Denne artikel handler om, hvordan vores hjerne kan producere smerter på grund af en psykobiologisk dysregulering, der fandt sted i en barndom, der ikke var tilstrækkelig tryg. Smerter der er virkelige, men som der ikke findes en medicinsk forklaring på. At lide under sådanne smerter kaldes ved mange navne; somatisering, psykosomatiske smerter, funktionel lidelse, kronisk smertesyndrom – eller på engelsk også kaldet Psychophysiologic Disorder (PPD). Artiklen tager udgangspunkt i bogen: ”Hidden from View – A Clinican´s Guide to Psychophysiologic Disorders” af Allan Abass og Howard Schubiner, men inddrager også viden fra den internationale ACE-undersøgelse, der vedvarende kortlægger sammenhængen mellem barndomstraume, sygdom og mistrivsel i voksenlivet. Artiklen henvender sig til alle professionelle, der arbejder med mennesker i lidelse, og alle, der bærer på tilsyneladende uforklarlige smertetilstande.
© Inge Holm
Artiklen må gerne printes og/eller bruges i undervisningssammenhænge med korrekt angivelse af forfatter.
Du er ikke alene
Det vurderes, at hver femte person eller mellem 40-50% af alle patienter, har mindst én medicinsk uforklarlig sygdom. Det vil sige smerter, som man ikke kan finde årsagen til – hverken gennem undersøgelser, prøver, røntgen eller scanninger. Når man ikke kan finde årsagen, kan man heller ikke tilbyde egentlig behandling. Det er selvfølgelig dybt frustrerende for både patient og læge eller anden behandler. Man taler om behandlingsresistente syndromer – det vil sige medicinsk uforklarlige samlinger af smerteoplevelser.
Smertetilstanden går på engelsk også på under betegnelsen Psychophysiologic Disorder (PPD) – det vil sige smerteoplevelser, der skyldes dysregulering i hjernen og organismens væsentligste regulerende strukturer. Man lider, ikke fordi der er strukturelle skader i organismen, men fordi organismen er ude af balance. Der er ikke tilstrækkelig homeostase – det vil sige ligevægt.
Flere og flere undersøgelser, her særligt den internationalt anerkendte og meget omfattende ACE-undersøgelse, påviser en stærk sammenhæng mellem smerte, sygdom og mistrivsel i voksenlivet og tidlig toksisk, også kaldet traumatisk stress, i barndommen. Der er således stigende videnskabeligt belæg for, at disse tilsyneladende uforklarlige smertetilstande, faktisk har en forklaring, men at den er gemt i barndommens, ofte glemte, samspilsdynamikker med betydningsfulde omsorgspersoner, og derfor ikke opdages forbindelse med almindelige lægelige undersøgelser.
At stille diagnosen PPD – Body/Mind sammenhænge
Det siger sig selv, at diagnosen PPD kun kan stilles af en læge efter en tilbundsgående fysisk eksaminering og efter fuldkommen udelukkelse af strukturelle sygdomme – det vil sige smerter der har rod i skader i det biologiske materiale. Dertil kommer, at patientens livshistorie skal granskes grundigt – hvad der det for oplevelser patienten bærer på, og er der noget i den fortælling, der indikerer en sammenhæng mellem traumatisk stress engang og smerter nu. Denne helhedsorienterede undersøgelsesmetodik peger på et behov for læger med øget psykologisk forståelse, og terapeuter med mere viden indenfor neurovidenskab.
Vores krop og samlede biologiske konstitution udgør ét dynamisk netværk af kemisk information, der afsendes og modtages i organismen konstant. Organismen er et utrolig komplekst og fintunet informationssystem, der genererer bevidsthed gennem sansninger, følelser og tanker, der for vores arts vedkommende kan omsættes til sprog og dermed mentaliseres. Vi eksisterer, og vi ved, vi eksisterer – og vi kan vurdere vores eksistens; om den opleves overvejende behagelig, ubehagelig eller mere neutral.
Alt hvad vi oplever, har en plads i organismen. Intet går tabt. Noget husker vi konkret. Andet ligger i ubevidste, ordløse og dybere subkortikale lag i organismen. Vores organisme er som en permanent strøm af kemiske molekylære dialoger, der altid er sande. Der er alt det, vi ved på det bevidste plan, og så alt det, der foregår subkortikalt nedenunder vores sproglige bevidsthed. Alt det udenomsbevidste. Vores eksistens er distribueret ud i hele vores biologi. Vi bærer alle vores aldre indeni, og vi er mærket af det, der skete.
Når vi bygger et liv ovenpå underliggende dysregulerede tilstande i de dybeste lag af os selv, står vi ikke stabilt i vores væren-i-verden. Barndommens intense oplevelser bærer vi med os gennem hele livet. Ikke kun som erindringer, men også som spor i vores biologi. Som epigenetiske, neuronale aftryk i vores hjerne, nervesystem og i organismens regulerende strukturer. Vores biologiske konstitution er et resultat af mødet mellem arv og miljø – mellem genetiske dispositioner og miljøet for evolutionær tilpasning – det vil sige vores opvækstfamilie.
Hændelser i barndommen er som en underjordisk, seismisk bølge, der konstant og lydløst rører på sig, og som udenomsbevidst sætter retningen for vores væren-i-verden, indtil vi dør. Barndommen er en dyb brønd af oplevelser, hvoraf vi kun husker de færreste, men som alligevel og på trods af vores glemsel, kommer til at udgøre vores horisont af muligheder. Følelsesmæssigt svigt i barndommen bliver i voksenlivet som at bygge et hus uden et ordentligt fundament – som at søge at skabe et glædesfyldt liv ovenpå en følelsesmæssig ruin. Vi er hele tiden i fare for at vælte. De underliggende rejsninger eller kollaps i arousal virker som indre jordskælv og forstyrrer vores evne til forankring.
Når hjernen skaber smerte
Det er efterhånden et faktum, at der er en stor sammenhæng mellem medicinsk uforklarlige sygdomme, psykiatriske lidelser og barndomstraume. Det viser ACE-undersøgelsen. Ligeledes har PPD stort set altid rod i tidligt traume. Smerterne er virkelige, men er som sagt uden medicinsk forklaring. De skyldes dysregulering, og dysregulering kan ikke rigtig ses, måles eller vejes, men sanses som smerte.
Tidlig traumatisk stress, som at vokse op i en utryg familie, har store konsekvenser for menneskets indre biokemi, organismens regulerende strukturer samt dannelsen af neurale netværksforbindelser. Det ligger i vores evolutionære arv, at hvis vi oplever os i fare, vil helt basale overlevelsesresponser træde i kræft. Vi vil enten flygte eller kæmpe for vores liv. Vi får ofte uanede kræfter og oplever ingen smerte i livstruende situationer. Når faren er drevet over, vil hjernen producere træthed, smerte og kognitiv nedlukning. Dette for at fremprovokere restitution og heling af eventuelle sår og skader på kropsvæv. Det er normalt.
Men når hjernen vedvarende advarer mod farer, hvilket den eksempelvis vil gøre, når et barn ikke oplever at have en tryg base med beskyttende og empatiske omsorgspersoner, producerer den non-stop træthed, udmattelse og smerte. Det, der var tænkt som en midlertidig overlevelsesrespons, er nu blevet til noget permanent – en livsstil. Da et barn ofte hverken kan kæmpe eller flygte, stivner det i en eksistens præget af frygt og hæmning af sund protest. Over tid forstærkes disse neurale smerteproducerende netværk således og bliver permanente. Nu har man en overlevelseshjerne, der konstant sanser fare, og som i overdreven grad producerer hypervagtsomhed kombineret med udmattelse og smerte. En smertehjerne.
Hjernen skelner ikke imellem ydre og indre fare, eller om skaden er fysisk eller følelsesmæssig. Hjernen henter data både fra ydre stimuli (exteroception) og indre stimuli (interopception) og fortolker disse data. Det bliver til det, vi kalder følelser. En skade er således en skade, og den skal heles gennem omsorg og restitution. Hjernescanninger viser en stor sammenhæng mellem følelser og smerte ved kroniske smertepatienter.
Selvom det omsorgssvigtede barn på et tidspunkt, bliver voksen og kan fjerne sig fra det stressfyldte opvækstmiljø, bliver hjernen ved med at sanse fare. Vi oplever det, som hjernen forventer at møde, og det vi forventer bygger på tidligere, reelle erfaringer.
Som Allan Abass siger: ”When the brain is in an ongoing state of warning, danger and prompted quiescence, it will continue to produce pain with movement, fatigue with activity, disordered thought processes and many other sensations designed to enforce rest and inactivate. And the more the accompanying neural pathways are activated, the more they become normalized as default pathways.”
Smerte kan skyldes ødelagt kropsvæv, men kan som sagt også udgå fra neurale netværk, der medierer smerteoplevelser. Et neuralt netværk består af tusindvis af hjerneceller, som har forbundet sig, og som medierer specifikke oplevelsestilstande – i form af kropssansninger,
tanker og følelser, der igen driver vores adfærd. Neurale netværk forstærkes gennem aktivering, og trigges af impulser udefra eller af indre processer som eksempelvis tanker eller følelser. Smertesignaler aktiveres således både ved vævskade og ved psykologisk skade, og det er de samme neurale netværk, der aktiveres.
Hjernen skaber smerte, hvis den tror, at der er sket noget farligt – også uden at der reelt er det. En hjerne som konstant har været vagtsomhed med henblik på fare og trussel, skaber mere end normal smerte. Smertefølelsen skaber muskelspændinger, forandringer i blodforsyningen, og aktivering af immunsystemet, som overbelastes – og kan udvikle sig til kroniske smerter.
Markører på traumerelaterede smertetilstande
Når man udelukker strukturel sygdom, er det vigtigt at indtænke PPD som en mulig diagnose. Smerter, der udspringer af neurale netværk har ofte en række kendetegn, hvor smerteoplevelsen er forbundet med fornemmelser af kilden, prikken, stikken, snurren, summen, følelsesløshed, strålen, dunken og brænden. Det kaldes også for paræstesi – det vil sige abnorme hudfornemmelser. Der kan også være tale om ledsmerter, muskelsmerter, organsmerter, ansigtssmerter eller skeletsmerter – ofte kombineret med overfølsomhed og særlig sensitivitet. Ofte er PPD-smerter også bevægelige. De flytter sig rundt i kroppen. Ligesom de ofte er symmetriske – eksempelvis smerte i begge arme – hvilket er usædvanligt for nerveskader. Bevægelige, symmetriske smerter er en stærk markør på PPD.
PPD-symptomerne kommer endvidere ofte om natten eller i forbindelse med følelsesmæssige konflikter, indre som ydre. Det kan være nakke-, ryg- eller mavesmerter, brystsmerter, fibromyalgi, depression, angst, træthed, søvnløshed, autoimmune sygdomme, irriteret tyktarm, nyrelidelser, muskelsmerter, skeletsmerter, hovedpine, smerter i arme og ben, fordøjelsesbesvær, åndenød etc. Symptomer, der kommer og går. Som skifter og bevæger sig rundt i kroppen.
PPD-patienten har ofte andre sygdomme, et sammensurium af diagnoser, ofte kombineret med angst, depression, katastrofetænkning og indre uro. Ved nærmere gennemgang kan mange af symptomerne spores helt tilbage til barndommen, hvor man som barn måske klagede over hovedpine, ondt i maven, vokseværk, skyhed, generthed, ængstelighed, mareridt og lignende.
PPD-patienter får ofte mange diagnoser i bestræbelserne på at forklare og lindre de sammensatte symptomer. Inden da har patienten med stor sandsynlighed været igennem mange undersøgelser og prøver, og har forsøgt sig med mange medikamenter. Mange diagnoser og megen medicin øger risikoen markant for fejlbehandling og for udvikling af nye bivirkningssymptomer. Patienten vil ofte blive set på som en besværlig person og vil måske også blive diagnosticeret med hypokondri – sygdomsangst/helbredsangst.
Mange patienter vil ifølge Allan Abass blive bekymrede eller vrede over en PPD-diagnose. De synes ikke, de bliver taget alvorligt; at deres smerter ikke bliver set som ægte, og at de selv har skylden. Mange håber i stedet på en diagnose på en egentlig, strukturel sygdom og så selvfølgelig en behandling, der kan gøre dem raske. Men ifølge Allan Abass er PPD faktisk en god diagnose, en god nyhed, fordi den kan behandles uden medicin eller operative indgreb, og fordi prognosen for PPD er god. Det er bedre at få en PPD-diagnose og vide, at den kan lindres eller helt helbredes, end at få en masse diagnoser, hvor behandlingen synes nytteløs.
Generelt kan man sige, at symptomer er manifestationer af underliggende, ofte skjulte processer, som altid må undersøges grundigt, inden der kan stilles en diagnose. Symptomerne kan have deres rod i skader i det biologiske materiale, så taler vi om egentlige sygdomme, eller skyldes overaktive smerteproducerende neurale netværk, relateret til barndommens oplevelser af tab og forladthed og den kroniske stress, det udgør for et barn ikke at have en tryg base og sikker havn. Så taler vi ifølge Allan Abass om PPD – som jeg ofte vælger at benævne traumesmerte.
Vores hjerne reagerer på integritetskrænkelse med smerte og meget intensive negative følelser – og med angst. Neurale netværk skabt i barndommen er særligt stærke. De fungerer som et sensibiliseret ”Danger Signal” – en slags røgalarm der hele tiden sætter i gang og støjer forfærdeligt. Det herskende medicinske paradigme giver desværre ikke megen opmærksomhed til denne Mind-Body forbindelse.
Behandling af ubevidst angst gennem psykoterapi
Jeg har den del klienter med psykosomatiske smerter. Det giver sig selv, at jeg ikke stiller en PPD-diagnose, da jeg ikke er læge. I stedet beder jeg klienten om at blive undersøgt hos sin læge eller en specialist. Ofte er det dog sådan, at klienten allerede i årevis er blevet eksamineret på kryds og tværs, enten uden at man har kunnet påvise egentlige sygdomme eller med den konsekvens, at man har stillet en række diagnoser, som man ikke har kunnet behandle. Herfra kan en psykoterapeutisk behandling af de psykosomatiske symptomer tage sin begyndelse – det vil sige behandling af de underliggende følelsesmæssige indre konflikter og den ubevidste angst, der driver de kropslige symptomer.
Mange klienter er ikke bevidste om deres angst. De har i bestræbelserne på at finde mening med kropssmerterne, lavet en årsagskæde, der placerer smerte og sygdom, som den tilstand der trigger følelsesmæssig ustabilitet. I det psykoterapeutiske arbejder vender vi den om. Vi er interesserede i at undersøge, om der kan være underliggende, ubearbejdede følelsesmæssige tilstande, der influerer på de kropslige symptomer.
Ubevidst angst er angsten for noget, der skete engang, som man ikke kan huske, men som kroppen erindrer og udlever – igen og igen. Det kaldes også emotionelle flashbacks. Frygt handler om at være bange for noget bestemt, og at man ved, man er bange. Angst er en tilstand af indre uro, som man ikke rigtig kan placere eller forstå, eller som man slet ikke ved af, fordi den måde at være i verden på er blevet normal. Angst handler om indre følelsesmæssige konflikter, skyld og skam. Angst medierer typisk intense ubehagstilstande, og trigger overlevelsesresponser og selvbeskyttelsesstrategier. Sensibiliserede smerteproducerende neurale netværk aktiveres let af angst, og en ond cirkel er etableret.
For klienter kan det være svært at begribe, hvorfor der skal fokuseres på følelser, når de har fysiske symptomer. Klienten kan ikke umiddelbart se nogen sammenhæng mellem indre konflikter, følelser og kropslige symptomer. Det bliver terapeutens opgave, sammen med klienten, at undersøge om der sådan en sammenhæng. Ikke at bevise det, men undersøge det. Da PPD kan forstås som en neural kodning af forventninger om smerte, kan vi undersøge, om klientens angst er en trigger – det vil sige en faktor i aktiveringen af smertenetværkene. Det er grundlæggende en empatisk handling at se bagved og nedenunder symptomerne – at se den lidelse, der er gemt og glemt.
Behandling af PPD med psykoterapi, handler således om at finde en vej til at reducere angstniveauet, og se hvilke konsekvenser det vil have for de kropslige symptomer. Der er ikke tale om en specifik psykoterapeutisk metode. Alle terapiformer, der har emotionsprocessering og affektregulering som udgangspunkt er velegnede. Allan Abass benytter ISTDP-metoden (Intensive Short Term Dynamic Psychotherapy).
Allan Abass opererer overordnet med fire elementer i behandlingen:
- Psykoedukation
- Reduktion af angst og regulering af stressrespons
- Forandringer i det levede liv
- Processering af kernefølelser, der ubevidst er forbundet med symptomerne
PDD-patienter er ifølge Allan Abass i verden på en måde, der ofte er hyperaktiveret, pleasende og selvkritisk – på en følelsesmæssig klangbund af vrede og aggressivitet, der holdes i skak af skyld – også kaldet passiv aggressivitet. Der vil ofte have fundet en internalisering sted af krænkerens stemme fra fortiden – en stemme blottet for medfølelse og empati mod selvet. Fyldt af had og foragt. Stemmen monitorerer selvet hårdt, og slår jævnligt ud mod andre også – særligt tilknytningsfigurer som partner eller egne børn.
PDD-patienter føler sig ofte permanent i fare; i risikozonen for et eller andet forfærdeligt, der vil ske, og tænker som en konsekvens heraf mange katastrofetanker. De ruminerer, bekymrer sig og kan ikke komme i kontakt med en oplevelse af sikkerhed og tryghed. Når andre forsøger at berolige dem, kommer der ofte vredesudbrud, fordi de ikke føler, at de bliver taget alvorligt; at andre mennesker ikke forstår dem. Den ruminerende måde at tænke og føle på er selvfølgelig utrolig opslidende, og hjernen udmattes simpelthen, når den overforbruger de samme neurale netværk igen og igen. Derfor producerer den træthed og smerte i håbet om, at det vil føre til restitution. Det ville det også have gjort under normale omstændigheder, men den ubevidste angst forhindrer det. Man kalder det også Relaxation Induced Anxiety (RIA).
Følelser der undertrykkes i deres naturlige processering, særligt vrede, trigger smerte og ubehag gennem en konstant aktivering af stressresponsen. Derfor skal klienten hjælpes med at mærke og føle de primære følelser. Når de rummes, kommer der ofte en eller anden smertelindring. Vreden er ofte en residual fra fortiden. En nedlukket protest, raseri og opgivelse mod en krænkende omsorgsfigur. Noget som er uforløst og trænger til at blive afsluttet.
Utryg tilknytning medfører ofte smertefulde oplevelser af tab, svigt og afbrudt kontakt. Det fører af gode grunde til undgåelse af visse følelser og også til undgåelse af genuin nærkontakt med andre mennesker. Barnets naturlige impuls er at protestere, men ofte er den protest ikke mulig, fordi omsorgspersonen ikke kan udholde den, og i stedet enten ignorerer eller angriber barnet. Derfor holder barnet protesten nede gennem forskellige strategier, som at gøre sig ligeglad, dagdrømme, smile, få ondt i maven, undvige, please, tale hårdt til sig selv etc. Gennem en indre selvkritisk stemme kan barnet forhindre protesten i at undslippe, hvilket jo ville gøre det hele endnu værre. Barnet udskammer sig selv for at beskytte tilknytningsrelationen.
Dette indesluttede raseri kaldes også Shame Rage, og involverer blandende følelser samt kronisk skyld over de voldsomme aggressive impulser, der ikke blev udlevet i barndommen, fordi mor og/eller far ikke kunne rumme protesten. Denne blanding af skaminducerede, ubevidste følelser leder til ubevidst angst, undgåelse af kernefølelser, tilbagetrækning, problemer med nærhed, intimitet og relationer samt selvsaboterende adfærd. Hvilket atter kan føre til psykosomatiske symptomer.
Desværre er det ofte sådan, at klienten ikke bare i barndommen, men også i sit liv her-og-nu befinder sig i en livssituation, der faciliterer stress og intense, svære følelser, og derfor rummer en reel risiko for retraumatisering. Det kan være i relation til arbejdslivet, en partner, børn, den oprindelige familie eller systemet som sådan.
Klienten føler sig ofte hjælpeløs, magtesløs, utilfredsstillet og frustreret, men da eksempelvis vredesfølelsen ikke kan processeres på en måde, der løser problemet, kan klienten ikke stå op for sig selv på en moden og løsningsorienteret måde, og forbliver derfor stagneret i en utilfredsstillende livsstil. Omvendt under rolige og trygge omstændigheder bliver nervesystemet mere stabiliseret med knap så mange drastiske udsving. Det giver øget fleksibilitet til at reagere mere adaptivt på stressorer.
Evokering af kernefølelser i det terapeutiske arbejde
Frygt, afvisning, tab og smerte i barndommen fører til naturlig protest og et dybt raseri mod tilknytningspersonen. Skyld over aggressiviteten beskytter tilknytningsrelationen, som barnet jo er afhængig af. Følelsesmæssigt manifesteres sorg over tabet af omsorg og kærlighed og dybe længsler efter tilknytning og validering. Barnets sunde udvikling hæmmes på mange fronter, særligt den emotionelle udvikling, fordi barnet ikke støttes i følelsesprocessering og affektregulering.
Resultatet i voksenlivet bliver ofte, at klienten enten overvældes af følelser eller slet ikke kan mærke følelser. På engelsk kaldes det også for Isolation of Affect – hvilket betyder, at man måske godt kan regne en følelse ud intellektuelt, men ikke mærke den fysiologisk. I værste fald kan det føre til diagnosen aleksitymi, hvor man hverken kan identificere, opleve eller udtrykke følelser, hvilket kan betyde, at man i stedet udvikler kropslige symptomer, og at man bliver mere sårbar overfor diverse stressfaktorer. Både følelsesovervældelse og aleksitymi kan være en faktor i PPD.
Et eksempel kunne være en kvinde, der ikke vil sige direkte fra overfor sin partners kontrollerende adfærd. I terapien fortæller hun om alt det, partneren siger, som gør hende ulykkelig, men når vi nærmer os en undersøgelse af, hvilke følelser, der kommer op mod partneren, begynder hun at forsvare ham. Dette mønster indtræffer igen og igen og indikerer en ubevidst angst for at blive forladt, hvis hun mærker sin autentiske vrede og udtrykker den ved at sætte en passende grænse. Det er barndommens selvbeskyttelsesstrategi for fuld udblæsning. I stedet kritiserer hun ham jævnligt for hans måde at være på i andre sammenhænge, og under dække af blot at sige tingene som de er. Hun bebrejder ham, men pakker det ind i noget generelt, noget udenfor hende selv. Aggressiviteten finder således altid en kanal, men stedet for at få løst problemet med den upassende adfærd fra partnerens side, bliver hun selv en slags krænker. En person, der skjuler sine angreb i noget alment og generelt, og hvor hun skjuler sig selv som afsender. Det er indlysende, at sådan en måde at fungere i et parforhold på ikke er tilfredsstillende, men dette uagtet, så vil dynamikken fortsætte, indtil en af partnerne begynder at udtrykke autentiske følelser og behov og dermed skabe forandringer.
I terapien foretages en fælles undersøgelse af klientens emotionelle fungeren – om klienten kan processere kernefølelser uden angst og selvbeskyttelse. Terapeuten evokerer stærke følelser med sine interventioner, sin opmærksomhed, sin venlige men bestemte insisteren – vækker alle de tilknytningsrelaterede, farlige følelser. Når følelser føles uden blokeringer, falder angsten generelt, og det kan have positiv betydning både for de kropslige symptomer og for den generelle livssituation. Kernefølelser guider os i forhold til behovsopfyldelse og problemløsning. Det er overordentligt lidelsesfuldt at være en voksen person, der ikke kan løse sine problemer. Risikoen for at lande i en vredladen magtesløshed og smertefuld håbløshed er overhængende. Vi kan forstå disse sindstilstande som en slags genoplevelse af det traumatiske engang. Dengang i barndommen var det vitterligt udsigtsløst med hensyn til forandringer, men i voksenlivet, sidder vi selv ved rattet og kan bestemme retningen – når vi får bugt med angsten.
I den begyndende fase af terapien kan klienten ofte ikke se sine selvbeskyttelsesstrategier, for vedkommende er fusioneret med dem. De opleves som en del af ens personlighed. Det er klart, at det man ikke kan se, kan man ikke arbejde med at forandre. Så første skridt er at se, at man ikke er sit forsvar. Man benytter det bare. Man er en som tager gamle neuralt kodede overlevelsesstrategier i brug, når man føler sig truet. Man kender ikke andre måder at overkomme indre konflikter og undgå visse følelser på. Endnu. Senere i terapien, når man kan se sine beskyttelsesstrategier mere klart, oplever man, at man ikke kan ændre dem. Det er helt normalt. Det kommer, hvis man holder ud længe nok sammen med terapeuten.
Hvordan føler du nedenunder alt det, du tænker? Hvis du stopper et øjeblik med at tænke, analysere, forklare og fortolke, hvad føler du så? Ikke sjældent vil klienten begynde at angribe sig selv lige før vedkommende er ved at mærke en kernefølelse. Man angriber for at stoppe sig selv, og man stopper sig selv med skyld. Selvkritik er ofte selvafbrydelser. Der kommer stærke impulser til at forsvare den person, man har fortalt om. Det er synd for vedkommende. Man bagatelliserer, annullerer, benægter, intellektualiserer etc. Alt sammen måder at undgå at processere autentiske kernefølelser på. Prøv at lægge mærke til det, hvad der sker, lige før selvkritikken sætter ind.
Selvafbrydelse
Nogle gange når man er kommet frem til noget væsentligt sammen med klienten, og der kommer et naturligt fokus på, hvad situationen kalder på af forandringer, så sker der der, at klienten skrifter emne, eller kommer med endnu flere eksempler på det samme. På den måde kan klienten undgå at forholde sig til det egentlige problems eventuelle løsning. Nemlig det faktum, at man afbryder sig selv i at tage vare på sig selv og træffe gode beslutninger.
En klient sagde engang til mig, at hun blev ved med at finde nye eksempler i håbet om, at vi sammen kunne finde frem til at anden måde at forstå hendes problem på, fordi hun turde ikke stå op for sig selv og sætte grænser. Der kom for megen angst, når hun skulle deale med problemet i virkelighedens verden, og så svigtede hun sig selv ved at tale hen over sig selv, samtidig med at hun håbede på, at jeg ville være med til at glemme problemet – det vil sige glemme hende. På den måde kan man ødelægge sin egen terapi. Det kaldes også selvsabotage, og det er selvfølgelig vigtigt, at klienten i løbet af terapien, begynder at få øje på, hvordan han eller hun egentlig behandler sig selv.
En anden klient fortalte mig, at han hele tiden var nødt til at starte en fortælling fra A til Z, hvorved han ofte mistede pointen undervejs og endte med at udtrætte den anden person. Dette skete også igen og igen i terapien, og vi satte fokus på det; hvordan hele den lange historiefortælling med de mange detaljer forhindrede, at vi kunne komme til at arbejde med det egentlige – nemlig hans selvsaboterende og selvudslettende livsførelse. Vi talte om det, og han sagde, at han var bange for, at hvis ikke jeg fik hele historien ned til mindste detalje, så vil jeg, når vi endelig kom til sagens kerne, dømme ham. Det var så vigtigt for ham, at jeg forstod, og at han ikke blev misforstået. Han skruede op for fortællingen for at holde mig fast, præcis på samme måde, som han gjorde som barn for at få sin mors opmærksomhed.
I det terapeutiske arbejde øger vi tolerancen for kernefølelser og kapaciteten til at rumme dem og reflektere over dem. Vi tænker over følelser, og mærker den følelsesmæssige betydning af tanker. Vi linker komplekse følelser med oplevelser fortiden, hvilket bidrager med diagnostisk viden og i sig selv kan reducere symptomer.
Der er ofte et stort behov for at få klargjort forbindelsen mellem sorg og aggressive følelser, og den skyld der kommer i kølvandet på raseriet, fordi det er skylden, som driver symptomerne. Følelser, der ikke må processeres, må hæmmes, og selve denne hæmning udtrykker en voldsom selvafbrydelse. Som at sparke til en hund, der gør, fordi den er bange.
Klienten siger måske, at han eller hun ikke kan mærke sine følelser, men alle kan faktisk mærke, hvad de føler, hvis de retter opmærksomheden mod det. Det er en del af vores evolutionære arv. Men vi kan have udviklet strategier til at hæmme os selv og lukke af for følelser. Vi kan eksempelvis lægge dækfølelser ind over, der skjuler den sande indre tilstand. Eller vi kan bilde os selv ind, at vi ikke kan regne med os selv, og at vi derfor bliver nødt til at opsøge validering uden for os selv. Vi bliver således nødt til at bede om andres tilladelse, til at føle det, vi føler. Det siger sig selv, at det er uværdigt i længden og slider på selvrespekten.
Målet med terapien er at hjælpe klienten til at turde mærke alle kategorialfølelser – og ikke udelukkende de kropslige smertesymptomer. Følelser er menneskets kompas og uden adgang til vores egne indre emotionelle tilstande, kan vi ikke manøvrere klogt i vores liv. Når følelser kan tilgås, kan de mentaliseres og dermed få indflydelse på vores måde at være i verden på. Klienten vil få det bedre, fordi han eller hun vil begynde at kunne stå mere op for sig selv.
Kilde
Allan Abass og Howard Schubiner: Hidden from View – A Clinican´s Guide to Psychophysiologic Disorders
Læs mere om ACE-undersøgelsen her: