Denne artikel handler om kronisk skam – også kaldet toksisk skam. Det vil sige ekstreme grader af skam, der forhindrer menneskelig trivsel og sundhed. Skam blokerer for processering af kernefølelser, medierer selvbeskyttende adfærd og ødelægger relationer. Første del gik tæt på skamfænomenet og skammens forskellige udtryksformer, mens denne anden del går i dybden med behandling af kronisk skam gennem psykoterapi – men også hvordan skam kan vanskeliggøre heling af det underliggende tilknytningstraume, der ofte er årsagen til skammen. Artiklen bygger bl.a. på bogen ”Understanding and Treating Chronic Shame” af Patricia A. DeYoung.
© Inge Holm
Artiklen må gerne printes og/eller bruges i undervisningssammenhænge med korrekt angivelse af forfatter.
Modet til at blive set og fortælle sandheden
Skam er en fjende for sundhed og trivsel. Skam er resultatet af at blive betragtet med vrede og foragt – eller som Patricia DeYoung siger: ”Shame is an experience of one´s felt sense of self disintegrating in relation to a dysregulating other”. Skam er således et resultat af den disintegration, der pågår, når man ikke kan finde empatisk kontakt i mødet med en tilknytningsperson.
Helt intuitivt er modgiften til skam korrektive, emotionelle oplevelser af accept i en empatisk, regulerende relation – det vil sige oplevelser af at kunne fremvise hele sig selv i en tryg og sikker relation – uden at lande i smertefulde følelser af skam og forkerthed.
Alle mennesker har brug for venlige relationer, hvor man kan blive taget imod, som man er. Relationer som igen og igen, bringer en i balance og medierer følelser af glæde, taknemlighed og lethed.
For personer med kronisk skam, kan det naturligvis kan være en skræmmende tanke at opsøge sådanne relationer og give sig hen, når man føler sig så sårbar, så forkert, så misforstået og så vred. Det kræver et stort mod at bede om hjælp fra en anden – måske en terapeut, som man ikke kender, og som man har svært ved at forestille sig, kan og vil forstå en.
Klienten vil, af gode grunde, også i terapien, forsøge at undgå det kritiske, skaminducerende blik – og vil derfor ofte være tilbageholdende med at fortælle ærligt om sine problemer eller vise sine sande følelser. Man længes efter at blive set som en hel person, men tør ikke vise sig frem. Det føles farligt; som at blotte sig og gøre sig forsvarsløs.
Allerede helt tidligt i det terapeutiske forløb, vil skamparadokset tone frem og blokere. Klienten lider og oplever sig permanent følelsesmæssigt utilfredsstillet i sit liv, men er også så frakoblet sin egen tilknytningshistorie og sit eget autentiske, følelsesmæssige selv, at det bliver svært for andre, herunder også terapeuten, at skabe en sikker forbindelse. Klienten længes efter kontakt, men sørger også for, at kontakt ikke kan blive en mulighed.
Det lange seje træk tager sin begyndelse i terapien – med overhovedet at få en følelsesmæssig forbindelse. Klienten vil gerne have det bedre, selvfølgelig, og det må gerne være snart. Klienten søger mening, sammenhænge, løsninger, værktøjer og forklaringer – mens den helende faktor i psykoterapi altid først og fremmest er et genuint følelsesmæssigt engagement.
Det kræver grundlæggende kun to ting at være i terapi; at man møder op til de aftalte tider, og at man er ærlig. Det kan knibe gevaldigt med begge elementer, når der er kronisk skam. Klienten kommer ofte i spredt fægtning med mange afbud og for lang tid mellem sessionerne, og ofte kaster klienten sig ud i lange forklaringer om, hvorfor tingene er som de er. Forklaringer som desværre ofte overhovedet ikke passer med de følelsesmæssige indre tilstande. Man har fået brygget et livsnarrativ sammen, som ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Modsætningsfyldte og usammenhængende livsnarrativer er en betydningsfuld markør på utryg tilknytning og tilknytningstraume.
Masser af problemer og ingen kapacitet til at løse dem
Ofte kommer klienten med et problemmættet narrativ, der kan synes uendeligt. Klienten er selv udtrættet af at bære rundt på alle disse uløste problemer, og ender ikke sjældent med også at udmatte sine omgivelser – sin partner, egne børn, venner og kolleger.
Problemer bliver ikke nødvendigvis løst af at fortælle om dem, men det kan give en vis lindring at sætte ord på alt det, som fylder – en trykaflastning. Mange søger terapi alene af den grund – et sted hvor man, uden at risikere at blive forladt eller smidt ud, kan trække en anden person ind i sin problemmættede verden, så man i det mindste ikke føler sig så alene. Men det terapeutiske helingspotentiale rummer meget mere end trykaflastning – heldigvis. Det rummer muligheden for grundlæggende forandring; for at selve den problemmættede verden opløses og erstattes af kapacitet til at løse de problemer, et normalt menneskeliv byder på. For alle mennesker.
I et dysfunktionelt parforhold eksempelvis, vil subtile dominans- og underkastelsesdynamikker ofte blokere for løsninger. Den ene part kan ikke formulere ønsker eller behov, uden at det lander hos den anden som bebrejdelser og kritik. Den anden bliver defensiv, men kan ikke finde ud af at stå op for sig selv – og begge partner ender et uforløst men velkendt sted, uden at det grundlæggende problem er blevet løst. Sådan kan man holde hinanden i skak i årevis. Kærligheden sander til, gnisten tørrer ud, og man står fastlåst og ensom i sit eget, eneste dyrebare liv.
Man kommer ikke på den ønskede ferie. Man får ikke flyttet de flyttekasser, der har stået i stuen de sidste otte år. Man får ikke klaret udfordringen med, at den ene ikke kan lide at bruge penge og den anden elsker det. Man får ikke styr på sin økonomi. Man har alt for meget at se til, og anskaffer sig en hund og får endnu mere at gøre. Man får ikke skiftet job, selvom man ikke kan lide sin chef. Man får ikke rørt sig eller spist sundt og punker sig selv konstant. Man fortsætter med at opretholde sine problemer, og man fortsætter med at lide under det. En sådan selvsaboterende livsstil har ofte sine rødder i kronisk skam.
Mellem personen og noget der skal gøres, står skammen og spærrer. Skammen viser sig i alle de skambasererede følelser og tanker, der uophørligt overtager organismen. Tanker om ikke at være god nok, dygtig nok, motiveret nok. Tanker om at være uværdig til kærlighed. Tanker om at blive misforstået, ikke set og hørt, ”overrulet” og domineret. Tanker om at være utilstrækkelig og ikke-respekteret. Akkompagneret af smertefulde følelser af tvivl, usikkerhed, forvirring, frustration, opgivelse, indestængt raseri og en invaderende skyldfølelse, der omgående sætter en stopper for den naturlige impuls til både grænsesætning og samarbejde.
Skyldfølelsen er fra evolutionens side en stopfølelse beregnet til lige at overveje, om det man vil eller gør, mon er orden for resten af flokken. Når vi taler om kronisk skam, vil der også altid være kronisk skyld – og derfor kan man ikke tage gode, selvbevarende beslutninger. Man lammes af den angst, der altid er indlejret i skyldfølelsen. Man løser ikke sine problemer, fordi man er for bange for konsekvenserne af et ja eller et nej, og så strander man i en livsstil fuld af utilfredshed og permanente mangeltilstande.
I den indledende del af terapien skal der arbejdes intenst med at identificere og sprogliggøre den ubevidste dynamik, der forhindrer den sunde voksenkapacitet i at træde frem, og klienten skal igen og igen inviteres ind i en refleksion over, hvad det er, han eller hun gør ved sig selv, som skaber så meget lidelse. Lever man eksempelvis sammen med en voldelig eller misbrugende partner, er det ikke partneren, der er problemet, men det, at man ikke beskytter sig selv fx ved at forlade forholdet. Et af de nyttigste spørgsmål fra terapeutens side er således vedvarende at bede klienten overveje, hvad hun eller han vil gøre, så vedkommende kan få det bedre, samt gøre klienten opmærksom på at trykaflastning ikke er en løsning, men en symptomlindring, og dermed en del af det problematiske selvdestruktive mønster. Terapeuten må holde sig nysgerrig omkring, hvordan klienten bærer sig ad med at holde sig tilsyneladende normal og i balance; hvad det er for et selvbeskyttelsessystem klienten anvender for at holde sig kørende i det problemmættede og smertefulde liv.
Er der uløste følelsesmæssige problemer og stor lidelse i et menneskeliv, vil der også altid være selvmedicinering, og det at dulme sin smerte (eller helt glemme den) er en del af problemkomplekset. Når man mærker sin smerte fuldt ud og uden filter, er der større sandsynlighed for, at man kan finde modet til at skabe en forandring. Når en kvinde eksempelvis forbliver i et voldeligt forhold, er det ofte fordi hun er i stand til at ”glemme” de voldelige hændelser, sådan at de vedbliver med at fremstå som enkeltstående episoder, som hun hver gang bliver overrasket over. Og fordi hun manipulerer sig selv – ved at fortælle sig selv, at han også er en god mand, at han er bedre end ingen mand, at det ikke er så slemt, at hun selv er ude om det, at han vil forandre sig. Det er klart, at når man bliver løjet for (af sig selv), så kan man ikke træffe ordentlige beslutninger. Det er der ingen, der kan.
At vække den følelsesmæssige hjerne
I al form for menneskelig psykisk lidelse indgår selvbedrag, løgn og virkelighedsforvrængning – et selvforhold præget af afsky og et selvhad så stort, at det legimiterer dybt uetiske handlinger mod selvet som løgn, manipulation og integritetskrænkelse.
Selvbedraget kan vi forstå som en nødvendig selvbeskyttelsesstrategi med rødder i barndommens erfaringer med at blive mødt med uempatiske responser på naturlige livsbehov, og hvor barnet for at kunne udholde dette, må udvirke en fortælling om det onde barn og de gode forældre – en fantasitilknytning. Når vi tager denne selvbeskyttelsesstrategi med os ind i voksenlivet, kommer vi i karambolage med os selv. Oplevelsen af indre konflikter vil tage til, og problemer vil begynde at tårne sig op – problemer som vi ikke kan løse, fordi vi konstant tager toppen af lidelsen ved at lyve for os selv. Vi symptombehandler, og det er problemet naturligvis helt uberørt af.
Når vi som børn har været nødt til at stoppe og omforme os selv, at lukke ned og udelukke visse autentiske aspekter af os selv, og de problemer det giver os som voksne, er vejen fremad at begynde at gøre det, vi blev stoppet i. At processere kernefølelser, at vise dem frem, at sætte ord på dem, at udtrykke behov og ønsker, at mærke efter uden filter og tage hensigtsmæssige beslutninger. At udvise respekt for selvet og for andre menneskers selv.
Alle terapiformer, der faciliterer processering af kernefølelser er ifølge Patricia DeYoung anvendelige ved kronisk skam. Følelser er hjernens fortolkning af impulser, der står ovenpå kropslige sansninger (somatiske markører). Når vi processerer kernefølelser, betyder det, at vi mærker noget forholdsvis klart og uforurenet, og at vi kan tåle dette, uanset det måtte være smertefuldt. At vi kan stå lidt i den rå følelse og overveje, hvad det næste skridt skal være. Som Peter Fonagy siger: Man skal ikke smede, når jernet er varmt, men når det er lunkent. Det kræver, at man hverken agerer impulsivt eller helt hæmmer impulsen.
Skam er resultatet af ikke at have fået mulighed for at processere kernefølelser og blive hjulpet ind i balance, når noget har været for overvældende. Vi skal forstå den kroniske skam, før end vi kan helbrede den. For forståelsen af kronisk skam, er det afgørende, at man også forstår begrebet affektregulering og sammenhængen mellem dysregulering i de tidlige tilknytningsrelationer og den disintegration i selvoplevelsen, dette medfører. Terapiformer der bygger på neurovidenskab inkluderer også altid tilknytning og følelsesprocessering. Allan Shore kalder vidensområdet for “Affect Regulation Theory” (ART).
Terapeuten skal kunne tilbyde klienten nærvær og omsorg i højaffektive tilstande med risiko for disintegration og regression – og samtidig evne at se klienten klart og bidrage aktivt i en fælles arousal- og affektregulering. Terapeuten skal kunne holde sin egen stabilitet og rumme klientens psykiske kaos og samtidig aktivt bidrage til en regulering. Det er udfordrende; og sammen med en klient med kronisk skam, bliver det ekstra krævende, fordi disse klienter så ofte føler sig misforståede, anklagede, vurderede og bedømte – så man er som terapeut nødt til at gå meget langsomt og varsomt frem.
En terapeut er klientens advokat. Terapeuten tager altid klientens autentiske følelser i forsvar og hjælper og støtter de aspekter af selvet, der vil selvet det godt. Terapeuten ”holder” klienten følelsesmæssigt, og bliver med klienten, men bestræber sig også på at blokere klientens sædvanlige strategier med at frakoble processering af kernefølelser, lukke for kontakt og eventuelt dissociere.
Klienter med kronisk skam vil helt automatisk forsøge at gå ud af kontakt for at beskytte sig mod potentielt dysregulerende interaktioner. Når denne strategi blokeres, kan der erhverves en korrektiv emotionel oplevelse. Noget sker, som ikke plejer at ske. Hjernen bliver forvirret – man kalder det for et ”Error- Signal”. Ifølge hjerneforskningen er ”Error Signals” en forudsætning for forandring.
Gentagelser af fejlafstemninger i en tidlig tilknytningsrelation – uden reparationsinitiativer – giver kronisk uro og angst, der lagres i hjernens neurale netværk og i et frygtsystem, som bliver alt for sensibiliseret og ureguleret. Der, hvor der skulle have været beroligende oplevelser af kontakt og samhørighed, er der nu kun erindringer om kritik og forsømmelse. Erindringer som kan være bevidste, men ofte er somatiske, sprogløse og globalt distribueret i organismen, hvilket naturligvis er voldsomt skræmmende. De dysfunktionelle samspilsdynamikker med omsorgspersonen har skabt neurale associationsforbindelser mellem kontakt og kritik, mellem kærlighed og krænkelse, og dette fortsætter i voksenlivet på sådan en måde, at man næsten ikke kan udholde kontakt – også benævnt som en intimitetsfobi – fordi kritikken så følger med; den, man mærker mod den anden i form af utilfredshed, og den man påfører sig selv gennem indre selvkritiske monologer.
En korrektiv emotionel oplevelse betyder, at man inviteres ind i kontakt, og at den forventede kritik ikke indtræder, fordi den blokeres. Alle klienter med kronisk skam, som søger hjælp hos en anden, er modige og tager et stort skridt. De tager en chance i det relationelle felt, selvom deres indre arbejdsmodel siger: ”Gør det ikke. Du ender med at blive skuffet og sviget. Der er ingen, der kan forstå eller hjælpe dig.”
Når man i terapien arbejder med følelsesprocessering, vækker man den limbiske hjernestruktur; den som blev så understimuleret i opvæksten, fordi visse kernefølelser og autentiske livsudtryk var forbudte og farlige. Som terapeut arbejder man bevidst og aktivt med at evokere kernefølelser gennem alle sansekanaler: lyde, dufte, kropslige sansninger, berøringer, øjenkontakt, billeder, erindringer, metaforer og lignende. Man taler i et tilknytningssprog, hvor man bruger følelsesord – igen og igen. Man træner klienten i følelsesmæssig, tæt kontakt.
Overføring og modoverføring
Når man som terapeut arbejder med klienter med kronisk skam forårsaget af tilknytningstraume, kan man let komme til at føle sig lukket ude. At klienten forskanser sig mod et medmenneskeligt møde med en betonmur af enten ord eller tavshed. En mur, der sender subtile signaler om mistro, foragt og frygt. Når sådanne følelser fylder lokalet, er det svært for alle parter ikke at blive defensive – også terapeuten.
Det er ikke ualmindeligt, at terapeuten begynder at føle diskomfort, inkompetence, frustration, frygt eller håbløshed. Skam har det med at smitte. Det forkerte flytter rundt og bytter plads, for det er selve skammens anatomi; at mærke det forkerte og ønske at slippe af med det ved at placere det på en anden. Det kaldes også for projektiv identifikation. Her er det vigtigt at stoppe lidt op, observere, rumme, sætte sprog på og komme tilbage på banen igen. Terapeuten er nødt til at genfinde kontakten med sig selv og sine kompetencer – og hvis intet vil lykkes, så i det mindste være venlig.
For klienten vil der ofte være styrende indre arbejdsmodeller, der kontinuerligt vurderer og bedømmer, om det, der præsteres af både klienten selv og terapeuten, nu er godt nok, og margenen for fejl og misforståelser vil være lille. Alt opgøres i enten succes eller fiasko, og risikoen for drop out er latent. Grundet frygten for kontakt vil klienten forsøge at løse højrehjerne-problemer med følelsesprocessering – herunder kontakt, nærhed og grænsesætning – med venstrehjerne-kompetencer som sprog, logik, forklaringer og udregninger. Men det er uladsiggørligt. Venstrehjernen kan ikke alene løse højrehjernens problemer og emotionelle dysregulering. Den kan lave midlertidige symptomlindringer, men de er jo, som vi har været inde på tidligere, kun lappeløsninger.
Det er ofte svært for terapeuten at afstå fra at gå ned ad den vej med forklaringer og værktøjer – og forblive i kontakt med klientens indre følelsesliv og insistere på det som Allan Shore kalder ”Right Brain to Right Brain”. Terapeuten skal således kunne rumme klientens enorme selvhad og selvsaboterende adfærd samt klientens ofte næsten bundløse håbløshed og opgivenhed – og afstå fra at tale vedkommende ud af disse svære følelser. Ligesom terapeuten skal kunne rumme klientens modvilje ved overhovedet at mærke eller kommunikere om følelser – uden at presse klienten for meget – samtidig med at man ved, at det er den vej, man på et eller andet tidspunkt skal ned af sammen med klienten. Terapeuten skal også kunne udholde sin egen eventuelle skam, som let ville kunne trigges af klientens selvbeskyttelsesstrategier. Hvis man ikke er det allerede, er det afgørende at blive en terapeut, der ikke let føler sig forkert, og således og heller ikke får klienten til at føle sig alt for forkert. Kontinuerligt arbejde for et skamfrit rum.
På tværs af alle modaliteter og teoretiske metoder handler traumeheling om støtte til emotionsprocessering og affektregulering; om empati og mentalisering og om at udvikle tilstrækkelig kompetence til at være følelsesmæssig tilgængelig for klienten i en ikke -dømmende kontekst. Som Patricia DeYoung siger: ”A de-shaming attitude toward clients.” Svært for de fleste, men ikke umuligt.
Jeg arbejder ofte med en slags præ-terapi, det vil sige samtaler som mere har til formål at gøre klienten klar til terapi end egentlig terapi. At støtte den flig af motivation, der fik klienten til at opsøge mig og vente på en tid. For mange klienter med kronisk skam og selvsaboterende adfærd, vil naturligvis også sabotere deres terapi og potentiale for heling. De melder afbud. De fortryder. Det passer ikke lige nu. De udebliver. De kommer for sent. De forklarer og forklarer og taler uden kontakt. Siger det, de har sagt 100 gange før. De shopper rundt blandt terapeuter og behandlere, og finder aldrig rigtig den rette. Af gode grunde naturligvis, gør de alt, hvad de kan for at undgå forpligtende nærkontakt, og alligevel er det det, de desperat længes efter. De bliver drevet rundt i manegen af deres egen ambivalens. Vil/vil ikke.
Ligesom man ikke kan lære et nyt sprog ved at møde sporadisk op i klasseværelset, eller ved med det samme sige, at man ikke kan ikke finde ud af det, kan man heller ikke hele sine traumer gennem tilfældig omgang med en terapeut. Når dette er tilfældet, må vi starte med understøtte det faktum, at klienten faktisk er mødt op, på trods af, at vedkommende ikke har nogen som helst forventning til, at der er hjælp at få, eller at terapeuten er kompetent og vil bestræbe sig på at forstå og støtte. Eller at man omvendt tænker om terapeuten som en magiker og derfor er dømt til at blive skuffet. Som klient er man nødt til at give sig selv en chance, og det er lige præcis det, der er så vanskeligt. Hvorfor behandle selvet empatisk, når man hader det?
Det empatiske møde
Skam kan som sagt få klienten til ikke at ville fortælle om og dele sin smerte, og selvom terapeuten således bliver lukket ude fra klientens indre, må empatien og den venlige indstilling mod klienten bevares. Empati er ikke noget man har eller ikke har, men en almenmenneskelig kapacitet som skal vedligeholdes, og som terapeuten skal have en bevidst forholden sig til. Det er af indlysende grunde hårdt arbejde at holde sig åben, vågen og tilgængelig, og afstå fra både vurdering og gode råd – især hvis man oplever sig afvist. Og mere end det, man skal også kunne modstå de aggressive impulser, der kan ramme overfladen, når man føler sig presset og devalueret. Der er utrolig mange måder en klient kan gøre sig følelsesmæssig utilgængelig på og lukke af for kontakt, som kan trigge intense følelser i terapeuten, der bestemt ikke gavner den terapeutiske proces.
Terapeuten skal styre uden om utallige impulser – eksempelvis til for mange forklaringer, argumentering, diskussion, rådgivning, problemløsning eller trøst. På trods af de mange faldgruber må terapeuten vedvarende sikre, at han eller hun er mest mulig tilgængelig for en emotionel forbindelse og anknytning. Klienten har ikke brug for gode råd, men en konsistent empatisk forståelse og validering. Validering indebærer, at man holder sig nysgerrig, accepterende og venligsindet.
Det er terapeuten, der er ansvarlig for terapiens affektive musik – det vil sige stemningen i lokalet. Begge parter skal føle sig godt tilpas. Dette er en forudsætning for at kunne støtte klienten i arbejdet med at lære at identificere, navngive, være med og rumme alle kernefølelser – uden at angsten tager over og igangsætter selvbeskyttelse.
Terapeuten kan bistå med hjælp til følelsesprocessering og affektregulering ved at udvide klientens følelsesmæssige vokabularium. Støtte klienten i at mærke mere og sprogliggøre mere; ved at påpege hvad det er klienten gør, der ødelægger sund følelsesprocessering og ved at blokere herfor. Eksempelvis er det ikke ualmindeligt, at mange klienter med kronisk skam bliver ubevidst angste, når de mærker den mindste ansats til vrede inde i dem selv og umiddelbart derefter – det sker på nanosekunder – lukker af for følelsen ved at begynde at forklare, føle voldsom skyld, falde ned i opgivenhed, blive forvirrede eller ved at annullere det, de lige har sagt; eller hundredvis af andre ubevidste strategier med det formål at afbryde sig selv i at føle det, de føler. Det man kalder en selvafbrydelse.
For aleksitymiske klienter, det vil sige klienter der i ekstrem grad ikke kan mærke eller navngive følelser, handler det terapeutiske arbejde i første omgang om overhovedet at kunne begynde at fornemme det følelsesmæssige indre landskab. For klienter, der føler alt for kaotisk, det vil sige hele tiden processerer blandende følelser, der ikke angiver retning og skaber stor perpleksitet, handler det om at få skilt følelserne ad, så de står frem mere rent. Det er klart, at hvis man eksempelvis ikke kan processere sorg uden også at blive rasende, kan man ikke få den trøst og nærhed, man så desperat savner. I stedet skræmmer man andre væk.
Sammenhængskraft i livsnarrativet
Psykoterapi skal stimulere neural plasticitet og øget integration – ligesom alle andre læreprocesser. Integration bidrager til bedre selvregulering og til mere meningsskabende og sande narrativer om, hvem man er, og hvordan man er blevet den, man er. Man kan ikke fortælle en sand livshistorie, når der er kronisk skam. Skam og den angst der er inkluderet i skammen, medierer selvbeskyttelse, som står frem både i sprog og konkrete handlinger. Et eksempel på et virkelighedsforvrænget narrativ er eksempelvis, når klienten har berettet om uhyrligheder begået af mor og/eller far i barndommen, afslutter med at sige, at de var et elsket og ønsket barn. Alle fortællinger om det svære afsluttes konsekvent med en ”Happy Ending.” Det er en selvbeskyttelsesstrategi fra barndommen, som dengang var nødvendig, men i voksenlivet forhindrer problemløsning, fordi man altid ender med at feje sig selv til side med et ”så slemt er det heller ikke”.
Utrygge klienter med kronisk skam fortæller næsten altid historier, der ikke kan forklare, hvad der skete med dem tidligt i livet og hvorfor. Historier, der ikke er meningsfulde eller sammenhængende i oplevelse, følelse og adfærd. Det er noget, der konsekvent udelades i disse livshistorier, og det skal naturligvis bringes ind i narrativet, før end det kan begynde at give mening. Det er ligesom med en bog, hvor der er revet sider ud.
I arbejdet med at udvikle et mere sandt og selvinkluderende narrativ, processeres der samtidig følelser, og det er netop kernefølelserne, der angiver sandhedsværdien i fortællingen. Ikke det vi siger, men måden vi siger det på. Det at udvikle et livsnarrativ med stor sammenhængskraft, følt meningsfuldhed og høj sandhedsværdi, faciliterer neural integration og dermed heling. Når det sproglige narrativ i venstre hjernehalvdel begynder at passe sammen med det følte i højre hjernehalvdel. Det er kun, når det der foregår i venstre side af hjernen, stemmer overens med det der foregår i højre side, at vi som mennesker trives. Når der ikke er overensstemmelse, har vi indre konflikter, og indre konflikter fører som bekendt altid til ydre konflikter. Allan Shore taler om to selvsystemer – det sproglige og det følelsesmæssige. Vi har det bedst, når de to systemer er synkrone.
Et tilknytningstraume ødelægger evnen til at føle og fortælle et sandt, autobiografisk narrativ. Skam involverer altid usande narrativer, hvor klienten endnu ikke har fundet en sund og selvrespektfuld måde at håndtere svigtet på. Det betyder ikke, at dem sande historie ikke eksisterer. Det gør den. Den befinder sig i den sprogløse højre hjernehalvdel. Den er parkeret langt væk fra opmærksomheden – dissocieret og fortrængt – men alligevel aktivt virkende i organismen.
En dygtig terapeut må være en en sensitiv lytter, som kan høre klientens historie – både det talte og indholdsmæssige, men mest af alt alle de følelsesmæssige undertoner. En terapeut må kunne linke ord og følelser og støtte klienten med at samordne den fortalte og den følte autobiografi – og påpege når de stritter i hver deres retning. Når klienten begynder at bevæge sig ind i det integrative felt, taler vedkommende helt spontant langsommere, uden klicheer og floskler og uden automatik, og sproget bliver mere selvreflekterende.
Psykoterapi er et interpersonelt rum, hvor et ensomt, skamfuldt selv over tid kan finde modet til at vise sig frem og blive set og forstået. Når angsten reduceres, letter presset for brug af selvbeskyttelse, og lidelsessymptomerne i ens liv vil begynde at aftage. Et andet selv – under skammen – kan begynde at tone frem. Et mere autentisk og sandt selv, der nu er i stand til at processere kernefølelser, der tidligere blev nægtet adgang til verden. Man kommer i kontakt med glemte længsler, sorg og vrede. Det er en helt naturlig del af helingsprocessen. Autenticitet handler basalt set om at være nok. En dyb erkendelse af, at det ikke noget, man skal arbejde hårdt for. Det er noget, man er allerede. Man var det allerede fra fødslen. Det terapeutisk rum er et træningsrum for sande og autentiske livsudtryk.
Kilde
“Understanding and Treating Chronic Shame – A Relational/Neurobiological Approach” af Patricia A. DeYoung.