig ud i det terapeutiske arbejde, men det er en stor fejl. Man vil have fart på, og man bliver irriteret på terapeuten, fordi vedkommende går for langsomt frem. Terapi er læring, og læring kan ikke finde sted i en overlevelseshjerne. Man skal væk fra det oprørte hav, og ind på land, før man kan begynde at arbejde med sit traume. Forberedelsesfasen ligner således ikke rigtig terapi, men er det, blot på en anden måde. Klienten vil tale om alt det traumatiske, mens terapeuten vil spørge ind til, hvad man spiser, og hvordan man sover, og hvordan det føles i kroppen.
Hvis klienten er midt i en akut krise, skal den afhjælpes, inden den egentlige traumeheling kan tage sin begyndelse. Desværre stopper mange i terapi, efter at en krise har lagt sig, og får således ikke helet det bagvedliggende traume. De kommer så først i terapi igen, når den næste krise indtræffer. Og det gør den, for traume medierer kriser igen og igen.
Det er således ikke ualmindeligt, at klienten ikke præsenterer det bagvedliggende problem, men udelukkende det, som er akut og som er nemmest at tale om – ofte det, klienten har talt om hele sit liv. Man taler om sit dårlige selvværd, men ikke om traumatiseringen af selvet. Man taler om de andre, men ikke sig selv. Man taler om alt det, man ikke har, men ikke om det, man har mistet. Man fortæller alt det, man ved allerede, men kan ikke åbne sig for det, man ikke ved.
Derfor skal der i forberedelsesfasen arbejdes intenst med evnen til at sanse, mærke, føle og lægge mærke til indre tilstande. Man kan ikke forandre noget, hvis man ikke kender udgangspunktet. At overleve et tidligt tilknytningstraume kræver altid en vis form for følelsesløshed og nedlukning. Som barn lukker man for adgangen til sine følelser på samme måde, som man kan skære ledningerne over til en støjende brandalarm. Heling derimod kræver fuld forbindelse og en opvågning i følelser og kropslige sansninger. Det er evnen til ikke at føle og sanse, der hjælper et svigtet barn gennem barndommen, men i voksenlivet ødelægger det livet.
Det kræver basalt set to ting at gå i terapi; at møde op og være så ærlig som mulig. Derfor må man sammen med terapeuten undersøge, hvad skal der til for, at man kan møde op og blive ved med at lave nye aftaler. Og hvad der skal der til for, at man kan være ærlig og turde lade sig høre og se.
For et tilknytningstraumatiseret menneske er det dog tæt på umuligt at forpligte sig og være så radikalt ærlig. Det er så modsat det, man har gjort i mange år – så nyt og skræmmende. Mange stopper derfor i terapi allerede i forberedelsesfasen, fordi de ikke synes, det nytter noget, og fordi de ikke føler, at terapeuten forstår dem. Men ofte forholder det sig sådan, at det at blive forstået og bevidnet, ville have været alt for følelsesmæssigt hårdt – ligesom det vil være at erfare sandheden om, hvad man har været igennem. Man stopper, fordi man ikke er klar til at rumme sandheden om sit eget liv – endnu. Det er helt normalt, og ofte skal der en del indflyvninger til.
I forberedelsesfasen skal man indtænke sine ressourcer. Man skal have råd til at gå i terapi uden at blive alt for økonomisk presset, men man skal også overveje, hvad man skal have med sig på rejsen op ad bjerget, og hvad der vil kunne støtte en. Man skal bo et trygt sted og man skal være i sikkerhed. Hvis man ikke er i sikkerhed, kan man ikke hele et traume. Så sikkerhed er første prioritet. Man kan altså ikke leve i et farligt parforhold og samtidig hele et tilknytningstraume. Man kan heller ikke være på et arbejde, der stresser en og samtidig hele sit traume.
Det er ikke terapirummet, der skal være klientens sikkerhedszone, det skal vedkommende have etableret ude i sit normale liv, inden den egentlige traumeheling kan begynde. Terapirummet er det sted, man kommer og heler sit traume og lærer nyt; ikke der, hvor man lever sit liv. Det er grundlæggende heller ikke et aflastningssted; et sted hvor man kan læsse af eller finde ly. Terapirummet er et lærings- og udviklingssted.
Som Gretchen Schmelzer siger, så er det med terapi som med Tour de France. Man skal have et supportteam for at kunne gennemføre løbet. Som klient skal man også have et supportteam ude i sit normale liv. Man skal have et arbejde, man skal have orden i sin økonomi, man skal have meningsfulde aktiviteter at tage sig til. Man skal også have nogle indre ressourcer med på rejsen. Man skal have viljen til at møde op, et vist håb om, at ting kan forandres samt en vis vedholdenhed, hvor man bliver ved, selvom det er svært og tager tid.
Der vil måske være mennesker i ens liv, som ikke støtter den forandring, man søger, og som ikke vil hjælpe, eller som decideret yder modstand. Dem skal man tage en pause fra. Man kan ikke både hele sit traume og have for mange konflikter med andre mennesker samtidig. Den største modstander mod den ønskede forandring, er dog ofte ens egne selvbeskyttelsesstrategier.
Det er alt dette, man arbejder med i forberedelsesfasen. Man opbygger en Base Camp, og det tager tid. Base Camp er metaforen for en sikker zone. Et sted hvor man kan slappe af, trække vejret roligt, falde i søvn og leve livet. Fra dette sted kan traumehelingen tage sin begyndelse – ligesom bjergbestigeren. Igen og igen vil bjergbestigeren vende tilbage til Base Camp for at restituere og gøre sig klar til endnu en etape. Uden Base Camp vil bjergbestigeren aldrig nå toppen.
I forberedelsesfasen plejer jeg at introducere til en enkel form for mindfulness, hvor klienten skal træne i at sidde stille og holde kroppen i ro. Intet andet. Alt som bidrager til mere selvopmærksomhed er godt i denne fase, fordi det bidrager til, at man mærker og styrker sine ressourcer. Man træner i at komme ind under overfladen og mærke kroppen og det rige liv under hudens overflade. Hvis man ikke kan sidde stille i stilhed, er det fordi angsten er for høj – endnu. Når angsten er for høj, er vi ikke klar til at bestige et bjerg, så vi må træne.
Der er ikke noget mål i mindfulness-træningen som sådan; det handler om at lære, hvad der er inde i en selv, og øve sig i at kunne rumme det. Man skal finde en måde at lære hjernen at slappe af på og komme ind i værensmodus uden for megen frygt. Det bruger vi Base Camp til.
Unintegration
Når oplevelsen af at være i sikkerhed begynder at materialisere sig, begynder organisme helt af sig selv at slappe mere og give mere slip. Man holder langsomt op med at holde så krampagtigt sammen på sig selv. Man lader alle dele af sig selv være mere i fred, så de langsomt kan finde sammen i nye konstellationer – i et nyt hele. Dette kaldte Donald Winnicott for ”unintegration”.
De mere sikre omgivelser fungerer som et ”Holding Environment” – også et begreb af Donald Winnicott. Et sikkert sted, hvor man kan øve sig i at give mere slip, fordi man føler sig støttet. Det er det, den tilstrækkelige gode mor tilbyder sit barn, hvorved det bliver trygt, og det er denne oplevelse af basal sikkerhed, det traumatiserede barn ikke oplever, og derfor ikke ved findes.
For den traumatiserede klient opleves denne fase indledningsvist som en krise og ikke som en del af helingsprocessen. Dette er på mange måde tilknytningstraumets paradoks; det er ikke reel fare, der får klienten til at føle smerte og uro i voksenlivet, det er sikkerhed. Følelsen af sikkerhed er så uvant, så ukendt og så skræmmende. For i sikkerhed kan og vil følelser og sansninger fra det oprindelige traume kigge frem – og det er voldsomt. Det føles som om, man falder sammen, når man tillader sig at føle sig tryg. Dette er markøren på unintegrationsfasen. Det ligner krise, men er ikke det ikke. For der er ikke noget ude i det virkelige liv, der er farligt, selvom hjernen insisterer på det. Man er i sikkerhed. Man har en Base Camp. Man er ikke ved at disintegrere, men i færd med at give slip.
I traumeterapi vil der således uvægerligt komme perioder, hvor man synes, man har det dårligere, end da man startede i terapi. Det er unintegration, som vi kan forstå som en slags destabilisering før nyorientering. Det kan i denne fase vælte ud med traumatiske erindringer og svære følelser. De kommer, fordi det nu er muligt. De kommer som en reaktion på en åbning af en hidtil lukket kanal, og en opvågning i følelserne. Der kan komme sorg, depression, vrede, raseri, hjælpeløshed og masser af skam. Det er ubehageligt, men ikke farligt. Og det er normalt.
Forberedelsesfasen sikrer, at man får tillid nok til at læne sig op ad en anden og lade sig støtte, og i disse helende omgivelser kan de gamle beskyttelsesstrategier begynde at slippes. Man slipper en smule af kontrollen og den voldsomme holden fast og holden sammen på sig selv. Det giver adgang til små øjeblikke uden for den traumeorganiserede oplevelsesverden. Det er som at lære at flyde på vandet. For at flyde må man blive slap og tung, først da kommer letheden.
Både før og efter en transition, er vi mennesker usikre og ukomfortable. Det er kompliceret og potentielt skræmmende, at stoppe noget gammelt og starte noget nyt. I unintegrationsfasen kommer man således ud af balance, og stærke følelser vil vælde op. Det kan føles som et frit fald – et nervesystem i frit fald. Det er rigtigt nok. Det kan også føles som et tilbagefald, men det er ikke rigtigt.
I unintegration-fasen udvider man stille og roligt sin til tolerancetærskel. Det som Daniel Siegel kalder Window of Tolerance. Man øver sig i at finde den rette balance mellem hverken at være helt overvældet eller helt nedlukket. At finde den optimale zone for arousal. At hele et traume er således intimt forbundet med rumme mere – tanker, følelser, sansninger og erindringer. Ikke at komme af med noget, men at kunne være med mere af sig selv.
I unintegration-fasen begynder vi at se de falske selv- og andrebilledet mere klart, og vi begynder at tage afstand fra dem, fordi de ikke er sande. Man ser også sine beskyttelsesstrategier mere tydeligt. Hvad der skete i ens barndom, og hvordan man klarede sig igennem. Alle de fortællinger om sig selv og sine forældre, man var nødt til at finde på, for at kunne holde det ud. Man tager den ene episode op efter den anden og undersøger, hvad der er sandt, og hvad der ikke er. Man bryder hele sine livshistorie ned, for at kunne få fat på det, der skete og udvikle nye billeder af sig selv og betydningsfulde andre, som er mere i overensstemmelse med sandheden.
Identification
Denne fase handler om begynde at sammensætte historien om sit liv på ny. Når man kan fortælle sin historie mere sandfærdigt, ændrer ens følelser og tanker sig også, og man både ser og mærker tilknytningstraumets enorme indvirkning på den måde, man forholder sig til sig selv. Man begynder at indse, at man en gang var et uskyldigt barn. Man begynder at indse, at man ikke er defekt, forkert eller inkompetent. Man begynder at holde op med at skamme sig så meget over sig selv.
Som nævnt, så skal man leve sit normale liv, samtidig med at man heler sit traume. Man kan ikke forsvinde væk og komme helet tilbage. Det findes mig bekendt ingen magiske løsninger. Traumet er ikke blot det, der skete, men den indvirkning, det har haft på os, og de overlevelsesstrategier vi har været nødt til at udvikle, som indeholder så mange falske overbevisninger om selvet og så mange virkelighedsforvrængninger, som nu styrer vores liv.
I identification-fasen får vi mere sprog for det der skete, og som tidligere har været unævneligt, og med sproget kommer en stigende evne til at reflektere og mentalisere. De overbevisninger, attituder, holdninger og den adfærd, som beskyttede os mod at blive overvældende af frygt, skam, hjælpeløshed og raseri, holder langsomt op med at være naturlove, som vi efterlever automatisk og ikke stiller spørgsmål ved.
Gretchen Schmelzer bruger puslespillet som endnu en metafor for traumeheling. I unintegration- fasen åbner man boksen og det vælter ud med brikker. Der er intet klart billede, men en masse livsfragmenter og erindringer, som ikke ser ud til at give nogen mening eller passe sammen. I identification-fasen gennemgår man møjsommeligt hver enkelt brik. Man vender hver en sten i sin livshistorie, og finder ud af hvor og hvordan den passer ind. I integration-fasen samler man pulsespillet. Traumeheling er som at få overblik over og samle et puslespil med tusindvis af brikker. Det tager selvfølgelig sin tid, og indeholder en masse komplikationer.
Traume er, som nævnt mange gange, ikke kun det der skete, men også den mening, man tillægger det, og den betydning det får for ens selvopfattelse og oplevelse af verden. Helingsprocessen indbefatter derfor en transformation fra skam til sund selvrespekt. Man må slippe ideen om selvet som uelskeligt, uværdigt og udueligt. Man må slippe den historie, man udviklede om sig selv og sit liv – for at beskytte sig selv og sine tilknytningspersoner.
Nogle klienter siger: ”jamen skal jeg bare lære at holde af mig selv?”. Ja, men det er ikke ”bare”. Det er ikke let at elske, hvad man altid har hadet. Det er ikke let at tage sig godt af, hvad man altid har mishandlet. Og hvad vil konsekvenserne være af, at jeg begynder at behandle mig selv med respekt? Så kan jeg jo ikke længere indgå i relationer, der er krænkende? Så kan jeg ikke længere give andre skylden. Så kan jeg ikke længere ødelægge mig selv med mine misbrug. Så er jeg nødt til at tage det faktum til mig, at jeg er voksen og har indflydelse på, hvordan mit liv skal være.
Et tilknytningstraume ligger som tusindvis af livsfragmenter gemt væk i en kasse, som ikke må åbnes. Men når roen begynder at indfinde sig, og selvbeskyttelsespresset aftager, ryger låget automatisk af, og brikkerne flakker ud. Hvad består brikkerne af? De består af erindringer, hændelser, tanker, følelser, sansninger, lugte, smage, lyde, billeder – brikkerne er i alle modaliteter. Vi tager brikkerne op, en efter en, og undersøger hvad den forestiller, og hvordan den hører til. Man dykker i terapien dybt ned i det sorte vand, og hver gang har man noget værdifuldt med op, som man langsomt kan samle til en helhed. Man henter sin livshistorie op fra dybet. Man bygger sig en sammenhængende, sandfærdig livshistorie. Man udvikler tryghed.
Integration
Kernen i tilknytningstraume er overvældende hjælpeløshed, og igennem denne prisme har man set sig selv og andre. Nu er tiden kommet til at indse, at verden er en anden, end man troede den var. At man har taget fejl, fordi man har set verden gennem sit traume.
Nu stopper man definitivt de falske og forvrængede historier om sig selv og sin opvækst, og kalder tingene ved deres rette navn, for man har fået et sprog med flere nuancer og flere begreber. Man kalder eksempelvis ikke længere forsømmelse for frihed. Man kalder ikke længere et overgreb for kærlighed. Man kalder ikke længere en invaderende relation for en tæt relation. Man kalder ikke længere ignorans for tillid. Man kalder ikke længere kontrol for omsorg. Man kalder ikke længere et alkoholmisbrug for at drikke lidt for meget. Man undskylder ikke længere sine forældre, man holder op med at forsvare dem.
Al den energi, man nu ikke længere skal bruge på at lyve og holde sammen på en fortælling, der ikke er sand, kan man nu bruge på at tage sig af sig selv. Man begynder at fornemme et overskud. Integration er ganske enkelt at begynde at tillade sig selv at vide det, man allerede ved, men som selvbeskyttelsesstrategierne har sikret, man ikke fik adgang til.
Det hårde arbejde i denne fase er ikke-gøren. At slippe, restituere og bare være. Integration er det arbejde, der pågår, når man ikke knokler. Som den brækkede knogle, der gror sammen, når den får fred og ro til at hele. Traume heles på en måde som er sammenlignelig med et benbrud.
Integration-fasen er også en sorgfase, fordi man her giver slip på alle ideer og håb om, at det var anderledes, end det var, da man var barn. Man adskiller sig sin gamle livshistorie, og siger farvel til sine selvbeskyttelsesstrategier. Man sørger over det, der skete, og alt det der ikke skete. Over det man mistede, og det man ikke fik. Man sørger over sine enorme tab – og åbner for en ny begyndelse.
En ny begyndelse betyder en fornyet selvfornemmelse; et forandret mere positivt selvforhold. Man kan fornemme sine voksenkompetencer, og man kan tage sin voksenhed på sig. Langsomt bliver traumet fortid og holder op med at støje så meget. Når der ikke længere er noget aktivt traume, er man heller ikke et traumeoffer. Man er ikke længere helt som man var engang – man er den man altid har været, hvis man ikke havde udviklet selvbeskyttelsesstrategier.
Tabet forbundet med tilknytningstraumet er ofte meget diffust og sammensat. Det er tabet af sikkerhed, tillid, håb, selvværd, identitet, integritet, kompetence, uskyldighed, optimisme, glæde og meget andet. Traumelivet er derfor et indsnævret, rigidt og kaotisk liv, og man overlever grundlæggende ved at lave regler og leve efter dem, og ved at bygge overbevisninger og historier op, der ikke passer med det, man ved, men som man ikke tillader sig at vide. Livet i integration-fasen er et helt andet, mere rummeligt liv, hvor der er plads til nye tanker, følelser og helt ny adfærd – vitterligt en ny begyndelse. Traume er fraværet af vækst og udvikling, mens heling er den frihed, der kommer af at tage rorpinden i sit eget liv.
Konsolidering
Konsolidering føles, som forberedelsesfasen, ofte ikke som rigtig terapi, men er det. Det er en fase uden savn, opsøgning og rastløshed – en helt ny værensform. Man kommer ind i en ukendt tilstand af, at alt er godt, at man godt kan klare det. Jo mere man og kan holde ud at være i den tilstand, jo flere neuronale forbindelser laver hjernen, så man lettere kan komme tilbage til den tilstand igen og igen. For den traumatiserede kan denne værensmodus godt opleves skræmmende, fordi den er så ukendt. Den kan opleves som stilhed før storm, men er bare stilhed. Stormen er overstået for denne gang.
Man øver sig dagligt på at leve det almindelige liv; på at være en del af menneskeheden. Man øver sig i både at være et individ og en del af flokken. Man øver sig i både at være selvstændig og tillade sig at søge hjælp og støtte. Man lærer langsomt at tolerere det rolige liv – at leve fra et mere mildt og stille sted inde i sig selv, uden frygt, panik og skam.
I konsolideringsfasen restituerer man efter det hårde arbejde i de foregående faser. Det er også her man måske tager en pause i sin terapi og bare koncentrerer sig om det normale liv. Efter konsolideringen, vil der måske efter et stykke tid opstå behov for gå i terapi igen. Det er helt almindeligt. Traumeheling er ofte et livstidsprojekt. Ikke noget man bare kan overstå, men noget man er nødt til at finde ud af at sameksistere fredeligt med. Det behøver dog ikke gøre livet mindre vidunderligt af den grund.
Kilde
Gretchen L. Schmelzer: Journey Through Trauma – At Trail Guide to the 5-Phase Cycle og Healing Repeated Trauma