Denne artikel udfolder begrebet empati i en tilknytningsmæssig sammenhæng – fordi empati er helt afgørende for et barns trygge tilknytning til en voksen. Det er altid den voksnes ansvar at være empatisk, aldrig barnets. Barnet skal lære, hvad empati er gennem en empatisk kompetent betydningsfuld tilknytningsperson – ofte mor og/eller far. Man fødes ikke med empatiske evner. Den del af hjernen udvikles først i samspillet med andre mennesker.
Tilknytning er et biologisk behov
Tilknytningsteoriens basale præmis er, at helt fra livets begyndelse, har det lille barn et stærkt biologisk behov for at knytte sig til en voksen og etablere et ubrydeligt emotionelt bånd med denne.
Dette biologiske tilknytningssystem har til formål at sikre barnets overlevelse bedst muligt. Barnet kan allerede ved fødslen udsende tilknytningssignaler som eksempelvis skrig, gråd, øjenkontakt og smil, som skal sørge for at mor og far hele tiden er opmærksomt på barnet og dets behov.
Rummelighed
Empati er ikke blot at være sød og rar i gængs forstand. Det kræver en del mere. Det kræver stor modenhed hos den voksne. Vedkommende skal således kunne rumme alle barnets behov og tilknytningssignaler og samtidig være i stand til at både at regulere egne indre emotionelle tilstande og barnets.
Et trygt barn er et barn der har fået størstedelen af sine basale behov opfyldt uden at skulle vente for længe på det, og som derfor har lært, at det kan regne med mor og fars hjælp uden unødig angst, fortvivlelse og usikkerhed; alle sammen følelser, der påvirker hjernens udvikling i negativ retning og sensitiverer barnets umodne nervesystem.
Emotionsregulering
De voksne, som ikke selv har lært hvad empati er gennem egne tidligere relationer vil ofte have svært ved at rumme barnets behov og følelser. I stedet for at komme barnet i møde med en sensitiv responsivitet, så holder de enten barnet på afstand ved at ignorere dets behov og tilknytningssignaler eller ved kun at give barnet den mest basale omsorg – uden nydelse og emotionel glæde.
Eller de invaderer barnet og vil have det til at være og føle på en bestemt måde. Det er således ikke empatisk at insistere på, at barnet eksempelvis skal være glad og smile, eller at det ikke må være vredt eller ked af det. Dette handler ikke om barnet, men om mors og fars ubehag ved at være med barnets negative følelser. De voksne vil således have barnets autentiske indre tilstande til at gå væk, fordi de ikke selv kan finde ud af; primært at regulere deres egen indre tilstande, sekundært at regulere barnets gennem eksempelvis trøst eller leg. En dårligt emotionelt reguleret voksen, kan ikke regulere sit barns emotioner – det vil sige agere empatisk.
Empati handler således først og fremmest om emotionsregulering; at kunne bistå sit barn i den svære opgave det er, at lære at være med og rumme svære følelsesmæssige indre tilstande på en sund måde. Det vil sige en måde, der ser, spejler og går i kontakt med følelserne, sådan som de måtte vise sige – uden at føle sig krænket af barnet og uden selv at krænke barnet.
Empatiens ingredienser
Empatiens mest betydningsfulde ingredienser er således:
Kropslig resonans – den voksne er i stand til på et helt basalt kropsligt plan at mærke, hvordan barnet har det; fysiologisk, mentalt og følelsesmæssigt. Dette sker bl.a. gennem de såkaldte spejlneuroner.
Affektiv afstemning – den voksne er på basis af sin indføling i barnets indre tilstande i stand til at reagere passende på disse. På den måde viser den voksne, at han eller hun har set og forstået barnets behov og hele væsen.
Mentalisering – den voksne er i stand til et opretholde et stabilt dobbeltfokus; både på barnet og på sig selv. Den voksne reflekterer således over sine egne indre tilstande, samtidig med at barnets ditto holdes i opmærksomhedsfeltet. På den måde er den voksne i stand til både at engagere sig i samspillet med barnet og reflektere over det på samme tid. Det giver mulighed for øget kreativitet og fleksibilitet i relationen, fordi den voksne hele tiden overvejer, om der kunne være andre muligheder eller løsninger i forhold til barnets emotionelle tilstand.
Fraværet af empati skaber utryghed
En tryg og empatisk relation har således stærke regulerende egenskaber indbygget i sig. Den voksne kan skabe en tryg base for barnet, fordi den voksne har tillid til egne kompetencer. Den voksne kan se og anerkende barnets indre emotionelle tilstande og sætte ord på dem, hvorved barnet får en mulighed i at begynde at danne mening ud af sine ordløse oplevelser.
Den voksne som ikke selv er blevet set og mærket indefra, kan af gode grunde ikke selv se og mærke sit eget barn indefra. Det er fraværet af empati, der skaber ubalance og utryghed i barnet.