Denne artikel handler om kronisk skam – også kaldet toksisk skam. Det vil sige ekstreme grader af skam, der forhindrer menneskelig trivsel og sundhed. Skam blokerer for processering af kernefølelser, medierer selvbeskyttende adfærd og ødelægger relationer. Første del går tæt på skamfænomenet og skammens forskellige udtryksformer, mens anden del ser på psykoterapeutisk behandling af kronisk skam, herunder hvordan skam kan vanskeliggøre heling af traume. Artiklen bygger bl.a. på bogen ”Understanding and Treating Chronic Shame” af Patricia A. DeYoung.
© Inge Holm
Artiklen må gerne printes og/eller bruges i undervisningssammenhænge med korrekt angivelse af forfatter.
Skam er et relationelt fænomen
Hvis vi kigger bag alle de symptomer, fysiologiske som psykologiske, som skam udvirker, opdager vi, at kronisk skam har rødder i de tidlige tilknytningsrelationer – i samspillet mellem barn og forælder. I et tilknytningsperspektiv har stort set alle menneskelige lidelsesfænomener rødder i barndommens opvækstmiljø.
Skam kan forstås som en unik, specifik og interpersonel oplevelse – en smertetilstand. Et resultat af gentagne fejlafstemninger og diskrepanser mellem et emotionelt behov hos et barn og en emotionel respons hos en forælder. Skam er resultatet af “Failure to attunement”, som Patricia DeYoung siger. At blive kigget på – uden af blive set.
Barnets initiativ til nærhed og følelsesmæssig samhørighed bliver enten kritiseret, forbigået eller ignoreret. Barnet ses ikke i sin helhed, og forælderen er mere optaget af, hvad barnet gør, end hvad det føler, og hvad der driver dets adfærd. Når et barn ikke ses, kommer det uundgåeligt til at føle sig som en genstand – et objekt for sine forældre – og ikke som en person. Gentagne fejlafstemninger og kroniske ydmygelser ødelægger barnets selvbillede og dets opfattelse af andre som troværdige og venlige. Tillidsbåndet brister mellem barnet og verden.
Kronisk skam er således resultatet af et relationelt traume og den dysregulering i barnets arousal- og affektregulering, som det har medført at skulle afstemme sig med en dysregulerende anden, man er afhængig af.
Derfor er skam i sin basale grundform et relationelt fænomen. I et tilknytningsteoretisk perspektiv tager alle intrapsykiske tilstande deres begyndelse i interpsykiske interaktioner. Skam opstår i det relationelle felt, og kan også kun helbredes der. Selvet udvikles i relation til et andet selv. Barnets selvbillede og selvforhold former sig ud fra de øjne, der betragter barnet. Oplevelser af skam er resultatet af foragt i blikket hos en betydningsfuld anden og af manglende anerkendelse af selvets helhed. Tidlige både verbale og non-verbale skamoplevelser som ikke reparereres, bliver til kronisk skam.
Ifølge Alle Shore, som taler om begrebet toksisk skam, er skam først og fremmeste en hyperaktiv, fysiologisk tilstand med eksempelvis varme, sved, rødmen, undgående blikkontakt og tab af kognitiv og emotionel problemløsningskapacitet. Det er smertefulde oplevelser af inferiøritet, flovhed, ydmygelse, nedværdigelse, forkerthed, afsky – og en ubehagelig grad af selvopmærksomhed. Dette er en tilstand, vi alle kan falde ind i og er normalt for flokdyr – en del af en naturlig socialiseringsproces. Det er meningen, at vi skal blive flove, hvis vi gør noget, som mishager resten af flokken. Det giver naturligvis et psykisk chok, når en værenstilstand bremses hårdt op af et ikke-anerkendende blik fra en betydningsfuld anden – når den parasympatiske komponent i det autonome nervesystem sætter ind med et stop.
Når et barn vedvarende lander i skam og ikke hjælpes ud af tilstanden, opstår risikoen for kronisk skam, som over tid nærmest bliver til en livsstil og en integreret del af ens personlighed. Man skammer sig grundlæggende over sin egen lillehed, forkerthed og utilstrækkelighed. Som Patricia DeYoung siger: ”A sense of being a powerless little person”.
Ifølge Allan Shore er det patologiske ikke smerten som sådan, eller erindringerne om det traumatiske, der skete engang, men den konstante her-og-nu følte oplevelse af at være alene og forkert. Fraværet af afstemning og empati tidligt i livet skaber omfattende dysregulering i krop og sind og faciliterer komplekse symptomer, og det vi ofte kalder sygdom. Denne altomfattende alenehed er grundsubstansen i skammen, og skyldes det faktum, at man som barn blev behandlet som en ikke-eksistens – i dysfunktionelle samspilsmønstre af dominans, underkastelse og tilbagetrækning med en betydningsfuld anden, som man var afhængig af. ”A shaming moment of objectification is a relational moment of dysregulation”, siger Paticia DeYoung.
Skamoplevelsen
”Shame is most importantly a felt sense of unworthiness to be in connection, a deep sense of unlovability, with the ongoing awareness of how much one wants to connect with others. There is a loss of the sense of empathic possibility, others are not experienced as empathic and the capacity for self-empathy is lost” (Judith Jorden).
Skam føles som ens egen smerte, og kan på overfladen nemt tilskrives ens egen negativitet, utilstrækkelighed og lave selvværd – altså at det er ens egen skyld – men som bekrevet ovenfor, skabes skamfølelsen i samværet med en uempatisk tilknytningsperson.
Patricia DeYoung definerer skam således: ”Shame is an experience of one´s felt sense of self disintegrating in relation to a dysregulating other”. Skam er således et resultat af den disintegration, der finder sted, når man ikke kan finde empatisk kontakt i mødet med en tilknytningsperson.
Begrebet disintegration er centralt i den neuroaffektive forståelse af lidelsesfænomener. Disintegration er den biologiske proces af noget, der før var sammenhængende, som bliver splittet. Skam er en slags fragmentering af selvet, hvorved oplevelsen af at have en indre sammenhængskraft ophører. Horisontale og vertikale forbindelser i hjernen afbrydes. Sammenhæng mellem kropssansninger, tanker, følelser og adfærd forsvinder. Der opstår angst, og angst medierer selvbeskyttede adfærd, der ganske vist kan reducere smerten for en stund – det hjælper ofte at gøre en anden forkert, når man selv føler sig lille – men som grundlæggende saboterer livet og ødelægger bæredygtige relationer.
Når selvet fragmenterer, oplever vi massive indre konflikter. Vi holder op med at forstå os selv. Det, der en gang var en ydre fejlafstemning mellem et barn og en forælder, bliver til en indre konflikt, hvor én del af selvet, udskammer en anden del. Selvdele, der bekriger hinanden, giver af indlysende grunde voldsom lidelse, for man kan ikke undslippe sig selv. Ydre dominans- og underkastelsesdynamikker bliver til indre skampåførende dialoger, hvor en del af selvet, får en anden del til at kollapse i håbløshed – ”det bliver aldrig bedre”, ”det er nyttesløst”, ”jeg orker ikke”, ”jeg kan ikke hjælpes”, ”jeg er fortabt”.
Man kan sige, at en del af selvet har overtaget tilknytningspersonens krænkende facon, og kører nu ydmygelserne af mod en anden del af selvet. Den krænkende selvdel er nådesløs og udviser ingen forståelse, medfølelse eller empati. Den krænkende del, lammer selvet totalt, hvorved helt almindelig problemløsning og selvomsorg ikke kan finde sted. Enten er man speciel, eller så er man slet ingenting.
Vi mennesker kan beskytte os mod at mærke skam med et forbløffende antal følelsesmæssige, kognitive, adfærdsmæssige strategier og fysiologiske symptomer. Vi ved naturligvis ikke, at det er det vi gør. Så ville vi holde op med det, for det saboterer vores liv. I stedet er vi overbeviste om, at vores selvbeskyttelsesstrategier er del af vores personlighed. Vi fusionerer med vores overlevelsesresponser, og vi trænger forfærdeligt til at adskille os fra dem.
Trivsel afhænger af en oplevelse af et integreret, helt selv. Empatiske responser mod barnet fra en betydningsfuld anden, holder sammen på barnets gryende selvfornemmelse, også før barnet selv kan det. Når barnets selv ikke bliver holdt og rummet, fragmenterer det og den kroniske skam indtræder. Den forårsagende faktor i skam er således den dysregulerende anden, som fejler fatalt i reguleringen af barnets arousal og affekt, og derfor efterlader barnet overvældet og alene. Barnet kan ikke andet, end at se det som sin egen skyld. ”I can´t make it happen, what I need from you”.
Skam er således ikke ”bare” et selvværdsproblem, men en dysreguleret affektiv tilstand, der over tid skaber en øget sensitivitet overfor at mærke skam, hver gang der opstår intense blandende følelser, stærke behov eller oplevelser af misafstemning. Dette blokerer naturligvis for genuin kontakt og sunde relationer, og virker også kontraproduktivt i terapi og vanskeliggør heling.
Skam blokerer kernefølelser
Følelser er et evolutionsbårent fænomen og muliggøres af de limbiske områder i hjernen. Alle pattedyr har en limbisk hjerne og kan processere følelser. Det er en nødvendighed for at kunne begå sig i sociale sammenhænge og aflæse de andre flokmedlemmers intentioner.
Følelser er menneskets primære indre biologiske motivationsmekanisme. De fungerer som en ”driver” i alle vores instinktive handlesystemer – på engelsk kaldet Action Systems. Følelser medvirker til omdannelsen af en impuls, til noget der kan sprogliggøres, mentaliseres og dermed implementeres til problemløsende handlinger. Har vi ikke uhindret adgang til kernefølelser, kan vi ikke iværksætte problemløsende handlinger. Ikke at løse sine problemer er omdrejningspunktet i selvsaboterende adfærd.
Charles Darwin opdagede, at alle pattedyr har disse kernefølelser til fælles – Darwin kaldte dem for kategorialfølelser: Frygt, vrede, sorg, afsky, overraskelse og glæde. Som man kan se, er der en overvægt at følelser, der medierer ubehag. Evolutionen har ikke været særligt optaget af at mennesket skulle være lykkeligt, men at det skulle overleve.
Skam er intimt forbundet med kernefølelsen afsky/foragt, men er ikke i sig selv en kernefølelse. Kronisk skam er derimod en respons på ikke at blive mødt i sine kernefølelsers udtryk. Afsky er en intens følelse, der medierer et voldsomt ubehag. Afsky er både en fysisk respons på eksempelvis lugte eller smage (”jeg brækker mig”), men også på udseende og adfærd, der falder uden for et socialt og kulturelt normområde. Følelsen har det overlevelsesmæssige sigte at skille sig af med noget potentielt giftigt og farligt. Når vi væmmes, holder vi afstand, undgår eller bortskaffer det væmmelige – hvad enten det er et kadaver eller en person med skamløs adfærd.
Det siger sig selv, at det ikke ligger indenfor det evolutionære sigte, at en forælder skal væmmes over sit barns naturlige behov, og at det er decideret kontraevolutionært og livskraftforringende, når et barn tidligt i livet mødes med foragt og som en konsekvens heraf må lukke af for autentiske, naturlige værensformer.
Når vi mennesker opsøger terapi, er vi med stor sandsynlighed ikke bevidste om egen skam, men ofte viser den sig hen ad vejen i den måde, vi taler på, i den måde vi beskriver og forklarer os selv på – i vores livsnarrativ – og i den måde vi kan eller ikke kan samarbejde med terapeuten (og andre mennesker) på. Der vil være følelser, vi ikke kan tilgå, følelser vi ikke kan processere frit uden skyld, og derfor vil der være problemer i vores liv, som vi ikke kan løse. Når vi lærer at processere kernefølelser uden blokeringer, når vi overvinder angsten, får vi helt automatisk adgang til alderssvarende problemløsningskapacitet.
Skam som overlevelsesstrategi
Når vi mennesker er dybt sårede, har vi ufattelig mange måder at forsøge at overleve og komme videre på – mange måder at undgå smerten på. I et neuroaffektivt og tilknytningsteoretisk perspektiv, taler vi om et meget bredt spektrum af traumeinducerede selvbeskyttelsesmekanismer.
Disse selvbeskyttelsesstrategier var adaptive og hensigtsmæssige i den relation og kontekst de blev udviklet i – i samspillet med en forælder. Det bedst mulige bud på en erhvervet sekundær form for tryghed i barndommen. I voksenlivet er disse strategier decideret selvdestruktive, og intimt forbundet med psykisk smerte og psykosomatiske symptomer – og i værste fald med misbrug, selvskade, voldsom psykisk uligevægt og selvmord. Den underliggende faktor er skam og den affektive dysregulering, den udtrykker.
Skam er som sagt resultatet af tidligt i livet af have måttet afstemme sig en dysregulerende betydningsfuld omsorgsperson, og skammen har her det formål at beskytte relationen mod yderligere skade – en relation som barnet jo er helt og aldeles afhængig af. Barnet påtager sig den projicerede forkerthed, og skammen, som jo er en fysiologisk stoprespons, støtter barnet i ikke at udtrykke sin protest og legitime vrede over at blive følelsesmæssigt forladt. Lykkes det ikke helt at tilbageholde den sunde aggressivitet, kan den efterfølgende skyldfølelse og dårlige samvittighed sørge for, at forkertheden forbliver hos barnet. Det helt afgørende organiserende princip i samspillet med omsorgspersonen er altså, at det altid må være barnet, der opbevarer forkertheden. Kun på den måde, kan den emotionelt umodne forælder holde sin egen skam i skak.
Det er af indlysende grunde fatalt af være nødt til at læne sig op ad en emotionel umoden og dysregulerende anden. En person, som ikke tilbyder følelsesmæssig nærhed, sensitive responser eller mentaliserende forståelse. En person som ikke forstår, hvad et barn har brug for, for at trives og opleve sig selv elskelig og hel. Skammen bliver den mur af afstand, barnet er nødt til at opretholde – til omsorgspersonen og til sine egne autentiske følelser – for at beskytte det sårbare selv og dets afhængighed af en dysregulerende anden. Skammen beskytter det sårbare selv mod invaderende blikke og fjendtlige ord – og holder den naturlige længsel efter at række ud tilbage, for at undgå yderligere eksponering.
Når dysregulerende interaktioner gentages over tid, udvikles den kroniske skam, og barnet vil finde måder at beskytte sig mod følelsesmæssig kontakt på, og den limbiske hjerne vil blive underudviklet. Det får alvorlige konsekvenser i voksenlivet, fordi de selv- og andrebilleder, der bliver styrende for ens adfærd, vil blokere for nærhed, kontakt og sund grænsesætning. Man ender dermed med at blive det, man frygter mest, forladt og ensom.
Shame Rage
Når vi bærer på kronisk skam, kan vi i samspillet med andre mennesker, ikke finde ud af hverken at respektere andres grænser eller selv sætte sunde grænser, og samspilsdynamikkerne vil antage en form, som minder om barndommens. Patricia DeYoung nævner tre skambaserede kontaktstile: Dominans, underkastelse og/eller tilbagetrækning – samt en vekselvirkning mellem dem.
Det siger sig selv, at det er utroligt svært at være nær andre, når man, ofte helt ubevidst, er overbevist om, at der er noget fundamentalt galt med en selv, og at det kun er et spørgsmål om tid, inden de andre vil gennemskue en – og når man er sikker på, at andre er svigefulde og i sidste ende vil skade en.
Kronisk skam fører således til en dyb, men ofte uerkendt ensomhed og forladthedsfølelse. Man holder aspekter af sig selv tilbage, man viser sig ikke frem. Man ”faker” og lader som om. Måske alting ser fint ud udefra, men indeni er der intens smerte og håbløshed. Skam lukker ned for autentiske livsudtryk og kernefølelser, og man bliver fanget i snævre og rigide oplevelsestilstande. Man er enten permanent vred og utilfreds, eller man græder og er fyldt af melankoli og ulykkelighed – eller man svinger mellem polerne. Ligesom skam både kan vende indad i selvkritik og udad i raseri mod den oplevede fjendtlighed hos andre.
Det er så menneskeligt, at vi forsøger at beskytte vores sårbarhed, samtidig med at vi forsøger at finde en sikker plads i verden. Relationer holdes enten sammen af kærlighed eller frygt. Kærlighed indbefatter varme følelser, venlige handlinger og respektfuld adfærd, mens frygt handler om en basal angst for at stå alene, forladt og ensom. Når en relation hovedsagligt opretholdes på grund af frygt, bliver den til en ”fake-relation”. Den ligner en relation udefra, men der er et fatalt underskud af positive følelser, varme, nærhed, samhørighed og respekt. Robert Firestone kalder sådan en relation for en fantasirelation. Man klamrer sig til den, men er også kronisk utilfreds og rasende på sig selv over, at man ikke tør forlade den.
Begrebet Shame Rage handler om det raseri, der altid er forbundet med kronisk skam, et raseri som Alice Miller kalder ”det narcissistiske raseri” – det vil sige protesten mod den skade, der er gjort mod selvets integritet. Skam kan både eksplodere ind i raseri, misundelse og foragt mod andre, og ind i nådesløs selvkritik. Skam fører til kritik og udskamning både af selvet og andre. Det skamfulde selv er et dømmende selv. I det splitsekund skamfølelsen aktiveres – og det sker ubevidst og automatisk – opstår der en identifikation med en internaliseret krænker fra fortiden, som drejer den foragtende impuls ud mod den anden. I kølvandet på den kan der komme skyld og dårlig samvittighed, hvorved forkertheden igen internaliseres.
Skam viser sig således hele tiden i de relationelle samspilsmønstre. Skam har destruktive implikationer for relationer – ligesom skam spærrer for kontakt med en sund form for skyldfølelse, nemlig den der er forbundet med, uberettiget at have har såret en anden, og trangen til at gøre det godt igen. Sund skyldfølelse har reparationskapacitet og dermed en relationsbevarende effekt.
Den skambaserede livsstil
Skam transcenderer alle livsrum og alle aspekter af at være menneske – kroppen, tanker, følelser og adfærd – og som bekrevet ovenfor vores relationer. Skam viser sig i kropssproget og vores forhold til kroppen, i ordene, tonefaldet, ansigtsmimikken, øjenbevægelserne – ja i hele organismen. Vores base opleves ikke som tryg, og vi enten svinger følelsesmæssigt eller er helt følelsesstivnede. Vi fanges i enten kaos eller rigiditet.
Det trygge barn ved, mor er der, og at det godt må protestere, når der opstår brud i kontakten. Protest er tilladt, kernefølelser er tilladt, sunde livsudtryk er tilladt – også når de er negative. Barnet ved, at efter kontaktbrud og protest, kommer der reparation og balance. Det giver positive selv- og andrebilleder – baseret på regulerende interaktioner, der igen og igen lander barnet i harmoni med omsorgspersonen og sig selv.
Et sådant trygt barn føler sig unik og helt speciel – i lyset af mors blik. Det føler sig elsket i sin helhed. Som en konsekvens af afstemte, regulerende interaktioner, hvor mor vedvarende spejler barnet som et elskeligt barn. Uden det venlige blik, uden korrekt spejling, opstår der det, Patrica DeYoung kalder for ”Mirror-Hunger”. Mirror-Hunger er udtryk for en dyb længsel efter at blive set, forstået og rummet.
Mirror-Hunger er en traumerespons, der driver et menneske til konstant at opsøge andre menneskers anerkendelse, men desværre uden at kunne bruge den til noget, når den faktisk indtræffer – fordi den bryder med det selvbillede, man har. Hvis nogen kan holde af noget, man selv hader så meget, må der være noget galt med dem. Man jagter noget, som man ikke kan finde ud af at have med at gøre, og man væmmes over sig selv for sin trang og længsel. Denne nådesløse anerkendelsesjagt både udmatter og påfører endnu mere skam.
I det skambaserede liv er det også svært at slippe en oplevelse eller hændelse, der har såret en – eksempelvis en afskedigelse, utroskab, en skilsmisse eller en kritisk bemærkning. Man plager sig selv med hvorfor-tanker, og nogle gange også med hævntanker. Man har mange fortrydelser over ting, man har gjort eller sagt. Man føler ofte, at man spilder sin tid, at man er en fiasko, at man gør det forkerte, og ikke det man burde. Man hader sin egen sårbarhed, afhængighed, træthed; sin egen skammelige higen efter anerkendelse.
Ikke sjældent svinger man mellem frygtelige tilstande af, at skulle føle sig speciel og ekstraordinær og så falde i et sort hul af håbløshed og værdiløshed. Man befinder sig i en evig splittet eksistens, der medierer ambivalente følelser, indre dilemmaer, konflikter, forvirring, tvivl, desorientering, opgivenhed og magtesløshed. Alt sammen resultatet af ikke at kunne processere kernefølelser. Det er svært at holde sig glad og i balance, for det tager alt ens energi bare at holde sammen på sig selv. Man stivner i en forbeholden livsstil. Man lever livet med bremsen i bund.
Kronisk skam er, som beskrevet, en gammel skam fra fortiden – en skam som var nødvendig for at stoppe sig selv og sine naturlige livsudtryk. En helt nødvendig respons på at føles sig truet – frygten for eksklusion og udelukkelse fra personer, man var afhængig af. Kronisk skam fører til emotionel tilbagetrækning og undgåelse af genuin kontakt. Man søger at beskytte sin sårbarhed, men ender med at føle sig alene og ensom. Man martrer sig selv med kritik og ofte rammer bebrejdelserne også betydningsfulde andre – ens partner og børn. Man blev svigtet engang, og nu svigter man sig selv ved ikke at give sig selv lov til at nyde livet, og man svigter sine nærmeste ved aldrig at være tilfreds. Man frustreres dybt over andres fejl; over at ingen er gode nok, perfekte nok. Man føler foragt for sig selv – sin egen svaghed, følelser, tanker, behov og indre tilstande. Man foragter også selve skammen, og det faktum at man ikke kan stå op for sig selv.
Kronisk skam indebærer, at man dybt inde ønsker at være en anden. Over tid har man udviklet et ideal-selv; den som man gerne vil være, og som man ofte forsøger at fremstille udadtil. Et ideal-selv som står i skærende kontrast til det følte defekte selv. Man har et slags burde-selv, som man hele tiden tager frem og sammenligner sig med, og som man ikke kan overstråle. Alle taber jo, når de måler sig op mod det perfekte, der ikke eksisterer.
Bagom ideal-selvet eksisterer det bortviste selv i mørke og isolation. Det består af alle de aspekter af selvet, som omsorgspersonerne ikke kunne tolerere. De er nu forviste og uønskede. Det bortviste selv er bærer af forladthedsdepressionen. En slags ikke-mig-tilstand, man nægter eksistensen af, og som man hele tiden kan høre sig selv undsige: ”Sådan er jeg ikke”.
Splittet i selvet og personligligheden starter altid med tilknytningspersonens emotionelle utilgængelighed, og barnets og senere det voksne barns fornægten af dette svigt. På den ende side af splittet huserer det falske selv, idealbilledet og alle de virkelighedsforvrængninger, man holder kørende. På den anden side af splittet er der raseri og sorg. De to sider holdes adskilte og kan ikke forenes i et helt, autentisk selv. I mellemrummet mellem mig og ikke-mig står skammen og spærrer.
I den skambaserede livsstil bruger man ubevidst mange kræfter på at undgå at mærke skammen, og paradoksalt koster dette på selvets sammenhængskraft. Man klamrer dig til det falske selv – et bedre, grandiost, fejlfrit, perfekt, specielt, præsterende selv uden alle skamfulde og pinlige behov. Uden alle de besværlige følelser og uden længslen efter kontakt.
I anden del af denne artikel kommer vi nærmere ind på behandling af kronisk skam – og den lange, smertefulde vej henimod et helt og integreret, autentisk selv.
Kilde
“Understanding and Treating Chronic Shame – A Relational/Neurobiological Approach” af Patricia A. DeYoung.