Indledning
Denne artikel handler om voksne søskende med vanskelige og smertefulde relationer. Udfordrende samspilsdynamikker mellem søskende er meget ofte en afspejling af familiedynamikker fra barndommen, hvor omsorgspersonerne ikke var i stand til at skabe optimale vilkår for trivsel, udvikling og personlig vækst. Artiklen bygger bl.a. på bogen: Why Can´t We Get Along – Healing Adult Sibling Relationships af Peter Goldenthal.
Længslen efter nærhed
”Fear is the path to the dark side. Fear leads to anger; anger leads to hate; hate leads to suffering.” (Star Wars)
Ikke sjældent har jeg klienter i min praksis, som lider under en vanskelig relation til en eller flere søskende. Man ønsker, at forholdet til ens søskende kunne være bedre, og man længes efter mere fortrolighed og nærhed. Man håber måske på en forandring, men det synes umuligt. Måske synes man, at man har prøvet og prøvet, men at man ikke kan finde ud af det, eller at ens søskende ikke tager godt imod de tiltag, man har taget. Man går måske i konstante overvejelser om at skrive et brev, men man lader, være fordi man ikke tror, man vil få en positiv respons.
Der er også dem, som slet ikke ser deres søskende, eller kun ses, nærmest anonymt, til større familiesammenkomster. Nogle giver udtryk for, at sådan er det bare, og at de har lært at leve fint med det, men for mange ligger der en stor sorg lige under overfladen, som igen og igen vanskeliggør, at man kan finde sig til rette i sit eget liv.
Fortidens linse
I et tilknytningsteoretisk perspektiv vil man sige, at man ser sine søskende gennem sit tilknytningsmønster og dermed gennem fortidens linse. Når man betragter en søster eller bror gennem et utrygt tilknytningsmønster, ser man ikke klart, men er påvirket af ubevidste og automatiske måder at forholde sig på i det interpersonelle felt.
Det er særligt i situationer under et vist pres, at ens utrygge indre arbejdsmodel farver virkeligheden og gør den mere problematisk, end der måske er hold i. Det kan for eksempel være der, hvor ens forældre er blevet gamle og syge og har brug for hjælp, og hvor én søskende måske påtager sig opgaven med at passe forældrene, og skuffes dybt over at ens bror eller søster ikke ønsker at deltage. Man føler sig alene og ladt i stikken.
Ved nærmere eftersyn i det terapeutiske arbejde viser det sig ofte, at disse følelser er gamle og har rødder tilbage i barndommen, hvor man også følte, at man var alene, og den der skulle sørge for at tingene blev gjort. Man holder som voksen stadig fast i den rolle. Både fordi man er en god person, som gerne vil hjælpe, men også fordi man ikke kan sætte grænser, sige nej og dossere sin assistance i rimelige mængder. Man udtrættes og føler sig udnyttet. Nogle klienter spørger: ”Jamen er man ikke forpligtet til at hjælpe sine gamle forældre?” Jeg svarer ofte, at det er man ikke – forpligtet altså – men at man kan undersøge, hvilke motiver der styrer ens adfærd. Hjælper man, fordi det giver glæde og tilfredsstillelse, eller er det for at undgå dårlig samvittighed? Man kan også give opmærksomhed til, hvordan ens forældre modtager hjælpen. I den symbiotiske familie er der ingen tak – kun forventninger – og det bliver aldrig godt nok.
Den symbiotiske familie
Når man som barn har måttet tage et ansvar, der grundlæggende var ens forældres, så taler man om en særlig familiedynamik kaldet ”Parenting the Parent”, og som jeg også benævner den symbiotiske familie. Der er tale om en dysfunktionel familiedynamik, hvor de voksne reelt ikke er tilstrækkeligt emotionelt modne til at tage et forældreansvar og skabe en familie, hvor alle har aldersvarende udviklingsopgaver og derfor trives. Børnene i sådan en familie vil ikke føle sig trygge og vil ofte være nødt til at påtage sig opgaver og roller for at kompensere for forældrenes manglende funktionsduelighed. Disse roller har det med at følge med ind i voksenlivet og vanskeliggøre varme og trygge relationer – både generelt og i søskendeflokken.
Den søskende, der påtager sig opgaven med at passe de gamle, syge forældre, kan ofte ikke acceptere, at en eller flere af de øvrige søskende ikke ønsker at bidrage, men man kan typisk heller ikke rigtig finde ud af at bede om hjælp på en tydelig og eksplicit måde. Man forventer og håber, at de andre selv træder til. Man forventer, at de kan gætte sig til, hvad man gerne vil have. Det, ikke at kunne italesætte sine behov tydeligt og uden bebrejdelser, er endnu et karakteristika ved den symbiotiske familie. Her lærer man, at egne behov sjældent er velkomne; at det er egoistisk at ønske sig opmærksomhed og anerkendelse. Det værste man kan være i en symbiotisk familie, er at være egoistisk og forskellig fra de andre. Alle skal mene og synes det samme som den dominerende omsorgsperson.
Der vil stort set altid være gode grunde til at et voksent barn ikke ønsker at passe sine gamle, syge forældre, eller kun ønsker at bidrage minimalt. Grunde som har rødder i tilknytningen, og det man blev udsat for som barn. Man har ikke lyst til nærkontakt med sine forældre eller søskende; nogle gange uden, at man kan forklare hvorfor. Ikke sjældent har jeg haft klienter, der efter at have mistet en aldrende forælder, ikke kan forstå, hvorfor de ikke mærker sorg, og som plages af skyld over det.
I søskendeflokken kan disse individuelle oplevelser med forældrene typisk ikke deles – de eksisterer under overfladen i et ordløst lag – og man ender derfor med ikke at føle sig forstået eller anerkendt. Og derfor enten trækker man sig, eller maser sig på med kravet om en forklaring.
Onde konflikter
Voksne søskende kan skændes som små børn. Man kan have konflikter, rivalisere og konkurrere om forældrenes anerkendelse – og martres af misundelse og forbudte ønsker om hævn – fuldstændig som i barndommen. Det var her det startede; et samspilsmønster, som ens forældre var en del af, og som de, ofte uden at være bevidste om, initierede og understøttede. Vanskelige søskenderelationer er næsten altid et aftryk af en gammel ukonstruktiv familiedynamik, som omsorgspersonerne nærede gennem forskelsbehandling, sammenligninger, bagtalelse og mobning.
Ofte fortsætter forskelsbehandling og sammenligning langt ind i voksenlivet, og det gør rivaliseringen mellem de voksne børn naturligvis også. Det bliver en automatiseret måde at relatere til sine søskende på. Man forbliver i de samme (barne)roller og interaktionsmønstre som rundt om barndommens middagsbord. Ofte er sårende bemærkninger, tilbagetrækning og ligegyldighed således et udtryk for utilfredshed eller hævn fra en svunden opvækst. En måde at beskytte sig selv bedst muligt.
Gavers symbolik
Fra et barns perspektiv mærkes forskelsbehandling mest tydeligt i form af, hvem der får mest. Barnets logik synes at være, at den, der får den største gave, er mest elsket, men grundlæggende handler det om, at barnet føler sig forfordelt, overset og uelsket. At det er følelsesmæssigt underforsynet. Derfor viser voksne søskendes vanskeligheder sig ofte i gavegivningssitutioner. Det kan være jul og fødselsdage, eller fester og bryllupper. En klient fortalte mig således, at hendes forældre havde betalt hendes søsters bryllup, men ikke hendes. Det frembragte en voldsom psykisk smerte og mange frustrationer; for hvorfor var det sådan, at hendes forældre altid gav mere til hendes søster? Hvordan skulle hun forstå det? Hvad betød det?
Aller mest tydeligt står denne problematik nok frem i arvesager, hvor gamle følelser af forskelsbehandling toner frem for fuld udblæsning og bliver til brutal rivalisering – og nogle gange til voldsomme brud. Det kan være svært at acceptere, hvis ens forældre har lavet testamente og givet én i søskendeflokken mere. Ellers hvis det under bodelingen viser sig, at et barn har fået store gaver eller finansiel støtte, mens forældrene levede – uden at dette er blevet offentliggjort for de øvrige søskende.
I sådanne situationer er det let at regrediere til en barnerolle, hvor voksne søskende begynder at bebrejde og tale ondt om hinanden. Man sladrer, bagtaler og laver alliancer og fortolker al adfærd negativt og rigidt.
Subjektive oplevelser
Mange tror fejlagtigt, at hvis man er søskende og er opvokset i samme familie, må man have den samme oplevelse af, hvordan det var i familien. At der findes en objektiv sandhed om barndommens land. Men søskende har typisk dybt forskellige oplevelser af den samme familie, med de samme forældre. Det betyder, at der er forskellige realiteter, der skal anerkendes. Man har brug for denne anerkendelse af sine søskende. At noget en gang måske var hårdt og ubærligt.
Vi har alle brug for at blive anerkendt; for det vi har oplevet, fog or det positive vi gør eller forsøger at gøre. Vi vokser aldrig fra behovet for anerkendelse. De er universelt, men misundelse og ubevidst skam standser desværre al form for anerkendelse. Jo mere skamfuld og misundelig, man er, jo mere vil man kæmpe med at benægte det, og jo mere vrede føler man mod den anden.
I dysfunktionelle familier medfører forældrenes adfærd, at børnene i søskendeflokken får svært ved at lave sunde relationer til hinanden – også i voksenlivet. Det er forældre, som har gjort forskel på børnene, spillet dem ud mod hinanden, stimuleret konkurrence, sammenlignet dem med hinanden, har haft favoritter, har sat børnene i roller og talt om dem i form af sladder og bagtalelse.
I teorien kunne de voksne søskende gøre fælles front mod forældrene og deres skadelige adfærd, men gør det desværre utrolig sjældent. For de længes stadig efter mors og fars kærlighed. Man ser derfor alle fejlene i en søster eller bror i stedet, og friholder forældrene – fuldstændig som i barndommen. Man bortforklarer og undskylder sine forældre. De er gamle, de kan ikke gøre for det, de mener det ikke så slemt, det er ikke deres skyld, de har selv haft et hårdt liv etc.
Man undgår at mærke sine egne sande følelser og sin egen skam over at føle sig uelsket bl.a. ved bebrejde sine søskende i stedet. Hvis man friholder sine forældre ved ikke at se dem klart, holder man liv i et håb om, at det kan være, at de en dag for øje på en, og så får man endelig den respekt og anderkendelse, man så desperat søger. Dette er naturligvis en fantasi.
Dominans og underkastelse
Hvad føler man egentlig, når man træder ind i barndomshjemmet eller i nærkontakt med sine forældre? Hvad sker der med søskendedynamikken, når mor og far er til stede? Typisk sker der det, som også skete dengang.
Følelsesmæssigt umodne forældre, som er kapret af intense indre konflikter og negative emotioner som raseri, vrede, foragt, sorg, depressivitet, frygt og lignende er af gode grunde så optagede af dem selv, egne udækkede behov og måske uforløste traumer, at de ikke kan tage sig tilstrækkeligt af deres børn på et følelsesmæssigt plan.
Forældrenes følelsesmæssige problematikker skaber urolige og angste børn og senere voksne med en kompromitteret event til arousal- og affektregulering. Det betyder, at man har det svært med uregulerede indre tilstande, og at ens adfærd bliver styret heraf. Det skaber nye udfordringer. Voksne søskende falder let falder ind i gamle samspilsmønstre og de dominans- og underkastelsesdynamikker, der også prægede barndommen. Man kan som voksen ende med at have en formindsket sensitivitet overfor andres følelser kombineret med en ligeledes formindsket selvindsigt.
I søskendeflokken kan det vise sig som fjendtlighed, misundelse og had og skiftende mønstre af roller – en offer/krænker/redder dynamik, der hele tiden sætter en kæp i hjulet for gode og trygge voksenrelationer. Ofte vil man også tale om hinanden, ligesom ens forældre i barndommen måske talte nedladende om andre. Man bruger sladderen til at sende budskaber af sted i stedet for at tale direkte med hinanden.
Krænkelser mellem søskende
Det er ikke ualmindeligt, at børn i en dysfunktionel familie krænker hinanden. Det kan være i form af mobning, vold eller i værste tilfælde seksuelt misbrug. Det siger sig selv, at sådan en adfærd forhindrer en god og tryg relationen mellem de voksne søskende. Den, som er blevet forulempet af en bror eller søster i barndommen, vil ofte bære på svære, traumatiske følelser – og vil igen og igen vende tilbage til overgrebene. Både i egne tanker og måske også i kommunikationen med den eller de søskende, der stod for eller kendte til overgrebene.
Overgrebene bliver således et anliggende mellem de voksne søskende – en nærmet uovervindelig konflikt. Faktum er dog, at for at sådanne krænkelser overhovedet kan finde sted, må der være voksne, der kigger den anden vej og undlader at standse adfærden. En klient fortalte mig, at hun hele barndommen igennem blev slået og mishandlet af sin storebror, og på intet tidspunkt tog hendes forældre hendes råb om hjælp alvorligt. Hun var overladt til selv at håndtere volden. Det siger sig selv, at hjemmet for hende på ingen måde var en tryg base.
Det kan også være ufatteligt svært for voksne søskende at håndtere, hvis et barn er blevet seksuelt misbrugt af en eller begge forældre, mens de andre ikke er. For den krænkede er det på linje med en retraumatisering, når man ikke kan tale åbent om det eller få sine søskendes forståelse og anerkendelse, men bliver bedt om at glemme det, komme over det og komme videre. Eller allerværst bliver mødt med en mur af tavshed eller anklager om at lyve. For de øvrige søskende kan det være svært at fatte, at noget sådant har fundet sted, og en ulyst til at høre om det, fordi det vil i så fald vil kræve, at man justerer sit syn på sin barndom og sine forældre. En illusion brister.
Jeg slår hånden af dig
I nogle tilfælde bunder søskendeproblemer i, at et voksent barn har haft konflikter med forældrene, som så i sidste ende slår hånden af barnet. De stopper med at have kontakt til deres voksne søn eller datter. I familiefortællingen bliver sådanne brud ofte italesat som, at det var det voksne barn, der valgte ikke at ville se sine forældre, men ved nærmere eftersyn er det ofte sådan, at det voksne barn har fået stillet et eller andet ultimatum, som så har ført til bruddet.
I den symbiotiske familie stiller det de øvrige voksne børn i et stort følelsesmæssigt dilemma, men ofte er der ikke en mulighed at fortsætte med både at se sin forviste bror eller søster og sine forældre, fordi det ligger som en pligt i denne familieform, at man skal være ubetinget loyal. Man bliver derfor nødt til at acceptere sine forældrenes version af historien.
Når voksne børn stopper med at have kontakt med deres forældre, er det ofte den sidste udvej. Man har prøvet og prøvet, men har ikke kunnet komme igennem erkendelsesblokaden hos forældrene. Man er måske blevet bedt om at glemme og komme videre, men det kan man ikke, fordi man mangler en undskyldning og dermed en mulighed for at tilgive. Forsonelse er en to-personers handling.
Efterdønninger
Hvis ens barndom har været traumatisk, så bliver man i voksenlivet typisk absorberet af sine egne indre tilstande, og har svært ved at regulere dem. Ens egen smerte synes større end alle andres og mere virkelig. Man bliver emotionelt selvoptaget, ligesom ens forældre var det. Dette kan fortsætte, indtil man bryder mønstret og får hjælp til at forløse det utrygge og traumatiske.
Det er lidt som om man siger til sig selv og verden: ”Jeg har lidt, og I andre skal mærke det også – mærke hvor hårdt livet har været og er for mig. Jeg behøver ikke at være venlig og respektfuld overfor jer med det, jeg har oplevet – og I jo heller ikke rare.” Man bliver let rigid og kategorisk. Man vil have ret og bevise, at alle andre tager fejl. Man skal have ret, for ellers har man tabt.
Mange problemer blandt voksne søskende kommer af at skulle modtage råd og forslag, som man ikke har bedt om og ikke ønsker – og som føles invaderende. Man føler sig indirekte kritiseret og kommenteret på – og bliver så defensiv. Det kan føre til modangreb eller tilbagetrækning – en adfærd som sammen med ironi og sarkasme bygger mure mellem mennesker og skaber foragt og afsky. Alt hvad der skaber smerte, distance eller invadering skal undgås. Der findes ikke konstruktiv kritik.
Kilde
Peter Goldenthal: Why Can´t We Get Along – Healing Adult Sibling Relationships.