Jeg har efterhånden skrevet en del artikler om tilknytningstraumer; hvad tidlig tilknytningsrelateret traumatisering består i, og hvilke symptomer traumatiseringen bringer med sig ind i voksenlivet. Dette opsummeres kort, men ellers introducerer artiklen en række forskellige videnskabeligt underbyggede terapeutiske metoder til heling af tilknytningstraumer.
Tilknytningstraume er resultatet af destruktiv forældreadfærd
Et tilknytningstraume er resultatet af vedvarende og alvorlige brud i relationen mellem et barn og dets nærmeste omsorgspersoner. Bruddet kan have karakter af alvorlig mishandling og vanrøgt, men også være i form af et mere subtilt emotionelt omsorgssvigt, hvor barnet krænkes på selve dets autentiske væren. Der kan være tale om, at barnet kritiseres, mobbes, ignoreres eller behandles med foragt og fjendtlighed, at barnet overlades for meget til sig selv, eller at barnet udnyttes til at hjælpe omsorgspersonerne i deres egen uro, kaos og smerte.
I den internationale ACE-undersøgelse opererer man med fire overordnede kategorier af mishandling:
- Fysisk mishandling – omfatter fysisk magtanvendelse så som at slå, sparke, ryste og brænde barnet eller lignede fysiske overgreb.
- Seksuelt misbrug – omfatter involvering af barnet i forskellige former for seksuelle handlinger og aktiviteter, herunder intime kærtegn og voldtægt.
- Emotionelt omsorgsvigt – omfatter al form for adfærd, der skader barnets selvværd og psykologiske sundhed, herunder mobning, brug af øgenavne, ignorering, udskamning, tilbageholdelse af kærlighed, venlighed og omsorg samt trusler og verbale angreb.
- Forsømmelse og vanrøgt – omfatter omsorgspersonens manglende evne til at møde barnets basale behov, herunder behov for husly, mad, tøj, uddannelse og adgang til læge, tandlæge mm.
Alle former for omsorgsvigt i form af mishandling, vanrøgt og forsømmelse af både fysisk og emotionel karakter, virker gennemgribende negativt ind senere i livet; man får et skrøbeligt helbred og øget sårbarhed overfor en række lidelser og sygdomme.
Kronisk toksisk stress
Et barn som vokser op i en dysfunktionel familie må hele tiden være på vagt og klar til at agere i forhold til en potentiel trussel. Barnet har ingen sikker base, og det hyperaktiverer barnets frygt- og stressresponssystem. Tidlig kronisk stress fører til en ikke-optimal udvikling af hjerne, nervesystem, immunsystem og en række af organismens øvrige vigtige reguleringskredsløb.
Udover den psykiske og fysiske smerte, det fører med sig i form af en kronisk livsstress og globale indre ubehagstilstande, medierer den dysfunktionelle hjerneudvikling også forringede mentale, emotionelle og kognitive evner – eksempelvis omkring indlæring, koncentration, hukommelse, empati samt en reduktion generelt i de sociale kompetencer, som er nødvendige for at kunne fungere normalt i et samfund. Man får svært ved at indgå i og opretholde sunde relationer.
Samlet set er barnet og senere den voksne i forhøjet risiko for omfattende helbredsproblemer – herunder særligt misbrug, depression, spiseforstyrrelser, overvægt, rygning, risikabel seksuel adfærd, forskellige kroniske sygdomme og selvmord.
Fanget af destruktive emotioner
Ser vi samlet på alle de symptomatiske tilstande, et tilknytningstraumatiseret menneske, kan lide under, kan de sammenfattes under en ødelagt evne til at regulere egne indre emotionelle tilstande – affektregulering. Det betyder, at man let og ofte uden varsel oversvømmes og overvældes af intense indre tilstande af uro, ubehag, frygt, angst eller raseri – uden at opleve at man kan gøre noget ved det. Man er prisgivet, magtesløs og fanget i ubærlig lidelse.
Når affektreguleringskompetencen er intakt, kan man typisk berolige sige selv enten gennem top-down processer, hvor den tænkende og reflekterende del af hjernen taler til og beroliger dybere og mere automatiske subkortikale strukturer i hjernen – herunder det autonome nervesystem. Eller gennem bottom-up processer ved at man slapper af i kroppen, trækker vejret dybere og komme til stede i nuet – og derigennem kan lade angsten passere.
Endelig kan man bruge andre mennesker til beroligelse. Det at tage kontakt til, række ud efter og bede om hjælp hos en anden person, har en stor effekt i forhold til beroligelse og nedregulering af arousal. Denne evne til at søge beroligelse hos andre eroderes af tilknytningstraumet, fordi det et være tæt på betydningsfulde andre, er selve kernen i traumet. Man er således overladt til sig selv og sine egne indre, skræmmende og ubærlige tilstande. Dette er tilknytningstraumet – en navnløs frygt som man må bære alene.
Symptomer og markører i voksenlivet
Når traumatiseringen sker tidligt i livet, mens barnets hjerne og nervesystem er ufærdigt og under udvikling, får det vidtrækkende konsekvenser såvel fysiologisk som psykologisk. Det forhøjede stressniveau sensitiverer nervesystemet og skaber mulighed for neurobiologisk fejludvikling. Dette kan forstås som et udtryk for tilpasning, hvor det lille barn på bedste vis, forsøger at tilpasse sig et uforudsigeligt, fjendtligt og farligt miljø ved at stivne, trække sig sammen og lukke af for kontakt – med sig selv og sin egen krop og med omverdenen.
Som voksen kan man opleve en lang række symptomer, som med fordel kan forstås som en konsekvens af, tidligt i livet at have skullet tilpasse sig dysfunktionelle omgivelser. Symptomerne kan både være somatiske og psykiske, men har det til fælles, at de er resultatet af en dysreguleret indre biologi – biokemisk og neuralt. Således kan alle de psykologiske symptomer også ses som et udtryk for en underliggende alvorlig dysregulering i hjerne og nervesystem. Denne moderne neurovidenskabelige forståelse af psykiske lidelser, bygger på et omfattende videnskabeligt og empirisk grundlag muliggjort af nyeste teknologi.
Identitetsforvrængninger og skam
Ud af tilknytningstraumet kan der opstå der mentale forestillinger om selvet og andre mennesker, som ikke bygger på virkeligheden, men på hvordan virkeligheden opleves, når den betragtes gennem et tilknytningstraume. Igennem tilknytningstraumets prisme, udgør andre mennesker den største fare af alle.
Man monitorerer derfor alle potentielle farer gennem hyperagtpågivenhed og vagtsomhed. Alt hvad der kunne tænkes at udgøre en trussel, opdages og handles på, hvorved nervesystemet hele tiden holdes i alarmberedskab. Alle tegn eller handlinger kan i den optik blive til en voldsom krænkelse og trussel – et blik fra en fremmed i supermarkedet, et løftet øjenbryn, en høj stemme, et neutralt ansigtsudtryk, en billist der dytter etc.
Man kan have fået så lidt kærlighed, at man oplever nærhed som et overgreb, og man kan have fået så lidt nærhed, at man oplever et overgreb som kærlighed.
Forestillingerne om selvet kan handle om, at man ikke har ret til at være her, at man ikke må fylde, at man ikke kan klare sig, at man fortabt, at man er ond, at man er grundlæggende forkert og defekt, og at ens behov er uacceptable. Dette giver anledning til den dybeste selvforagt.
Man skammer sig over, at man i det hele taget eksisterer. Denne ubærlige patologiske skam kan forsøges håndteret gennem ligeså forvrængede, rigide selvbilleder; om at man ikke har nogle behov selv, at man ikke har brug for andres hjælp eller omsorg, at man er et offer og ude af stand til at tage ejerskab for eget liv, at man stolt over at være den, som giver en masse til andre og aldrig selv beder om noget, at man aldrig er vred, at man stærk og perfekt og videre i den dur.
Metoder til heling af tilknytningstraume
Det tager lang tid at hele barndomstraumer. Aller første skridt er at erfare, at man lever med komplekse symptomer, som almindelig lægebehandling og medicin ikke synes at kunne kurere. Disse symptomer vil ofte være svære at udrede – der eksisterer ikke en umiddelbar og entydig årsags-virkningssammenhæng. Næste skridt er begynde at forstå sine symptomer som dysfunktionel homeostase; at man lider og har smerter fordi hjernens vigtige regulerende systemer ikke fungerer optimalt – at man lever i kronisk stress, som måske er blevet så almindeligt forekommende, at man ikke længere ænser det.
Netop fordi man lider så smertefuldt, vil man gerne have, at det skal gå over med det samme, og man giver hurtigt op, hvis ikke der opnås resultater her-og-nu. Sagen er dog, at det tager lang tid – ofte mange år – og at man bør se helingen som en livsrejse, hvor man langsomt men mere og mere sikkert lærer at leve et liv, der giver færrest mulige symptomer. Man får ikke tilknytningstraumet til at gå over; men finder i stedet en måde at leve med det på. Som en klient engang sagde opgivende til mig: ”Det er jo et fuldtidsarbejde at blive helbredt”. Og jeg kunne kun give hende ret.
Man kan bedst sammenligne et tilknytningstraume med en sygdom som eksempelvis sukkersyge. Den er ikke sådan at kurere, men man kan lære at leve et godt liv med sygdommen, hvis man tager højde for den og passer på sig selv.
Psykoterapi
Samtaleterapi baseret på moderne neurovidenskab og tilknytningsteori giver mulighed for etablering af nye neurale netværk i hjernen, som langsomt kan overskrive gamle måder at tænke, føle og agere på. I første omgang handler det om at finde måder at reducere det forhøjede arousal- og stressniveau. Det kan involvere forskellige afslapnings-, åndedræts og mindfulness øvelser. Mange klienter vil endvidere have et stort behov for at forstå deres symptomer, og derfor vil der typisk også indgå psykoedukation.
Det, at sætte ord på sin livshistorie og genbesøge traumatiske erindringer under rolige forhold, hjælper hjernen med at processere og dermed forløse traumet. Det vigtigste element i komplekse symptomer og tilsyneladende uforståelig adfærd er at kende sin livshistorie med hensyn til primær omsorg. Vejen til denne indsigt går dog ikke kun igennem egne erindringer, men også gennem ens forældres opvæksthistorie, og deres forældre. Terapi hjælper med at etablere et sammenhængende og meningsfyldt livsnarrativ. Endelig kan det at opbygge en tryg relation til terapeuten fungere som en platform, for hvordan relationer generelt kan opbygges og vedligeholdes.
Ofte vil terapien også indeholde dialoger om nødvendige livsændringer. Hvis man lever et liv, der giver symptomer og lidelse, må man nødvendigvis ophøre med dette liv og finde nye måder at være i verden på. Terapi er ingen mirakelkur, og terapeuten har ingen færdigpakkede standardløsninger at tilbyde, men kan qua sin teoretiske viden og praktiske erfaring støtte klienten i udvikle nye kompetencer og genvinde livsglæde og vitalitet.
Der findes mange forskellige retninger indenfor terapi rettet mod tilknytningstraumer, og man må derfor høre, læse og prøve sig frem. Af velbeskrevne terapiformer kan nævnes NARM (NeuroAffective Relational Model), SE (Somatic Experiencing), Sensorimotor Psychotherapy, AEDP (Accelerated Experiential Dynamic Psychotherapy) og MBT (MentaliseringsBaseret Terapi).
Kropsterapi
Traumet er grundlæggende ikke det, der skete engang, men den indvirkning på hjernens og kroppens regulerende systemer her-og-nu, som hændelserne fra dengang har medført. Traumet er basalt fysiologisk, og det er ovenpå denne somatiske dysregulering, traumesmerten eksisterer. Netop fordi tilknytningstraumer er integreret i klientens biologi som mangelfuld homeostase og forskellige neurologiske dysfunktioner, er det afgørende at inddrage kroppens fysiologi i det terapeutiske arbejde.
I kropsterapi i bred forstand kan indgå afspændingsøvelser, massage, terapeutisk berøring, musik, dans, drama og yoga, som alle sammen involverer øget opmærksomhed på kropslige sansninger. Endvidere er der udviklet en række forskellige øvelser eksempelvis TRE (Trauma Releasing Exercises). Det er sjældent, én terapeut kan tilbyde hele spektret, og man må derfor prøve sig frem, hvad der virker bedst.
EMDR
EMDR (Eye Movement Desensitzation and Reprogramming) er en ældre terapiform, som har fået en opblomstring efter indførelsen af diagnosen PTSD og den stigende anderkendelse af tilknytningstraumers eksistens. I hovedtræk handler det om, at klienten, som ved almindelig samtaleterapi, fortæller om det traumatiske og dermed eksponerer sig for disse erindringer på en mild og sikker måde sammen med terapeuten, samtidig med at der indgår en serie af frem-og-tilbage øjenbevægelser, som frembringes ved at klienten følger terapeutens finger med øjnene. Der er ingen, der indtil videre kan forklare, hvorfor dette er virkningsfuldt, men man mener, at disse øjenbevægelser, som i øvrigt er den vigtigste komponent i menneskets biologiske orienteringsrespons, har en integrerende funktion i hjernen. Øjenbevægelserne indgår også i den dybe REM-søvn, og netop denne søvn er mangelfuld hos mange tilknytningstraumatiserede.
Klinisk mindfulness
Mindfulness-meditation har vist sig at have en stor effekt på eksempelvis stress, indre uro, angst, depression og komplekse smertetilstande – symptomer som de fleste med en dysfunktionel opvækst kan nikke genkendende til. Mindfulness-meditation træner og stimulerer hjernes evne til opmærksomhedsfokus, og langsomt lærer man at give slip på destruktive tankestrømme (rumination) og udvide tolerancetærsklen for at være med forskellige former for kropsligt eller emotionelt ubehag uden at opleve sig fortabt eller overvældet. Forandringer i betydningsfulde strukturer og netværk i hjernen, der styrker evnen til affektregulering, kan konstateres allerede efter 8 ugers daglig træning.
Mindfulness vinder frem alle steder, og det er vigtigt at sikre sig, at underviseren har den fornødne uddannelse, og at undervisningen baserer sig på programmer, som er videnskabeligt anderkendte. Det drejer sig om MBSR (Mindfulness Based Stress Reduction), MBCT (Mindfulness Based Cognitive Therapy) og MSC (Mindful Self-Compassion).
Neurofeedback
Neurofeedback er en behandlingsteknik, der er baseret på elektromagnetiske bølger også kaldet EEG, som har vist sig at forbedre en række hjernefunktioner gennem intensive øvelser. Man lærer at ændre sin hjerneaktivitet gennem øvelser og øjeblikkelig feedback om hjernens aktuelle aktivitet. Hjernevidenskaben har vist, at gentagne øvelser, der stimulerer udvalgte netværk, giver mulighed for forandring og udvikling af hjernen. Da tilknytningstraume resultater i komplekse neurologiske dysfunktioner har neurofeedback vist gode resultater i forbindelse med eksempelvis PTSD, ADHD, ADD, autisme, bipolar lidelse, angst, depression, søvnbesvær og migræne.
Træningen foregår ved, at der anbringes elektroder på klientens hoved, som opfanger hjernens elektriske aktivitet. Disse signaler føres til en computer, som transformerer dem til et feedback, som kontinuerligt synliggøres for klienten. Indlæringen sker på ubevidst plan gennem påvirkning af det autonome nervesystem, og hjernen lærer hurtigt at regulere sin aktivitet på mere hensigtsmæssig måde via den feedback, den modtager. Der findes forskellige neurofeedback-klinikker, men metoden er indtil videre ikke så udbredt i Danmark som eksempelvis i USA.
Restitution
I forbindelse med tilknytningstraumer er evnen til afslapning, afspænding og restitution generelt beskadiget på grund af den kronisk aktiverede stressrespons. Alle former for aktiviteter, der giver adgang til hvile eller velvære har terapeutisk effekt gennem stimulering af den parasympatiske komponent i den autonome nervesystem. Det kan dreje sig om naturoplevelser, meditation, søvn, musik, kunst og kreativ udfoldelse og ikke mindst det at have et kæledyr. For en tilknytningstraumatiseret personen vil det ofte være en stor udfordring at turde og tillade sig selv restitution, fordi ens overlevelse har været betinget af netop aldrig at slappe af og give slip.
Skrive og læse
Der kan være stor terapeutisk effekt i at skrive dagbog, skrive digte, føre journal eller på anden vise nedfælde sine oplevelser, følelser og tanker. Det samme gælder læsning af relevant skøn- og faglitteratur. Både læsning og skrivning ser ud til at støtte hjernens integrative processer, og derfor indgår såvel skrivning som læsning ofte i psykoterapeutiske forløb.
Motion og sund livsstil
Der er ikke entydig evidens for, at motion afhjælper eksempelvis stress, depression eller angst. Forskellige studier peger i forskellige retninger, men en sund og stærk krop er for de fleste mennesker lig med øget velvære og trivsel, og kan derfor være en vigtig komponent i at genskabe kroppens og psykens balance.
Referencer
Bessel Van der Kolk: The Body Keeps the Score – Mind, and Body in the Healing of Trauma
Louis Cozolino: Why Therapy works – Using our minds to change our brains