Denne artikel handler om tilknytningsbrud i parforholdet – og om reparationsprocessen gennem parterapi på et tilknytningsteoretisk grundlag. Tilknytningsbrud skyldes typisk krænkelser, bedrag eller andre alvorlige former for afbrydelse i den menneskelige tillid og kontakt. Tilknytningsbrud handler eksempelvis om, at man bliver følelsesmæssigt forladt på særligt kritiske tidspunkter, hvor behovet for omsorg og nærhed er ekstra stort. Når man for eksempel er syg, gravid, bange, ulykkelig eller på anden måde sårbar. Sådanne brud skaber voldsom utryghed i parforholdet, og kan være traumatiserende. Tilknytningsbrud ødelægger tilliden mellem parterne, og gør relationen ustabil og utryg. Artiklen bygger på bogen: The Practice of Emotionally Focused Couple Therapy: Creating Connection af Susan M. Johnson.
Parforholdet er en tilknytningskonstellation
Man skal forstå parforholdet som en tilknytningskonstellation – et følelsesmæssigt fænomen, der etablerer et bånd mellem to parter, der har brug for hinanden, særligt til emotionel regulering. Vi er grundlæggede flokdyr, og vi har brug for at vide, at den anden vil være der for os – i medgang og modgang.
Undersøgelser viser, at parforholdet beskytter vores sundhed og øger vores resiliens. Vi lever længere og har et bedre liv, når vi lever i tæt kontakt med en betydningsfuld anden/andre. Dette er parforholdets helt centrale neurobiologi. Ofte er vi mennesker helt afhængige af vores partner og nære familie, fordi den store flok ikke rigtig eksisterer længere.
Mistrivsel i parforholdet er både ubehageligt og truer vores sundhed. Parforholdsstress handler grundlæggende om at blive overvældet af negative følelser og blive fanget ind af snævre, rigide, dysfunktionelle samspilsmønstre, vi ikke selv kan finde en vej ud af.
Parterapi på et tilknytningsteoretisk grundlag kortlægger, hvordan man processerer sine oplevelser til måder at forstå sig selv, den anden og relationen på, og hvordan begge parter organiserer deres interaktioner i bestemte mønstre, der skaber utryghed og mistillid.
Man lærer i parterapi at se sammenhænge mellem egne individuelle oplevelser, oplevelser af selvet og den anden, og hvordan disse forståelsesmåder interagerer med den andens ditto – og bliver til interpersonelle dynamikker.
Rejsen fra en utryg til en tryg relation går fra:
– Fremmedgørelse til engagement
– Forsvar og selvbeskyttelse til åbenhed og mod til at tage risici
– Passiv håbløshed til aktiv deltagelse
– Desperat bebrejdelse til at se, hvordan kritik gør det svært for den anden at være omsorgsfuld
– Fokus på fejl til opdagelse af egne længsler
– Isolation til forbindelse, nærhed og intimitet
Det er følelser, der medierer vores tilknytnings- og omsorgsadfærd
Mange, der opsøger parterapi, udtrykker et ønske om at få nogle redskaber til at blive bedre til at kommunikere. Der er ikke noget galt med det ønske, men hvis det ”blot” er redskaber, parret har brug for, så kan de forbedre deres relation alene ved at købe en selvhjælpsbog eller gå på et kommunikationskursus. Hvis løsningen ligger lige for, ville parret allerede selv have fikset problemerne.
Derfor er målet med parterapi baseret på tilknytningsteori at give parterne støtte til at kunne genprocessere egne og fælles oplevelser og reorganisere deres interaktioner med hinanden med henblik på at kunne etablere et tryggere bånd – og skabe en mere sikker forbundenhed. Tryg tilknytning er kongevejen til et tilfredsstillende parforhold – og et godt liv.
Det er ikke teknikker eller redskaber, der organiserer tilknytningsadfærd eller motiverer os til at respondere på bestemte måder. Det er vores følelser, der styrer vores perception, fortolkninger og adfærd, og det er vores følelser, der kommunikerer vores behov og længsler – eller lukker af for samme. Når vi ikke kan kommunikere autentisk og ærligt med hinanden på en venligsindet måde, lander vi et utroligt ensomt og skræmmende sted. Det er fra dette sted, parterapi ofte tager sin begyndelse. Sue Johnson benævner dette som: ”Unfolding the client´s emotional reality.”
Derfor er parternes følelsesmæssige oplevelser målet for terapeutens særlige opmærksomhed. Alle behov, ønsker og følelser ses i udgangspunktet som normale, adaptive og sunde, men den måde de udleves og kommunikeres på i parfoldet, kan skabe store problemer for tillid og nærhed. Mennesket er som en biologisk skabning naturligt orienteret mod vækst og udvikling, og har almindeligvis sunde behov og længsler. Det er fortrængningen, benægtelsen, frakoblingen af disse naturlige behov, der skaber problemerne – ikke behovene.
Når intense følelser som eksempelvis frygt ikke bliver ejet ordentligt eller forsøgt skjult bag vrede, foragt eller hjælpeløshed, forgiftes relationen af uhensigtsmæssige, repetitive mønstre af angreb og forsvar; af dominans og underkastelse; af kontrol og pleasen. Kritik initierer tilbagetrækning, og tilbagetrækning initierer kritik. Således fanges parterne ind i bestemte måder at processere, organisere og regulere følelser på, som giver massive både indre og ydre konflikter.
Når parforholdet er et konstant tilknytningsdrama
At inddrage den videnskabeligt forankrede tilknytningsteori i parterapi er ifølge Sue Johnson revolutionerende, fordi terapeuten får en sammenhængende, relevant, evident teoretisk ramme for at forstå og intervenere i parternes destruktive dans med hinanden.
Tilknytningsteorien er nok mest af alt en traumeteori – en teori om tab, afvisning, svigt og forladthed. Tidlige tab af tillid og tryghed i barndommen viser sig typisk i parterapi som ”kommunikationsproblemer” eller som smertefulde oplevelser af at mangle sikkerhed, nærhed og intimitet.
I den historie, parterne kan fortælle om deres parforhold, gemmer der sig ofte devaluerende og utrygge selv- og andrebilleder. Man ser den anden som følelsesmæssig utilgængelig og selvet som uelskeligt. Eller man ser sig selv som utilstrækkelig og den anden som afvisende. Disse billeder har typisk ikke deres rod i parforholdet, men stammer fra meget tidligere, ofte glemte eller delvist glemte, erfaringer med følelsesmæssige samspil med omsorgspersoner i barndommen – særligt i situationer, hvor man var bange, ulykkelig og sårbar eller på anden vis udtrykte individuelle, autentiske behov.
Den destruktive parforholdsdynamik kan forstås sådan, at når der opstår usikkerhed om den anden parts emotionelle tilgængelighed i parforholdet, så trigges – og det sker helt ubevidst – gamle, automatiske, emotionelle responser sammen med korresponderende rigide handletendenser, der giver smalle, flade og forvrængede virkelighedsoplevelser og tilsvarende selvbeskyttende adfærd.
Rigide, ikke-rummelige interaktionsstrukturer i parforholdet har det med at forstærke sig selv, og medierer derfor igen og igen intens negativ affekt og eroderer på sigt tilliden mellem parterne. Parret er landet i en ond, cirkulær feedback-loop af smerte og fortvivlelse. Det parterne frygter mest; at den anden ikke er der for dem, bliver til en selvopfyldende profeti.
Man skal lære det, man helt naturligt kunne som lille barn, inden evnen blev fatalt skadet; at udtrykke autentiske behov, ønsker, længsler og sårbarhed samtidig med, at man trækker den anden part nærmere til sig. Dette kræver, at man finder mod og styrke til at være med sin egen sårbarhed og vise den åbent frem. Kun på måde kan vi bygge mere sikkerhed, tillid og tryghed ind i parforholdets fundament.
Følelser i fokus
I parterapi baseret på tilknytningsteori, anskues følelser i overensstemmelse med moderne neurovidenskab, som et højtudviklet, biologisk informationssystem. Alle følelser er meningsfulde, når de forstås i en kontekst. Følelser er processering af information, der har til formål at være meningsskabende og handlingsanvisende; de er hjernens fortolkning af kropslige sansninger, og de medierer specifikke handletendenser.
I sådan en optik er følelser en ressource af meningsskabende feedback selekteret frem af evolutionen. De fortæller os, hvordan vi opfatter omgivelserne, og hvordan vi berøres. De siger noget om, hvad vi sanser omkring en anden person, og har således en stærk social funktion – udover den basale overlevelsesfunktion. Følelser er vores indre barometer. Vores adfærd og beslutninger er vejledt af følelser – både bevidst og ubevidst.
Følelsesprocessering er et biologisk system, som styrer, organiserer og reorganiserer vores perception og adfærd, så den bliver mest mulig adaptiv med hensyn til sikkerhed og behovsopfyldelse. Følelser fokuserer vores opmærksomhed, farver vores perception, primer og organiserer vores responser og adfærd – og kommunikerer de med andre artsfæller.
I den utrygge tilknytning vil der være varierende grader af fejlafstemning mellem barn og voksen, og aspekter af barnets indre følelsesliv vil således ikke blive set, anerkendt, spejlet eller valideret på anden vis. Følelser og oplevelser, som ikke rummes af omsorgspersonen, vil ikke ophøre med at eksistere, men barnet og senere den voksne vil få svært ved at processere dem og dermed gennem denne processering lære sig selv at kende og erfare, at man kan skaffe sig det, man har brug for – at man er kompetent og værdifuld.
Når følelser eller følelsesfragmenter ikke kan fremvises, vil barnet forsøge at præstere sindstilstande som bedre kan rummes og accepteres af omsorgspersonen. Disse, kaldet sekundære følelser, er barnets bedste forsøg på at håndtere og skjule de autentiske kernefølelser – også kaldet de primære følelser. Primære følelser er således adaptive og autentiske her-og-nu responser, mens de sekundære følelser handler om at erhverve sig en sekundær følt oplevelse af sikkerhed og maskere de sande indre tilstande.
Frygten for frygt
Frustrerede par interagerer på niveauet for sekundære følelser. De kan ikke åbent kommunikere behov og sande indre tilstande, og forsøger så, gennem de sekundære, mere instrumentelle følelser, i stedet at manipulere en ønsket respons frem hos en anden.
Sekundære følelser er defensive – deres egentlige formål er at beskytte personen mod at lande i den skamfulde oplevelse af sårbarhed. Der er altså en god grund til, at barnet udvikler sådanne emotionelle strategier, men reaktive følelser skaber i et parforhold negative responser, og vedligeholder negative følelser og en dysfunktionel samspilscyklus.
Parterapi på et tilknytningsteoretisk grundlag har et dybt fokus rettet mod de primære følelser med det formål at lære parterne at processere dem – eksempelvis den sårbare oplevelse af tab, sorg og smerte, der kan være under den defensive vrede eller magtesløshed, eller den følelse af frygt, utilstrækkelighed og inkompetence, der ofte ligger bag tilbagetrækning og emotionel frakobling. Det er kun de primære følelser, der har potentialet til at skabe fornyet engagement og modificere de problematiske samspilsmønstre i parforholdet.
Terapeuten skal involvere sig i de emotionelle oplevelser sammen med parterne – ikke bare tale om dem, forklare eller fortolke dem. Da de primære følelser kan være næsten umulige at tilgå for klienten, er terapeutens opgave af hjælpe til med at vække dem til live samtidig med at klienten, i tæt kontakt med terapeuten, kan øve sig at regulere følelserne og tage imod beroligelse. Dette kalder Sue Johnson for Empatisk Attunement.
Følelser som sorg og raseri kan typisk lettere erkendes og tages ejerskab til, mens frygt, som er en meget autentisk, primær følelse i tilknytningssammenhænge, kan være næsten umulig at tage til sig, og som skammen ofte blokerer for. Frygt er sårbart og det sårbare er skamfuldt. Skam blokerer også for selvets udfoldelse og oplevede værdifuldhed, og forhindrer at både tilknytnings- og selvstændighedsbehov kan udtrykkes frit. Særligt følelser som frygt og skam, er så smertefulde i sig selv, at vi automatisk forsøger at ophæve smerten ved at omskrive virkeligheden. Denne virkelighedsforvrængning vanskeliggør heling af traume og tillidsbrud i parforholdet, fordi heling kræver, at vi kan processere alle følelser fra start til slut.
Terapeutens empati og accept er helt afgørende for, at parret trygt kan reprocessere oplevelser, udtrykke kernefølelser og konstruere ny mening – i en samarbejdende procesorienteret stil med terapeuten. Terapien skal være en sikker havn.
Protest og stonewalling
Det mest almindelige dysfunktionelle samspilsmønster, der bringer et par i terapi, er episoder med krav, kritik og insisteren fra den ene part, der bliver efterfulgt af forsvar, distance og tilbagetrækning af den anden – eller den anden vej rundt: tilbagetrækning der bliver efterfulgt af opsøgen.
Vrede kan i denne optik ses som en protest mod at blive ladt alene, ligesom tilbagetrækning er er udtryk for at opleve sig angrebet. Vrede og frygt er således typisk de følelser, der vedligeholder det dysfunktionelle samspilsmønster. Vreden, bliver den følelse, der kan fremvises på ydersiden, mens den frygt, der rammer begge parter, ofte ikke står tydeligt frem, fordi den opleves som skamfuld og bringer for meget sårbarhed med sig. Frygten handler grundlæggende om at blive forladt og miste sin partner, men dette kan ikke kommunikereres direkte. Vred kritik er gennem tilknytningsteoriens linse altså en protest mod partnerens oplevende utilgængelighed, ligesom den vrede eller frygtsomme tilbagetrækning er et forsøg på at regulere smertefulde følelser af afvisning og af at være inkompetent.
Både protestadfærd og tilbagetrækning er responser, som skyldes partnernes betydningsfuldhed, og er ikke tegn på manglende interesse eller kærlighed. Begge responser har dybe rødder i tilknytningssårbarhed, stress og separationsangst. Dette hjælper terapeuten parterne med at forstå.
Terapeuten kan eksempelvis sige, at der ikke er noget galt med en følelse eller en given respons. Denne form for empatisk refleksion, kan hjælpe parterne med at blive mere engagerede i deres indre og fælles oplevelser – således at disse oplevelser kan blive mere udvidede, nuancerede og give mere mening.
I centrum af den tilknytningsbaserede parterapi står således at undersøge og udfolde følelser – og derigennem at udvide klientens oplevelse og skabe rum for følelsesmæssig ekspansion. Nye erkendelser muliggør ny mening, som fører til nye dialogformer. Terapeuten bestræber sig således på at gå uden om det indholdsmæssige og fokuserer i stedet igen og igen på den indre oplevelse og følelserne. Terapeuten vil ligeledes arbejde på at udvide og smidiggøre parternes tilknytningsadfærd, således at det kan blive muligt at kommunikere fra et mere autentisk, men også mere sårbart sted. En udvidelse implicerer mere fleksibilitet og en øget sensitiv responsivitet – partnerne får et større repertoire af hensigtsmæssigt tilknytningssprog og -adfærd.
I terapien fokuserer terapeuten på:
– Proces, opdagelse og samarbejde
– Den terapeutiske alliance
– Sundhed og trivsel
– Følelser
– Korrigerende emotionelle oplevelser
– Action Systems – et organiseret sæt af handleresponser med henblik på behovsopfyldelse
– Mønstre og samspil
Deeskalering i konfliktniveauet
Ofte starter forandringen i parforholdet ved, at den tilbagetrukne part, begynder at blive mere engageret, mens den part som er mest aktiv men også mest kritisk begynder at blive mere mild. Dette er typisk starten på en afbrydelse af de repetitive, dysfunktionelle interaktionsmønstre. Mønstre hvor parterne fanges i rigide måder at processere information på – i absorberende tilstande af intens negativ affekt.
Når den tilbagetrukne part bliver mere engageret og emotionel tilgængelig, og den aktive, kritiserende part begynder at bede om opfyldelse af tilknytningsbehov fra et mere sårbart, ikke-bebrejdende sted, opløses det destruktive samspilsmønster langsomt. Det er dog også her, at en første betydningsfuld blokering kan vise sig, nemlig at den opsøgende part ikke tør udvise tillid til forandringen og den nu mere følelsesmæssigt åbne partner. Dette skal der arbejdes med – terapeuten tror på klientens medfødte evne til at udvikle sig og på kraften i de medfødte tilknytningslængsler.
Det er også ofte her, de såkaldte tilknytningsbrud vil vise sig – her hvor parterne begynder at åbne sig lidt mere for hindanden, men hvor vi gang på gang i terapien støder ind i en blokering mod at vise mere tillid. Mangelfuld tillid og emotionelt engagement forudsiger generelt et ustabilt, utrygt og ulykkeligt parforhold, hvor parterne kommer i underskud med hensyn til seksuel kontakt, affektion og blidhed.
Tilknytningsbrud er oplevede krænkelser og en abrupt afbrydelse af menneskelig kontakt – at blive forrådt eller forladt særligt på kritiske tidspunkter, hvor behovet er stort. Sådanne brud skaber stor utryghed i et parforhold, og kan være traumatiserende, fordi de skaber overvældende frygt og hjælpeløshed, som personen må gennemleve helt alene.
Disse brud ødelægger tilliden i forholdet og dermed muligheden for nærhed. Et typisk tilknytningsbrud er utroskab, hvilket bringer mange par i terapi, dybt frustrerede over ikke at kunne løse problemet og komme videre. Tilknytningsbedraget må vi i parterapien betragte og behandle som et traume – en smerte, som den sårede part vil bruge igen og igen som et referencepunkt for alle negative oplevelser i parforholdet, mens den anden fremmedgøres og frustreres over, at det ikke kan blive glemt eller tilgivet.
Sagen er, at man er fastlåst, indtil man har bearbejdet tilknytningsbruddet helt i bund – og udvekslet autentiske, oprigtige og emotionelt intense forklaringer og beskrivelser og derigennem er landet det sted, hvorfra der kan være tillid til en sand undskyldning og tilgivelse.
Mod øget engagement og mere mildhed
Terapeuten har fokus på samspilsmønstre og hele sekvenser af adfærd. Terapeuten validerer den ene parts oplevelser, uden at invalidere den andens oplevelse. Terapeuten lader begge parters oplevelser være sande og legitime, og dermed trænes parterne samtidig i at kunne udholde at høre den andens perspektiv og rumme dette, uden at blive selvbeskyttende.
Målet med parterapi er ikke mindre konflikt som sådan, men snarere en mere sikker og tryg emotionel relation til partneren, således at konflikter kan håndteres uden aktivering af tilknytnings- og separationsfrygt.
Terapeuten faciliterer nye interaktioner baseret på parternes autentiske følelser, hvilket vil redefinere forholdet i relation til autonomi-kontrol samt nærhed-distance og skabe grundlag for et øget engagement og et tryggere tilknytningsbånd.
I parterapien får terapeuten hen ad vejen adgang til de ikke-anerkendte primære følelser og bagvedliggende tilknytningsbehov, som ligger lige under parrets interaktionsmønster og særskilte positioner. Det er de tilknytningsrelaterede følelser, som organiserer vores interaktion med hinanden – ikke logik eller strategiske overvejelser.
Den part i parholdet med det undvigende/afvisende tilknytningsmønster, skal hjælpes til at finde sin stemme og udtrykke den tydeligt, mens den part med det ambivalente/ængstelige tilknytningsmønster skal lære at bruge sin stemme mere venligt og respektfuldt.
Den undvigende/afvisende part vil ofte beskytte sig mod at mærke primære følelser som intimidering, invadering og inkompetence og følelsen af ikke at vide, hvad man skal gøre, for at få mere positiv feedback fra sin partner. Ofte skjulte og fortrængte følelser af håbløshed, magtesløshed og hjælpeløshed.
Den ængstelige/ambivalente part tager ofte den vrede og kritiske position, og vil typisk møde panik og usikkerhed, når vedkommende udforsker mere primære følelser som eksempelvis separationsangst – fordi frygten for forladthed så vil dukke op til overfladen.
Begge parter vil typisk have svært ved at være i kontakt med de primære følelser og engagere sig i sig selv og egne indre følelsesmæssige tilstande – fordi man har lært at blokere adgangen til følelserne gennem selvafbrydelse og selvkritik. Man oplever sig selv, sine følelser og indre sindstilstande som uacceptable, upassende og farlige. Præcis som mor eller far gjorde.
Fornyet adgang til tilknytnings- og selvstændighedsbehov
Næsten alle par benævner, som omtalt tidligere, deres problem som et kommunikationsproblem. Dette skal i løbet af terapien omskrives og bringes ind i parrets samspilsmønster; at det er dét, at de ikke har adgang til deres primære følelser og derfor ikke kan kommunikere dem til hinanden, der er den egentlige udfordring. At man skjuler sine autentiske behov og længsler både for sig selv og den anden. At man ikke vil vide af og derfor heller ikke fremvise sin menneskelige sårbarhed. Man har lært at arbejde hårdt på at blive det, man ikke er, mens den sande forandring ligger i at blive mere af det, man allerede er.
Parterapi på et tilknytningsbaseret grundlag indeholder mange elementer af personlig udvikling – parterne lærer hver især at kunne udholde et nyt og mere intenst engagement med sig selv og egne følelser. Dette er for de fleste dybt meningsgivende og giver ny næring til et øget engagement – også med partneren.
Når man bliver hjulpet til, hvad ens sande behov er i parforholdet gennem adgangen til de primære følelser, kan man bedre kommunikere klart og mildt, hvilket i sagens natur faciliterer nye muligheder og nye samspilsmønstre. Personlig integration giver mere autenticitet i parforholdet.
Integration er når mindre erkendte aspekter af selvet ejes og accepteres og tages helt ind i selvoplevelsen. Dette udvider selvet og ekspanderer livsrummet. Frygt derimod indsnævrer både den indre processering af følelser og det interpersonelle engagement – og mindsker båndbredden for interpersonelle responser.
Ekspansion fordrer, at de primære følelser kan opleves fuldt ud, i stedet for at blive reorganiseret ind i de sekundære defensive følelser og den tilhørende selvbeskyttende adfærd. Frygt på den anden side medierer overlevelsesadfærd, og gør parforholdet ustabilt og skaber snævre, rigide handlemønstre.
Mange mennesker med utryg tilknytning har svært ved at artikulere, hvad de har brug for og gerne vil. Fordi de ikke føler sig berettigede til at få noget, eller fordi de har svært ved at mærke det, eller fordi det er for smertefuldt at mærke noget overhovedet. De vil hellere undlade at spørge deres partner og leve utilfredsstillet – for det at spørge opleves som alt for sårbart.
Når der i løbet af parterapien kommer mere åbenhed og adgang til tilknytningsbehov, opstår der automatisk et øget responsivitet og et fornyet emotionelt engagement med selvet og med partneren. Der kommer flere og mere intense samhørighedsoplevelser, mere bonding og en oplevet øget sikkerhed i forholdet. Dette er resultatet af at kunne processere sine tilknytningsbehov og de relaterede kernefølelser uden selvbeskyttende adfærd.
Dette kan bedst udtrykkes som en proces – eksempelvis fra: ”Jeg føler mig lille og uduelig sammen med dig. Jeg frygter hele tiden din reaktion, og at du vil forlade mig, og så trækker jeg mig og får lyst til at blive usynlig”. Til: ”Jeg er træt af at gå under radaren og gøre mig følelsesløs. Jeg vil føle mig som en, der er speciel for dig. Jeg vil have, du holder op med at kritisere og true med at forlade mig”.
Når tilknytningsbehovet kan tilgås uden overvældende frygt, kan det også kommunikeres og udtrykkes mere direkte og med en stærk fornemmelse af legitimitet. Dette er kerneudtrykket i et autentisk engagement. Så kan parterne igen sende klare, utvetydige signaler, som de kunne engang, inden denne medfødte og livsnødvendige kompetence blev skadet i samspillet med betydningsfulde omsorgspersoner i barndommen. Almene parforholdsproblematikker er meget lettere at håndtere, når de ikke trigger tilknytningsfrygt og magtkampe, og dermed sætter hele forholdets eksistens i spil.
Mod slutningen i parterapien
I slutningen af terapiforløbet vil der kun være få rigide positioner tilbage mellem parterne – der vil være langt mere fleksibilitet og rummelighed overfor forskellighed. Den mere tilbagetrukne part vil stå mere fast og træde tydeligere frem, mens den mere kritisk opsøgende part vil være mere blød. Kvaliteten af kontakten mellem parterne vil være mere sikker, nær, tillidsfuld – og der vil være mere plads til forskellighed.
Parret vil også være bedre i stand til at tale om de sårbare såkaldte triggersituationer – det vil sige situationer, hvor der kommer tilknytningsrelaterede følelser i spil. Eksempelvis når den ene part kommer træt hjem fra arbejde og vil gerne hvile sig, og den anden part føler sig svigtet, fordi vedkommende trænger til, at de taler sammen.
Forskellige behov udgør en risiko for både indre og ydre konflikt, men når man er i stand til at se det klart og tale mere åbent om det, kan man bedre holde fast i, at det handler om forskellige behov og ikke om parforholdets kvalitet eller berettigelse. Det handler om, at den ene part har brug for at hvile, mens den anden gerne vil tale. Hvis man kan tale åbent om dette, kan den part, der gerne vil hvile sig eksempelvis sige til den anden: ”Jeg har brug for lige at hvile en halv time, det var hårdt på arbejde i dag, men så er jeg klar til at tale med dig og høre om din dag.” Og den anden kan sige: ”Det er ok. Jeg kan godt vente, bare jeg ved, at du er her og vil mig.”
Der er efterhånden stærk evidens for, at parterne efter vellykket parterapi ser sig selv og den anden som forandrede, og at de derfor responderer og kommunikerer på nye, mere adaptive og autentiske måder. Dette er afbrydelsen af det dysfunktionelle samspilsmønster.
Parterapi på et tilknytningsbaseret grundlag virker bedst, hvis parterne har et minimum af følelsesmæssigt engagement tilbage i relationen, og er villige til at se på egne bidrag til det negative og dysfunktionelle samspilsmønster. De skal desuden være villige til at engagere sig i den terapeutiske proces – både tidsmæssigt og økonomisk.
Kilde
Susan M. Johnson: The Practice of Emotionally Focused Couple Therapy: Creating Connection