Har anerkendelse og magt noget med hinanden at gøre?
Ja for når anerkendelsens form blander sig med ledelsens form, følger magten med, idet ledelse og magt kan ikke skilles ad. Magt ligger indlejret i praksisser – også ledelsespraksis. Det væsentlige spørgsmål at stille er således ikke, om der er magt involveret i anerkendende ledelse, men hvilket udtryk magten får i netop den ledelsesform.
I bogen viser jeg, at anerkendende ledelse kan ses som et symptom på, at betingelserne for organisatorisk magt har forandret sig – på sådan en måde, at praktisering af magt kun kan ske uden synlig anvendelse af magt. Magten bliver nødt til at skjule sig, og det kan den gøre i anerkendelsens udtryk.
Ledelse låner anerkendelsens form
At benytte sig af anerkendelse i ledelse er en ny måde at søge indflydelse på. Den er nødvendig, fordi organisationer har en indbygget hierarkisk, strukturel styringsintention, som bliver sværere og sværere at gøre gældende på direkte vis. Når styring ikke legitimt kan udtrykke sig hierarkisk, må styring af holdninger og adfærd derfor gøres gældende indirekte af organisationsmedlemmerne selv. Dem, der skal styres, må derfor styre sig selv. Magt som tvang er illegitim, og magten bliver derfor tvunget til at usynliggøre sig. Den sætter sig selv ud af kraft ved at forlade sin oprindelige autoritative form og tage anerkendelsens form.
| Anerkendelsens form | Ledelsens form |
| Frivillig | Kontrakt |
| Gensidig | Besluttende |
| Udvekslende | Autoritativ |
| Intentionsløs | Målstyret |
| Ligeværdig | Asymmetrisk |
| Transcenderende | Roller |
| Suspenderende | Vurderende |
Diskurser af rigtigt og forkert
Når anerkendende ledelse slår igennem i organisationer, indtager ledelsesformen en dominerende position, der som alle herskende diskurser producerer kategorier af rigtigt og forkert, godt og dårligt. Diskurser virker ved at indfange mennesker i deres sandhedsunivers. Når det semantiske reservoir tages i brug, og ledere og medarbejdere begynder at forstå og opleve organisatoriske fænomener indenfor en ny erkendelsesmæssig ramme, konstitueres der en ny sandhed, der enten erstatter eller konkurrerer med den gamle sandhed.
Anerkendende ledelse kommer til at fungere som en ideologi for, hvordan man organiserer samarbejdet i en organisation – hvordan man praktiserer ledelse og skaber følgeskab. En anerkendende kultur er således både en kultur, som mennesker kan trives i, men også udtryk for, at nogen har formået at indholdsudfylde og bruge den herskende diskurs og dermed fjerne eller usynliggøre de mange potentielle interesseforskelle i organisationen. Dermed bliver det også umuligt at protestere imod anerkendende ledelse. Den indeholder sin egen klageformular – nemlig at være anerkendende, udforskende og positiv. Det er umuligt at være kritisk, uden samtidig at være forkert. Ved at tage udgangspunkt i anerkendelsesbegrebets universelle og absolutte godhed og koble det med ledelse, har teorien forudgrebet enhver form for kritik af sin egen tolkning, logik og etik.
Skjult magt
Skjult magt er den magt, mennesker udsættes for uden at vide det, eller hvor magten udøves, uden at det kan lade sig gøre at finde ud af, hvem der udøver den. Magten finder en samarbejdende form, hvor samarbejdet på overfladen bygger på frivillighed, men reelt udspiller sig i en social og normativ magtstruktur. En sådan magt virker ved at være disciplinerende – som en meningsmagt. Disciplineringen sker gennem procedurer for uddannelse, træning, kategorisering og opfordring til selvmonitorering. Den indtræffer usynligt og til lave omkostninger.