Livet i en ønskebrønd

Denne artikel handler om løgn. Om hvordan vi mennesker kan lyve for os selv i bestræbelserne på at undgå smerte, men også om hvordan selve denne undgåelse af sandheden påfører os endnu mere lidelse, fordi den ødelægger vores forhold til os selv og vores betydningsfulde relationer. Artiklen bygger på bogen: ”Løgnene vi fortæller os selv – at se sandheden i øjnene, acceptere dig selv og skabe et bedre liv”, skrevet af Jon Frederickson.

Dybt nede i en ønskebrønd, kan vi drømme om, hvordan vi gerne vil have, livet skal være; hvordan vi selv skal være, og hvordan dem, vi elsker, skal være. Helt ude af kontakt med virkeligheden og det klare dagslys.

Vores ønske om noget bestemt, kan være så stort, at vi blankt afviser virkeligheden. Vi afviser det, vi allerede har og er, og ønsker i stedet intenst noget andet – som at hvis bare vores ønske er inderligt nok, vil virkeligheden forandre sig. Men virkeligheden er ligeglad med vores ønsker. Det holder ikke op med at regne, selvom vi drømmer om solskin.

Når vi ønsker, at nogen skal elske os på en bestemt måde, og de ikke gør det, føler vi os afviste, men i virkeligheden afviser vi dem, ved ikke at respektere deres måde at elske på, eller ved ikke at respektere, at de ikke at elsker os. For at reducere vores egen lidelse, må vi lære at favne, hvordan mennesker er, sådan som de er, og ikke hvordan vi ønsker, de skal være. Det gælder vores børn, vores partner og alle de andre.

Vi lærer denne ønsketænkning og virkelighedsforvrængning helt fra barndommen, når der ikke var tilstrækkeligt med sikkerhed og tryghed – som en beskyttelsesstrategi og et forsvar mod overvældende psykisk smerte. Barnet tror, at forældrenes hjerter er lukkede, fordi det er forkert, og barnet overbeviser sig selv om, at hvis bare det elsker sine forældre endnu mere, og bliver et bedre barn, så vil forældrene endelig vise deres kærlighed.

Barnet overbeviser således sig selv om, at hvis det kan blive et andet barn, end det er, så vil alting blive godt. Men en omgørelse af selvet kan aldrig få virkeligheden til at forsvinde, eller få vores forældre til at ændre sig. Selv kærlighed er er ude af stand til at slette fortiden. Vi kan kun leve i nuet og skabe os en fremtid – ved at acceptere vores tab, klatre op af ønskebrønden og se verden, som den er. Vi må sørge over alt det, der var umuligt i fortiden, og skabe det, der faktisk er muligt her-og-nu.

Vi bruger vores fantasier og virkelighedsforvrængninger til at afværge smerte, mens sorg tillader det virkelige og sande at komme frem. Det, vi mistede og skulle have haft, og det vi faktisk har. Det er kun gennem at processere sorgen, vi kan slippe dem, som allerede har sluppet os.

Når det klare dagslys pibler ind i alle sprækker

Vi søger terapi, når vi lider, og vi lider når vores forhold til os selv og betydningsfulde andre er smertefuldt. Vi oplever, at vi ikke kan stoppe lidelsen, at vi er afmægtige. I terapi kan terapeuten hjælpe os med at lære at tolerere sandheden om os selv og vores relationer.

Som barn led vi under savnet efter tryghed, beskyttelse og betingelsesløs inkludering. Som voksne lider vi på grund af de virkelighedsforvrængninger, vi måtte fabrikere i barndommen, for at kunne overleve den intense psykiske smerte forbundet med ikke at være elsket som den, vi var. For et barn er det altid nemmere at acceptere, at det selv er forkert, end at indse, at ens forældre ikke er kærlige. Det var en god strategi for barnet, at lyve for sig selv, men i voksenlivet sætter den store barrierer op for kærligheden.

I terapi kan vi få hjælp til at mødes med det i os selv, som vi undgår. Når vi forstår os selv, accepterer os selv og kan have medfølelse med os selv, bliver vi også meget bedre til at tage os af os selv – og værne om den kærlighed, vi har eller gerne vil være åbne for at møde. ”Psykoterapi er en relation mellem to mennesker, som er sammen for at møde de dybeste sandheder om vores liv, så vi kan blive helbredte” siger Jon Frederickson.

Der er ingen terapeuter, der på magisk vis kan hele os. Vi er nødt til at beslutte os for at være åbne for, hvad end der måtte ske. Åbne for at opdage den viden, vi allerede har, men som vi skjuler for os selv. Da der ikke er noget galt med os, har vi ikke brug for at blive fiksede, reparerede eller få gode råd. Vi er nødt til at beslutte os for at klatre ud af ønskebrønden. Det er hårdt arbejde, og det kan være chokerende at indse, hvordan vi har løjet for os selv – og måske også dem vi elsker.

Det er kun ved at give slip på det falske selv – alle de forvrængede selvbilleder, illusionerne og fantasierne – at vi kan komme i kontakt med det virkelige selv og den virkelige verden. At lyve for sig selv er, når man tænker over det, en voldsom krænkelse af selvets autenticitet. Man lyver for sig selv, når man ser bort fra, at noget var, som det var. Eller at noget er, som det er. Eller når man kalder fænomener ved navne, som skjuler det sande. Når man eksempelvis siger, at man er så bange for, at ens barn vil skade sig selv, og at man derfor kontrollerer det, og samtidig siger, man har tillid til barnet. Når man selv er tillidsfuld, må det jo være barnet, der er noget galt med. Denne forvrængning bringer unødig lidelse med sig – for selvet, for barnet og for relationen.

At lyve for sig selv er selvsabotage, men når vi slipper forvrængningerne, kan vi genopdage os selv og blive vitale og levende igen. Der er ikke noget godt liv i det ikke-autentiske, for løgne og illusioner suger livskraften ud af os. Så lever vi i et selvskabt mørke, så forstår vi ikke os selv, og så udskammer vi os selv.

At ville ændre andre er en krænkelse

Det er ikke kærlighed, når vi tvinger nogen til at elske os på en bestemt måde. Det er en destruktiv følelsessult, som udspringer af barnets uopfyldte behov for inkludering, der driver de krav og bebrejdelser, vi pålægger den anden. Følelsessult er ikke kærlighed men senfølgerne af tilknytningstraume. Det er ikke kærlighed, når vi ønsker at ændre en anden – det er en afvisning – en slags vold mod den andens ret til at være, som vedkommende er. Det, vi dømmer i andre, er ofte det, vi afviser i os selv.

Virkelighedsforvrængninger, som engang forhindrede et barns psykiske kollaps, er nu selve årsagen til vores lidelse. Ofte vælger vi at søge terapi, når smertefulde følelser vælder frem, som det frem til nu er lykkedes os at holde ude af bevidsthedsfeltet gennem benægtelse, fortrængning, emotionel nedlukning og ønsketækning. Når smerten vælder ud, bliver vi chokerede og måske udvikler vi også fysiske symptomer, vi ikke forstår, og som lægen ikke kan hjælpe os med.

Hvad peger disse symptomer på? Symptomerne peger på smerten indeni, en smerte som vi ikke har villet vide af, og som vi ikke længere kan bære alene. Når vi endelig tager smerten til os, kan vi begynde at udforske den. Vi har i den sorgproces brug for nogen, som kan udholde at sidde sammen med os, mens vi sidder med os selv og vores dybe smerte. Terapi faciliterer processen med at slippe vores selvbeskyttelsesstrategier, og begynde at trænge ind i virkeligheden. Sammen med en anden øver vi os i ikke at blive så skuffede over, at virkeligheden er, som den er. Vi øver os i at rumme følelser af frygt, svigt, skuffelse, sorg, ensomhed, vrede og skam – uden af blive nødt til at finde på forklaringer på, at det vi mærker, ikke findes. I terapi kan vi blive hjulpet med at bære det ubærlige ved at rumme det, som vi frygter allermest – sandheden.

Fantasitilknytning og selvsabotage

Hvis vores forældre ikke var emotionelt tilgængelige for os som børn, og vi derfor var nødt til at udvikle en fantasi om deres kærlighed, knyttede vi os til denne fantasi om at have noget eller nogen, som vi i virkeligheden ikke havde. Denne fantasitilknytning hjalp barnet med at undgå sandheden og den overvældende psykiske smerte, sandheden ville føre med sig. Når man som voksen erkender dette og begynder at slippe tilknytningen til en fantasi, kan man i stedet begynde at omfavne det liv, som er i virkeligheden. Vi mennesker trives bedst ved at relatere os til det, der er, og vi udvikler smertefulde symptomer ved at relatere os til det, som ikke findes.

Næsten alle, der søger heling, har en historie om noget ubærligt, som man har forsøgt at undgå. Når vi undgår, kan fortiden ikke blive fortid. Vi har i stedet brug for at afslutte. Og det er noget helt andet end at undgå. Det fleste af os har brug for hjælp til at gå det sidste stykke – til at lade fortid blive fortid.

Når man har brugt mange år på at undgå og lukke af, er det ikke uden udfordringer at begynde i terapi. Ikke sjældent er klienten uvillig til at tale om sit problem. Men hvis man ikke vil fortælle om problemet, saboterer man sine egne bestræbelser på at få hjælp. Selvsabotage er intimt forbundet med utryg tilknytning og traume. Man higer desperat efter lindring og støtte, men forsømmer dette autentiske og helt legitime behov igen og igen – ved at tale om noget andet og ved at undgå. Vi har brug for at forandre os selv og tage os selv alvorligt. I stedet taler vi om de andre, og vi beder terapeuten om at hjælpe os med at forandre dem. De skal være anderledes. Vi ønsker desperat, at lidelsen skal forsvinde – og processen skal være smertefri.

Man forhindrer sin egen heling, fordi man grundlæggende ikke synes, man er værdifuld nok til at få det bedre, og fordi man frygter alt det, der følger med ved at leve i den virkelige verden – eksempelvis ansvaret for egen trivsel og sundhed.

Hvis man lagt inde, ser sig selv som forkert og uhelbredelig – som en der ikke kan hjælpes – vil der være stærke kræfter, der arbejder for, at det bliver sådan. Uden at vi er bevidste om det, arbejder vi altid for at opretholde balance mellem, hvordan vi har det indeni, og hvordan vi ser den ydre verden. Mærker vi frygt, vil vi se verden som farlig. Oplever vi os forkerte, vil vi finde mennesker, der vil bekræfte os i det.

Bag frygten for afvisning, afhængighed og tab af kontrol, ligger der en dyb længsel efter at blive inkluderet og anerkendt. Første skridt er at tage sig selv til selv. Det sker, når man søger terapi og vover at beskrive sit problem. Så begynder rejsen mod mødet med sig selv og sandheden om ens liv – og den rejse vil også indeholde modstand mod selvsamme. ”Det du er flygtet fra, er der, du skal hvile, Det du frygter, er det, du skal se i øjnene. Det, du ignorerer har du brug for at høre.” siger Jon Frederickson.

Symptomets meddelelseskraft

Et symptom som angst, depression, indre uro eller fysiske smertetilstande, og ofte en vigtig besked til os. Der er et behov og en længsel efter forandring. Man føler sig forkert, fordi man lever et liv, som ikke er ens eget. Ikke fordi man er forkert. Det er måden, man lever med sig selv på, der er forkert. Det er vigtigt at forstå. Det er måden, vi lever på, som er fuld af indre konflikter og selvmodsigelser, fordi vi ikke kan udholde sandheden. En klient siger: ”Jeg burde være lykkelig. Mit liv er fantastisk. Jeg har familie, job og tag over hovedet. Det giver ingen mening, at jeg har det dårligt, og at jeg er så negativ hele tiden”. Der er altid en længsel bag fornemmelsen af forkerthed – et savn efter noget mere vitalt og autentisk. Noget inde i os skriger: ”Så hør dog efter”. Det er skriget efter os selv. Det et det smertelige savn efter at kunne knytte an til os selv og vores egen eksistens. At vi kan tage imod vores egen historie og rumme det ubærlige.

I stedet råber vi måske af vores partner eller vores børn – og vil have de skal være på en bestemt måde. At de skal kunne dæmme op for vores indre uro og lidelse. Hvis vores partner en dag forlader os, fordi vi er så lukkede for kærligheden, siger vi måske, at vedkommende ikke elskede os, og var et forkert og dårligt menneske. Men sagen er, at vi elskede vores fantasi om den perfekte partner mere end vores partner. Vi forlod vedkommende, før vi selv blev forladt. Vores overbevisninger om vores partner føles ofte som en dyb og derfor ægte indsigt. Men det er nemmere at lyve end at se, hvordan vi selv satte barrierer op for kærligheden og ikke lukkede den anden ind – sådan som han eller hun er. Vi vil have en fantasipartner, men vores virkelige partner bliver stædigt ved med at dukke op.

Det sker, at man er forelsket i den, man synes ens partner skal være, og faktisk foragter den partner, man allerede har. Det kan være svært at se i øjnene, men vi mennesker kan få en stærk trang til at dæmonisere, foragte og hade, når vores inderligste ønsker ikke bliver opfyldt. Ingen partner kan dog fylde det enorme følelsesmæssige tomrum, barndommen efterlod os med. Rejsen mod heling er evnen til at være med senfølgerne efter et emotionelt omsorgssvigt og tage imod det, som faktisk er muligt at få her-og-nu.

I terapi kan vi få hjælp til at finde ud af, hvem vi er nedenunder alle de overbevisninger, vores omsorgspersoner påførte os, og som vi har taget til os uden refleksion. Vi føler os forkerte, når vi er blevet til den, vores forældre så os som. Ikke fordi vi er forkerte, men fordi vi lever på en forkert måde – med andres holdninger inden i os.

I venteposition

Ofte venter en klient på, at det liv man har, skal forandre sig til det liv, man vil have. Man venter og lader sit ene dyrebare liv passere. Man venter, fordi man ikke er klar til at give sig i lag med det virkelige liv endnu. Men det er smertefuldt for mennesker at vente, og så kan vi gå i venteterapi og vente sammen med terapeuten. Vi har dog ikke brug for en at vente sammen med; vi har brug for en, som kan og vil vise os, at det ikke er virkeligheden, der skal ændre sig, men vores ønsketækning og fantasier. Det er ikke livet, der ekskluderer os, det er os selv.

I offerpositionen beder vi andre om at være enige med os i alle vores historier og overbevisninger. Vi taler og taler, og vil også gerne have overbevist terapeuten om vores ønsketænkning – at det er livet og de andre, som sætter os udenfor og i venteposition. Vi er overviste om, at vi bliver tyranniseret af den ydre verden, men vi gør i stedet os selv til ofre.

Livet er ikke noget bestemt – andet end en mulighed for at eksistere. Som børn må vi tilpasse os dem, vi er afhængige af, men som voksne har vi langt flere muligheder for at udfylde vores eksistens og selv bestemme. Hvis vi har mistet troen på, at vi kan gøre noget godt for os selv, og at vi er det værd, forledes vi ofte til at se livet og de andre som en trussel. Men det er vores overbevisninger om os selv og de andre, der er den egentlig fare.

En anden men lige så skadelig måde at virkelighedsforvrænge på er ved konsekvent ikke at se reelle faresignaler – alle de røde flag, der rejser sig lige foran os. Eksempelvis når man dater, søger nyt arbejde, påtager sig et projekt eller vælger børnehave til sit barn. Man tror, at hvis man ikke ser det eller siger det højt, eksisterer det ikke. I stedet håber man. Man tager unødige chancer og overser konsekvent alle faresignaler. Der er sågar kvinder, der gifter sig med seriemordere.

Senere kan man sige, at man ikke så det eller vidste det, men faktum er, at man overhørte de signaler, der var, fordi man faldt i ønskebrønden. Når man er desperat efter sikkerhed og kærlighed, og ikke har høje tanker om sig selv, er man ofte villig til at tage det, der byder sig. Så dater man en person, der minder om alle de andre, man tidligere er blevet sviget af, og ender det samme smertefulde sted igen. Det var det, Sigmund Freud kaldte gentagelsestvang.

Så siger man måske, at mennesker er onde, men faktum er, at der er mange mennesker, der aldrig eller kun sjældent falder i kløerne på onde mennesker. Det er fordi, de sætter grænser eller går langt udenom. Det er klogt.

Projektion

Når vi bærer rundt på noget svært og smertefuldt indeni os, kan det være fristende at placere det ovre på den anden. Så kan vi bruge vores partner som et spejl, hvor vi kan genfinde deporterede fragmenter af os selv, som vi har brug for at blive genforenet med. Som Jon Frederickson siger: ”Det, jeg hader i dig, er det jeg afviser i mig selv”. Dette er en projektion.

Hvis vi dybt inde hader os selv og forholder os dømmende til selvet, forestiller vi os let, at andre også bebrejder os og ikke kan lide os. Vi ser den anden gennem den uklare og virkelighedsforvrængende prisme, som utryg tilknytning og traume sætter for vores øjne og sind. Vi ser altid fænomener gennem vores hjerne og nervesystem, som er præget af vores opvækstmiljø og tidlige samspilsdynamikker med vores omsorgspersoner. Det, vi opfatter, bliver til sindstilstande. Når vi ser verden som farlig og andre som onde, formørkes vi, og dystre følelser og massive, globale indre ubehagstilstande bliver vores virkelighed. Er det muligt, at den person, der er grusom mod dig, er dig selv?

Når vi afviser vores følelser, kan vi sende dem over i en anden. Så kan de leve derovre, og så kan vi afvise den anden person. I terapien vil vi gerne have terapeuten til forholde os til det, vi er overbeviste om er vores problem – vores partner eksempelvis eller vores barn. Uden at vide det, beder vi terapeuten om at ignorere os og forholde os til den anden – fuldstændig som vi selv gør.

Livet og vores partner kan udløse følelser i os, som vi forsøger at undgå at tage det fulde ejerskab til. Vi ønsker i stedet, at vores partner skal have samme virkelighedsopfattelse som os, og vores parforhold bliver derfor et samliv i en opdragelsesanstalt. Vores partner skal opdrages, afrettes og forbedres, før end vedkommende er god nok til vores kærlighed. Præcis som vores forældre gjorde mod os.

Det er bedre for os selv, og ikke mindst parforholdet, at vi ændrer vores egen adfærd. Vi kan udtrykke vores behov uden bebrejdelse, vi kan sætte grænser og vi kan holde op med at belønne adfærd, der skader os. Vi kan ikke blive ved med at blive skuffede, med mindre vi bliver ved med at fornægte virkeligheden.

Ord der forløser

Det er kun ord, der kommer fra et autentisk sted, der grundlæggende forløser. Derfor kan man gå i terapi i mange år uden at opleve egentlige forandringer. Sniksnak uden forandringspotentiale. Når man bliver ved med at tale om det samme igen og igen, og ikke oplever nogen langvarig forløsning, er det fordi, man ikke taler om det egentlige. Man taler nede fra ønskebrønden, og det, der kommer derfra, er ikke virkelighed.

En partner, eller et barn, er ikke et menneske man kan bruge til at læsse ord af på. Det er vold. Man kan invitere et andet menneske ind i en samtale, frivilligt. Når man bruger mennesker, lukker man sit hjerte for kærlighed – både den udgående og den indgående.

Vi lyver for os selv for at undgå den smerte, der er forbundet med virkeligheden. Det er forståeligt nok, men det er barnets strategi, vi som voksne fortsætter med. Vores liv er på standby, mens vi venter vi på, at det som eksisterer, holder op med at være virkelighed – og at det, vi fantaserer om, snart sker.

Men der er mere lidelse i at undgå virkeligheden, end at leve med den, og det er en lidelse, vi desværre påfører os selv. Vi kan ikke bekæmpe virkeligheden. Den kan ikke udryddes. Virkeligheden er og forbliver. Men vi kan udmatte os selv i kampen mod den. Når vi accepterer virkeligheden, kan byrden lette. Virkeligheden kan skuffe os, sådan er det at være menneske, men den har ikke onde intentioner. Regnen siler ikke ned for at generere os. Og din partner sætter ikke koppen på bordet i stedet for i opvaskemaskinen, for at drille dig.

En klient rammes vedvarende af tvivl, usikkerhed og dyb frustration, hver gang hun dater en ny mand. Vil han hende, eller vil han hende ikke? Hun vil alle, for hun er desperat. Hun bruger enorme ressourcer på at fortolke hans adfærd, og svinger emotionelt ud og ind af ubehagstilstande. Hun udmatter sig selv. Samtidig er hun overbevist om, at hun er en menneskekender – en der er god til at aflæse andre. Det forvrængede selvbillede forhindrer, at der kan ske ændringer. Først når hun ser, at det er en kæmpe udfordring for hende at aflæse indersiden af en mand, hun dater, kan hun tage hensyn til det, og sig selv, og begynde at lære det. Vi kan ikke lære noget om noget, hvis vi mener, vi allerede kan det.

Terapeutens empati skal rette sig mod personen, der lider under ikke at behandle sig selv ordentligt – ikke de adfærdsmønstre, personen har for at undgå smerte. Terapeuten må støtte personen, og ikke personens selvsabotage. Og terapeuten må undgå at samtale med løgnen, men i stedet søge kontakt med personen, der lyver for sig selv, uden at vide det. Som Jon Frederickson siger, så kan man spørge direkte: ”Har jeg din tilladelse til at sige til, når jeg ser, at din adfærd skader dig? Eller skal jeg samarbejde med dine virkelighedsforvrængninger og passivt se til, mens din smerte forværres”?

Sammenbruddet i vores fantasier tillader sandheden af bryde frem. Der sker helt af sig selv, at lyset vælter ind, når noget krakelerer. Så ser vi alle livets katastrofer; det som virkeligt skete. Vi mærker det virkelige liv – det der var, og det der er. Det, der bryder sammen, er alle selvbeskyttelsesstrategierne, alt det kompensatoriske. Det virkelige og sande kan ikke bryde sammen, det er der bare. Vi føler, hvad vi føler, og skal lære at udholde det. Vi forbliver, mens vores illusioner kollapser.

Vores opvækstmiljø kan have forhindret os i at kunne holde til at føle det, vi føler, fordi vi har været alt for alene med det. Som voksne, vil vi ikke føle det, vi vitterligt føler. Man kalder det affektfobi. Man er blevet fobisk overfor visse følelser og sindstilstande. Så vil vi ikke have med disse følelser at gøre, og alt hvad der fremkalder dem, skal forandre sig. Vi håber, den anden vil omgøre sig, og vi længes efter ikke at være den, vi er. Vi vil være en, der ikke føler det, vi føler. Vi er blevet hjemløse i egen organisme.

Når vi deler følelser med en betroet anden, deler vi sandheden om vores indre liv. Det kan være udfordrende, fordi vi lærte, at vi ikke kunne dele vores følelser med vores forældre. De ville ikke ville vide af dem, eller kunne ikke tolerere dem – og dermed sandheden om os. Som voksne taler vi det sprog, vi lærte som børn. Som børn følte vi os truede, hvis vi fremviste vores autentiske indre; at vores forældre ville kunne lide os mindre, hvis de så os uden maske. Nu truer vi måske terapeuten med ikke at ville samarbejde eller komme igen, hvis vedkommende siger noget, vi ikke kan lide at høre. Som barn fik vi det skjulte budskab – lyv og jeg vil elske dig, men din sandhed tolerer jeg ikke.

At miste sin fantasi-identitet og starte på ny

Det er smertefuldt at give slip på en identitet, som vi har knyttet os til – for eksempel at vi er gode. Hvis ikke vi tåler sandheden om os selv; at vi er menneskelige, ikke perfekte og ikke altid gode, risikerer vi at projicere det onde i os selv over i andre. Når vi kan rumme vores egen ufuldkommenhed, er vi mennesker som både kan sige undskyld og blive tilgivet. Vi er alle fejlebehæftede holdt op imod det ideelle. I terapi bliver vi afbrudt i vores løgne og automatiserede måder at tale og forstå på. Vi bliver inviteret til at mærke efter og reflektere mere. Og vi har en, som vil hjælpe os og være sammen med os i det svære.

Terapeuten er også ufuldkommen og ikke en magiker. Nogle klienter vi gerne have en superterapeut (hvem vil ikke det), der skal fikse dem. De inviterer på den måde terapeuten til at behandle dem som en ting. Sådan som de engang blev behandlet, og sådan som de behandler sig selv. De siger: ”Lad være med at relatere til mig som et menneske. Bare giv mig et redskab og en ordre. Fortæl mig hvad jeg skal gøre.”

I terapi kan man lære noget nyt om sig selv. Det er hårdt arbejde, men det er det, der gør en forskel. Det er kontraterapeutisk at bruge sine penge og dyrebare tid på at fortælle terapeuten alt det, man mener, man allerede ved. Hvorfor bruge penge på at overbevise en terapeut om den version af en selv, man allerede kender? Vi er naturligvis frie til at holde fast i det selvbillede, vi er knyttede til, og derfor kan vi også gå i terapi i årevis, uden at noget forandrer sig.

Heling fordrer, at vi bliver oprigtigt engerede i os selv, i stedet for at projicere impulsen over på andre – at de skal forandre sig. Man kan således starte i terapi og omgående ønske, at terapeuten er en anden, og at terapeuten skal forandre sig. Man sidder nede i ønskebrønden og ønsker, at terapeuten skal sige det, man allerede ved. Man vil så gerne fortælle noget selv. Det ligner indsigt, men kaldes pseudomentalisering.

Når man som klient begynder at kæmpe med terapeuten, flytter man sin egen indre konflikt ud i en ydre. Det er en effektiv måde at forhindre udvikling på. Man har ikke lyst til terapi, til at forandre sig selv, men man har tvunget sig selv i terapi. Det er problemet, at man tvinger sig selv. Det viser en subtil form for selvskade; man gør ved sig selv, som engang blev gjort mod en, og man fortsætter sin lidelse ved egen kraft. Man behøver ikke at fortælle terapeuten sin historie om svigt og forsømmelse, man udlever den her-og-nu sammen med terapeuten. Det er her vi kan starte.

Kilde

Jon Frederickson: Løgnene vi fortæller os selv – at se sandheden i øjnene, acceptere dig selv og skabe et bedre liv