Denne artikel handler om det undgående, afvisende tilknytningsmønster, og hvordan man som terapeut kan arbejde med klienter, der grundet deres utrygge tilknytning har svært ved at finde ind i trivsel og leve livet med lethed og glæde. Artiklen bygger på bogen: ”Trauma and the Avoidant Client – Attachment Based Strategies for Healing” af Robert T. Muller.
Den arketypiske undgående person
Der findes lige så mange måder at være i verden på, som der findes mennesker, men der er nogle lighedstegn, der går igen, når vi observerer mennesket gennem tilknytningsteoriens linse. Personer med et undgående tilknytningsmønster udviser en bestemt måde at være i verden på, hvor selvforholdet og relationer til andre mennesker ofte er problematisk og smertefuldt.
Undgående tilknytning er således et spektrum af oplevelsestilstande, der drejer sig om tilknytnings- og -separationsangst og de specifikke selvbeskyttelsesstrategier i form af vrede, undgåelse og følelsesmæssig tilbagetrækning – som bruges til at undgå konflikter og holde andre på en komfortabel afstand. Denne værensform er af indlysende grunde kontraevolutionær, fordi den er selvsaboterende, og den kan henføres til en tidlig forstyrrelse i tilknytningen.
Om den arketypiske undgående person, kan man generelt sige, at vedkommendes indre verden er følelsesmæssig flad og nedlukket. Der bruges ubevidst megen energi på at holde konfliktfyldt materiale væk fra bevidsthedsfeltet, og dette faciliteres typisk gennem tvangsprægede aktiviteter som eksempelvis arbejde eller sport – og gennem en række selvbeskyttelsesstrategier i form af minimering, benægtelse, fortrængning, rationalisering, normalisering, bagatellisering og intellektualisering i forhold til tilknytningsrelaterede temaer.
Man negligerer overordnet set relationers følelsesmæssige betydning og frakobler sig egne behov for omsorg, nærhed, hjælp og støtte. Man ser sig selv som selvforsynende og lever ud fra denne oplevede selvtilstrækkelighed. Men intet menneske er en ø. Vi er flokdyr og tåler ikke isolation og ensomhed. Den undgående person frygter invadering, kritik og dominans og er derfor også nem at såre, hvilket typisk fører til enten vrede eller en følelsesmæssig tilbagetrækning. Den undgående vil ofte finde sig selv i et forhold med en partner, der kontinuerligt prøver at få vedkommende i tale og til at melde mere ud om følelser og indre tilstande, hvilket almindeligvis får den undgående person til at lukke endnu mere ned.
Den undgående person har lært, at emotionel undgåelse er den sikreste måde at være i verden på, og maskerer derfor sig selv som normal, stærk og uafhængig. Man fremviser et falsk selv – som en person uden menneskelige samhørighedsbehov. Den undgående har dog ofte mange relationelle problemer, men ser typisk den anden som problemet. Man undviger at reflektere over sig selv og sine relationers følelsesmæssige betydning, og man undgår at mærke egne følelsesmæssige behov. Hvor den ængsteligt tilknyttede person er pseudo-psykologisk, er den undvigende således anti-psykologisk.
En undgående tilknyttet person har ofte meget svært ved at føle sig forstået, fordi det vil indebære, at man tillader sig at blive set, som man er. Sådan en eksponering er skræmmende og åbner for en uønsket sårbarhed. Bag selvbeskyttelsesstrategierne er der således erfaringer med at blive ydmyget, nedværdiget, kritiseret, domineret og invaderet. Erfaringer, som den undgående gør alt for ikke at komme i kontakt med, fordi det bringer smerte og skam med sig. For den undgående er sårbarhed det samme som svaghed – og svaghed og det at have brug for andre, er netop det, den undvigende har lært tidligt i livet, vil blive mødt med foragt eller ligegyldighed. Hvis der trods anstrengelserne om det modsatte, skulle komme kontakt med sårbarhed, vil det ofte bagefter fører til tilbagetrækning, selvkritik og yderligere følelsesmæssig nedlukning.
Den indgående person vil ofte præsentere sig selv i man-form og italesætte sig selv som normal. Den undgående er generelt meget optaget af at være normal og det normale, hvorved andre personer let kan komme til at opleve sig bebrejdede – som værende unormale. Den undgående vil endvidere typisk have uendelig svært ved at tale i jeg-form – særligt når det handler om noget følelsesmæssigt. Dette er endnu en måde at distancere sig fra personlige temaer på – og til at undgå spørgsmål eller samtaler, der kunne være relateret til tidligere, smertefulde oplevelser. Udenpå fremvises selvtilstrækkelighed. Indeni er der en ubærlig men skamfuld længsel efter at blive elsket og taget sig af.
Kernen i den undgående værensform er frygt; tilknytnings- og separationsfrygt. Man frygter, ofte helt ubevidst, at knytte sig til en betydningsfuld anden og udvise tillidsfuldhed, fordi man er overbevist om, at man vil blive invaderet og domineret. Så trækker man sig allerede up front. Angsten for kritik, omklamring og afvisning er omdrejningspunktet for de selvbeskyttelsesmekanismer, den undgående person har udviklet, for at undgå at blive overvældet af skam og smerte. Kernen i forsvaret er som sagt ofte enten en vred eller frygtsom tilbagetrækning og nedlukning.
Fælles for alle med et undgående tilknytningsmønster er, at de oplever intens smerte og ensomhed og længes efter kontakt, men de foragter også denne længsel og finder den svag, latterlig og skamfuld. De søger nærhed, for det gør alle mennesker, men trækker sig omgående, når nogen kommer for tæt på. De frygter en fjendtlig invadering af deres indre, og at deres oplevede frihed og autonomi kan blive taget fra dem. Nogle forsøger at undgå al form for kontakt og isolerer sig, mens andre blot undgår følelsesmæssig nærhed og intimitet.
Man kan sige, at den undgående person udsulter sig selv følelsesmæssigt – præcist som omsorgspersonen gjorde i barndommen. Selv i terapi vil den undgående klient ofte beskrive, forklare og fortolke sin egen adfærd for at undgå reel nærkontakt med terapeuten, og det er også en måde at sige til terapeuten på; ”Jeg er godt nok her i terapi, men jeg behøver dig ikke. Jeg ved alt om mig selv. Du kan ikke gøre nogen forskel for mig”.
Den undvigende person kommer derfor typisk også kun i terapi på grund af symptomer – ofte kropslige symptomer eller depression. Det er umådelig svært for den undvigende at opretholde et selvbillede af at være stærk og normal og samtidig gå i terapi. Derfor har personen ofte også meget svært ved at forklare, hvad de gerne vil have ud af at gå i terapi; hvad deres problem er. Mange foretrækker således at beskrive deres terapi som coaching eller et møde med en rådgiver.
For terapeuten er den helt store udfordring at finde adgang til et menneske, som ikke vil have hjælp. Et menneske som lider, men som ikke vil have med sin egen lidelse og sårbarhed at gøre. Hvordan hjælper man den klient, der lever i en permanent som-om-modus?
Afvisende forældreadfærd
Undgående tilknytning er det direkte resultat af hård, kritisk, kontrollerende, rigid, autoritær og til tider fjendtlig omsorg tidligt i livet. Eller af følelsesdistanceret omsorgsadfærd. Den undgående person er barn af en afvisende og følelsesflad omsorgsperson, som hurtigt bliver irriteret på barnet, når det behøver kontakt. Omsorgspersonen kritiserer, skælder ud, udskammer og straffer typisk med tavshed og udelukkelse fra samvær. Barnet skal helst være tilfreds, glad og kunne underholde sig selv. Særligt barnets naturlige søgen efter trøst, nærhed, berøring og komfort er svær at rumme for omsorgspersonen, hvorimod vedkommende kan synes mere afstemt med barnet, når dét, barnet er optaget af, er noget ydre, og når det handler om præstation.
Allerede tidligt udvikler barnet strategier for at kunne samarbejde med omsorgspersonens ubehag ved følelsesmæssig nærhed, kropskontakt, sårbarhed og intimitet. Det lukker ned for sine naturlige omsorgsbehov (deaktiverende strategi), det forsøger at tage vare på sig selv (autoregulering), og det holder sig på behørig afstand til mor eller far af hensyn til relationen. Når omsorgspersonen på den ene side skælder barnet ud for at være lille og ikke at kunne klare sig selv, og på den anden side roser barnet, når det agerer følelsesmæssigt selvforsynende, siger det sig selv, at barnet bestræber sig på ikke at bede om følelsesmæssig nærhed, samtidig med at kommer at opleve en vis stolthed over ikke at behøve omsorg og nærkontakt med et medmenneske.
John Bowlby beskriver den emotionelle nedlukning som en Defensiv Eksklusion. Det betyder, at visse sensoriske informationer, som man modtager gennem sine sansekanaler, og som går gennem mange led i hjerne og nervesystem, inden de medierer handling, ikke lukkes ind. Hos den undgående eksluderes smertefuld information konsekvent og bliver til en slags uintegreret støj i baggrunden. Der er tale om informationer, som kategorisk ekskluderes, fordi processeringen af den type information førte til intens psykisk smerte i barndommen. Eksempelvis at man ikke kunne regne med omsorgspersonens støtte; at man var fundamentalt alene.
Barnets roses generelt for ikke at være lille og for at kunne håndtere svære følelser selv – som sorg, vrede, frygt og skuffelse. Det roses for ikke at være til besvær og for at være voksen, selvom det er et barn. På den måde kan omsorgspersonen helt undgå at skulle forholde sig til sine manglende kompetencer i forhold til aldersvarende omsorg. Vedkommende behøver ikke at mentalisere sin kolde, afvisende og ukærlige omgang med barnet. Omsorgspersonen kan sige: ”Se selv, dette barn klarer sig fint uden mig og foretrækker det sådan.” Det udløser ubevidst en enorm lettelse hos omsorgspersonen. ”Jeg har heldigvis fået et barn, der ikke behøver mig.”
Allerede tidligt lærer barnet at blive uvillig til at åbne sig og vise sin sårbarhed frem for nogen. Det lukker ned – og lukker dermed andre ude. Dette er en selvbeskyttelsesstrategi, der ganske vist beroliger omsorgspersonen, men som senere i livet kan få andre til at føle sig nedvurderede, udelukkede, ignorerede og distancerede. Denne adfærd øger desværre sandsynligheden for, at den undgående person faktisk bliver afvist – præcist som man frygter. Når man vedvarende sender signaler ud til sin omverden om, at man ikke behøver noget eller nogen, risikerer man at såre andre – særligt sin partner naturligvis. Når man siger: ”Jeg behøver dig ikke”, ”hold dig væk”, ”lad mig være i fred”.
Barnet og senere den voksne lukker ned for både sine egne men også andre menneskers tilknytningssignaler. Man lærer at se følelser og emotionelle behov som forkerte og skamfulde, og har derfor svært ved at udvise empati – både i forhold til egne og andres sårbarhed. Den følelsesmæssigt mangelfulde omsorg handler som nævnt om omsorgspersonens ubehag ved nærhed. Denne forældreadfærd er dysfunktionel for en sund udvikling. Barnet straffes implicit for tilknytningsbehov, følelser og ønsker om nærhed og kropskontakt, mens der i højere grad kan opnås støtte omkring selvregulering, autonomi og selvstændighed.
Tilknytningsteori som fundament
Tilknytningsteorien giver terapeuter en videnskabelig funderet metodik til at forstå undgående tilknytning og den værensform, tilknytningsmønsteret medierer. Tilknytningsteorien er baseret på massiv empiri fra feltstudier og laboratorieundersøgelser (The Strange Situation) samt kvalitative interviews (Adult Attachment Interview). Dertil kommer, at nyeste hjerneforskning, neurovidenskab og mentaliseringsteori både validerer og bygger bro til tilknytningsteorien.
Tilknytningsmønstre beskrives almindeligvis i kategorier – et utrygt og tre forskellige utrygge – men er retteligt dimensioner, der spænder fra meget tryghed til meget utryghed. I situationer med pres og stres, vil det typisk stå klart frem, om der er tale om overvejende tryghed eller overvejende utryghed. Når tilknytningsmønstre beskrives i kategorier er det fordi, det øger vores blik på ensartethed og sammenfald, men på den anden side stiger risikoen for, at vi mister den individuelle unikhed af syne.
Tilknytningsteorien bygger på viden om menneskets evolutionært, fremselekterede kapacitet til at tilpasse sig sine omgivelser. Tilbage i tiden var det den flok eller klan, vi tilhørte, nu er det vores nærmeste familie. Et barn er helt afhængigt af sine forældres evne og vilje til at ville tage sig af det, og barnet vil gøre, hvad der skal til, for at få den sikkerhed, der skal til for at overleve – også hvis det kræver, at barnet skal udslette sin egen autenticitet.
Vores tidligste erfaringer bliver til indre arbejdsmodeller – det vil sige neurale forbindelser i hjernen, der medierer automatiske, ubevidste overbevisninger om os selv og andre samt specifikke forventninger om interaktioner med artsfæller. Disse indre arbejdsmodeller, formet af enten overvejende trygge eller utrygge samspilsdynamikker med nærmeste omsorgspersoner, bliver vores virkelighed. De former, hvad vi ser, mærker og oplever i verden omkring om – og ikke mindst, hvordan vi fortolker de stimuli, vi tager ind fra vores omverden. Når verden og andre mennesker betragtes gennem det undgående tilknytningsmønsters prisme, ser vi kontrol, dominans, kritik, invadering, omklamring, bedrag og forræderi alle vegne. Dette udspiller sig både i hverdagslivet og i terapien, fordi undgåendes hjerne og nervesystem er organiseret rundt omkring frygt for at blive forladt. Frygten for aleneheden er organiseringens centrum.
Den undgående i terapi
Psykoterapi baseret på tilknytningsteori forstår den undgåendes ubehag og modstand mod at gå i terapi som en selvbeskyttelse, der bunder i, at klienten tidligt i livet var nødt til at lukke ned for tilknytningssystemet. Formålet med de terapeutiske interventioner er at vække tilknytningssystemet til live igen. Dette gøres ved at rette klientens opmærksomhed mod det, som vedkommende desværre frygter allermest – de tilknytningsrelaterede oplevelser.
Dette arbejde kan først finde sted, når der er opnået til tillid fra klientens side, til at terapeuten er venligsindet. Det kræver tålmodighed – især fordi den undgående vil være ambivalent i forhold til terapi. Dernæst skal der udvikles et ægte engagement i den terapeutiske proces. Som nævnt kommer den undgående typisk først i terapi, når symptomerne er blevet for voldsomme til at overhøre. Det kan dreje sig om de klassiske symptomer på depression i form af søvnløshed, irritation, nedsat og svingende humør, ulyst, træthed og manglende motivation generelt. Der vil typisk også være psykosomatiske markører. Det kan være hjertebanken, trykken for brystet, ondt i maven, hovedpine og andre mere diffuse smerter. Klienter med et utrygt tilknytningsmønster eller traume har ofte mange fysiske symptomer – de er polysymptomatiske. I alle terapeutiske helingsprocesser indgår at huske og kunne fortælle sandheden. Hos den undgående klient kan sandheden, til at begynde med, kun vise sig som fysiske symptomer eller som depression.
Styrke motivationen
Indledningsvist er det vigtigt at undersøge klientens motivation for terapi. Dette er vigtigt med alle klienter, men særligt med undgående klienter. For de er nødt til på et eller andet tidspunkt at sige tydeligt, hvad de ønsker at forandre, for at der kan være noget substantielt at arbejde med i terapien. Terapeuten kan eksempelvis invitere til refleksion over tidligere terapiforløb; Hvad der var hjælpsomt, hvorfor de sluttede etc. Særligt med den undgående klient er det det betydningsfuldt at bede vedkommende sige, hvad han eller hun ønsker med terapien – igen og igen. Da undvigende klienter pr. definition ikke er villige til at rette deres opmærksom mod erindringer, tanker eller følelser, der minder dem om tidlige eller nuværende relationer, kan det blive udfordrende at findes klientens motivation til terapi – fordi stort set alle former for psykoterapi inviterer til refleksion over livshistorie, oplevelser og relationer – altså noget som både er privat og personligt – og potentielt sårbart.
Den undgående klients livsnarrativ vil ofte være kort og uden følelsesmæssig dybde. På et spørgsmål om, hvordan det var at være barn i vedkommendes oprindelige familie, vil der ofte komme ganske korte svar som: ”normalt”, ”fint”, ”udmærket”, ”som i andre familier”, ”det kan jeg ikke huske” og lignende. Dels fordi klienten, i starten af terapien, ofte vil have barndomsamnesi, dels fordi klienten med de korte svar, signalerer ulyst til at tale om barndommen og forældrene. Det er en måde at sige til terapeuten på: ”Back Off”. Det kan også være, at klienten starter en diskussion med terapeuten om formålet med spørgsmålene, hvad de skal gøre godt for, og hvad det i det hele taget nytter at gå i terapi.
Selvmodsigelser
Som sagt føler den undgående klient generelt et stort ubehag ved at tale om barndommen og sine forældre, andre betydningsfulde relationer, tab og smertefulde oplevelser. Både dem der fandt sted i fortiden og dem, der udspiller sig i klientens liv her-og-nu. Klienten vil ofte også benægte enhver sammenhæng mellem dengang og nu – typisk ved at konkludere, at man ikke kan huske noget og ved at idealisere forældrene. Bag idealiseringen ligger der ofte, nu glemte, erfaringer med forældre, der insisterede på, at barnet skulle synes om dem, at barnet skulle være taknemmeligt, og at det skulle kunne se bort fra svigt og trusler og anden krænkende adfærd. Der er tale om forældre, som ikke tåler, at barnet ser dem, som de virkelig er, og derfor italesætter deres ukærlige handlinger som gode, rigtige og det bedste for barnet.
I terapien kan vi således fra den undgående person høre fortællinger, der indeholder voldsomme selvmodsigelser:
– Mine forældre elskede mig for meget.
– Min far slog men han var en god far.
– Det kunne have været meget være.
– Min mor greb aldrig ind, men hun kunne heller ikke gøre noget.
– Jeg følte mig meget alene, men jeg ved, de var der for mig.
Eller en undgående kvinde siger eksempelvis, at hendes far seksuelt misbrugte hende, men ikke gjorde det med vilje. På den måde undgår hun den smerte, der kommer af at skulle se i øjnene, at hun ikke var et barn, hvis fysiske og psykiske sikkerhed, hendes far havde på sinde. Så opfinder hun i stedet en historie om, at det var noget, han bare kom til. At det var hendes skyld. Men hun kommer ikke til nogen heling eller egentlig resolution ved at forvrænge virkeligheden, og traumesmerten vil fortsætte. Når der ikke overensstemmelse i ens livsnarrativ. Når man føler et og siger noget andet, lider man under at være i konflikt med sig selv. Det kaldes en indre konflikt. Psykologisk smerte er altid intimt forbundet med indre konflikter.
Forældreidealisering
Den undgående klient arbejder i terapien desperat med at holde fast i overbevisningen om sine forældres godhed og bruger megen energi på at fremføre forsvarstaler. På samme måde som i barndommen, hvor vedkommende beskyttede sine forældre og tilknytningsrelationen mod egne negative følelser ved at lukke af for dem, og ved at vende vreden mod sig selv eller andre. Man ”glemmer” sine forældres tilknytningsforræderi for at opretholde ideen om en kærlig relation, og for at undgå smerte og forladthedsdepression. Når ens forældre bliver gamle, kan man ikke forstå, hvorfor man ikke har lyst til at besøge dem. Eller hvorfor man ikke kan føle sorg, når de dør. Det er fordi, der ikke var en relation.
I terapien skifter den undgående ofte emne henimod ikke-truende, uemotionelle temaer, og det fordrer, at terapeuten igen og igen retter opmærksomheden mod de følelsesmæssige aspekter af klientens oplevelser, således at klientens tolerance for at fornemme og italesætte følelser øges. Det er ikke ualmindeligt, at egentlige affektfobier vil vise sig i terapien, således at der kan opstå angst eller panik forbindelse med processeringen af en specifik kernefølelse – eksempelvis sorg. Derfor skal udfordringen skal være mild, således at der faciliteres et øget emotionelt engagement. Dette gøres ved at mærke og navngive indre tilstande. Sammen med terapeuten begynder klienten at fylde sit tømte indre landskab op med fornemmelser, sansninger og følelser.
Da sårbare følelser omgående vækker skam, undgår klienten naturligt nok konsekvent følelsesorienterede spørgsmål ved at svare, hvad man tænker eller gør – ikke hvad man føler. Klienten ønsker at analysere og forklare, men mentaliserer ikke. Terapeuten skal mildt men bestemt assistere klienten i at tilgå, tolerere og acceptere følelser. På samme måde som i narrativet, vil der ofte også være modsætninger mellem, hvad klienten siger (eller ikke siger) og kroppens nonverbale adfærd – der kan for eksempel komme rødme, sveden, vippen med fødderne, urolighed, våde øjne, krydsede arme og ben, fjernelse af øjenkontakt og lignende. Terapeuten kan notere sig dette og måske udtrykke det på en ikke-udskammende måde. Meget forsigtigt.
Happy Ending
En anden måde at undgå emotioner og forandring på, er det som Robert T. Muller kalder ”A Positive Wrap Up”. Det vil sige, at klienten fortæller noget sandt, måske smertefuldt, om sig selv, men konsekvent slutter fortællingen af med en Happy Ending – uanset hvad man taler om. Klienten siger måske noget til terapeuten, som aldrig er blevet italesat før – eksempelvis at man var bange for sin far og stadig er det. Så kan der opstå skam og en stærk følelse af illoyalitet, hvilket medfører, at klienten omgående lukker ned eksempelvis ved at sige: ”Men det var ikke så slemt.” For den undgående er noget af det værste, man kan være, at være illoyal og uansvarlig. Undgående klienter vil således meget ofte sige noget og annullere det omgående igen.
Arbejdet med den undgående klient kræver en følgende, empatisk, tålmodig og rummende terapeutstil, for det er svært at rette opmærksomheden mod tilknytningsrelaterede temaer, uden at risikere at klienten føler sig misforstået. Klienten kan let føle, at terapeuten har sin egen agenda. Så eroderes tilliden, og klienten bekræftes i, at det var en fejl at søge hjælp; at man kun kan regne med sig selv.
Et sted i terapien skal de mange indre konflikter mellem realiteten (det der skete) og selvbeskyttelsen (det man fortæller sig selv, det der skete, betyder) adresseres. Klienten vil ofte bekæmpe alle ord, der indikerer, at man er et offer eller en overlever. Man er enten stærk eller svag. Der er intet imellem. Klienten vil, som nævnt, arbejde hårdt for at overbevise terapeuten om forældrenes perfekthed, og samtidig forholde sig foragtende til ofre – se dem som svage – på engelsk kaldet ”Victim Blame”. Klienten afviser at være en, som har overlevet noget smertefuldt – ofte i et meget følelsesladet sprog, og holder desperat fast i sin ”I am not a victim” identitet.
Styrke er utrolig værdsat af den undgående person, mens følelsesladethed og tårer er barnligt og svagt. Man føler sig i stedet stolt over at være upåvirket. Den undgående har undgået sorg som barn og gør det stadig. Der er mange måder at undgå eller udskyde sorg på. Man kan lukke ned og gøre sig følelsesløs. Man kan også udvikle en falsk, fantaseret tilgivelse. Man siger til sig selv, at man kan slette fortiden og alle de svære følelser. Falsk tilgivelse er intimt forbundet med forældreidealisering. Man undskylder og tilgiver sine forældre, der aldrig har sagt undskyld. Den der tilgiver, synes for den undgående at være i en stærkere position end den, der venter på en undskyldning.
En indre konflikt fremvises måske gennem en erindring; ”Jeg blev slået med min fars bælte. Det gjorde ikke ondt. Jeg grinede bare.” Opgaven for terapeuten er at vise klienten, på en empatisk måde, at vedkommendes historie indeholder selvmodsigelser og invitere til en refleksion over disse selvmodsigelser. Terapeuten kan stimulere en nysgerrig udforskning, men med fuldkommen accept af klientens fortolkninger, forklaringer og oplevede livshistorie. Også selvom den er indlysende selvmodsigende. Det kan være svært. Man må vente tålmodigt. Men der vil over tid komme flere og flere revner, og sandheden vil sive ind og bedre kunne rummes i små bidder. Hvis terapeuten kan se bort fra forsvaret, selvbeskyttelsen og de defensive bemærkninger, vil der langsomt kunne blive plads til flere nuancer, og der vil blive skabt mere mentaliseringskapacitet. Det må bare aldrig blive en kamp. Svaret på et spørgsmål er sekundært – det primære er den mentalisering, det igangsætter. Det sker ofte mellem sessionerne.
Aktivering af tilknytningssystemet
Det kan være svært for terapeuten at beslutte, hvad man skal stille op med klientens undgåelse og afvisning – og markante modstand mod at rumme sin egen sårbarhed, smerte og eventuelle traume. Når klienten holder fast i at idealisere sin barndom og liv i det hele taget – og vedbliver med at tegne et barndomsportræt, der ikke passer med den egentlige livshistorie, og de symptomer, der bringer dem i terapi. Terapeuten må tålmodigt vente på små åbninger – ”Windows of Opportunities”. Ofte kommer der traumerelaterede fragmenter ind i samtalen ude af kontekst med, hvad der ellers tales om. Som en slags bisætning. Når klienten minimerer betydningen af noget traumatisk eller laver en Happy Ending, er det let for terapeuten at komme til at gøre det samme – nemlig ikke at tillægge tilknytningshistorien eller traumet nogen følelsesmæssig betydning. Præcis som forældrene engang gjorde.
I tilknytningsbaseret psykoterapi vil mange interventioner naturligt nok være rettet mod tilknytningsrelaterede temaer og etablering af en sund balance mellem de tre systemer: tilknytning, omsorg og udforskning. For den undgående klient gælder, at interventionerne ofte vil være rettet mod tilknytningsundgåelse. Da alle organismens handlingsaktiverende systemer (Action Systems) er forbundne, er omsorgssystemet en mulig genvej til vækning af tilknytningssystemet. Deaktivering af tilknytningssystemet, som jo er den undgående persons selvbeskyttelsesstrategi, betyder ikke nødvendigvis deaktivering i de øvrige systemer. Formålet med menneskets medfødte omsorgssystem er at kunne yde passende beskyttelse af afkommet og sikre artens overlevelse. Terapeuten kan bruge samtaler om omsorg – overfor partner eller egne børn – som en genvej ind i aktivering af tilknytningssystemet. Klienten kan, som sagt, næsten ikke rumme den svage, passive offerrolle, som associeres med personer, der har emotionelle behov og er afhængige af andre, men identificerer sig gerne med den aktive, beskyttende rolle. På den måde kan man invitere til en dybere refleksion over betydningen af beskyttelse og sikkerhed.
Forsinket, kompliceret sorg
Tilknytningsteorien er bygget på observationer af komplekse reaktioner på sorg og tab hos mindre børn. Tendensen med at distancere sig selv fra smertelige følelser forbundet med tilknytningstab er et centralt omdrejningspunkt for den undgående tilknytning. Den undgående klient har undgået at sørge og har i stedet frakoblet sig sine medførte samhørighedsbehov. Det betales der en stor pris for. Når man må håndtere et stort tab tidligt i livet uden hjælp, og ikke har nogen at dele sorgen med, så processeres den ikke. Barnet mister i stedet håbet på menneskeheden og taber sin tillidsevne. Tab er tillidsevne er grundlæggende traumatisk. Tilknytningstraume er tabet af tillid, beskyttelse, sikkerhed, tryghed, nærhed og udviklingen af sund autonomi og selvstændighed. Dette er smertefuldt og indeholder en dyb skuffelse og en ubærlig længsel efter den betingelsesløse accept og inkludering.
Derfor vil der ofte i forbindelse med vækningen af tilknytningssystemet komme sorg, men i modsætning til tidligere er der nu en at dele den med – terapeuten og ofte også partneren, som typisk ikke før har kendt til denne smerte. At begynde i terapi er at starte en nedlukket og forsinket sorgproces – alle tabene fra dengang, tabet af fantasitilknytningen, tabet af den normale, fine barndom og de ideelle forældre. Mange undgående klienter vil spørge, om det vitterligt er meningen, man skal give sine forældre skylden. De føler, de gør noget forkert ved at tale om deres forældre. Sagen er, at den terapeutiske heling ikke handler om at give nogen skyld, men om at kunne være med og rumme sin livshistorie uden selvbeskyttelse. Det trygge person tør således se sine forældre, sig selv og andre mennesker klart – både de positive og negative egenskaber. Fordi de ved, at dette ikke vil medføre et tab af relationen. Den undvigende person derimod må beskytte sine forældre mod en følt vrede og skuffelse. De hjælper således forældrene med at opretholde de falske selvbilleder, og beskytter sig selv mod sandheden. De minimerer, rationaliserer og normaliserer en måske hård, brutal, afvisende, kold, ufølsom, dømmende, straffende forældreadfærd. Når det undgående forsvar mindskes eller bryder sammen i terapien, vil der ofte fremvise sig et meget negativt selvbillede. Et falsk selv som i mange år har beskyttet forældrene og relationen til dem.
Overføring – modoverføring
Det siger sig selv, at det kan være udfordrende for terapeuten at opretholde empati i mødet med klientens selvbeskyttelsesstrategier, og her kan det at støtte sig til tilknytningsteorien være en stor hjælp, fordi den giver mulighed for, at terapeuten kan se bagom klientens adfærd og mærke det barn, der engang måtte udvikle så selvsaboterende en måde at fremvise sig selv i verden på. Klientens strategi med at bruge vrede, undgåelse og tilbagetræning, for at holde andre på sikker afstand, vil naturligvis også vise sig i terapien, og kan også der ende med at skabe distance og smerte for klienten, med mindre terapeuten kan opretholde empatien og intervenere et mønstrebrud. Når man længes efter accept, er det frygtelig destruktivt at interagere på måder, der får andre til at støde en væk. Det er vigtigt, at terapeuten kan skelne mellem person og selvbeskyttelse.
Det er således udfordrende at navigere med en undgående klient i det emotionelle farvand, fordi klientens relationelle vanskeligheder, som sagt, også vil udleve sig i terapien, hvilket vil udfordre den terapeutiske alliancen og samarbejdet. Ofte vil klienten frakoble sig følelsesmæssigt og devaluere terapeuten. Her må terapeuten forsøge at se verden gennem klientens øjne og være villig til en langsom udforskning af klientens indre verden – i starten ved at forestille sig den på basis af de fragmenter fra klientens livshistorie, som trods undgåelsen vil komme frem. Det er terapeuten opgave at skabe rum for at der kan ske et møde – en emotionel kontakt. Det fordrer en normalisering af alle de følelser, klienten ikke kan udholde.
Den undgående klient vil ofte have mange hemmeligheder og stor frygt ved at sige dem højt. Så kommer der skyld og en følelse af at være illoyal over for eksempelvis sine forældre. Terapeuten må være opmærksom på nærhed- og distancemønstre i kontakten med klienten og fange de øjeblikke, hvor klienten er sårbar, og lige der spørge ind til, hvad han eller hun mærker. Det er utrolig let at komme til at arbejde for hårdt og ville reparere og fikse klienten. Men det skal undgås fordi det fører til det som Robert T. Muller kalder ”Client Disempowerment”. Det sker, hvis man overtager klientens følelser og bliver optaget af resultater og fremgang, og hvis man forsøger at give gode råd og svare på spørgsmål. Hvis man hopper på limpinden og giver et godt råd, vil det ofte blive afvist af klienten, og dermed kan man som let komme til at reagere negativt på klientens defensivitet. Når klienten benægter sårbarhed og nedvurderer værdien af den terapeutiske alliance, kan man let komme til at presse for hårdt på. Ønsket om at lindre klientens smerte kan være meget kontraproduktivt, fordi klienten føler sig presset, og fordi den terapeutiske alliance ikke er stærk nok – endnu. Ifølge Judith Herman er den største terapeutiske fejl at gå uden om det traumatiske materiale, mens den næstestørste er at gå for tidligt ind i det.
Særligt den undgående klient kan man som terapeut komme til at presse, fordi man i samværet selv nemt kan komme til at føle sig mindreværdig. Så undgår man pludselig at tale om det svære, og så responderer man på klientens falske selv – ligesom forældrene. Man føler, at man intimiderer eller krænker klienten ved at tale om noget følelsesmæssigt. Man begynder at fortrække at se klienten som den stærke person, vedkommende præsenterer sig som. En tilsyneladende robusthed og resiliens – at klienten vitterligt har overkommet den traumatiske barndom. Men den undgående person er ikke robust – men i stedet særlig sårbar overfor nedbrud, depression, misbrug – når en krise rammer. Klienten giver ofte en illusorisk oplevelse af magt og kontrol, som fjerner muligheden for intimitet og samhørighed. Det er således let at lave en stiltiende aftale om ikke at tale om traume.
Terapeuten kan også opgive og stiltiende slippe indsatsen med at skabe en alliance og et rum for terapi. Man bliver træt, passiv og umotiveret – eller vred og frustreret. Det er let at miste motivationen, når klienten øjensynligt ikke kan bruge terapien til noget. Man resignerer, keder sig, kigger på uret hele tiden, ønsker at klienten stopper, sniksnakker med klienten – man ønsker at give klienten til en anden terapeut. Dette er helt normalt. For det er hårdt at udholde at lytte til intellektualisering, anekdoter, lange monologer, korte svar, lange forklaringer og blive trukket ind i diskussioner – uden emotionelt indhold eller refleksion. Nogle klienter er således forfærdelig svære at holde af, lige meget hvor meget man prøver. Man kan næsten ikke finde noget empati frem. Så afskriver man dem og håber de holder op. Dette skal terapeuten naturligvis arbejde med i sin supervision.
Kilde
Robert T. Muller: Trauma and the Avoidant Client – Attachment Based Strategies for Healing