Denne artikel handler om det ambivalente, ængstelige, overinvolverede tilknytningsmønster, og hvordan man som terapeut kan arbejde med klienter, der grundet deres utrygge tilknytning har svært ved at finde ind i trivsel og leve livet med lethed og glæde. Artiklen bygger på bogen: ”Anxiously Attached – Understanding and Working with Preoccupied Attachment” af Linda Cundy.
Den arketypiske ængstelige person
Der findes lige så mange måder at være i verden på, som der findes mennesker, men der er nogle lighedstegn, der går igen, når vi observerer mennesket gennem tilknytningsteoriens linse. Personer med et ængsteligt tilknytningsmønster udviser en bestemt måde at være i verden på, hvor selvforholdet og relationer til andre mennesker ofte er problematisk og smertefuldt.
Om den arketypiske ængstelige person, kan man generelt sige, at vedkommendes indre verden er fyldt med uro og sorg. Man befinder sig en permanent tilstand af utilfredsstillethed, og man leder konstant efter tegn på afvisning og svigt. Derfor er man også nem at såre, og det kan få andre mennesker til at føle, at de skal gå på listefødder for ikke at vække stærke, defensive følelser hos den ængstelige. Den ængstelige vil ofte finde sig selv i et forhold med en partner, der prøver at gå under radaren for at undgå kritik og bebrejdelser.
De følelsesmæssige behov for nærhed og omsorg hos den ængstelige synes nærmest umulige at tilfredsstille, og når man reelt får tilbudt varme, støtte og kærlighed, har man ofte svært ved at tage imod den. Man har mere end svært ved at lade sig nære af det, man faktisk får – fordi man er så optaget af, hvad man mangler. Derfor kan det også være udfordrende at finde hjælp i psykoterapi.
Kernen i den ængstelige værensform er frygt; tilknytnings- og separationsfrygt. Man frygter, ofte helt ubevidst, at knytte sig til en betydningsfuld anden og udvise tillidsfuldhed, fordi man er overbevist om, at man vil blive svigtet og forladt. Så protesterer man allerede up front. Angsten for ensomhed, forladthed og svigt er omdrejningspunktet for de selvbeskyttelsesmekanismer, den ængstelige person har udviklet, for at undgå at blive overvældet af skam og smerte. Kernen i forsvaret er ofte vrede og/eller hjælpeløshed.
Ængstelig tilknytning er således et spektrum af oplevelsestilstande, der drejer sig om tilknytnings- og -separationsangst og de specifikke selvbeskyttelsesstrategier i form af vrede, protest og/eller hjælpeløshed – herunder også sygdom og dårligt helbred – som bruges til at fastholde andres engagement. Denne værensform er af indlysende grunde kontraevolutionær, fordi den er selvsaboterende, og den kan henføres til en tidlig forstyrrelse i tilknytningen.
Uforudsigelig forældreadfærd
Ængstelig tilknytning er det direkte resultat af utroværdig, frygtsom, ustabil, lunefuld, manipulerende, uforudsigelig og til tider fjendtlig omsorg tidligt i livet.
Den omsorg, tilknytningsfiguren tilbyder, kan på overfladen ligne kærlighed, men den tilsyneladende generøsitet vil ofte føles invaliderende og manipulerende. Barnet har ikke rigtig noget frit valg – det skal være og føle som tilknytningsfiguren. Omsorgen er ofte præget af manglende tolerance for individualitet, autonomi og forskellighed, mens uselvstændighed, opofrelse af selvets autenticitet og ”lillehed” belønnes.
Fordi omsorgspersonen er fyldt med indre konflikter, uopfyldte behov og stor ængstelighed, bliver omsorgsadfærden i forhold til barnet tvangspræget; der vil være en ubevidst modstand og ulyst mod at give barnet, hvad man selv så desperat mangler. Omsorg føles derfor som hårdt arbejde og en sur pligt. Fordi omsorgspersonen oplever at skulle ofre så meget, påtvinges barnet en taknemlighedsgæld, som aldrig kan indfries. Barnet skal være taknemmeligt og tage imod det, der bliver givet – på en bestemt måde. Dette er grundstenen i den skam, den ængsteligt tilknyttede bærer rundt på, og som forgifter personens relationer som voksen.
Den påtvungne omsorg, som handler mere om omsorgspersonens behov end om barnets, er dysfunktionel for en sund udvikling. Barnet straffes implicit for selvregulering, autonomi, individualitet og selvstændighed, mens der i højere grad kan opnås støtte omkring hjælpeløshed, inkompetence, svaghed og frygt. Undersøgelser viser, at det ængstelige barn spejles mest empatisk af omsorgspersonen i følelsen frygt, mens andre følelser som eksempelvis glæde, stolthed eller vrede ofte ikke kan rummes af omsorgspersonen.
Jeg-hæmning
Det ængstelige barn udforsker ikke. Tilknytningssystemet er permanent online og holder barnet i en klyngende, klamrende, protesterende og hjælpeløs samværsfacon med tilknytningspersonen. Det frygter at blive usynligt og glemt, hvis ikke det holder sig selv i centrum af opmærksomheden. Det er hårdt og smertefuldt arbejde. Barnet bliver let nervøst og overoptaget af nærhed på en for egen selvstændighed hæmmende måde. Barnet kan ikke modtage trøst og beroligelse, fordi det er så optaget af at kræve og opsøge. Barnet frygter, at hvis det standser sin insisterende opsøgen, vil omsorgspersonens opmærksomhed fortabes – igen.
Denne jeg-hæmning kan forstås som et barns automatiske svar på en omsorgsperson, der opleves uforudsigelig, upålidelig og inkonsistent. Barnets tab af sund leg og udforskning fører til mangelfuld tillid til selvets kompetencer, og barnet lider således under en narcissistisk skade på selvet. Barnet har svært ved både at motivere og regulere sig selv følelsesmæssigt, og vil i voksenlivet fortsætte med at kræve dette af andre – eksempelvis partner eller egne børn. Dermed føres utrygheden videre til næste generation.
Kompromitteret evne til reparation
I voksenlivet kan den ængstelige have svært ved at slippe konflikter eller oplevede svigt. Man kan ligesom ikke komme videre, og tankerne går igen og igen til svigtet og smerten. Den manglende reparationskapacitet – i form af undskyldning, tilgivelse og forsoning – har dybe rødder i barndommen, hvor det ofte var barnet, der i den utrygge familie måtte genskabe harmonien, hvis der var et brud. De voksnes evne til at gøre godt igen, var typisk lille, og familien var derfor ofte præget af konflikter, søskenderivalisering, bagtalelse, alliancer og ekskludering – gennem generationer.
Barndommens emotionelle, relationelle dramaer, når de er uforløste, følger med ind i voksenlivet. Man mærker bitterhed, uforsonlighed, misundelse, jalousi, rivalisering, krænkelse og måske indtrængende, men skamfulde, tanker om hævn. Hvis ikke man får brudt den værensform, kan den vare hele livet.
Tilknytningsteori som fundament
Tilknytningsteorien giver terapeuter en videnskabelig funderet metodik til at forstå ængstelig tilknytning og den værensform, tilknytningsmønsteret medierer. Tilknytningsteorien er baseret på massiv empiri fra feltstudier og laboratorieundersøgelser (The Strange Situation) samt kvalitative interviews (Adult Attachment Interview). Dertil kommer, at nyeste hjerneforskning, neurovidenskab og mentaliseringsteori både validerer og bygger bro til tilknytningsteorien.
Tilknytningsmønstre beskrives almindeligvis i kategorier – et utrygt og tre forskellige utrygge – men er retteligt dimensioner, der spænder fra meget tryghed til meget utryghed. I situationer med pres og stres, vil det typisk stå klart frem, om der er tale om overvejende tryghed eller overvejende utryghed. Når tilknytningsmønstre beskrives i kategorier er det fordi, det øger vores blik på ensartethed og sammenfald, men på den anden side stiger risikoen for, at vi mister den individuelle unikhed af syne.
Tilknytningsteorien bygger på viden om menneskets evolutionært, fremselekterede kapacitet til at tilpasse sig sine omgivelser. Tilbage i tiden var det den flok eller klan, vi tilhørte, nu er det vores nærmeste familie. Et barn er helt afhængigt af sine forældres evne og vilje til at ville tage sig af det, og barnet vil gøre, hvad der skal til, få at få den sikkerhed, der skal til for at overleve – også hvis det kræver, at barnet skal udslette sin egen autenticitet.
Vores tidligste erfaringer bliver til indre arbejdsmodeller – det vil sige neurale forbindelser i hjernen, der medierer automatiske, ubevidste overbevisninger om os selv og andre samt specifikke forventninger om interaktioner med artsfæller. Disse indre arbejdsmodeller, formet af enten overvejende trygge eller utrygge samspilsdynamikker med nærmeste omsorgspersoner, bliver vores virkelighed. De former, hvad vi ser, mærker og oplever i verden omkring om – og ikke mindst, hvordan vi fortolker de stimuli, vi tager ind fra vores omverden. Når verden og andre mennesker betragtes gennem det ængstelige tilknytningsmønsters prisme, ser vi svigt, bedrag, løgn, egoisme og forræderi alle vegne. Dette udspiller sig både i hverdagslivet og i terapien, fordi ængsteliges hjerne og nervesystem er organiseret rundt omkring frygt for at blive forladt. Frygten for aleneheden er organiseringens centrum.
Den ængstelige i terapi
Det materiale, den ængstelige bringer op i terapien, er ofte beklagelser over andres svigefulde adfærd. Klienten falder, uden egentlig at være bevidst om det, ind i en lang, monologisk talestrøm fuld af detaljer og associationer, der ødelægger sammenhængen og meningsfuldheden i narrativet. Den måde at samtale på er grundlæggende kontaktløs og uden både lærings- og helingspotentiale. Der er ikke noget at lære for klienten i talestrømmen, og kontakten mellem terapeut og klient fortabes, hvis ikke terapeuten intervenerer og sætter noget andet i stedet. Det at forfalde til gentagne beklagelser viser sig ofte at være en substitut for en dybere mere ægte, men ikke anerkendt, smerte.
Klientens temaer er ofte centreret om at blive uretfærdigt behandlet. Klientens indre liv, som jo er præget af frygt, vrede og/eller hjælpeløshed, positionerer klienten som et offer, og det er fra denne position, klienten gentager sit traume – ved desperat at forsøge at fange terapeutens opmærksomhed, hjælp og støtte gennem uselvstændighed og hjælpeløshed. Præcis som det var tilfældet i barndommen med omsorgspersonen. Terapien kan således nemt udvikle sig til en re-enactment af en uforudsigelig relation med kaotiske grænser, hvor al form for sund grænsesætning, vil blive oplevet som en afvisning. Det implicitte signal til terapeuten er: ”Svigt mig ikke, for hvis du gør, vil jeg også tale dårligt om dig og bebrejde dig til tid og evighed.”
Det siger sig selv, at det kan være udfordrende for terapeuten at opretholde empati i mødet med klientens selvbeskyttelsesstrategier, og her kan det at støtte sig til tilknytningsteorien være en stor hjælp, fordi den giver mulighed for, at terapeuten kan se bagom klientens adfærd og mærke det barn, der engang måtte udvikle så selvsaboterende en måde at fremvise sig selv i verden på. Klientens strategi med at bruge vred protest efterfulgt af hjælpeløshed til at opretholde den andens engagement, vil også vise sig i terapien, og kan også der ende med at skabe distance og smerte for klienten, med mindre terapeuten kan opretholde empatien og intervenere et mønstrebrud. Når man længes efter nærhed, er det frygtelig destruktivt at interagere på måder, der får andre til at støde en væk. Det er vigtigt, at terapeuten kan skelne mellem person og selvbeskyttelse.
Den ængsteligt tilknyttede person søger oftere terapi end eksempelvis den afvisende tilknyttede. Man ved dybt inde, at man har brug for hjælp til affektregulering, og ser derfor ofte det terapeutiske rum som et sted, hvor man kan læsse af. Det er ganske forståeligt – men uden forandrings- og helingspotentiale. At læsse af er en lappeløsning i forhold til sund affektregulering. Man afrapporterer fra sit livsdrama, men søger ikke forandring; dertil er frygten for stor. Man bruger andre som tilskuere til eget drama – en evig, skæbnesvanger rejse mod at søge hjælp, uden aldrig rigtig at føle sig hjulpet. Langt inde er man overbevist om, at intet kan gøres eller ændres – for sådan var det i barndommen med omsorgspersonen. Derfor taler man hele tiden og ignorerer måske terapeuten – og efterlader ikke rum for interventioner. Man sørger for, at det man længes efter, ikke kan ske.
Den ængstelige vil således ofte have været i mange terapeutiske forløb, men med en oplevelse af at blive skuffet igen og igen. Det kan også være, at man har gang i flere terapeuter på en gang – hele tiden i en anstrengende søgning efter det rette, det forløsende. Selve den opsøgenhed er en del af det ængstelige tilknytningsmønster, og blokerer for det egentlige terapeutiske arbejde, som kun kan finde sted i en tryg, stabil relation baseret på tillid. For den ængstelige er det nærmest umuligt at have tillid, fordi det netop er barnets tillidsevne, der kompromitteres voldsomt i den utrygge tilknytning tidligt i livet.
At tillade tillid er at give slip, og selve det at give slip er så modsat den selvbeskyttelsesstrategi, der fungerede i barndommen; nemlig at klynge, holde fast og aldrig give slip. Derfor er det så svært som voksen at tage det gode ind, der faktisk tilbydes. Man tillader ikke sig selv at blive næret af det gode, men opretholder tvangsmæssigt en konstant søgen. Tilknytningssystemet er på ovearbejde, man udtrættes, og man fortaber sin egen udvikling. I terapien beder klienten ofte om gode råd, men kan ikke bruge dem til noget. ”Jeg KAN ikke”. Den ængstelige kan sjældent nyde følelsen af taknemlighed – for det ville være det samme som at signalere et nu, der er godt nok. Et godt nu opleves som truende, for så kan man risikere at blive sluppet.
Terapeuten har en opgave med at hjælpe klienten med at definere sine forventninger til terapien specifikt og andre relationer generelt – og i fællesskab udforske nye måder at relatere på – uden selvbeskyttelse. Dette er den lange terapeutiske proces med at sørge over det tabte, slippe skammen og begynde at kunne føle mere medfølelse med det autentiske selv; at få en helt ny relation til sig selv.
Terapien kommer typisk til at handle meget om grænser og grænsesætning. Den mangelfulde grænsesætning kan vise sig i terapien ved at klienten har svært ved at overholde tiden og afslutte sessionen. Ofte vil klienten bringe et nyt tema op lige inden afslutningen og vanskeligøre denne. Det kan også være, at klienten ofte aflyser aftalte tider, men så pludselig gerne vil have en akuttid. I terapien vil der ofte indtræde en afvisning af terapeuten, som afspejler klientens ambivalens, eller et ønske om at styre terapien. Det kan også være usikre udtalelser, om man egentlig vil fortætte eller ej i terapi. Savnet efter at være værdifuld for en betydningsfuld person, kan mediere ønsker om særbehandling og resultere i ubærlig skuffelse.
Klienten har ikke erfaringer med sund grænsesætning, så når der sættes grænser, opleves de som svigt og afvisning – som en bekræftelse på den indre arbejdsmodel, der medierer forventninger om skuffende interaktioner. I stedet bebrejder man den anden, og forventer ikke at blive taget seriøst. Man føler sig ude af stand til at se sig selv som en effektiv, problemløsende og kompetent person, men beskytter sig bag en mur, som ofte involverer falske selvbilleder; at man selv er god og givende, og den anden ond og svigefuld. Eller at man er værdiløs, og den anden mere værd end en selv. Selvbilleder baseret på skam er aldrig sande.
I tilknytningsbaseret terapi er det vigtigt med stor opmærksomhed på den helende effekt af sorg. At give slip og komme ind i sit eget voksenliv indebærer en dyb erkendelse og anerkendelse af, hvad man har mistet og alt det, man ikke fik, men skulle have haft – og den enorme betydning dette tab har haft på ens værensform. Man må sørge over både de konkrete tab og det tabte potentiale – alt det der kunne have været, hvis man havde kunnet gå ud i verden med tillid til selvet og sine medmennesker. Terapeuten må hjælpe klienten med at engagere sig i sorgprocessen og give slip på håbet om, at det var anderledes og kan blive anderledes – det der skete i fortiden.
Skal terapeuten tage håbet fra klienten? Ja terapeuten skal hjælpe klienten med at give slip på alle de historier og falske selvbilleder, som har været nødvendige for at undgå at tage ind for fuld udblæsning, at man ikke var elsket. Selvbeskyttelse indeholder altid en defensiv eksklusion af sand viden, og når man ekskluderer det, man ved, lever man på en løgn, og man får aldrig sørget og givet slip. Den måde, man taler om tilknytningsrelaterede temaer på, viser hvordan man processerer information. Det meste foregår på et ubevidst, kropsligt niveau. Utryghed viser ofte som defensiv eksklusion af information og viden, som hvis den kom til vores bevidsthed, ville vi føle stor smerte.
Håbet om en fremtid i lethed og glæde derimod, skal næres. Sorg er altafgørende for heling af psykisk smerte. Sorg faciliterer opgivelse af nytteløst håb – og er en dybt transformerende proces.
Det traumatiske tab er for den ængstelige, den grundfæstede oplevelse af sikkerhed og tryghed, og at være speciel, værdifuld og værdsat af omsorgspersonen. Barnet tilpasser sig så godt det kan, men i tilpasningen ligger også en kronisk protest. Når denne protest tages med ind i voksenlivet i nære relationer, bringer den ofte stor ulykke og smerte med sig. Dette indikerer, at der stadig er håb om, at fortiden var anderledes – og dermed en mangel på accept og fuldførelse af sorgen. Dette er håbets tyranni – en dyb længsel efter at blive elsket og taget sig af på en betingelsesløs måde, som kun var mulig i barndommen. Dette kaldes også Emotionel Hunger. Den terapeutiske heling indbefatter, at man accepterer tabet, ser det lysende klart, går gennem smerten – og dernæst sørger for at skabe sig et nyt liv i nye omgivelser og udvikle nye perspektiver på sin fremtid.
Særligt for den ængstelige, kan det være svært at give slip på en relation, fordi frygten for separation, forladthed og ensomhed stikker så dybt. Relationen bliver i stedet holdt aktiv af vrede, bitterhed og foragt – og af dybe, uerkendte længsler efter symbiose. Dette gælder typisk også, når relationen ikke er mere; fordi den er brudt, eller fordi den anden er død. Man bliver ved og ved med at holde liv i ikke-eksisterende relationer – en smertefuld vedligeholdelse af en fantasirelation. Kun sorg kan facilitere given-slip.
Mål og arbejdspunkter i terapien
Tilknytningsbaseret terapi kan med fordel tage sit udgangspunkt i en assesment, hvor tilknytningsmønsteret tilnærmelsesvist identificeres. Har kan man benytte sig af AAI-inspirerede spørgsmål, der vækker tilknytningssystemet og afprøver mentaliseringskapaciteten under moderat stress.
Målet i tilknytningsbaseret terapi er tillært tryg tilknytning (Earned Secure Attachment) – det vil sige en transformation fra en utryg til en tryggere, revideret indre arbejdsmodel. I terapien kan eksempelvis indgå følgende faser/temaer:
Fase 1 – udvikling af en sund affektregulering og selvberoligelse
Den ængstelige har typiske indre uro, stress og høj-arousal. Den emotionelle baseline er høj, og organismen er ofte oversvømmet af stresshormoner på et toksisk niveau – med alt hvad det involverer af følgesymptomer.
Fase 2 – udvikling af sund grænsesætning
Den ængstelige har ofte svært ved kontakt, og kommer i højstress, fordi man føler sig usikker, forkert, anderledes og ikke-forstået. Man har brug for at lære at dossere kontakt (tilnærmelse og tilbagetrækning) og skabe lidt mere fleksibilitet i kontakten. Man skal lære at dossere, hvad man siger, hvordan man siger det, hvornår man siger det – hvor meget, hvor længe og til hvem. Og man skal lære at udtrykke behov på en ikke-bebrejdende måde.
Fase 3 – udvikle mere autentisk selvbevidsthed
Den ængstelige beskytter sig ofte bag et grandiost selvbillede som en empatisk person og en menneskekender, men det kan være illusion, fordi man reelt mangler et selvobserverende jeg. Det, at man er blevet sensitiv overfor de mindste signaler, er ikke empati – det er udtryk for en sensibilisering. Og det at man grubler, ruminerer og bekymrer sig, er ikke et udtryk for mentalisering – tværtimod. For man har typisk svært ved at se sig selv udefra, og kan typisk heller ikke korrekt afkode andres intentioner. Man skal således lære at observere egne kropslige sansninger, egne tanker og benævne indre følelsesmæssige tilstande. Dette er forudsætningen for at kunne holde sammen på sig selv under stress og blive med en given impuls uden af agere den ud med det samme.
Fase 4 – udvikle et sandt og meningsfyldt narrativ om sin egen historie
Den ængstelige har et langt, rodet narrativ med usammenhængende associationer, fyldt med overvældende emotioner, men næsten ingen refleksion/mentalisering. Man skal i terapien støttes til at turde at gå lidt mere på opdagelse i egen historie, være mere åben for at lære noget nyt, tage nye perspektiver ind, se sig selv og sin egen rolle i livshistorien på en ny måde. Dette udforskningsarbejde faciliterer både afvikling og udvikling af identittet, der indeholder mere selvstændighed og self-agency.
Fase 5 – udvikling af mentalisering
Den ængstelige mangler ofte en stabil model for meningsskabelse og for at forstå andres adfærd korrekt. Man misforstår intentioner, og ser sig selv som personligt angrebet og potentielt svigtet. Stress forhindrer mentalisering, det ved vi fra hjerneforskningen. Når stressniveauet falder, øges sandsynligheden for mentalisering og dermed en mere korrekt afkodning af indre og ydre stimuli.
Ofte vil der indledningsvist i terapien være et voldsomt mentaliseringsubehag, som reflekterer omsorgspersonens manglende evne til engang at skabe omgivelser, der støttede mentalisering hos barnet – det vil sige mangelfulde betingelser for sund hjernevækst.
Fase 6 – øge kapaciteten for medfølelse og empati med andre – og selvet
Den ængstelige kan have et stort behov for at klynge sig til et selvbillede af den gode, opofrende, empatiske og medfølende menneskekender, og det blokerer for læring og udvikling. Hvorfor lære noget, man mener, man allerede kan. Man kan hverken se sig selv eller andre klart, fordi det falske selvbillede spærrer for udsynet. Det kan medføre, at man ikke rigtig tager ejerskab til egen aggressivitet, vrede, bitterhed, kritisk foragt, sarkasme, ironi og lignende. Den ængstelige er, som allerede nævnt, ofte hypersensitiv overfor stemninger og stimuli, men dette er ikke empati. Frygt og empati fungerer ikke sammen. Empati bliver først mulig, når vi kommer mere i balance og finder mere indre ro. Empati er også forudsætningen for sund skyldfølelse; for at kunne sige undskyld, sone eller tilgive. Det er sand empati, der driver reparationskapaciteten.
Fase 7 – internalisering af et godt indre objekt
Som nævnt er det udfordrende for den ængstelige at tage det gode ind. Man har tidligt i livet lært smerten ved forladthed, og for at kunne håndtere den, klynger man sig hellere til dårlige bekendtskaber fremfor at være alene. Ofte vil der være stor modstand mod forandring og ved at rykke på status quo – en meget insisterende selvsabotage. I terapien skal klienten hjælpes med at skifte protesten ud med sorgen – og med sorgen kommer der åbninger for reorientering og for at turde at nære sig ved det gode, der faktisk tilbydes.
Kilde
Linda Cundy: Anxiously Attached – Understanding and Working with Preoccupied Attachment