Denne artikel udfolder begrebet livsstress, som refererer til det forhold, at man lever sit liv med en højaktiveret stressrespons og derfor sjældent finder hvile til restitution og afslapning. Man lever med en kronisk indre uro, og livet opleves som en udmattelseskamp. Begrebet livsstress indrammer således, at det er selve livet, der fremkalder de ubestemte men insisterende indre ubehagstilstande, og at de har rod i konkrete livserfaringer.
Baggrundstøj
Livsstress handler om at leve med en konstant baggrundsstøj af indre uro, utilfredshed, nervøsitet, nedtrykthed, ængstelighed, kedsomhed, rastløshed, irritation og lignende mentale og kropslige ubehagstilstande. Når man er indfanget i sådan en værensmodus, er man ude af kontakt med livet her-og-nu, og lever i stedet et pligt- og tvangspræget liv uden lethed og glæde. Man plages af grublerier over fortiden og bekymringer om fremtiden.
De fleste kender til travlhed, men travlhed er ikke samme som stress. En fortravlet måde at leve sit liv på, fører dog nemt til intense stress- og ubehagstilstande. Fortravlet adfærd er kendetegnet ved en stærk fornemmelse af tidsnød – en følelse af at halse efter tiden uden at kunne bringe sig selv ind i en rolig tilstand. Som i et mareridt, hvor man løber og løber, men ingen vegne kommer.
Når man lever sådan, bliver livet til glædeløs stræben, hvor al energi bruges til tvangsmæssige handlinger og sammenligninger med andre. Man har rigide forestillinger om, hvordan man bør leve sit liv i form af indre dialoger. Det kan være stemmen, som hele tiden sætter spørgsmålstegn ved, om man nu er god nok, dygtig nok, pæn nok, tynd nok, en god nok forælder og videre i den dur. En kritisk dommer, som kontinuerligt nedgør og stiller sig tvivlende overfor selvet. En sådan indre stemme medfører naturligvis, at der ophobes mere og mere stress, og at tilværelsen fyldes med anstrengelse og pligt, Man erhverver sig en livsstil, der belaster mere, end den beriger. Det kan også være den stemme, der som en anden slavepisker holder en i gang, og hvis behovet for ro og hvile melder sig, bliver det omgående til dovenskab, egoisme eller svaghed – forbudte og skamfulde behov.
Disse indre stemmer er essensen af den baggrundsstøj, som karakteriserer livsstress. De sørger for at opretholde de indre ubehagstilstande, og ofte er der tale om internaliserede stemmer fra barndommen, som etablerer de emotionelle tilstande af skam, skyld og frygt for afvisning.
Grænser og tillært hjælpeløshed
Alle mennesker bliver af og til bombarderet med baggrundstøj, og derfor har man brug for solide grænser, der kan sikre, at disse angreb mod vores individuelle væren-i-verden ikke forgifter vores hjerne og nervesystem og vores mentale og fysiologiske tilstande. I relation til livsstress, er disse grænser ofte ikke-eksisterende, og man bliver derfor utrolig sårbar.
Grænsesætning og en sund pendulering mellem individualitet, autonomi og integritet på den ende side og fællesskab, samarbejde og relatereren på den anden, er en afgørende kompetence for, at man kan regulere sig selv emotionelt, og dermed skabe indre tilstande af ro, balance og velvære. Det er netop denne reguleringskompetence, man har mistet, når man er i livsstress.
Tillært hjælpeløshed handler om, at man ikke har fået udviklet sine kompetencer til grænsesætning tilstrækkeligt. Man oplever, at man ikke rigtig ved, hvad man har behov for og lyst til og derfor i høj grad lader sig styre af ydre forestillinger om, hvad man burde gøre, og ikke mindst af, hvad man tror, andre måtte mene. Hvis man endelig mærker, at man kunne have brug for noget, vil det ofte blive devalueret som svaghed, dovenskab, egoisme og lignende, og dermed afskærer man sig selv fra simpel behovsopfyldelse og restitution.
Uden sund grænsesætning kommer man let til at behandle sig selv som et objekt. Man mærker ikke, hvad man har brug for eller ignorerer det, og presser i stedet sig selv på en tvangsmæssig, glædesløs måde.
Utrygge tilknytningserfaringer
Alle kender til fornemmelsen af indre uro, uden at man kan tale om livsstress. Livsstress er en særlig tilstand, der har rødder i en personlig opvæksthistorie, der ikke har været tilstrækkeligt tryg.
Man har på grund af sine tidlige tilknytningserfaringer, mistet evnen til at leve på en begejstret og fri måde. Man lever i stedet på en tvangspræget måde, hvor skyld og skam ofte ligger lige under overfladen og truer selvet. Tilknytningserfaringer former vores hjerne således, at fortiden bliver en skabelon for fremtiden.
Livsstress, men også depression, angst og andre former for psykologisk lidelse, er ikke individuelle fænomener. Livsstress starter i de tidlige tilknytningsrelationer, og kan forstås som en relationel traumatisering; det vil sige et traume opstået i en social samspilskontekst mellem et barn og en omsorgsperson.
Vi mennesker er dybt interpersonelle, kontekstuelle, biologiske væsener, og vi tager farve af vores omgivelser. Vi træder hele tiden ind i dynamiske samspil med vores omgivelser, og her-og-nu-dynamikker afspejler typiske dengang-og-da-dynamikker; det vil sige hvordan de første betydningsfulde tilknytningspersoner i vores liv, typisk vores forældre, behandlede vores krop og tog imod os.
Selvet overvældes
Når et barn udsættes for utrygge relationer, der overvælder dets kapacitet til at håndtere dem, taler man om tidlig stress. Når stress er ekstrem, vedvarende eller sker tidligt i livet, hvor man er mest sårbar grundet en umoden hjerne og nervesystem, overvældes man, og ens biologi former sig omkring frygten som det centrale tema. Frygt medierer snævre og kategoriske værensformer; man søger at undgå og undvige, og man er konstant forberedt på det værste. Det for livsstress så karakteristiske mønster dannes.
Så blev vi elsket, og var vi værdifulde for vores forældre, eller fandt de os irriterende, afskyelige eller bare uinteressante? Følte vi os sikre og beskyttede, eller afviste og fortabte? Blev vi anerkendt, som dem vi er, eller fordi vi gjorde det, de gerne ville have? Hvad fik vi tilbage, når vi så ind i deres øjne? Kunne vi overhovedet få øjenkontakt?
Som voksne, er det ikke sikkert, vi kan huske de tidlige samspilsdynamikker med vores forældre, men de viser sig til gengæld klart og tydeligt i vores forhold til os selv. Vi kan få noget helt centralt at vide om vores tilknytningsmønster, ved at reflektere over, hvordan vi behandler os selv, og hvordan vi tillader andre at behandle os. Livsstress er karakteriseret ved en kritisk, foragtende og til tider hadefuld selvforholden.
Resiliens
Det barn, der tilbydes et venligt og ressourcefuldt opvækstmiljø, udvikler sin hjerne og nervesystem som en direkte konsekvens heraf, og barnets væren-i-verden vil afspejle dette på alle tænkelige planer; såvel fysiologisk som psykologisk. Opvækstmiljøet vil således slå igennem i forhold til barnets adfærd, dets mentale og kropslige tilstande og i forhold til dets evne til både at kunne præstere og restituere.
Barnet vil generelt blive trygt, og derved erhverve sig en afgørende evne til at kunne mærke og forstå sine kropssansninger og regulere sine emotioner, og som en direkte konsekvens heraf opleve sig som en selvstændig og kompetent person, hvilket afføder positive forventninger til sig selv, andre og livet som sådan. Evnen til at være i kontakt med sig selv på en mild og accepterende måde er hele grundlaget for integritet og autenticitet, hvilket er blandt de mest betydningsfulde komponenter i såvel fysiologisk som psykologisk sundhed og trivsel. Dette kaldes resiliens.
At holde krampagtigt fast
Tryghed eller utryghed i barndommen frembringer helt forskellige værenstilstande. Af tryghed kommer der resiliens, fleksibilitet, optimisme, håb, lethed og glæde. Af utryghed kommer der stress, sårbarhed, rigiditet, lidelse, indre uro og håbløshed. Utryghed øger sandsynligheden for, at man oplever verden som truende og fjendtlig, mens tryghed hæver baren for, hvornår noget opleves som farligt. Det er mest hensigtsmæssigt i fredstid, at opleve verden som sikker. Når man projicerer fortidens erfaringer ud i fremtiden, bidrager man med at skabe sin egen verden – tryg eller utryg.
Tidlig stress er problematisk, særligt når det, der skabte stressresponsen var uforudsigeligt og skræmmende, og når det kom fra personer, man var afhængig af, elskede og var knyttet til. Det er barnet, der vågner om morgen i en frygtsom tilstand for at være forberedt på det værste. Og det er barnet, der nærsten ikke tør sove om natten, fordi det ikke ved, hvad der venter forude. I denne enkle men grufulde dynamik ligger hele grundlaget for livsstress; at holde krampagtigt fast og aldrig give slip. Tidlig stress øger sandsynligheden for en hyperaktiv stressrespons, depressivitet, ængstelighed, angst og tab af lethed og glæde. Man har fået kompromitteret og nedsat sin stresstolerancetærskel.
Stress og frygtsystemet
Stress, der kommer og går, er en naturlig del af livet, men kronisk stress er toksisk. Som udgangspunkt er stress en helt naturlig fysiologisk respons på situationer, der opleves som en potentiel fare. Strukturer i vores hjerne er hele tiden i færd med at scanne både vores ydre omgivelser og signaler inde fra vores egen krop med henblik på at kunne sætte ind med passende adfærd, der kan øge vores overlevelsesmuligheder.
Hver gang vi oplever noget, der bringer os ud af mental og kropslig ligevægt og truer vores eksistens, træder stressresponsen i kraft. Når vi sanser noget alarmerende, aktiveres den sympatiske komponent af vores autonome nervesystem, og der frigives gennem den såkaldte HPA-akse, biokemiske substanser i form af blandt andet adrenalin, noradrenalin og stresshormonet kortisol. Dette gør kroppen klar til at yde en ekstraordinær indsats; eksempelvis i form af at kæmpe eller flygte.
Denne automatiske og biologiske respons udgør selve stresstilstanden. Det er en ubehagstilstand, fordi det er meningen, at vi skal sætte alt ind på, at komme ud af den igen. Der er dog forskel på at løbe 800 meter hækkeløb og løbe for livet. I begge tilfælde yder kroppen en ekstraordinær indsats, men det er kun i den situation, den hvor vi føler os truede og i livsfare, at der er frygt til stede.
Frygt er markøren for, hvorvidt der blot er tale om mobilisering af en energikrævende aktivitet, eller om vi befinder os midt i en overlevelseskamp. Livstress handler om det sidste. Den indre uro er udtryk for en generel hyperarousal med et aktivt frygtkredsløb. Stress uden frygt er ikke egentlig stress – det er blot agtpågivenhed, vågenhed og parathed.
I mange bøger om stress, beskrives stress udelukkende som en fysiologisk respons, mens frygtkomponenten sjældent inddrages. Det er problematisk, fordi den stress, mennesker søger behandling for, altid indeholder massiv, men ofte uerkendt angst. I den optik kunne man godt beskrive stress som en angstlidelse, fordi det er frygt, der holder den fysiologiske stressrespons aktiv og dermed skaber de globale indre ubehagstilstande – tilstande som kan være næsten umulige at sprogliggøre.
Mentale indre modeller
Subtile, forvrængede indre forestillinger om selvet som magtesløst og utilstrækkeligt, belaster af gode grunde vores samspil med omverdenen, og vi føler os ikke godt tilpas i vores krop eller vores liv. Hvis man tidligt i sit liv gang på gang har oplevet ikke at kunne gøre noget ved sin situation og indre tilstande, opstår der en psykologisk tilstand af håbløshed og hjælpeløshed; og denne tilstand er tillært i tidlige men betydningsfulde tilknytningsrelationer.
Denne prægning af hjælpeløshed direkte ind i nervesystemet, tager vi med os ind i voksenlivet, hvor vi fortsætter med at se os selv som magtesløse i forhold til vores livssituation; men nu er det ikke længere et faktum, som det var i barndommen, nu er den en selvkonstrueret indre forestilling, som holder os fanget.
Når man først har lært noget, er det svært, men ikke umuligt, af aflære det igen. Vi konstruerer mentale modeller af os selv og andre mennesker ud fra vores subjektive viden og erfaringer, og vi holder fast i disse konstruktioner, selvom vi gang på gang oplever, at de ikke er hjælpsomme i forhold til det liv, vi gerne vil leve.
Vi er sjældent bevidste om vores mentale modeller. De lever i det skjulte, men de styrer vores liv, meget mere end vi tror. De fungerer som en slags selvbeskyttelsesstrategier. De giver os en følelse af kontrol og forberedthed, som vi nødig vil slippe, fordi vi er overbeviste om, at vi ikke kan klare os uden.
Sådanne mentale modeller kan få os til at blive i parforhold, der er dybt utilfredsstillende De kan få os til at fortsætte på en arbejdsplads, vi ikke bryder os om. De kan få os til at foretage en masse handlinger, som i højere grad udspringer af pligt end af lyst, og de kan få os til at undlade at gøre ting, som ville være gode for os. Selve tanken om at skulle slippe disse mentale konstruktioner, kan destabilisere selvet, tilintetgøre oplevelsen af mening og sammenhæng og lukke op for en massiv angst.
Modgift
Hvis vi lytter efter, kan vi måske høre, at livsstress er et desperat råb om forandringer, og at disse forandringer skal være radikale. Man er grundlæggende nødt til at gøre noget helt andet, end det man plejer at gøre, for at skabe noget nyt.
Man kan fx blive nødt til at erkende, at man må leve sit liv langsommere; at man må skære ned på sit arbejde, sine planer, sine tjeklister, sine aktiviteter, sit forbrug – alt sammen noget, der naturligvis kan sætte gang i frygten, fordi tvivlen sætter ind. Er det nu det rigtige at gøre. Hvad så med familien? Kan jeg komme tilbage igen på samme niveau? Kan man i det hele taget tillade sig selv at bestemme, hvordan man gerne vil leve sit liv? Kan man lade være med at være i fremdrift og hele tiden gå efter mere? Kan det være nok bare at være? Er det ok at længes efter ro, fred og stilhed? Er det ok at have behov for restitution?
Accept
Man kan holde op med at stræbe efter at blive noget bestemt, for man er allerede noget, og det kan måske langsomt få lov til at være nok. Vi lever, og i den forstand er vi allerede hele og fuldkomne – med alle vores fejl og mangler. Hvis ikke vi skal holde fast i bestemte forestillinger om os selv, så er der grundlæggende ikke så meget at være bange for. Så kan vi få lov til at være almindelige mennesker med alle de opture og nedture, der hører med til et normalt menneskeliv.
Når man slipper forestillingen om at være noget bestemt, er der ikke så meget at miste, for man kan ikke miste det, man allerede er. Det giver en lettelse at opgive ideen at skulle være eller blive noget bestemt; noget andet eller mere end den, man allerede er. Indre uro og livsstres er ofte resultatet af manglende accept af det, der er og sker. Vi oplever modstand mod at give slip, fordi vi forestiller os, at accept er det samme som at give op, men i virkeligheden er det udtryk for en kæmpe styrke at holde op med at skabe lidelse for sig selv.
Accept er at give slip på at ville have sig selv eller andre på en bestemt måde; man stopper beklagelserne og dermed også vreden, frygten og utilfredsheden, og holder langsomt op med at kæmpe mod selve livet. Hvis vi ikke kan lide det, der hvor vi er, kan vi gå; vi har to ben og kan bevæge os. Vi er ikke er træ. Når vi stopper med at forvente, at det er andre mennesker, der skal gøre os lykkelige eller tilfredse, holder vi også op med at være så skuffede over os selv og andre.
Når det, vi frygter mest, er at slappe af og give efter for livets egne rytme, er vi dømt til livsstress. Tilfredshed er den indre uros modsætning, og tilfredshed handler basalt set om at være i fredelig omgang med sig selv; om at lade sig selv og andre være i fred.