Anerkendende ledelse bygger på terapeutisk teori
Som ledelsesform opstår anerkendende ledelse ud af terapiens verden – såvel teoretisk som praktisk. Dermed også sagt, at indsigter opstået i terapeutiske sammenhænge bringes ind i organisationer og deres ledelsessystemer.
Der foreligger således en underliggende antagelse om, at forståelser, forståelsesmåder og metoder, udviklet hovedsagelig inden for det terapeutiske område, kan appliceres på organisationer. Herunder, at den viden, der er skabt om relationen mellem terapeut og klient, kan overføres til relationen mellem leder og medarbejder.
Ledelse er ikke terapi
Problemet med en sådan kontekstoverskridelse er imidlertid, at virksomme ideer og gode erfaringer i én kontekst ikke nødvendigvis kan bruges i en anden kontekst, fordi de to kontekster fungerer efter helt forskellige principper. De to kontekster – ledelse og terapi – har hver deres præmisser og indre logikker. Der er tale om to forskellige systemer med hver deres kommunikationsmønstre og måder at erkende på. Der er tale om forskellige formål, og der ligger forskellige intentioner bag systemernes eksistens.
Den lederposition, anerkendende ledelse tilbyder, minder af gode grunde meget om rollen som terapeut. Den relation, der eksisterer mellem terapeut og klient, bæres via anerkendende ledelse ind i organisationen, hvorved ledere og medarbejdere tilbydes en forståelse af ledelse, der trækker på et billede af den gode terapeut. Den anerkendende leder ligner således terapeuten – hun er empatisk, undersøgende, rummelig, ikke-dømmende, interesseret, indfølende, forstående og hjælpsom.
Medarbejdere ønsker ikke at være klienter
Det er både et forkert og helt urealistisk lederbillede at stræbe efter – for såvel leder som organisation. Dels fordi lederne må siges at være helt ukvalificerede til rollen som terapeut – og derfor næppe ønsker den. Dels fordi de færreste medarbejdere ønsker at tage den medfølgende rolle – rollen som klient. Klienten søger hjælp, støtte og omsorg, fordi han er forvirret, ulykkelig eller på anden måde ude af trit med livet.
Faren i kontekstoverskridelsen er, at der skabes nogle helt imaginære forestillinger om lederes og medarbejderes relation til hinanden – forestillinger som trækker på forholdet mellem terapeut og klient, og som derfor står i et åbent misforhold til virkelighedens relationer i en organisation. Anerkendende ledelse flytter det terapeutiske rum ind i organisationer – og der sker således en tiltagende terapeutisering som er helt karakteristik for det postmoderne liv.