Denne artikel er den anden af to artikler, der handler om traumer – særligt dem som finder sted bag lukkede døre i familien, og som ingen ønsker at tale om. Det naturlige svar på grusomhed er at eliminere den fra bevidstheden – mennesket dissocierer og samfundet benægter. Første del gav bl.a. et historisk overblik over traumebegrebets udvikling og den forholdsvis nye diagnose Kompleks PTSD. Anden del kommer nærmere ind på helbredelsesprocesserne efter traume og det vanskelige samarbejde med en terapeut. Artiklen bygger på bogen ”Trauma and Recovery” af Judith Herman.
Traume øger sandsynligheden for traume
”Remember and Recover. Not forget and Forgive.”
Langt de fleste svigtede og skadede børn træder ind i voksenlivet med deres hemmelighed intakt, hvorimod deres kapacitet til at leve livet som en selvstændig og kompetent person er kompromitteret. Traume i barndommen gør vores personlighed umoden i forhold til et voksenliv og til at knytte tætte relationer til andre voksne – vel at mærke sunde og velfungerende andre voksne.
Uden en indre tryg base og en oplevelse af at være i sikkerhed, må barnet og senere den voksne bruge en masse energi på at kompensere og skaffe sig komfort og ro på mindre hensigtsmæssige måder. Man vil være mere villig til tage hvilken som helst person til sig, som byder sig til, og det øger naturligvis risikoen for yderligere traumatisering.
Tilknytningstraume og forræderi i de helt tidlige relationer med vores omsorgspersoner efterlader os med fundamentale problemer i forhold til eksempelvis tillid, autonomi, omsorg, tilknytning, initiativ, beslutningstagning og problemløsning. Vi står med alvorlige problemer med grænsesætning (at værne om vores egen integritet) og grænserespekt (at vise respekt for andres integritet). Grundlæggende er vi kommet ud af kontakt med, hvad vi har brug for, og hvordan vi skaffer os det.
”Integrity is the capacity to affirm the value of life in the face of death, to be reconciled with the finite limits of one´s own life and the tragic limitiations of the human condition, and to accept the realities without dispair.” (Judith Herman)
Nære relationer drives almindeligvis af behovet for beskyttelse og omsorg samt længslen efter venskab, samhørighed og intimitet. De ødelægges parallelt hermed af frygten for forladthed, skam, ensomhed og separation, fordi vi ender med at bruge alle vores ressourcer på at holde så krampagtigt fast – selv i det, som ikke tjener vores bedste.
Således kan helt almindelige konflikter i eksempelvis parforholdet åbne for intens frygt, skam, dysfunktion, raseri og depression – og dermed øge risikoen for retraumatisering. Mange med tilknytningstraume ender i parforhold, hvor traumatiseringen forstætter og dermed forstyrrer en mulig helingsproces.
Undersøgelser viser, at barndomstraume fordobler risikoen for voldtægt, vold og misbrug i voksenlivet, hvilket hænger sammen med en kompromitteret evne til at tage sig af sig selv og beskytte sig selv. Man vil typisk tillade, at mishandlingen af ens krop og selv fortsætter – både i den oprindelige familiekontekst og i nye relationer.
Man vil eksempelvis fortsætte med at længes efter og håbe på, at det kan blive anderledes med ens forældre – at de pludseligt vil vise en sand kærlighed. Man vil uophørligt føle et stort ansvar for sine nu måske aldrende forældre. Man vil passe dem, have ondt af dem, og synes det er synd for dem. Man vil også martres af kronisk skyld og dårlig samvittighed, hvis man tillader sig at tage hensyn til sig selv. Man vil fortsætte med at bære skammen i sit hjerte, mens ens forældre vil fortsætte med at opføre sig krænkende og skamløst. De vil underlade at tale om det, der skete, da man var barn, og det der sker nu. De vil forsvare sig og dække sig ind under glemsel, benægtelse, depression eller misbrugståger. De vil ikke sige undskyld, og de vil ikke sone deres eklatante svigt. Det er denne skamløse mangel på anger og ansvar, der er retraumatiserende for det nu voksne barn, og som forsinker en sund helingsproces.
Senfølger efter tilknytningstraume
De traumatiske symptomer (syndromet) er almindelige, normale, menneskelige reaktioner på ekstreme omstændigheder. Ofre for barndomstraume vil i voksenlivet lide under komplekse symptomer og derfor være i konstant fare for at blive fejldiagnosticerede i sundhedssystemet. De vil eksempelvis få at vide, at de har en personlighedsforstyrrelse, at de er masochistiske, hysteriske, aggressive, hypokondre, sygeligt dependente etc. De vil blive diagnosticerede med angst, depression eller psykosomatiske lidelser, og de vil få medicin herfor. De vil få medikamenter for angsten, depressionen, søvnløsheden, trætheden, sorgen, hovedpinen, smerterne – alt sammen både diagnoser og behandlingstiltag, som ikke adresserer det grundlæggende traume.
Mennesker med et utrygt desorganiseret tilknytningsmønster, vil generelt udvise en større sårbarhed overfor en lang række psykiske sygdomme – herunder særligt Kompleks PTSD – og vil hyppigere udvikle symptomer i overensstemmelse med deres tilknytningsmønster. Den utrygt undvigende tilknyttede udviser generelt mere vrede, aggressivitet og antisocial adfærd, mens den utrygt ambivalent tilknyttede bliver mere ængstelig og skræmt.
Tilknytningstraume ødelægger vores evne til at føle os trygge, i sikkerhed og til at blive beroliget. Den kronisk traumatiserede er permanent i overlevelsesberedskab; man er hyperårvågen, agiteret, parat og fyldt med indre uro. Man bruger enorme ressourcer på trusselsmonitorering og katastrofetækning, Man har ikke, som en tryg person, en baseline af komfort, tryghed, sikkerhed, fysiologisk ro og psykologisk balance at finde tilbage til. Man ryger hele tiden ud i rød zone – i kaos og/eller rigiditet.
Kronisk indre uro og livsstress skyldes, at den normale regulering af kroppens homeostase forstyrres af en permanent hyperarousal eller en vekslen mellem hyper- og hypoarousal, hvorved normale cyklusser af eksempelvis søvn, vågenhed, præstation, spisning og restitution bliver kaotisk afbrudt igen og igen. Det fører bl.a. til det, man i dag kalder Bodily Distress Syndrome (BDS).
Bodily Distress Syndrome
BDS hører til under kategorien Funktionelle Ledelser; det vil sige sygdomme uden medicinsk forklaring. BDS indbefatter diagnoser som Kronisk træthedssyndrom, Restless Legs Syndrome, Fibromyalgi, Irritabel tyktarm, Kronisk smertesyndrom, Somatiseringstilstand, Duft- og kemikalieoverfølsomhed og Kronisk piskesmæld. BDS udgøres af mange komplekse symptomer som for eksempel:
- Svimmelhed, dårlig balanceevne, problemer med at holde sig oprejst, besvimelse
- Globale, intense kropslige ubehagstilstande
- Temperatur-, lys-, lyd- og lugtsensitivitet
- Allergier og overfølsomhed
- Nedsat opmærksomhedsevne og koncentrationsbesvær
- Nedsatte kognitive funktioner, herunder hukommelsesbesvær
- Følelser af forvirring og desorientering
- Søvnbesvær og forringet søvnkvalitet
- Smerter i øjnene, visuelle forstyrrelser og hovedpine
- Muskel og ledsmerter
- Tarm- og fordøjelsesbesvær, mavesmerter, forstoppelse, diarré
- Uregelmæssighed i hjerterytme og vejrtrækning
- Voldsom udtrætning efter motion
- Kulderystelser og svedeture om natten
- Nedtrykthed, irritabilitet, depressivitet og angst
- Oplevelse af at være inde i en mental tåge (Brain Fog)
Selvskade og selvmedicinering
Det psykiatriske system er fyldt med mennesker med barndomstraume – selvom langt de fleste aldrig kommer ind i det officielle behandlingssystem. De medicinerer sig selv og forsøger at klare sig på egen hånd. Undersøgelser viser, at op til 70% af patienter i psykiatrien har en livshistorie med tidlige traumer, og tallet er med stor sandsynlighed meget større. Efter traume – ofte midt i livet – kan der opstå en symfoni af uforklarlige, komplekse og ikke-liniære symptomer som eksempelvis:
– Somatisering
– Depression
– Angst
– Stress
– Fobier
– Relationsproblemer
– Paranoia
– Dissociation
– Psykose
– Søvnproblemer
– Vrede
– Seksuelle dysfunktioner
– Selvmordstanker
– Selvskade
– Amnesi
– Stemmehøring
– Hallucinationer
– Ustabil og fragmenteret identitet
– Misbrug
Samlet kan man tale om globale, transcenderende, ubestemte ubehagstilstande i krop og psyke – en dysfori der medierer intense, smertefulde sindstilstande som forvirring, tvivl, rastløshed, ensomhed, tomhed, agitation, panik, raseri og depression. Judith Herman taler om Annihalation Panic – det vil sige en decideret udslettelsesfrygt, som bunder i traumets gennemgribende svigt og den både frygt og forladthedsdepression, der følger med.
Når et menneske ikke kan regulere sin arousal, er man nødsaget til at finde sekundære strategier for at komme så meget i balance, at man kan holde ud at være i live. Korrelationen mellem tidligt traume og selvskade er overordentligt veldokumenteret – og kan forstås som en måde at komme ud af dysforien på.
Selvskade er en blandt mange kompensatoriske selvreguleringsmekanismer, som på den ene side opleves nødvendige, men på den anden må opfattes som dybt dysfunktionelle. Variationerne over selvskade er uendelige; man kan skære i sig selv eller på anden måde påføre kroppen smerte og skade, man kan lade være med at spise eller spise til man er ved at sprænges, man kan presse sig selv til tvangspræget sex eller onani, tage medicin, stoffer eller drikke sig fra sans og samling, man kan arbejde eller dyrke sport uden restitution, man kan undlade at sove tilstrækkeligt eller i det hele taget tage store risici i forhold til helbred og trivsel. Man kan også finde en partner, med hvem man kan gentage traumet igen og igen.
Ofte beskrives trangen til selvskade som en ubærlig agitation kombineret med en uudholdelig følelsesløshed – efterfulgt af en voldsom trang til at angribe kroppen. Selvskade er sabotage af selvet og bunder i et ekstremt selvhad. Selvskade har ofte rødder helt tilbage i barndommen, og er en blandt flere, måder barnet forsøger at regulere sig selv på sammen med dissociation og fragmentering af identiteten. Selvskade er en overlevelsesstrategi i forhold til et utrygt, krænkende og måske farligt opvækstmiljø.
Det vanskelige samarbejde med terapeuten
Det er forudsigeligt, at en klient med tilknytningstraume vil opleve samarbejdet med en terapeut vanskeligt og skræmmende. Det er jo netop det relationelle felt, som er kernen af klientens traume. Klienten vil af gode grunde have meget svært ved at få tillid til terapeuten, og det vil terapeuten med stor sandsynlighed få det vanskeligt med, fordi det opleves som afvisning.
Mange klienter, igen af gode grunde, vil ubevidst forsøge at kontrollere terapeuten og bestemme, hvad der kan tales om, hvor længe, hvornår og hvordan – som om deres liv afhang af at have fuldstændig styr på terapisessionerne – og relationen mellem terapeut og klient vil som en konsekvens heraf indledningsvist reflektere både frygt og håbløshed.
Tilknytningstraume medierer en ekstrem hypersensitivitet og sårbarhed i det interpersonelle felt; klienten vil forvente angreb, bedrag, forræderi, manipulation og fjendtlighed, og der vil ofte kunne udfolde sig en destruktiv dynamik af dominans/underkastelse også i den terapeutiske relation. Dette skal italesættes og bearbejdes grundigt.
Det, i det hele taget at blive klar til at indgå i en terapeutisk proces, kan kræve mange sessioner i sig selv, og mange klienter vil derfor ofte have oplevet at have været i terapi i mange år hos mange forskellige terapeuter – uden rigtig at føle, at det har gjort en forskel. Det er som om, de stadig ikke er kommet ud over det punkt, hvor den egentlige terapeutiske helingsproces kan tage sin begyndelse.
I forhold til at arbejde med tilknytningstraume, kan terapeuten ofte ikke selv undgå kontakt med intense følelser af vrede og frygt – og vedkommende vil også mærke fragmenter af klientens traume i relationen – men også i privatlivet som indtrængende tanker, drømme eller billeder der invaderer opmærksomhedsfeltet. Klientens livshistorie vil også ændre på terapeutens livs- og menneskesyn og påvirke hans eller hendes basale tillid. Terapeuten vil også mærke hjælpeløshed, håbløshed, magtesløshed, inkompetence og frygt, og vil, hvis han eller hun ikke opdager det i tide, begynde at tilbyde gode råd eller tage følelsesmæssig afstand. Smerten ved håbløshed er så intens for mennesket, at det kan drive selv en erfaren terapeut ud i et dysfunktionelt grænseland mellem det private og det professionelle.
I forhold til tilknytningstraume, må den terapeutiske kontrakt indledningsvist handle om, at udvikle tilstrækkelig tillid mellem parterne til, at det terapeutiske arbejde kan begynde. Begge parter må helhjertet kunne engagere sig i opgaven, for at helbredelse kan finde sted. Terapeuten kan bidrage med viden og metode, love fortrolighed, lytte og være et empatisk vidne. Klienten må bidrage med at ville åbne sig, lægge alle aspekter af sin livshistorie frem, fortælle sandheden og udvikle tillid til terapeuten samt betale.
Ifølge Judith Herman er der tre overordnede faser i den terapeutiske proces frem mod lindring og/eller helbredelse. Første fase handler om klientens etablering af en fornemmelse af sikkerhed. Anden fase er processeringen af de traumatiske hændelser – at huske og at sørge, mens tredje fase handler om at lære at leve et almindeligt liv. Andre klinikere og forskere har tilsvarende bud på faser i arbejdet med traumer, som stort set bygger over samme skabelon, uanset hvilke metode man læner sig op ad. Helt tilbage til psykoterapiens begyndelse med Sigmund Freud, ses også disse faser.
Fase 1 – Etablering af en følt fornemmelse af sikkerhed
Aller første step er en slags diagnostisk evaluering af klienten, hvor terapeuten undersøger, om klienten har levet eller stadig lever i intens frygt, ubehag og med kronisk indre uro. Man skulle umiddelbart tro, at man forholdsvist nemt ville kunne få et klart svar herpå, men så enkelt er det sjældent.
Ofte vil klienten slet ikke være i bevidst kontakt med frygten og ubehaget, eller ikke kunne se nogen forbindelse mellem fortidens hændelser og nutidens lidelsestilstande. Klienten vil, forståeligt nok, gerne bare have det bedre, men vil være uvillig til at gå ind i smerten og forholde sig åbent og nysgerrigt til den.
Alternativt vil klienten have udviklet sine egne overbevisninger, ofte meget rigide, om sin lidelse, som desværre fastholder klienten i sine overlevelsesstrategier. Et tilknytningstraume er som sådan ikke det, der skete engang i fortiden, men den påvirkning dette svigt har haft på ens måde at leve sit liv på – at man har tilegnet sig selvbeskyttelsesstrategier, der gjorde det muligt at overleve, men som nu forhindrer et liv i lethed og glæde. Det er således hyppigt forekommende, at klienten indledningsvist enten vil fornægte tilknytningstraumet eller have overbevisninger omkring det, som umuliggør sunde helbredelsesprocesser.
Når klienten endelig kommer dertil, at det kan erkendes, at det nuværende liv leves med intens indre uro, kan den anerkendelse af tilknytningstraumet, som er så afgørende for helingen, tage sin begyndelse, og tiltag kan iværksættes med henblik på at hjælpe klienten til mere beroligelse.
Den første opgave er således at etablere en basal form for sikkerhed for klienten. Klienten skal kunne fornemme en højere grad af tryghed i sin organisme, og alt andet i den terapeutiske proces må vente på det. Denne sikkerhedsetablerende fase kan princippet vare flere år, og kan ikke overspringes eller forceres.
Ofte vil utrygheden have transcenderet alle livsdomæner – krop, psyke og relationer. Det betyder, at klienten føler sig usikker i sin krop, at tanker og følelser opleves at være farlige og helt uden for kontrol, og at man er på vagt og grundlæggende utryg sammen med andre mennesker. Derfor skal der også arbejdes på at skabe mere oplevet sikkerhed i alle domæner.
Det kan være, man skal have medicin og lære at meditere eller på anden vis holde kroppen i ro. Man skal måske helt forfra lære at sove, spise sundt, motionere og hvile ordentligt. Man skal lære det normale, sunde liv at kende. Man skal måske i gang med at skrive dagbog, male billeder, gå til yoga, være i naturen og hjælpes ind i bedre relationer. Det kan også være at man ved siden af terapien skal arbejde med kroppen, modtage psykoedukation eller deltage i en i en selvhjælpsgruppe. Der skal sættes ind på alle fronter.
Der er tale om en langsom bevægelse, faciliteret af terapeuten, fra en oplevelse af konsistent fare til en øget følt sikkerhedsfornemmelse. En bevægelse fra nedlukning, dissociation og amnesi til at kunne udholde større grader af sig selv – i form af kropssansninger, følelser og tanker samt erindringer fra fortiden. En bevægelse fra selvafbrydelse og isolation til psykologisk og social forbindelse med såvel selvet som menneskeheden.
Typisk vil man starte med kroppen og bevæge sig ud mod verden, men ofte vil der også være noget i omverdenen, der nødvendigvis må ændres for, at der kan opstå en øget fornemmelse af sikkerhed. Det kan være ændringer i jobbet, til forældre eller andre familiemedlemmer, venner eller i parforholdet.
Først og fremmest må man generhverve sin medfødte kapacitet for restitution. Tidlig frygt, stress og hyperarousal bringer hjerne og nervesystem så meget ud af balance, at organismen mister sin naturlige selvreguleringsevne. Man skal således lære helt forfra at restituere og finde ind i biologisk homeostase, og organismen skal lære at udholde at være i en følt oplevelse af sikkerhed.
Det vil den naturligvis modsætte sig, for det er så meget i strid med den tidlige læring om nødvendigheden af hypervagtsomhed. Når organismen kan udholde større grader af sikkerhed, kan man arbejde sig videre ud og undersøge, i hvilke situationer og ydre kontekster, kroppen kan bevæge sikkert sig rundt. Det er for eksempel ikke trygt hele tiden at lande i konfliktfyldte dynamikker med betydningsfulde andre, som blot bekræfter hjernen og kroppen i, at man ikke kan regne med nogen eller noget, og at man ikke kan finde ud af at være i verden på en tryg måde. Så kommer der opgivelse.
I et krænkende opvækstmiljø udvikles den naturlige evne til selvomsorg ikke optimalt, og skal desværre på smertefuld vis læres helt fra begyndelsen. Al læring indeholder et vist element af lidelse. Sådan er det bare. Klienten vil typisk i starten have svært ved at tage ejeskab til sin egen sikkerhed og helbred, og vil gerne have terapeuten eller andre til at tage ansvar herfor. Det kan blive til en kamp mellem klient og terapeut, og terapeuten vil kunne føle sig overvældet, vred og frustreret over al den skade, klienten påfører sig selv. Eksempelvis vil klienten måske igen og igen opsøge en krænker fra fortiden, vil nægte at spise sundt eller sove tilstrækkeligt.
Det er så almindeligt, at klienten eksempelvis går tilbage til den krænkende far, den voldelige og temperamentsfulde storebror, den vrede søster, den skampåførende, selvmedlidende mor, den aggressive og upålidelige ekskæreste, den misbrugende stedfar, den utroværdige og løgnagtige veninde og lignende. Dette gælder også, når tilknytningstraumet er mere subtilt og sværere for klienten at indkredse – der hvor der har fundet et følelsesmæssigt omsorgssvigt sted. Klienten bliver typisk ved at med håbe på og længes efter at mor og/eller far vil forandre sig, og at man ikke igen og igen vil blive kapret af intense smertefulde følelser i samværet med sine forældre. Her er det håbet, der skal slippes – kombineret med en større tolerance overfor at føle sig skyld – en større kapacitet til at være med og processere den følelse uden at reagere handlemæssigt på den.
Men det, at det er almindeligt gør det ikke sundt, og terapeutens opgave bliver at muliggøre en større mentaliseringskapacitet i forhold til disse relationer, og hvad de implicerer om klientens syn på sig selv – ofte ekstremt selvhad. Opgaven med at etablere sikkerhed for klienten er naturligvis ekstra udfordrende, når klienten vedvarende opretholder kontakt med krænkerne fra fortiden. Sikkerhed kan således ikke etableres tilstrækkeligt, når klienten værger sig mod at påtage sig at beskytte sig selv og sin egen integritet. Når klienten opsøger krænkerne og udsættes for den samme skampåførende kommunikation, kan helingsprocessen ikke fuldføres.
Målet er at få frihed på alle planer. Fuld autonomi kræver typisk store ofre; man kan eksempelvis være nødt til at give slip på hele eller dele af sin oprindelige familie, sit hjem eller sit hjemland. Men man kan ikke komme til helbredelse uden autonomi.
Fase 2 – Processering af de traumatiske hændelser
Mange, men bestemt ikke alle, klienter kommer i terapi med et voldsomt talepres; de hungrer efter at blive hørt og mødt, og de er af den overbevisning, at terapi er at tale sig gennem smerten. Mange klienter udpensler således deres pinsler og deres traumatiske livshistorie fra det øjeblik, de træder ind i konsultationsrummet, men også i deres liv generelt – eksempelvis overfor en veninde, egne børn eller en tilfældig person, de lige har mødt – i en fast overbevisning om, at det at lægge al sin smerte og sine problemer ud i den ydre verden, vil stoppe smerten. Man tror, man vil blive helet gennem en slags følelsesmæssig udløsning af gråd og vrede. At man vil blive renset og genfødt gennem katharsis – men sådan opløses traumer ikke.
Det ved vi nu gennem både moderne udviklingspsykologi, og neurovidenskab. Hjernen forbliver i samme spor, med mindre den præsenteres for andre veje at gå. Der skal reelle forandringer til hos klienten – i tankemønstre, i følelsestilstande og i adfærd. Hjernen skal tilbydes noget helt nyt, for overhovedet at lære noget. Den etablerer nye neurale forbindelser gennem de såkaldte Error Signals – altså når den præsenteres for noget, som ikke stemmer overens med det, den allerede ved. Hjernen er evolutionære grunde ”doven” og energibesparende. Den bruger ikke kostebare kræfter på at udvikle nye neuronale baner, hvis ikke er overbevist om, at det er nødvendigt. Den vil værge sig, men hvis den igen og igen må erfare, at dens overbevisninger, ikke stemmer overens med virkeligheden, vil den tilpasse sig en ny virkelighed. Sådan er hjerner og mennesker – adaptive.
Dette at processere traumet i fase to handler således ikke om, at lade klienten give efter for talepresset og dermed falde ind i uendelige monotome beretninger og blive fortabt i fortidens svigt og rædsler. Det handler om, både for den klient, som synes at huske alt for meget og for den klient, som intet synes at huske, at det er terapeuten, der faciliterer processeringen – i små bitte små doser, og at processeringen sker med fuld kontakt til her-og-nu og terapeuten.
Således inviteres klienten til at berette om traumet eller dele heraf – i alle detaljer og helt i dybden. Ikke som overskrifter og fortolkninger men som fænomenologiske beskrivelser: ”Så sagde hun, så gjorde han, så følte jeg … ”Ofte vil fortællingen indledningsvist være følelsesmæssig flad og stereotyp eller helt kaotisk. Det er fordi, den traumatiske hukommelse (den implicitte hukommelse) ikke fungerer som den eksplicitte hukommelse. Den er ubevidst, somatisk funderet, nærmest uden ord, intonation og følelser – uden nuancer.
Klienten inviteres til at tale om det, som der ikke kan tales om – som Judith Herman siger: ”Speak of the unspeakable”. Det, at sætte ord på traumet, kan forstås som en slags genforhandling af ofte undertrykt og benægtet materiale – i form af sansninger, følelser, tanker og adfærd. Pacing, timing og titrering fra terapeutens side er utroligt vigtigt – ligesom alle sanser skal inkluderes i fortællingen: ”Hvad så du, hvad hørte du, hvad lugtede du, hvad smagte du, hvad følte du, hvad tænkte du, kvad mærkede du i kroppen…?”
Tilknytningstraume kan inkludere indlysende krænkende hændelser som eksempelvis seksuelle krænkelser, voldtægt, vold og misrøgt. Men der kan også være et komplet fravær af sådanne hændelser, og stadig kan vi tale om tilknytningstraume. Et traume, som handler om alt det, der ikke skete i relationen med mor og far, og som fik barnet til at opleve sig uønsket, uelsket, usynligt, ligegyldigt, defekt, skyldigt, uværdigt og skamfuldt.
Terapeuten kan normalisere klientens responser – både dengang og nu – og facilitere en egentlig navngivning af følelser, tanker og adfærd. Terapeuten kan tilbyde en ny fortolkning af det, der skete, som ikke giver klienten skyld og skam. At processere traumet vil også sige at tage skammen ude af det. Det styrker klientens integritet, autonomi og adgang til selvrespekt og værdighed. Man kan sige, at klienten tilbydes en rekonstruktion af traumehistorien, hvor den bliver sat ind i en meningsgivende sammenhæng – uden at et bliver tale om en nidkær kriminalitetsundersøgelse.
Det kan opleves paradoksalt at blive inviteret ind i traumesmerten, fordi man så desperat ønsker at glemme eller at få visket hele sin fortid bort. Klienten vil af med traumet, have det væk, fjernet, opereret ud som en svulst, og terapeuten kan let blive hvirvlet ind i det projekt – nu skal vi have det traume væk. Men psykoterapi fjerner ikke traumer, fordi traumet ikke har nogen konkret lokalisering. Det er integreret i klientens hjerne og nervesystem og i den måde livet leves på – i overlevelses- og selvbeskyttelsesmodus.
I stedet kan psykoterapi lære klienten at leve med traumet og det, der skete – finde en måde at sameksistere med det på –finde fred med sig selv og sin egen sande livshistorie. Sådan at livet kan leves her-og-nu i en fredelig sameksistens med dengang-og-da. Klienten opfordres således til at tage hele sit liv til sig, alle ens erfaringer og oplevelser – som hvordan vi enten vender eller drejer det, er en integreret del af vores eksistens. Vi kan ikke bekrige os selv og samtidig leve med lethed og glæde.
Det sker ikke sjældent, og det er velbeskrevet i mange tekster om traume, at klienten kan have en vis modstand mod at slippe sine symptomer. De kan have opnået en slags symbolsk betydning og mening, og de kan dæmme op for den frygtede sorg og forladthedsdepression, der ville kunne indfinde sig ved at erkende traumet uden filter. Mange frygter det totale kollaps, at falde ned i et sort smertefuldt hul, at ryge ud over kanten eller blive indlagt på den lukkede afdeling for evigt, hvis de giver bare en smule slip på den tvangsprægede måde, de lever deres liv på. Det er frustrerende for både klient og terapeut, men også en fase der skal gennemleves.
Tidlige repetitive tilknytningstraumer er ofte vanskelige at stykke sammen til et sammenhængende narrativ. Det sværeste for klienten er dog normalt ikke at bryde amnesi-muren, men at se grusomheden i øjnene og integrere den i narrativet. At der jo engang var nogen, som man elskede og var afhængig af, der ikke tog sig af en og ikke udviste den venlighed og respekt, den kærlighed og omsorg, den interesse og det engagement, som man havde så desperat brug for – ene alene fordi man var en barn.
I den terapeutiske proces vil erindringer løbende komme op til overfladen. Fotografier, genogram og besøg på barndomssteder kan hjælpe. Ligesom det at lære at forstå kropslige sansninger og stærke emotioner som somatiske erindringer, der kan blive trigget. Efter erindringsgennembrud vil der typisk komme kontakt med den dybe sorg – som kan være den, klienten mere end noget andet, frygter. Man tror, at sorgen aldrig vil stoppe igen, når først man åbner for den. Man tror, man aldrig vil holde op med at græde, og at man vil blive sindssyg af vægten af byrden. Det at give efter for sorg, kan føles som at give op efter at have kæmpet så længe. Det kan føles som om, at krænkeren har vundet. Men at give slip er på ingen måde det samme som at give op. At give slip er sundt, naturligt og nødvendigt. At holde krampagtigt fast indskrænker livsrummet, tærer på kræfterne og medierer massive symptomer.
Mange klienter vil for enhver pris undgå sorgen, og sætter i stedet angst, raseri, hævn, misundelse, tilgivelse, kompensation, opgivelse, uselvstændighed eller noget helt andet ind i stedet for. Modstanden mod sorgen kan gemme sig i overbevisninger om, at fortid er fortid. At man skal se fremad. At man har været så meget i terapi, at man er færdig med sin barndom. At man vil styre terapisessionerne, så man ikke kommer i kontakt med noget smertefuldt. Eller man styrer direkte mod det på overfladen indlysende smertefulde – eksempelsvis en konkret hændelse – for at forvirre terapeuten, så at vedkommende ikke opdager tilknytningstraumet: At man blev svigtet af sine forældre, fordi de ikke havde en på sinde.
Der kommer typisk mange fantasier for dagen i det terapeutiske forløb – for eksempel hævnfantasier eller tilgivelsesfantasier. For mange er tilgivelse helt dog umulig – de kan godt udtrykke den i ord ved at sige ”jeg tilgiver”, men kan ikke føle den. Det er ikke fordi, de ikke kan tilgive, men fordi tilgivelse er en to-personshandling, der fordrer et ægte undskyld, beklagelse, bekendelse, anger og soning fra den anden parts side. Tilgivelse kan sjælendt eksistere som en en-personshandling, og min erfaring siger mig efterhånden, at undskyldningen stort set aldrig kommer. Det er håbet om dette undskyld og denne forsoning, der må opgives, og det er utrolig smertefuldt. Modstanden mod at slippe sine symptomer kan således også ses som et sidste desperat forsøg på at få sine forældre til at se, hvor meget man lider. At hvis bare de kan se ens enorme lidelse, vil indse deres svigt og sige undskyld helt af sig selv. Man sulter sig og venter og venter – og man kan vente til evig tid.
Fase 3 – Det almindelige liv
Klienten vil ofte spørge, hvor lang tid den terapeutiske proces vil tage, hvor lang tid sorgen vil vare, og hvornår man vil få det bedre. Selvfølgelig vil man spørge om det. Svaret er desværre ikke enkelt, for der findes ikke et entydigt svar. Eller som Judith Herman siger: “There is no single, efficacious ”magic bullet” for the traumatic syndroms.” Traumeheling tager tid, sorgen tager tid – men den vil også stoppe igen. Helingen vil langsomt snige sig ind på traumet, som næsten umærkeligt vil begynde at optage mindre plads og give mere rum til det almindelige liv.
Fase tre er at begynde at turde at forbinde sig med livet og andre mennesker igen. Der er egentlig tale om en slags nybegynder-tilværelse, hvor man skal lære alting forfra i en ikke-fjendtlig kontekst. Man skal lære at turde at slippe sin fantasier om at blive reddet eller forsonet med krænkeren, lære at slippe sin selvbeskyttelsesstrategier, lære at tage ejerskab til sit eget liv og trivsel. Man skal langsomt finde ro med, at krænkerne fra fortiden ikke vil forandre sig og ikke pludselig vil begynde at føle skyld. Det er noget af det sværeste.
I denne afsluttende fase er klienten typisk mere komfortabel med at fortælle om traumet – narrativet bliver mere åbent og mere integreret. Man er også mere villig til at holde de ansvarlige skyldige og frifinde sig selv. Man bryder måske en familiehemmelighed, man bryder et tabu, og man begynder at se sig selv som uden skyld i det, der skete. Man begynder at føle ægte medfølelse med offer-selvet og stolthed over overlevelses-selvet.
Som en del af det at starte forfra, skal man lære at føle motivation, initiativ og lyst – og man skal lære sig selv at kende, som en person, der vil sig selv og sit eget liv. Man skal vænne sig til et liv uden så meget drama og højspændt intensitet, og uden så meget nedlukning og fastfrysning. Man skal erfare, at det almindelige liv faktisk foregår på et meget lavere arousal- og intensitetsniveau, end man er vant til. Færre svingninger mellem ”highs and lows”. Det føles ofte indledningsvist kedeligt og tomt, men det er sådan et sundt menneskeliv er. Som katten, der slænger sig i soler og laver intet, når det er mæt.
Man skal lære, hvad det normale liv vil sige, for det man oplevede som barn og måske gennem hele livet har været unormalt – unormalt i en biologisk forstand, idet der ikke har været nok fornemmelse af tryghed og restitution til at trivsel og sundhed har kunnet indfinde sig. Over tid begynder man at kunne slippe usunde relationer og gå ind i nye relationer med mere bevidsthed, afslappethed og tryghed. Tolerancetærsklen for det almindelige liv vil øges, ligesom der vil opstå øget rummelighed overfor såvel ydre som indre konflikter.
Det gjorte bliver aldrig ugjort, og en helbredelse bliver sjældent helt komplet. Det er som med alle andre skader, at man typisk vil have en eller anden form for mén. Fra tid til anden vil man således kunne komme i kontakte med efterdønningerne af traumet – eksempelvis når man finder en partner, får børn, bliver skilt, når ens forældre dør, når man skifter arbejde og lignende. Traumerelaterede symptomer vil altid kunne aktiveres under voldsom stress. Da er det vigtigt, at tillade sig selv komme tilbage i terapi og få hjælp til symptomerne.
Ifølge Judith er der særligt syv markører for traumeforløsning:
- Man oplever en dæmpning af de fysiologisk symptomer, og føler man har mere kontrol over sin krop
- Man kan rumme flere emotioner i relation til traumet
- Man kan huske mere, men man oplever også, at man bedre kan rumme og styre sine tanker
- Traumet synes integreret i livshistorien og involverer følelsesmæssige tilstande
- Man har flere sunde nære relationer og man lever mindre risikofyldt
- Traumet er blevet sat ind i en meningsfuld sammenhæng, der frifinder og frisætter det barn man var
Den altoverskyggende gode nyhed er således, at heling efter tidligt traume er muligt. Den mindre gode nyhed er, at det tager lang tid. Det er indlysende, at man ønsker en hurtig og billig løsning på sine problemer. Det er helt legitimt, men at ønske sig det, er ikke det samme som at det er muligt. Målet med terapi er ikke udelukkende at slippe af med sine symptomer, men også at udvikle nye kompetencer til at leve et liv med lethed og glæde.
Kilde
Judith Herman: Trauma and Recovery